Det næste punkt på dagsordenen er:

18) 1. behandling af lovforslag nr. L 187:

Forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om ejendomskreditselskaber og lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. (Øget gennemsigtighed og mobilitet på realkreditmarkedet).

Af erhvervsministeren (Brian Mikkelsen).

(Fremsættelse 05.04.2017).

Forhandlingen er åbnet. Jeg giver ordet til hr. Thomas Jensen som ordfører for Socialdemokratiet.

Tak, formand. Den danske realkredit er en af verdens billigste former for boligfinansiering. Det er den her finansieringsform, som sikrer, at mange familier, som ikke har millioner af kroner på bankbogen, alligevel kan realisere drømmen om et hus, og at de erhvervsdrivende kan realisere gode rammer for deres virksomheder. Realkreditsystemet er med andre ord med til at understøtte den økonomiske aktivitet i Danmark ved at yde en billig finansiering til både husholdninger og virksomheder.

Fra politisk hold er det vigtigt, at vi løbende holder øje med, at realkreditsystemet er velfungerende, og at forbrugerne oplever et marked præget af relevante informationer og derved gennemsigtighed. Og ønsker man som låner at flytte sit lån til et andet institut, skal der også være en reel mulighed for at kunne gøre det.

I foråret 2016 så vi, hvordan en række realkreditinstitutter varslede markante stigninger i bidragssatserne på realkreditlånene. Det affødte en særdeles velkommen debat om, hvordan institutter og banker skal agere, hvis låntagerne pludselig skal betale mere for deres lån. Siden hen har et ekspertudvalg set på mulighederne for at styrke gennemsigtighed og mobilitet på realkreditmarkedet. Ekspertudvalget er kommet med en række fornuftige anbefalinger til nødvendige justeringer af reglerne. Og det her lovforslag, vi behandler i dag, er så resultatet af den politiske aftale om øget gennemsigtighed og mobilitet på realkreditmarkedet, som vi indgik i januar med udgangspunkt i eksperternes anbefalinger.

Indholdet i lovforslaget er, at der sikres en længere varslingsperiode. Det er sådan, at man som forbruger, som låntager, fra den dag, hvor der varsles en bidragsstigning, ikke som nu kun har 3 måneder, men 6 måneder til at vurdere, om man skal vedblive med at have sit lån i det institut, eller om man måske vil flytte over i et andet institut. Så indføres der noget nyt, nemlig en begrundelse for, at der sker de her stigninger. Overordnet skal institutternes begrundelser for eventuelle prisstigninger nemlig være mere gennemskuelige for låntagerne. Institutternes varsling af ændringerne i bidrag, rentetillæg og gebyrer skal begrundes med, hvilke forhold der har udløst stigningen. Herudover skal institutterne forklare de væsentligste forhold, der har haft betydning for ændringens omfang, samt den skønnede forholdsmæssige andel disse udgør af den samlede stigning.

Det skal ikke bare være begrundelser; det skal også være fyldestgørende begrundelser. Stigninger i bidrag, rentetillæg og gebyrer må nemlig kun gennemføres, hvis de er fyldestgørende begrundede. Hvis varslede bidragsstigninger og stigninger i rentetillæg ikke er varslet ifølge reglerne, kan de ikke træde i kraft. Der skal desuden være nogle flere og bedre oplysninger, når man bliver varslet om den her stigning. Institutter og banker skal give låntageren flere oplysninger ved varsling om prisstigninger. De supplerende oplysninger er bl.a. oplysninger om kursværdien af kundens lån. Og institutter og banker skal også give låntageren oplysninger om, at låntageren har mulighed for at indfri lånet og omlægge det til et andet lån eventuelt i samme institut eller hos en anden låneudbyder. Der skal også være oplysninger om, hvor man kan gå hen og sammenligne, hvad de forskellige låneudbydere tilbyder.

Så er det også sådan, at låntagerens omkostninger skal nedbringes. Det skal ikke være tilladt at opkræve indfrielsesgebyrer i varslingsperioden ved en forhøjelse af bidragssats i et realkreditinstitut og ved en forhøjelse af rentetillæg ved realkreditlignende lån i et pengeinstitut. Man skal endvidere ikke kunne opkræve mere end halvdelen af summen af kurtage og kursskæring ved indfrielse af lån i varslingsperioden.

Så ophæver vi for anden gang stavnsbåndet her i Danmark. Det er nemlig sådan, at lovgivningen ikke i dag giver låntager mulighed for at flytte hele sit realkreditlån over i et andet realkreditinstitut, hvis lånegrænsen er overskredet, og det begrænser mobiliteten på realkreditmarkedet. Det kan fjernes, synes vi, idet en ændring af lovgivningen ikke vil øge den samlede risiko for realkreditsektoren. Og låntagerne, og det er såvel private som erhvervskunder, skal kunne flytte til et andet institut ved konvertering eller låneomlægning, selv om lånet overskrider lånegrænsen.

Gennemsigtigheden skal øges, og her kommer vi til noget af det, der i den politiske aftale er enighed om at øge, nemlig gennemsigtigheden i forhold til kursskæring samt at sikre en øget gennemsigtighed i forhold til fordelingen af omkostningerne i lånetilbuddene. Det indføres ved ændringer af bekendtgørelse om god skik for boligkredit. En gang årligt skal Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i samarbejde med Forbrugerombudsmanden redegøre for udviklingen i bidragssatser, rentetillæg m.v. og i de markedsforhold, som institutterne agerer i.

Afsluttende vil jeg sige, at det er Socialdemokratiets forventning, at de skitserede tiltag vil øge gennemsigtigheden og mobiliteten på realkreditmarkedet. Vi kan derfor støtte lovforslaget. Men jeg vil også tilføje, at det er vores klare forventning i Socialdemokratiet, at institutterne vil have mulighed for at sænke bidragssatser og rentetillæg, når de har opbygget tilstrækkelig kapital og reserver i forhold til vedtagne og forventede nye kapitalkrav.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er turen kommet til hr. Hans Kristian Skibby som ordfører for Dansk Folkeparti.

Det lovforslag, som vi her behandler, har jo været relativt længe undervejs. Diskussionen omkring stærkt stigende bidragssatser, kursskæring og kurtage har floreret længe, og med god grund har rigtig mange låntagere følt sig dybt provokeret af den tilgang, der har været til en lang række bidragssatsstigninger igennem de danske realkreditinstitutter.

I Dansk Folkeparti er vi sådan set ikke i tvivl om, at en række af de her begrundelser for at lade bidragssatserne stige har været både saglige og velbegrundede, men vi synes samtidig også, at det har været en provokation, at man har ladet det tage overhånd for at sige det ligeud. Man har ligesom benyttet sig af lejligheden: Når konkurrenten gør det, gør vi det også. Den situation kørte jo på længe, og det hele endte, kan man sige, lidt historisk sidste efterår, hvor det så var Nykredits tur til at varsle store stigninger, bl.a. på baggrund af man jo mente, at der kom nogle nye Baselkrav og der var nogle nye finansieringskrav, som skulle overholdes, og som man ikke kunne overholde med den nuværende soliditet.

Det kan der være gode, fornuftige begrundelse for som sådan, men vi må bare konstatere, at det f.eks. ikke har givet anledning til, at man har ændret på bidragssatsen, at Baselkravene er blevet udsat. Tværtimod har man valgt at give en lønforhøjelse til direktøren på ikke mindre end 500.000 kr. om måneden. Det siger jeg egentlig ikke, fordi jeg er specielt misundelig. Jeg ville da ikke sige nej tak, hvis jeg fik tilbuddet, men jeg synes altså, at det giver nogle gevaldige forklaringsproblemer. Det er også noget, som gør, at det kan være svært finde politiske dagsordener herinde, som skal tale for de her institutioner. Vi gør det så langt hen ad vejen naturligvis alligevel, fordi vi jo samtidig også erkender, at vi i Danmark har verdens billigste realkreditmodel. Vi er et af de lande, hvor man virkelig er i stand til, også med de udfordringer der er i dag, stadig væk at kunne tilbyde konkurrencedygtige boliglån, boligfinansiering, over for danske virksomheder og over for danske husejere.

Det er jo godt, og det er absolut forstandigt. Det skal vi blive ved med, men vi er også nødt til at have respekt for, at der virkelig er mange danske låntagere, som bliver vildt provokeret af, at de f.eks. bliver overtalt til, at de da skal vælge det fastforrentede lån, fordi de så godt nok betaler en lidt højere rente, men til gengæld har de en stor vished om, hvad deres kommende økonomi byder på, og hvad deres faste boligudgifter er. Det ved de, indtil de får ny post, hvori der så står, at nu stiger deres bidragssats og deres udgifter igen i deres realkreditselskaber. Derfor var det jo, at Fair Bidragssats blev stiftet og rigtig mange tusind danske boligejere gik sammen i en fælles aktion. Det synes jeg sådan set vi som politikere skal hilse velkommen. Det var jo et wakeupcall, kan man sige.

Men Dansk Folkeparti erkender jo også, at vores realkreditmodel skal være funderet på et liberalt grundlag. Det betyder, at der skal være konkurrence, og at det skal være markedsmekanismer, som gør, at man konkurrerer på at give borgerne og kunderne de bedst mulige lavtforrentede lån. Vi skal samtidig også sige, at når man så stadig væk kommer ind i udfordringen omkring det, ja, så har vi jo god skik-regler, som jo bl.a. går ind og kigger på det i forhold til de vilkår, som der ligger i aftalerne, også i forhold til Finanstilsynet, over for dem, der er kreditformidlere, og dem, der udlåner penge, og som sikrer, at det foregår på et godt grundlag.

