Spm. nr. S 667

2) Til statsministeren af:

Simon Kollerup (S). Medspørger: Christian Rabjerg Madsen (S):

I hvilke sammenhænge mener statsministeren at han kan optræde som privatperson og ikke som statsminister?

Værsgo til at læse op.

I hvilke sammenhænge mener statsministeren at han kan optræde som privatperson og ikke som statsminister?

Værsgo, statsministeren.

Vi har jo sådan set allerede været det igennem. Altså, jeg har forventninger til ministrene i de regeringer, jeg står i spidsen for, til deres arbejdsindsats, til den måde, de varetager deres ministerhverv på i det hele taget. Det gav jeg også udtryk for for et øjeblik siden. Og det betyder også, at jeg har forventninger til mig selv.

Men det betyder jo selvsagt ikke, at ministre ikke kan optræde i andre funktioner end ministerfunktioner. En minister har – det gælder også mig selv – et privatliv med familie, med børn, med venner. Ministre – det gælder i særlig grad også mig selv – varetager en partifunktion som formand for et parti, indgår i andre relationer. Og det er der ikke noget nyt i. Sådan er det, og sådan har det altid været for alle ministre, også for statsministeren.

Derfor har jeg lidt svært ved at forstå, kan man sige, præmissen for dette spørgsmål og sådan set også det første spørgsmål. Det er helt naturligt, at en minister deltager i arrangementer uden for ministergerningen, og det synes jeg er en god ting. For hvis man som minister bare burede sig inde på ministerkontorerne døgnet rundt, tror jeg man ville komme til at mangle en kontakt til den virkelige virkelighed.

Jeg har været fuldstændig åben omkring, at jeg fra tid til anden, når min tid tillader det, i tillæg til min ministergerning også deltager i en lang række arrangementer – og i mit tilfælde jo også arrangementer med tilknytning til LøkkeFonden. Og det gør jeg af fuldstændig den samme grund, som jeg i sin tid stiftede fonden, nemlig at den her fond løfter en vigtig samfundsmæssig problemstilling, som jeg gerne ville gøre noget ved. Den handler om at hjælpe drenge væk fra kanten og ind i fællesskabet. Og det vil jeg også fremover gøre, når tiden tillader det.

Samtidig bestræber jeg mig så i øvrigt på at være åben og tilgængelig over for alle, og det gør jeg, fordi jeg har en helt grundlæggende interesse i mennesker, og fordi jeg mener, at hvervet som statsminister i Danmark ikke kun er til pynt – det forpligter. Og det betyder også, at jeg som statsminister deltager i rigtig mange sammenhænge, hvor min tilstedeværelse er ønsket, og hvor jeg finder, at der er tale om et formål, jeg kan stå inde for.

Værsgo, spørgeren.

Tak for det. Det er jo interessant, at statsministeren priser det meget højt at komme ud og være privat og samtidig i øvrigt i forbindelse med samrådet tidligere på året og i andre situationer mener, at det slet ikke påvirker ham. Man må forstå, at det slet ikke har indflydelse på hans politiske tænkning. Men når jeg har stillet det her spørgsmål, som vi nu er i gang med, så er det selvfølgelig, fordi statsministerens hidtidige forklaringer er meget forvirrende.

Lad os prøve at gå tilbage til Thyborøn i starten af 2016. Statsministeren skal til torskegilde og hente den store check til LøkkeFonden, og udvalgte fiskere får så et møde med statsministeren, som jo er i byen alligevel. Mødelokalet, forstår vi, ligger oven på salen, hvor torskegildet finder sted, og på vej ned ad trappen bliver statsministeren så til den private Lars Løkke. Vil statsministeren ikke prøve at forklare os, hvad der sker på vej ned ad trappen, der gør, at det hele pludselig bliver så privat? Hvordan skal folk kunne regne ud, når de møder landets statsminister, om det så er statsministeren eller en privatperson, de møder? For jeg er ret sikker på, at folk altid regner med, at det er statsministeren, de møder, når de møder statsministeren. Eller hvordan forholder det sig?

Værsgo.

