Det næste punkt på dagsordenen er:

16) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 73:

Forslag til folketingsbeslutning om forhandlinger med Storbritannien om gensidig sikring af rettigheder for danske borgere bosat i Storbritannien og britiske borgere bosat i Danmark.

Af Søren Søndergaard (EL) m.fl.

(Fremsættelse 28.02.2017).

Forhandlingen er åbnet, og vi lægger ud med udenrigsministeren. Værsgo.

Tak til forslagsstillerne. Jeg kan med det samme sige, at regeringen ikke støtter beslutningsforslaget, og jeg vil redegøre for, hvorfor det forholder sig sådan. Spørgsmålet er af stor vigtighed, og derfor har EU's stats- og regeringsledere også placeret håndteringen af sagen helt centralt i de retningslinjer for forhandlinger med Storbritannien, som EU's medlemsstater netop har vedtaget ved Det Europæiske Råd den 29. april.

Spørgsmålet om borgernes rettigheder vil blive håndteret som en del af skilsmissen. Det vil sige, at det vil være en del af de forhandlinger, der vil ske i henhold til traktatens artikel 50. Retningslinjerne præciserer vedrørende rettigheder for EU-borgere og britiske borgere, der har brugt den fri bevægelighed til og fra UK, at man i EU-27 ønsker, at gensidige garantier for disse borgeres rettigheder skal være en prioritet i forhandlingerne. I den forbindelse understreges det, at garantierne bør være ikkediskriminerende og skal kunne håndhæves effektivt.

Det er klart, at vi er interesserede i en hurtig aftale i det her spørgsmål. Regeringen og et bredt flertal i Folketinget bakker fuldt op om EU-27-linjen og ønsker, at spørgsmålet indgår som en væsentlig del af de helt tidlige forhandlinger om en artikel 50-aftale. Det fremgår helt klart af retningslinjerne vedtaget af Det Europæiske Råd, stats- og regeringslederne i EU-27, at der ikke skal føres separate bilaterale forhandlinger mellem de enkelte medlemsstater og UK, da det vil kunne undergrave EU's forhandlingsposition. Danmark har været med til at vedtage disse retningslinjer og er således også fuldt ud bundet heraf.

Mellem 25.000 og 40.000 danske statsborgere vurderes at have benyttet den fri bevægelighed i EU og har bosat sig i UK. UK har ikke noget folkeregister, og derfor er tallet selvfølgelig behæftet med en vis usikkerhed. Ca. 17.500 briter bor i Danmark. Regeringen er lige fra det tidlige arbejde i brexittaskforcen gået aktivt ind i afdækningen af spørgsmål om disse borgeres rettigheder. Det handler om konkrete menneskeskæbner, som ikke bør komme unødigt i klemme, fordi Storbritannien har truffet beslutning om at udtræde af EU. Det er af stor betydning for vores virksomheder, der har mange medarbejdere i UK, og som er afhængige af klarhed om, hvordan de bliver stillet med Brexit. Det er en højt prioriteret sag for Danmark, og det er en højt prioriteret sag for EU-27.

Jeg hæfter mig desuden ved, at UK i deres notificeringsbrev om iværksættelse af artikel 50 selv udtrykker ønske om en tidligere aftale om rettigheder for EU-borgere i UK og britiske borgere i EU. Jeg må også fremhæve, at Europa-Parlamentet i deres resolution om Brexit har sat borgerspørgsmålet øverst på listen over de vigtige spørgsmål, der bør løses først i forhandlingerne.

Lad mig til sidst gentage, at regeringen ikke mener, at Danmark skal forhandle spørgsmål om borgernes rettigheder bilateralt med UK. Forhandlingerne skal ske, ved at EU-27 forhandler med Storbritannien, sådan som retningslinjerne har fastlagt, og jeg finder, at Danmarks interesser varetages bedst derved.

Tak til ministeren. Et enkelt kort spørgsmål fra hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Cirka op til 1 minut, så det bliver kort. Lad nu det der spørgsmål om rådsmødet ligge, det vil jeg komme tilbage til i min ordførertale. Men jeg vil bare spørge ministeren: Kan udenrigsministeren forestille sig nogen forhandlingsaftale eller for den sags skyld nogen ikkeforhandlingsaftale, altså et sammenbrud, som ikke vil gøre det nødvendigt at lave en aftale angående de statsborgere fra EU, der bor i Storbritannien, og fra Storbritannien, der bor i EU? Er det overhovedet tænkeligt at forestille sig, at det kan få nogen påvirkning i forhold til at lave sådan en aftale?

Ministeren.

Det, der er vores udgangspunkt i den strategi, som vi har lagt, og som er grunden til, at vi stiller os, som vi gør i forhold til beslutningsforslaget, er, at vi har vurderet, hvordan man sikrest kommer i mål med en god aftale.

Spørgeren.

Det, udenrigsministeren siger, er sådan set, at de statsborgere skal tages som gidsler i forsøget på at få en god overordnet aftale, for hvis det under alle omstændigheder er sådan, at der skal laves en aftale for den gruppe – under alle omstændigheder – uanset hvad man kan blive enige om med hensyn til arv og gæld og fremtid og hele svineriet, så kan man jo bare forhandle den aftale først. Det er jo lige præcis det, EU har afvist.

Det er derfor, at jeg spørger og vil spørge igen: Kan man overhovedet forestille sig noget forhandlingsresultat eller noget forhandlingssammenbrud, som på nogen måde går ind og blokerer for, at der skal laves en aftale for de her statsborgere?

Ministeren.

