Fremsat den 1. marts 2018 af udenrigsministeren (Anders Samuelsen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om
udenrigstjenesten1)
(Implementering af direktiv 2015/637 om
koordinations- og samarbejdsforanstaltninger for at lette
konsulær beskyttelse af ikkerepræsenterede
unionsborgere i tredjelande og om obligatorisk digital
kommunikation i forhold til tjenestehandlinger i
udenrigstjenesten)
§ 1
I lov nr. 150 af 13. april 1983 om
udenrigstjenesten, som ændret ved lov nr. 331 af 14. maj
1997, lov nr. 410 af 6. juni 2002 og lov nr. 753 af 2. juni 2015,
foretages følgende ændringer:
1. Som
fodnote til lovens titel
indsættes:
»1) Loven
indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2015/637/EU af 20. april 2015 om
koordinations- og samarbejdsforanstaltninger for at lette
konsulær beskyttelse af ikkerepræsenterede
unionsborgere i tredjelande og om ophævelse af
afgørelse 95/553/EF, EU-Tidende 2015, nr. L 106, side
1.«
2. I
§ 1, stk. 3, indsættes efter
»danske statsborgere«: », udlændinge med
fast bopæl i Danmark, ikkerepræsenterede nordiske
statsborgere og ikkerepræsenterede unionsborgere i
tredjelande.«
3. I
§ 1, stk. 3, indsættes som
2. punktum:
»Endvidere ydes bistand til danske
virksomheder i deres erhvervsmæssige forbindelser med
udlandet.«
4. I
§ 1 indsættes efter stk. 3,
som nyt stykke 4:
»Stk. 4.
Udenrigsministeren fastsætter nærmere regler om
udenrigstjenestens bistand til ikkerepræsenterede
unionsborgere, herunder om bistand til ledsagende familiemedlemmer
fra tredjelande i krisesituationer samt finansielle procedurer
mv.«
5. I
§ 14 indsættes efter stk. 3,
som nyt stykke 4:
»Stk. 4.
Udenrigsministeren kan fastsætte regler om, at kommunikation
til og fra udenrigstjenesten om tjenestehandlinger, for hvilke der
erlægges gebyr, helt eller delvis skal foregå digitalt,
herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, fravigelse af
obligatorisk digital kommunikation grundet særlige forhold og
ekstraordinære situationer samt om, hvornår en digital
meddelelse anses for at være kommet frem.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. maj 2018.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller
delvis sættes i kraft for Færøerne og
Grønland med de ændringer, som henholdsvis de
færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger | | Indholdsfortegnelse | | 1. | Indledning | 2. | Baggrund | 3. | Lovforslagets
indhold | | 3.1. | Ydelse af konsulær
bistand - implementering af direktiv (EU) 2015/637 | | 3.2. | Indførelse af
obligatorisk digital kommunikation i forhold til tjenestehandlinger
i udenrigstjenesten | 4. | Lovforslagets
hovedpunkter | | 4.1. | Udenrigstjenestens
ydelse af konsulær bistand | | | 4.1.1. | Personkredsen omfattet
af retten til konsulær bistand | | | | 4.1.1.1. | Gældende
ret | | | | 4.1.1.2. | Udenrigsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | | | 4.1.2. | Omfanget af den
konsulære bistand | | | | 4.1.2.1. | Gældende
ret | | | | 4.1.2.2. | Udenrigsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | | | 4.1.3. | Koordinations- og
samarbejdsforanstaltninger | | | | 4.1.3.1. | Gældende
ret | | | | 4.1.3.2. | Udenrigsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | | | 4.1.4. | Finansielle
procedurer | | | | 4.1.4.1. | Gældende
ret | | | | 4.1.4.2. | Udenrigsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | | 4.2. | Indførelse af
obligatorisk digital kommunikation i forhold til tjenestehandlinger
i udenrigstjenesten | | | 4.2.1. | Gældende
ret | | | | 4.2.1.1. | Tjenestehandlinger i
udenrigstjenesten | | | | 4.2.1.2. | Grundlæggende
forvaltningsretlige principper mm. | | | | 4.2.1.3. | Persondatabeskyttelse | | | 4.2.2. | Udenrigsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | | | | 4.2.2.1. | Tjenestehandlinger i
udenrigstjenesten | | | | 4.2.2.2. | Grundlæggende
forvaltningsretlige principper mm. | | | | 4.2.2.3. | Persondatabeskyttelse | 5. | Økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige | 6. | Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet mv. | 7. | Administrative
konsekvenser for borgerne | 8. | Miljømæssige konsekvenser | 9. | Forholdet til
EU-retten | 10. | Hørte myndigheder
og organisationer | 11. | Sammenfattende
skema |
|
1. Indledning
Lovforslaget har til formål at
gennemføre Rådets direktiv (EU) 2015/637 af 20. april
2015 om koordinations- og samarbejdsforanstaltninger for at lette
konsulær beskyttelse af ikkerepræsenterede
unionsborgere i tredjelande og om ophævelse af
afgørelse 95/553/EF.
Lovforslaget har endvidere til formål at
præcisere den personkreds, som udenrigstjenesten yder
konsulær bistand til ud over danske statsborgere og
ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande.
Lovforslaget indeholder endvidere et forslag
om obligatorisk digital kommunikation i forbindelse med
tjenestehandlinger, der udbydes af udenrigstjenesten.
Lovændringen indfører bemyndigelsen for
udenrigsministeren til administrativt at fastsætte regler,
der gør det obligatorisk for borgere og virksomheder at
benytte digitale selvbetjeningsløsninger i forbindelse med
ekspedering af de tjenestehandlinger, der udbydes af
udenrigstjenesten.
2. Baggrund
Baggrunden for lovforslaget er
implementeringen i dansk lovgivning af Rådets direktiv (EU)
2015/637 af 20. april 2015 om koordinations- og
samarbejdsforanstaltninger for at lette konsulær beskyttelse
af ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande og om
ophævelse af afgørelse 95/553/EF. Med direktivet og
implementeringen heraf formaliseres et allerede eksisterende
samarbejde om konsulær bistand mellem EU-landene i kraft af
Rådsbeslutning 95/553/EF af 19. december 1995. Direktivet
skal være implementeret i Danmark senest den 1. maj 2018.
Baggrunden for lovforslaget er endvidere
ønsket om at præcisere den personkreds, som
udenrigstjenesten yder konsulær bistand til ud over danske
statsborgere og ikkerepræsenterede unionsborgere i
tredjelande. Det følger af den nuværende langvarige
praksis, at der også ydes bistand til
ikkerepræsenterede nordiske statsborgere samt
udlændinge fra tredjelande med fast bopæl i Danmark.
Denne praksis beskrives nu direkte i lovforslaget.
Baggrunden for den del af lovforslaget, der
vedrører bemyndigelse for udenrigsministeren til at
fastsætte regler om obligatorisk digital kommunikation i
forhold til tjenestehandlinger i udenrigstjenesten, er et
ønske om i videst muligt omfang at gøre brugen af
digitale selvbetjeningsløsninger obligatorisk i forbindelse
med ansøgning, rekvirering, afregning og modtagelse mv. af
tjenestehandlinger udført af udenrigstjenesten i takt med,
at disse digitaliseres. Digital selvbetjening bliver således
på sigt den primære kommunikationskanal i forhold til
tjenestehandlinger i udenrigstjenesten.
Målet med denne del af lovforslaget er
at udfase papirblanketter og formularer, således at alle
borgere og virksomheder betjener sig selv ved hjælp af de
digitale løsninger, som stilles til rådighed. Der vil
blive tale om en gradvis overgang, efterhånden som
brugervenlige digitale løsninger bliver tilgængelige
for flere tjenestehandlinger.
Lovforslaget vil bidrage til at sikre en bedre
ressourceudnyttelse samtidig med, at borgerne oplever en bedre
service. Det er hensigten at sikre en hurtigere og mere
brugervenlig kommunikation mellem borgerne og udenrigstjenesten, en
fleksibel og effektiv service fra udenrigstjenesten og en
optimering af arbejdsgange og processer.
Det er samtidig afgørende, at der er
hjælp at hente for de borgere, der ikke kan bruge de digitale
løsninger eller på anden vis har brug for
støtte.
3. Lovforslagets
indhold
3.1. Ydelse af
konsulær bistand - implementering af direktiv (EU)
2015/637
Med lovforslaget og implementeringen af
Rådets direktiv (EU) 2015/637 af 20. april 2015 om
koordinations- og samarbejdsforanstaltninger for at lette
konsulær beskyttelse af ikkerepræsenterede
unionsborgere i tredjelande og om ophævelse af
afgørelse 95/553/EF sikres det, at den danske
udenrigstjeneste behandler ikkerepræsenterede unionsborgere i
tredjelande på samme måde, som den ville behandle
danske statsborgere for så vidt angår ydelse af
konsulær bistand. Det bemærkes, at Rådets
direktiv (EU) 2015/637 af 20. april 2015 anvender betegnelsen
»konsulær beskyttelse«, mens lov om
udenrigstjenesten anvender betegnelsen »bistand«. De to
betegnelser er synonyme. I det følgende vil
»konsulær bistand« blive anvendt, når der
ikke er tale om en direkte reference til direktivet.
Med lovforlaget foreslås det, at
direktivet gennemføres ved, at målgruppen for
konsulær bistand i lov om udenrigstjenesten præciseres
således, at det herefter fremgår, at udenrigstjenesten
ud over til danske statsborgere også yder konsulær
bistand til ikkerepræsenterede unionsborgere i
tredjelande.
Som led i implementeringen af direktivet
foreslås det endvidere, at udenrigsministeren bemyndiges til
at fastsætte nærmere regler for udenrigstjenestens
konsulære bistand til ikkerepræsenterede unionsborgere
i tredjelande.
Direktivet medfører ikke en
harmonisering af den konsulære bistand, som har forskellige
traditioner i de enkelte EU-lande. Danmark vil således
fortsat følge national praksis og yde den samme
konsulære bistand til andre unionsborgere, som der ydes til
danske statsborgere.
Ud over de foreslåede ændringer
som led i implementeringen af direktivet foreslås det, at den
eksisterende forpligtelse i kraft af det nordiske samarbejde om at
yde konsulær bistand til ikkerepræsenterede nordiske
statsborgere præciseres ved at blive beskrevet direkte i lov
om udenrigstjenesten.
Endelig foreslås det, at den langvarige
praksis for, at udenrigstjenesten yder konsulær bistand til
udlændinge fra tredjelande med fast bopæl i Danmark
præciseres ved at blive beskrevet direkte i loven.
3.2. Indførelse af obligatorisk digital
kommunikation i forhold til tjenestehandlinger i
udenrigstjenesten
Med denne del af lovforslaget foreslås
vedtaget en bemyndigelse for udenrigsministeren til ved
bekendtgørelse at fastsætte regler om, at
kommunikation i forbindelse med tjenestehandlinger, for hvilke der
erlægges gebyr, helt eller delvist skal foregå
digitalt. Det omfatter ligeledes regler om anvendelse af bestemte
it-systemer, fravigelse af obligatorisk digital kommunikation
grundet særlige forhold og ekstraordinære situationer
samt om, hvornår en digital meddelelse må anses for at
være kommet frem.
Med lovforslaget sikres således hjemmel
til, at udenrigsministeren kan fastsætte regler om, at
udenrigstjenesten kan kræve, at borgere og virksomheder
anvender de digitale selvbetjeningsløsninger, som
udenrigstjenesten stiller til rådighed. Loven skal være
med til at sikre, at der ikke er forhold og formkrav i
lovgivningen, der hindrer, at kommunikationen helt eller delvist
foregår digitalt.
Som led i udmøntningen af bemyndigelsen
vil det indgå, at der i særlige tilfælde skal
være mulighed for at tage højde for borgere med
særlige behov og sikre, at disse betjenes på anden vis
end ved digital selvbetjening. Herved sikres det, at alle borgere,
også de der ikke må forventes at kunne benytte digitale
selvbetjeningsløsninger, fortsat kan komme i kontakt med
udenrigstjenesten og benytte sig af tjenestehandlingerne.
4. Lovforslagets
hovedpunkter
4.1. Udenrigstjenestens ydelse af konsulær
bistand
4.1.1. Personkredsen omfattet af retten til konsulær
bistand
4.1.1.1. Gældende ret
Det følger af lov om udenrigstjenesten
§ 1, stk. 3, at udenrigstjenesten yder bistand til danske
statsborgere. Denne bestemmelse blev indført i forbindelse
med vedtagelsen af lov nr. 150 af 13. april 1983 om
udenrigstjenesten. Af bemærkningerne til lovforslag nr. L 99
af 12. januar 1983 til lov om udenrigstjenesten, jf.
Folketingstidende 1982-83, tillæg A, spalte 1840-1841,
fremgår, at der ikke hermed var tilsigtet nogen ændring
i den hidtidige ordning på området.
Danmark er i medfør af artikel 20, stk.
2, litra c, i traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde (TEUF) og rådsbeslutning 95/553/EF om
konsulær beskyttelse, forpligtet til at yde bistand til andre
EU-landes ikkerepræsenterede statsborgere.
Rådsbeslutning 95/553/EF af 19. december 1995 om de
diplomatiske og konsulære repræsentationers beskyttelse
af Den Europæiske Unions borgere ophæves ved direktiv
(EU) 2015/637.
Det følger også af det nordiske
samarbejde, herunder Helsingforsaftalen af 23. marts 1962, at
Danmark skal bistå ikkerepræsenterede nordiske
statsborgere. Dette sker allerede i dag, ligesom de andre nordiske
lande bistår danske statsborgere i lande, hvor Danmark ikke
er repræsenteret.
I takt med udvidelsen af EU-samarbejdet og det
nordiske samarbejde har Danmark således forpligtet sig til
også at yde konsulær bistand til andre unionsborgere og
nordiske statsborgere. På tilsvarende vis kan danske
statsborgere få konsulær bistand fra andre nordiske
lande og andre EU-lande i lande, hvor Danmark ikke selv er
repræsenteret. Samarbejdet med de andre nordiske lande og
EU-lande er tæt og finder sted både i
håndteringen af enkeltsager og i krisesituationer.
Danmark har i en lang årrække
efter fast praksis også ydet bistand til udenlandske
statsborgere med fast bopæl i Danmark, der ikke er
unionsborgere eller nordiske statsborgere. Det drejer sig
hovedsageligt om anerkendte flygtninge og statsløse, som
ikke kan opnå konsulær bistand fra deres eget hjemland.
I de tilfælde, hvor en udenlandsk statsborger også har
mulighed for konsulær bistand fra sit eget hjemland, aftales
det i dag i hver enkelt sag, om det er Danmark eller hjemlandet,
som skal yde konsulær bistand. Wienerkonventionen af 24.
april 1963 om konsulære forbindelser garanterer alene
udtrykkeligt staters adgang til at yde konsulær bistand til
egne statsborgere, jf. afsnit 4.1.2.2.
Endelig bemærkes, at Danmark efter fast
praksis kan yde bistand til familiemedlemmer fra tredjelande uden
selvstændig ret til bistand, som ledsager personer med ret
til bistand. Dette gælder f.eks. i forbindelse med assisteret
udrejse og evakuering i krisesituationer. Karakteren af den
nærmere bistand beror på en konkret vurdering af de
nærmere omstændigheder, herunder hensynet til ikke at
adskille familier i krisesituationer.
4.1.1.2. Udenrigsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Det foreslås i lovforslagets § 1,
nr. 2, at lov om udenrigstjenesten § 1, stk. 3, ændres
således, at det kommer til at fremgå af loven, at der
ydes bistand ikke kun til danske statsborgere, men også til
ikkerepræsenterede unionsborgere og ikkerepræsenterede
nordiske statsborgere i tredjelande, samt til andre
udlændinge med fast bopæl i Danmark.
Baggrunden for den foreslåede
ændring af § 1, stk. 3, i lov om udenrigstjenesten om
konsulær bistand til ikkerepræsenterede unionsborgere i
tredjelande er, at det følger af artikel 2, stk. 1, i
Rådets direktiv (EU) 2015/637 om koordinations- og
samarbejdsforanstaltninger for at lette konsulær beskyttelse
af ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande og om
ophævelse af afgørelse 95/553/EF, at Danmark skal yde
konsulær bistand til ikkerepræsenterede borgere fra
andre medlemslande på samme vilkår som til Danmarks
egne statsborgere. Direktivet støtter det generelle princip
om forbud mod diskrimination.
Direktivet erstatter rådsbeslutning
95/553/EF om konsulær beskyttelse. Der er således ikke
tale om et nyt samarbejde inden for EU på det konsulære
område, men om en formalisering af det allerede eksisterende
samarbejde. Samarbejdet har hjemmel i artikel 20, stk. 2, litra c,
i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
(TEUF), hvoraf det fremgår, at unionsborgere har ret til
beskyttelse hos enhver medlemsstats diplomatiske og konsulære
myndigheder på samme vilkår som statsborgere i denne
medlemsstat i tredjelande, hvor den medlemsstat, som de er
statsborgere i, ikke er repræsenteret.
Lovforslaget medfører således
ikke ændringer i Danmarks nuværende forpligtelse til at
yde konsulær bistand til unionsborgere i tredjelande, der
ikke er repræsenterede i det pågældende land.