Jeg synes, det er en fuldstændig absurd leg med ord. Altså, jeg er statsminister i Danmark. Det er en funktion, jeg har. Den har jeg hele tiden. Jeg er statsminister i Danmark. Er det, hr. Simon Kollerup mener skal være betydningen af det, at man så ikke må have noget privatliv, overhovedet? Så må man ikke have nogen venner, og man må ikke engagere sig i foreningsarbejde? Hvad er konsekvensen af det, der bliver spurgt til? Det er det, jeg har så ufattelig svært ved rigtig at forstå. Jeg kan bare sige, at jeg er helt åben omkring den måde, jeg gør tingene på, og uden at stå og prale – uden at stå og prale – så tror jeg, at det er svært historisk at finde en mere tilgængelig statsminister end mig. Og det relaterer sig ikke til LøkkeFonden, det relaterer sig til rigtig mange ting. (Formanden (Pia Kjærsgaard): Ja tak). Jeg tror, at jeg har haft mere end 300 danskere på Marienborg fra alle samfundslag ... (Formanden (Pia Kjærsgaard): Ja tak) ... til mandagsløbeture og brunch. Jeg er en åben og tilgængelig person.

Taletiden er overskredet.

Værsgo.

Tak for det. Det er jo interessant, at man ikke kan få et svar fra statsministeren på, hvad der sker på vej ned ad den trappe, for det er jo kerneeksemplet på, at det, som statsministeren har bevæget sig ud i her, er uladsiggørligt. Det er uladsiggørligt at være statsminister oppe i mødelokalet på første sal og så trylle sig selv om til en privatperson på vej ned ad trappen. De fiskere, der fulgtes med statsministeren på vej ned ad trappen, har da ingen anelse om, at statsministeren er blevet privatperson på vej ned ad trappen.

Formanden for fiskeriforeningen i Thyborøn har over for Danmarks Radio klart tilkendegivet, at det, at man fik det omtalte møde i Thyborøn, hang sammen med, at man donerede penge til LøkkeFonden, og at man deltog i det her torskegilde. Mener statsministeren, at den her fiskeriforeningsformand taler usandt i den her sammenhæng?

Værsgo. Så er det statsministeren.

Jeg er en meget tilgængelig statsminister. Jeg siger ikke ja til alle invitationer, for det tillader min kalender ikke, men jeg opstiller ikke nogen særlige vilkår for at tage imod en invitation. Der er intet som helst odiøst i, at jeg som statsminister på baggrund af en henvendelse fra et medlem af Venstres folketingsgruppe stiller mig til rådighed for en drøftelse med nogle erhvervsfolk. Det er der en stribe eksempler på at jeg har gjort, og sådan skal det jo også være. Skulle det så betyde, at jeg derudover ikke må engagere mig i noget? Selvfølgelig betyder det ikke det, og nu gentager jeg mig selv: Jeg har været fuldstændig åben omkring, at jeg i 2012 stiftede en fond – en fond, jeg i dag ikke har nogen indflydelse på, men som jeg har et engagement i, ligesom jeg har et engagement i mange andre samfundsanliggender. (Formanden (Pia Kjærsgaard): Man skal overholde taletiden!).

Værsgo til medspørgeren.

Tak for det. Jeg synes, det er aldeles glimrende, at vi har en engageret statsminister, som deltager i forskellige arrangementer. Men vi er nødt til at komme tilbage til det her spørgsmål om, hvorvidt man kan købe sig adgang til statsministeren. Statsministeren siger klart, at det kan man ikke. Men i den konkrete sag fra Esbjerg henvender den erhvervsdrivende fond Lauritzen Fonden sig til LøkkeFonden og siger: Vi har et millionbeløb. Fundraiseren for LøkkeFonden skriver så til statsministeren: Lauritzen Fonden ønsker at give et beløb, vi håber, at de bliver fremtidig donor, og vi håber, at statsministeren kan kaste glans over et arrangement og skaffe massiv pressedækning til Lauritzen Fondens donation.

Det er altså LøkkeFonden selv, der laver koblingen mellem statsministerens deltagelse og så en donation og en fremtidig donation. Og statsministeren vælger som statsminister at imødekomme den invitation, som klart er blevet koblet til en donation til LøkkeFonden. Kan statsministeren ikke se det problematiske i det – altså se det problematiske i, at der bliver lavet en klar sammenhæng fra LøkkeFondens side imellem en donation til LøkkeFonden og statsministerens deltagelse, ikke i Rynkeby og KFUM og alt muligt andet, men der er en klar sammenhæng her, som LøkkeFonden laver, imellem en donation, muligheden for fremtidig donation og så statsministerens deltagelse?

Værsgo.