Vi mener, at vi også på det her område sikrer den bedst mulige aftale ved at føre EU-27-sporet og forfølge det spor. Det er den måde, hvorpå vi står bedst i de forhandlinger, som kommer, og det kommer også til at inkludere den bedst mulige aftale på det her område.

Så siger vi tak til ministeren. Forhandlingen er dermed i gang, og den første i rækken af ordførere er hr. Peter Hummelgaard Thomsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Og tak for ordet, formand. Jeg kan sådan set gøre det her relativt kort, for der ikke nogen tvivl om, at vi har sympati for forslagsstillernes intentioner med forslaget her, men vi synes omvendt også, at det er meget, meget tidligt i processen overhovedet at snakke om, at Danmark skal indtage en selvstændig forhandlingsposition og indlede bilaterale forhandlinger om vores borgeres rettigheder.

For os i Socialdemokratiet er det vigtigt, at de 27 tilbageværende lande i EU står sammen og står tæt sammen om en løsning for en ordentlig udtræden fra Storbritanniens side. Det gælder jo både Storbritanniens fremtidige tilknytning til det indre marked, men det gælder jo også de regler, der skal gælde, i forhold til borgernes frie bevægelighed og i forhold til de sociale rettigheder m.v. På den baggrund er vi også imod det her beslutningsforslag. Vi synes ganske enkelt, at det er flere omgange for tidligt at pålægge regeringen at arbejde for det her.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Nu er jeg sikker på, at den socialdemokratiske ordfører har bemærket, at der står »en overgangsordning«, for en overgangsordning jo er noget, man laver i en overgang, altså indtil der sker noget andet.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge den socialdemokratiske ordfører: Hvordan kan det på nogen måde tage noget fra EU's forhandlinger med Storbritannien på dette område eller på nogle andre områder, at Danmark laver en overgangsordning med Storbritannien på 5 eller 10 år – det er sådan set ligegyldigt – hvor man siger, at de forhold, der i dag, kan fortsætte, sådan at de pågældende statsborgere kan have den sikkerhed i deres liv for, at sådan kommer det til at være et stykke ud i fremtiden?

Ordføreren.

Men det tager sådan set ikke noget fra nogen. Vi har bare den politiske holdning, at vi bedst søger den aftale opnået i fællesskab med de øvrige 27 lande, for der tror vi rent faktisk på, at alle 27 lande og forhåbentlig også briterne kommer til at stå stærkest.

Selv om det er svært at høre fra Westminster og fra Downing Street lige nu, må man mene, at det er i alles interesse at finde så god en løsning som overhovedet muligt, og det er den, vi tror bedst opnås ved, at de 27 lande står sammen i de forhandlinger, der skal være.

Spørgeren.

Jamen jeg synes ikke, at den socialdemokratiske ordfører svarer på spørgsmålet. Hvordan kan en sådan overgangsordning forhindre, at EU-27 kan stå sammen? Altså EU-27 skal ikke forhandle en overgangsordning. EU-27 skal forhandle en permanent ordning. Hvordan kan sådan en overgangsordning forhindre, at EU-27, inklusive Danmark, forhandler en permanent ordning, der kommer til at gælde på et eller andet tidspunkt?

Ordføreren.

Vi må jo også antage, at EU sikrer, at der er en ordentlig overgang til de regler, der nu engang skal gælde, for det første. Og for det andet: Jeg tror simpelt hen ikke, det er frugtbart for et ordentlig forhandlingsforløb, hvor parterne ikke taler sig længere væk fra hinanden, men tættere på, hvis der skal være 27 bilaterale forhandlinger om 27 forskellige overgangsordninger. Og lige nu synes jeg, desværre, at parterne taler sig længere væk fra hinanden.

Tak til ordføreren. Den næste i rækken er hr. Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, hr. formand. I Dansk Folkeparti forstår vi jo i og for sig godt bevæggrundene bag forslagsstillernes beslutningsforslag. Det er klart, at der er nogle implikationer for danske henholdsvis britiske borgere af den britiske udmeldelse af EU.

Når det så er sagt, er vi ikke sikre på, at det er det rette svar, som Enhedslisten giver på den udfordring. Først og fremmest, selv hvis det her forslag skulle gå hen at blive vedtaget i Folketinget, er det jo sådan set langtfra sikkert, at briterne overhovedet vil tage handsken op og indlede bilaterale forhandlinger med et enkelt EU-land om forholdene for deres to lande. Jeg tror, at som tingene står i øjeblikket, vil briterne foretrække en fælles aftale mellem EU og Storbritannien, og jeg tror faktisk heller ikke, at briterne på nuværende tidspunkt har lyst til at gå enegang.

Dernæst er det også centralt for Dansk Folkeparti sådan på den længere bane, altså når man kigger ud over det her forslag, at Danmark selv bør have retten til at bestemme, hvilke udlændinge der opholder sig i Danmark. Og det gælder sådan set også britiske statsborgere.

Vi har jo f.eks. det helt grundlæggende ønske, at arbejdskraftens fri bevægelighed inden for EU-området ophører, selv om jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke tror, det er britiske statsborgere, som giver Danmark de største udfordringer i den henseende; men så kan britiske statsborgere måske give udfordringer i en anden henseende. Det er i hvert fald en kendsgerning, at der er temmelig mange folk, også med relativt radikale synspunkter – og det er ikke ment i den forstand, som fru Zenia Stampe repræsenterer – som har opnået britisk statsborgerskab, og som vi næppe har nogen gavn af at få til Danmark. Så det er altså ikke nødvendigvis Dansk Folkepartis indstilling, at britiske statsborgere efter udmeldelsen af EU sådan uden videre skal have adgang til at arbejde i Danmark.

