L 102 Forslag til lov om ændring af ligningsloven, ejendomsværdiskatteloven, lov om et indkomstregister, personskatteloven og skatteindberetningsloven.

(Bedre vilkår for vækst og korrekt skattebetaling i dele- og platformsøkonomien).

Af: Skatteminister Karsten Lauritzen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 20-12-2018

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 20. december 2018

20181_l102_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 20. december 2018

Forslag

til

Lov om ændring af ligningsloven, ejendomsværdiskatteloven, lov om et indkomstregister, personskatteloven og skatteindberetningsloven

(Bedre vilkår for vækst og korrekt skattebetaling i dele- og platformsøkonomien)

§ 1

I ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1162 af 1. september 2016, som ændret senest ved § 4 i lov nr. 1530 af 18. december 2018, foretages følgende ændringer:

1. § 15 O, stk. 1, affattes således:

»Ejere af en fritidsbolig, der ikke anvendes som helårsbolig, og som udlejes en del af året, kan ved indkomstopgørelsen foretage et bundfradrag på 10.000 kr. (2010-niveau) i bruttolejeindtægten pr. fritidsbolig. Bundfradraget udgør dog 36.500 kr. (2010-niveau), hvis der sker indberetning af lejeindtægten efter skatteindberetningslovens § 43. Bundfradraget kan ikke overstige bruttolejeindtægten pr. fritidsbolig. Endvidere kan der af den del af lejeindtægten, der overstiger bundfradraget, fradrages 40 pct. Vælger en ejer at foretage fradrag efter 1.-3. pkt., kan der ikke foretages fradrag og afskrivninger efter stk. 2. Vælger en ejer at foretage fradrag efter 1.-3. pkt., medregnes ejendomsværdiskat efter ejendomsværdiskatteloven for hele indkomståret. Bundfradragene efter 1. og 2. pkt. reguleres efter personskattelovens § 20.«

2. I § 15 P indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Stk. 1-3 gælder alene for ejere, andelshavere og lejere, hvis udlejningen eller fremlejningen sker til den samme person eller de samme personer i en sammenhængende periode på mindst 4 måneder.«

3. Efter § 15 P indsættes:

»§ 15 Q. Ejere, andelshavere og lejere, der udlejer eller fremlejer en del af værelserne i en helårsbolig til beboelse, eller som udlejer eller fremlejer hele boligen en del af indkomståret til beboelse, kan ved indkomstopgørelsen foretage et bundfradrag på 10.000 kr. (2010-niveau) i bruttolejeindtægten pr. helårsbolig. Bundfradraget udgør dog 25.550 kr. (2010-niveau), hvis der sker indberetning af lejeindtægten efter skatteindberetningslovens § 43. For indkomstårene 2018, 2019 og 2020 finder betingelsen om indberetning i 2. pkt. ikke anvendelse. Bundfradraget kan ikke overstige bruttolejeindtægten pr. helårsbolig. Endvidere kan der af den del af lejeindtægten, der overstiger bundfradraget, fradrages 40 pct. Vælger en ejer at foretage fradrag efter 1.-3. pkt., kan der ikke foretages fradrag og afskrivninger efter stk. 3. Bundfradragene efter 1. og 2. pkt. reguleres efter personskattelovens § 20. For ejere er det en betingelse, at der er tale om en ejendom, der er omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4. Bundfradragene efter 1. og 2. pkt. finder ikke anvendelse på helårsboliger, der af den skattepligtige anvendes som fritidsbolig.

Stk. 2. Vælger en ejer at foretage fradrag efter stk. 1, medregnes ejendomsværdiskat efter ejendomsværdiskatteloven for hele indkomståret.

Stk. 3. Anvendes reglerne i stk. 1 og 2 ikke, kan ejere, andelshavere og lejere fradrage de faktiske udgifter afholdt til vedligeholdelse af indbo og inventar, foretage skattemæssige afskrivninger efter reglerne om delvis erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler som nævnt i afskrivningslovens kapitel 2 og fradrage ejendomsskatter efter § 14, stk. 3. Fradrag kan foretages med så stor en del, som svarer til enten den udlejede eller fremlejede del af boligen eller til den periode, hvor udlejning har fundet sted. Det samlede fradragsbeløb kan ikke overstige bruttolejeindtægten. Foretages fradrag efter dette stykke, kan der ikke senere overgås til fradrag efter stk. 1. Er § 15 P, stk. 3, tidligere blevet anvendt ved udlejningen, kan ejeren, andelshaveren eller lejeren ikke vælge opgørelse efter stk. 1 og 2.

