Spm. nr. S 178

2) Til justitsministeren af:

Christian Langballe (DF) (medspørger: Alex Ahrendtsen (DF) ) :

Synes ministeren ikke, at man oftere skulle bringe artikel 8, stk. 2, i den europæiske menneskerettighedskonvention i anvendelse i sager, hvor personer, som skulle være udvist af Danmark, bliver her under henvisning til den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, om retten til familieliv, sådan at disse personer alligevel kan udvises, jf. eksempelvis Levakovicsagen?

Skriftlig begrundelse

Den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8: Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance. Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

Spørgsmålet kan læses op. Værsgo.

Tak for det, formand. Spørgsmålet lyder: Synes ministeren ikke, at man oftere skulle bringe artikel 8, stk. 2, i den europæiske menneskerettighedskonvention i anvendelse i sager, hvor personer, som skulle være udvist af Danmark, bliver her under henvisning til den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, om retten til familieliv, sådan at disse personer alligevel kan udvises, jf. eksempelvis Levakovicsagen?

Værsgo.

Tak, og tak for spørgsmålet. Lad mig lige begynde med at slå fast, hvad min holdning er, hvis nogen skulle være i tvivl om det. Udlændinge, der begår alvorlig kriminalitet i Danmark, skal udvises af landet. Udlændingeloven hører jo så som bekendt ikke under mig, den hører under udlændinge- og integrationsministeren, men jeg kan sige, at det allerede følger af reglerne i dag, at hvis en kriminel udlænding kan udvises af Danmark, så skal dette ske, medmindre det med sikkerhed er i strid med Danmarks internationale forpligtelser herunder menneskerettighedskonventionens artikel 8. Anklagemyndigheden og domstolene skal derfor allerede i dag i hvert enkelt tilfælde vurdere, om artikel 8, stk. 2 giver mulighed for at udvise.

I sidste måned offentliggjorde jeg sammen med udlændinge- og integrationsministeren, at regeringen vil fremsætte lovforslag, hvori vi vil skrive i udlændingelovens bemærkninger, hvornår kriminelle udlændinge i almindelighed kan udvises baseret på praksis fra Menneskerettighedsdomstolen. Derigennem vil vi sikre, at lovgivningsmagten påtager sig et større ansvar for, hvornår der kan ske udvisning, uden at det er i strid med artikel 8. I arbejdet med det lovforslag vil undersøgelsen fra Institut for Menneskerettigheder om praksis ved danske domstole og Menneskerettighedsdomstolen i udvisningssager blive inddraget.

Samtidig med det her er vi jo også nødt til at arbejde på den internationale bane for at forsøge at påvirke fortolkningen af konventionen. Danmark har jo overtaget formandskabet for Europarådet, og det vil vi bruge til at arbejde for, at medlemsstaterne får en større rolle og får mulighed for at påvirke retningen, når de oplever, at Menneskerettighedsdomstolens fortolkning er ude af kurs.

Værsgo til spørgeren.

Det kunne for en god ordens skyld være meget godt at kridte banen op. Når vi diskuterer den europæiske menneskerettighedskonvention, er det klart nok, at vi i Dansk Folkeparti ikke just har været ven med den konvention og slet ikke af den dynamiske fortolkningspraksis, der har givet sig udtryk i Domstolens afgørelser jævnfør Levakovicsagen, som under henvisning til, at han havde ret til familieliv her i Danmark, gjorde, at han blev i Danmark og ikke kunne udvises af landet. Det mener jeg simpelt hen var en skandale. Men det, som vi så spørger om, når vi nu er nået til det her, er jo så, om der ikke er andre ting, der gælder, end den enkeltes ret til familieliv under henvisning til, som der står i stk. 2, den nationale sikkerhed, det demokratiske samfund, den offentlige tryghed, landets økonomiske velfærd. Man kunne sige, at der sådan set i stk. 2 kunne være alle de argumenter, man overhovedet kunne finde på, for at sige, at eksempelvis Levakovic alligevel skulle udvises. Og det er derfor, det undrer os, at man ikke kan balancere stk. 1 om retten til familieliv op i forhold til landets ve og vel for nu at sige det meget firkantet.

Værsgo.

Det er jo en stor diskussion, der kan være svær lige at tage her, men jeg synes, det er vigtigt at sige, at jeg også tror, det handler om, at vi dog må sige, at praksis har ændret sig. Går vi nogle år tilbage, må vi nok sige, at det, vi gør i dag, er, at vi jo stort set griber hver en mulighed, der er, og kræver påstand om udvisning, og der er faktisk også en del, der bliver udvist. Det var man måske ikke så hurtig med tidligere. Og vi har altså nu allerede muligheden for at gøre det her og er også forpligtet til at skulle det. Så jeg håber også, at det vil føre til flere udvisninger; det tror jeg faktisk at det vil.

Værsgo.

Altså, men det er bare lige for så at skære det ud i pap: Vi synes jo simpelt hen, at det er ringe, at der er de her sager som f.eks. Levakovicsagen, hvor man må sige, at han har gjort alt, hvad der overhovedet har stået i hans magt, for at gøre danskerne og den danske stat til grin og malket det danske velfærdssystem for jeg ved ikke hvor meget – altså, et unævnt beløb her. Her kan man så alligevel ikke bringe i anvendelse, at der faktisk er et hensyn til landet. Faktisk vil jeg sige at i lige præcis Levakovicsagen kunne stk. 2 være bragt i anvendelse. Der er et hensyn at vise til det land, hvor der er nogle skatteborgere, der faktisk betaler den her regning for Levakovics kriminalitet.

Værsgo.