Der er det som udgangspunkt en god idé, at de omfattes af de regler, som gælder alle mulige andre udlændinge, såsom at man for at komme til Danmark og arbejde skal have et job til en vis løn.

Men som sagt er Dansk Folkepartis udgangspunkt altså, at det her forslag nok ikke i virkeligheden har nogen gang på jord – og slet ikke i den nuværende situation, hvor vi kun er i de indledende faser af forhandlingerne med briterne. Hvis det på et tidspunkt skulle blive aktuelt, kan man jo fra Enhedslisten eller andre partiers side fremsætte det her forslag igen, og så kan vi tage en debat om det. Men på nuværende tidspunkt tror vi ganske enkelt ikke, at der er en vilje eller en lyst fra den anden side af bordet til at indgå i det her, og så er det jo relativt omsonst at vedtage det her i Folketinget.

Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Det er bare for at forstå hr. Kenneth Kristensen Berths opfattelse korrekt, Dansk Folkepartis politik korrekt. Betyder det, at Dansk Folkeparti sådan set har den opfattelse, at der ikke skal være nogen overgangsordning for de mennesker, som har bosat sig i vores respektive lande i en tiltro til, at der var nogle ganske bestemte regler, der gjaldt? Altså, det gælder jo f.eks. 30.000-40.000 danskere, der har bosat sig i Storbritannien. Det, vi hører fra Dansk Folkepartis ordfører, er, at det egentlig ville være o.k., hvis de fra den ene dag til den anden bare blev smidt ud af Storbritannien.

Ordføreren.

Nej, det er ikke vores opfattelse, at der ikke skal være en overgangsordning. Det ville selvfølgelig give god mening at lave en sådan overgangsordning. Men til syvende og sidst er det jo briterne henholdsvis os her i Danmark, der skal beslutte, hvad der skal ske med de her mennesker. Men vi tror helt grundlæggende ikke, at briterne vil prioritere et spørgsmål om at lave sådan en overgangsordning for Danmark, hvis vi kommer og beder om det.

Hr. Peter Hummelgaard Thomsen var tidligere inde på det her spørgsmål: hvis nu alle lande kom og gjorde det. Altså, det ville i hvert fald være noget, der også ville koste kræfter i Storbritannien. Og vi tror simpelt hen ikke, at der er nogen interesse for at tage den her sag op fra britisk side, sådan som landet ligger nu.

Det betyder ikke, at der ikke kan komme den interesse på et tidspunkt. Det kan godt være – og så skal vi selvfølgelig gribe den mulighed. Men nu er det at foregribe begivenhedernes gang med et i øvrigt meget negativt – det kan også være, at der er grund til, at det skal være det – udgangspunkt.

Spørgeren.

Det der med, hvad Storbritannien vil, får vi jo at se. Det er jo noget, der bliver afklaret, når man laver en henvendelse fra den danske regering. Vi ved, at den britiske premierminister på et møde med Junker – det ved vi fra dokumenter, der er lækket i Kommissionen – havde foreslået, at det her spørgsmål skulle afklares allerede til juli. Og så havde Junker formentlig slået en høj latter op og sagt, at det var fuldstændig latterligt – det kunne overhovedet ikke afklares, for det ville tage meget længere tid. Så hvad briterne vil, får vi jo at se.

Men jeg er glad for, at Dansk Folkeparti understreger, at, ja, der skal laves en overgangsordning – naturligvis skal der det. De mennesker, som har bosat sig på nogle ganske bestemte betingelser, fratager man ikke deres rettigheder fra den ene dag til den anden. Så er det bare, jeg mener, at de betingelser, vi bedst kan leve med, er de betingelser, vi bedst afgør i det danske Folketing. Men der kan vi så have forskellige opfattelser.

Ordføreren.

Jeg vil sige til hr. Søren Søndergaard, at det jo lidt er at lægge mig ord i munden. For sagen er jo den, at hvis det her var et brændende ønske fra den britiske regerings side, ville vi sådan set nok også støtte Enhedslistens forslag, men det har vi altså bare ikke noget indtryk af.

Så vil jeg så samtidig sige til hr. Søren Søndergaard, hvad der jo også er væsentligt at lægge vægt på, nemlig at for så vidt angår spørgsmålet om, i hvilken rækkefølge EU forhandler de forskellige udeståender med Storbritannien, så tror jeg egentlig, at Enhedslisten og Dansk Folkeparti er meget enige om, at den rækkefølge, som der sådan set er lagt ned nu, ikke er den rigtige rækkefølge, og at det er ikke den rækkefølge, der betyder, at vi får det bedst mulige resultat.

Tak til ordføreren. Vi går videre i rækken, og så er vi nået til hr. Jan E. Jørgensen for at få det liberale islæt med. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror ikke, at der går chokbølger igennem salen, når jeg nu fortæller, at vi i Venstre er utrolig ærgerlige over, at Storbritannien har valgt at forlade EU-samarbejdet. Brexit er noget skidt, og selv om beslutningen jo altså snart er et år gammel, er det, som om jeg hele tiden bliver opmærksom på nye komplikationer og besværligheder, der opstår som en konsekvens af Storbritanniens udtrædelse af EU.

Det er ikke bare politiske besværligheder, det er også udfordringer for store internationale virksomheder og ikke mindst, som beslutningsforslaget her i dag handler om, at rigtig mange borgere jo altså risikerer at komme i klemme. Brexit har skabt alvorlige og virkelige konsekvenser for mange virkelige mennesker. Så intentionen bag beslutningsforslaget er sympatisk, men jeg er ikke enig i, at bilaterale aftaler mellem Danmark og Storbritannien er den rigtige måde at imødegå udfordringerne på.