Ekspertudvalget kom jo med en lang række anbefalinger tidligere, og vi skulle så prøve, om vi kunne finde flertal for noget af det. Der var jeg selvfølgelig på vegne af Dansk Folkeparti lidt ked af, at det tilsyneladende kun var Radikale Venstre, som støttede os i, at vi også skulle have indført det, der hedder anbefaling nr. 5, fra ekspertudvalget, hvor man jo klart tilkendegav, at vi selvfølgelig skal have det sådan, at man kan få halveret sin kurtage og sin kursskæring set i forhold til den periode, hvor man er varslet en forhøjet bidragssatsstigning. Det betyder altså, at det skal være billigere for folk at kunne flytte deres lån, hvis de bliver ramt af en øget bidragssats, og det er det, der sker med det lovforslag, som vi står med her i dag.

Vi lægger op til noget af det, som Dansk Folkeparti har efterspurgt, netop at man som realkreditinstitut i varslingsperioden, som afgiver en låntager, kun opkræve op til halvdelen af summen af kurtage og kursskæring i forbindelse med flytning af låntagers lån til et fremmed realkreditinstitut. Så er der jo også det, som ordføreren for Socialdemokraterne har været inde på, nemlig at vi jo også samtidig får gjort det sådan, at dem, der har et lån, som i forhold til ejendomsværdien overstiger 80 pct., ikke er stavnsbundet til det institut, de er ved, og er tvunget til bare at betale ved kasse et hos, havde jeg nær sagt. Nej, de har selvfølgelig også mulighed for at flytte det eksisterende lån, men ikke yderligere lån, hvis der er et andet institut, som ønsker dem som kunde. Den åbenhed synes vi også der skal være, og det er også med til at bidrage til mobiliteten. Også selv om Nationalbankens direktør og ledelse mener, at det var en rigtig dårlig idé, så er jeg faktisk glad for på vegne af Dansk Folkeparti at have foreslået det.

Vi er glade for det samlede lovforslag. Vi synes, det er et rigtig godt skridt i den rigtige retning. Vi ville gerne være gået længere, men vi støtter selvfølgelig lovforslaget, for det er jo en del af en politisk aftale fra januar.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Lisbeth Bech Poulsen, SF. Værsgo.

Tak for talen. Jeg er jo enig i rigtig mange af de betragtninger, som Hans Kristian Skibby lægger for dagen, og så kan jeg også berolige Hans Kristian Skibby med, at SF selvfølgelig også støtter forslaget. Vi ville jo gerne have haft, at anbefalingen var blevet fulgt hundrede procent i forhold til kurtage og kursskæring.

Så havde vi også et forslag, og det kan DF's ordfører måske lige kommentere, som var, at når der er så meget usikkerhed om, hvorfor bidragssatserne stiger – ud over at det er for at tjene penge – så kunne man jo netop sikre, at en uafhængig myndighed eller en konkurrencemyndighed eller Finanstilsynet, eller hvem det nu kunne være, simpelt hen skulle sige god for stigningen og sige: Ja, i det her tilfælde er den rimelig, fordi den er baseret på konkrete, nye kapitalkrav, men i alle mulige andre situationer er den ikke rimelig, fordi der ikke er fuld konkurrence og man ikke kan bare flytte sit lån. Vil ordføreren ikke kommentere på det forslag?

Ordføreren.

Det sidste vil jeg gerne tage først. Det er jo ingen hemmelighed, at vi i Dansk Folkeparti sådan set er store tilhængere af, at vi får lagt en aftale ind, hvor vi også får de her muligheder. Jeg har så foreslået, at det f.eks. kunne ligge under Finanstilsynet. Det var en af de ting, der blev foreslået, før vi blev enige om aftalen i januar måned. Vi skal jo være sikre på, at det foregår på et fuldt dokumenteret grundlag, og det betyder også, at vi synes, at det ville være sund fornuft, at de begrundelser, der kommer fra de enkelte realkreditinstitutter, bliver analyseret og verificeret, og at man så spørger: Jamen giver det mening, og er det rigtigt, at det pågældende institut ikke har den rigtige kernekapital eller den rigtige fonding, og er der en risiko for, at obligationerne ikke er så attraktive for investorerne, som de ellers har været? Alle de ting taler selvfølgelig for det.

Det konkrete forslag, som fru Lisbeth Bech Poulsen omtaler, vil vi meget gerne være med til at drøfte. Vores svar kommer selvfølgelig an på, hvad det konkret kommer til at indholde, men det er jo noget, som vi tidligere selv har foreslået. Og så skal jeg lige nævne, at jeg glemte at nævne SF i min ordførertale vedrørende, at man jo også var fortaler for anbefaling nummer fem.

Spørgeren.

Tak for den ret klare melding og selvfølgelig også for at genopfriske min og salens hukommelse vedrørende, at DF jo også har foreslået noget lignende. Det synes jeg tegner rigtig godt. Jeg tror, at den forargelse, som ordføreren og jeg deler, skyldes, at vi hele tiden bliver præsenteret for argumentet om, at man har brug for at polstre sig osv., og så ser vi rekordhøje udbytter og tilbagekøb osv., som langt overstiger det, som man har fået ind via bidragssatserne. F.eks. kunne vi se transaktionen fra Realkredit Danmark til Danske Bank og så et tilbagekøb af udbytter for 20 mia. kr., og så falder det argument jo noget til jorden.

Ordføreren.

Jeg er enig i mange af de ting, som spørgeren fra SF skitserer. Man kan altid undre sig over, hvordan de der mekanismer hænger sammen. Vi har jo også i Dansk Folkeparti problematiseret det, der tilsyneladende er undervejs, nemlig at man forventer en langt højere kapitalforrentning, også inden for realkreditten. Det er noget, der betyder noget for de mange låntagere, fordi vi traditionelt set har været vant til, at man forventede en lavere kapitalforrentning af realkreditmidler, end hvis man nu havde pengene i f.eks. en bank.

Det vil vi også gerne være med til at sikre fremadrettet, for vi kan jo godt se, at realkreditmodellen, som vi sådan historisk kender den, ikke længere eksisterer i dag. Realkreditinstitutterne er blevet kapitaliseret på en hel anden måde i dag, end de var tidligere. Andelstanken har i hvert fald forsvindende lille betydning, må man sige, og der skal vi selvfølgelig sørge for at få de her ting ind. Og kan vi ikke finde ud af det på den gode måde, siger vi, så vil vi gerne være med til at kigge på de her regler for god skik, som bl.a. bliver håndhævet over for de finansielle institutter.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Den næste i rækken er hr. Torsten Schack Pedersen som ordfører for Venstre.

Historikken bag lovforslaget her er blevet berørt, men tillad mig lige at gentage, at det er godt et års tid siden, at en lang række boligejere i Danmark oplevede, at deres bidragssatser steg markant. Det udløste stor frustration, for mange kunder følte, at de var meget fastlåste til det institut, de var i, og at mulighederne for at flytte deres lån og gøre brug af konkurrencen ikke var nok til stede. Det fik dengang erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen til at nedsætte et ekspertudvalg for at kigge på gennemsigtigheden og konkurrencen på realkreditmarkedet; et ekspertudvalg, der så i september sidste år afleverede sine syv anbefalinger. Og på baggrund af de anbefalinger og en politisk drøftelse over en vis periode landede vi jo så en meget bred politisk aftale i januar i år.

Det er en aftale, der grundlæggende har til formål at styrke gennemsigtigheden og styrke konkurrencen på det danske realkreditmarked. For det er sådan set den bedste mulighed for at sikre, at forbrugerne får gavnen af den frie konkurrence – at det er lettere at skifte realkreditinstitut, og at der er langt mere gennemsigtighed i priser og vilkår, således at man som forbruger kan bruge sin ret til nemlig at handle et andet sted.

Helt konkret – og jeg ved godt, at en række af elementerne er blevet nævnt allerede – er det jo grundlæggende, at varslingsperioden forlænges fra 3 til 6 måneder, og at der skal en langt bedre forklaring til, når man varsler stigende bidragssatser. Hvis forklaringerne ikke er gode nok, bortfalder muligheden for det. Og så, som der også er nævnt, fjerner vi muligheden for at opkræve et indfrielsesgebyr. Vi er så landet på, at der kun må opkræves halv kurtage og kursskæring. Og som Dansk Folkepartis ordfører sagde, var det jo et spørgsmål, der var delte meninger om. Det var jo ikke ud fra et ønske om, at man ikke ønskede at gøre det så billigt som muligt for kunderne, men ud fra en konstatering af, at det faktisk var et af de elementer, hvor vi så, at der var fri konkurrence. Det var nemlig et af de elementer, der blev konkurreret på, oven på de stigende bidragssatser, som særlig et institut kom med sidste år. Der var konkurrerende institutter, der netop slog på det her som et parameter for, hvorfor man skulle skifte over til deres institut, og der satte de prisen markant ned. Jeg tror, at der var nogle, der endda helt fjernede den.

Men vi landede så på – for at sikre, at der er en bred politisk opbakning – at der maksimalt kan opkræves halvdelen i kurtage og kursskæring. Jeg synes, det er vigtigt, at der er bred politisk opbakning på det her område. Det vil jeg vende tilbage til.