Baggrunden for den foreslåede
ændring om konsulær bistand til
ikkerepræsenterede nordiske statsborgere er, at den
nuværende lovgivning ikke afspejler den forpligtelse til at
yde bistand til andre nordiske statsborgere, som følger af
det nordiske samarbejde. Det bør således fremgå
af lovgivningen, hvilke forpligtelser den danske udenrigstjeneste
har over for statsborgere fra andre nordiske lande, der ikke er
repræsenterede i det pågældende tredjeland, og
følgelig, hvilke rettigheder de pågældende
personer har i forhold til den danske udenrigstjeneste.
Lovforslaget medfører ikke
ændringer i den nuværende praksis for ydelse af
konsulær bistand til ikkerepræsenterede nordiske
statsborgere, der følger af det nordiske samarbejde.
Baggrunden for den foreslåede
ændring om konsulær bistand til udlændinge med
fast bopæl i Danmark er, at den nuværende lovgivning
ikke afspejler den nuværende praksis. Den danske
udenrigstjeneste har i henhold til langvarig praksis ydet
konsulær bistand til udlændinge med fast bopæl i
Danmark.
Lovforslaget medfører således
ikke ændringer i forhold til den nuværende praksis for
ydelse af konsulær bistand til udlændinge med fast
bopæl i Danmark.
Endelig bemærkes, at det følger
af artikel 5 i direktivet, at Danmark skal yde konsulær
beskyttelse til familiemedlemmer, der ikke selv er unionsborgere og
som ledsager ikkerepræsenterede borgere i et tredjeland, i
samme udstrækning og på samme betingelser, som
gælder for familiemedlemmer til danske statsborgere.
Det foreslås i lovforlagets § 1,
nr. 4, at der i lov om udenrigstjenesten indsættes en
bemyndigelse i lovens § 1, stk. 4, for udenrigsministeren til
at fastsætte nærmere regler om udenrigstjenestens
konsulære bistand til ikkerepræsenterede unionsborgere
i tredjelande, herunder om bistand til ledsagende familiemedlemmer
fra tredjelande i krisesituationer samt finansielle procedurer
mv.
Det forventes, at udenrigsministeren som led i
udmøntningen af bemyndigelsen vil fastsætte regler om,
at familiemedlemmer til ikkerepræsenterede unionsborgere vil
modtage samme konsulære bistand som familiemedlemmer fra
tredjelande til danske statsborgere.
Lovforslaget medfører ikke
ændringer i forhold til den nuværende praksis for
ydelse af konsulær bistand til familiemedlemmer fra
tredjelande.
4.1.2. Omfanget af
konsulær bistand
4.1.2.1. Gældende ret
Det følger af lov om udenrigstjenesten
§ 1, stk. 3, at udenrigstjenesten yder bistand til danske
statsborgere.
De nærmere retningslinjer for
konsulær bistand er fastlagt i Udenrigsministeriets
Borgerserviceinstruks. Instruksen fastlægger retningslinjerne
bl.a. for bistand til danskere ved midlertidigt ophold i udlandet,
bistand til danskere med fast bopæl i udlandet, bistand i
straffesager og bistand ved dødsfald mv.
Der skelnes her mellem to former for
bistand:
? Konsulær bistand, der forudsætter
modtagerstatens (opholdslandets) accept. Det drejer sig om
konsulær adgang, herunder adgang til
fængselsbesøg mv., jf. Wienerkonventionens artikel
36.
? Andre former for bistand, der ikke kræver
modtagerstatens (opholdslandets) accept. Det drejer sig bl.a. om
kontakt til pårørende, vejledning om advokatbistand,
rejsevejledning, udstedelse af rejsedokumenter samt om bistand til
andre danske myndigheder i f.eks. straffesager og
æresrelaterede sager.
I karakteren og omfanget af den bistand der
ydes, sondres der ikke mellem, om bistanden ydes til danske
statsborgere, ikkerepræsenterede nordiske statsborgere,
ikkerepræsenterede unionsborgere eller udlændinge med
fast bopæl i Danmark. Wienerkonventionen af 24. april 1963 om
konsulære forbindelser garanterer udtrykkeligt kun staters
adgang til at yde konsulær bistand til egne statsborgere, jf.
afsnit 4.1.2.2.
4.1.2.2. Udenrigsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
I udgangspunktet ydes den samme
konsulære bistand til udlændinge med fast bopæl i
Danmark, til ikkerepræsenterede nordiske statsborgere og til
ikkerepræsenterede unionsborgere som til danske
statsborgere.
Wienerkonventionen af 24. april 1963 om
konsulære forbindelser garanterer udtrykkeligt kun staters
adgang til at yde konsulær bistand til egne statsborgere.
Hvis Danmark skal have mulighed for at yde konsulær bistand
som f.eks. fængselsbesøg til andre landes
statsborgere, forudsætter dette som udgangspunkt
modtagerstatens accept. Dette vil modtagerstaten i mange
tilfælde acceptere, herunder hvis der - som i tilfældet
ikkerepræsenterede unionsborgere og nordiske statsborgere -
kan indhentes fuldmagt fra vedkommendes hjemland. Men i andre
tilfælde vil modtagerstaten ikke acceptere dette. Det
gælder f.eks. i mange tilfælde, hvor borgere med
dobbelt statsborgerskab eller udlændinge med fast bopæl
i Danmark rejser tilbage til deres (andet) hjemland. Her vil
modtagerstaten kunne henvise til, at der er tale om landets egne
statsborgere og afstå fra at give Danmark konsulær
adgang.
I de tilfælde hvor udlændinge med
fast bopæl i Danmark har ønske om konsulær
bistand fra Danmark i deres eget hjemland eller i et tredjeland, og
i de tilfælde hvor en borger med dobbelt statsborgerskab har
ønske om konsulær bistand fra Danmark i sit andet
hjemland, vil Danmark søge at få konsulær adgang
(til f.eks. fængselsbesøg). I de tilfælde, hvor
modtagerstaten ikke accepterer dette, vil Danmark ikke kunne yde
dén konsulære bistand, som forudsætter
modtagerstatens accept. Danmark vil dog fortsat kunne yde andre
former for bistand, som ikke forudsætter modtagerstatens
accept, herunder kontakt til pårørende, vejledning om
advokatbistand, rejsevejledning, udstedelse af rejsedokumenter
mv.
I forhold til implementeringen af Rådets
direktiv (EU) 2015/637 om koordinations- og
samarbejdsforanstaltninger for at lette konsulær beskyttelse
af ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande og om
ophævelse af afgørelse 95/553/EF, foreslås det i
lovforslagets § 1, nr. 4, at der i lov om udenrigstjenesten
indsættes en bemyndigelse i lovens § 1, stk. 4, for
udenrigsministeren til at fastsætte nærmere regler om
udenrigstjenestens konsulære bistand til
ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande, herunder om
bistand til ledsagende familiemedlemmer fra tredjelande i
krisesituationer samt finansielle procedurer mv.
Baggrunden for forslaget er, at det
følger af artikel 2, stk. 1, og artikel 9 i direktivet, at
den beskyttelse, som udenrigstjenesten skal yde til
ikkerepræsenterede unionsborgere på samme vilkår
som til egne statsborgere, kan omfatte konsulær beskyttelse,
bl.a. hvis der er tale om anholdelse eller tilbageholdelse, ofre
for forbrydelser, en alvorlig ulykke eller alvorlig sygdom,
dødsfald, hjælp til og hjemtransport i en
nødsituation eller behov for et nødpas. Det er i
direktivet anført, at den fornødne beskyttelse vil
afhænge af den aktuelle situation, og at den konsulære
beskyttelse ikke bør begrænses til de situationer, der
specifikt er anført i direktivet.
Med direktivet opstilles der således
ikke nærmere retningslinjer for eller mindstekrav til,
hvilken konsulær bistand ikkerepræsenterede
unionsborgere i tredjelande har krav på, når blot der
ydes den samme konsulære bistand, herunder på samme
vilkår, som en dansk statsborger vil få i en
tilsvarende situation.
Baggrunden for forslaget er endvidere, at der
i direktivets artikel 8 er fastsat regler om identifikation af den
pågældende unionsborger og dennes eventuelle
familiemedlemmer. Udgangspunktet er, at ansøgere om
konsulær bistand skal dokumentere, at de er unionsborgere,
ved at fremvise deres pas eller identitetskort.
Det forventes, at udenrigsministeren som led i
udmøntningen af bemyndigelsen vil fastsætte regler om,
at ikkerepræsenterede unionsborgere vil modtage
konsulær bistand på samme vilkår som danske
statsborgere, samt om krav til identifikation.
Baggrunden for forslaget er også, at det
følger af artikel 3 i direktivet, at den medlemsstat, der
ikke er repræsenteret i det tredjeland, hvor en af det
pågældende lands statsborgere har anmodet et
repræsenteret unionsland om konsulær beskyttelse, kan
vælge at overtage sagen om konsulær beskyttelse uagtet
landet ikke er repræsenteret i det pågældende
tredjeland.
Med direktivet gives der således
mulighed for, at Danmark - trods fravær af
repræsentation i det tredjeland, hvor en dansk statsborgers
behov for konsulær bistand er opstået - kan vælge
at overtage bistanden til den pågældende borger, i
stedet for, at borgeren modtager anden og eventuel mere bekostelig
bistand end den danske bistand fra det medlemsland, som borgeren
har anmodet om konsulær bistand.
De nærmere retningslinjer for omfanget
af den konsulære bistand vil også fremover være
beskrevet i Udenrigsministeriets Borgerserviceinstruks.
Det forventes, at udenrigsministeren som led i
udmøntningen af bemyndigelsen vil fastsætte regler om,
at udenrigstjenesten kan overtage den konsulære bistand til
danske statsborgere, til trods for at Danmark ikke er
repræsenteret i det tredjeland, hvor behovet for bistand er
opstået.
Lovforslaget ændrer således ikke
ved de eksisterende retningslinjer for ydelse af konsulær
bistand.
Direktivet medfører ikke en
harmonisering af den konsulære bistand, og berører
ikke medlemsstaternes kompetence til at fastlægge omfanget af
den bistand, som ydes til danske statsborgere. Danmark vil
således fortsat følge national praksis og yde den
samme konsulære bistand til ikkerepræsenterede
unionsborgere, som der ydes til danske statsborgere.
4.1.3. Koordinations- og
samarbejdsforanstaltninger
4.1.3.1. Gældende ret
Der har ikke før vedtagelsen af
Rådets direktiv (EU) 2015/637 om koordinations- og
samarbejdsforanstaltninger for at lette konsulær beskyttelse
af ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande og om
ophævelse af afgørelse 95/553/EF været fastlagt
nærmere regler for koordinations- og
samarbejdsforanstaltninger for bistand til ikkerepræsenterede
unionsborgere.
Det følger af artikel 4 i
rådsbeslutning 95/553/EF om konsulær beskyttelse, at de
diplomatiske og konsulære repræsentationer kan aftale
praktiske ordninger med henblik på en effektiv forvaltning af
ansøgninger om beskyttelse, men disse ordninger har ikke
været formaliseret.
Uagtet, at der ikke er fastsat formaliserede
ordninger til brug for forvaltning af anmodninger om konsulær
bistand, sker der i dag udveksling af personoplysninger mellem
danske og udenlandske myndigheder i forbindelse med behandling af
sager om anmodninger om konsulær bistand. Dette sker bl.a.
med henblik på stillingtagen til, om hjemlandet for den
ikkerepræsenterede borger selv ønsker at yde bistand
til den pågældende borger i stedet for at lade den
pågældende modtage dansk konsulær bistand.
Tilsvarende kan det ske med henblik på stillingtagen til, om
Danmark selv ønsker at yde bistand til en dansk statsborger
i et land, hvor Danmark ikke er repræsenteret, i stedet for
at lade det land, hvor den pågældende har anmodet om
bistand, yde denne bistand.
Fra den 25. maj 2018 finder
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27.
april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af
sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv
965/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) - herefter kaldet
databeskyttelsesforordningen - anvendelse.
Til supplering af databeskyttelsesforordningen
har justitsministeren den 25. oktober 2017 fremsat lovforslag L 68
om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af
fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger
og om fri udveksling af sådanne oplysninger
(databeskyttelsesloven). Det fremgår af forslaget til
databeskyttelsesloven, at lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling
af personoplysninger (persondataloven) ophæves og at loven
træder i kraft den 25. maj 2018.
Det følger af databeskyttelseslovens
§ 4, stk. 2, at loven gælder for den behandling, som
udføres af de danske diplomatiske
repræsentationer.
Databeskyttelsesforordningens kapitel V
regulerer overførsel af personoplysninger til
tredjelande.
Bestemmelserne i kapitel V bygger imidlertid
på en forudsætning om, at der mellem alle EU-lande frit
kan ske overførsel af personoplysninger, fordi alle landene
i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen har
gennemført regler, der sikrer et tilstrækkeligt
beskyttelsesniveau. Denne adgang til fri dataoverførsel
EU-landene imellem gælder dog kun ved behandling af
personoplysninger, der falder inden for
databeskyttelsesforordningens anvendelsesområde.
Udveksling af personoplysninger medlemsstater
imellem med henblik på ydelse af konsulær bistand til
ikkerepræsenterede borgere kan således ske efter de
almindelige betingelser i databeskyttelsesforordningen. Det
indebærer bl.a., at de grundlæggende principper i
databeskyttelsesforordningens artikel 5 iagttages, samt at der er
hjemmel til at foretage behandlingen, jf.
databeskyttelsesforordningens artikel 6-11.
Det følger bl.a. af
databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra c, at
oplysninger som behandles, skal være tilstrækkelige,
relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i
forhold til det formål, hvortil oplysningerne behandles.
Endvidere følger det af
databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra a, artikel
9, stk. 2, litra a, samt databeskyttelseslovens § 8, stk. 2,
nr. 1, at der kan behandles og videregives oplysninger om den
registrerede, hvis den registrerede har givet sit udtrykkelige
samtykke hertil.
Herudover kan der for eksempel behandles og
videregives personoplysninger, hvis behandlingen er
nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave, der
henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den
dataansvarlige eller en tredjemand, til hvem oplysningerne
videregives, har fået pålagt, jf.
databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e. Det kan
for eksempel være ydelse af konsulær bistand.
Oplysninger af den i
databeskyttelsesforordningens artikel 9 nævnte karakter,
herunder oplysninger om helbredsforhold, kan for eksempel behandles
og videregives, hvis behandlingen er nødvendig for, at et
retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller
forsvares, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2,
litra f. Det kan for eksempel være i forbindelse med
stillingtagen til, om konsulær bistand til en
ikkerepræsenteret borger skal ydes af en dansk
repræsentation eller af den pågældendes
hjemland.
Oplysninger om strafbare forhold, kan for
eksempel videregives, hvis videregivelsen er nødvendig for
udførelsen af en myndigheds virksomhed eller
påkrævet for en afgørelse, som myndigheden skal
træffe, jf. databeskyttelseslovens § 8, stk. 2, nr. 3.
Det kan ligeledes eksempelvis være i forbindelse med
stillingtagen til, om konsulær bistand til en
ikkerepræsenteret borger skal ydes af en dansk
repræsentation eller af den pågældendes
hjemland.
4.1.3.2. Udenrigsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Det foreslås i lovforlagets § 1,
nr. 4, at der i lov om udenrigstjenesten indsættes en
bemyndigelse i lovens § 1, stk. 4, for udenrigsministeren til
at fastsætte nærmere regler om udenrigstjenestens
konsulære bistand til ikkerepræsenterede unionsborgere
i tredjelande. Dette omfatter også regler om koordinations-
og samarbejdsforanstaltninger med de andre EU-medlemslande,
herunder om udveksling af oplysninger.
Baggrunden for forslaget er, at det
følger af artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv (EU)
2015/637 om koordinations- og samarbejdsforanstaltninger for at
lette konsulær beskyttelse af ikkerepræsenterede
unionsborgere i tredjelande og om ophævelse af
afgørelse 95/553/EF, at ikkerepræsenterede
unionsborgere har ret til at søge konsulær beskyttelse
hos enhver anden medlemsstats ambassade eller konsulat.
Hvor der, som beskrevet i direktivets artikel
7, stk. 2, medlemslande imellem er indgået praktiske
ordninger om deling af ansvar for ydelse af konsulær
beskyttelse til ikkerepræsenterede borgere, skal den
repræsentation, hvor den pågældende
ikkerepræsenterede borger søger konsulær
beskyttelse, men som ifølge den aftalte praktiske ordning
med en anden medlemsstat, ikke er kompetent til at yde
konsulær beskyttelse i det konkrete tilfælde,
videresende ansøgningen fra borgeren til den kompetente
repræsentation, jf. direktivets artikel 7, stk. 3.
Det følger af direktivets artikel 2,
stk. 2, at medlemsstaterne skal træffe afgørelse om,
hvorvidt direktivet skal finde anvendelse på den
konsulære beskyttelse, der ydes af honorære
konsuler.
Det forventes, at udenrigsministeren som led i
udmøntningen af bemyndigelsen vil fastsætte regler om,
at ikkerepræsenterede borgere har ret til at søge
konsulær bistand hos danske ambassader eller konsulater, men
at konkrete aftaler medlemslande imellem om deling af ansvar for
ydelse af konsulær bistand medfører en forpligtelse
for en ikke-kompetent dansk repræsentation til at videresende
ansøgningen til den ifølge aftalen kompetente
medlemsstats repræsentation.
