Spm. nr. US 7

Hvis jeg også skulle vælge et ord, der gør Danmark til noget særligt, så er det tillid. Det er tillid til hinanden, tillid til vores institutioner og – selv om det ikke altid virker sådan – tillid til vores politiske system, i hvert fald mere end i de fleste andre lande. Og derfor gør det mig dybt bekymret, når den tillid er i frit fald. Der går ikke en måned uden en historie om manglende tillid, politikerlede, der vokser frem. Og hvis vi skal være ærlige over for hinanden, alle os, der er her i salen, så er der altså ikke nogen af os, der kan sige os fri for en del af ansvaret for, at det er blevet sådan.

De sidste par år har været præget af en historisk krise, og selvfølgelig er der begået fejl, endda store fejl. Men tonen er også blevet uhørt grov. Man anklager direkte landets statsminister for at lyve, uden at have hverken motiv eller beviser. Der er partier her i Folketinget, der stemmer for en rigsret, mens den kommission, de selv har nedsat til at undersøge sagen, arbejder og ikke har konkluderet. Det er useriøst.

Heldigvis er der et lys i mørket, et voksende momentum for åbenhed, gennemsigtighed og tilgængelighed, og det er jo glædeligt. Jeg kunne godt tænke mig, at vi benyttede os af det momentum. Lad os få åbnet offentlighedsloven op, fjernet de sorte streger i notaterne og give aktindsigt i dokumenter, der er vigtige for den offentlige debat om det politiske system. Lad det så bare være, at Venstre først kom i tanke om, at åbenhed og gennemsigtighed er vigtigt, efter de selv trådte ud af regeringen.

For hvis vi kan være med til i fællesskab at finde flertal for en afskaffelse af ministerbetjeningsreglen, er vi kommet langt. Tænk lige over det: En ny offentlighedslov kunne blive starten på en helt ny tillidsreform i dansk politik. Vi kunne jo kalde det: Dansk politik kan mere I. Skal vi ikke få hul på bylden, rive plasteret af? Vil statsministeren ikke love, at der bliver indkaldt til forhandlinger med henblik på at sikre en væsentlig mere åben offentlighedslov?

Statsministeren.

Altså, vi har jo en offentlighedslov i Danmark, som er vedtaget af Folketinget. Det skal vi lige holde fast i. I det hele taget er det sådan, at alt det, der omgiver også den nuværende regerings arbejde, er vedtaget her i Folketingssalen, ikke alle mulige andre steder. Og offentlighedsloven skal jo grundlæggende balancere to hensyn, kan man sige. Det er på den ene side, og det er væsentligt og vigtigt, at der er adgang til at afdække, hvad der sker i magtens maskinrum, om man vil. Og på den anden side ved alle, at en regering selvfølgelig også – og det har ikke noget med den her regering at gøre, det gælder jo for skiftende regeringer – har behov for et arbejdsrum, hvor man kan blive rådgivet, og hvor man kan arbejde. Det er to hensyn, vi skal have til at spille sammen. Men jeg indgår gerne i en diskussion omkring offentlighedsloven. Og så er jeg i øvrigt enig i mange af de andre betragtninger. Og i hvert fald er det vigtigt for mig, at grundlæggende samfundsinstitutioner bør man som folkevalgt politiker grundlæggende nære tillid til, og det mener jeg også man kan, især i Danmark.

Fru Pia Olsen Dyhr, værsgo.

Tak for det positive tilsagn. Jeg glæder mig til en besked fra justitsministeren. Så lad mig gå videre til den næste sag, som også er presserende, og som er en sag, der faktisk bekymrer mig ret dybt. I går holdt statsministeren pressemøde. Det var godt og nødvendigt, tak for det. Her bad statsministeren sundhedspersonalet om endnu en gang at yde en ekstraordinær indsats, og jeg forstår jo også statsministerens situation, for vi kommer ikke uden om, at der bliver hårdt brug for sundhedspersonalet, når smitten og antallet af indlæggelser stiger. Men samfundssind går jo begge veje: Vi kan ikke blive ved med at bede sundhedspersonalet om at knokle lidt ekstra uden at sørge for, at de har rimelige rammer. Så mit andet spørgsmål er: Er det ikke på tide, at vi som samfund viser sundhedspersonalet den velvilje, de også har vist os? Er det ikke på tide, at vi afskaffer tjenestemandsreformen og indfører ligeløn i det offentlige – ikke flere kommissioner og mere snak? Vi vil gerne sætte pengene af på finansloven. Vil statsministeren være med til det?