Stk. 4. Ønsker ejere, andelshavere og lejere i et indkomstår at anvende både stk. 1 og 2 og § 15 P, stk. 1 og 2, skal der foretages en forholdsmæssig opgørelse af bundfradragene i forhold til den periode, hvor udlejningen finder sted.

§ 15 R. Fysiske personer, der udlejer de i stk. 2 nævnte aktiver, kan fradrage et grundbeløb på 9.100 kr. (2010-niveau) i bruttolejeindtægten fra udlejningen af aktiverne ved indkomstopgørelsen for indkomståret. Fradraget efter 1. pkt. kan ikke overstige bruttolejeindtægten. Endvidere kan der af den del af lejeindtægten, der overstiger fradraget efter 1. pkt., fradrages 40 pct. Fradrag efter 1. og 3. pkt. dækker samtlige udgifter m.v., der er forbundet med udlejningen. 1.-4. pkt. gælder ikke for den del af bruttolejeindtægten, der er erhvervet som led i erhvervsmæssig virksomhed. Grundbeløbet i 1. pkt. reguleres efter personskattelovens § 20.

Stk. 2. Aktiverne omfattet af stk. 1 er:

1) Personbiler, M1, jf. bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF af 5. september 2007.

2) Varebiler, N1, jf. bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF af 5. september 2007, omfattet af § 4, stk. 1, II, A, i lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v. eller brændstofforbrugsafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 2, når de er registreret til hel eller delvis privat benyttelse.

3) Campingvogne.

4) Påhængskøretøjer, der er konstrueret og indrettet til ophold og beboelse.

5) Lystbåde.

Stk. 3. Det er en betingelse for anvendelse af fradragene i stk. 1, at der sker indberetning af indkomstårets samlede lejeindtægter fra de omfattede aktiver, jf. stk. 2, efter skatteindberetningslovens § 43. For indkomstårene 2018, 2019 og 2020 finder betingelsen i 1. pkt. ikke anvendelse.«

§ 2

I ejendomsværdiskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 486 af 14. maj 2013, som ændret ved § 4 i lov nr. 1347 af 3. december 2013, § 3 i lov nr. 688 af 8. juni 2017, § 9 i lov nr. 1555 af 19. december 2017 og § 4 i lov nr. 278 af 17. april 2018, foretages følgende ændring:

1. I § 11, stk. 2, 2. pkt., ændres »eller § 15 P, stk. 2, 3.-5. pkt.« til: »§ 15 P, stk. 2, 3.-5. pkt., eller § 15 Q, stk. 1«.

§ 3

I lov om et indkomstregister, jf. lovbekendtgørelse nr. 49 af 12. januar 2015, som ændret ved § 14 i lov nr. 1555 af 19. december 2017, § 2 i lov nr. 1682 af 26. december 2017, § 53 i lov nr. 60 af 30. januar 2018 og § 2 i lov nr. 1430 af 5. december 2018, foretages følgende ændringer:

1. I § 3, stk. 1, indsættes som nr. 11:

»11) Lejeindtægter omfattet af skatteindberetningslovens § 43.«

2. I § 4, stk. 1, 3. pkt., indsættes efter »kildeskattelovens § 46, stk. 6,«: »og indberetning efter skatteindberetningslovens § 43«.

§ 4

I personskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1163 af 8. oktober 2015, som ændret bl.a. ved § 10 i lov nr. 1888 af 29. december 2015 og senest ved § 3 i lov nr. 1548 af 18. december 2018, foretages følgende ændringer:

1. I § 4, stk. 1, nr. 15, ændres »stk. 9, og« til: »stk. 9,«.

2. I § 4, stk. 1, nr. 16, ændres »§ 40 C.« til: »§ 40 C, og«.

3. I § 4, stk. 1, indsættes som nr. 17:

»17) overskud ved lejeres og andelshaveres fremleje eller udlejning omfattet af ligningslovens § 15 Q, stk. 1 og 3.«