Videre forventes udenrigsministeren at ville
fastsætte regler om, at udenrigstjenesten skal underrette
Kommissionen og EU-udenrigstjenesten om praktiske ordninger aftalt
mellem medlemsstater om deling af ansvar for ydelse af
konsulær bistand til ikkerepræsenterede borgere i
tredjelande.
Baggrunden for forslaget er endvidere, at det
følger af direktivets artikel 10, at medlemsstaterne
arbejder tæt sammen og koordinerer med hinanden og Unionen
for at sikre beskyttelse af ikkerepræsenterede borgere i
overensstemmelse med direktivets artikel 2.
Det fastslås nærmere i artikel 10,
at når en medlemsstat modtager en anmodning om konsulær
beskyttelse fra en person, som hævder at være en
ikkerepræsenteret borger, eller underrettes om, at en
ikkerepræsenteret borger befinder sig i en individuel
nødsituation, konsulterer den omgående
udenrigsministeriet i den medlemsstat, hvor borgeren hævder
at være statsborger, eller, hvis det er
hensigtsmæssigt, denne medlemsstats kompetente ambassade
eller konsulat, og giver den alle relevante tilgængelige
oplysninger, herunder vedrørende den pågældende
persons identitet, eventuelle omkostninger ved konsulær
beskyttelse, og vedrørende eventuelle familiemedlemmer, der
også kan være behov for at yde konsulær
beskyttelse til. Denne konsultation skal finde sted inden
beskyttelsen ydes, medmindre der er tale om særligt hastende
tilfælde. Den bistående medlemsstat letter også
udvekslingen af oplysninger mellem den pågældende
borger og myndighederne i den medlemsstat, hvor borgeren er
statsborger.
Efter anmodning giver medlemsstaten, hvor
borgeren er statsborger, den bistående medlemsstats
udenrigsministerium eller kompetente ambassade eller konsulat alle
relevante oplysninger i den pågældende sag.
Medlemsstaten har også ansvaret for al nødvendig
kontakt med familiemedlemmer eller andre relevante personer eller
myndigheder.
Baggrunden for forslaget er endvidere, at der
i direktivets artikel 12 og 13 er fastsat regler om lokale
samarbejdsmøder med deltagelse af medlemsstaternes
repræsentationer med henblik på at sikre effektiv
beskyttelse af ikkerepræsenterede borgere samt koordinering
af beredskabsplaner for medlemslande repræsenteret i
tredjelande.
Det forventes, at udenrigsministeren som led i
udmøntningen af bemyndigelsen vil fastsætte regler om
udenrigstjenestens udveksling af oplysninger med andre
medlemsstaters relevante myndigheder som led i behandlingen af
konkrete sager om konsulær bistand til
ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande.
Udveksling af personoplysninger som led i
samarbejdet med relevante myndigheder i andre EU-lande skal ske
inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen og
databeskyttelsesloven.
Endvidere forventes det, at udenrigsministeren
som led i udmøntningen af bemyndigelsen vil fastsætte
regler om danske repræsentationers forpligtelse til at
deltage i lokalt samarbejde med henblik på at sikre effektiv
bistand af ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande
samt om repræsentationernes deltagelse i samarbejde om og
planlægning af kriseberedskab.
4.1.4. Finansielle
procedurer
4.1.4.1. Gældende ret
Det følger af artikel 6 i
rådsbeslutning 95/553/EF om konsulær beskyttelse, at
unionsborgere ikke kan modtage udlæg, pengehjælp eller
få udgifter dækket uden tilladelse fra de kompetente
myndigheder i den medlemsstat, hvor den pågældende er
statsborger, nærmere bestemt fra enten Udenrigsministeriet
eller den nærmeste diplomatiske mission. Det følger
videre, at medmindre myndighederne i den medlemsstat, hvor
ansøgeren er statsborger, udtrykkeligt frafalder kravet om
tilbagebetaling, skal ansøgeren forpligte sig til at
tilbagebetale den fulde værdi af udlægget eller
pengehjælpen, samt de afholdte udgifter og eventuelle
konsulære gebyrer, som de kompetente myndigheder giver
meddelelse om. Regeringen i den medlemsstat, hvor ansøgeren
er statsborger, refunderer alle omkostninger på
begæring af myndighederne i den medlemsstat, som yder den
konsulære beskyttelse.
Dette betyder, at en dansker, som opholder sig
i et land, hvor Danmark ikke er repræsenteret, kun kan
få økonomisk bistand, hvis Udenrigsministeriet giver
bemyndigelse til det - og at dette vil ske med krav om fuld
tilbagebetaling. Danmark vil derefter refundere omkostningerne til
det medlemsland, som har ydet bistand til den danske
statsborger.
4.1.4.2. Udenrigsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Det foreslås i lovforlagets § 1,
nr. 4, at udenrigsministeren i lov om udenrigstjenesten § 1,
stk. 4, bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om
udenrigstjenestens konsulære bistand til
ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande. Dette
omfatter også regler om finansielle procedurer.
Baggrunden for forslaget er bl.a., at der i
artikel 14 i Rådets direktiv (EU) 2015/637 om koordinations-
og samarbejdsforanstaltninger for at lette konsulær
beskyttelse af ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande
og om ophævelse af afgørelse 95/553/EF, er fastsat
nærmere regler om de finansielle procedurer i forbindelse med
ydelse af konsulær beskyttelse til ikkerepræsenterede
unionsborgere i tredjelande.
Direktivet indeholder en mere detaljeret
beskrivelse af de finansielle procedurer end rådsbeslutning
95/553/EF, men de grundlæggende principper videreføres
uændret.
Der er i direktivet fastsat regler om, at der
i visse tilfælde kan kræves tilbagebetaling fra den
ikkerepræsenterede borger, som beskyttelsen ydes til. Det
følger således af direktivets artikel 14, stk. 1, at
de ikkerepræsenterede borgere forpligter sig til at
tilbagebetale omkostningerne for den konsulære beskyttelse
til de medlemsstater, hvor de er statsborgere, på samme
vilkår som statsborgere i den bistående medlemsstat.
Ikkerepræsenterede borgere pålægges kun at
tilbagebetale de omkostninger, som statsborgere i den
bistående medlemsstat ville have afholdt under samme
vilkår.
Der er i direktivet også fastsat regler
om, at den ikkerepræsenterede medlemsstat kan afkræves
godtgørelse for udgifterne til den konsulære
beskyttelse. Det følger således af direktivets artikel
14, stk. 2, at den bistående medlemsstat kan anmode om
godtgørelse af de i artikel 14, stk. 1, omhandlede
omkostninger fra den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede
borger er statsborger.
Videre følger det af artikel 14, stk.
2, at den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er
statsborger, godtgør disse omkostninger inden for en rimelig
frist på højst 12 måneder. Den medlemsstat, hvor
den ikkerepræsenterede borger er statsborger, kan anmode den
pågældende ikkerepræsenterede borger om at
godtgøre disse omkostninger.
Der er endvidere i direktivet fastsat regler
om, at den bistående medlemsstat i visse tilfælde af
den ikkerepræsenterede medlemsstat kan kræve
godtgørelse for usædvanlig høje udgifter i
forbindelse med rejse, logi eller oversættelse for de
diplomatiske eller konsulære myndigheder i forbindelse med
ikkerepræsenterede borgeres anholdelse eller
tilbageholdelse.
Baggrunden for forslaget er også, at der
i artikel 15 i direktivet er fastsat nærmere regler for
forenklede finansielle procedurer i forbindelse med
krisesituationer.
Det forventes, at udenrigsministeren som led i
udmøntningen af bemyndigelsen vil fastsætte regler om
de finansielle procedurer som led i behandlingen af konkrete sager
om konsulær bistand til ikkerepræsenterede
unionsborgere i tredjelande.
Det forventes også, at
udenrigsministeren vil fastsætte regler, der berettiger
udenrigstjenesten til at modtage godtgørelse for
konsulær bistand fra det ikkerepræsenterede land, og
regler, som berettiger udenrigstjenesten til at udbetale
godtgørelse til andre medlemslande, der har ydet
konsulær bistand til ikkerepræsenterede danske
statsborgere.
Udveksling af personoplysninger som led i
samarbejdet med relevante myndigheder i andre EU-lande skal ske
inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen og
databeskyttelsesloven.
4.2. Indførelse af obligatorisk digital
kommunikation i forhold til tjenestehandlinger i
udenrigstjenesten
4.2.1. Gældende ret
4.2.1.1. Tjenestehandlinger i udenrigstjenesten
I henhold til § 14, stk. 1, i lov om
udenrigstjenesten erlægges der gebyr for tjenestehandlinger i
udenrigstjenesten. Tjenestehandlinger i udenrigstjenesten omfatter
handlinger foretaget af Udenrigsministeriet, diplomatiske og
konsulære repræsentationer samt handelskontorer.
Tjenestehandlinger omfatter bl.a. legaliseringer, ekspeditioner
vedrørende pas, visumudstedelse, opholds- og/eller
arbejdstilladelser, oversættelser etc. En udførlig
oversigt over tjenestehandlinger fremgår af
bekendtgørelse nr. 1467 af 11. december 2017 om betaling for
tjenestehandlinger i udenrigstjenesten. Bekendtgørelsen
opdateres årligt.
Borgere og virksomheder kan i dag enten ved
personligt fremmøde i Udenrigsministeriet, på
diplomatiske og konsulære repræsentationer samt
handelskontorer eller skriftligt per post og per e-mail eller
telefonisk anmode om en tjenestehandling. Betalingen kan
foregå kontant samt med kreditkort ved personligt
fremmøde i ekspeditionstiden, eller hvis anmodningen sker
skriftligt ved bankoverførsel, hvor kvitteringen fremsendes
med anmodningen om tjenestehandlingen.
I forbindelse med f.eks. legalisering af et
offentligt dansk dokument til brug for dokumentation i udlandet har
borgere i dag mulighed for at få deres dokument
påtegnet ved personligt fremmøde i
Udenrigsministeriet, ved at fremsende dokumentet med almindelig
post til Udenrigsministeriet eller ved at rekvirere påtegning
digitalt via Udenrigsministeriets webshop. Ved personligt
fremmøde medbringer borgeren sit dokument, som kontrolleres
og derefter stemples og udleveres med det samme. Gebyret for
legaliseringen afregnes enten kontant eller med betalingskort.
Vælger borgeren at indsende dokumentet med post, skal gebyret
forinden overføres til Udenrigsministeriets bankkonto. Ved
modtagelsen kontrolleres samt stemples dokumentet og returneres til
borgeren med post. Vælger borgeren at rekvirere
legaliseringen digitalt via Udenrigsministeriets webshop, skal
betalingen foregå online. Ved modtagelsen kontrolleres samt
stemples dokumentet og returneres til borgeren enten med almindelig
post eller med digital post.
4.2.1.2. Grundlæggende forvaltningsretlige principper
mm.
Der gælder i dag ingen formkrav til,
hvordan borgere og virksomheder skal anmode udenrigstjenesten om
tjenestehandlinger. Dette er i overensstemmelse med det almindelige
forvaltningsretlige princip om, at borgerne som udgangspunkt, det
vil sige, hvor der ikke i lovgivningen er fastsat særlige
formkrav, har ret til at henvende sig til den offentlige
forvaltning i den form, de selv ønsker, forudsat at den
offentlige forvaltning teknisk er i stand til at modtage
henvendelser i denne form. Dette følger af
bemærkningerne til lovforslag nr. L 72 af 30. januar 2002 til
forvaltningsloven, jf. Folketingstidende 2001-02 (2. samling),
tillæg A, s. 2062, der indførte bestemmelsen i §
32 a i lov nr. 215 af 22. april 2002 (forvaltningsloven).
Det bemærkes i denne sammenhæng,
at forvaltningslovens § 32 a giver mulighed for, at
vedkommende minister kan fastsætte regler om ret til at
anvende digital kommunikation ved henvendelser til den offentlige
forvaltning og om de nærmere vilkår herfor, herunder
fravige formkrav i lovgivningen, der hindrer anvendelsen af digital
kommunikation. Forvaltningslovens § 32 a åbner
imidlertid alene op for, at der kan fastsættes regler, der
giver borgeren en ret til at kommunikere digitalt med det
offentlige, men ikke mulighed for at fastsætte en pligt for
borgeren til at kommunikere digitalt.
Af forvaltningsloven følger endvidere
nærmere regler for den offentlige forvaltnings behandling af
sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en
forvaltningsmyndighed, herunder om vejledningspligt og ret for en
part til at lade sig repræsentere af andre, jf.
forvaltningslovens § 2, § 7, stk. 1, og § 8.
Også uden for de tilfælde, hvori der er eller vil blive
truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, bør
offentlige myndigheder i medfør af god forvaltningsskik yde
vejledning til personer eller virksomheder, som myndigheden er i
kontakt med.
4.2.1.3. Persondatabeskyttelse
Databeskyttelsesforordningen omfatter
behandling af enhver form for information om en identificeret eller
identificerbar fysisk person. Heraf følger, at
udenrigstjenesten skal iagttage databeskyttelsesforordningen ved
sit virke og håndtering af personoplysninger samt ved
udvikling og implementering af digitale
selvbetjeningsløsninger.
Efter databeskyttelsesforordningens artikel
32, skal den dataansvarlige og databehandleren under hensynstagen
til det aktuelle tekniske niveau, implementeringsomkostningerne og
den pågældende behandlings karakter, omfang,
sammenhæng og formål samt risiciene af varierende
sandsynlighed og alvor for fysiske personers rettigheder og
frihedsrettigheder gennemføre passende tekniske og
organisatoriske foranstaltninger for at sikre et sikkerhedsniveau,
der passer til disse risici.
Endvidere skal der ved brug af f.eks. NemID,
digital signatur eller lignende gives sikkerhed for afsenders og
modtagers identitet (autenticitet) og for, at meddelelsen ikke er
blevet ændret undervejs (integritet).
4.2.2. Udenrigsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
4.2.2.1. Tjenestehandlinger i udenrigstjenesten
Det foreslås, at der i lov om
udenrigstjenesten § 14 indsættes et nyt stk. 4, der
bemyndiger udenrigsministeren til ved bekendtgørelse at
fastsætte regler om, at kommunikation mellem
udenrigstjenesten og borgere og virksomheder i forbindelse med
tjenestehandlinger, for hvilke der erlægges gebyr efter
regler fastsat i medfør af lovens § 14, stk. 1, helt
eller delvist skal foregå digitalt. Det omfatter ligeledes
fastsættelse af regler om anvendelse af bestemte it-systemer,
fravigelse af obligatorisk digital kommunikation grundet
særlige forhold og ekstraordinære situationer samt om,
hvornår en digital meddelelse anses for at være kommet
frem.
Med lovforslaget sikres således den
fornødne hjemmel til, at udenrigsministeren kan
fastsætte regler om, at udenrigstjenesten kan kræve, at
borgere og virksomheder anvender de digitale
selvbetjeningsløsninger, som udenrigstjenesten stiller til
rådighed. Loven skal være med til at sikre, at der ikke
er forhold og formkrav i lovgivningen, der hindrer, at
kommunikationen helt eller delvist skal foregå digitalt.
En konsekvens af bemyndigelsen, når den
bliver udmøntet, vil således være, at
rekvisition af sådanne tjenestehandlinger, hvor der er
fastsat regler om obligatorisk digital kommunikation, som
udgangspunkt ikke længere kan indgives per almindelig post,
per e-mail, telefonisk eller ved personligt fremmøde, men
alene skal foregå digitalt ved brug af
selvbetjeningsløsninger. Den primære
kommunikationskanal bliver således, efter det
foreslåede, digital. Der vil blive mulighed for at tage
hensyn til personer, hvor særlige forhold gør sig
gældende, jf. bemærkninger til lovforslagets §
1.
Baggrunden for, at det skal være helt
eller delvist obligatorisk at kommunikere digitalt med
udenrigstjenesten i forbindelse med tjenestehandlinger er bl.a. et
ønske om at bevæge sig mod en hurtigere og en mere
effektiv kommunikation samt en optimering af arbejdsgange hos
både borgere, virksomheder og udenrigstjenesten i takt med,
at tjenestehandlinger i udenrigstjenesten digitaliseres. En digital
kommunikation muliggør desuden, at borgere og virksomheder
undgår merudgifter til f.eks. forsendelse.
Det forventes, at bemyndigelsen for
udenrigsministeren til administrativt at fastsætte regler om
obligatorisk digital kommunikation i forbindelse med
tjenestehandlinger i udenrigstjenesten vil blive udmøntet i
takt med, at de forskellige tilbudte tjenestehandlinger
digitaliseres.
I første omgang vil bemyndigelsen blive
udnyttet til at fastsætte regler om, at borgere og
virksomheder skal anvende den digitale selvbetjeningsløsning
for så vidt angår legalisering af dokumenter, ligesom
betaling for legaliseringsydelser skal foretages via den online
betalingsløsning, der stilles til rådighed af
Udenrigsministeriet.