Spørgsmålet om borgernes rettigheder er meget vigtigt, og det er det for alle parter i de her skilsmisseforhandlinger, eller hvad vi nu skal kalde dem, der pågår mellem EU og UK, som sker i henhold til traktatens artikel 50. Det er skilsmisseforhandlinger, der jo altså ikke varetages særskilt mellem den danske regering og Storbritannien og de andre landes regeringer og Storbritannien. Det er forhandlinger, der foregår sammen med alle de andre EU-lande og Kommissionen, det, vi altså kalder EU-27. Og udgangspunktet for EU-27 er, at vi står stærkest, når vi står sammen. Det burde være noget, der vakte en vis genklang i en socialists øre, sammenhold gør stærk, og vi går altså ikke i gang med at påbegynde individuelle forhandlinger med Storbritannien. Individuelle forhandlinger vil svække den samlede forhandlingsproces og undergrave EU's forhandlingsposition. Danmarks interesser varetages altså bedst gennem et stærkt og samlet EU.

Jeg har flere gange tidligere understreget, at det er en prioritet for Venstre, at vi kommer igennem forhandlingerne på en ordentlig måde. Vi har en stor interesse i at opretholde et godt samarbejde med Storbritannien og samtidig sikre mest mulig tryghed for de borgere, der altså kommer i klemme som følge af Brexit. Men det er altså ikke løsningen, at vi splitter os ad, at der bliver drevet kiler ind mellem de enkelte lande og vi hver især går i gang med at forhandle delaftaler igennem med briterne.

Spørgsmålet om borgernes rettigheder skal i stedet indgå som en væsentlig del af de helt tidlige forhandlinger om en artikel 50-aftale mellem EU og Storbritannien. Scenariet med bilaterale aftaler vil ikke alene stride mod retningslinjerne for EU-27, men vil også skabe stor forvirring i en i forvejen kompliceret forhandlingssituation.

På den baggrund skal jeg meddele, at Venstre absolut ikke kan støtte forslaget, selv om vi altså selvfølgelig deler intentionerne om at gøre noget for de briter, der er i EU, og de danskere, der er i Storbritannien.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning, og det er fra hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Det er, fordi jeg lige føler et behov for at minde ordføreren om, at statsborgerskab er noget, man har i Danmark; det er jo ikke noget, man har i EU. Og det danske statsborgerskab og de ting, der er forbundet med det, er jo qua retsforbeholdet ikke en EU-kompetence, men en dansk kompetence. Så under alle omstændigheder skal der laves en dansk aftale med Storbritannien, altså på et eller andet tidspunkt; det er i hvert fald helt sikkert.

Men det, jeg egentlig tog ordet for, var for at høre: Hvor lang tid mener Venstres ordfører så at den her ting kan få lov at trække ud? Man har jo lavet en forhandlingsproces, hvor tingene gensidigt kan blokere for hinanden. Hvad nu hvis vi ikke har en løsning om 2 år, når den formelle dato er overskredet, eller hvis det bliver forlænget til 4 år – for slet ikke at snakke om det, som nogle har snakket om, nemlig at der bliver et sammenbrud, så der ikke bliver nogen samlet aftale? Altså, er der slet ikke nogen grænse for, hvornår Venstre går ind og siger, at det måske er meget rimeligt, at de danske statsborgere, der bor i Storbritannien, og de britiske statsborgere, der bor i Danmark, får lidt sikkerhed under fødderne?

Ordføreren.

Det er vist det, man kalder et hypotetisk spørgsmål. Jeg kan i hvert fald sige så meget, som at den grænse er vi jo altså ikke nået endnu. Altså, vi er jo knap nok gået i gang med realitetsforhandlingerne. Men det, som er kommet ud af topmødet her forleden, er, at der er tre hovedprioriteter for EU-27, som er, at boet skal gøres op, altså økonomien; at vi skal have sikret borgernes rettigheder, altså dem, som Enhedslisten taler om i beslutningsforslaget her; og at vi skal have sikret situationen i Irland.

Det er altså en topprioritet, så jeg har ikke nogen som helst forventning om, at der ikke skulle være faldet en løsning på plads inden for de frister, som hr. Søren Søndergaard opstiller.

Spørgeren.

Vi kan jo i hvert fald konstatere, at der allerede er stor uenighed mellem Jean-Claude Juncker og den britiske premierminister om hastigheden. Altså, Storbritannien har ønsket, at det skulle ske hurtigt, og det har EU afvist. Og de mennesker, vi snakker om, sidder jo dagligt og skal tage stilling til, om de skal købe en ny bil, om de skal købe en ny lejlighed, eller om de skal have et nyt job. Det er jo problemer, de tager stilling til hver dag, altså nu, og der synes jeg måske det er lidt flot at sige, at vi er langt fra det tidspunkt. For 1 eller 2 år i et menneskes liv betyder jo relativt meget, altså når man ikke ved, hvor man kan slå sig ned.

Derfor synes jeg måske nok, at der er tale om en lidt nonchalant opfattelse fra Venstres side. Men det kan Venstre så benægte.

Værsgo.

Det kommer nok ikke som en overraskelse, at det ikke er en karakteristik, jeg vil skrive under på. Altså, kan vi ikke lige blive enige om, at Storbritannien fortsat er medlem af EU, og at Storbritannien også fortsat er medlem af EU efter at have aktiveret artikel 50? Og derfor er der jo ikke nogen ændringer for britiske statsborgeres vedkommende i resten af EU, og der er ikke nogen ændringer for danske borgere, der befinder sig i Storbritannien. Det er der ikke i en periode på i hvert fald 2 år.

