Spm. nr. US 35

Det er næsten lidt ærgerligt at afbryde den diskussion – den er ret spændende. Men den bliver jo nok genoptaget.

Det, jeg har planlagt, er, at vi skal tale om et Danmark i balance. Og det er jo noget, hvor regeringen og Dansk Folkeparti i fællesskab har truffet nogle beslutninger de seneste 3 år. Og i sidste uge var der invitation til indvielse af Augustenborg Slot i anledning af, at Landbrugsstyrelsen nu har til huse dér med 300-400 folk på en af Danmarks måske smukkeste arbejdspladser. Og det gav mig sådan lige en anledning til at huske på, hvad vi har lavet i forhold til indflytning af arbejdspladser til landet.

Det er sådan, at Rigsrevisionen jo – altså, der har været meget diskussion om, om det er en succes og om, hvordan det er gået – har været inde og vurdere det og mener jo overordnet set, at de indflytninger, vi har lavet, er godkendt. Det er blevet billigere end forventet; det er udgangspunktet. Huslejen er en fjerdedel lavere i provinsen – det gør jo heller ikke noget, at skatteborgerne kan spare lidt penge på huslejen. Og for de flestes vedkommende har det været let at rekruttere, så dér, hvor folk ikke er flyttet med arbejdspladsen, har det været forholdsvis nemt at rekruttere de kvalificerede, man havde brug for. Så alt i alt har det overordnet set været en succes.

For os i Dansk Folkeparti er sådan noget som de initiativer jo ikke noget, man bare gør, og så er den dagsorden væk. Vi skal fortsætte, vi skal videre, og det, som jeg synes er det næste springende punkt, er i virkeligheden vores uddannelsessektor, altså om vi sikrer, at vi har uddannelser til de unge fordelt over hele landet. Og der ved vi, at demografien frem til 2030, altså hvor mange unge der skal på ungdomsuddannelser, er sådan, at hvis vi ikke tager politiske initiativer for at sikre en tilstrækkelig spredning af uddannelsestilbuddene, så betyder det, at der vil lukke ganske mange ungdomsuddannelser i landdistrikter, med det resultat, at unge mennesker får meget længere til en uddannelsesinstitution. Og er der noget, der kan få folk til at falde fra og ikke komme på ungdomsuddannelser, er det, hvis der bliver for langt.

Derfor vil jeg gerne bede om statsministerens tilkendegivelse af, at når vi kigger på et Danmark i balance – og det er fint, at vi har snakket om flytning af arbejdspladser – så er noget af det, der er virkelig vigtigt i den her debat, hele vores uddannelsessektor, og at der er gode uddannelser til stede for de unge tæt på, hvor de bor.

Tak, og værsgo.

Tak for det. Først og fremmest vil jeg sige, at jeg jo deler beskrivelsen af det, vi har gjort, og som for at sige det helt ærligt jo blev født i en lille smule modstand. Det var ikke sådan, at der sad et fuldstændig enigt Folketing og klappede ved tanken om, at vi nu gik i gang med at se på, om man mere strategisk kan flytte udvalgte statslige arbejdspladser ud. Og det er måske heller ikke så mærkeligt, for vi kom jo til efter en regering, som flyttede arbejdspladser den anden vej, altså ind til København, og som planlagde med at nedlægge skattecentre, som vi så nu har genåbnet, altså vi har undgået at lukke dem, man havde planlagt at lukke, og vi har lagt flere til. Så man har nok lige skullet vænne sig til tanken, før man nu øjensynlig synes, det er vigtigt, at der er liv ude i landet. Så det blev født lidt i modstand, men det har jo været en kæmpe succes. Jeg deler den iagttagelse.

Der er masser af gode eksempler. F.eks. i Viborg, hvor man på baggrund af kompetencer i Vestre Landsret og et stærkt juridisk miljø bygger noget op, som bliver unikt, og som også begynder at sætte sig på den måde, som Aarhus Universitet udbyder jurauddannelse på. Og vi er jo ikke færdige, for der er også noget af det, der mangler at blive løbet hjem. Men det kan ikke stå alene.

