Det næste punkt på dagsordenen er:

38) 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 89:

Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af produktivitetskravet for sygehusene.

Af Stine Brix (EL) m.fl.

(Fremsættelse 21.03.2017. 1. behandling 17.05.2017. Betænkning 30.05.2017).

Forhandlingen drejer sig i første omgang om det stillede ændringsforslag.

Er der nogen, der ønsker at udtale sig? Ja. Det er først Dansk Folkeparti. Vi tager dem efter størrelsesorden. Værsgo. Fru Liselott Blixt.

Det drejer sig om ændringsforslaget. Der er ved betænkningsafgivelsen sket en fejl i det, der står skrevet. Dansk Folkeparti støtter ikke ændringsforslaget. Det var bare det, jeg ville sige. Vi stemmer gult.

Hr. Finn Sørensen, Enhedslisten.

Tak. Vores ordfører på det her område, fru Stine Brix, er ikke til stede i dag, så jeg vil gerne benytte lejligheden til at knytte et par bemærkninger til beslutningsforslaget som sådan.

For par dage siden kunne vi læse, at der er en ganske alvorlig krise i økonomiforhandlingerne mellem Danske Regioner og Finansministeriet. Det fremgår af formanden for regionerne, Bent Hansens, udtalelser, at den krise i høj grad skyldes, at man ikke kan blive enig om at afskaffe det såkaldte 2-procentskrav. Det er jo et krav, der handler om, at sundhedspersonalet skal løbe 2 pct. hurtigere hvert eneste år. Det har de gjort i ca. 15 år, siden det blev indført, hvilket jo har medført en effektivitetsforøgelse, en produktivitetsforøgelse hos personalet i sundhedssektoren på ca. 30 pct. Der er vist ikke nogen danske virksomheder ude i det private erhvervsliv, der kan komme i nærheden af sådan en score. Det er ikke noget at være stolt af. Det har også vist sig, at det får nogle uhyggelige konsekvenser for personalets arbejdsmiljø. Det får selvfølgelig også nogle konsekvenser for servicen og den hjælp, man kan yde til de syge borgere, som skal behandles.

Derfor er det jo fuldstændig korrekt og fornuftigt, at Danske Regioner og en bred kreds af organisationer står fast på, at det 2-procentskrav skal afskaffes. Derfor er vi også glade for den diskussion, der har været af det beslutningsforslag, og de mange forespørgselsdebatter, der har været om det her spørgsmål, for det har rent faktisk vist sig, at debatterne har bidraget til at rykke holdningerne, også herinde i Folketinget. De er blevet rykket i en grad, så også Socialdemokratiet erkender, at det 2-procentskrav bør afskaffes. Derfor er vi tilfredse med, at vi har fået fremsat det her beslutningsforslag. Det er jo ikke os, der har timet det sådan, at det nu kommer på det mest velvalgte tidspunkt, at det skal til anden og endelig behandling i Folketinget i dag, for forhandlingerne mellem regionerne og regeringen pågår stadig. Der er en alvorlig krise. Jeg tror, det er første gang, vi skal opleve, at formanden for regionerne stiller sig op på vegne af de samlede regioner og siger: Vi overvejer ganske alvorligt ikke at medvirke til aftalen om økonomien for regionerne næste år. Det er en meget usædvanlig situation.