Jeg vil også fremhæve det element, som faktisk ligger ud over anbefalingerne, og som der var uenighed om i ekspertudvalget, nemlig at det bliver muligt, at man får muligheden for, hvis et andet realkreditinstitut ønsker det, at overtage et lån fra en låntager, også selv om lånegrænsen er overskredet. Jeg bemærkede også, som Dansk Folkepartis ordfører gjorde, at Nationalbanken ikke var begejstret for det. Men jeg synes måske egentlig, at det her, hvis man anskuer det lidt bredere, burde gøre den finansielle stabilitet bedre, forstået på den måde, at hvis der er en låntager, der eksempelvis ligger på 90 pct., og der er et andet institut, der mener, at det er en attraktiv kunde, så er det jo relativt forventeligt, at det pågældende institut kun gør det, fordi der er udsigt til, at man har en tryghed og en forventning om, at man får pengene tilbage, og at det er en god forretning for det pågældende institut. Det kan være, at det er til en skarpere pris. Man undgår i hvert fald den situation, som jeg desværre har fået forelagt mange eksempler på, at hvis ens lånegrænse er overskredet, så er der sådan set relativt meget tag selv-bord for et realkreditinstitut til at hæve bidragssatserne, fordi man som kunde ikke har muligheden for at flytte. Jeg er rigtig glad for, at vi har taget det element med. Det tror jeg faktisk får stor betydning for konkurrencen for de pågældende.

Generelt er høringssvarene til forslaget også ganske pæne. Der er nogle små detaljer, som jeg er helt sikker på vi kan få endelig afdækket under udvalgsarbejdet. Og som jeg sagde, er jeg rigtig glad for, at det er en bred politisk aftale, for vi har et rigtig godt realkreditsystem i Danmark, som sikrer danskerne noget af den billigste boligfinansiering overhovedet. Der er høj troværdighed. Vores realkreditobligationer er internationalt ratet som værende bundsolide. Og så synes jeg, det er vigtigt, at vi også politisk er med til at sikre en høj tillid og en høj gennemsigtighed og en ordentlig konkurrence, så vi er sikre på, at de danske boligejere får deres realkreditlån til den skarpest mulige pris. Derfor støtter vi naturligvis lovforslaget. Og jeg har lovet at meddele, at det gør Det Konservative Folkeparti også.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Det er jo rigtig positivt, at man med det her forslag tager nogle skridt for at gøre det nemmere at skifte realkreditinstitut uden for store omkostninger, men sagen er vel den, at nogle af de rigtig store omkostninger ved at skifte realkreditinstitut ofte kan være af helt andre årsager. Det kan være, renten er steget i mellemtiden; det kan være kurser; det kan være forskellige andre ting. Så realiteten er vel, at der på det her område aldrig bliver en konkurrencesituation som den, hvor jeg kan købe det ene par sokker i Netto og det andet par i Fakta. Og derfor vil vi altså stå i en situation, hvor det i forhold til alle mulige andre markeder er meget nemmere for de her realkreditinstitutter at skrue på gebyrskruen, som vi har set, det er sket, simpelt hen fordi det ikke er så nemt at flytte sig.

Mener ordføreren, at vi med det forslag, som vedtages, og som Enhedslisten også støtter, har sikret danske boligejere mod den enorme utryghed, som er fulgt med de seneste års gentagne bidragssatsstigninger?

Ordføreren.

Jeg mener, at vi med det her forslag sikrer mere gennemsigtighed og en langt bedre konkurrencesituation. Og jeg tror, det er afgørende vigtigt, at vi giver forbrugerne en bedre mulighed for at gennemskue markedet, at være mere oplyste, at være mere bekendt med, hvad der findes af alternativer, hvad konkurrenterne kan tilbyde. Det tror jeg er det vigtigste.

Det er da rigtigt, at når det drejer sig om realkreditlån, vil der være nogle kunder, hvor en stigende bidragssats vil kunne føre til, at man siger: Okay, så tager jeg mit gode tøj og går og scorer en stor kursgevinst. Det gør det måske lettere for dem. Omvendt kan der være nogle, som står til at få et kurstab, så deres lyst til at flytte måske er knap så stor. Sådan vil det være.

Men jeg synes, det er vigtigt, at vi sørger for, at de omkostninger, der ligger uden for, hvad der er af kursudsving, som er et vilkår i vores realkreditsystem, bliver minimeret. Det gør vi med det her, og vi sørger for, at gennemsigtigheden og konkurrencen styrkes. Og det er sådan set det, som jeg tror er det vigtigste for at sikre forbrugerne så skarpe priser som overhovedet muligt.

Spørgeren.

Der bliver snakket om vores realkreditsystem, som om det er det samme, som det altid har været, men det er det jo ikke. Den store forskel er, at hvor man før i tiden havde et hvile i sig selv-princip – altså at der ikke var nogen, der skulle tjene penge på vores realkredit – så har vi over de seneste årtier fået bankerne ind, og de tager sig, om jeg så må sige, godt betalt. Altså, det er jo sådan, at realkreditten ganske enkelt er blevet en malkemaskine for bankerne – ned i lommen på danske boligejere.

Tror ordføreren, at vi med det her forslag vil se et knæk, altså et fald eller i hvert fald en udfladning af stigningen i bidragssatserne, eller tror ordføreren, at bankerne vil blive ved med at bruge danske boligejere som økonomisk malkekvæg?

Ordføreren.

Jeg tror nok, der hos Enhedslisten og Venstre er en grundlæggende forskellig opfattelse af, hvordan økonomi anskues. Men det, der ligger fuldstændig klart, er, at det bedste, man kan give forbrugerne, er mere konkurrence. Det her styrker konkurrencen, og det er med til at sikre en bedre konkurrencesituation. Og en bedre konkurrencesituation vil alt andet lige sætte sig i lavere priser. Så derfor er det her er et rigtig godt tiltag for at styrke gennemsigtigheden og konkurrencen, og det vil også være til gavn for de danske boligejere.

Tak til ordføreren. Så er den næste ordfører netop hr. Pelle Dragsted, og det er stadig Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Trygheden omkring vores boligøkonomi er jo et af de måske mest centrale økonomiske spørgsmål for de fleste familier, uanset om man ejer sin bolig, om man lejer sin bolig, og uanset om man er i arbejde eller er arbejdssøgende. Pludselige ændringer af vores økonomiske forhold, uanset om de kommer fra stigende skattebetalinger eller fra stigende bidragssatser eller fra stigende huslejer, er noget, som skaber enorm utryghed hos danske familier. Og derfor har vi også i Enhedslisten være meget optaget af og aktive omkring det problem, vi har set i de seneste år, nemlig at, ja, hundrede tusinder af danske boligejere har oplevet eksploderende bidragssatser, altså bidragssatser, som kunne stige med mange, mange tusind kroner. Det er et alvorligt problem, og det er blevet taget alt for lidt alvorligt fra politisk hold.

Sagen er jo den, at i gamle dage havde vi realkreditforeninger, som fungerede ud fra et hvile i sig selv-princip. Bidragssatserne skulle dække omkostningerne, og de skulle kollektivisere, kan man sige, eventuelle tab. Det tog man et fælles ansvar for. Det var det, bidragssatserne skulle dække.

Sådan er det ikke længere, for de fleste realkreditudbydere er i dag blevet en del af store finansielle koncerner. De ejes af bankerne, og de skal aflønnes, og det skal vi så også love for er tilfældet. Vi har jo set, hvordan man for fuldstændigt åbent tæppe har stukket sine fingre ned i lommen på danske boligejere under påskud af, at det handler om at polstre sig, har hævet bidragssatserne, og så har man sådan set kanaliseret det overskud lige over til bankerne og deres aktionærer.

Noget af grunden til, at man har kunnet det her, er jo den uretfærdighed, der er i, at der i realkreditlån er den her indbyggede mulighed for, at man løbende kan ændre på vilkårene, primært med hensyn til hvor meget der betales i bidrag. Det kan man sige sådan set var okay i gamle dage, for der var der ikke nogen, der skulle tjene på det, så der havde man en forventning om, at hvis bidragssatserne steg, jamen så var det, fordi der var behov for det for at dække eventuelle kollektive tab, eller fordi der var voksende administrationsudgifter. Men sådan er det jo ikke i dag. Det er i stedet for blevet sådan en trojansk hest ind i boligejernes økonomi.

For at gøre ondt værre har vi så også en situation, hvor det er svært for kunderne at stemme med fødderne og vælge et andet realkreditinstitut.

Der er nogle positive elementer i det her forslag, men det er efter vores opfattelse langtfra vidtgående nok. F.eks. er det fint, at man fremover skal begrunde, hvorfor man øger bidragssatserne, men der er jo ikke nogen særlige krav til, hvilke begrundelser man må give. Der kan være mange begrundelser, man kan bringe i anvendelse, som ikke synes rimelige, men bare man oplyser om dem, er det sådan, det er. Det er også svært at vurdere, om de her begrundelser er de reelle begrundelser. Vi har jo set, at der er kommet fuldstændig forkerte begrundelser. Man har sagt, at det handlede om polstring, men i virkeligheden handlede det om noget helt andet, nemlig om at kanalisere penge over til sine aktionærer.