Jeg deler sådan set det med, at det er vigtigt, at der er et tilbud til de unge. Det er også derfor, at vi har investeret i nye uddannelsesstationer decentralt derude. Vi har investeret noget af det forhadte omprioriteringsbidrag i at gøre noget mere, altså ved at lave satellitter derude. Vi har også af flere omgange været inde og se på, hvordan man kan dreje taxameterordninger, for der er klar forskel på, om man har et gymnasium med relativt få unge mennesker eller et stort københavnergymnasium, hvor alle elever er inden for en kort afstand. Og jeg er helt åben over for, at det er en diskussion, vi skal holde liv i og holde gang i, når vi kigger fremadrettet på taxametersystemer og andet. For det er vigtigt og betyder noget for bosætningen, at der er jobmuligheder, at der er uddannelsesmuligheder, og at der er udviklingsmuligheder. Det er jo også derfor, at vi sammen har arbejdet med planlove og andre ting. Og den dagsorden skal vi da holde fast i.

Værsgo.

Tak for det. Når vi taler om uddannelsesområdet, er det jo sådan, at hvis vi ikke foretager os noget aktivt, vil ganske mange ungdomsuddannelsesinstitutioner i lokalområderne lukke frem mod 2030. Så der skal foretages nogle aktive valg. Og det er jo klart, at når der bliver færre unge, vil der være mange institutioner, som tænker, om der så skal samles nogle ting, og hvor de så skal samles henne, og det bliver jo typisk samlet i den store by.

Når det handler om erhvervsuddannelserne og professionshøjskolerne, ved vi også, at når vi taler om de uddannelser, vi virkelig har brug for i forhold til kernetropperne i vores velfærdssamfund – det kan være sygeplejerskerne – så har vi jo brug for, at der er nogle uddannelsestilbud, der er spredt rundt i landet. Og derfor vil jeg konkret spørge statsministeren, om han kunne forestille sig at ville være med på at lave en målsætning, der handler om, at man i forhold til de fire største byer, vi har i det her land, siger, at 10 pct. af uddannelsespladserne på f.eks. universiteterne skulle ud af de fire største byer – bare 10 pct. Og hvis vi nu også sagde, at halvdelen af pladserne på erhvervsuddannelserne og professionshøjskolerne skulle ud af de fire største byer, så ville vi faktisk have en konkret målsætning, som ville betyde noget for, at der også kommer til at ske noget.

Det paradoksale i det med de her uddannelser er jo, at på det tidspunkt, hvor de unge mennesker har få penge mellem hænderne, beder vi dem faktisk om at flytte ind til de store byer, hvor det er dyrest at leje sig ind og dyrest at leve. Så den her strategi om at få det spredt ud gør jo, at vi får uddannelserne derud, hvor de unge er i forvejen, så de nemmere kan søge dem. Og vi gør det i virkeligheden også nemmere for de unge i forhold til de indtægter og de omkostninger, der er ved at bo og leve.

Tak, og værsgo.

Tak for det. Jeg tror, det vil være med lidt for ringe forberedelse, hvis jeg stod her og på baggrund af nogle procenter, der lige flyder gennem lokalet, sagde, at den køber jeg. Det tror jeg ville kræve en nøjere drøftelse. Men perspektivet i at sørge for, at vi fastholder decentrale uddannelsestilbud, er jeg enig i.

Jeg tror så også – når man går ned i det – at der vil være en række eksempler, hvor det her ikke er et enten-eller, men et både-og. Altså, jeg kan nævne den måde, hvorpå vi f.eks. nu er i stand til at tilbyde lægeuddannelser andre steder end de oprindelige tre fakulteter, der var for bare få år siden. Nu kan vi meningsfuldt gøre det, altså i Aalborg og Køge, og der er også – uden at jeg er ekspert i det – tanker om, at der kan blive noget i Esbjerg, og det er jo i en kombination, hvor man måske kan forankre et ansvar hos et stort universitet, men sørger for at lægge undervisning andre steder. Hvis man tager til Herning – for bare at nævne en by, vi begge kender – kan man se, hvordan Aarhus Universitet har forlagt virksomhed til Herning, men det er stadig Aarhus Universitet. Så jeg tror, der er mange veje ind i det her, og jeg tror, der gemmer sig en god drøftelse også til senere om, hvordan man så får sat de mål op, der gør, at der kommer indhold i den her ambition. For jeg deler sådan set grundlæggende ambitionen.

