Det er jo interessant, hvis miljøministeren tager den dialog for at sikre sig, at kvægundtagelsen ikke fortsætter, for jeg lagde mærke til, at det ikke kan lade sig gøre at fortsætte. Det var sådan set ministerens konklusion på det her, og det må jo så være, at 20 år med kvægundtagelser kommer til at ophøre. Og hvad vil det så betyde, hvis vi ender der? Ja, det vil betyde, at 1300 landmænd så har noget kvælstof i overskud, som kan sælges til nabolandmænd, og dermed kan de landmænd lade være med at købe kunstgødning f.eks. Det vil sige, at vi sådan set har en positiv afsmittende effekt.
Jeg tror sådan set, der er nogle marker, der godt lige kan klare at få så meget gødning, de har fået indtil nu, men det er ikke nødvendigt. Det er jo en overgødskning af græsarealer, som foregår. Og hvis det er kløvergræsmarker, er vi sådan set i en situation, hvor kløveren bliver doven af at få så meget kvælstof tilført marken. Det vil sådan set være bedre at presse den der kløver til selv at samle noget kvælstof fra luften og få ned i jorden som gødning til afgrøden. Så kunne landmanden sælge endnu mere gødning til nogle naboer, som så ikke behøver at købe kunstgødning til deres marker. Det er da en win-win-win-situation.
Derfor er jeg glad for, at ministeren siger, at man ikke kan køre videre som hidtil. Jeg ved ikke rigtig, om jeg overfortolker ministerens ord. Jeg kunne da godt tænke mig her i anden ombæring at få svar på, om det var en overfortolkning, at vi ikke bare kan køre videre med den eksisterende kvægundtagelse med de vilkår, der har været de sidste 20 år. Jeg synes jo generelt, at vi står i en situation, hvor vi er nødt til at tage alle mulige virkemidler i brug for at få nedbragt kvælstofforureningen, som vi skal reducere med 18.000 t. Det er faktisk en kæmpe opgave. Man kan nedsætte gødningsnormen. Vi kan genindføre randzoner. Og som en del af det kan vi altså også stoppe den her kvægundtagelse, hvilket måske ikke giver det helt vilde, men har nogle positive effekter.
Er det rigtigt forstået, at ministeren siger, at den nuværende kvægundtagelse ikke skal fortsætte under de vilkår, der har været indtil nu?