Jeg tror, det er en meget upræcis gengivelse af tingene. Jeg kan bare sige, at jeg forholder mig til de invitationer, jeg får, tager stilling til, hvorvidt jeg ønsker at imødekomme en invitation eller ej, og i den vurdering indgår ikke andre overvejelser, end om jeg finder den her invitation relevant, i forhold til om det er noget, jeg kan stå inde for. Der er intet, der forhindrer mig i at tage imod en invitation til at komme til åbningen af et drengeakademi fuldstændig på linje med at tage stilling til andre invitationer, jeg får.

Nu har jeg fået en invitation fra et netværk ude i Brøndby, som er initieret af spørgerens egen kollega her i Folketinget, hr. Morten Bødskov, et netværk af folk, der betaler penge for at fremme en god sag, nemlig ungdomsarbejdet ude i Brøndby Idrætsforening. Den har jeg taget imod. Det er der ikke noget odiøst i. Men jeg vil da tro, de er glade for det, for ellers havde de vel ikke inviteret mig. Fuldstændig på linje med det har jeg f.eks. taget imod en invitation fra Københavns Kommune til at fejre nogle drenge, der har bestået et drengeakademi. Det står jeg fuldstændig ved, og det er der intet odiøst i.

Værsgo, så er det ½ minut.

Jeg bliver nødt til at sige, at sammenhængen mellem, at den private erhvervsdrivende fond giver en donation til LøkkeFonden, og så statsministerens deltagelse jo ikke er en sammenhæng, jeg finder på. Det er ikke mig, der opfinder, at der er den sammenhæng. Det er LøkkeFonden, der skriver til statsministeren, at de håber, at de bliver en fremtidig fast giver, og kobler dermed fondens donation til LøkkeFonden med et ønske om pressedækning og et ønske om statsministerens deltagelse. Har statsministeren ikke forholdt sig til, om det er problematisk, at der sker en sammenkobling imellem statsministerens deltagelse i et arrangement og så det forhold, at LøkkeFonden får nogle penge?

Værsgo.

Jeg har ikke forholdt mig til andet, end at jeg ved den almindelige kalendergennemgang, som vi har i ministeriet, hvor vi tager stilling til de invitationer, der er kommet ind, har forholdt mig til, om det kunne passe ind i kalenderen at deltage i det pågældende arrangement, som forekommer at være et godt arrangement.

Så er det sidste omgang. Hovedspørgeren, værsgo. Hr. Simon Kollerup.

Tak. Når den her sag fortjener to spørgsmål i Folketingssalen og den gennemgang, den har fået i dag, er det jo, fordi det er problem for Folketingets arbejde, hvis statsministeren sådan lidt efter forgodtbefindende kan vælge at hoppe ud af rollen som statsminister og sige, at nu er tingene meget private – måske fordi der begynder at opstå politiske problemer omkring dem, så er det pludselig meget privat, og så er der ikke adgang til at spørge til det. Det var sådan, det skete på samrådet i januar måned, og nu ser vi jo så også i dag, at det er fuldstændig uladsiggørligt. Statsministeren kan jo ikke fortælle danskerne, hvordan de skal vide, hvilken Lars Løkke Rasmussen de møder på gaden – er det statsminister Lars Løkke Rasmussen, eller er den private Lars Løkke Rasmussen? Der er jo ingen, der kan vide det. Det er noget, statsministeren selv tiltager sig retten til at definere.

Værsgo.

Jeg hørte ikke noget spørgsmål her overhovedet, så jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Jeg er statsminister – det er en funktion, den har jeg døgnet rundt, også når jeg sover, for jeg kan vækkes, hvis der sker noget. Det kan jeg. Kan det kombineres med, at jeg så i øvrigt har et engagement som person, at jeg deltager i foreningsfester, at jeg har venner? Selvfølgelig kan det det. Det kræver da åbenhed omkring det, og jeg er et åbent og tilgængeligt menneske. Der har aldrig været stukket noget under en stol. Det engagement, jeg har i relation til den her konkrete fond, har jeg været helt åben omkring. Jeg poster også gladeligt på de sociale medier. Jeg føler mig helt tryg ved, at danskerne godt kan gennemskue, hvad jeg er for en person, og jeg står fuldstændig ved det, jeg har gjort. Det havde været lettere at lade være med at lave den fond. Det havde det, så havde jeg ikke stået her i dag. Men så var der altså også ret mange drenge, der ikke havde fået en håndsrækning.

Så er spørgsmålet afsluttet.

Det næste spørgsmål er til undervisningsministeren.