Det er også fint, at man fremover nedbringer omkostningerne ved at skifte institut, efter at bidragssatserne er blevet sat op. Vi havde gerne set, at man havde fulgt Forbrugerrådet Tænks linje ved at gå endnu hårdere til værks i forhold til indfrielsesgebyrer og i forhold til kurtage og kursskæring, men selv hvis man havde valgt den model, stod man altså stadig med det problem, som jeg også var inde på før, nemlig at der kan være andre væsentlige omkostninger forbundet med at flytte sit lån, f.eks. hvis renten i mellemtiden er steget.

Så virkeligheden er, at vi på det her område aldrig vil etablere en reel konkurrencesituation, som man kan på andre områder – dagligvareområdet, eller hvad vi kunne forestille os – fordi der altid vil være nogle, der har rigtig svært ved at flytte sig. Og det giver altså desværre bankerne og de bankejede realkreditinstitutter nogle alt for store muligheder for at presse citronen.

Så der er brug for en langt hårdere regulering af det her område. Grundlæggende er vi nødt til at gå efter en regulering, hvor man siger, at det er fint at hæve bidragssatserne, hvis der er en ordentlig begrundelse for det. Og den begrundelse skal godkendes af et tilsyn. Det var ikke nødvendigt, dengang realkreditinstitutterne var, som de var for nogle år siden, hvor man havde et hvile i sig selv-princip. Men det er nødvendigt i dag, hvis vi vil beskytte danske boligejere mod at blive økonomisk malkekvæg for bankerne, som står bag de fleste realkreditinstitutter i dag.

Så vi støtter det her forslag ud fra et princip om, at det er en forbedring, men det løser desværre ikke problemet. Det genskaber ikke nogen som helst tryghed for boligejerne, og det bliver ikke sidste gang, vi kommer til at diskutere det spørgsmål her i Folketinget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er hr. Joachim B. Olsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det, formand. Det her lovforslag er en udmøntning af den aftale om øget gennemsigtighed og mobilitet på realkreditmarkedet, som et bredt udsnit af Folketinget indgik tidligere i år. Den aftale er igen en konsekvens af den debat, der opstod i kølvandet på Nykredits, Totalkredits stigning af deres bidragssatser i 2016. Jeg sagde dengang, og det synes jeg stadig væk, at det var en meget uskøn debat, vi havde. En privat virksomhed, som er i konkurrence med andre private virksomheder, må kunne hæve priserne, uden at det fører til indgreb fra politisk side.

Men nu har vi altså indgået den her aftale, og den indeholder forskellige elementer, hvoraf en del af elementerne sådan set er fornuftige nok, men jeg tror også, at jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at vi havde indgået aftalen, hvis vi ikke havde siddet i regering. Det ville nok være ret nemt at påvise, at det havde vi ikke, fordi da vi havde debatten, sad vi ikke i regering, og der kritiserede jeg og LA debatten og ønsket om indgreb på baggrund af den.

Men nu kommer der altså så nogle ændringer, og det er bl.a. ændringer, som medfører, at man skal oplyses om, hvad der ligger til grund for bidragsstigninger, endda meget konkret oplyses om på procentniveau, hvad der ligger til grund for bidragsændringerne. Det synes jeg måske er sådan lidt underligt, for det er jo svært for et realkreditinstitut, ligesom det er for alle andre virksomheder, at sige krone til krone, hvorfor man hæver prisen på produktet. Hvis vi nu forestillede os, at vi skulle bede Arla eller andre om krone til krone at sige, hvorfor de hævede prisen på en liter mælk med 25 øre, ville de nok have svært ved det, da det er ganske kompliceret, men ikke desto mindre beder vi nu realkreditinstitutterne om at gøre det.

Så sættes varslingsperioden op fra 3 til 6 måneder. Det bliver forbudt at indkræve indfrielsesgebyrer, og fremover vil et institut ikke kunne opkræve mere end halvdelen af summen ved kursskæring ved indfrielse af lån i varslingsperioden, ved forhøjelse af bidragssats i et realkreditinstitut og ved forhøjelse af rentetillæg ved realkreditlignende lån i pengeinstitutter. Jeg synes, at der er en ting, som man bør være opmærksom på, lige meget om man synes, at det her er et rigtig godt forslag, eller om man synes, at det er et mindre godt forslag, og det er, at de omkostninger, der er ved at drive et realkreditinstitut og også ved, at folk skifter realkreditinstitut og indfrier lån osv., jo ikke forsvinder. De vil så blive pålagt andre boligejere.

Man kan jo så diskutere, hvor rimeligt det er, at de omkostninger, der er, ved at man handler og man vælger at handle også som kunde, skal pålægges de kunder, som ikke vælger at handle. Jeg synes ikke, at det er specielt rimeligt, og jeg synes, at det ville klæde Folketinget at være ærlig om, at de omkostninger nu påføres andre boligejere. Det synes jeg ikke har været særlig tydeligt i debatten, men jeg synes, at det er fair at sige det.

Men vi er med i aftalen, og derfor står vi selvfølgelig også ved den, og derfor støtter vi selvfølgelig også lovforslaget. Tak.

Tak. Det gav anledning til en enkelt kort bemærkning fra fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Det er jo ikke, fordi hr. Joachim B. Olsens holdninger er en overraskelse for mig, men jeg blev alligevel overrasket over, at han sammenlignede det at skifte realkreditinstitut med at købe en liter mælk. For jeg tænker, at han må tale mod bedre vidende, og så synes jeg også, det er underligt, at en liberalist eller i hvert fald en liberal synes, at en situation, hvor der er så ringe konkurrence på et bestemt marked, er helt fint. Så vil ordføreren ikke sige noget om, om konkurrencen på realkreditområdet er fin nok, og om det virkelig er at sammenligne med at købe en liter mælk? Der er trods alt ret mange andre, der også producerer mælk. Det er rimelig nemt at købe sin mælk et andet sted eller af et andet selskab.

Ordføreren.

Selvfølgelig er en liter mælk og det at optage et lån i et realkreditinstitut to forskellige produkter, men det er jo princippet, som jeg henviser til her, altså det, at man går ind og regulerer, på baggrund af at der er nogle, der vælger at hæve priserne på et marked. Jeg mener, at der er konkurrence, og jeg synes sådan set også, at det, vi oplevede i kølvandet på, at Nykredit hævede deres bidragssatser, viste, at der var konkurrence. Jeg ved godt, at der er nogle, der mener, at der ikke er det, fordi man siger, at der ikke er hundredvis af realkreditinstitutter, men det er ikke et argument for, at der ikke er konkurrence. Det, vi jo kan konstatere, er, at vi i Danmark har den billigste boligfinansiering i verden. Hvis der var mange penge at tjene på at være realkreditinstitut i Danmark, fordi vi havde dårlig konkurrence og dårlig regulering, så ville det nok vælte ind med udenlandske boligfinansieringsmodeller, fordi der var en masse penge at tjene, fordi man kunne gøre det billigere. Men det er jo ikke tilfældet. Så bare fordi man siger og har en holdning til, at der ikke er konkurrence, er det jo ikke nødvendigvis rigtigt, og jeg mener ikke, at det er rigtigt.

Spørgeren.

Nej, men det kan vi jo så diskutere i al evighed. Men et marked, hvor der er fire realkreditinstitutter, og hvor to af dem sidder på knap to tredjedele af markedet, ved jeg ikke om der er andre end hr. Joachim B. Olsen der ville kalde perfekt konkurrence eller noget nær det. Hr. Joachim B. Olsen sagde så også, at det var det samme princip som med mælk. Men det er jo netop ikke det samme princip. For princippet er, at hvis du synes, at din mælk er blevet for dyr i Brugsen, så går du i Fakta eller til et tredje sted, og du får ikke et gebyr for at købe din mælk i Fakta i stedet for i Brugsen. Du får ikke en ekstraregning for at købe den et andet sted eller for at flytte dine indkøb et andet sted hen. Så det er netop princippet, der ikke er det samme, og når vi igen og igen hører, at det er bidragssatserne, der skal betale for polstringen, og vi klokkeklart kan se, at det simpelt hen ikke passer, så er der da noget galt. For det er en uforudsigelighed i den aftale, du har indgået.

Ordføreren.

Så vidt jeg er orienteret, er der på dagligvareområdet også to spillere, som sidder på langt størstedelen af markedet. Men der mener fru Lisbeth Bech Poulsen åbenbart, at der er konkurrence. På realkreditinstitutområdet er der også få spillere, men man kan ikke konkludere, at fordi der er få spillere, er det et udtryk for, at der ikke er konkurrence. Der må man jo kigge på, hvordan prisen er. Hvis prisen er helt i bund, er det, at der er få spillere, et udtryk for, at det er svært for nye spillere at komme til at tjene penge. Altså, man kan ikke bare konkludere, at fordi der er få spillere på et marked, så er det i sig selv et tegn på, at der ikke er konkurrence.

Den næste spørger er hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Problemet er vel nærmere, i hvert fald set med mine øjne, at der er en konkurrence, men at konkurrencen foregår mellem nogle finansielle institutioner, som har en meget, meget opskruet forventning om et afkast, som i sidste ende skal betales af boligejerne. Så mit spørgsmål er egentlig bare om det realkreditsystem, vi havde for få år siden. Her havde du konkurrence, og du havde en række forskellige realkreditinstitutter, men de fungerede alle, i øvrigt ligesom store dele af vores forsyningssektor gør i dag, efter et hvile i sig selv-princip. Det vil sige, at der ikke skulle genereres et overskud, der, om man så må sige, blev kanaliseret væk fra boligejerne. Det skulle kun dække for de omkostninger, der var ved at optage de her lån, og et eventuelt tab, som man kunne have, som man så i en eller anden grad hæftede kollektivt for. Er ordføreren – og nu bliver det måske lidt ideologisk – ikke enig i, at det sådan set var et bedre system for boligejerne, at der ikke var nogen, om man så må sige, udefrakommende, der skulle have hånden ned i deres tegnebog, men at det hvilede i sig selv, sådan som vi f.eks. også kender det fra vores vandforsyning og fra mange andre steder?