Her har Folketinget en stor mulighed for at hjælpe disse forhandlinger igennem, så der kan indgås en aftale. Det kan man gøre ved, at der danner sig et flertal for det beslutningsforslag, som Enhedslisten har fremsat her i dag. Vi er i den glædelige situation, at Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, SF og Alternativet har valgt at støtte forslaget. Jeg vil gerne udtrykke en stor tak til de partier. Så viser ganske almindelig hovedregning, at vi kun mangler Socialdemokratiets stemmer for at give det nødvendige skulderklap og rygdækning til regionerne i den her forhandling. Vi er jo også i den situation, at Socialdemokratiet selv erkender, at nu bør det være slut. Tiden er løbet fra det her 2-procentskrav. Men desværre har Socialdemokratiet opfundet en begrundelse med, at man ikke kan afskaffe det, før man har noget nyt. Sådan betragter jeg det, og undskyld, at det lyder lidt polemisk. Jeg må bare sige, at der jo er masser af styringsinstrumenter i forvejen. Når vi nu er enige om, at det her 2-procentskrav er så skadeligt, som det er, for medarbejderne og for patienterne og for hele den måde, man driver sygehussektoren på, vil jeg altså indtrængende opfordre Socialdemokratiet til at besinde sig. Jeg ved godt, det er svært. Men man har jo lov til at prøve. Det vil have afgørende betydning for de forhandlinger, hvis vi i dag kan få et flertal for det her beslutningsforslag, for det vil sende et meget klart signal til finansministeren om, at han godt kan holde op med at presse regionerne, hvad det angår, og lytte til deres ønske.

Så vil jeg gerne sige, at de ikke er fuldstændig stejle og firkantede. Det er ikke alt eller intet. Formanden for regionerne har udtalt, at man også kunne kigge på en model, som betyder, at det først bliver afskaffet fra 2019. Det er jo helt tydeligt et signal fra regionerne om, at de vil have en klar plan for afskaffelsen af det her. Der vil det altså gavne forhandlingerne og en fælles interesse i, at vi på det punkt stadig væk kan fortsætte med en forhandlingsløsning om regionernes økonomi, hvis Socialdemokratiet besinder sig og stemmer for det her. De vil også høste stor anerkendelse hos samtlige medarbejdere i sygehussektoren og hos deres egne partifæller i regionerne – og det må da tælle – hvor de vil få stor anerkendelse og ros. Så kære socialdemokrater: Kan I ikke – for at citere en tidligere socialdemokratisk statsminister – gøre det lidt bedre, end det I har lagt op til her? Tak.

Fru Jane Heitmann.

Tak for det. Der har jo været sagt meget om produktivitetskravet, og der har også været sagt meget, som ikke har bund i virkeligheden. Det, vi i hvert fald kan konstatere, er, at regionerne faktisk gennem de seneste år har formået at effektivisere mere end de 2 pct., og vi ved også alle sammen, at midlerne faktisk bliver i regionerne. Nu nævner Enhedslistens ordfører, at der er mange andre styringsredskaber end produktivitetskravet, og det er jo netop derfor, der er igangsat et serviceeftersyn af området, men jeg synes, vi mangler et svar fra Enhedslisten på, hvad det er for styringsredskaber, styringsmekanismer, som Enhedslisten kunne pege på, hvis man nu skulle tænke i andre baner end produktivitetskravet.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Nu er der jo ingen grund til at opretholde et såkaldt styringsredskab, som er dybt skadeligt, og det er jo dokumenteret igennem de mange debatter, vi har haft her, og der synes jeg da det er underligt, at man fra Venstres side ikke vil lytte til de ting, der kommer fra Danske Regioner. De står samlet om det, for det er Danske Regioners generalforsamling og bestyrelse, der står bag kravet om, at det her effektiviseringskrav på 2 pct. bliver afskaffet, men alligevel vil man ikke lytte til patientorganisationerne.

Hvad styringsredskaber angår, har vi nogle patientrettigheder i loven, vi har nogle nationale mål for sundhed, og hvad mere skal vi have? Hvis man vel at mærke har noget tillid til personalet, behøver man ikke mere ud over at sørge for, at regionerne har de fornødne midler til at løse de opgaver, de bliver pålagt, uden at det skal gå ud over arbejdsmiljøet, uden at det skal gå ud over patienterne.

Fru Jane Heitmann.

