Spm. nr. S 170

2) Til udenrigsministeren af:

Trine Pertou Mach (EL):

Hvilken holdning ligger der bag, at Danmark – i modsætning til nære samarbejdspartnere som Norge, Belgien, Luxembourg, Frankrig, Spanien og Portugal – ikke kunne støtte det resolutionsforslag vedrørende Gaza, der var til afstemning i FN’s generalforsamling fredag den 27. oktober 2023 med en opfordring til »en omgående, holdbar og vedvarende humanitær våbenhvile, der kan føre til et ophør af kamphandlinger« (»immediate, durable and sustained humanitarian truce leading to a cessation of hostilities«)?

Værsgo til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Tak til formanden. Det næste spørgsmål til udenrigsministeren lyder som følger:

Hvilken holdning ligger der bag, at Danmark – i modsætning til nære samarbejdspartnere som Norge, Belgien, Luxembourg, Frankrig, Spanien og Portugal – ikke kunne støtte det resolutionsforslag vedrørende Gaza, der var til afstemning i FN’s generalforsamling fredag den 27. oktober 2023 med en opfordring til »en omgående, holdbar og vedvarende humanitær våbenhvile, der kan føre til et ophør af kamphandlinger«?

Værsgo til udenrigsministeren.

Når der spørges på den måde, synes jeg, at der tegnes et forkert billede af, hvor Danmark egentlig endte i den der konkrete afstemning. Vi endte med at afstå fra at stemme, i virkeligheden sammen meden størstedelen af de andre EU-lande. Vi tager den her situation meget, meget alvorligt. Israel er blevet udsat for et helt forfærdeligt terrorangreb den 7. oktober og har i kølvandet på det, naturligt, erklæret krig mod Hamas og har gennemført luftangreb – vi berørte det kort før – og senest nu også landmilitære operationer. Mange er døde, og den humanitære situation er dybt kritisk. Det er afgørende, at hjælpen når frem. Man kan sige rigtig mange ting om det, og vi får en forespørgselsdebat i næste uge.

Så er der den her resolution, om hvilken jeg gerne vil sige, at den rummer rigtig mange gode elementer, altså rigtig mange gode elementer. For os er det vigtigt, at den så også rammer den rigtige balance. Og et centralt element, der manglede, var fordømmelsen af Hamas' terrorangreb. Her stillede Canada et ændringsforslag, og vi stemte for det. Havde det opnået en majoritet, sådan at det var blevet inkorporeret i den endelige resolution, der skulle stemmes om, så havde vi rimeligvis også stemt for den samme resolution, men det opnåede det ikke. Et andet element, der var fraværende, var omtalen af Israels ret til selvforsvar i lyset af Hamas' brutale terrorangreb, som jo er noget, vi har fremhævet.

Så det er sådan set baggrunden for, at vi endte, hvor vi endte. Det var i øvrigt også for at imødekomme en ambition, som blev udtrykt på Det Europæiske Råds møde den 26.-27. oktober, hvor man udtrykte en ambition om at have EU-enighed. Det er jo så ikke lykkedes, for EU-landene endte jo med både at stemme for og imod og at afstå, og hovedparten gjorde som os. Men det vejer jo også ind og ligger os i det, man kunne kalde mainstream-EU-sporet.

Så det er, hvad jeg med respekt for taletiden, som udløber nu, kan svare på det spørgsmål.

Værsgo til spørgeren.

Tak. Det terrorangreb, der foregik den 7. oktober, begået af den højreekstreme, islamistiske organisation Hamas, kan på ingen måde retfærdiggøres, uanset hvad der er foregået forud. På samme måde kan det terrorangreb jo naturligvis heller ikke retfærdiggøre krigsforbrydelser. Og det, der sker lige nu, er i mange organisationers øjne og i store, store dele af hele FN-apparatets øjne ikke proportionalt. Det er noget, der forårsager en humanitær katastrofe.

FN har faktisk lige slået alarm, fordi der på bare på de 3 uger i Gaza er blevet dræbt flere børn, end der normalt ville blive i alle verdens krige på et helt år. Altså, det er fuldstændig ekstreme tal, altså dødstal, vi taler om, og der er ikke nogen, der kan være i tvivl om, at de 4.500 børn, der er blevet dræbt, jo er uskyldige civile; de har hverken lod eller del i den terrorhandling, der er blevet begået. Og med respekt for ministeren og ministerens virke kan de simpelt hen ikke bruge alle de her ord om balance og om, hvad der burde og hvad der kunne have stået i den her resolution, til noget.

Resolutionen blev fremsat af Jordan, som er et af de mest moderate arabiske lande, og den har ændret sig, fra den blev fremsat, til der blev stemt om den. Der var forskellige forsøg, bl.a. fra Canada, og jeg har fuld forståelse for det; jeg ville selv have stemt for det ændringsforslag, hvis jeg havde været den diplomat, der skulle gøre det. Men man endte faktisk med en resolutionstekst, som tager afstand fra terrorangreb på civile palæstinensere og israelere. Så der er afstandstagen til terror i den tekst, så derfor er der også en balance. Der står ovenikøbet, at den nuværende eskalering skyldes det, der foregik den 7. oktober.