Ordføreren.

Det er jeg ikke nødvendigvis enig i. Jeg synes også, at der er noget, der har været fraværende i debatten, nemlig at vi har haft et Folketing, som har været meget villig til at indføre nye reguleringer, tilsynsdiamanter og andre ting, og som har haft et ønske om, at folk skulle over på bestemte lån, og så har realkreditinstitutterne hævet bidragene på de lån, som vi har sagt at vi gerne ville have folk væk fra, og så slår vi dem bagefter oven i hovedet, når de hæver bidragene. Det synes jeg er et eksempel på, at debatten har været uskøn. Det er ikke bare os i Danmark, men også Basel og andre steder i EU, der er kommet med en hel masse regulering, som har øget omkostningerne for realkreditinstitutterne, og så går vi bagefter ud og kritiserer dem for at hæve f.eks. bidragene.

Jeg synes ikke, det har været helt fair, og det er ikke, fordi jeg har specielt ondt af institutterne. Det er det ikke. Det er, fordi jeg synes, at vi skal være meget varsomme med at pille ved en regulering og med at pille ved det her system, for det er et meget, meget liberalt system, vi har, og det har sikret en meget billig boligfinansiering for danskerne igennem mange år, og det har været ekstremt robust over for kriser.

Tak. Næste spørger er hr. Hans Kristian Skibby, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, hr. formand. Jeg bliver bare lidt forundret over, at hr. Joachim B. Olsen sammenligner den danske realkredit med konsummælk. Jeg synes, det er sådan lidt langt ude, det må jeg tilstå. Altså, mange mennesker køber jo kun realkreditprodukter måske en eller to gange i deres liv – nogle oplever nærmest aldrig at gøre det, hvis de bor til leje. Mælk køber man dagligt; det er noget, man konsumerer, det er noget, man drikker, og så er det væk. Og man kan købe det mange forskellige steder. Dagligvarebutikkerne køber det ind via indkøbsordninger osv. Og jeg er da helt med på, at der er konkurrence i forhold til det, og i sidste ende er der ikke ret mange ud over Arla – det er jeg sådan set også med på. Men jeg synes bare, sagt sådan i al stilfærdighed, at man ikke kan sammenligne mælkeproduktion med realkredit.

Så siger hr. Joachim B. Olsen også, at hvis ikke der var den her konkurrence, ville man jo opleve, at det ville vælte ind over grænserne med andre konkurrenter. Der vil jeg gerne spørge: Kan ordføreren nævne andre lande, hvor man har et lige så veludviklet realkreditobligationsmarked, som man har i Danmark?

Ordføreren.

Jeg sammenligner ikke det at drive et realkreditinstitut med en mælkeproduktion. Jeg tager udgangspunkt i et princip om, at når vi har et frit marked med en fri prisfastsætning, er det en uskik at gå ind og blande sig i den prisfastsætning på baggrund af en offentlig debat, hvor der forståeligt er nogle, der bliver ærgerlige over, at prisen stiger på det produkt, de nu engang har købt og skrevet under på – altså, man har jo skrevet under på, at priserne kan stige. Det er princippet, jeg anfægter. Og jeg synes, det er en uskik, at man går ind og gør det.

Og nej, der findes ikke andre lande, hvor man har en lige så god model for boligfinansiering, og det er, fordi den danske realkreditmodel er en markedsbaseret model med en utrolig høj grad af gennemsigtighed – balanceprincippet og andre ting. Det er en meget, meget liberal model, vi har, som har sikret lave priser, lav boligfinansiering for danskerne igennem over 100 år. Og vi skal være ekstremt påpasselige med at ændre den regulering på baggrund af en debat i det offentlige.

Dermed siger vi tak til ordføreren. Næste ordfører i rækken er hr. René Gade, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil glæde mig over kompromiset i dag – det er en smuk, smuk tanke, vi havde, da vi gik i Folketinget for Alternativet, at vi ville se, hvor langt vi kunne komme med alle vores visioner, alle vores løsningsmuligheder og forslag, og så ville vi selvfølgelig bide til bolle, når vi fik chancen for at være med, også selv om det kostede noget af den kant, som vi syntes var den rigtige for Danmark. Og her var vi desværre ikke med i selve aftalelokalet, men vi blev efterfølgende inviteret med til at bakke op om aftalen. Det valgte vi at gøre, ved at de ideer og tanker, vi havde, om, hvordan vi gerne havde set den her aftale skruet sammen, også blev løftet i det lokale af min ordførerkollega fra SF, fordi Enhedslisten, SF og Alternativet tidligere fremsatte et beslutningsforslag, hvor vi havde nogle andre vilkår med i forbindelse med realkreditinstitutterne – altså, hvordan det hele er skruet sammen, og hvordan vi gerne ville skabe gennemsigtighed, hvordan vi gerne ville sikre større fleksibilitet, og hvordan vi gerne ville sikre, at pengene, der kom ind, når der blev skruet på nogle knapper, ikke kunne gå til udbytte eller lønforhøjelser i ledelser osv.

Altså, vores stemme blev hørt i lokalet, og vi må jo bare sige, at der kunne vi ikke komme længere. Det lovforslag, vi står med her i dag, var så meget, vi kunne blive enige om. Så jeg vil bare sige: Godt for det. Det er til glæde for rigtig mange danskere, tror jeg, at vi trods alt styrker gennemsigtigheden og får gjort det lidt lettere og lidt mere fleksibelt at skifte realkreditinstitut – selv om jeg giver Enhedslistens ordfører fuldstændig ret i de betragtninger, som han kom med tidligere i debatten.

Så kunne jeg godt tænke mig at rose den forrige ordfører, hr. Joachim B. Olsen, for igen at stå som medlem af et parti og turde sige, at partiet egentlig godt kan være uenig i den regeringspolitik, som bliver fremført, den aftale, som vi står med her. Og det er ikke for at være polemisk, tværtimod er det sagt helt oprigtigt, at jeg synes, det er stærkt, at man netop kan have partier, der sidder i regering, og som holder fast i, hvordan det egentlig er, man ønsker at se samfundet, hvordan man tænker det skal være, selv om man så går på kompromis i en regering. Det håber jeg at vi også i Alternativet kommer til at efterleve, når vi engang kommer til at sidde i regering, altså at man godt kan have sine meningers mod, på trods af at man skal være en del af et kompromis i en regering.

Så vi bakker op om aftalen og er glade for at være blevet inviteret med, selv om vi næste gang gerne vil sidde med i aftalelokalet.

Ellers kan man jo vente, til man har 90 mandater; det er fuldstændig korrekt.

Tak til ordføreren. Og den næste ordfører i rækken er fru Ida Auken, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak til formanden, og tak for denne lektion i parlamentarisme; det er jo altid godt at få fra formanden.

I dag diskuterer vi et lovforslag, der bygger på en aftale, som et meget bredt udsnit af Folketingets partier har lavet. Det bygger selvfølgelig på, at vi alle sammen synes, at realkreditsystemet i Danmark er rigtig, rigtig godt, og det er det af flere grunde. Det er det, fordi det giver meget, meget billige lån – overraskende billige lån – til danskerne, og så er det faktisk et meget solidarisk system, som undgår, at nogle institutter går ind og ligesom cherrypicker, altså giver de allerbedste lån de sikreste steder og så giver dyre lån i resten af landet. Tværtimod er det med realkreditsystemet faktisk muligt at få billige lån i hele landet, og det synes jeg er værd at glæde sig over at der er en bred opbakning til, inden vi diskuterer realkreditten i det hele taget.

Så er det klart, at der har været nogle problemer. Jeg synes også, at der været nogle problemer med realkreditinstitutternes legitimitet, hvis jeg skal være helt ærlig. For der er simpelt hen for mange kunder, der har følt sig meget dårligt behandlet i processen: De skriver under på en kontrakt, og selv om det er rigtigt, at der står i kontrakten, at bidragssatserne kan blive ændret, har de alligevel følt sig bundet, når den ene side kan ændre kontrakten, men den anden faktisk ikke kan uden meget store omkostninger. Altså, der er tale om det, at institutterne har kunnet hæve bidragssatserne og kunderne så ikke har kunnet skifte institut som en reaktion på det uden meget store omkostninger, både i forhold til kurtage, kursskæring, gebyr og selvfølgelig det eventuelle kurstab eller de stigende renter, der kan være, som følge af det tidspunkt, man vælger at omlægge på.

Det vil sige, at der sådan set har været et politisk problem for hele sektoren, som vi så har måttet tage på os politisk at gøre noget ved, altså fordi man ikke selv har kunnet klare den her opgave. Jeg havde selvfølgelig helst set, at institutterne var blevet enige om at lave en eller anden form for frit lejde-ordning i f.eks. 3 måneder, når man hæver bidragssatsen, altså hvor man siger, at man i den periode ikke indkræver kurtage, kursskæring og gebyrer. Men det har man altså ikke kunnet gøre, og så har vi måttet kigge på det politisk.