Statsministeren.

Altså, der er ingen som helst tvivl om, at der er frustration blandt mange medarbejdere ansat på sundhedsområdet, hvilket jo givet skyldes flere forskellige ting. De synes, der har været for mange besparelser under den borgerlige regering. Det tager tid at rette op på. Nu står vi jo igen i en situation, hvor vi er nogle, der gerne vil dække det demografiske træk. Det vil de borgerlige partier ikke være med til. Så kan man jo forvente endnu flere besparelser på sundhedsområdet, hvis der kommer en borgerlig regering, eller på ældreområdet, som vi har set det før. Der er nogle, synes jeg, helt legitime diskussioner omkring lønspørgsmål. Jeg synes jo personligt, at vi har overbureaukratiseret den offentlige sektor, så der er for mange af vores offentligt ansatte, der bruger tid væk fra patienterne og væk fra de ældre på andre opgaver.

Sammensuriet af det her giver absolut nogle udfordringer. Jeg tror, vi skal passe på med at foregive, at man kan løse det bare sådan med et snuptag. For der er også nogle dilemmaer i det her, og der er jo også andre ting, som er vigtige i vores samfund.

Men ja, der er nogle udfordringer, der skal løses, og jeg synes sådan set også, det nuværende politiske flertal faktisk er på vej og er i gang med at løse nogle af de grundlæggende problemer i vores velfærdssamfund.

Tak for det. Så er det sidste spørgsmål, værsgo.

Der er også andre steder i vores sundhedsvæsen, der slår sprækker. I går bragte Politiken en kronik under en meget, meget dramatisk overskrift: »Fødegangene har kurs mod total nedsmeltning«. Den var skrevet af Øjvind Lidegaard, der er overlæge på Rigshospitalet. Indholdet var mindst lige så alvorligt som overskriften. Det er konstante ekstravagter, problemer med at skaffe ansatte, stress, en ond spiral af højere og højere krav, men færre og færre til at imødekomme dem, hvordan systemet svigter ved at tro, at vi bare kan køre produktivitetskrav ud over fødeområdet, men virkeligheden har jo vist, at man ikke kan føde 2 pct. hurtigere om året. Hele vores sundhedssektor er presset til det yderste af produktivitetskrav, effektiviseringer, medarbejderflugt osv. Og jeg er enig med statsministeren: Det her er mange års borgerlige regeringers besparelser, som der skal ryddes op i. Men jeg vil sige, at fødeområdet kalder på akut handling. SF synes, vi skal sætte penge af i finansloven. Er regeringen klar? Sundhedsministeren har jo sagt, at han har pengene liggende. Vi er klar til at tage dem op af skuffen.

Statsministeren.

Vi er jo også i finanslovsforhandlinger – det fylder ikke så meget i offentligheden – og vi håber selvfølgelig på at få vedtaget en god finanslov sammen med de partier, der vil tage ansvar for det. Og der vil det da være naturligt også at have fokus på sundhedsområdet.

Jeg synes dog samtidig to ting. Altså, vil skal, som nummer et, være en lille smule påpasselige med at få det til at lyde, som om alt i den offentlige sektor er problematisk. For der løses så mange opgaver hver eneste dag, og vi har også mange steder en ældrepleje, der fungerer godt, men den kan fungere bedre. Og der er rigtig meget i vores sundhedsvæsen, der fungerer godt, selv om der også er udfordringer.

Det andet, jeg gerne vil sige, er, at vi ikke kan foregive, heller ikke over for vores medarbejdere derude, som efterspørger mere, at vi kan løse det hele på én gang. Men det kunne være, vi i fællesskab skulle minde dem om, at hvis man ikke vil være med til at dække det demografiske træk, hvad en række partier her i Folketinget ikke vil, så vil det betyde yderligere besparelser i årene, der kommer.

Tak. Spørgsmålet er slut.

Det betyder, at vi går videre til fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre. Værsgo.