Vi har jo sådan set allerede været det igennem.
Altså, jeg har forventninger til ministrene i de regeringer, jeg står i spidsen for, til deres arbejdsindsats, til den måde, de varetager deres ministerhverv på i det hele taget.
Det gav jeg også udtryk for for et øjeblik siden.
Og det betyder også, at jeg har forventninger til mig selv.
Men det betyder jo selvsagt ikke, at ministre ikke kan optræde i andre funktioner end ministerfunktioner.
En minister har – det gælder også mig selv – et privatliv med familie, med børn, med venner.
Ministre – det gælder i særlig grad også mig selv – varetager en partifunktion som formand for et parti, indgår i andre relationer.
Og det er der ikke noget nyt i.
Sådan er det, og sådan har det altid været for alle ministre, også for statsministeren.
Derfor har jeg lidt svært ved at forstå, kan man sige, præmissen for dette spørgsmål og sådan set også det første spørgsmål.
Det er helt naturligt, at en minister deltager i arrangementer uden for ministergerningen, og det synes jeg er en god ting.
For hvis man som minister bare burede sig inde på ministerkontorerne døgnet rundt, tror jeg man ville komme til at mangle en kontakt til den virkelige virkelighed.
Jeg har været fuldstændig åben omkring, at jeg fra tid til anden, når min tid tillader det, i tillæg til min ministergerning også deltager i en lang række arrangementer – og i mit tilfælde jo også arrangementer med tilknytning til LøkkeFonden.
Og det gør jeg af fuldstændig den samme grund, som jeg i sin tid stiftede fonden, nemlig at den her fond løfter en vigtig samfundsmæssig problemstilling, som jeg gerne ville gøre noget ved.
Den handler om at hjælpe drenge væk fra kanten og ind i fællesskabet.
Og det vil jeg også fremover gøre, når tiden tillader det.
Samtidig bestræber jeg mig så i øvrigt på at være åben og tilgængelig over for alle, og det gør jeg, fordi jeg har en helt grundlæggende interesse i mennesker, og fordi jeg mener, at hvervet som statsminister i Danmark ikke kun er til pynt – det forpligter.
Og det betyder også, at jeg som statsminister deltager i rigtig mange sammenhænge, hvor min tilstedeværelse er ønsket, og hvor jeg finder, at der er tale om et formål, jeg kan stå inde for.