Det er da fuldstændig rigtigt, at vi har patientrettigheder, bl.a. hurtig behandling og hurtig udredning, og der kan Enhedslisten jo selv fortælle, hvad man stemte i Folketingssalen, dengang vi behandlede netop patientrettigheder, som ordføreren peger på. Vi var mange, der stemte for, kan jeg så sige. Så siger ordføreren, at vi skulle lytte til regionerne. Javel, det gør vi gerne, jeg ved ikke, om ordføreren har læst betænkningsbidraget, som jo følger beslutningsforslaget her. Jeg kan måske citere de tre sidste linjer, hvor der omkring eftersynet står, at det bør igangsættes medio 2017 med afrapportering i 2018, med henblik på at arbejdet kan anvendes i aftalen om regionernes økonomi for 2019. Vil ordføreren ikke medgive, at der er blevet lyttet?

Hr. Finn Sørensen.

Hvis der var blevet lyttet, havde det nok ikke været nødvendigt for en ellers meget besindig regionsformand at komme med de udtalelser, han kom med for et par dage siden. Og der er jo ikke blevet lyttet, for hvis man lyttede, ville man jo stemme for det beslutningsforslag, Enhedslisten har fremsat her.

Hr. Jakob Engel-Schmidt.

Hr. Finn Sørensen tror simpelt hen ikke på, at folk bliver 2 pct. dygtigere til deres arbejde år efter år. Hr. Finn Sørensen er ellers et fremragende eksempel på, hvordan udviklingen er gået i Folketinget. Uden at jeg kan være den store dommer, synes jeg da, at hr. Finn Sørensen bliver skarpere og skarpere med alderen – ikke ligesom en flaske god årgangsrødvin, men i hvert fald oratorisk. Jeg mener blot, at det da ville være ualmindelig skidt, hvis mennesker, der arbejdede med det samme dag ud og dag ind, ikke blev dygtigere. Mange danske virksomheder, f.eks. Novo Nordisk, har et effektiviseringskrav, hvor man forventer, at folk bliver dygtigere. Jeg forventer også, at folk bliver dygtigere, hvis de gør det samme dag ud og dag ind. Andet ville faktisk være unaturligt. Tænk, hvis man bliver ringere til det, man gjorde år efter år.

Vi kan sagtens diskutere, om 2 pct. er det rigtige, men hvis man har sådan en eller anden bagstræberisk og en lille smule gammeldags tankegang om, at tingene selvfølgelig ikke bliver bedre, tror jeg bare, at man skal prøve at se på, hvordan vores hospitalsvæsen var i 1950'erne, og på, hvor mange mennesker der skulle til for at gøre tingene, og sammenligne det med i dag. Selvfølgelig er der forskel, og det må hr. Finn Sørensen da også anerkende.

Hr. Finn Sørensen.

Jamen jeg synes bare, at ordføreren skulle sætte sig lidt ind i, hvad Danske Regioner siger, og hvad personalet siger, og hvad personalets organisationer siger, og hvad patientorganisationerne siger. Det er dem, man skal lytte til, hvis man stædigt vil fastholde et fuldstændig rigidt krav om, at man i sundhedssektoren skal yde 2 pct. mere hvert år og år efter år. Så vil ordføreren ikke nok bare gerne sætte sig lidt ind i sagen?

Hr. Jakob Engel-Schmidt

Hr. Finn Sørensen taler jo til et menneske, der ikke ved noget om sundhed. Jeg er bare dumpet ned i Folketinget. Jeg har aldrig været i udvalget. Jeg har aldrig åbnet en bog om det. Jeg har ikke beskæftiget mig med det tidligere. Jeg er bare sådan en type, der dukker op og siger lidt sjove ting og sager.

Men det er da et fantastisk princip, hr. Finn Sørensen er ved at institutionalisere i Folketinget. Så hvis det er sådan, at der er nogle elementer rundtomkring i samfundet, som hr. Finn Sørensen tillægger en særlig værdi, så skal man lytte til dem i stedet for at have en politisk holdning til, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan lade sig gøre. Det kan man så sige til en ordfører, der har en holdning, eller hvad?