Det er ikke urimeligt, at vi regulerer det her område, for det er et stærkt reguleret område. Altså, det er også dumt at tale om det her, som om det er et supermarked, hvilket i øvrigt også er et ret reguleret område. Det er et marked, der kun kan fungere, fordi vi har lavet politiske regler for det, og derfor er det helt fair, at vi laver lovgivning på det her område, og at vi sikrer, at man får det bedste af to verdener.

Så er der blevet uddelt roser heroppefra, og det vil jeg så også gøre til Dansk Folkepartis ordfører, som har været en rigtig god partner i det her, altså med hensyn til sammen med Radikale at sikre, at der faktisk er sket noget på det her område. Vi ville gerne være gået hele vejen med den anbefaling, der kom fra ekspertudvalget, om, at der ikke skal være nogen kurtage, kursskæring eller gebyrer i de 3 måneder, der ville være varslingsperioden. I stedet har man så i den her aftale hævet den til 6 måneder – det er jeg ikke sikker på er en bedre aftale for institutterne, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg tror, at de kunne være lige så godt tjent med 3 måneder og med, at de selv dækkede hele kurtagen og kursskæringen. Men det er altså sådan, det er endt i de her forhandlinger, når vi ikke kunne komme hele vejen med de andre ting.

Men alt i alt synes vi jo, det er ret godt, at vi er kommet et stykke vej med det her. Jeg håber også, det kan være med til at løse nogle af de politiske problemer, der har været, for en sektor, som vi ellers er rigtig, rigtig glade for, og som vi gerne skulle have en stor, bred opbakning til, samtidig med at kunderne også skal føle sig rimeligt behandlet hele vejen igennem.

Så det er vigtige skridt, vi har taget her, og Radikale Venstre kan støtte lovforslaget.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for en god tale, og jeg er også fuldstændig enig i de indledende ord om, at vi stadig væk har et realkreditsystem, som er solidarisk sammenlignet med mange andre steder. Man skelner jo ikke bare ikke geografisk, men heller ikke mellem den enkelte låntager, hvilket man ser i mange andre lande, hvor det kan være rigtig svært at få et lån.

Jeg har lige et spørgsmål. Nu blev Dansk Folkeparti rost, og det vil jeg også gerne gøre i den her sag, for der har vi oftest også stået på linje med hinanden. Men en af de ting, som Dansk Folkeparti jo også sammen med Enhedslisten, SF og Alternativet tidligere har advokeret for, var at indføre et eller andet form for tilsyn, som altså sagde, at det sådan set er fair nok, hvis der er rimelige begrundelser for at hæve bidragssatserne, f.eks. nye lovgivningsmæssige krav, men at det ikke er en rimelig begrundelse, hvis det bare er, fordi man gerne vil øge fortjenesten til bankernes aktionærer. Derfor skal vi have et tilsyn, som siger: O.k., der er et grundlag for det, og selvfølgelig skal bidragssatserne sættes ned igen, f.eks. når den kapitalisering så er sket. Hvordan stiller De Radikale sig egentlig til den tankegang – ikke til det konkrete forslag, men mere til den tankegang?

Ordføreren.

Vi synes jo, det er godt, at der skal redegøres for, hvorfor man hæver den enkelte bidragssats. Om vi ligefrem skal have en ny instans på det her tidspunkt, vil jeg faktisk ikke stå og tage stilling til her, ikke mindst fordi – her en lille disclaimer – det faktisk er Martin Lidegaard, der permanent har overtaget ordførerskabet, når han er kommet tilbage fra barsel. Så jeg vil hellere lade ham give et endeligt svar end at stå heroppe og love det ene eller andet.

Spørgeren.

Det er der fuld forståelse for. Tak for det.

Ordføreren.

Tak for det.

Der er fuld forståelse. Så siger vi tak til ordføreren, og så er vi nået frem til fru Lisbeth Bech Poulsen fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Der er sket noget de sidste par år. Indtil for nylig talte vi jo stort set alle sammen om dansk realkredit som stående i et lyserødt skær. Det var en lang historie. I 200 år har vi haft det, og det har sikret, som flere også rigtigt har sagt, danskerne meget stabile og billige boliglån. Men for et par årtier siden og specielt inden for de sidste par år er der jo sket noget med dansk realkredit. Og det er, som jeg også synes at Dansk Folkepartis ordfører redegjorde meget fint for, at det i den grad er blevet en malkemaskine for bankerne i stedet for, som Enhedslistens ordfører, hr. Pelle Dragsted, var inde på, at fremstå som noget, der principielt hviler i sig selv. Det er jo rigtig, rigtig ærgerligt, fordi det system fungerede i 200 år, og nu har vi fået en situation, hvor man ikke kan kende realkredit fra banker. Det har de også selv fundet ud af, og derfor har de lavet et nyt fælles organ, der hedder Finans Danmark, og på den måde er det jo meget ærligt. Det svarer lidt til at have en hemmelig affære, alle kender alligevel til den, og så springer man ud og siger, at nu er man altså både blevet ringforlovet og gift.

Det er jo fint nok. Nu har man fået et fælles talerør til at tale hele finanssektorens sag gennem. Derfor er det jo forhåbentlig også slut med, at vi skal se alt for naivt og rosenrødt på realkreditsektoren, fordi den er smeltet sammen med de store banker. Det kan vi jo også se på pengestrømmene. Fra realkreditinstitutterne strømmer der milliarder over i bankernes kasser, og når vi så løbende i den her diskussion har kritiseret og spurgt: Hvad skal de her bidragssatsers stigninger til for? får vi at vide, at det er på grund af polstring, det er på grund af de onde politikere og de onde Baselfolk, som stiller højere og højere kapitalkrav.

Men vi kan jo så igen se, at når der er generalforsamlinger, som der har været et hav af det her forår, og vi ser, hvad der bliver udbetalt til aktionærerne i udbytte og tilbagekøb, afspejler det jo ikke, at realkreditten eller bankerne skal polstres. Tværtimod. Et eksempel er fra Danske Banks generalforsamling. Det er ikke for lige præcis at pege fingre ad dem, jeg var bare selv med, og jeg stillede det spørgsmål: Når der nu bliver ført milliarder fra Realkredit Danmark over i Danske Bank og der efterfølgende bliver udbetalt 19 mia. kr. i tilbagekøb og udbytter, hvordan hænger det så sammen med det argument, vi har hørt igen og igen, om polstring? Og svaret var, som alle andre steder, hvor vi også spørger, at det egentlig heller ikke hænger sammen. Det er for at forkæle aktionærerne.

Dermed kommer vi også ind på det, som jeg også synes at hr. Pelle Dragsted sagde meget præcist, at det er blevet et fuldstændig perverst niveau, som kapitalafkastet skal ligge på, altså de her 11, 12 pct. Der har aldrig før været så store forventninger til, hvad man skal kunne kræve af sine investeringer i realkreditten. Det afkastkrav er kommet op på et niveau, som ikke bare nogle af os herinde, men mange andre jo også lægger mærke til og siger: Det er fuldstændig urealistisk højt, det hører ikke hjemme inden for realkreditområdet at kræve så højt et afkast. Men det er det, systemet efterhånden har vænnet sig til, og det, der skal til.

Nu til aftalen. Jeg kunne godt have ønsket mig mere, men nu skal man jo heller ikke stå en dag som i dag og have nejhatten på. I forhold til hvor mange forskellige partier der er med, synes jeg, at det er en udmærket aftale. Den giver nogle bedre forhold. Vi kunne godt have ønsket os, at Forbrugerrådet Tænk og ekspertudvalgets anbefalinger om at forbyde både indfrielsesgebyret og den fulde kurtage og den fulde kursskæring i varslingsperioden for bidragsændringer var blevet fulgt. Det hørte jeg egentlig også fra Dansk Folkeparti og også fra andre. Det var der ikke opbakning til, men 50 pct. er også noget.

Så havde vi jo også ønsket os, og det tror jeg også at jeg gjorde meget klart over for ministeren, at vi i den grad gerne vil have det, som også både Dansk Folkeparti og Alternativet og Enhedslisten har nævnt, nemlig et tilsyn, der simpelt hen kunne gå ind og sige, at det objektivt set er rimeligt, hvis bidragssatsen stiger, for det kan det være, eller nej, det er det ikke. Og når det skulle være et tilsyn eller en konkurrencemyndighed, er det jo netop, fordi det er et område, hvor der ikke er særlig god konkurrence, og hvor det er så dyrt at flytte, og hvor du ikke bare, som hvis du skal have mælk, kan gå i Netto eller i Fakta efter en billigere mælk eller hen i kiosken, eller hvor det er, efter en billigere vare. Og når det derfor er et spørgsmål, der har så stor betydning for samfundsøkonomien og for almindelige menneskers økonomi – det er nogle af de største udgifter, folk overhovedet har – så er det kun rimeligt, at der skal en myndighed til for at sige god for det eller ikke god for det.

Nu kan jeg se, at formanden rejser sig op, så nu skal jeg nok slutte af. Men vi støtter selvfølgelig aftalen. Vi er selv med. Der har været lidt diskussion frem og tilbage om, hvorvidt det er et forlig eller en stemmeaftale. Det er en stemmeaftale. Vi vil blive ved med at forfølge nogle af vores egne andre mål, men jeg vil så også gerne rose ministeren for at lande en aftale, som alle kan se sig selv i, og hvor der ikke er nogen tilbageskridt. Og det er jo altid godt.

