B 32 Forslag til folketingsbeslutning om opløsning af en række bander og grupperinger.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2017-18
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 15-11-2017

Fremsat den 15. november 2017 af Peter Kofod Poulsen (DF), Lise Bech (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Susanne Eilersen (DF), Dennis Flydtkjær (DF) Peter Skaarup (DF) og Hans Kristian Skibby (DF)

20171_b32_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 15. november 2017 af Peter Kofod Poulsen (DF), Lise Bech (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Susanne Eilersen (DF), Dennis Flydtkjær (DF) Peter Skaarup (DF) og Hans Kristian Skibby (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om opløsning af en række bander og grupperinger

Folketinget pålægger regeringen i indeværende folketingsår at tage initiativ til at forbyde de bander og grupperinger i Danmark, der er registreret hos Nationalt Efterforskningscenter (NEC), og at anlægge sag mod disse bander og grupperinger med henblik på deres permanente opløsning.

Bemærkninger til forslaget

Bandekonflikten på Nørrebro og i Københavns nordvestkvarter og omegn har nået et uacceptabelt omfang, hvor tilfældige borgere bliver ramt af skud og den offentlige ro og orden dagligt bliver forstyrret.

Beslutningsforslaget indebærer et pålæg til regeringen om at tage initiativ til midlertidigt at forbyde alle de bander og grupperinger, der er registreret hos Nationalt Efterforskningscenter (NEC), og at anlægge sag mod dem med henblik på deres opløsning efter grundlovens § 78, stk. 3.

Forbuddet skal gælde alle bander og grupperinger, der er registreret hos NEC, med det formål at undgå, at bandemedlemmer kan blive optaget i søsterorganisationer, og at der dermed kan være risiko for nye aktører på bandeområdet. Derfor skal forbuddet være så omfattende som muligt. NEC, PET og Rigsadvokaten bør i tæt samarbejde få tilvejebragt de nødvendige oplysninger om omfang af lovovertrædelser begået af bandemedlemmer og få iværksat de nødvendige tiltag, for at banderne kan forbydes. Det kan medføre nogle økonomiske omkostninger såvel i relation til politi og domstolsbehandling som for kiminalforsorgen, og det skal selvfølgelig holdes for øje ved behandlingen af dette forslag.

Det følger af grundlovens § 78, stk. 2, at »Foreninger, der virker ved eller søger at opnå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende eller strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.«

Med forslaget ønsker forslagsstillerne at sikre, at foreninger som nævnt i bestemmelsen bliver opløst.

Fra PET-Kommissionens beretning, bind 15, kapitel 8, afsnit 2.2 kan følgende passager gengives:

»2.2. »Virker ved eller anstifter til vold« mv.

Spørgsmålet om, hvornår en forening kan siges at virke ved eller anstifte til vold, er som nævnt centralt for bevisvurderingen efter grundlovens § 78, stk. 2. Det er anklagemyndigheden, der på grundlag af politiets efterforskning skal tage stilling til, om der er fornødent bevis for, at en organisation har et ulovligt øjemed, herunder om den virker ved eller søger at nå sit mål ved vold mv. Beviset for, at en forening virker ved vold mv. er formentlig noget vanskeligere at tilvejebringe end beviset for, at et eller flere medlemmer af den pågældende forening har foretaget en eller flere voldshandlinger eller truet hermed.

Ved bedømmelse af, om en forening virker ved eller søger at nå sine mål ved vold, er det afgørende den virksomhed, som foreningen faktisk udfolder eller må forventes at udfolde samt de midler, der anvendes for at opnå foreningens formål, og ikke hvad der måtte være nedfældet i vedtægterne, selv om det også har betydning. […]

Rigsadvokaten har afgrænset beviskravet til, at foreningen gennem sin levetid i et ikke ubetydeligt omfang har foretaget voldelige handlinger eller fremsat trusler herom, således at disse handlinger mv. »indgår som et dominerende eller almindeligt led i foreningens virksomhed«.

Selvom Rigsadvokaten i 1998 påviste, at medlemmerne af de to undersøgte rockerklubber Hells Angels og Bandidos i vidt omfang var straffet for kriminalitet, der var relevant for vurderingen af, hvorvidt foreningerne virker ved vold, var det ikke tilstrækkeligt - det skulle endvidere bevises, at de strafbare handlinger kunne tilregnes foreningerne.

Gorm Toftegaard Nielsen mener, at Rigsadvokaten herved har lagt beviskravene så højt, at hjemlen for foreningsforbud derved bliver uanvendelig.«

Bandemiljøet omkring navnlig indvandrerbanderne Loyal to Familia (LTF) og Brothas fremstår efter forslagsstillernes overbevisning kun med det ene formål at udøve vold og at intimidere af hele bydele, og det må anses for at udgøre den helt centrale del af bandernes virke.

