L 35 Forslag til lov om ændring af straffeloven, lov om en børne- og ungeydelse og lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

(Initiativer mod rocker- og bandekriminalitet m.v.).

Af: Justitsminister Søren Pape Poulsen (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 23-11-2017

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 23. november 2017

20171_l35_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 23. november 2017

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 4. oktober 2017 og var til 1. behandling den 24. oktober 2017. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og justitsministeren sendte den 10. august 2017 dette udkast til udvalget, jf. REU alm. del - bilag 349 (folketingsåret 2016-17). Den 4. oktober 2017 sendte justitsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 2 skriftlige henvendelser fra Aktionsgruppen mod Diskrimination af Flygtninge i Lovgivningen.

Justitsministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 8 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S, DF, V, LA og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal i udvalget (EL, RV, ALT og SF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Radikale Venstres medlemmer af udvalget bemærker, at lovforslaget giver domstolene mulighed for at give opholdsforbud til personer, der er dømt for rocker- eller banderelateret kriminalitet. Opholdsforbud skal gælde et eller flere nærmere afgrænsede områder i en periode fra 1 til 10 år.

Et opholdsforbud er et alvorligt indgreb i bevægelsesfriheden, men Radikale Venstre mener, at det kan være både fornuftigt og berettiget, hvis det tager konkret sigte mod at forhindre ny kriminalitet. Det kræver dog en helt konkret vurdering og proportionalitetsafvejning, som desværre ikke er at finde i forslaget.

Lovforslaget er således alt for vidtgående eller upræcist formuleret, hvad angår både den geografiske afgrænsning af opholdsforbuddet, tidsperspektivet og personkredsen. Det fremgår ikke klart, om der er tale om et konkret boligområde, en hel kommune eller eventuelt flere kommuner, om forbuddet skal vare måneder eller år, eller hvad der gør sig gældende, hvis den pågældendes forhold ændrer sig undervejs, f.eks. om opholdsforbuddet så stadig ikke skal kunne bringes op til fornyet vurdering. Det er heller ikke tydeligt, om opholdsforbuddet kun er rettet mod decideret bandekriminalitet, eller om det også omfatter kriminalitet begået i tilknytning til bander.

Den manglende afgrænsning peger således i retning af, at opholdsforbuddet ikke er tænkt som en egentlig strafforebyggende foranstaltning, men derimod som en ekstra straf. I Radikale Venstre er vi bekymrede for, at en sådan ekstra straf vil have den modsatte effekt. For hvis rockere eller bandekriminelle skal ændre livsbane, har de brug for at trække på andre dele af deres netværk, f.eks. familie eller lovlydige venner. Uden denne støtte er det ikke sikkert, at de vil være i stand til at gennemføre den livsændring, det er at gå fra en kriminel løbebane til uddannelse og beskæftigelse. Et alt for omfattende opholdsforbud kan f.eks. også give problemer i forhold til uddannelse og job, hvor det kan være nødvendigt at krydse eller opholde sig kortvarigt i den kommune, man har fået opholdsforbud mod.

Opholdsforbuddet kan også have den effekt, at de kriminelle bare trækker deres kriminalitet videre til andre kommuner - det kan f.eks. ramme de store byers omegnskommuner.

Radikale Venstre forholder sig således stærkt kritiske over for denne del af forslaget, som er enten alt for vidtgående eller for upræcist formuleret til at have en kriminalitetsbekæmpende effekt. Radikale Venstre anerkender, at det kan være en lettelse for den enkelte kommune at blive fri for dømte bandekriminelle, men hvis konsekvensen er, at de bare flytter deres kriminalitet til andre kommuner eller får endnu sværere ved at bygge et lovlydigt liv op, er vi lige vidt.

Lovforslaget indeholder også en stramning af optjeningsprincippet til at opnå fuld ret til børne- og ungeydelse samt børnetilskud. Stramningen skal finansiere bandepakke III.

Radikale Venstre vender sig stærkt imod denne del af lovforslaget, da det rammer de allermest sårbare familier. Der er f.eks. tale om flygtningefamilier, der i forvejen er gået betragteligt ned i indtægt i forbindelse med genindførelse af fattigdomsydelserne, og som nu også skal klare sig uden de supplerende børneydelser. Det er ikke bare småt, men også uklogt, fordi man risikerer at marginalisere familierne og dermed øge risikoen for dårlig integration.

Man finansierer med andre ord en bandepakke med et initiativ, der meget vel kan skabe endnu flere kriminelle.

Radikale Venstre kan derfor ikke støtte lovforslaget.

Et andet mindretal i udvalget (IA) vil ved 3. behandling stemme hverken for eller imod lovforslaget.

Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Peter Skaarup (DF) fmd. Peter Kofod Poulsen (DF) Susanne Eilersen (DF) Karina Adsbøl (DF) Dorthe Ullemose (DF) Lise Bech (DF) Preben Bang Henriksen (V) Jan E. Jørgensen (V) Britt Bager (V) Mads Fuglede (V) Carl Holst (V) Michael Aastrup Jensen (V) Henrik Dahl (LA) Christina Egelund (LA) Naser Khader (KF) Simon Kollerup (S) Lars Aslan Rasmussen (S) Mette Reissmann (S) Mogens Jensen (S) nfmd. Rasmus Prehn (S) Trine Bramsen (S) Kaare Dybvad (S) Rune Lund (EL) Søren Søndergaard (EL) Josephine Fock (ALT) Sofie Carsten Nielsen (RV) Zenia Stampe (RV) Karsten Hønge (SF) Aaja Chemnitz Larsen (IA)

Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)? 8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 35

Bilagsnr.
Titel
1
Høringsoversigt og høringssvar, fra justitsministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Henvendelse af 23/10-17 fra Aktionsgruppen mod Diskrimination af Flygtninge i Lovgivningen
4
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
1. udkast til betænkning
6
Henvendelse af 20/11-17 fra Aktionsgruppen mod Diskrimination af Flygtninge i Lovgivningen


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 35

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om at kommentere henvendelsen af 23/10-17 fra Aktionsgruppen mod Diskrimination af Flygtninge i Lovgivningen, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm., om ministeren er indstillet på at fremsætte ændringsforslag til den foreslåede § 79 a, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm., om ministeren kan præcisere lovbemærkningerne til den foreslåede § 79 a, stk. 1, 2. pkt., til justitsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm., om ministeren kan præcisere i bemærkningerne til den foreslåede § 79 a, hvilke kriterier der skal indgå i proportionalitetsvurderingen i forbindelse med opholdsforbud, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm., om ministeren kan gøre det muligt at indbringe et opholdsforbud for retten til fornyet prøvelse efter endt afsoning, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om, hvorvidt forslaget om at stramme opholdskrav og optjeningskrav for børne- og ungeydelsen og for ydelser efter børnetilskudsloven er foreneligt med grundloven og Danmarks internationale forpligtelser, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm., om regeringen agter at undersøge konsekvenserne for udviklingen i antallet af børn, der vokser op i fattigdom i Danmark, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om ministerens kommentar til henvendelsen af 20/11-17 fra Aktionsgruppen mod Diskrimination af Flygtninge i Lovgivningen, til justitsministeren, og ministerens svar herpå