Fremover vil borgeren skulle bestille og
betale for en legaliseringsydelse online via Udenrigsministeriets
webshop. I forbindelse med rekvireringen vil borgeren skulle
vælge antallet af dokumenter, der skal legaliseres, indtaste
kontaktoplysninger og derefter afregne gebyret via
betalingsløsningen hos DIBS. Efterfølgende udfyldes
oplysninger om selve dokumentet, herunder hvilken type dokument der
er tale om (digitalt eller originalt) og om, hvorledes man
ønsker det håndteret: fremsendt elektronisk, med post
eller udlevering ved personligt fremmøde.
Det forventes, at bemyndigelsen
efterfølgende vil blive udnyttet til at fastsætte
yderligere regler om obligatorisk digital kommunikation, når
forventeligt flere
digitaliseringsløsninger/selvbetjeningsløsninger for
en række andre tjenestehandlinger, herunder ansøgning
om pas, visum, arbejds- og/eller opholdstilladelse etc.,
implementeres.
4.2.2.2. Grundlæggende forvaltningsretlige principper
mm.
Ud over de krav om obligatorisk digital
kommunikation, som udenrigsministeren forventes administrativt at
fastsætte som led i udmøntningen af den
foreslåede bemyndigelse, og som er en fravigelse af det
almindelige forvaltningsretlige princip om formfrihed ved
henvendelse til offentlige myndigheder, vil der ikke ske
ændringer i de grundlæggende forvaltningsretlige regler
og principper mv., som gælder for offentlige myndigheder.
De digitale løsninger, som
udenrigstjenesten stiller til rådighed, vil typisk være
en selvbetjeningsløsning på Udenrigsministeriets, de
diplomatiske og konsulære repræsentationers samt
handelskontorernes hjemmesider.
Udenrigstjenesten sikrer, at de digitale
selvbetjeningsløsninger er brugervenlige og
tilgængelige, så stadig flere borgere og virksomheder
kan anvende og blive fortrolige med anvendelsen af de digitale
løsninger. Løsningerne vil leve op til
fællesoffentlige standarder for it-løsninger, hvor
disse er fastsat, herunder de fællesoffentlige
tilgængelighedsstandarder.
Hvis en anmodning til udenrigstjenesten om
tjenestehandlinger er mangelfuld, herunder på grund af
manglende anvendelse af den obligatoriske digitale
selvbetjeningsløsning, vil udenrigstjenesten fortsat skulle
yde vejledning til borgeren i medfør af forvaltningslovens
§ 7 i sager, hvor der er eller vil blive truffet
afgørelse af en forvaltningsmyndighed, og i øvrigt
bør der i forhold til tjenestehandlinger, hvor der ikke
træffes afgørelse, ydes vejledning i medfør af
god forvaltningsskik.
Kun hvis borgeren, f.eks. inden for en fastsat
frist, ikke har rettet op på de mangler, som den
pågældende ved vejledning er gjort opmærksom
på, kan ansøgningen mv. afvises eller oplysningerne
anses for ikke at være modtaget. En afvisning af at tage en
sag under realitetsbehandling er en afgørelse i
forvaltningslovens forstand og vil således skulle overholde
forvaltningslovens regler herom. En sådan afgørelse om
afvisning vil normalt ikke hindre, at sagen senere genoptages,
når en fyldestgørende ansøgning er
indsendt.
Lovforslaget ændrer således ikke
på, hvordan udenrigstjenesten skal eller bør yde
vejledning i tilknytning til henvendelser vedrørende
tjenestehandlinger. Det er således udenrigstjenestens pligt
at informere om anvendelsen af de konkrete
selvbetjeningsløsninger og i øvrigt i
fornødent omfang som hidtil, at yde vejledning og bistand
til personer, der retter henvendelse om spørgsmål
inden for udenrigstjenestens sagsområde. Herunder vil
udenrigstjenesten skulle hjælpe borgere, der ikke har
mulighed for at ansøge mv. på den måde, som
udenrigstjenesten generelt anviser, på samme måde som
en myndighed har pligt til det i dag.
Det bemærkes i øvrigt, at
personer fortsat vil kunne lade sig repræsentere, jf.
forvaltningslovens § 8, i samme omfang som hidtil. Det er
således hensigten, at udenrigstjenesten tilrettelægger
håndteringen af de konkrete digitale
selvbetjeningsløsninger, så der fortsat gives mulighed
for partsrepræsentation.
4.2.2.3. Persondatabeskyttelse
Der sker med den foreslåede bemyndigelse
ikke ændringer i forhold til den persondatabeskyttelse, som
Udenrigsministeriet er forpligtet til at påse i forbindelse
med elektronisk behandling af personoplysninger i medfør af
databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.
Det forudsættes således, at de
digitale systemer, som udenrigstjenesten stiller til rådighed
for ansøgning, rekvirering, afregning mv. indrettes på
en sådan måde, at det kan identificeres, hvem der har
indgivet ansøgningen, rekvireringen, afregningen mv. Dette
gælder uanset om der administrativt er fastsat regler om
obligatorisk digital kommunikation, eller om det er frivilligt at
benyttet den digitale selvbetjeningsløsning.
Der stilles krav om anvendelse af en sikker
identifikation af borgeren i form af den nødvendige digitale
signatur som eksempelvis NemID eller en digital signatur med et
sikkerhedsniveau svarende til OCES-standarden eller højere,
og som er teknisk kompatible med OCES, eksempelvis NemID.
Ved anvendelse af digital signatur skal der
være tale om en digital signatur baseret på den til
enhver tid gældende OCES-standard, som er fastlagt i
certifikatpolitik for OCES-personcertifikater og certifikatpolitik
for OCES-medarbejdercertifikater, såsom NemID.
Forudsætningen for at kunne udstede
digitale signaturer efter OCES-standarden er, at udsteder har
indgået aftale med Digitaliseringsstyrelsen blandt andet om
at overholde OCES-certifikatpolitikken og underlægge sig
Digitaliseringsstyrelsens tilsyn.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for
det offentlige
Lovforslaget vedrørende ydelse af
konsulær bistand medfører ikke økonomiske eller
administrative konsekvenser for det offentlige.
De administrative regler om obligatorisk
digital kommunikation, som udenrigsministeren vil fastætte
som led i udmøntningen af bemyndigelsen, der foreslås
indsat i et nyt stk. 4 i § 14 i lov om udenrigstjenesten,
forventes at give økonomiske besparelser i forbindelse med
administrationen af de pågældende områder. Ved at
udfase papirblanketter og formularer, sådan at alle borgere
betjener sig selv ved hjælp af de digitale løsninger,
som udenrigstjenesten stiller til rådighed, kan dennes
administration tilrettelægges mere effektivt, og
tidskrævende indtastninger kan undgås.
Det vurderes, at lovforslaget også vil
medføre administrative lettelser på de berørte
områder. Overgangen til digital kommunikation er direkte
medvirkende til, at sagsgange og processer i udenrigstjenesten
forenkles og nedsætter den anvendte tid til
sagsbehandling.
Lovforslaget vil på sigt medføre
gradvist større lettelser i den offentlige administration,
efterhånden som digitaliseringsgraden øges.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv.
Lovforslaget vedrørende ydelse af
konsulær bistand medfører ikke økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
De administrative regler om obligatorisk
digital kommunikation, som udenrigsministeren vil fastætte
som led i udmøntningen af bemyndigelsen, der foreslås
indsat i et nyt stk. 4 i § 14 i lov om udenrigstjenesten,
forventes at gøre det lettere for erhvervslivet at
rekvirere, afregne og modtage visse gebyrbelagte
tjenestehandlinger.
7. Administrative
konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vedrørende ydelse af
konsulær bistand medfører ikke administrative
konsekvenser for borgerne.
De administrative regler om obligatorisk
digital kommunikation, som udenrigsministeren vil fastætte
som led i udmøntningen af bemyndigelsen, der foreslås
indsat i et nyt stk. 4 i § 14 i lov om udenrigstjenesten,
får begrænsede administrative konsekvenser for
borgerne.
Lovforslaget indebærer en
begrænsning af borgernes mulighed for at vælge, hvordan
de henvender sig til udenrigstjenesten på de områder,
der er omfattet af lovforslaget. En stor del af borgerne anvender
allerede i dag digital selvbetjening på andre områder.
Digital selvbetjening indebærer lettelser og mere fleksibel
borgerbetjening for de borgere, der allerede har digitale
kompetencer, herunder mulighed for at ansøge mv. på
det tidspunkt, som passer borgeren. Borgere, som ikke er fortrolige
med anvendelsen af it, vil få hjælp eller i
særlige tilfælde blive henvist til at betjene sig
på anden vis og således som hidtil få den
fornødne vejledning og service fra udenrigstjenesten. Det
må dog forventes, at visse borgere skal bruge tid på at
indrette sig på de nye sagsgange.
8. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke
miljømæssige konsekvenser.
9. Forholdet til
EU-retten
Lovforlaget vedrørende ydelse af
konsulær bistand implementerer Rådets direktiv (EU)
2015/637 af 20. april 2015 om koordinations- og
samarbejdsforanstaltninger for at lette konsulær beskyttelse
af ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande og om
ophævelse af afgørelse 95/553/EF.
De administrative regler om obligatorisk
digital kommunikation, som udenrigsministeren vil fastætte
som led i udmøntningen af bemyndigelsen, der foreslås
indsat i et nyt stk. 4 i § 14 i lov om udenrigstjenesten,
indeholder ikke direkte EU-retlige aspekter. Det vurderes dog, at
lovforslaget er i overensstemmelse med EU-Kommissionens
handlingsplan for e-forvaltning fra december 2010. Handlingsplanen
har blandt andet fokus på borgernes og virksomhedernes
styrkede muligheder for at anvende elektroniske
forvaltningstjenester, ligesom handlingsplanen blandt andet
søger at øge effektiviteten i offentlige
forvaltninger.
10. Hørte
myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra
den 20. december 2017 til den 19. januar 2018 været
tilgængeligt på høringsportalen og sendt i
høring hos følgende myndigheder og
organisationer:
Beskæftigelsesministeriet, Børne-
og Socialministeriet, Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet,
Erhvervsministeriet, Finansministeriet, Forsvarsministeriet,
Justitsministeriet, Kirkeministeriet, Kulturministeriet,
Miljø- og Fødevareministeriet, Rigsombudsmanden i
Grønland, c/o Statsministeriet, Rigsombudsmanden på
Færøerne, c/o Statsministeriet, Skatteministeriet,
Statsministeriet, Sundheds- og Ældreministeriet, Transport-,
Bygnings- og Boligministeriet, Uddannelses-og
Forskningsministeriet, Udlændinge- og
Integrationsministeriet, Undervisningsministeriet, Økonomi-
og Indenrigsministeriet, Advokattilsynet, Byretterne (samtlige),
Danes Worldwide, Danmarks Rejsebureauforening, Danske Advokater,
Dansk Erhverv, Dansk Industri, Datatilsynet, Den Danske
Dommerforening, Domstolsstyrelsen, Rejsearrangører i
Danmark, Translatørforeningen.
11. Sammenfattende skema | | Positive konsekvenser/ mindre
udgifter | Negative konsekvenser /merudgifter | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | De administrative regler om obligatorisk
digital kommunikation forventes at give økonomiske
besparelser i forbindelse med administrationen af de
pågældende områder. | Ingen af betydning. | Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Det vurderes, at lovforslaget vil
medføre administrative lettelser på de berørte
områder i lyset af, at sagsgange og processer i
udenrigstjenesten forenkles og nedsætter den anvendte tid til
sagsbehandling. Lovforslaget vil på sigt
medføre gradvist større lettelser i den offentlige
administration, efterhånden som digitaliseringsgraden
øges. | Ingen af betydning. | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen af betydning. | Ingen af betydning. | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | De administrative regler om obligatorisk
digital kommunikation forventes at gøre det lettere for
erhvervslivet at rekvirere, afregne og modtage visse gebyrbelagte
tjenestehandlinger. | Ingen af betydning. | Administrative konsekvenser for
borgerne | Digital selvbetjening indebærer
lettelser og mere fleksibel borgerbetjening for de borgere, der
allerede har digitale kompetencer, herunder mulighed for at
ansøge mv. på det tidspunkt, som passer
borgeren. | Lovforslaget indebærer en
begrænsning af borgernes mulighed for at vælge, hvordan
de henvender sig til udenrigstjenesten på de områder,
der er omfattet af lovforslaget. Borgere, som ikke er fortrolige med
anvendelsen af it, vil få hjælp eller i særlige
tilfælde, blive henvist til at betjene sig på anden vis
og således som hidtil få den fornødne vejledning
og service fra udenrigstjenesten. Det må dog forventes, at
visse borgere skal bruge tid på at indrette sig på de
nye sagsgange. | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen af betydning. | Ingen af betydning. | Forholdet til EU-retten | Lovforlaget vedrørende ydelse af
konsulær bistand implementerer Rådets direktiv (EU)
2015/637 af 20. april 2015 om koordinations- og
samarbejdsforanstaltninger for at lette konsulær beskyttelse
af ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande og om
ophævelse af afgørelse 95/553/EF. De administrative regler om obligatorisk
digital kommunikation indeholder ikke direkte EU-retlige
aspekter. | Overimplementering af EU-retlige
minimumsforpligtelser | Nej |
|
Bemærkninger
til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr.
1
Det gøres med fodnoten til loven klart,
at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/637/EU af 20.
april 2015 om koordinations- og samarbejdsforanstaltninger for at
lette konsulær beskyttelse af ikkerepræsenterede
unionsborgere i tredjelande og om ophævelse af
afgørelse 95/553/EF, EU-Tidende 2015, nr. L 106, side 1.
Til nr.
2
Det følger af lov om udenrigstjenesten
§1 stk. 3, at udenrigstjenesten yder bistand til danske
statsborgere samt bistand til danske virksomheder i deres
erhvervsmæssige forbindelser med udlandet. Det følger
endvidere af Udenrigsministeriets Borgerserviceinstruks, at danske
repræsentationer skal bistå følgende
nødstedte borgere i udlandet: danske statsborgere og
udlændinge med fast bopæl i Danmark,
ikkerepræsenterede nordiske borgere og udlændinge med
fast bopæl i andre nordiske lande og borgere fra
ikkerepræsenterede EU-lande.
Det foreslås, at den gældende
praksis som beskrevet i Udenrigsministeriets Borgerserviceinstruks
skrives ind i § 1, stk. 3, i lov
om udenrigstjenesten, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, ved at
tilføje, at udenrigstjenesten også yder bistand til
udlændinge med fast bopæl i Danmark,
ikkerepræsenterede nordiske statsborgere og
ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande.
Ved »unionsborger« forstås i
dette lovforslag i overensstemmelse med direktivets artikel 4
enhver borger, der har et statsborgerskab i en stat, der er medlem
af EU.
Ved »ikkerepræsenteret medlemsstat
i et tredjeland« forstås i dette lovforslag i
overensstemmelse med direktivets artikel 6, et land, der er medlem
af EU, men ikke permanent har etableret en ambassade i
pågældende tredjeland.
Ved »ikkerepræsenteret nordisk
statsborger« forstås i dette lovforslag enhver borger,
der har statsborgerskab i Finland, Island, Norge eller Sverige.
Ved »udlænding med fast
bopæl i Danmark« forstås i dette lovforslag
enhver borger, der ikke er dansk statsborger, unionsborger eller
nordisk statsborger, og som har bopæl i Danmark. Ved
»fast bopæl« forstås i overensstemmelse med
§ 6 i lov om det centrale personregister det sted (bolig),
hvor en person regelmæssigt sover, når denne ikke er
midlertidigt fraværende på grund af ferie,
forretningsrejse, sygdom eller lignende, og hvor denne har sine
ejendele.
Direktivet erstatter rådsbeslutning
95/553/EF om konsulær beskyttelse. Der er er således
ikke tale om et nyt samarbejde inden for EU på det
konsulære område, men om en formalisering af det
allerede eksisterende samarbejde. Samarbejdet har hjemmel i artikel
20, stk. 2, litra c, i traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde (TEUF), hvoraf det fremgår, at
unionsborgere har ret til beskyttelse hos enhver medlemsstats
diplomatiske og konsulære myndigheder på samme
vilkår som statsborgere i denne medlemsstat i tredjelande,
hvor den medlemsstat, som de er statsborgere i, ikke er
repræsenteret.
Lovforslaget medfører således
ikke ændringer i Danmarks nuværende forpligtelse til at
yde konsulær bistand til unionsborgere i tredjelande, der
ikke er repræsenterede i det pågældende land.
Baggrunden for den foreslåede
ændring om konsulær bistand til
ikkerepræsenterede nordiske statsborgere er, at den
nuværende lovgivning ikke afspejler den forpligtelse til at
yde bistand til andre nordiske statsborgere, som følger af
det nordiske samarbejde. Det bør således fremgå
af lovgivningen, hvilke forpligtelser den danske udenrigstjeneste
har over for statsborgere fra andre nordiske lande, der ikke er
repræsenterede i det pågældende tredjeland, og
følgelig, hvilke rettigheder de pågældende
personer har i forhold til den danske udenrigstjeneste.
Lovforslaget medfører ikke
ændringer i den nuværende praksis for ydelse af
konsulær bistand til ikkerepræsenterede nordiske
statsborgere, der følger af det nordiske samarbejde.