Mon ikke spørgeren og jeg langt hen ad vejen kan dele samme frustration i den her sag? Men jeg er også nødt til at sige, at nu har domstolene truffet en afgørelse, og så må vi også et eller andet sted forholde os til, at det så er virkeligheden. Som jeg husker sagen, har der også været argumenter fremme om, at der jo ikke langt tidligere har været påstand om udvisning. Havde man nu gjort det for år tilbage, da han begyndte sin kriminelle bane, kunne det være, at vi havde stået i en anden situation. Og det er jo noget af det, der er ved at ændre sig nu, og derfor tror jeg, at vi kan glæde os over, at i fremtiden vil vi komme af med langt flere og kunne udvise langt flere, fordi praksis nu har ændret sig.

Tak for det. Så er der en medspørger. Hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Og tak for, at ministeren dukker op. Det er jo en politisk diskussion. I konventionen er der en balance mellem stk. 1 og stk. 2, hensynet til individet og hensynet til nationen. Det, vi oplever, er, at vi fra politisk side altid tager hensyn til individet uden at bruge de redskaber, man har, til at få fat på stk. 2, nemlig det, der giver os redskaber til at få udvist langt flere. Der vil vi egentlig bare anbefale at regeringen bruger sit politiske mandat til at anvende stk. 2 i bl.a. artikel 8. Og lad os tage et eksempel som Levakovic. Under hensyntagen til landets økonomiske velfærd kan man udvise. Det er stk. 2. Med hensyn til banderne er det national sikkerhed og den offentlige tryghed. Det, vi oplever, er jo, at politikere dækker sig ind under juristers anbefaling om, at det er i strid med menneskerettighederne. Det er det jo ikke. Vi kan jo bruge de her redskaber. Hvorfor vil regeringen dog ikke bruge dem?

Ministeren, værsgo.

Men det er lige præcis det, som udlændingeministeren og jeg meldte ud i forrige uge. Når Institut for Menneskerettigheder faktisk også går ud og siger, at der er et rum i forhold til det, danske domstole foretager sig, og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis – der er et rum – så siger vi, at i stedet for at afvente i forhold til det rum tager vi nu politisk ansvar, og det håber jeg da at vi finder flertal for her i Folketinget, hvor vi går ind mere konkret og siger, hvad det er, der skal til for at blive udvist. Det er netop det politiske ansvar. Og det er jeg meget enig i at vi skal tage. Og det er det, vi kommer til at gøre nu med en lovændring.

Tak. Så er det hr. Alex Ahrendtsen.

I sit svar til hr. Christian Langballe sagde justitsministeren, at man indrammer det med sikkerhed, og at man vil påvirke fortolkningen af konventionerne. Og der er det bare, vi siger, at man ikke behøver at afvente en international fortolkning af konventionerne. Det, man skal gøre, er jo selv at fortolke. Og der har man jo rig lejlighed til at bruge konventionerne til at fortolke, bl.a. ud fra stk. 2, i forhold til i højere grad at udvise af hensyn til den nationale sikkerhed og hensynet til velfærden. Så det er egentlig bare med at komme i gang. Vi har alle redskaberne, men vi føler, at der er en angst for at gøre det, fordi man ikke vil støde juristerne.

Værsgo til ministeren.

Den angst har jeg så ikke, kan jeg sige. Det vil jeg gerne tilkendegive herfra.

Jeg tror, det er, fordi vi arbejder på to baner. Den ene er jo sporet med formandskabet for Europarådet og hele fortolkningen af EMRK, og hvad det er for et arbejde dér. Og så er jeg enig i, at det ikke skal stoppe os i at gøre det andet, og det er jo det, vi er ude at melde ud, altså at nu tager vi det på os politisk netop for at bruge den aktivt og sige: Hvordan er det så, domstolene skal fortolke den praksis, der er i øjeblikket?

Så det er faktisk det, vi sætter i gang nu, og der håber jeg da at vi i et lovforslag kan finde hinanden, så vi også får det vedtaget. For jeg er enig i, at vi jo skal tage det på os politisk og gøre alt, hvad vi kan politisk, for at påvirke det her. Det er jeg meget enig i.

Tak for det. Så er det igen hr. Christian Langballe. Værsgo.

Altså, man kan jo sige, at den diskussion, vi har her, mejsler i granit, hvad der har været hovedproblemet i hele udlændingedebatten, nemlig det grundlæggende, der handler om, hvem man egentlig tager hensyn til – om man tager hensyn til den enkelte, der kommer hertil, eller om der ikke også er et hensyn at vise over for danskerne og for landet. Det synes jeg sådan set er der, vi står, og jeg mener simpelt hen, at vi må tilbage til det grundlæggende, at der er et hensyn at tage over for fædrelandet og over for de kommende generationers ve og vel. Og derfor er sådan en sag som Levakovicsagen skammelig, for han burde jo være udvist for mange år siden.

Værsgo til ministeren.

Jamen jeg ved ikke, hvordan jeg skal udtrykke det – for jeg er ikke rigtig i stand til at være uenig med spørgeren om det her – andet end ved at sige, at det jo så er det, vi gør nu. Hvis vi nu kigger fremad og ser på, hvad vi gør fremadrettet, så er det, at vi politisk tager det på os nu. Så er det, at vi nu siger, at der er et rum, med hensyn til hvordan det bliver fortolket i forhold til praksis, og det tager vi nu på os som politikere – nu strammer vi loven, så vi tydeligere ser, hvad der skal til for at blive udvist. For jeg er jo enig i, at det bør være hensynet til lov og orden og de helt almindelige ordentlige mennesker, der regerer, og ikke hensynet til nogle kriminelle.

Tak for det. Så er det spørgsmål slut.

Det næste spørgsmål er til forsvarsministeren af hr. Henrik Brodersen, Dansk Folkeparti.