Så der er ingen grund til de her skrækscenarier om, at folk ikke ved, om de er købt eller solgt i overmorgen. Altså, i 2 år sker der ingenting.

Vi siger tak til hr. Jan E. Jørgensen. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så går vi videre i ordførerrækken til fru Christina Egelund, Liberal Alliance.

Mange tak. Jeg er helt enig med forslagsstillerne i, at spørgsmålet om at sikre rettighederne for de borgere, som bliver berørt af Storbritanniens udmeldelse af EU, er ualmindelig vigtigt.

Dermed deler jeg fuldstændig hensigten med beslutningsforslaget, nemlig at sikre herboende briter og derboende danskere og i øvrigt også andre europæiske borgere et klart retsgrundlag for deres videre liv i Danmark, Storbritannien eller andre europæiske lande. Men jeg er fuldstændig uenig i, at bilaterale forhandlinger er vejen frem.

Jeg tror i det hele taget, at vi skal være varsomme med at tro, at der findes meget lette, hurtige løsninger på de komplicerede forhandlinger mellem Storbritannien og de resterende EU-27-lande, som ligger foran os.

Som Liberal Alliance ser det, har vi i Danmark en klar interesse i at holde fast ved den strategi, som vi selv har været med til at vedtage sammen med de øvrige EU-lande, nemlig at vi forhandler samlet.

Her er spørgsmålet om sikring af borgernes rettigheder et kernespørgsmål, og vi har al mulig grund til at bidrage til et resultat, som sikrer, at borgerne, der har indrettet deres liv efter, at vi har den frie bevægelighed, bliver stillet så frit som overhovedet muligt.

Liberal Alliance kan ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet.

Mange års tæt og forpligtende samarbejde er ikke let at afskaffe fra den ene dag til den anden. Der er en masse, der skal findes ud af, og det er der selvfølgelig også i forhold til brexitforhandlingerne. En af de rigtig store ting er selvfølgelig de borgere, som er meget tæt involveret i det her, og som skal finde ud af, hvordan deres dagligdag skal hænge sammen. Derfor er det jo også på mange måder et relevant spørgsmål, som Enhedslisten rejser med det her beslutningsforslag.

Alternativet kan ikke støtte det af mange af de samme grunde, der er blevet nævnt af flere andre partier. Så vil jeg også godt understrege, at nu har Folketingets brexitfølgegruppe netop også haft en del møder, både i England, Skotland og Bruxelles, og det, vi jo hører enstemmigt fra alle parter, som vi taler med i de her forhandlinger, er: Vi skal have fundet ud af, hvordan vi sikrer de borgere, der er involveret. Så jeg er egentlig meget tryg ved, at man selvfølgelig finder rigtig gode løsninger mellem EU-27 og Storbritannien, og at man selvfølgelig har sat de involverede borgeres liv rigtig højt på dagsordenen, så vi hurtigt finder ud af det. Hvis det ikke skulle ske inden for 2 år, er jeg også sikker på, at vi vil få nogle overgangsordninger, for det er alle interesseret i, hvad enten man er regeringsleder i Storbritannien, formand for Kommissionen eller chefforhandler for Kommissionen.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til fru Zenia Stampe, Radikale Venstre.

Jeg skal gøre det kort. Vi kan heller ikke støtte forslaget, jo hovedsagelig af den årsag, at det er en forhandling, som hører under de generelle brexitforhandlinger, og som forhandles i et samlet EU. Så har jeg egentlig også lidt svært ved at se præmissen, altså argumentet med, at det kan være, at den forhandling mellem EU og Storbritannien på en eller anden måde går i hårdknude, og at man ikke kan finde en løsning. Jeg har lidt svært ved at se for mig, hvorfor det skal være sværere at få en aftale mellem EU og Storbritannien, som er to parter over for hinanden, end en aftale eller en forhandling mellem Storbritannien og 27 lande. Hvis vi kaster os ud i sådan nogle bilaterale forhandlinger på forskellige områder, vil det store hovedforløb da blive endnu mere presset. Storbritannien har jo trods alt kun én regering, der kan føre de forhandlinger, så hvis de skal føre forhandlingerne af et hovedspor og samtidig forhandle med 27 lande, tror jeg først for alvor at det bliver vanskeligt at nå det.

Der er en kort bemærkning fra hr. Søren Søndergaard.

Nu er det fuldstændig rigtigt, som hr. Rasmus Nordqvist sagde, at alle siger, at det her er et meget vigtigt spørgsmål, som skal løses meget hurtigt. Har fru Zenia Stampe overvejet, hvad grunden er til, at man ikke har taget lige præcis det her spørgsmål ud i en fuldstændig selvstændig pulje for at løse det fuldstændig alene? Altså, jeg går ud fra, at i hvert fald Det Radikale Venstre er fuldstændig enig med Enhedslisten i, at man ikke skal tage mennesker som gidsler, og at spørgsmålet om, at folk kan få lov at leve videre ud fra de forudsætninger, der har været, ikke er noget, man skal tage ind i alle mulige andre forhandlinger. Så hvad er grunden til, at man ikke har taget det ud som en fuldstændig selvstændig forhandling, er startet med det, har fået genetableret noget tillid og så er gået videre med alle de andre problemer?

Ordføreren.