Baggrunden for den foreslåede
ændring om konsulær bistand til udlændinge med
fast bopæl i Danmark er, at den nuværende lovgivning
ikke afspejler den nuværende praksis. Den danske
udenrigstjeneste har i henhold til langvarig praksis ydet
konsulær bistand til udlændinge med fast bopæl i
Danmark.
Lovforslaget medfører således
ikke ændringer i forhold til den nuværende praksis for
ydelse af konsulær bistand til udlændinge med fast
bopæl i Danmark.
I udgangspunktet ydes den samme
konsulære bistand til udlændinge med fast bopæl i
Danmark, til ikkerepræsenterede nordiske statsborgere og til
ikkerepræsenterede unionsborgere som til danske
statsborgere.
Wienerkonventionen af 24. april 1963 om
konsulære forbindelser garanterer udtrykkeligt kun staters
adgang til at yde konsulær bistand til egne statsborgere.
Hvis Danmark skal have mulighed for at yde konsulær bistand
som f.eks. fængselsbesøg til andre landes
statsborgere, forudsætter dette som udgangspunkt
modtagerstatens accept. Dette vil modtagerstaten i mange
tilfælde acceptere, herunder hvis der - som i tilfældet
ikkerepræsenterede unionsborgere og nordiske statsborgere -
kan indhentes fuldmagt fra vedkommendes hjemland, men i andre
tilfælde vil modtagerstaten ikke acceptere dette. Det
gælder f.eks. i mange tilfælde, hvor borgere med
dobbelt statsborgerskab eller udlændinge med fast bopæl
i Danmark rejser tilbage til deres (andet) hjemland. Her vil
modtagerstaten kunne henvise til, at der er tale om landets egne
statsborgere og afstå fra at give Danmark konsulær
adgang.
I de tilfælde, hvor udlændinge med
fast bopæl i Danmark har ønske om konsulær
bistand fra Danmark i deres eget hjemland eller i et tredjeland, og
i de tilfælde hvor en borger med dobbelt statsborgskab har
ønske om konsulær bistand fra Danmark i sit andet
hjemland, vil Danmark søge at få konsulær adgang
(til f.eks. fængselsbesøg). I de tilfælde, hvor
modtagerstaten ikke accepterer dette, vil Danmark ikke kunne yde
dén konsulære bistand, som forudsætter
modtagerstatens accept. Danmark vil dog fortsat kunne yde andre
former for bistand, som ikke forudsætter modtagerstatens
accept, herunder kontakt til pårørende, vejledning om
advokatbistand, rejsevejledning, udstedelse af rejsedokumenter
mv.
Til nr.
3
Udenrigstjenestens bistand til danske
virksomheder i udlandet videreføres uændret.
Til nr.
4
Det følger af den nuværende
praksis som beskrevet i Udenrigsministeriets Borgerserviceinstruks,
at udenrigstjenesten yder bistand til ikkerepræsenterede
unionsborgere.
Med den foreslåede § 1, stk. 4, i lov om udenrigstjenesten,
jf. lovforslagets § 1, nr. 4, bemyndiges udenrigsministeren
til at fastsætte nærmere regler om udenrigstjenestens
konsulære bistand til ikkerepræsenterede unionsborgere
i tredjelande, herunder til ledsagende familiemedlemmer fra
tredjelande i krisesituationer samt finansielle procedurer mv.
Direktivet medfører ikke en
harmonisering af den konsulære bistand, som har forskellige
traditioner i de enkelte EU-lande. Danmark vil således
fortsat følge national praksis og yde den samme
konsulære bistand til andre unionsborgere, som ydes til
danske statsborgere.
Hvis lovforslaget vedtages, agter
udenrigsministeren med baggrund i Rådets direktiv (EU)
2015/637 af 20. april 2015 ved bekendtgørelse at
fastsætte nærmere regler om udenrigstjenestens
konsulære bistand til ikkerepræsenterede unionsborgere
i tredjelande, herunder om omfanget af den konsulære bistand,
om koordinations- og samarbejdsforanstaltninger samt om finansielle
procedurer.
Til nr.
5
Med den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 4, i lovforslagets § 1,
nr. 5, gives udenrigsministeren hjemmel til at fastsætte
nærmere regler om overgang til obligatorisk digital
kommunikation for så vidt angår tjenestehandlinger, der
udbydes af udenrigstjenesten.
Hvis lovforslaget vedtages, agter
udenrigsministeren med hjemmel i den foreslåede bestemmelse
at fastsætte nærmere regler om, at kommunikation til og
fra udenrigstjenesten om tjenestehandlinger, for hvilke der
erlægges gebyr, helt eller delvist skal foregå
digitalt, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer,
såsom særlige digitale formater og digital signatur, om
fravigelse af obligatorisk digital kommunikation grundet
særlige forhold og ekstraordinære situationer samt om,
hvornår en digital meddelelse anses for at være kommet
frem.
Ved udenrigstjenestens tjenestehandlinger
forstås handlinger foretaget af Udenrigsministeriet,
diplomatiske og konsulære repræsentationer samt
handelskontorer. Tjenestehandlinger omfatter bl.a. legaliseringer,
ekspeditioner vedrørende pas, visumudstedelse, opholds-
og/eller arbejdstilladelser, oversættelser etc. En
udførlig oversigt over tjenestehandlinger fremgår af
bekendtgørelse nr. 1467 af 11. december 2017 om betaling for
tjenestehandlinger i udenrigstjenesten. Bekendtgørelsen
opdateres årligt.
Det vil som led i udmøntningen af den
foreslåede bemyndigelsesbestemmelse, blive fastsat regler om,
at udenrigstjenesten afviser en ansøgning, rekvirering mv.,
der ikke indgives ved digital selvbetjening. Det vil imidlertid
tillige blive fastsat, at udenrigstjenesten skal tilbyde, at en
ansøgning, rekvirering mv. kan indgives på anden
måde end ved digital selvbetjening, hvis udenrigstjenesten
finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at
den digitale selvbetjeningsløsning ikke må forventes
at kunne anvendes.
For borgere, som ikke kan bruge de digitale
løsninger, vil det også i fremtiden være muligt
at få betjening på anden måde end ved digital
selvbetjening.
Det vil bero på en konkret vurdering,
hvilken hjælp den enkelte borger har brug for. Det
forudsættes, at udenrigstjenesten, som nævnt, fortsat
lever op til de forvaltningsretlige og øvrige
lovgivningsmæssige krav, der stilles til den offentlige
forvaltning, herunder vejledningsforpligtelsen og kravet om at
oplyse sagen. Udenrigstjenesten vil tillige skulle informere
borgeren om dennes muligheder for at søge på anden
vis, når der foreligger særlige forhold, eller om
muligheden for at lade andre ansøge på borgerens vegne
via fuldmagt.
Hvis udenrigstjenesten afviser en borger, der
ikke anvender den digitale selvbetjeningsløsning, kan en
afvisning begrundes med, at det er obligatorisk at benytte den
digitale selvbetjeningsløsning. Hvis borgeren fortsat mener,
at vedkommende ikke skal eller kan betjene sig digitalt, må
udenrigstjenesten afklare, om der foreligger særlige forhold,
der gør, at kravet om brug af den digitale
selvbetjeningsløsning kan fraviges. Det er
udenrigstjenesten, der ud fra et konkret skøn vurderer, om
der foreligger særlige forhold. Der skal i den forbindelse
lægges vægt på borgerens beskrivelse af egne
evner og muligheder for at anvende it-værktøjer og
eventuelle problemer med at søge om hjælp, ligesom
udenrigstjenesten ud fra en helhedsvurdering af borgeren må
bedømme, om denne vil kunne betjene sig digitalt efter
modtagelse af hjælp hertil.
Muligheden for at ansøge, rekvirere,
afregne mv. på en anden måde end ved digital
selvbetjening skal imødekomme borgere med særlige
behov. Der kan for eksempel være tale om borgere med
særlige handikap, såvel kognitiv som fysisk
funktionsnedsættelse og demens.
Særlige forhold vil eksempelvis
foreligge, hvor en borger ikke selv kan anvende digital
selvbetjening, og det ikke giver mening at forlange, at denne
henvender sig eksempelvis i Udenrigsministeriet eller på en
repræsentation for at få hjælp til digital
selvbetjening. Det gælder f.eks. borgere med psykiske
lidelser, hjemløse eller borgere med store
sprogvanskeligheder, herunder borgere der ikke behersker dansk
eller andet sprog, der anvendes i selvbetjeningsløsningen.
Udenrigstjenesten kan i det enkelte tilfælde vurdere, at der
foreligger særlige forhold, der gør, at en anden
kommunikationskanal end den digitale er bedst egnet.
Der foreligger særlige forhold for disse
borgere, hvis hjælp eller medbetjening fra
Udenrigsministeriets side konkret vurderes ikke at være en
egnet løsning til at muliggøre digital indgivelse af
ansøgningen, anmodningen eller meddelelsen mv. I visse
tilfælde vil udenrigstjenesten umiddelbart kunne vurdere, at
borgeren ikke vil kunne indgive en ansøgning, anmodning
eller en meddelelse mv. digitalt, uden at udenrigstjenesten
først har forsøgt medbetjening. Der vil således
kunne være tale om, at der foreligger særlige forhold
for nogle af de borgere, der har særlige behov, der
gør, at borgeren ikke kan ansøge, anmode, indgive
meddelelsen mv. digitalt. Tilsvarende vil der også være
borgere fra de nævnte grupper, der kan ansøge, anmode
eller indgive meddelelsen mv. digitalt, eventuelt efter
medbetjening, og som derfor skal betjene sig digitalt.
Et eksempel, hvor der kan foreligge
særlige forhold, der gør, at borgeren ikke kan anmode
digitalt, er, hvor en sengeliggende sygemeldt person uden PC eller
uden digitale kundskaber henvender sig telefonisk til
udenrigstjenesten for at få tilbudt en anden måde at
anmode om tjenestehandlinger på end digtalt. Et andet
eksempel kunne være en 80-årig borger, der anmoder om
en tjenestehandling, men som aldrig har stiftet bekendtskab med it,
og som ikke ser sig i stand til at erhverve sig NemID.
Særlige forhold vil eksempelvis
foreligge, hvor en socialt udsat borger ikke selv kan ansøge
digitalt, og hvor det ikke giver mening at forlange, at borgeren
modtager hjælp til at betjene sig digitalt. Særlige
forhold kan tillige foreligge, hvor en borger er indsat i
fængsel eller institutionsanbragt og af den grund ikke har
adgang til en computer eller lignende digital platform, hvorfor
borgeren ikke kan ansøge digitalt.
Også hvor der er tale om borgere med
store sprogvanskeligheder, herunder borgere, der ikke behersker
dansk eller andet sprog, der anvendes i
selvbetjeningsløsningen, eller lider af svær
ordblindhed, kan udenrigstjenesten i det enkelte tilfælde
vurdere, at der foreligger særlige forhold, der gør,
at en anden kommunikationskanal end den digitale er bedst
egnet.
Endnu et eksempel på, hvor særlige
forhold gør sig gældende, er, hvor der ved
selvbetjeningsløsningen forudsættes anvendelse af
personnummer eller NemID, og borgeren ikke har et personnummer
eller ikke kan få udstedt NemID.
Forudsætningerne for at få
offentlig digital signatur (eksempelvis NemID) er, at borgeren er
over 15 år, at borgeren har et dansk personnummer, og at
borgeren kan legitimere sig fyldestgørende.
Personer uden et personnummer kan ikke
få NemID. I disse tilfælde kan borgeren ikke anvende de
digitale selvbetjeningsløsninger, hvor denne identifikation
kræves. Det gør sig eksempelvis gældende i
forbindelse med legalisering af digitalt udstedte
myndighedsdokumenter. Det vil ikke være muligt at få
dokumentet returneret efter legalisering, eftersom det vil
kræve adgang til digital post, hvilket forudsætter, at
borgeren har et NemID.
For så vidt angår en borger, der
ikke er registret i CPR med bopæl eller fast opholdssted i
Danmark, herunder en borger bosat i udlandet, stilles der
særlige identifikationskrav, der kan vanskeliggøre
erhvervelse af NemID. En sådan borger vil derfor som
udgangspunkt ikke kunne anvende den digitale
selvbetjeningsløsning og skal, hvor det er relevant,
betjenes på anden vis. Hvis borgeren alligevel har fået
anskaffet sig NemID, eksempelvis ved personligt fremmøde i
borgerservice eller via en dansk ambassade/repræsentation i
udlandet, vil borgeren skulle anvende den digitale
selvbetjeningsløsning.
Hvis en borger ikke har, men kan få
udstedt NemID, og dette er en forudsætning for anvendelse af
den konkrete digitale selvbetjeningsløsning, foreslås
det, at udenrigstjenesten skal anmode borgeren om at anskaffe sig
NemID. Hvis udenrigstjenesten vurderer, at der foreligger
særlige forhold, kan udenrigstjenesten vælge ikke at
kræve anskaffelse af NemID, men lade borgeren betjene sig
på anden vis.
Det er udenrigstjenesten, der i de konkrete
tilfælde foretager en vurdering af, om der foreligger
særlige forhold. Hvis udenrigstjenesten finder, at der
foreligger særlige forhold, skal denne tilbyde borgeren en
anden måde at ansøge mv. på.
Der kan være forskel fra område
til område på, hvor omfattende en ansøgning mv.
er, hvorfor der også vil være forskel på,
hvornår en henvendelse kan håndteres ved hjælp
eller medbetjening fra en medarbejder, og hvornår en borger
henvises til at ansøge mv. på anden vis.
Udenrigstjenesten vil i en lang række tilfælde kunne
udfylde en ansøgning, gennemføre en rekvirering eller
afregning sammen med borgere, der ikke selv kan. Det er
således hensigten, at den enkelte medarbejder i
udenrigstjenesten i den konkrete situation ved henvendelse fra en
borger gør et forsøg på at guide borgeren til
digital selvbetjening.
Hvor der foreligger særlige forhold, er
det udenrigstjenesten, der beslutter, på hvilken måde,
ansøgningen, rekvireringen, afregningen mv. i givet fald
skal indgives. Det kan for eksempel indebære telefonisk eller
personlig betjening, anvendelse af blanketter eller anden skriftlig
eller digital kommunikation. Personlig eller telefonisk betjening
forudsættes som i dag at foregå i den almindelige
åbningstid hos udenrigstjenesten, herunder på
ambassaderne/repræsentationerne.
Udenrigstjenesten vil ved anvisning af
alternativ kommunikationskanal skulle tage hensyn til den enkelte
borgers vanskeligheder, herunder årsagen til, at borgeren
ikke kan anvende digital selvbetjening. FN's Handikapkonvention
indebærer blandt andet, at hvor kravet om digital
selvbetjening fraviges, skal den offentlige myndighed træffe
passende foranstaltninger til at sikre, at borgere med handikap kan
kommunikere med det offentlige. Ifølge FN's
Handikapkonvention er en person med handikap defineret som en
person med langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk
funktionsnedsættelse. Loven vil skulle administreres,
så konventionen såvel som øvrig lovgivning
overholdes.
Borgeren vil som i dag have mulighed for at
give fuldmagt til en anden person til at anvende en konkret digital
løsning eller til at henvende sig digitalt på vegne af
borgeren. I de tilfælde, hvor den digitale
selvbetjeningsløsning endnu ikke muliggør at afgive
eller anvende en fuldmagt digitalt, må afgivelsen af
fuldmagten og eventuelt selve ansøgningen, rekvireringen mv.
ske på anden måde.
Det vil som led i udmøntningen af
bemyndigelsesbestemmelsen endvidere blive fastsat, at
udenrigstjenesten ekstraordinært kan undlade at afvise en
ansøgning, rekvirering mv., der ikke er indgivet ved digital
selvbetjening, hvis der ud fra en samlet vurdering er klare fordele
for udenrigstjenesten ved at behandle ansøgningen på
anden vis end digitalt. Med muligheden for ekstraordinært at
undlade at afvise sager, der ikke er indgivet ved digital
selvbetjening, tages der højde for, at der kan være
situationer, hvor det ud fra en samlet vurdering kan være
mere økonomisk hensigtsmæssigt for udenrigstjenesten
at behandle en ansøgning mv., selvom den ikke indgives ved
digital selvbetjening.
Udenrigstjenesten vil eksempelvis kunne anvise
borgeren en anden måde at betjene sig på, hvis et
selvbetjeningssystem er ude af drift. Der kan også være
tale om tilfælde, hvor krav om digital selvbetjening
indebærer en uforholdsmæssigt omkostningskrævende
omlægning af selvbetjeningssystemer for at
imødegå ekstraordinære situationer.
Som led i udmøntningen af
bemyndigelsesbestemmelsen, forventes der fastsat regler om, at en
digital meddelelse anses for at være kommet frem til
adressaten for meddelelsen, dvs. til modtageren af meddelelsen,
når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen,
dvs. fra det tidspunkt, hvor adressaten har mulighed for at
gøre sig bekendt med indholdet af meddelelsen. Det er
således uden betydning, om eller hvornår adressaten
rent faktisk gør sig bekendt med indholdet af
meddelelsen.
En meddelelse vil normalt være
tilgængelig for udenrigstjenesten på det tidspunkt,
hvor udenrigstjenesten kan behandle eller læse meddelelsen.
Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i
modtagelsessystemet eller i et datasystem. En meddelelse, der
først er tilgængelig efter kl. 24.00, anses normalt
først for modtaget den dag, meddelelsen er
tilgængelig.
En ansøgning, rekvirering, afregning
mv., der er tilgængelig i myndighedens system eksempelvis
klokken 23:59 den 30. november, er således kommet frem den
30. november, uanset at der ikke fysisk sidder en medarbejder
på ambassaden/repræsentationen og gør sig
bekendt med meddelelsen på dette tidspunkt, der ligger uden
for normal arbejdstid/åbningstid. Det kan med digital
selvbetjening præcist registreres, hvornår en
ansøgning mv. er kommet frem. Hvorvidt fremkomsten er
rettidig, må bedømmes efter de gældende
forvaltningsretlige regler og eventuelle fastsatte tidsfrister. I
de tilfælde, hvor udenrigstjenesten har behov for at
gøre sig bekendt med en meddelelse på et bestemt
tidspunkt, må der fastsættes en tidsfrist, der
indeholder såvel en dato som et præcist
klokkeslæt for, hvornår ansøgningen mv. skal
være indgivet for at være kommet frem rettidigt.
Kan modtagelsestidspunktet for en digital
meddelelse ikke fastlægges som følge af problemer med
myndighedens it-system eller andre lignende problemer, må
meddelelsen anses for at være kommet frem på det
tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes
pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet. Det vil
således ikke komme borgeren til skade, at en ansøgning
eller afregning mv. modtages efter fristens udløb, hvis
dette skyldes systemnedbrud eller andre forhold hos
myndigheden.
Til §
2
Det foreslås, at lovforslaget
træder i kraft den 1. maj 2018.
Til §
3
Bestemmelsen fastlægger lovens
territoriale gyldighed. Det foreslås i § 3, at loven
ikke gælder for Færøerne og Grønland, men
kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft
for Færøerne og Grønland med de
ændringer, som de henholdsvis færøske og
grønlandske forhold tilsiger.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
Gældende
formulering | | Lovforslaget | | | | | | § 1 | | | | | | I lov nr. 150 af 13. april 1983 om
udenrigstjenesten, som ændret ved lov nr. 331 af 14. maj
1997, lov nr. 410 af 6. juni 2002 og lov nr. 753 af 2. juni 2015
foretages følgende ændringer: | | | | Titel: Lov om udenrigstjenesten | | 1. Som fodnote til lovens titel
indsættes: »Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2015/637/EU af 20. april 2015 om koordinations- og
samarbejdsforanstaltninger for at lette konsulær beskyttelse
af ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande og om
ophævelse af afgørelse 95/553/EF, EU-Tidende 2015, nr.
L 106, side 1.« | | | | § 1.
--- Stk. 2.
--- Stk. 3.
Udenrigstjenesten yder bistand til danske statsborgere samt bistand
til danske virksomheder i deres erhvervsmæssige forbindelser
med udlandet. | | 2. I § 1, stk. 3, indsættes efter
»danske statsborgere«: », udlændinge med
fast bopæl i Danmark, ikkerepræsenterede nordiske
statsborgere og ikkerepræsenterede unionsborgere i
tredjelande.« 3. I § 1, stk. 3, indsættes som 2. punktum: »Endvidere ydes bistand til
danske virksomheder i deres erhvervsmæssige forbindelser med
udlandet.« 4. I § 1 indsættes efter stk. 3, som
nyt stykke: »Stk. 4.
Udenrigsministeren fastsætter nærmere regler om
udenrigstjenestens bistand til ikkerepræsenterede
unionsborgere i tredjelande, herunder om bistand til ledsagende
familiemedlemmer fra tredjelande i krisesituationer samt
finansielle procedurer mv.« | | | | § 14.
--- Stk. 2.-3.
--- | | 5. I § 14 indsættes efter stk. 3, som
nyt stykke: »Stk. 4.
Udenrigsministeren kan fastsætte regler om, at kommunikation
til og fra udenrigstjenesten om tjenestehandlinger, for hvilke der
erlægges gebyr, helt eller delvis skal foregå digitalt,
herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, fravigelse af
obligatorisk digital kommunikation grundet særlige forhold og
ekstraordinære situationer samt om, hvornår en digital
meddelelse anses for at være kommet frem. | | | | | | §
2 | | | | | | Loven træder i kraft den 1. maj
2018. | | | | | | §
3 | | | | | | Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer,
som henholdsvis de færøske og grønlandske
forhold tilsiger. |
|
Bilag 2
Rådets Direktiv (EU) 2015/637 af 20.
april 2015 om koordinations- og samarbejdsforanstaltninger for at
lette konsulær beskyttelse af ikke-repræsenterede
unionsborgere i tredjelande og om ophævelse af
afgørelse 95/553/EF
24.4.2015 | DA Den
Europæiske Unions Tidende | L 106/1 | | | | | | |
|
RÅDETS DIREKTIV (EU) 2015/637
af 20. april 2015
om koordinations- og samarbejdsforanstaltninger for at lette
konsulær beskyttelse af ikkerepræsenterede
unionsborgere i tredjelande og om ophævelse af
afgørelse 95/553/EF
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION -
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde, særlig artikel 23,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1),
efter en særlig lovgivningsprocedure, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) | Unionsborgerskabet er den
grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere.
Retten til i tredjelande, hvor den medlemsstat, hvor de er
statsborgere, ikke er repræsenteret, at nyde beskyttelse hos
enhver anden medlemsstats diplomatiske og konsulære
myndigheder på samme vilkår som statsborgere i denne
medlemsstat er en af de særlige rettigheder, som
unionsborgere har ifølge artikel 20, stk. 2, litra c), i
traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
(TEUF). | (2) | Lissabontraktaten styrkede
unionsborgerskabets status og de rettigheder, der er knyttet
dertil. Artikel 23 i TEUF giver således mulighed for
vedtagelse af direktiver om de koordinations- og
samarbejdsforanstaltninger, der er nødvendige for at lette
konsulær beskyttelse af ikkerepræsenterede
unionsborgere. | (3) | Unionen bygger på værdier som
solidaritet, ikkeforskelsbehandling og respekt for
menneskerettighederne; i forbindelserne med den øvrige
verden bør Unionen forsvare sine værdier og bidrage
til beskyttelsen af sine borgere. Den grundlæggende ret til
konsulær beskyttelse hos enhver medlemsstat af
ikkerepræsenterede unionsborgere på samme vilkår
som statsborgere i denne medlemsstat, jf. artikel 46 i Den
Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder
(chartret), er et udtryk for europæisk solidaritet. Den giver
unionsborgerskabet en ekstern dimension og styrker Unionens
identitet i tredjelande. | (4) | Formålet med dette direktiv er at
træffe de koordinations- og samarbejdsforanstaltninger, der
er nødvendige for yderligere at lette den konsulære
beskyttelse af ikkerepræsenterede unionsborgere. Disse
foranstaltninger bør øge retssikkerheden samt det
effektive samarbejde og solidariteten blandt de konsulære
myndigheder. | (5) | I henhold til artikel 20, stk. 2, litra c),
i TEUF og artikel 23 i TEUF bør medlemsstaterne yde
konsulær beskyttelse til ikkerepræsenterede borgere
på samme vilkår som til deres egne statsborgere. Dette
direktiv berører ikke medlemsstaternes kompetence til at
fastlægge omfanget af den beskyttelse, som ydes deres egne
statsborgere. | (6) | Dette direktiv berører ikke de
konsulære forbindelser mellem medlemsstaterne og tredjelande,
særlig deres rettigheder og forpligtelser i henhold til
international praksis og internationale aftaler, navnlig
konventionen af 24. april 1963 om konsulære forbindelser
(Wienerkonventionen), som medlemsstaterne anvender i
overensstemmelse med EU-retten. I henhold til artikel 8 i
Wienerkonventionen kan medlemsstaterne yde konsulær
beskyttelse på vegne af en anden medlemsstat efter
behørig anmeldelse, medmindre det pågældende
tredjeland modsætter sig dette. Der kan især
opstå vanskeligheder i forbindelse med situationer, der
involverer borgere, som også er statsborgere i
værtslandet. Medlemsstaterne bør med støtte fra
det lokale konsulære samarbejde træffe de
fornødne foranstaltninger til i forbindelse med tredjelande
at sikre, at der i hvert enkelt tilfælde kan ydes
konsulær beskyttelse på andre medlemsstaters
vegne. | (7) | Når ikkerepræsenterede borgere
har brug for beskyttelse i tredjelande, er det nødvendigt
med et effektivt samarbejde og en effektiv koordination. Den
bistående medlemsstat i et tredjeland og den medlemsstat,
hvor borgeren er statsborger, bør arbejde tæt sammen.
Lokalt konsulært samarbejde for så vidt angår
ikkerepræsenterede borgere kan være særligt
kompliceret, da det kræver samarbejde med myndigheder, som
ikke er repræsenteret lokalt, herunder, hvis det er relevant,
med de kompetente ambassader eller konsulater. Der bør
indføres klare og faste rammer for at udfylde det hul, der
opstår som følge af den manglende
tilstedeværelse af en ambassade eller et konsulat fra
borgerens egen medlemsstat. Det er også nødvendigt at
præcisere eksisterende foranstaltninger for at sikre effektiv
beskyttelse. | (8) | Unionsborgere bør betragtes som
værende ikkerepræsenteret i et tredjeland, hvis den
medlemsstat, hvor de er statsborgere, ikke har etableret en
ambassade, et konsulat eller en honorær konsul i
tredjelandet. Borgere bør også betragtes som
værende ikkerepræsenteret, hvis den ambassade, det
konsulat eller den honorære konsul, som er etableret lokalt,
af en hvilken som helst grund i en given sag ikke kan yde den
beskyttelse, som den berørte person ellers har ret til at
modtage i henhold til national lovgivning eller praksis. Ambassader
og konsulater bør underrette hinanden om enhver
ekstraordinær omstændighed, som midlertidigt kan
påvirke deres kapacitet til at yde konsulær
beskyttelse. Der bør også tages hensyn til
tilgængelighed og nærhed. For eksempel bør en
borger, som søger konsulær beskyttelse eller bistand
fra en anden medlemsstats ambassade eller konsulat, ikke sendes
videre til ambassaden, konsulatet eller den honorære konsul
for den medlemsstat, hvor vedkommende er statsborger, når
statsborgeren på grund af lokale omstændigheder eller
manglende ressourcer ikke kan nå sikkert frem til eller ikke
kan nås sikkert af sidstnævnte instanser på en
måde, så vedkommende kan ydes konsulær
beskyttelse. Begrebet manglende repræsentation bør
fortolkes således, at ikkerepræsenterede borgere sikres
effektiv ret til at nyde beskyttelse hos en anden medlemsstats
ambassade eller konsulat på ikkeforskelsbehandlende vis, idet
der tages hensyn til den enkelte sags specifikke
omstændigheder. Borgere med statsborgerskab i mere end
én medlemsstat bør anses for at være
ikkerepræsenteret, hvis ingen af de medlemsstater, hvor
vedkommende er statsborger, er repræsenteret i det
pågældende tredjeland. | (9) | Med henblik på at sikre
effektiviteten af den i artikel 20, stk. 2, litra c), i TEUF
indeholdte ret og retten til respekt for privatliv og familieliv,
som anerkendt i artikel 7 i chartret, og under hensyntagen til
national lovgivning og praksis kan en bistående medlemsstat
blive nødt til at yde beskyttelse til unionsborgeres
familiemedlemmer fra tredjelande alt efter den enkelte sags
specifikke omstændigheder. Dette direktiv forhindrer ikke, at
den bistående medlemsstat og den medlemsstat, hvor den
ikkerepræsenterede borger er statsborger, under de
konsultationer, der bør afholdes, inden der ydes bistand,
hvis det er hensigtsmæssigt, enes om muligheden for at yde
mere vidtgående bistand til den ikkerepræsenterede
unionsborgers familiemedlemmer fra tredjelande end krævet i
den bistående medlemsstats lov eller dikteret af dens
praksis, idet der så vidt muligt tages hensyn til anmodninger
fra den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er
statsborger, og såfremt det, der opnås enighed om, ikke
er mindre omfattende, end hvad EU-retten kræver. Det er
imidlertid ikke sikkert, at medlemsstaterne kan yde visse former
for konsulær beskyttelse, f.eks. nødpas, til
familiemedlemmer fra tredjelande. For så vidt angår
bistand til mindreårige bør hensynet til barnets tarv
i overensstemmelse med artikel 24 i chartret, og som anført
i FN-konventionen af 20. november 1989 om barnets rettigheder,
komme i første række. | (10) | Ikkerepræsenterede borgere bør
kunne søge konsulær beskyttelse hos enhver
medlemsstats ambassade eller konsulat. Dette bør imidlertid
ikke forhindre medlemsstaterne i at indgå praktiske ordninger
med henblik på at dele ansvaret for at yde konsulær
beskyttelse til ikkerepræsenterede borgere i henhold til
dette direktiv. Sådanne ordninger er til gavn for borgerne,
da de muliggør bedre beredskab med hensyn til at sikre
effektiv beskyttelse. Medlemsstater, som modtager anmodninger om
beskyttelse, bør vurdere, om det i en specifik sag er
nødvendigt at yde konsulær beskyttelse, eller om sagen
kan overdrages til den ambassade eller det konsulat, der er udpeget
som kompetent ifølge den en eventuel allerede gældende
ordning. Medlemsstaterne bør underrette Kommissionen og
Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) om
alle sådanne ordninger, der bør offentliggøres
af Unionen og medlemsstaterne for at sikre gennemsigtighed for
ikkerepræsenterede borgere. | (11) | Dette direktiv bør ikke forhindre en
medlemsstat, som ikke er repræsenteret i et tredjeland, i at
yde konsulær beskyttelse til en af sine statsborgere, f.eks.
ved at yde konsulære tjenester via internettet, hvor det er
hensigtsmæssigt. Den medlemsstat, hvor den
ikkerepræsenterede borger er statsborger, bør kunne
anmode den medlemsstat, som den pågældende borger
søger eller modtager konsulær beskyttelse hos, om at
overdrage ansøgningen eller sagen, så den selv kan yde
konsulær beskyttelse. En sådan overførsel
bør ikke føre til, at den ikkerepræsenterede
borger unddrages konsulær beskyttelse. | (12) | Uanset medlemsstaternes forskellige
traditioner med hensyn til honorære konsulers kompetence,
tilbyder de almindeligvis ikke samme vifte af tjenester som
ambassader eller konsulater. Honorære konsuler udfører
ofte deres opgave på frivilligt grundlag, og det bør
derfor være op til hver enkelt medlemsstat at afgøre,
om dette direktiv bør finde anvendelse på dens
honorære konsuler. Honorære konsuler kan
pålægges at yde konsulær beskyttelse til
ikkerepræsenterede borgere alt efter den enkelte sags
specifikke omstændigheder. | (13) | Anmodninger om beskyttelse bør
behandles, hvis ansøgerne fremviser et gyldigt pas eller
identitetskort for unionsborgere. Imidlertid er
ikkerepræsenterede borgere, som har brug for konsulær
beskyttelse, ikke altid i besiddelse af deres identitetspapirer.
Den grundlæggende status som unionsborger opnås direkte
i medfør af EU-retten, og identitetspapirer er derfor
udelukkende af deklaratorisk værdi. Hvis ansøgerne
ikke kan fremvise gyldige identitetsdokumenter, bør de kunne
fastslå deres identitet på anden vis. Om
nødvendigt kan den pågældende persons identitet
fastslås ved at konsultere myndighederne i den medlemsstat,
hvor ansøgeren hævder at være statsborger. Med
hensyn til de familiemedlemmer, som ledsager ansøgeren,
bør myndighederne i den medlemsstat, hvor ansøgeren
er statsborger, også have mulighed for at hjælpe den
bistående medlemsstat med at kontrollere identitet og
slægtskabsforhold med ansøgeren. | (14) | For at afgøre, hvilke koordinations-
og samarbejdsforanstaltninger der er nødvendige, bør
anvendelsesområdet for konsulær beskyttelse i henhold
til dette direktiv specificeres. Konsulær beskyttelse af
ikkerepræsenterede borgere bør omfatte bistand i en
række typiske situationer, hvor medlemsstaterne yder
konsulær beskyttelse til deres egne statsborgere alt efter
den enkelte sags specifikke omstændigheder, såsom i
tilfælde af anholdelse eller tilbageholdelse, alvorlige
ulykker, alvorlig sygdom og dødsfald, og hvis der er brug
for hjælp og hjemtransport i nødsituationer eller
udstedelse af nødpas. Da den fornødne beskyttelse
altid afhænger af den aktuelle situation, bør
konsulær beskyttelse ikke begrænses til de situationer,
der specifikt er anført i direktivet. | (15) | Der bør, hvor det er relevant, tages
behørigt hensyn til borgerens ønsker, bl.a. med
hensyn til om familiemedlemmer eller andre nærtstående
personer skal underrettes, og i så fald hvem. Ligeledes
bør der ved dødsfald tages behørigt hensyn til
de pårørendes ønsker med hensyn til, hvad der
skal ske med den afdødes jordiske rester. Den medlemsstat,
hvor den ikkerepræsenterede borger er statsborger, bør
stå for disse kontakter. | (16) | Medlemsstaternes myndigheder bør
arbejde tæt sammen og koordinere med hinanden og Unionen,
navnlig Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten, idet der udvises
gensidig respekt og solidaritet. For at sikre et hurtigt og
effektivt samarbejde bør medlemsstaterne give og
løbende ajourføre oplysninger om relevante
kontaktpunkter i medlemsstaterne gennem et sikkert websted hos
EU-Udenrigstjenesten (Consular Online). | (17) | I tredjelande er Unionen
repræsenteret ved EU-delegationerne, som i nært
samarbejde med medlemsstaternes diplomatiske og konsulære
missioner bidrager til iværksættelsen af unionsborgeres
ret til konsulær beskyttelse, jf. artikel 35 i traktaten om
Den Europæiske Union. Dette direktiv anerkender fuldt ud og
forbedrer yderligere det bidrag, som EU-Udenrigstjenesten og
EU-delegationerne allerede yder, navnlig i krisesituationer, i
henhold til Rådets afgørelse 2010/427/EU (2),
særlig artikel 5, stk. 10. | (18) | Med hensyn til lokalt samarbejde bør
alle relevante aktørers kompetencer og deres respektive
roller præciseres for at sikre, at ikkerepræsenterede
borgere modtager den bistand, de har ret til i henhold til
princippet om ikkeforskelsbehandling. På det lokale
konsulære samarbejde bør man være
behørigt opmærksom på ikkerepræsenterede
borgere ved f.eks. at indsamle og regelmæssigt
ajourføre oplysninger om relevante kontaktpunkter og dele
disse med medlemsstaternes lokale ambassader og konsulater samt med
EU-delegationen. | (19) | I de lokale konsulære
samarbejdsmøder, som tilrettelægges i tæt
samarbejde med EU-delegationen, bør der indgå
regelmæssig udveksling af oplysninger om
spørgsmål af relevans for ikkerepræsenterede
borgere, bl.a. om borgernes sikkerhed, fængselsforhold,
meddelelser fra og adgang til konsulater samt krisesamarbejde.