Tak til ordføreren. Der er lige en enkelt kort bemærkning, der har sneget sig ind. Hr. Joachim B. Olsen.

Tak for det, formand. Kan ordføreren redegøre for, hvordan realkreditinstitutterne skulle få den egenkapital, som vi har bedt dem om at have, hvis der ikke var nogen, der ville skyde den ind i form af aktiekapital? Hvordan skulle de få den egenkapital?

Ordføreren.

Jeg forstår simpelt hen ikke spørgsmålet. Altså, i 200 år har vi haft et system med realkreditobligationer, hvor markedet har fungeret uden afkastkrav på 12 pct. Så jeg er simpelt hen ikke sikker på, hvad spørgsmålet er.

Spørgeren.

Det er jo ikke så svært. Vi har jo bedt dem om at holde noget mere egenkapital, så hvis de ikke kan få det, ved at nogen skyder nogle penge ind, hvordan skulle de så få det? Det er vel et meget enkelt spørgsmål.

Ordføreren.

Ja, men ordføreren indikerer, at den eneste måde at få de her penge ind på er, ved at nogen investerer, og så kommer de penge ikke ud igen, for så er der sket en polstring.

Men jeg vil gerne lige sige, at i 2015 blev der tjent 50 pct. mere i realkreditinstitutterne end i 2014 og 36 pct. mere end i 2007, som var rekordår indtil da. Så der er kun sket en generel indtægtsstignig igen og igen fra 2007 over kriseårene og så til 2014, 2015 og 2016. Man har kun hævet sin indtjening igen og igen.

Det viser jo altså – og der er ordføreren og jeg bare uenige med hinanden – at der er sket en øgning af indtægterne. Det er i høj grad på grund af bidragsstigningerne, og fordi afkastkravet er vokset og vokset, altså det, som skal udbetales til ejerne.

Vi forsøger igen. Tak til ordføreren. Så er det erhvervsministeren, værsgo.

Tak for bemærkningerne og den gode dialog, som jeg synes der har været. Det er selvfølgelig et ekstremt vigtigt emne for rigtig mange danskere. Det handler om det mest afgørende i de fleste familiers privatøkonomi, nemlig køb af egen bolig, hvor man har brug for realkreditlån. Det handler om, at vi godt vil sikre mest mulig gennemsigtighed og transparens, mest mulig konkurrence og billigst mulige priser. Det er også en del af grundlaget for, at vi lavede en bred politisk aftale. Jeg hører også, at alle politiske ordførere virker imødekommende over de skridt, der er taget. Så er der nogle, der har lidt større ambitioner, men alle er jo enige om, at der er taget nogle fornuftige skridt.

Den her aftale indgik vi tidligere i år med det klare formål at skabe øget gennemsigtighed og mobilitet på realkreditmarkedet. Realkreditsystemet spiller en meget væsentlig rolle for det samlede udbud af finansiering i Danmark og dermed den økonomiske aktivitet her i landet. Det er af den grund af stor betydning, at realkreditsystemet er velfungerende.

Lovforslaget indebærer en hurtig opfølgning på realkreditudvalgets rapport og skaber grundlag for øget gennemsigtighed og mobilitet på realkreditmarkedet. Det skal være nemmere for låntagere at gennemskue, hvilke muligheder der er for at skifte institut, hvis der bliver varslet prisstigninger, og det skal også være billigere for låntagere at flytte institut. Det gør vi ved at sikre, at låntager får oplysninger om, hvad der ligger til grund for en prisstigning. Ligeledes skal låntager i forbindelse med varsling af prisstigninger have oplysninger om bl.a. muligheder for at indfri lånet. Endvidere forlænger vi varslingsperioden og sætter rammer for de omkostninger, der kan pålægges låntager i forbindelse med skift af institut. Vi indfører bl.a. forbud mod opkrævning af indfrielsesgebyr, og institutterne har alene mulighed for at opkræve halvdelen af den sum, der udgøres af kurtage og kursskæring i varslingsperioden. Desuden sørger vi for, at der er klarhed over konsekvenser for låntagere, hvis institutterne ikke begrunder en varslet forhøjelse af bidragene ordentligt eller ikke overholder varslingsperioden på 6 måneder. I sådanne tilfælde vil stigningerne i bidrag og gebyrer ikke kunne opkræves hos låntagerne. Er reglerne ikke overholdt, må instituttet starte forfra og varsle prisstigninger på ny. For at skabe øget mobilitet på realkreditmarkedet åbner vi også for, at låntagere kan flytte til et andet realkreditinstitut, selv om realkreditlånet overskrider lånegrænserne.

Samlet set er jeg glad for, at vi fik lavet den brede politiske aftale. Det er nemlig nogle gode initiativer, der gør realkreditsystemet bedre, og jeg ser frem til udvalgsbehandlingen af lovforslaget.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Tak for det, og også tak for en fin gennemgang. Det er klart et skridt fremad. Men jeg tror, de fleste nok også er enige i, at vi nok ikke har sikret boligejerne mod fremtidige stigninger i bidragssatserne, og de, som allerede er omfattet af dem, og som har fået meget, meget voldsomme stigninger, vil jo ikke blive hjulpet af det her forslag. Jeg ved jo, at Det Konservative Folkeparti ligesom Enhedslisten er meget optaget af de her pludselige ændringer, og det er sådan set ligegyldigt, om det er lejere eller ejere, eller om det er skat eller bidragssatser. Det er ikke godt for nogen, når ens boligøkonomi pludselig kan blive ændret. Mener ministeren, at man med det her tiltag har dæmmet op for det problem, som så mange danskere har reageret imod i de seneste år, senest sidste forår, på grund af de ændringer, der er sket inden for realkreditsektoren, hvor vi ser de her voldsomt stigende bidragssatser?

Ministeren.

Jeg tror ikke, man med sådan en politisk fingerknipsøvelse her og snuptagsløsning kan løse alle problemer for boligejerne med hensyn til realkreditbelåningen. Men det er et skridt i retning af, at vi får et mere transparent marked, et mere gennemsigtigt marked, og at det bliver billigere og lettere at skifte realkreditinstitut, og der tror jeg jo på markedet, og jeg tror på, at vi får en situation, hvor det bliver mere åbenlyst, at det f.eks. kan betale sig at skifte realkreditinstitut, og på den måde kan man så også se, at de kan konkurrere på bidragssatserne. Vi har jo bl.a. selv lavet en hjemmeside, som Finanstilsynet står for, hvor man kan gå ind og tjekke konkrete priser og kigge nogle måneder tilbage og så se på, hvad priserne har været, og der er andre hjemmesider, hvor man kan gå ind og tjekke, hvad priserne er fremover. Men fordi vi både har en empiri bagud, og vi har nogle sider, som oplyser om det, der ligger forude, så bliver der også skabt meget mere åbenhed, som betyder, at man som forbruger har nemmere ved at skifte selskab. For vi har sat priserne ned, og vi har også gjort det nemmere at skifte selskab, og så håber og tror jeg på, at der kommer mere konkurrence, så forbrugerne får nogle flere valgmuligheder for at vælge det billigst mulige realkreditlån.

Spørgeren.

Det synes jeg er rigtig fint. Men det, vi har set, er jo desværre, at realkreditinstitutterne i meget høj grad er fulgtes ad, når de har sat bidragssatserne op, hvilket kan tyde på, at konkurrencen ikke er særlig god. Men som ekspertgruppen jo også allerede skriver på side 2 i deres gennemgang, handler det om det, de kalder de ændrede ejerstrukturer, altså at vi med andre ord er gået væk fra de her oprindelige realkreditforeninger og over til en bankejerskabsstruktur, og de skriver faktisk også, at når Nykredit kommer på børsen – det håber jeg stadig væk vil blive forhindret, men hvis det sker – så vil det sidste, om jeg så må sige, værn mod de her stigninger være væk. For Nykredit har, kan man sige, lagt en dæmper på prisudviklingen i årene op til deres sidste bidragssatsstigning.

Så mit spørgsmål er egentlig bare: Hvis vi ser en fortsættelse af den her udvikling, hvor bankerne, måske fordi de ikke har så meget indtjening andre steder, altså henter deres overskud ved at stikke fingrene ned i boligejernes lommer og hæve bidragssatserne, vil ministeren så være villig til, at vi tager det her op, f.eks. om 1 år, om 1½ år, om 2 år, og kigger på det igen og ser på, om vi har skabt et lidt for stort slaraffenland for bankerne i forhold til at bruge boligejerne som en slags økonomisk malkekvæg?

Ministeren.