Jamen der er jo mange emner, der skal forhandles, mange vigtige emner, der skal forhandles i Brexit. Der er da andre ting, som er lige så vigtige som det her. Jeg forstår ikke, hvorfor det skulle tages ud og køres i et særskilt forløb. Altså, en skilsmisse er mange ting. Og derfor synes jeg ikke, det er unaturligt, at det forhandles sammen med alle de andre vigtige emner. Jeg kan ikke forstå det her billede med at tage folk som gidsler, altså som om de bliver taget som gidsler, hvis det er EU, der forhandler, men ikke, hvis det er en bilateral forhandling. Jeg forstår faktisk ikke det argument.

Hr. Søren Søndergaard.

Jeg takker for svaret. Vi er bare uenige. For os er spørgsmålet om de der 3-4 millioner mennesker et helt afgørende problem, der skal løses først. Om Storbritanniens pensionsforpligtelser skal gå 15 eller 22 år ud i fremtiden, mener vi er en mindre vigtig ting end den hverdag, der er for de mennesker, der, som hr. Jan E. Jørgensen sagde, godt nok har sikkerhed frem til om knap 2 år, men som jo i det daglige her og nu træffer beslutninger, der må gå langt ud over 2 år.

Ordføreren.

Jamen det er da også en utrolig ærgerlig situation, vi er endt i, og den var vi så ikke endt i, hvis briterne havde stemt anderledes. Men sådan er det jo, og det skulle hr. Søren Søndergaard måske tænke lidt over, næste gang han forholder sig til en afstemning om, hvorvidt man skal være inden for eller uden for EU. Jeg synes egentlig, det er en lidt absurd situation, at det for hr. Søren Søndergaard lige nu handler om, hvordan man kan fastholde nogle rettigheder, som er forhandlet inden for det EU, som hr. Søren Søndergaard er imod. Er det ikke absurd? Det synes jeg faktisk en lillebitte smule.

Tak til fru Zenia Stampe. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi går videre i ordførerrækken til hr. Holger K. Nielsen, SF.

At det her beslutningsforslag adresserer et vigtigt problem, er jeg fuldstændig enig i, men vi kan ikke støtte forslaget, fordi det går på tværs af den forhandlingsstrategi, der er vedtaget. Og derfor synes jeg ikke, det giver meget mening at vedtage et forslag om, at vi skal gå enegang og gå ind og så splitte det forhandlingsforløb, der er aftalt mellem EU-landene.

For nu at komme med lidt polemiske betragtninger til Enhedslisten vil jeg sige, at det jo svarer lidt til, hvis vi gik tilbage til dengang, da vi forhandlede finanslov med Enhedslisten, da jeg sad i regering – det var tit sådan rimelig besværligt, om jeg så må sige – at der så lige pludselig, mens vi sad der over for hinanden i Finansministeriet, var en eller anden fra Enhedslisten, hr. Henning Hyllested eller en anden, der ville lave en særaftale med os. Det tror jeg da ikke at hr. Søren Søndergaard og Enhedslisten vil bryde sig om, altså at man lige pludselig går på tværs af den forhandlingsstrategi, der er vedtaget i partiet. Det her kan jo godt sammenlignes med det, at der er vedtaget en strategi mellem EU-landene, og det kan vi selvfølgelig ikke gå ind og skyde en pil igennem. Det kan vi simpelt hen ikke.

Er der en kort bemærkning fra hr. Søren Søndergaard? Det er der. ( Søren Søndergaard (EL): Jeg vil godt bede om, at der kommer en tekniker, for der er et eller andet galt med den her mikrofon).

Nu tror jeg, at alting skulle være i orden. Værsgo til hr. Søren Søndergaard.

Jeg vil bl.a. sige, at jeg synes, at hr. Holger K. Nielsen på sin egen lune facon fuldstændig får illustreret, hvad det her handler om. Et finanslovforslag er jo netop et spørgsmål om at give og tage og om forhandlinger. Enhedslisten ville have noget til de arbejdsløse, det ville SF ikke, og De Radikale ville have, at det skulle være endnu værre for de arbejdsløse. Sådan var spillet. Og det er klart, at det var et spil, og at det var en forhandling. Der kunne man selvfølgelig ikke gøre, som hr. Holger K. Nielsen antyder. Men opfatter hr. Holger K. Nielsen de tre-fire millioner statsborgere, som vi snakker om her, som en del af et forhandlingsspil?

Ordføreren.

Det er de da, må jeg sige til hr. Søren Søndergaard. Det er da en forhandling, der foregår. Men spørgsmålet er så, hvordan man prioriterer de borgere. Der er jeg fuldstændig enig i, at det da skal have en kolossal høj prioritet i de forhandlinger, men hvordan man end vender og drejer det, er der da tale om en skilsmisseforhandling. Det er der jo altid i den slags situationer. Det kan man jo ikke bortforklare, selv om det kan være ubehageligt at måtte indrømme det. Det er det da. Det er en ubehagelig situation og kan også blive det for de mennesker. Det er jeg fuldstændig med på. Men det vil da være totalt illusorisk at se bort fra, at der er tale om en skilsmisseforhandling. Men jeg er helt med på, at det skal have en meget høj prioritet.

Der er ikke flere kommentarer. Så siger vi tak til hr. Holger K. Nielsen og går videre i rækken til fru Merete Scheelsbeck, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Vi har selvfølgelig også sympati for, at forslagsstillerne vil sikre gode rettigheder for de borgere, der bliver klemt i det her. Men i Det Konservative Folkeparti bakker vi også fuldt op om EU-27-linjen. Vi mener, at det er vigtigt, at der ikke begynder at blive ført separate bilaterale forhandlinger mellem Danmark og UK, for det vil undergrave og svække både den danske og EU's forhandlingsposition.

