B 142 Forslag til folketingsbeslutning om større hensyntagen til børns trivsel på asylcentre.

Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2017-18
Status: Forkastet

Betænkning

Afgivet: 29-05-2018

Betænkning afgivet af Udlændinge- og Integrationsudvalget den 29. maj 2018

20171_b142_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Udlændinge- og Integrationsudvalget den 29. maj 2018

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 26. april 2018 og var til 1. behandling den 23. maj 2018. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Udlændinge- og Integrationsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 1 møde.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 15 spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S, DF, V, LA og KF) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.

For Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget er det afgørende, at man ikke er tvunget til at opholde sig på Sjælsmark. Beboerne har netop ikke lovligt ophold i Danmark, men kan frit udrejse til enhver tid.

De beboere, der bor på Sjælsmark, har fået afvist deres asylsag og er ikke asylberettigede, men vælger altså at bliver her på trods! Hvis man som forældre skønner, at et ulovligt ophold i Danmark er bedre for ens børn, så må man tage det ansvar på sig som forældre. Vi skal naturligvis behandle børnene ordentligt, hvilke medarbejderne gør på bedste vis, og der skal naturligvis laves de underretninger, der er behov for.

Der er helt grundlæggende forskel på, om man er dansk statsborger eller ej. Hvis man ikke er dansk statsborger, har man ikke de samme rettigheder og muligheder som en statsborger. Det er helt naturligt. Det betyder ikke, at man skal behandle personer, der ikke er danske statsborgere dårligt. Det er heller ikke tilfældet på Sjælsmark.

Dansk Folkeparti støtter ikke beslutningsforslaget, da det ikke løser nogen problemer, men tværtimod tilskynder afviste asylansøgere til at blive her. Det er i vores optik uhensigtsmæssigt.

Et mindretal i udvalget (EL, ALT, RV og SF) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Enhedslistens, Alternativets, Radikale Venstres og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker, at der er konstateret store problemer med børns trivsel på danske asylcentre. Vi skal i særlig grad henvise til Dansk Flygtningehjælps rapport »Trivsel og udvikling hos børn på asylcentre - Omkrydsningsfeltet mellem udlændingeloven og serviceloven« og rapporter i forskellige medier, bl.a. Politiken, Information, Danmarks Radio og Radio24syv. Uenigheder i den danske udlændingepolitik bør ikke skygge for, at vi i Danmark har et fælles ansvar over for alle børn, der befinder sig på dansk jord. Det gælder også børn i asylcentre. Partierne er derfor enige om, at der bør gennemføres forbedringer for de pågældende børn. Dette er først og fremmest et ansvar for den til enhver tid siddende regering, og vi opfordrer derfor regeringen til at indkalde til forhandlinger om emnet. Partierne skal i den forbindelse i særlig grad pege på følgende forhold:

- Der skal gøres en indsats for at minimere antallet af flytninger mellem asylcentrene. Røde Kors har siden 2009 ført tilsyn med en stor gruppe af børn på danske asylcentre og har grundigt redegjort for, hvordan de mange flytninger påvirker børnenes trivsel, se »Ombudsmandens tilsynssag med Sjælsmark«, jf. UUI alm. del - svar på spørgsmål 552.

- Der bør være ret til selvhusholdning, også på udrejsecentrene. Så længe mennesker befinder sig i Danmark, bør de have mulighed for at leve et normalt familieliv, hvilket også indebærer muligheden for selvhushold.

- Det bør undersøges, om servicelovens bestemmelser overholdes i tilstrækkelig grad for børn på udrejsecentre.

- Alle børn, som tidligere har modtaget undervisning i folkeskolen, eller som i øvrigt vurderes at være fagligt og socialt modne til folkeskolen, skal tilbydes undervisning i og transport til en kommunal folkeskole nær udrejsecenteret, så længe de er i den alder for undervisningspligt, der i øvrigt gælder i Danmark.

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Martin Henriksen (DF) fmd. Peter Skaarup (DF) Christian Langballe (DF) Marie Krarup (DF) Peter Kofod Poulsen (DF) Pernille Bendixen (DF) Marcus Knuth (V) Britt Bager (V) Preben Bang Henriksen (V) Martin Geertsen (V) Erling Bonnesen (V) Jan E. Jørgensen (V) Laura Lindahl (LA) Villum Christensen (LA) Naser Khader (KF) Dan Jørgensen (S) Kaare Dybvad (S) Thomas Jensen (S) Karen J. Klint (S) Astrid Krag (S) nfmd. Mattias Tesfaye (S) Stine Brix (EL) Nikolaj Villumsen (EL) Carolina Magdalene Maier (ALT) Josephine Fock (ALT) Marlene Borst Hansen (RV) Sofie Carsten Nielsen (RV) Jacob Mark (SF) Holger K. Nielsen (SF)

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Nunatta Qitornai (NQ)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 142



Bilagsnr.
Titel
1
1. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende B 142



Spm.nr.
Titel
1
Spm., om ministeren er enig i, at børn ikke skal være gidsler i deres forældres asylsag, til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm., om det er ok, at børnene mistrives, mens de opholder sig på udrejse- og hjemrejsecentre, til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om, hvad ministeren bygger det på, at det ikke er til skade for børnene, at de gennem længere tid opholder sig på udrejse- eller hjemrejsecentre, til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm., om det oprindelig var intentionen, at familier med børn først skulle overføres til udrejsecentre, når en udrejse var nært forestående, til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm., om der er børn, der opholder sig på udrejsecentre på ubestemt tid, fordi deres forældre ikke vil udrejse og ikke kan tvinges til udrejse, til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm., om Danmark har et ansvar for de børn, der mod deres vilje må opholde sig på udrejse- og hjemrejsecentre gennem længere tid, til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om, hvordan ministeren vil følge op på den kritik, der rejses af Dansk Flygtningehjælp, til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om, hvordan forholdene kan gøres bedre for de børn, der er kommet i klemme i asylsystemet og på hjem- og udrejsecentre, til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm., om ikke det er en dansk forpligtelse og i vores egen interesse at give børnene den bedst mulige trivsel, til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm., om der er børn, der mistrives på asyl- og udrejsecentre, mens de venter på at få deres sag afgjort eller venter på udsendelse, til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm., om ministeren er bekendt med Dansk Flygtningehjælps rapport fra 2018, »Trivsel og udvikling hos børn på asylcentre - Om krydsfeltet mellem udlændingeloven og serviceloven«, til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm. om, hvorfor det ikke er muligt at tilbyde familier på udrejsecentre, at de kan lave deres egen mad, til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
13
Spm., om det er muligt at lade barnets tarv have en mere central placering, når de forskellige hensyn i forhold til flytninger afvejes, til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
14
Spm., om vi skal hjælpe familier med børn, der opholder sig længe på udrejsecentre, mest muligt, også selv om det efter ministerens opfattelse kan løses, ved at forældrene rejser ud, til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
15
Spm., om servicelovens bestemmelser også gælder for børn på asyl- og udrejsecentre, til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå