Spm. nr. US 6

Spm. nr. US 6

Tak. Det er ingen overraskelse, at danskerne skal til stemmeurnerne om præcis 2 uger i dag. Der er to vigtige valg, vores kommunalvalg og vores regionsvalg, og det handler jo om sygehuse, børnehaver, ældrepleje, naturbeskyttelse, hjælp til arbejdsløse og meget, meget mere. Det handler om udviklingen i den borgernære velfærd, beskyttelsen af vores nærmiljø og sikkerhedsnettet i vores velfærdssamfund. Så det er vigtige valg. Jeg tror ikke, det er nogen overraskelse, at jeg selvfølgelig håber, at danmarkskortet bliver malet rødt igen, at danskerne vælger velfærd frem for skattelettelser, og at danskerne holder fast i et Danmark, der hænger sammen, hvor vi sætter foden ned i forhold til udhulingen og centraliseringen af velfærden.

Men kommunalpolitik er ikke uafhængig af, hvad der sker på Christiansborg. Derfor vil jeg også gerne spørge statsministeren om to helt konkrete udfordringer, jeg har oplevet i løbet af mine dage på vejene ude i landet. Den første er fra Lemvig, og den anden er fra Lolland.

Folk i Vestjylland er alvorligt bekymrede for, at en af de næste helt store storme, som vi jo ved kommer til at ramme Danmark, vil skylle giftdepotet ved Harboøre Tange ved Thyborøn direkte ud i havet. De har set, hvordan stormen Bodil og andre 100-årsstorme har haft store konsekvenser for det, der hedder høfde 42, hvor havet langsomt æder sig længere og længere op ad kysten. Jeg har selv været ved høfde 42 adskillige gange og var der så sent som i går. Depotet er nu helt omkranset af vand, og der skal ikke meget til, for at vandet kommer bag om depotet og river depotet til havs. Derfor vil jeg gerne spørge statsministeren: Mener statsministeren, at det er forsvarligt at lade giftdepotet ved høfde 42 blive liggende?

Statsministeren.

Altså, en gang imellem kommer jeg også til kort – det sker sjældent – men jeg må sige, at jeg ikke har paratviden nok til at diskutere høfde 42. Det må jeg sige helt åbent.

Vi har i forbindelse med de kystsikringsudfordringer, Danmark har, og som jo også aktualiseres af, at vi har klimaforandringer, flere gange genbesøgt alle de spørgsmål, og vi har senest gjort det i kommuneøkonomiforhandlingerne her før sommer, hvor det var et tema, altså mere generelt, og hvor der også har været et ressourceløft. Hvor det præcis stiller os med hensyn til høfde 42 og ansvarsfordelingen i forbindelse med det, har jeg ikke – det beklager jeg meget – detailviden nok til at diskutere. Det må man tage med den relevante ressortminister, og ellers må vi vende tilbage til det på et tidspunkt, hvor jeg har klædt mig på til at tage diskussionen.

Ordføreren.

Jeg kan godt forstå, at statsministeren ikke kan være inde i alle sager i Danmark. Høfde 42-sagen er ikke nogen lille sag; det er en meget stor forureningssag ved Vesterhavet, som har konsekvenser også for turismen i Danmark og for fiskerne i Danmark. SF har foreslået, at vi opretter en jordoprensningsfond en gang for alle og tager fat på nogle af de store giftforureninger i Danmark: Det er Kærgård Klitplantage, det er Høfde 42, og det er nogle af de Collstrupgrunde, som vi ved er generationsforureninger, og som ikke blot handler om noget, regionerne kan fikse inden for den beløbsramme, der er sat af, som jo er på 450 mio. kr. over en længere årrække.

Derfor er jeg sådan set optaget af det. Jeg ved godt, at det er lokalpolitik, og jeg ved godt, at Lemvigs borgmester er en Venstremand og sikkert vil blive meget begejstret for det, jeg står og siger, og han håber måske også, at jeg kan få statsministeren med, men jeg synes også, det er en vigtig politisk sag. Det er også en landspolitisk sag, for det handler simpelt hen om, hvordan vi vil have vores land skal være fremadrettet, og hvad vi efterlader til kommende generationer.

Statsministeren.