Hr. Finn Sørensen.

Jeg hylder om nogen det princip, at der skal være plads i Folketinget til folk, der bare dumper ind og ikke ved noget om det, de skal ind at beskæftige sig med. Sådan skal det være i et dansk folkestyre. Det skal være ganske almindelige mennesker, der kan blive valgt til Folketinget, men der må være det minimumskrav, at hvis man vil arbejde herinde, sætter man sig ind i tingene.

Når vi taler om sundhedssektoren og konsekvenserne af det fuldstændig rigide sparekrav, der har været nu i ca. 15 år, så er det altså en god idé at undersøge, hvordan det virker, hvordan det virker på de mennesker, der skal arbejde med sundhedssektoren. Det var såmænd bare det, jeg kom med en stilfærdig opfordring til at ordføreren prøvede at orientere sig lidt om.

Fru Liselott Blixt.

Tak. Jeg tager ordet, fordi jeg synes, at der skal noget opbakning her fra Dansk Folkepartis side til Enhedslisten. Vi skal være gode ved hinanden her ved afslutningen af samlingen. Med hensyn til netop det her med produktivitetskravet vil jeg spørge Enhedslisten, om ikke det er korrekt, at vi på flere afdelinger har set, at man i stedet for produktivitetskrav laver værdibaseret styring, sådan at man styrer kvalitet frem for kvantitet.

Hr. Finn Sørensen.

Jo, det er jo rigtigt, at man for at leve op til de rigide krav, der lægges ned oven fra, iværksætter forskellige aktiviteter bare for at leve op til det. Og det er da i hvert fald ikke et godt styringsredskab.

Fru Liselott Blixt.

Nu hører vi jo fra Venstre, at produktivitet kan vi få over hele linjen, men vi ser jo netop medicinske afdelinger med senge på gangene. Det har vi jo efterhånden set i mange år. Hvordan kan vi gøre det hurtigere? Er det ved at udskrive patienter hurtigere, så vi får flere igennem, sådan så vi får flere syge hjem? Det er måske nogle af de ting, jeg synes at man bør tage med i betragtning, når man nu har de her forhandlinger. Der er faktisk rigtig mange afdelinger, hvor man ikke kan løbe stærkere. Vi skal ikke operere flere bare for at operere. Er det ikke korrekt, at der faktisk er afdelinger, hvor man ikke kan sætte produktiviteten i vejret?

Hr. Finn Sørensen.

Jo, det er fuldstændig mit indtryk, og det er også de meldinger, vi får fra personalet, som der åbenbart ikke er et flertal for herinde at man skal lytte til.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. Det var i og for sig hr. Jakob Engel-Schmidts indlæg, der gav mig anledning til at benytte lejligheden til at spørge ordføreren, om ikke det er korrekt, at netop produktivitetskravet også er årsagen til, at mange sygehuse faktisk ikke kan organisere arbejdet så effektivt, som de gerne vil, og at det f.eks. er med til at forhindre, at man kan lave diagnosticeringscentre, hvor patienterne kan komme ind og få lavet alle undersøgelser og blive behandlet på samme dag i stedet for at komme ind på mange forskellige dage.

Er det ikke korrekt, at det faktisk er produktivitetskravet, der koster sygehusene, så det ikke på den lange bane er muligt at løse opgaverne på den måde, medmindre man fjerner produktivitetskravet nu?

Hr. Finn Sørensen.