Så hvad mere kan man bede om, hvis det skal være en tekst, der skal kunne balancere en hel verden og få flest mulige lande til at stemme for den? Hvorfor er det, at Danmark ikke vælger at stemme for og på lige fod med mange af de lande, jeg nævnte indledningsvis, faktisk afgive en stemmeforklaring, hvor man kunne sige, at i øvrigt kunne vi godt have tænkt os, at der også var A, B og C med?

Der er respekt for taletiden, og der er ½ minut til spørgsmål og svar fra nu af. Værsgo.

Men det har jeg jo redegjort for. Altså, resolutionsforslaget havde mange gode elementer, og det havde jeg i øvrigt også lejlighed til at diskutere direkte med den jordanske udenrigsminister. Men et fravær af en eksplicit afstandstagen til Hamas' terrorangreb og et fravær af en understregning af Israels ret til selvforsvar er baggrunden for, at Danmark afstod fra at stemme; vi stemte ikke imod, men vi afstod, og vi har i øvrigt også noteret os, at den her resolution blev vedtaget.

Så deler vi i øvrigt alle de her betragtninger om den humanitære katastrofe, som eskalerer, og som jo ikke er løst via den her ikkebindende resolution, men som kalder på noget andet, bl.a. accelereret nødhjælp.

Spørgeren.

Naturligvis har Israel ret til at forsvare sig. Men har de ret til at dræbe i tusindtal af uskyldige civile, herunder kvinder og børn – for ikke at sige, at størstedelen af de mennesker, der er døde i Gaza de seneste uger, er kvinder og børn? Altså, jeg har fuld forståelse for det her med balancen. Men er det ikke også korrekt, at den tunesiske afstemning også var en blank afstemning, men at de faktisk gerne ville have haft en fordømmelse af de israelske forsvarsstyrker med, og at den tekst, der ligger, faktisk er den, der kunne samle flest lande?

Udenrigsministeren.

Det er jo rigtigt, at den tekst, der lå der, kunne samle ret mange lande, for den blev vedtaget. Men den kunne altså ikke samle hovedparten af Europa at de to grunde, jeg har nævnt, og de bliver jo hverken mere rigtige eller mere forkerte af, at jeg gentager dem her. Jeg vil jo meget hellere – og det tillader det her spørgeinstrument jo ikke – ind i en diskussion om, hvordan vi kommer videre herfra, for jeg deler jo mange af de der bekymringer, der er. Jeg havde også lejlighed til at diskutere det relativt indgående i går på et åbent samråd og glæder mig sådan set til, at vi også får en debat i næste uge. For man kan ikke med balance håndtere spørgsmålet om Israels gensvar i forhold til risikoen for at eskalere konflikten inden for 30 sekunder. Jeg kan i hvert fald ikke, og tiden er også gået.

Fru Trine Pertou Mach, værsgo.

Det har jeg forståelse for, og jeg kender det fra min egen side ved mikrofonen lige nu. Men jeg synes helt ærligt, at det er forstemmende, at Danmark i virkeligheden er med til at marginalisere store dele af EU og at marginalisere sig selv i et forsøg på at nå frem til det, der i virkeligheden skal løse problemerne, nemlig den politiske fredsforhandling, der skal komme efterfølgende. Lige nu er der en humanitær katastrofe. Vi står og ser på, at mennesker i tusindtal bliver slået ihjel, og Danmark kunne ikke støtte en øjeblikkelig og varig våbenhvile. Det synes jeg virkelig er beskæmmende, og det undrer mig, at ministeren står på mål for det.

Udenrigsministeren.

Jeg oplever ikke, at hverken Danmark eller EU marginaliserer sig. Det gør jeg ikke. Vi har øget vores nødhjælp med 50 mio. kr. I morgen er der et møde i Paris, og jeg tror, det vil være en anledning for regeringen til også at vise vores hånd, i forhold til hvad vi kan gøre mere. Stats- og regeringslederne har på det seneste rådsmøde meget, meget klart meldt sig ind i behovet for en fredsproces efter devisen ingen sikkerhed uden fred – der skal en langsigtet fredsløsning til – og har gjort sig til talsmænd for, at der skal være et fredsmøde.

Tiden er allerede gået. Det er, som det er. Der er brug for en noget mere udtømmende debat om det her tema end den, vi kunne mestre inden for de her korte spørgsmål og svar.

Og det sidste ord er nok heller ikke sagt i denne sag (udenrigsministeren (Lars Løkke Rasmussen): Næppe heller, nej). Tak til udenrigsministeren. Der er ikke flere spørgsmål til udenrigsministeren. Og tak til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Det næste spørgsmål på dagsordenen er spørgsmål nr. 3, og det er til finansministeren, og spørgeren er fru Lisbeth Bech-Nielsen.