Vi tror på, at Danmark får en bedre aftale, og at danskerne får en bedre aftale, hvis vi står sammen med de andre EU-lande. Begynder EU-landene at forhandle separat, vil vi alle komme til at stå svagere ved forhandlingsbordet, og det vil hverken komme danske virksomheder eller danske statsborgere til gode. Vi skal huske på, at Danmark i det store billede er en lille økonomi med begrænset betydning for UK. EU er derimod en kæmpe spiller på markedet for både virksomheder og borgere, og jeg tror derfor, at det vil svække Danmarks muligheder for en god aftale, hvis vi forhandler alene med UK. Når vi forhandler sammen med de øvrige 26 lande, taler vi derimod med en langt større vægt. De øvrige lande i EU er mindst lige så interesserede i, at vi får en god aftale, som vi er her i Danmark.

Så vores opfordring er, at vi ikke begynder at undergrave EU's forhandlingsposition, og at vi fortsætter med og bakker op om den linje og forhandlingsstrategi, som allerede er vedtaget. På den baggrund kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, og så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Den her diskussion handler ikke om at være for eller imod EU. Den handler jo heller ikke om at være for eller imod Brexit, og den handler heller ikke om, hvilken aftale man mener der skal laves mellem EU og Storbritannien. Det kan man have mange opfattelser af, og man kan også have mange opfattelser af, hvordan Europa kunne indrettes på en anden måde. Det er bare ikke det, vi diskuterer. Det, vi diskuterer, er nogle konkrete mennesker, faktisk millioner af mennesker, og de mennesker kan være statsborgere i Storbritannien, som har bosat sig i et EU-land, eller de kan være borgere i andre EU-lande, som har bosat sig i Storbritannien. Det er altså ikke specielt et spørgsmål om at hjælpe nogle, der har stemt forkert, som det ligesom blev antydet. For det kan altså også være EU-borgere, der har bosat sig i Storbritannien, og som ikke har været med i nogen afstemninger, men som har gjort det i forvisning om, at de regler, som gjaldt i går, og som gælder i dag, også gælder i hvert fald nogen tid fremover, så de kan leve deres liv og træffe de dispositioner, som er nødvendige for at kunne det.

Storbritanniens beslutning om udmeldelse af EU har da skabt usikkerhed om de her menneskers fremtid. Om det gør Storbritanniens beslutning rigtig eller forkert, er jo op til vælgerne i Storbritannien at afgøre. Det er ikke noget, vi skal gøre os til dommer over. Men vi bør jo gøre vores til, at den periode med usikkerhed, der kommer, bliver så kort som overhovedet muligt. Det burde vi alle sammen være interesseret i, og det burde jo i virkeligheden også kunne løses uden nogen særlige problemer, f.eks. ved at garantere, at de pågældende kan blive boende dér, hvor de bor, på de nuværende vilkår. Så kan man sige, at det er for altid, eller at det er for de næste 10 år, eller at det er for de næste 5 år. Det er sådan set ligegyldigt. Enhver aftale i den retning vil være med til at skabe tryghed, i hvert fald i den nære fremtid, for de her mennesker, og en sådan aftale burde jo kunne laves i løbet af utrolig kort tid. Altså, det er jo på samme måde, som det er utrolig let for Storbritannien at overtage EU-lovgivning, og så kan de hen ad vejen lave den om i kraft af den selvbestemmelse, de har fået. Det er på samme måde her. Det er jo relativt let at sige, at tingene fortsætter, som de er; det handler om politisk vilje.

Men desværre er det ikke den forhandlingslinje, som EU har valgt, hverken fra starten eller nu. Det var en anden tone, der lød fra EU umiddelbart efter Brexit, og det er en anden tone, der præger den vedtagelse, der kom fra det ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd i lørdags, den 29. april. Man blander lige præcis en række ting sammen i de første forhandlinger, som gensidigt risikerer at blokere hinanden. For som det ovenikøbet hedder i vedtagelsen fra mødet – og jeg vil godt citere: »I overensstemmelse med princippet om, at intet er aftalt, før alt er aftalt, kan individuelle spørgsmål ikke afgøres særskilt.«

Det vil sige, at mens vi har de der diskussioner og vi har forhandlerne fra EU, der sidder og skændes om, hvem der skal bidrage med hvor meget til en eller anden pensionsordning osv., så kan millioner af mennesker leve i uvished om deres umiddelbare fremtid, selv om det ville være utrolig let at løse det problem. Efter min mening er det ikke bare politisk forkert, og jeg vil stå ved det ord, jeg har brugt, nemlig at det er sådan en slags politisk gidseltagning. Hvis EU har den politik, er det EU, der laver den politiske gidseltagning, og hvis det er Storbritannien, der har den politik, er det Storbritannien, der laver den politiske gidseltagning. Jeg er sådan set fuldstændig ligeglad med, hvem det er. Det afgørende er, at ingen af dem burde gøre det.

Det er også baggrunden for det her forslag. Den 1. januar 2017 var der jo 17.500 britiske statsborgere i Danmark og et ukendt antal danske statsborgere i Storbritannien. De lever i den her uvished og kan få brug for en sådan overgangsordning.