Jamen også her må jeg jo bekræfte, at det er de meldinger, vi får derudefra, fra de mennesker, der har skoen på og ved, hvor den trykker. Og indtil nu er der jo ikke kommet nogen dokumentation for, at det skulle forholde sig modsat. Og igen vil jeg sige, at det er det, man bør lytte til, specielt i den her situation, hvor vi jo står i en helt afgørende forhandling, og hvor der åbenbart er en stor krise i forhandlingerne. Og der synes jeg virkelig, det er Folketingets opgave at sikre, at der kommer en rigtig god løsning på økonomiforhandlingerne mellem Danske Regioner og finansministeren.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Man kunne måske tilføje, at produktivitetskravet netop også er årsagen til, at man nogle gange kommer til at ende med at have en meget lav DRG-takst, fordi man får brug for ressourcerne andre steder, sådan at det, vi tror sygehusene har fået penge til, faktisk ender med at være noget helt andet, fordi sygehusene faktisk tilrettelægger arbejdet fornuftigt.

Så vil jeg også bare benytte lejligheden til at sige tak til Enhedslisten for at fremsætte beslutningsforslaget. SF er selvfølgelig enige og har også flere gange benyttet lejligheden til at tage den her debat op i salen.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Jeg kan jo kun kvittere. Jeg er også glad for, som jeg sagde i min indledende ordførertale – og det er faktisk min opfattelse – at det nogle gange nytter at holde fast og bede alle partier om at forholde sig til en så vigtig problemstilling som den her. For der har jo faktisk været udvikling i debatten. Ikke mindst synes jeg også, der er sket en udvikling i socialdemokraternes holdning til det her. Det er jo nu blevet klart erkendt, at man gerne vil af med 2-procentskravet.

Så er det bare, jeg siger: Nu er der altså en lejlighed til at gennemføre det. Der er ingen, der ved, om den kommer igen bagefter. Så igen skal der lyde en opfordring til socialdemokraterne om at støtte Enhedslistens beslutningsforslag. Det er kun socialdemokraternes stemmer, der mangler her.

Hr. Carl Holst.

Tak for det. Det, der får mig til at bede om ordet, er, at hr. Finn Sørensen et par gange over for hr. Jakob Engel-Schmidt gør opmærksom på, at han skal sætte sig ind i tingene. Samtidig har hr. Finn Sørensen nu to gange gjort opmærksom på, at det jo har eksisteret i 15 år.

Er det helt ubekendt for ordføreren med hans grundige analysearbejde, at baggrunden for og historikken til den her sag, vi drøfter, er, at det blev indført af daværende finansminister Mogens Lykketoft og videreført af afløseren, Pia Gjellerup. Den havde en lavere sats, og intentionen var – trods modstand – ikke at kaste en grønthøster ud, men at høste nogle af de gevinster, der kom med den teknologiske udvikling, f.eks. omlægningen af mavesårsbehandling fra kirurgisk til medicinsk, f.eks. billigere medicin på grund af fælles indkøb; altså en række ting, som har betydet, at man høstede en gevinst, uden at det gik ud over nogen som helst form for behandling

Hr. Finn Sørensen.

Altså, for det første bliver et dårligt styringsprincip jo ikke bedre af, at det er skiftende regeringer med forskellig partifarve, der har indført det – det må jeg jo nok sige. Og så har jeg altså en opfattelse af, at den slags effektivitetsforbedringer, som ordføreren nævner, og som alle kun kan være enige om er fornuftige, godt kan gennemføres, uden at der ligger et så rigidt krav, som den her to procents produktivitetsforøgelse er.

Hr. Carl Holst.

Hvis man går ind, og det har ordføreren naturligvis gjort ved sin grundige forberedelse, og ser på, hvordan man har opnået de produktivitetsforbedringer igennem årene, så er en stor del af dem kommet med de ting, som jeg netop tillod mig at gøre ordføreren opmærksom på.

Hr. Finn Sørensen.