Værsgo.

Jo, men de tal, jeg nævner, er jo ikke bare hentet ud af det blå. Man taler om, at hvis bare 10 pct. af pladserne på universiteterne blev flyttet uden for de fire største byer. Jeg tror, de fleste ville tænke: Arh, men der ligger da mere end 10 pct. uden for de fire største byer. Men det er i forhold til at være nede i de tal, at vi prøver at se, om man ikke kan få sådan nogle målsætninger frem.

Det, der er min pointe her, og det, der først og fremmest er vigtigt at sige, er jo, at hvis ikke vi foretager os noget aktivt som politikere, vil der være en centraliseringsbølge i vores uddannelsessektor over de kommende 5-10 år alene på grund af den ændring, der er, af, hvor mange unge der søger til de forskellige uddannelser. Så hvis vi ønsker at få en decentral uddannelsesstruktur, fordi vi ved, at det her med transporttid betyder meget for, om man søger ind på en ungdomsuddannelse eller man ikke gør, så skal vi politisk være bevidste om det og fortælle, hvordan vi vil have det. Og det er jo også en diskussion, når vi taler regionernes fremtid osv. – hvem sidder og styrer de her ting? Vi skal være sikre på, at det faktisk er noget, vi tager et ansvar for. Og der skal der bare ikke være tvivl om, at vi i Dansk Folkeparti ønsker, at det her er det næste sådan store område, vi får taget fat på i det her med at skabe et Danmark i balance. Og der vil jeg i hvert fald gerne have, at statsministeren noterer sig det, i håb om at vi så i forhold til det med, at arbejdspladserne bliver flyttet, kunne tage fat på det næste store område og i fællesskab være sikre på, at vi har en uddannelsesstruktur, der gør, at vi har gode uddannelsesinstitutioner spredt over hele landet.

Tak, og værsgo.

Det har jeg noteret. Det førte så ikke til noget spørgsmål, men jeg har noteret det. Og jeg vil bare lige gentage, at jeg tror, at når man skal den vej, er der flere ting, man skal gøre – det tror jeg. Jeg tror, der ligger en vedvarende debat i, hvordan vi får finpudset vores taxametre de steder, hvor vi har taxameterstyrede uddannelsesinstitutioner, så vi altså også tager tilstrækkelig højde for geografi. For omstændighederne ved at drive et gymnasium, eller hvad det nu kunne være, er forskellige, afhængigt af hvor i landet man er, og hvad for et elevgrundlag man har. Jeg tror, der ligger noget i at få engageret vores videregående uddannelsesinstitutioner i at tænke i satellitter. Nu var det en diskussion, der startede her omkring Nordatlanten, og det er jo så også en diskussion, der foregår deroppe. Altså, der kan være en ambition om at have nogle uddannelser, man egentlig ikke har bæreevne til i sådan et lille samfund – kunne man så forestille sig, at man kunne løse det i kombination med f.eks. danske uddannelsesinstitutioner, så man havde delt undervisning? Altså, det her rummer mange perspektiver.

Men på det overordnede holdningsmæssige plan vil jeg gerne markere en interesse i at følge det her til dørs. Vi har gjort utrolig meget for at liberalisere planloven og give noget mere albuerum til kommunerne derude, så der kan ske noget; vi har lavet en fødevare- og landbrugspakke, sådan at der er kommet optimisme tilbage i den del af vores erhvervsliv; vi har flyttet statslige arbejdspladser; vi har gjort transporten billigere for de kommuner, hvor der er lidt længere mellem husene; vi har taget nogle initiativer på uddannelsesområdet her; vi har taget et opgør med den regering, der var der før, som bare lukkede ned og flyttede det til København. Og det er selvfølgelig en linje, vi skal holde fast i.

Tak for det.

Den næste er fru Pernille Skipper, Enhedslisten.