Forslagsstillerne mener, at bander og grupperingers brug af mærker og symboler er med til at forstærke utrygheden hos andre, da brugen af symbolerne i kombination med bandens eller grupperingens virke i sig selv må anses for at udgøre en intimidering og en akut trussel om vold, som er omfattet af grundlovens § 78, stk. 2, om at virke ved vold eller anstifte til vold.

Det må gælde så meget desto mere, når banderne og grupperingerne besidder klubhuse, og når medlemmer fremstår i fællesskab med de symboler, der kendetegner banderne og grupperingerne.

Det forekommer uforståeligt for forslagsstillerne, at man hidtil ikke har anset den blotte tilstedeværelse af et bandemedlem iført bandens symboler for en trussel om vold i medfør af både straffeloven og grundlovens § 78, stk. 2.

Hvis en bande eller gruppering bliver opløst, bør retsvirkningerne ved opløsningen omfatte et forbud mod at bruge bandens eller grupperingens symboler og mærker. Herudover skal retsvirkningerne omfatte beslaglæggelse af formuer, ejendomme, biler og motorcykler tilhørende de enkelte medlemmer af banden eller grupperingen med henblik på en udredning af, hvorfra midlerne hidrører.

Forslagsstillerne mener også, at mulighederne for at give forbud mod at opholde sig på forskellige adresser m.v. skal udbygges og bruges mere strategisk over for medlemmer af bander og grupperinger, så medlemmer af bander og grupperinger, der opløses i fremtiden, ikke kan finde sammen i nye bandegrupperinger.

Et midlertidigt forbud og efterfølgende anlagt retssag om opløsning af banderne og grupperingerne vil ikke i sig selv nødvendigvis fjerne kriminalitet begået af de medlemmer, der er relateret hertil.

Men hvis grundlovens § 78, stk. 3, bliver anvendt efter bestemmelsens hensigt, vil det give politiet og anklagemyndigheden helt nye muligheder i det daglige virke. Samtidig vil et midlertidigt forbud og en mulig efterfølgende opløsning sende et ønsket signal fra politisk hold om at ville gøre en forskel i forhold til at sikre lov og orden og dermed gøre en ende på den kriminalitet, der begås som et led i at opretholde banderne og grupperingerne.

Forslagsstillerne har tidligere fremsat beslutningsforslag, der skal gøre det mindre attraktivt at være medlem af en bande, bl.a. B 14 (1996-97) om indførelse af kollektiv straf, som blev fremsat som følge af rockerkrigen i 1990'erne, og B 73 (2012-13) om udvidelse i rockerloven. Forslagene er hver gang blevet afvist af et flertal i Folketinget under henvisning til Rigsadvokatens indstilling om risiko for grundlovsstridig lovgivning.

I den tyske delstat Slesvig-Holsten blev der i 2010 indført et forbud mod rockergrupperinger på baggrund af en eskalerende konflikt, og i artiklen »Rockerkrigen stoppede, da Bandidos og Hells Angels blev forbudt«, fra Jyllands-Posten den 20. august 2017, beskrives, hvordan forbuddet havde en tydelig positiv indvirkning. Få måneder efter forbuddet blev indført, stoppede konflikten.

Den tyske forfatningsdomstol har siden 1983 godkendt et forbud mod rockergrupperinger. Set i lyset af de tyske erfaringer bør det undersøges nærmere, hvilke muligheder for forbud der kan indføres i Danmark.

De tidligere indstillinger fra Rigsadvokaten har været afgivet ud fra den betragtning, at bevisbyrden for at kunne påvise det i grundlovens § 78, stk. 2, krævede formål om vold eller anstiftelse af vold el. lign. ikke ville kunne blive løftet. Rigsadvokaten har i den forbindelse i vidt omfang henvist til den manglende retspraksis på området.

Senest har Rigsadvokaten den 2. november 2017 meddelt, at banden Loyal to Familia kan forbydes. Men forslagsstillerne mener, at Rigsadvokaten nøler med at udforme et anklageskrift, og at et sådant først kan forventes en gang i 2018.

Rigsadvokatens indstilling gennem årene har efter forslagsstillernes opfattelse været lovlig formalistisk. Rigsadvokaten har undladt ikke kun at inddrage de samfundsmæssige betragtninger, men også at vurdere, om der i forhold til formuleringen af grundlovens § 78 om foreningsfrihed i sin tid overhovedet har været tænkt på beskyttelse af den type foreninger, som nærværende forslag vil til livs.

Sidstnævnte spørgsmål må efter forslagsstillernes opfattelse besvares benægtende.

Skriftlig fremsættelse

Peter Kofod Poulsen (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om opløsning af en række bander og grupperinger.

(Beslutningsforslag nr. B 32)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.