På disse møder bør de repræsenterede
medlemsstater, når det er nødvendigt, aftale de
praktiske ordninger for at sikre, at ikkerepræsenterede
borgere beskyttes effektivt. En sådan aftale er muligvis ikke
nødvendig, hvis der for eksempel kun er få
ikkerepræsenterede borgere. | (20) | En klar ansvarsfordeling mellem
repræsenterede og ikkerepræsenterede medlemsstater og
EU-delegationen er afgørende for at sikre passende
kriseberedskab og krisestyring. Kriseberedskabsplanlægningen
bør derfor koordineres og fuldt ud tage hensyn til
ikkerepræsenterede borgere. Med henblik herpå
bør medlemsstater, som ikke har etableret en ambassade eller
et konsulat lokalt, inden for rammerne af det lokale kriseberedskab
give alle tilgængelige og relevante oplysninger
vedrørende deres borgere inden for området.
Sådanne oplysninger bør efter omstændighederne
ajourføres i tilfælde af en krisesituation. De
kompetente ambassader og konsulater og EU-delegationer bør
orienteres og, når det er hensigtsmæssigt, inddrages i
kriseberedskabsforanstaltningerne. Oplysninger om disse
foranstaltninger bør stilles til rådighed for
ikkerepræsenterede borgere. I en krisesituation bør
den ledende stat eller den eller de medlemsstater, der koordinerer
bistanden, koordinere den støtte, der ydes
ikkerepræsenterede borgere, og brugen af tilgængelig
evakueringskapacitet på basis af den aftalte
planlægning og den lokale udvikling på
ikkeforskelsbehandlende vis. | (21) | Interoperabiliteten mellem konsulære
medarbejdere og andre kriseberedskabseksperter bør
forbedres, navnlig gennem deres deltagelse i tværfaglige
kriseberedskabshold såsom dem, der hører under
EU-Udenrigstjenestens kriseresponssystem og operationelle
koordinations- og krisestyringsstrukturer og under
EU-civilbeskyttelsesmekanismen (3). | (22) | Det bør være muligt at
kræve støtte fra EU-civilbeskyttelsesmekanismen, hvis
det er nødvendigt af hensyn til den konsulære
beskyttelse af ikkerepræsenterede borgere. Denne anmodning om
støtte kan f.eks. komme fra den ledende stat eller den eller
de medlemsstater, som koordinerer bistanden. | (23) | Det i dette direktiv anvendte udtryk en
»ledende stat« henviser til en eller flere
medlemsstater repræsenteret i et givent tredjeland, og som
har ansvaret for at koordinere og lede bistanden til
ikkerepræsenterede borgere under krisesituationer. Begrebet
ledende stat, som fastsat i de relevante EU-retningslinjer (4), kan
videreudvikles i overensstemmelse med EU-retten og navnlig med
dette direktiv. | (24) | Når en medlemsstat underrettes om
eller modtager en ansøgning om konsulær beskyttelse
fra en person, som hævder at være en
ikkerepræsenteret borger, bør den, medmindre der er
tale om særligt hastende tilfælde, altid omgående
tage kontakt til den medlemsstat, hvor borgeren er statsborger, og
give den alle de relevante oplysninger, inden den yder nogen
bistand. Den medlemsstat, hvor borgeren er statsborger, bør
på sin side omgående give alle oplysninger, som er
relevante for sagen. Denne konsultation bør gøre det
muligt for den medlemsstat, hvor borgeren er statsborger, at anmode
om overførsel af ansøgningen eller sagen for selv at
kunne yde konsulær beskyttelse. Denne konsultation bør
også gøre det muligt for de berørte
medlemsstater at udveksle relevante oplysninger med henblik
på f.eks. at sikre, at en ikkerepræsenteret borger ikke
misbruger sin ret til konsulær beskyttelse i henhold til
artikel 20, stk. 2, litra c), i TEUF. Unionsborgerne kan ikke
henholde sig til dette direktiv i tilfælde af misbrug. | (25) | Gensidig solidaritet og samarbejde omfatter
også økonomiske spørgsmål. De
medlemsstater, som yder deres egne borgere konsulær
beskyttelse i form af økonomisk bistand, gør dette
som sidste udvej og kun i ekstraordinære tilfælde, hvis
den pågældende borger ikke kan få
økonomisk hjælp ad anden vej, såsom ved at
familiemedlemmer, venner eller arbejdsgivere foretager
overførsler. Ikkerepræsenterede borgere bør
ydes økonomisk bistand på samme vilkår som
statsborgere i den bistående medlemsstat. Den
ikkerepræsenterede borger bør pålægges at
underskrive en forpligtelse til at tilbagebetale de
påløbne omkostninger til den medlemsstat, hvor
borgeren er statsborger, forudsat at statsborgere i den
bistående medlemsstat i samme situation ville være
blevet pålagt at tilbagebetale disse omkostninger til deres
egen medlemsstat. Den ikkerepræsenterede borger kan derefter
af den medlemsstat, hvor borgeren er statsborger,
pålægges at tilbagebetale disse omkostninger, herunder
et eventuelt konsulært gebyr. | (26) | Dette direktiv bør sikre
økonomisk byrdefordeling og godtgørelse. Hvor
konsulær beskyttelse, der ydes til en ikkerepræsenteret
borger, omfatter undertegnelse af en tilbagebetalingsforpligtelse,
bør den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede
borger er statsborger, godtgøre den bistående
medlemsstat påløbne omkostninger efter dens skriftlige
anmodning. Det bør være op til den bistående
medlemsstat at afgøre, om den vil søge
godtgørelse for de påløbne omkostninger. Den
bistående medlemsstat og den medlemsstat, hvor den
ikkerepræsenterede borger er statsborger, bør kunne
aftale de detaljerede betingelser for godtgørelse inden for
visse tidsfrister. | (27) | Den konsulære beskyttelse, som ydes
en ikkerepræsenteret borger i tilfælde af anholdelse
eller tilbageholdelse, kan indebære usædvanligt
høje omkostninger i forbindelse med rejse, logi eller
oversættelse for de diplomatiske eller konsulære
myndigheder i den bistående medlemsstat alt efter den enkelte
sags omstændigheder. Den medlemsstat, hvor den
ikkerepræsenterede borger er statsborger, bør
underrettes om sådanne eventuelle omkostninger under de
konsultationer, som finder sted, inden bistanden ydes. Den
bistående medlemsstat bør kunne søge
godtgørelse for sådanne usædvanligt høje
omkostninger fra den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede
borger er statsborger. Den medlemsstat, hvor borgeren er
statsborger, bør godtgøre den bistående
medlemsstat de påløbne omkostninger. Den
bistående medlemsstat og den medlemsstat, hvor den
ikkerepræsenterede borger er statsborger, bør kunne
aftale de detaljerede betingelser for godtgørelse inden for
visse tidsfrister. Ifølge princippet om
ikkeforskelsbehandling kan de medlemsstater, hvor
ikkerepræsenterede borger er statsborgere, ikke anmode dens
borgere om at godtgøre omkostninger, som statsborgere i den
bistående medlemsstat ikke ville blive pålagt at
betale. | (28) | De økonomiske procedurer bør
forenkles med henblik på krisesituationer. I betragtning af
sådanne situationers særlige karakter, såsom
behovet for hurtigt at bistå et stort antal borgere,
bør en tilbagebetalingsforpligtelse ikke være
nødvendig, for at den bistående medlemsstat kan
søge og modtage godtgørelse fra den eller de
medlemsstater, hvor den eller de ikkerepræsenterede borgere
er statsborgere. De medlemsstater, hvor de ikkerepræsenterede
borger er statsborgere, bør godtgøre den eller de
bistående medlemsstater de påløbne omkostninger.
Det bør være op til den eller de bistående
medlemsstater at afgøre, om de vil søge
godtgørelse for de påløbne omkostninger og i
hvilken form. Den bistående medlemsstat og den medlemsstat,
hvor den ikkerepræsenterede borger er statsborger, bør
kunne aftale de detaljerede betingelser for godtgørelse
inden for visse tidsfrister. I tilfælde af en krisesituation,
som har eller kan have haft negative konsekvenser for et
væsentligt antal unionsborgere, og efter anmodning fra den
bistående medlemsstat, bør de medlemsstater, hvor
ikkerepræsenterede borger er statsborgere, godtgøre
omkostningerne på et forholdsmæssigt grundlag ved at
dele de påløbne omkostninger med antallet af borgere,
der har fået bistand. | (29) | Dette direktiv bør tages op til
revision tre år efter dets gennemførelsesfrist. Det
eventuelle behov for at revidere de økonomiske procedurer
for at sikre tilstrækkelig byrdefordeling bør navnlig
vurderes i lyset af de oplysninger, som medlemsstaterne giver om
gennemførelsen og den praktiske anvendelse af direktivet,
herunder eventuelle relevante statistikker og sager. Kommissionen
bør udarbejde en rapport og overveje behovet for eventuelle
yderligere foranstaltninger, herunder i givet fald ved at
foreslå ændringer til dette direktiv med henblik
på at lette udøvelsen af unionsborgernes ret til
konsulær beskyttelse. | (30) | Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 95/46/EF (5) finder anvendelse på medlemsstaternes
behandling af personoplysninger i forbindelse med
nærværende direktiv. | (31) | Dette direktiv bør ikke
påvirke gunstigere bestemmelser i national lovgivning, for
så vidt som de er forenelige med dette direktiv. | (32) | I henhold til medlemsstaternes og
Kommissionens fælles politiske erklæring af 28.
september 2011 (6) om forklarende dokumenter har medlemsstaterne
forpligtet sig til, i tilfælde hvor det er berettiget, at
lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage
af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et
direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale
gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv
finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er
berettiget. | (33) | Direktivet har til formål at fremme
konsulær beskyttelse som anerkendt i chartret. Det
respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de
principper, der navnlig anerkendes i charteret, især
princippet om ikkeforskelsbehandling, retten til livet og respekt
for menneskets integritet, retten til respekt for privatliv og
familieliv, respekt for børns rettigheder, retten til et
forsvar og retten til en upartisk domstol. Direktivet bør
gennemføres i overensstemmelse med disse rettigheder og
principper. | (34) | I overensstemmelse med forbuddet mod
forskelsbehandling i chartret bør medlemsstaterne
gennemføre dette direktiv uden forskelsbehandling mellem de
personer, der er omfattet af direktivet, på grund af
køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske
anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre
anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal,
formueforhold, fødsel, handicap, alder eller seksuel
orientering | (35) | Afgørelse 95/553/EF truffet af
repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i
Rådet (7) bør ophæves - |
|
VEDTAGET DETTE DIREKTIV
KAPITEL 1
ALMINDELIGE BESTEMMELSER OG
ANVENDELSESOMRÅDE
Artikel 1
Emne
1. Dette direktiv fastlægger de koordinations- og
samarbejdsforanstaltninger, der er nødvendige for at lette
udøvelsen af den ret, jf. artikel 20, stk. 2, litra c), i
TEUF, som unionsborgere har i de tredjelande, hvor den medlemsstat,
hvor de er statsborgere, ikke er repræsenteret, til at nyde
enhver medlemsstats diplomatiske og konsulære myndigheders
beskyttelse på samme vilkår som statsborgere i denne
medlemsstat, også under hensyn til den rolle, Unionens
delegationer spiller for at bidrage til, at denne ret
iværksættes.
2. Dette direktiv vedrører ikke konsulære
forbindelser mellem medlemsstater og tredjelande.
Artikel 2
Almindeligt princip
1. Medlemsstaternes ambassader eller konsulater yder
konsulær beskyttelse til ikkerepræsenterede borgere
på samme vilkår som til deres egne statsborgere.
2. Medlemsstaterne kan træffe afgørelse om, at
dette direktiv skal finde anvendelse på den konsulære
beskyttelse, som ydes af honorære konsuler i overensstemmelse
med artikel 23 i TEUF. Medlemsstaterne sikrer, at
ikkerepræsenterede borgere underrettes behørigt om
sådanne afgørelser, og i hvilket omfang honorære
konsuler har kompetence til at yde beskyttelse i en given sag.
Artikel 3
Konsulær beskyttelse, som ydes
af den medlemsstat, hvor borgeren er statsborger
Den medlemsstat, hvor en
ikkerepræsenteret borger er statsborger, kan anmode den
medlemsstat, som den ikkerepræsenterede borger søger
eller modtager konsulær beskyttelse hos, om at videresende
den ikkerepræsenterede borgers ansøgning eller sag til
den medlemsstat, hvor vedkommende er statsborger, så denne
medlemsstat, hvor vedkommende er statsborger, kan yde
konsulær beskyttelse i henhold til sin nationale lov eller
praksis. Den anmodede medlemsstat kan afgive sagen, så snart
den medlemsstat, hvor borgeren er statsborger, bekræfter, at
den yder konsulær beskyttelse til den
ikkerepræsenterede borger.
Artikel 4
Ikkerepræsenterede borgere i
tredjelande
Med henblik på dette direktiv
forstås ved »ikkerepræsenteret borger«
enhver borger, der har statsborgerskab i en medlemsstat, og som
ikke er repræsenteret i et tredjeland, jf. artikel 6.
Artikel 5
Familiemedlemmer til
ikkerepræsenterede borgere i tredjelande
Der ydes konsulær beskyttelse til
familiemedlemmer, der ikke selv er unionsborgere, som ledsager
ikkerepræsenterede borgere i et tredjeland, i samme
udstrækning og på samme betingelser, som gælder
for familiemedlemmer til borgere i den bistående medlemsstat,
der ikke selv er unionsborgere, i overensstemmelse med dens
nationale lovgivning eller praksis.
Artikel 6
Manglende repræsentation
Med henblik på dette direktiv er en
medlemsstat ikke repræsenteret i et tredjeland, hvis den ikke
permanent har etableret en ambassade eller et konsulat i
tredjelandet, eller hvis den ikke har en ambassade, et konsulat
eller en honorær konsul i tredjelandet, som kan yde konkret
konsulær beskyttelse i en given sag.
Artikel 7
Adgang til konsulær beskyttelse
og andre ordninger
1. Ikkerepræsenterede borgere har ret til at søge
konsulær beskyttelse hos enhver medlemsstats ambassade eller
konsulat.
2. En medlemsstat kan repræsentere en anden medlemsstat
permanent, og medlemsstaternes ambassader eller konsulater kan,
når det anses for nødvendigt, indgå praktiske
ordninger om deling af ansvaret for at yde konsulær
beskyttelse til ikkerepræsenterede borgere, jf. dog artikel
2. Medlemsstaterne underretter Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten
om sådanne ordninger, der offentliggøres af Unionen og
medlemsstaterne for at sikre gennemsigtighed for
ikkerepræsenterede borgere.
3. I de tilfælde, hvor der er indgået en praktisk
ordning, jf. stk. 2, er det den ambassade eller det konsulat, hvor
den ikkerepræsenterede borger søger konsulær
beskyttelse, og som ikke er udpeget som kompetent ifølge den
gældende specifikke ordning, der sørger for, at
ansøgningen fra borgeren videresendes til den relevante
ambassade eller det relevante konsulat, medmindre den
konsulære beskyttelse derved bringes i fare, navnlig hvis der
er tale om hastende tilfælde, som kræver en
omgående indsats fra den anmodede ambassade eller det
anmodede konsulat.