Jeg tror bare, at vi har et grundlæggende forskelligt syn på, hvordan man får en stærk offentlig sektor. I Enhedslisten tror vi på, at vi skal have tillid til medarbejderne, til personalet, og at hvis de får en tillid til, at produktivitetsforøgelser ikke handler om, at de bare skal løbe endnu stærkere og blive slidt ned, så vil medarbejderne i den offentlige sektor kunne give os en offentlig sektor og en udvikling af den, der siger sparto til alt, hvad man overhovedet kan fremvise af konkrete gevinster ved så rigide styringskrav som dem, man lægger ned over den offentlige sektor i dag.

Hr. Henrik Dahl.

Ordføreren roste tidligere princippet om, at man skal sætte sig ind i tingene, og det er jeg meget enig i er rigtig vigtigt. Fra 2001 frem til i dag er der kommet næsten 20 pct. flere ansatte i hospitalsvæsenet. Der var ca. 90.000 i 2001 – der er ca. 106.000 nu.

Hvordan kan det være, at den stigning på ca. 18 pct. ikke har været nok?

Hr. Finn Sørensen.

Fordi man jo – og det fremgår af tallene – har tilført endnu flere opgaver. Tilførslen af personale står ikke mål med tilførslen af opgaver. Det er jo hele ideen med det her 2-procentskrav, nemlig at man skal løse flere opgaver med det samme personale.

Hr. Henrik Dahl.

Tilførslen af personaleressourcer er faktisk vokset hurtigere end mængden af patientkontakter – men lad nu det ligge. Hvor stor skal sundhedssektoren være efter hr. Finn Sørensens opfattelse? Den er i dag på 9 pct. af BNP. Skal den være på 10, 11, 12 – kan vi få et tal?

Hr. Finn Sørensen.

Den skal være stor nok til at løse de sundhedsopgaver, der er, uden at vi nedslider personalet.

Fru Pernille Schnoor.

Tak. Jeg har mest en anerkendende kommentar i forbindelse med det spørgsmål, der blev stillet tidligere. Jeg hilser det velkommen, at vi får noget common sense ind på området, så at vi frem for at have styringsprincipper, som f.eks. handler om ydelsesstyring, altså i forhold til hvor mange dage man er indlagt på hospitalet, i stedet inddrager patienterne i at vurdere, hvor mange smerter patienten f.eks. har, og om patienten har fået forbedret livskvalitet og er i stand til at gå på arbejde osv.

Så jeg vil bare anerkende, at Enhedslisten har sat det her på dagsordenen, og jeg håber også på Socialdemokratiet. Jeg ved, at fru Mette Frederiksen har talt om det tidligere på en kongres, altså om at gå væk fra de her new public management-principper, så der altså ikke kun måles på, hvor meget der serviceres, men på den kvalitet, man bidrager med.

Hr. Finn Sørensen.

Jeg har bare den kommentar, at roserne ikke bare skal tilfalde Enhedslisten i den her sag. Alle de partier, der står bag og vil stemme for det her beslutningsforslag, har bidraget meget aktivt og konstruktivt til den her diskussion, og det har Socialdemokraterne også. Vi har med glæde konstateret, at Socialdemokraterne er blevet klarere og klarere i deres syn på det her 2-procentskrav, nemlig at det skal væk. Der er bare en stor ting, der skiller os.

Lige nu har man chancen for at få fjernet det her krav. Man har chancen for at sende et stærkt, stærkt signal til finansministeren om, at nu skal han fjerne sit krav om, at det bare skal fortsætte bevidstløst. Det er jo de udmeldinger, finansministeren er kommet med.

Vi har altså en enestående chance for at bidrage til en god løsning i forhandlingerne mellem Danske Regioner og finansministeren. Og mit hovedformål med at gå på talerstolen i dag er at gøre opmærksom på den historiske chance, vi har, for at få en god løsning på det. Og derfor appellerer jeg til Socialdemokraterne.

Fru May-Britt Kattrup.