§ 5

I skatteindberetningsloven, lov nr. 1536 af 19. december 2017, som ændret ved § 6 i lov nr. 1682 af 26. december 2017, § 7 i lov nr. 396 af 2. maj 2018, § 13 i lov nr. 1130 af 11. september 2018 og § 37 i lov nr. 1429 af 5. december 2018, foretages følgende ændringer:

1. § 43 affattes således:

»§ 43. En virksomhed, som for en skattepligtig formidler udlejning af den skattepligtiges bolig omfattet af ligningslovens § 15 O eller § 15 Q, skal hvert år indberette til indkomstregisteret, jf. §§ 3 og 4 i lov om et indkomstregister, om de lejeindtægter, som den skattepligtige har opnået herved gennem virksomheden i det forudgående kalenderår.

Stk. 2. En virksomhed, som for en skattepligtig formidler udleje af et aktiv omfattet af ligningslovens § 15 R, skal, uanset om udlejningen er erhvervsmæssig, hvert år indberette til indkomstregisteret, jf. §§ 3 og 4 i lov om et indkomstregister, om de lejeindtægter, som den skattepligtige har opnået herved gennem virksomheden i det forudgående kalenderår.

Stk. 3. Indberetningen efter stk. 1 og 2 skal indeholde oplysninger til identifikation af virksomheden. Indberetningen efter stk. 1 skal tillige indeholde oplysninger til identifikation af boligen. Sker identifikationen af boligen ikke ved brug af ejendommens nummer i Bygnings- og Boligregistret (BBR-nummer), skal der tillige oplyses om identiteten af den skattepligtige. Indberetning efter stk. 2 skal tillige indeholde oplysning om identifikation af den skattepligtige.

Stk. 4. Den, der har indgået en aftale om udlejning eller fremleje efter stk. 1 eller 2 med en virksomhed, skal give virksomheden oplysninger til identifikation af den pågældende bolig.

Stk. 5. Virksomheder, som ikke er indberetningspligtige efter stk. 1 og 2, kan foretage indberetning af de oplysninger, som ville have været omfattet af indberetningen efter stk. 1 og 2, hvis virksomheden havde været indberetningspligtig.

Stk. 6. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetning efter stk. 1 og 2 og om oplysninger til brug for identifikation af boliger omfatter af stk. 3 og 4.«

2. I § 47, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 43, stk. 1,« til: »§ 43, stk. 1 og 2,«.

3. I § 48, stk. 1, ændres »§ 43, stk. 1,« til: »§ 43, stk. 1 og 2,«, og »§ 43, stk. 2« ændres til: »§ 43, stk. 5«.

4. I § 54, stk. 1, udgår »og § 43, stk. 1,«.

5. I § 54, stk. 5, udgår »eller § 43, stk. 1,«.

6. I § 54, stk. 6, 3. pkt., ændres »44-46« til: »43-46«.

7. I § 59, stk. 1, nr. 3, ændres »§ 43, stk. 1,« til: »§ 43, stk. 1 og 2,«.

§ 6

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2019, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 1, nr. 2, og §§ 3 og 5 træder i kraft den 1. januar 2021.

Stk. 3. Loven har virkning fra og med indkomståret 2018, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. §§ 3 og 5 har ikke virkning for indberetninger for kalenderåret 2020 og tidligere. For sådanne indberetninger finder de hidtil gældende regler anvendelse. For indkomståret 2018 er det en betingelse for at kunne anvende bundfradraget på 36.500 kr. (2010-nivau) i ligningslovens § 15 O, stk. 1, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, at der sker indberetning af lejeindtægten efter skattekontrollovens § 11 G.

Stk. 5. Ved opgørelsen af den kommunale slutskat og kirkeskat for indkomstårene 2018 og 2019 efter § 16 i lov om kommunal indkomstskat korrigeres den opgjorte slutskat for den beregnede virkning af de ændringer i udskrivningsgrundlaget for kommuneskat og kirkeskat for 2018 og 2019, der følger af denne lovs §§ 1 og 4.

Stk. 6. Den beregnede korrektion af den kommunale slutskat og kirkeskat efter stk. 5 fastsættes af økonomi- og indenrigsministeren på grundlag af de oplysninger vedrørende indkomstårene 2018 og 2019, der foreligger henholdsvis pr. 1. maj 2020 og pr. 1. maj 2021.