Artikel 8
Identifikation
1. Ansøgere om konsulær beskyttelse skal
dokumentere, at de er unionsborgere, ved at fremvise deres pas
eller identitetskort.
2. Hvis unionsborgeren ikke kan fremvise et gyldigt pas eller
identitetskort, kan vedkommendes nationalitet fastslås
på anden vis, herunder om nødvendigt ved en kontrol
hos de diplomatiske eller konsulære myndigheder i den
medlemsstat, hvor ansøgeren hævder at være
statsborger.
3. Med hensyn til de i artikel 5 omhandlede familiemedlemmer kan
identiteten og eksistensen af et slægtskabsforhold
fastslås på anden vis, herunder ved den bistående
medlemsstats kontrol hos de diplomatiske eller konsulære
myndigheder i den medlemsstat, hvor borgeren er statsborger, jf.
stk. 1.
Artikel 9
Former for bistand
Den i artikel 2 omhandlede beskyttelse kan
omfatte konsulær bistand, bl.a. hvis der er tale om
a) anholdelse eller tilbageholdelse
b) ofre for forbrydelser
c) en alvorlig ulykke eller alvorlig sygdom
d) dødsfald
e) hjælp til og hjemtransport i en
nødsituation
f) et behov for nødpas, jf. afgørelse
96/409/FUSP (8).
KAPITEL 2
KOORDINATIONS- OG
SAMARBEJDSFORANSTALTNINGER
Artikel 10
Almindelige regler
1. Medlemsstaternes diplomatiske og konsulære myndigheder
arbejder tæt sammen og koordinerer med hinanden og Unionen
for at sikre beskyttelse af ikkerepræsenterede borgere i
overensstemmelse med artikel 2.
2. Når en medlemsstat modtager en anmodning om
konsulær beskyttelse fra en person, som hævder at
være en ikkerepræsenteret borger, eller underrettes om,
at en ikkerepræsenteret borger befinder sig i en individuel
nødsituation, såsom anført på listen i
artikel 9, konsulterer den omgående udenrigsministeriet i den
medlemsstat, hvor borgeren hævder at være statsborger,
eller, hvis det er hensigtsmæssigt, denne medlemsstats
kompetente ambassade eller konsulat, og giver den alle relevante
tilgængelige oplysninger, herunder vedrørende den
pågældende persons identitet, eventuelle omkostninger
ved konsulær beskyttelse, og vedrørende eventuelle
familiemedlemmer, der også kan være behov for at yde
konsulær beskyttelse til. Denne konsultation skal finde sted,
inden bistanden ydes, medmindre der er tale om særligt
hastende tilfælde. Den bistående medlemsstat letter
også udvekslingen af oplysninger mellem den
pågældende borger og myndighederne i den medlemsstat,
hvor borgeren er statsborger.
3. Efter anmodning giver medlemsstaten, hvor borgeren er
statsborger, den bistående medlemsstats udenrigsministerium
eller kompetente ambassade eller konsulat alle relevante
oplysninger i den pågældende sag. Den har også
ansvaret for al nødvendig kontakt med familiemedlemmer eller
andre relevante personer eller myndigheder.
4. Medlemsstaterne indsender oplysninger til
EU-Udenrigstjenesten på dens sikrede websted om de relevante
kontaktpunkter i udenrigsministerierne.
Artikel 11
EU-delegationernes rolle
EU-delegationerne arbejder tæt sammen og
koordinerer med medlemsstaternes ambassader og konsulater for at
bidrage til samarbejde og koordination lokalt og i
krisesituationer, navnlig ved at yde tilgængelig logistisk
støtte, herunder kontorlokaler og organisatoriske
faciliteter, f.eks. midlertidige lokaler for konsulære
medarbejdere og for indsatshold. EU-delegationerne og
EU-Udenrigstjenestens hovedkvarter letter også udvekslingen
af oplysninger mellem medlemsstaternes ambassader og konsulater og,
hvis det er hensigtsmæssigt, med de lokale myndigheder.
EU-delegationerne stiller også generelle oplysninger til
rådighed om den bistand, som ikkerepræsenterede borgere
kan have ret til, navnlig hvad angår aftalte praktiske
ordninger, hvis det er relevant.
Artikel 12
Lokalt samarbejde
De lokale samarbejdsmøder skal omfatte
regelmæssig udveksling af oplysninger om
spørgsmål af relevans for ikkerepræsenterede
borgere. På disse møder fastlægger
medlemsstaterne, hvis det er nødvendigt, de praktiske
ordninger, jf. artikel 7, så ikkerepræsenterede borgere
sikres effektiv beskyttelse i det pågældende
tredjeland. Medmindre andet er aftalt af medlemsstaterne, skal
formanden være repræsentant for en medlemsstat, i
tæt samarbejde med EU-delegationen.
Artikel 13
Kriseberedskab og samarbejde
1. Den lokale beredskabsplanlægning skal tage hensyn til
ikkerepræsenterede borgere. De medlemsstater, som er
repræsenteret i et tredjeland, koordinerer deres
beredskabsplaner med hinanden og EU-delegationen for at sikre, at
ikkerepræsenterede borgere bistås fuldt ud i en
krisesituation. De kompetente ambassader eller konsulater
orienteres fyldestgørende om kriseberedskabsordningerne og
inddrages, hvor det er hensigtsmæssigt.
2. I tilfælde af en krise arbejder Unionen og
medlemsstaterne tæt sammen for at sikre effektiv bistand til
ikkerepræsenterede borgere. De underretter, når det er
muligt, hurtigst muligt hinanden om, hvilken evakueringskapacitet
der er til rådighed. Medlemsstaterne kan på anmodning
få støtte af eksisterende indsatshold på
EU-niveau, herunder konsulære eksperter, navnlig fra de
medlemsstater, der ikke er repræsenteret.
3. Den ledende stat eller den eller de medlemsstater, der
koordinerer bistanden, har ansvaret for at koordinere enhver
støtte, der ydes ikkerepræsenterede borgere, med
støtte fra de øvrige berørte medlemsstater,
EU-delegationen og EU-Udenrigstjenestens hovedkvarter.
Medlemsstaterne sørger for, at den ledende stat eller den
eller de medlemsstater, der koordinerer bistanden, får alle
relevante oplysninger om deres ikkerepræsenterede borgere,
som befinder sig i en krisesituation.
4. Den ledende stat eller den eller de medlemsstater, der
koordinerer bistanden til ikkerepræsenterede borgere, kan,
hvis det er hensigtsmæssigt, søge støtte fra
instrumenter såsom krisestyringsstrukturerne i
EU-Udenrigstjenesten og EU-civilbeskyttelsesmekanismen.
KAPITEL 3
FINANSIELLE PROCEDURER
Artikel 14
Almindelige regler
1. De ikkerepræsenterede borgere forpligter sig til at
tilbagebetale omkostningerne for konsulær beskyttelse til de
medlemsstater, hvor de er statsborgere, på samme vilkår
som statsborgere i den bistående medlemsstat ved anvendelse
af standardformularen i bilag I. Ikkerepræsenterede borgere
pålægges kun at tilbagebetale de omkostninger, som
statsborgere i den bistående medlemsstat ville have afholdt
under samme vilkår.
2. Den bistående medlemsstat kan anmode om
godtgørelse af de i stk. 1 omhandlede omkostninger fra den
medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er
statsborger, ved anvendelse af standardformularen i bilag II. Den
medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er
statsborger, godtgør disse omkostninger inden for en rimelig
frist på højst 12 måneder. Den medlemsstat, hvor
den ikkerepræsenterede borger er statsborger, kan anmode den
pågældende den ikkerepræsenterede borger om at
godtgøre disse omkostninger.
3. Når den konsulære beskyttelse, der ydes en
ikkerepræsenteret borger i tilfælde af anholdelse eller
tilbageholdelse, indebærer usædvanligt høje, men
væsentlige og begrundede omkostninger i forbindelse med
rejse, logi eller oversættelse for de diplomatiske eller
konsulære myndigheder, kan den bistående medlemsstat
anmode om godtgørelse af sådanne omkostninger fra den
medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er
statsborger, som skal godtgøre dem inden for en rimelig
frist på højst 12 måneder.
Artikel 15
Forenklet procedure i
krisesituationer
1. I krisesituationer indgiver den bistående medlemsstat
alle anmodninger om godtgørelse af omkostningerne ved enhver
støtte, der ydes en ikkerepræsenteret borger, til
udenrigsministeriet i den medlemsstat, hvor den
ikkerepræsenterede borger er statsborger. Den bistående
medlemsstat kan anmode om en sådan godtgørelse, selv
om den ikkerepræsenterede borger ikke har underskrevet en
tilbagebetalingsforpligtelse, jf. artikel 14, stk. 1. Dette er ikke
til hinder for, at den medlemsstat, hvor den
ikkerepræsenterede borger er statsborger, kan søge om
tilbagebetaling fra den pågældende
ikkerepræsenterede borger efter nationale regler.
2. Den bistående medlemsstat kan anmode den medlemsstat,
hvor den ikkerepræsenterede borger er statsborger, om at
godtgøre sådanne omkostninger på et
forholdsmæssigt grundlag ved at dele den fulde værdi af
de faktiske påløbne omkostninger med antallet af
borgere, der har fået bistand.
3. Hvis den bistående medlemsstat har modtaget
økonomisk støtte gennem bistand fra
EU-civilbeskyttelsesmekanismen, fastlægges bidraget fra den
medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er
statsborger, efter at Unionens bidrag er blevet fratrukket.
KAPITEL 4
ENDELIGE BESTEMMELSER
Artikel 16
Gunstigere behandling
Medlemsstaterne kan indføre eller
bibeholde gunstigere bestemmelser end bestemmelserne i dette
direktiv, for så vidt som de er forenelige hermed.
Artikel 17
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og
administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette
direktiv senest den 1. maj 2018.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en
henvisning til dette direktiv eller skal ved
offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De
nærmere regler for henvisningen fastsættes af
medlemsstaterne.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de
vigtigste nationale retsforskrifter, som de vedtager på det
område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 18
Ophævelse
Afgørelse 95/553/EF ophæves med
virkning fra den 1. maj 2018.
Artikel 19
Rapportering, evaluering og
revision
1. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen alle relevante
oplysninger vedrørende gennemførelsen og anvendelsen
af dette direktiv. På grundlag af de meddelte oplysninger
forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet
senest den 1. maj 2021 en rapport om gennemførelsen og
anvendelsen af dette direktiv.
2. I den i stk. 1 omhandlede rapport evaluerer Kommissionen,
hvorledes dette direktiv har fungeret, og overvejer behovet for
yderligere foranstaltninger, herunder, hvor det er
hensigtsmæssigt, ændringer for at tilpasse dette
direktiv, så unionsborgeres ret til konsulær
beskyttelse kan lettes yderligere.
Artikel 20
Ikrafttrædelse
Dette direktiv træder i kraft på
tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske
Unions Tidende.
Artikel 21
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Luxembourg, den 20. april 2015.
På Rådets vegne
F. MOGHERINI
Formand
________________________________________
(1) Udtalelse af 25.10.2012 (endnu ikke
offentliggjort i EUT).
(2) Rådets afgørelse
2010/427/EU af 26. juli 2010 om, hvordan Tjenesten for EU's
Optræden Udadtil skal tilrettelægges og fungere (EUT L
201 af 3.8.2010, s. 30).
(3) Europa-Parlamentets og Rådets
afgørelse nr. 1313/2013/EU af 17. december 2013 om en
EU-civilbeskyttelsesmekanisme (EUT L 347 af 20.12.2013, s.
924).
(4) Den Europæiske Unions
retningslinjer for gennemførelsen af konceptet med en
ledende stat på det konsulære område (EUT C 317
af 12.12.2008, s. 6).
(5) Europa-Parlamentet og Rådets
direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske
personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om
fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 281 af
23.11.1995, s. 31).
(6) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
(7) Afgørelse 95/553/EF truffet
af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer,
forsamlet i Rådet den 19. december 1995 om de diplomatiske og
konsulære repræsentationers beskyttelse af Den
Europæiske Unions borgere (EFT L 314 af 28.12.1995, s.
73).
(8) Afgørelse 96/409/FUSP truffet
af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer,
forsamlet i Rådet af 25. juni 1996 om indførelse af et
nødpas (EFT L 168 af 6.7.1996, s. 4).
________________________________________
BILAG I
A. Fælles formular for
forpligtelsen til at tilbagebetale omkostningerne ved
konsulær beskyttelse i tilfælde af økonomisk
bistand
FORPLIGTELSE TIL AT TILBAGEBETALE OMKOSTNINGERNE VED
KONSULÆR BESKYTTELSE
(ØKONOMISK BISTAND) - (artikel 14, stk. 1, i direktiv
(EU), 2015/637)
Undertegnede (hr. /fr.) (fulde navn udfyldes med
blokbogstaver)
…
som er indehaver af pas nr. … udstedt i …
anerkender hermed at have modtaget fra …s
ambassade/konsulat
i …
et beløb på …
som forskud til betaling af …
… (inklusive eventuelt gebyr)
og/eller forpligter mig til og lover på anmodning at
tilbagebetale til udenrigsministeriet/regeringen i … [den
medlemsstat, hvor jeg er statsborger]
jf. den nationale lovgivning i den pågældende
medlemsstat, et beløb svarende til nævnte beløb
eller et beløb svarende til alle omkostninger, der er betalt
på mine vegne eller udbetalt som forskud til mig, herunder
omkostninger afholdt af medlemmer af min familie, der ledsager mig,
i (valuta) …
til den vekselkurs, der var gældende på datoen for
udbetaling af forskuddet eller for betaling af omkostningerne.
Min adresse (*) (med blokbogstaver) (angiv også land)
er: …
…
…
DATO … UNDERSKRIFT …
B. Fælles formular for forpligtelsen til at tilbagebetale
omkostningerne ved konsulær beskyttelse i tilfælde af
hjemtransport
FORPLIGTELSE TIL AT TILBAGEBETALE OMKOSTNINGERNE VED
KONSULÆR BESKYTTELSE
(HJEMTRANSPORT) - (artikel 14, stk. 1, i direktiv (EU)
2015/637)
Undertegnede (hr. /fr.) (fulde navn udfyldes med
blokbogstaver)
…
født i (by) … i (land) …
den (dato) …
som er indehaver af pas nr. … udstedt i …
den … og id-kort nr.… og socialsikringsnr. og
kompetent myndighed (hvis det er relevant) …
forpligter mig hermed til på anmodning at tilbagebetale
til regeringen i …,
jf. den nationale lovgivning i den pågældende
medlemsstat, et beløb svarende til alle omkostninger, der er
betalt på mine vegne eller udbetalt som forskud til mig af
den konsulære medarbejder fra den … regering i
…
med henblik på eller i forbindelse med hjemtransport til
…
af undertegnede og de medlemmer af min familie, der ledsager
mig, og til at betale alle relevante konsulære gebyrer i
forbindelse med hjemtransporten.
Det drejer sig om:
i) (**)
Transport
Underhold
Diverse omkostninger
MINUS mit eget bidrag
KONSULÆRE GEBYRER:
Hjemtransportgebyr
Mødediæt
Pasgebyr/ekstragebyr for hastebehandling
(… timer til … pr. time …)
ii) (**)
Alle beløb, der er udbetalt på mine vegne med
henblik på eller i forbindelse med hjemtransport af mig selv
og mine ledsagende familiemedlemmer, og som ikke kan fastslås
på det tidspunkt, hvor jeg underskriver denne
tilbagebetalingsforpligtelse.
Min adresse (***) (med blokbogstaver) (angiv også land)
er:
…
…
…
DATO … UNDERSKRIFT …
________________________________________
(*) i mangel af en fast adresse angives
en kontaktadresse.
(**) Det irrelevante overstreges: Den
konsulære medarbejder og ansøgeren paraferer hver
sletning i marginen.
(***) I mangel af en fast adresse
angives en kontaktadresse.
________________________________________
BILAG II
Formular til brug for anmodning om
godtgørelse
ANMODNING OM GODTGØRELSE (artikel 14, stk. 2 og 3, i
direktiv (EU) 2015/637)
1. Den anmodende medlemsstats ambassade eller konsulat
2. Den kompetente ambassade eller det kompetente konsulat eller
udenrigsministeriet i den medlemsstat, hvor borgeren, der har
fået bistand, er statsborger
3. Hændelsens art
(dato og sted)
4. Oplysninger om borger(e), der har fået bistand
(vedlægges særskilt)
Fulde navn Fødested og fødselsdato
Rejsedokumentets navn og nummer Bistandens art Omkostninger
5. Omkostninger i alt
6. Bankkonto til brug for godtgørelsen
7. Vedlagt: tilbagebetalingsforpligtelse (hvis det er
relevant)
Officielle noter
1)
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/637/EU af 20.
april 2015 om koordinations- og samarbejdsforanstaltninger for at
lette konsulær beskyttelse af ikkerepræsenterede
unionsborgere i tredjelande og om ophævelse af
afgørelse 95/553/EF, EU-Tidende 2015, nr. L 106, side 1.
1)
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/637/EU af 20.
april 2015 om koordinations- og samarbejdsforanstaltninger for at
lette konsulær beskyttelse af ikkerepræsenterede
unionsborgere i tredjelande og om ophævelse af
afgørelse 95/553/EF, EU-Tidende 2015, nr. L 106, side 1.