Det var et glimrende ordførerindlæg, som Jan E.
Jørgensen lige kom med.
Jeg kunne næsten ikke have sagt det bedre selv, så jeg kommer til at gentage en del af det, som Jan E.
Jørgensen sagde – det bliver selvfølgelig bare med lidt andre ord.
I Enhedslisten er vi særdeles glade for at være med til at indgå i den politiske aftale, som danner baggrund for det her lovforslag.
Det er noget, vi i Enhedslisten har kæmpet for i mange år, og jeg har beskæftiget mig med det, siden jeg kom i Folketinget, og før mig har koryfæer som Line Barfod og Pernille Skipper for den sags skyld også slåsset med det her, men det faldt altså i min lod at indgå aftalen bag lovforslaget.
Jeg vil også gerne have lov at rose den tidligere transportminister Hans Christian Schmidt for at gå til biddet her og få den her aftale landet, og selv om den ikke blev helt så god, som vi gerne ville have det, er det i hvert fald et godt skridt i den rigtige retning.
Vi har jo hele tiden været imod, at færdselsloven blev brugt, sådan som det har ligget i den, til narkobekæmpelse uden smålig skelen til, om færdselssikkerheden var i fare.
Langt om længe er man kommet til den erkendelse, at det er færdselssikkerheden, der er det afgørende.
Vi forlader jo faktisk ikke med det her lovforslag nultolerancen, når det handler om kørsel med THC i blodet, men vi forlader det strafregime, som var og stadig væk er helt ude af proportioner, og som altså har ført med sig, at folk, som ikke har været til fare for færdselssikkerheden, har mistet kørekortet ubetinget i 3 år med den konsekvens, at en del har mistet jobs og lærepladser og i det hele taget været urimelig hårdt ramt.
Strafregimet bliver nu en trappetrinsmodel, som vi kender det fra spirituskørsel, og straffene følger nogenlunde det samme strafniveau, men med den klare undtagelse – og det ærgrer vi os utrolig meget over i Enhedslisten – at vi jo ikke med lovforslaget skaber fuld overensstemmelse mellem spirituskørsel og hashkørsel, idet vi jo indfører et ekstra trappetrin i sanktionerne for hashkørsel – det, der svarer til mellem 0,2 promille og 0,5 promille, hvis det havde været spiritus.
Og det sker med den norske lov som inspiration, men man glemmer jo altså her den mellemregning, kan man sige, der hedder, at i Norge har man jo faktisk også dette ekstra trappetrin for spirituskørsel, så der i broderlandet er fuld overensstemmelse og ligestilling.
Det opnår vi jo altså ikke her i Danmark.
I Danmark får vi den groteske situation, at det er straffrit at køre alkoholpåvirket indtil en promillegrænse på 0,5, mens man kun er straffri for hashkørsel op til det, der svarer til 0,2 promille, på trods af at påvirkningen efter al evidens ikke er større for hash, end den er for alkohol.
Sådan som jeg oplevede forhandlingerne, var det navnlig de unge socialdemokrater, der var for, at vi skulle have det her ekstra trappetrin, støttet af Dansk Folkeparti, som også hr.
Kim Christiansen gjorde opmærksom på.
Og jeg må sige, at det er – måske ikke for hr.
Kim Christiansens vedkommende, men måske for de unge socialdemokraters – et hul i deres opdragelse.
Der er simpelt hen blevet fyret for få fede, mens I voksede op.
Vi glæder os naturligvis over, at der ikke længere sker ubetinget frakendelse af kørekortet, før man har kørt med det, der svarer til 1,2 promille, hvis det er spiritus.
Og vi håber naturligvis at komme igennem med en ændring af loven, når vi skal evaluere den efter 2 år.
Med hensyn til ændringen af loven om alkolåse er der fra Enhedslistens side fuld støtte til det.
Vi sagde, allerede da loven i sin tid blev vedtaget, og har gentaget det mange gange senere, at vi var skeptiske, med hensyn til om loven ville komme til at virke efter hensigten, og henviste i den forbindelse til den svenske ordning, hvor man jo ombytter sin ubetingede frakendelse med alkolås, faktisk en til en.
Den danske ordning har ikke været nogen succes, som mange har gjort opmærksom på, da meget få har benyttet sig af den, hvilket selvfølgelig indikerer, at incitamentet simpelt hen har været for ringe, og at det også har været for dyrt.
Det rettes der med forslaget delvis op på, idet man nu også her kan ombytte sin frakendelse med alkolås for det samme tidsrum, som frakendelsen gælder.
Der er ingen tvivl om, at det vil forhindre mange i at miste jobbet, og det vil betyde, at mobiliteten i forhold til familie og socialt netværk vil blive opretholdt.
Vi tror på, at det nu bliver en succes, og med de faldende priser på alkolåse må man også håbe på at problemet med omkostningerne også bliver løst hen ad vejen.