Tak for det. Jeg er helt enig i, at sundhedspersonalet ikke skal løbe stærkere. Faktisk skal de overhovedet ikke løbe. De skal kun gå, men de skal bare gå den rigtige vej, og det kræver en dygtig ledelse. Vil hr. Finn Sørensen ikke bekræfte, at med produktivitetskravet vises der netop tillid til, at dygtig ledelse kan placere kravet om de 2 pct. i de afdelinger, hvor man kan få størst effekt af den teknologiske udvikling?

Hr. Finn Sørensen.

Nej, det kan jeg ikke bekræfte. At lægge sådan et krav ned over sundhedsmedarbejdere oser langt væk af mistillid.

Fru May-Britt Kattrup.

Så må jeg fortælle hr. Finn Sørensen, at det er sådan, at det ikke er en grønthøster. Det er ikke sådan, at man skal øge med 2 pct. i alle afdelinger. Alt det her, som mange har sagt, med, at kvinder ikke kan føde 2 pct. hurtigere, er noget populistisk pladder. Selvfølgelig kan de ikke det, og selvfølgelig skal de ikke det. Det er heller ikke nødvendigt, fordi produktivitetskravet er lavet sådan, at dygtig ledelse kan placere det i de afdelinger, hvor man kan få størst gavn af den teknologiske udvikling.

Hr. Finn Sørensen.

Jeg tror, at Jordemoderforeningen har en helt anden opfattelse af det spørgsmål. Det må jeg sige. Så jeg vil da bare komme med den samme opfordring til spørgeren, som jeg er kommet med til andre: Prøv nu lige at lytte til de mennesker, der arbejder med tingene. Det er en rigtig god idé, hvis vi vil have en stærk offentlig sektor.

Hr. Flemming Møller Mortensen, Nordjylland.

Jeg vil da rigtig gerne takke Enhedslistens ordfører for så mange gange at have tydeliggjort, hvad den socialdemokratiske holdning til 2-procentsproduktivitetskravet er, for den er, at det skal væk. Det har vi sagt, og vi har også sagt meget tydeligt – og det er indskrevet i betænkningsbidraget, som fru Jane Heitmann har læst op – at nu giver man regeringen en bunden opgave, også på tid, om, at den frem til økonomiforhandlingerne til næste år med Danske Regioner skal have klargjort, hvad det er, der skal styres efter i fremtiden. Så der var i og for sig ikke noget spørgsmål. Der var kun en tak for, at Enhedslistens ordfører har præciseret den socialdemokratiske holdning.

Hvis Venstre vil tale i rundkreds, skal det foregå i grebningen eller ude i kaffestuen. Er det i orden?

Tak. Hr. Finn Sørensen.

Tak til ordføreren for at sige så klart, at det 2-procentskrav skal væk. Så er der jo kun én løsning, og det er at stemme for Enhedslistens forslag. Så er det væk.

Tak til hr. Finn Sørensen.

Der er ikke flere, der ønsker ordet til ændringsforslaget. Jeg går også ud fra, at vi har taget en del af selve debatten om hovedforslaget. Men i øjeblikket drejer det sig om ændringsforslaget, og da der ikke er flere, der ønsker ordet, går vi til afstemning.

Der stemmes om ændringsforslag nr. 1 af et mindretal (RV), tiltrådt af et mindretal (EL, ALT og SF), og vi kan stemme nu.

Vi afslutter afstemningen nu.

For stemte 23 (EL, ALT, RV og SF), imod stemte 57 (S, V, LA og KF), hverken for eller imod stemte 22 (DF).

Ændringsforslaget er forkastet.

Derefter drejer forhandlingerne sig om forslaget som helhed.

Jeg skal ifølge forretningsordenen spørge, om nogen ønsker at udtale sig om selve forslaget som helhed.

Det er ikke tilfældet, og derfor går vi til afstemning.

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse, og der kan stemmes nu.

Vi afslutter afstemningen.

For stemte 46 (DF, EL, ALT, RV og SF), imod stemte 57 (S, V, LA og KF), hverken for eller imod stemte 0.

Forslaget er forkastet.