L 229 Forslag til lov om ændring af lov om hold af dyr, lov om fødevarer og lov om foderstoffer.

(Strafskærpelse som led i indsatsen mod afrikansk svinepest).

Af: Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V)
Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 04-06-2018

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 4. juni 2018

20171_l229_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 4. juni 2018

Forslag

til

Lov om ændring af lov om hold af dyr, lov om fødevarer og lov om foderstoffer

(Strafskærpelse som led i indsatsen mod afrikansk svinepest)

§ 1

I lov om hold af dyr, jf. lovbekendtgørelse nr. 21 af 11. januar 2018, foretages følgende ændringer:

1. I § 70 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk. 5. Ved udmåling af bødestraf for overtrædelse af bestemmelser nævnt i stk. 1 eller overtrædelse af regler fastsat efter stk. 3 skal det i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, at der ved overtrædelsen er fremkaldt nærliggende fare for spredning, herunder indslæbning, af de alvorlige indberetningspligtige smitsomme sygdomme hos klovbærende dyr, som er fastsat i medfør af § 25.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

2. I § 72, stk. 3, 3. pkt., ændres »§ 70, stk. 5« til: »§ 70, stk. 6«.

§ 2

I lov om fødevarer, jf. lovbekendtgørelse nr. 46 af 11. januar 2017, som ændret ved lov nr. 465 af 14. maj 2018, foretages følgende ændring:

1. I § 60 indsættes som stk. 7:

»Stk. 7. Ved udmåling af bødestraf for overtrædelse af bestemmelser nævnt i stk. 1 eller overtrædelse af regler fastsat efter stk. 3 skal det i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, at der ved overtrædelsen er fremkaldt nærliggende fare for spredning, herunder indslæbning, af de alvorlige indberetningspligtige smitsomme sygdomme hos klovbærende dyr, som er fastsat i medfør af § 25 i lov om hold af dyr.«

§ 3

I lov om foderstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 52 af 11. januar 2017, foretages følgende ændring:

1. I § 6 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Ved udmåling af bødestraf for overtrædelse af bestemmelser nævnt i stk. 1 eller overtrædelse af regler fastsat efter stk. 2 skal det i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, at der ved overtrædelsen er fremkaldt nærliggende fare for spredning, herunder indslæbning, af de alvorlige indberetningspligtige smitsomme sygdomme hos klovbærende dyr, som er fastsat i medfør af § 25 i lov om hold af dyr.«

§ 4

Loven træder i kraft den 1. juli 2018.

§ 5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.