Vil det her så på nogen måde kunne ses som et brud på indgåede forpligtigelser over for EU? Der synes jeg vi må være fuldstændig klare, for der er jo ikke tale om, at Danmark ved et sådant tilbud om en forhandling på det her område giver noget væk. Det er alene noget, der vedrører danske og britiske statsborgere, og det er altså et dansk anliggende. Vi har ikke et europæisk statsborgerskab, vi har et dansk statsborgerskab, og derfor kan man faktisk kun se det som unfair over for EU, hvis man netop har den opfattelse, at de pågældende statsborgere på en eller anden måde skal bruges i en eller anden studehandel. Og vi vil virkelig beklage, hvis det er sådan, at det er den opfattelse, der er.

Vi er bekymrede, når vi læser om de lækager, der har været fra Europa-Kommissionens side, hvor den britiske premierminister klart foreslår, at det med de her statsborgere skal løses til juli, og hvor Europa-Kommissionen tydeligvis siger: Nej, det kan slet ikke lade sig gøre. Det er vi meget bekymrede over. Vi synes, det ville være et godt signal at sende herfra, at vi i hvert fald ønsker at få det problem løst for vores statsborgere.

Jeg vil selvfølgelig sige tak til partierne for de umiddelbare meldinger, der er kommet her. Nu lader vi sagen bundfælde sig, for vi vil jo løbende få henvendelser og se, hvordan det kommer til at gå. Hvis hr. Rasmus Nordqvist får ret i, at det her problem bliver løst meget hurtigt, så er det klart, at det her forslag bare er latterligt, men hvis det nu senere viser sig, at det her ikke er blevet løst, så bliver det selvfølgelig mere og mere relevant. Derfor vil jeg sige, at vi ser frem til at fortsætte behandlingen af det her forslag i udvalget, og vi ser frem til at have fokus på det i brexitfølgegruppen, og så kan vi jo på et eller andet tidspunkt tage endelig stilling til det i salen. Jeg siger i hvert fald tak for drøftelserne indtil nu.

Der er en kort bemærkning fra hr. Rasmus Nordqvist.

Jeg sad egentlig bare og blev lidt nysgerrig på, hvordan Enhedslisten ser på det her. Det er jo nogle forhandlinger, der foregår mellem EU-27 og Storbritannien, og vi ved fra chefforhandleren blandt EU-27, at det her virkelig har topprioritet, så hvis der slet ikke kan findes nogen ordning på grund af nogle af de argumenter, som jeg faktisk hørte fra Dansk Folkeparti, nemlig om Storbritannien overhovedet ønsker en ordning, tror ordføreren så, at det vil blive lettere at lave en forhandling mellem Danmark og Storbritannien for at finde en løsning, eller vil Enhedslisten så se på, hvordan vi bare kan lave en ordning for de briter, der bor i Danmark? Eller hvordan ser Enhedslisten, at vi skal løse det nu og her?

Ordføreren.

Det har jeg virkelig ikke nogen mening om, og forslaget handler jo heller ikke om, hvad der vil ske, efter at den danske regering har henvendt sig til den britiske regering. Det kan jeg ikke forudse. Jeg ved, at der i Storbritannien har været et meget stort fokus både i underhuset og i overhuset og i de folkelige bevægelser for at få det her problem løst. Jeg ved også, at regeringen har været lidt mere tøvende i forhold til det. Så det kan da godt være, at den britiske regering siger rend og hop – altså, det kan jeg ikke udelukke – og så gør den britiske regering sig til en del af problemet, men det kan vi jo først finde ud af, hvis vi retter en henvendelse til dem. Så forudsætningen for, at vi får det afklaret, er, at den danske regering henvender sig til den britiske regering.

Hvis det så skulle vise sig, at der kommer et nej fra den britiske regering, og hvis det skulle vise sig, at EU ikke vil lave en acceptabel aftale, er det vores opfattelse, at vi i Danmark skal stå ved vores ansvar over for de folk, der er kommet her på ganske bestemte betingelser. Det vil sige, at vi skal lave en rimelig overgangsordning. Så kan vi diskutere, hvor lang tid den skal vare, men der skal være en rimelig overgangsordning.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Det sidste er jeg fuldstændig enig med ordføreren i. Men er den henvendelse, hvor vi skal finde ud af, hvor Storbritannien står, ikke det, der skal foregå i de forhandlinger, der skal til at starte op? Det er jo kun få måneder siden, knap og nap, at artikel 50 blev aktiveret, og de forhandlinger skal starte op. Så er den henvendelse, ordføreren taler om, som den danske regering skulle rette til Storbritannien, ikke de forhandlinger, som vi kommer til at se, og som vi jo følger tæt på alle mulige måder, også her fra Folketingets side? Jeg forstår simpelt hen ikke timingen eller ønsket om, at det skal være nu, når vi jo netop kommer til at se, hvad der sker i de forhandlinger. Og så skal vi da selvfølgelig følge det tæt og være obs også på borgernes rettigheder.

Ordføreren.

Problemet ved, at man har blandet alle mulige forskellige problemstillinger sammen i den første fase af diskussionerne, er, at der er rigelig mulighed for, at der er noget, der blokerer for, at man kan komme videre. Jeg er sikker på, at hr. Rasmus Nordqvist også har hørt om og læst referatet af det møde, som var mellem Jean-Claude Juncker, altså præsidenten for Europa-Kommissionen, og den britiske premierminister. Det var jo ikke et møde, der ligefrem endte i forsoning. Og der er lagt en masse snubletråde ind, så det kan være, at man aldrig kommer til det her spørgsmål. Det er jo derfor, at vi har foreslået, at vi tager det først. Det har man så afvist. Så lad os sige: Så tager Danmark et initiativ.

Tak til hr. Søren Søndergaard.

Der er ikke flere korte bemærkninger, og der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, forslaget til folketingsbeslutning henvises til Europaudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.