Det er jeg selvfølgelig slet ikke uenig i. Vi skal passe godt på vores land, vi skal lave en optimal kystsikring, og vi skal ikke have gift ud i vores farvande. Alt det er jeg enig i.

Jeg må bare sige, at når jeg sagde, som jeg gjorde før, var det, fordi når jeg har sagt det, står jeg altså ikke her med aktuel paratviden til at diskutere, hvordan man bedst i et samspil mellem en kommune, en region og eventuelt staten skal håndtere den her konkrete problemstilling, som fru Pia Olsen Dyhr spørger til. Så kunne jeg selvfølgelig godt vælge at stå og snakke lidt rundt om det hele og sådan noget, men jeg har så min begrænsning der – beklager.

Så er jeg glad for, at jeg kan gøre statsministeren opmærksom på nogle af de store udfordringer, man har i Vestjylland. Det tror jeg vestjyderne i hvert fald også bliver glade for.

Lad mig så gå til den næste sag, som handler om Lolland. Regeringens egen indenrigsminister har jo her i dag svaret på et spørgsmål om, at en række kommuner vælger at sende deres socialt udsatte borgere til andre kommuner. Jeg har så sent som forleden hørt om et eksempel på en borger fra Ballerup Kommune, som bliver sendt til Lolland Kommune, mens vedkommende er indlagt på et psykiatrisk hospital. Vedkommende ved ikke engang, at vedkommende bliver flyttet til Lolland Kommune, men bliver flyttet, fordi den pågældende kommune kan spare penge. Det gør jo ikke ligefrem udfordringen mindre for Lolland Kommune. Det bidrager derimod til en skævvridning af Danmark, hvor de enkelte kommuner efterlades med enorme udfordringer, både menneskeligt og økonomisk.

Jeg vil sådan set bare spørge statsministeren sådan rent principielt, altså ikke sådan i detaljer, for statsministeren er måske ikke nødvendigvis inde i detaljerne – det så vi jo i spørgsmålet før – om statsministeren mener, at den form for social eksport til landets i forvejen udfordrede yderkommuner er i orden, og om statsministeren vil være med til at sætte en stopper for det.

Statsministeren.

Tak for det, tak for spørgsmålet. Jeg synes lige, spørgeren strammer den lidt. Nu har jeg én gang og måske for første gang i min karriere som statsminister sagt, at der her er noget, som jeg ikke har forudsætning for at diskutere ned i detaljen. Det løftes op til sådan at sige: Ja, statsministeren ved jo generelt overhovedet ikke, hvad han taler om, men så kan vi da stille et principielt spørgsmål – men okay.

Må jeg ikke bare sige, at der er nogle dilemmaer i det her. Det ene er, at vi i 1788 ophævede stavnsbåndet, og det går jeg ikke ind for vi skal genindføre. Det betyder jo, at folk skal have mulighed for at flytte rundt, i hvert fald som udgangspunkt, for vi har jo begrænsninger, f.eks. for folk, der får asyl i Danmark, og som sådan set har en slags bopælspligt den første del af deres tid i Danmark. Men folk har det generelt.

Betyder det så, at kommunerne skal spekulere i det, altså i at ligge og flytte folk på kanten af eller helt uden for arbejdsmarkedet rundt? Nej, det synes jeg ikke. Jeg synes, det er upassende og noget, man skal holde sig fra, hvis det er det, der er motivet: Altså, kan vi vippe folk hen over kommunegrænsen, så er problemet ikke vores.

Det er jo ikke nogen ny problemstilling. Det er en problemstilling, vi har arbejdet med i mange år og i mange forskellige sammenhænge. Vi har forsøgt at stramme reglerne op og lavet refusionsordninger og andet, og det vil vi gerne se på også fremadrettet. Et sted at gøre det kunne jo være at se, når man senere skal kigge på, kan man sige, hele den kommunale økonomi – hvordan den hænger sammen, og hvordan den udlignes – om der er nogle håndtag, man kan dreje på dér. Men altså på det principielle spørgsmål håber jeg med dette at have givet et svar med afsæt i den helt begrænsede viden, jeg har om nogle ting.

Jeg siger tak til alle for dagens indsats i spørgetimen. Der er ikke flere ordførere med spørgsmål til statsministeren.