Hele det finansielle område er jo både præget af meget stor kompleksitet, men, synes jeg, også sådan en ikkeideologisk tilgang til regulering på området. For hvis man havde enten den ene eller den anden kasket på, så ville man jo egentlig mene, at der slet ikke skulle reguleres, eller at der skulle overreguleres. Der tror jeg at de fleste, inklusive regeringen, står sådan midtimellem, altså at ja, vi tror på et frit marked, vi tror på, at man som forbruger vælger det produkt, som passer en bedst, men der er brug for, at der er noget regulering, som betyder, at det er nemmere at skifte selskab, og at det er billigere at skifte selskab, og det er derfor, vi har lavet den her aftale. For der er også brug for nogle rammer om det, og det er så også et svar på det spørgsmål, som hr. Pelle Dragsted stiller. Jeg udelukker ikke, at der kan komme initiativer i fremtiden. Lige nu ser jeg ikke at der er brug for det, men jeg vil ikke udelukke det, for det her er et spændingsfelt, hvor vi har til opgave at beskytte forbrugerne, samtidig med at vi tror på et frit marked.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Tak, hr. formand. Nu var der jo en dejlig fredfyldt stemning over for hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten i forbindelse med spørgsmål og svar, men det var der ikke helt under ministerens tale, for jeg hørte, at der var lidt støj på bagsmækken mellem SF's og Liberal Alliances ordførere, som jeg stadig væk ikke tror er blevet enige om, hvor pengene kommer fra, altså lidt ligesom med de her lottoreklamer, men i hvert fald var spørgsmålet, der blev stillet af Liberal Alliances ordfører: Hvor kommer pengene fra til udbygning af den kerne- og garantikapital, som der skal være som sikkerhed for obligationer osv.?

Derfor vil jeg gerne have ministeren til at bekræfte, om ikke det er korrekt, at i 2003 var det samlede beløb for bidragsatsindbetalinger i Danmark på 6 mia. kr., og at vi i 2015 rundede 20 mia. kr. i bidragssatsindbetalinger plus kursskæring på knap 2 mia. kr., så det vil sige, at vi altså er gået fra 6 mia. kr. om året til 22 mia. kr. om året. Vil ministeren ikke bare for god ordens skyld bekræfte, at de penge har man mulighed for at lægge til side, lægge dem ind i kernekapitalen som sikkerhed for udlån, og at hvis man har lyst til det, kan man også – som nogle påstår at man har gjort, og som vi andre kan se er fuldstændig korrekt – vælge at udbetale pengene til aktionærerne, altså ejerkredsen?

Ministeren.

Jeg er helt sikker på, at tallene er korrekte, for jeg kender hr. Hans Kristian Skibby som en meget, meget troværdig politiker, men jeg har ikke selv tallene heroppe, altså, jeg ved ikke, hvad der var af samlede bidragssatser i 2003 og 2015, og jeg synes ikke, at jeg kunne tillade mig at sidde og google, mens der blev stillet spørgsmål, men jeg er helt sikker på, at de er korrekte.

En meget stor del af forklaringen er både de fælles politisk krav, vi har stillet i Danmark, og implementeringen af Baselkrav og krav i forbindelse med EU-krav, som jo betyder, at den soliditet og det fundament, som er under realkreditten og den finansielle sektor, er anderledes i de 2 år, der bliver sammenlignet her, nemlig 2015 og 2003. For der skete det i september 2008, da Lehman Brothers krakkede og papkasserne blive båret ud og sat på New Yorks gader, at det politiske system heldigvis reagerede meget hurtigt, allerede fra september, oktober og november, med forskellige bankpakker både internationalt og nationalt, og det betød, at der blev stillet helt anderledes krav til egenkapital i f.eks. realkreditten.

Det har så betydet, at f.eks. bidragssatserne er steget. Der er så også blevet udbetalt en del som udbytte, ja, sandsynligvis efter 2011 og 2012, hvor man havde formået at få genskabt soliditeten i realkreditten og i bankerne, men en stor del af det er altså, fordi der er stillet skærpede politiske krav til sektoren.

Spørgeren.

Vil ministeren så bekræfte, at selv om vi havde Lehman Brothers-krakket osv. i 2008, havde vi i Danmark trods det, at der kom stigende biragssatser og i det hele taget lidt større udgifter, stadig væk danske husejere, private ejendomsejere, hvoraf 99,7 pct. betalte deres terminer til tiden? For vi andre har den påstand, at der, hvor man havde tabene efter bl.a. Lehman Brothers osv., var hos dem, der havde givet af deres investeringer, dem, der havde købt udlejningsejendomme, og dem, der havde købt erhvervsejendomme, og at hele regningen havnede ovre hos de private kunder. Det er det, vi er lidt provokerede af, også i dag, og derfor synes jeg måske, at det ville være rart sådan at få de nøgletal automatisk, for der er jo ingen grund til, at vi skal sidde og skændes om ting, som egentlig er ret nemme at finde.

Ministeren.

Der er ikke nogen tvivl om, at det er rigtigt, at en meget stor del af årsagen til det finansielle krak i september-oktober 2008 var de overgearede investeringer, og det var subprimelån i USA kombineret med mange, mange andre forskellige elementer både nationalt og internationalt. Den danske realkredit stod sin prøve i vel den værste tid, som der har været siden 1929, da Wall Street krakkede og det hele væltede, men da bestod realkretitten jo. Det er derfor, at vi skal forsvare den unikke konstruktion og struktur, som realkreditten er, både ved hele tiden at sikre og lave nogle ordentlige betingelser for den, men også ved at sikre, at den ikke kommer under angreb, sådan at man får sikret forbrugerne bedre mulighed for at benytte sig af det unikke system, som realkreditten er. Det skal vi selvfølgelig forsvare internationalt, men vi skal også forsvare det nationalt ved ikke at stille alt for skrappe, synes jeg, politiske krav til realkreditten, for den har bestået sin prøve, og den har sikret danskerne en fantastisk mulighed for at låne til bolig og erhverv igennem et par hundrede år.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Jeg tror også, at det egentlig er, fordi vi alle sammen kerer os om realkreditten, at vi går op i det, men måske med lidt forskelligt fokus fra de forskellige partier, for jeg er fuldstændig enig med hr. Hans Kristian Skibby fra DF i, at billedet er ret ekstremt, når man ser på, hvor store overskud der bliver genereret. Som jeg også spurgte hr. Joachim B. Olsen om lige før, kunne man jo se, at de sidste 3 år har været rekordår på rekordår og endda også rekordår i forhold til 2007, som var et rekordår, hvor man ser milliarderne flyde fra realkreditinstitutterne over til bankerne og videre til rekordstore udbytter og tilbagekøb til aktionærerne.

Det er jo det, som frustrerer og forarger boligejerne. Lige nu kan man sige, at så går det endda. Det kan føles uretfærdigt – det er uretfærdigt, det er vores holdning – men renterne er lave. Hvad er ministerens budskab til bankerne, hvis renterne lige pludselig skulle stige og man stadig væk har bidragssatser på det niveau? For så vil det jo for alvor gøre ondt.

Ministeren.

Der er ikke noget enkelt svar på, hvordan man kan undgå høje bidragssatser. Det er jo en flerhed af elementer, der gør, at vi har høje bidragssatser i Danmark. Det er meget, meget strenge regulative krav til sektoren, som gør, at man bliver nødt til at fodre sit eget maskinrum i forhold til egenkapital og kernekapital og sikre en ordentlig soliditet. Det er givetvis også et spørgsmål om, at det er bedre tider, bedre konjunkturer til udlån, ikke bare til private, men også til erhverv, som har gjort, at man har haft større overskud. Jeg har aldrig noget imod overskud. Vi lever i et markedsøkonomisk samfund, så det er jo fint, at folk tjener nogle penge, men det er klart, at der altid skal være en mulighed for, at alle boligejere skal have billigst mulige lån, fordi det er en del af forudsætningen for at leve i det samfund, vi lever i, at vi har den unikke realkreditstruktur, og derfor skal det være nemmere at skifte, billigere at skifte, og det skal også være mere transparent, at man kan vælge et realkreditselskab, som er billigere end det, man har.

Spørgeren.

Ministeren siger, at det ikke er simpelt at svare på, hvorfor bidragssatserne stiger, men det synes jeg at det er. Det er rimelig simpelt, for når man kigger på tallene, kan man se, at bankerne aldrig har udbetalt så meget i udbytter og tilbagekøb, som de har i år. Altså sort på hvidt, det er rekordår i år – 27,5 mia. kr., hvor en bank alene står for de 19 mia. kr. Det er rekordår. Når man udbetaler så meget til sine aktionærer, stiller folk sig jo det spørgsmål: Hvad blev der af polstringsargumentet? Vi fik jo at vide, at det var alle de her kapitalkrav. Det er det, der er det uretfærdige i det, og det var derfor, at vi havde foreslået at sige, at så skal der en objektiv myndighed til at godkende de her stigninger, for der kan være helt rimelige grunde til, at det stiger så meget. Det er der bare ikke i dag.

Ministeren.

Jeg synes, at det generelt set er en uskik, hvis man vil have myndigheder til at vurdere, hvad en pris skal være. Hvis jeg går ind i en butik for at købe noget fisk, som jeg har lyst til i aften, vil jeg jo ikke have, at staten skal bestemme, at de fire laksestykker, jeg køber på tilbud til 100 kr. hos min lokale fiskehandler, kun må koste 80 kr., fordi det har vi nu sat os for. Her handler det jo om et produkt, hvor der er flere realkreditinstitutter, som man kan vælge imellem. Jeg har selv x-institut, og nogle i salen har sikkert y- eller z-institut, og så må man jo shoppe rundt og få det billigst mulige tilbud. Det er det, der skal være mulighed for, og det er det, den aftale er med til at sikre, nemlig at der er bedre mulighed for at skifte selskab og indfri til en billigere penge i den forbindelse.

Så vil jeg gerne sige tak til erhvervsministeren, der er nemlig ikke flere korte bemærkninger.

Der er ikke flere, som har bedt om ordet, og forhandlingerne er derfor sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget. Hvis ikke nogen af jer gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.