L 20 Forslag til lov om ændring af offshoresikkerhedsloven og lov om kontinentalsoklen.

(Sikkerhedszoner, nye anlægstyper og præciseringer i forhold til offshoresikkerhedsdirektivet).

Af: Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 04-10-2017

Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2017)

20171_l20_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2017)

Beskæftigelsesministeren (Troels Lund Poulsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af offshoresikkerhedsloven og lov om kontinentalsoklen (Sikkerhedszoner, nye anlægstyper og præciseringer i forhold til offshoresikkerhedsdirektivet)

(Lovforslag nr. L 20)

Formålet med lovforslaget er at samle al sikkerhedsmæssig regulering af offshore olie- og gasaktiviteter. Dette foreslås opnået ved at flytte reguleringen af sikkerhedszoner omkring offshoreanlæg fra energi-, forsynings- og klimaministeren til beskæftigelsesministeren, således at al sikkerhedsmæssig regulering af offshore olie- og gasaktiviteter er samlet hos beskæftigelsesministeren og udøves af Arbejdstilsynet.

Som konsekvens heraf foreslås det, at reguleringen af sikkerhedszoner flyttes fra kontinentalsokkelloven til offshoresikkerhedsloven, som i forvejen regulerer sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter. Kravet om sikkerhedszoner har til formål at reducere risici for kollision mellem fartøjer og anlæg, der anvendes til offshore olie- og gasaktiviteter, og at sikre, at eventuelle fangstredskaber ikke kommer i kontakt med undersøiske indretninger. Kravet har derved et sikkerhedsmæssigt sigte.

Der er desuden behov for, at enkelte bestemmelser gøres mere fleksible, tydeliggøres og præciseres bl.a. i forhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/30/EU af 12. juni 2013 om sikkerheden i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter og om ændring af direktiv 2004/35/EF (offshoresikkerhedsdirektivet). Det gælder bl.a. offshoresikkerhedslovens anvendelsesområde og definitioner, sprogligt konsistente tilretninger og enkelte direktivbestemmelser, som mere udtrykkeligt gengives i enkelte bestemmelser.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkninger hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.