L 91 Forslag til lov om ændring af aktieavancebeskatningsloven, dødsboskatteloven, ligningsloven og personskatteloven.

(Ophævelse af hovedaktionærnedslaget, beskatning af fri bil ved genberegning af registreringsafgiftspligtig værdi og nedsættelse af bundskatten).

Af: Skatteminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2019-20
Status: Delt

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 20-12-2019

Skriftlig fremsættelse (20. december 2019)

20191_l91_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (20. december 2019)

Skatteministeren (Morten Bødskov):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af aktie­avance­be­skat­nings­loven, dødsboskatteloven, ligningsloven og person­skat­te­loven (Ophævelse af hovedaktionærnedslaget, beskatning af fri bil ved genberegning af registreringsafgiftspligtig værdi og nedsættelse af bundskatten)

(Lovforslag nr. L 91)

Regeringen og aftalepartierne bag finanslovsaftalen 2020 prioriterer kernevelfærd, uddannelse og den grønne omstilling, og sikrer også finansieringen, så vi eksempelvis kan ansætte 1.000 flere sygeplejersker, indføre minimumsnormeringer, styrke indsatsen for personer, som lever med psykiske lidelser og investere i uddannelse, så danske virksomheder og lønmodtagere rustes endnu bedre i kampen om vækst og arbejdspladser.

Dette lovforslag udmønter de dele af finanslovsaftalen for 2020, der vedrører ophævelse af hovedaktionærnedslaget og stramning af beskatningen af leasede firmabiler, og bidrager dermed til finansieringen af den styrkelse af velfærden, som finanslovsaftalen for 2020 medfører.

For det første foreslås det at ophæve det særlige nedslag i den skattepligtige fortjeneste, som kan opnås ved afståelse af hovedaktionæraktier, der er erhvervet før den 19. maj 1993. Dermed vil alle hovedaktionærer blive beskattet ens og på samme vis som andre personer, der ejer aktier. Det vil bidrage til at mindske forskellen i beskatningen af formueindkomst og vil samtidig medvirke til at gøre skattereglerne enklere og mere robuste.

For det andet foreslås det at tilpasse reglerne for beskatning af fri bil, så der ved beskatning af en fri bil, der har fået genberegnet den registreringsafgiftspligtige værdi, tages udgangspunkt i den nye, genberegnede værdi ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget. Formålet er at sikre, at der ved beskatningen af fri bil tages højde for den højere værdi, som en genberegnet afgiftspligtig værdi er udtryk for.

Herudover foreslås det at nedsætte bundskatten med 0,03 procentpoint som kompensation for, at kommuneskatten samlet set stiger i 2020.

Lovforslaget ønskes vedtaget med henblik på ikrafttrædelse den 1. februar 2020. Grundet tidspunktet for indgåelse af en aftale om finansloven for 2020 har lovforslaget været sendt i en forkortet høring. Jeg står naturligvis til rådighed og vil besvare spørgsmål fra høringsparter også efter afslutning af høringsperioden, såfremt der måtte opstå behov herfor.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.