Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 72:

Forslag til folketingsbeslutning om inddragelse af beboere, når almennyttige boligselskaber investerer i kunst.

Af Merete Dea Larsen (DF) m.fl.

(Fremsættelse 28.02.2017).

Forhandlingerne er åbnet. Vi starter med transport-, bygnings- og boligministeren. Værsgo.

Med B 72 foreslås det, at der indføres et krav om, at beboere i almene boligorganisationer bliver inddraget direkte, når almene boligorganisationer investerer i kunst og anden udsmykning af fællesarealer m.m. Anledningen er opsættelsen af et større, såkaldt kunstværk i Hedeparken og Magleparken i Ballerup. Værket forestiller et 5 m højt blankpoleret knojern.

Beboerdemokrati er en hjørnesten i styringen af den almene boligorganisation, og debatten om at styrke beboerdemokratiet i den almene boligsektor er ikke ny. Debatten viser, at reguleringen af den almene boligsektor er et meget vigtigt område, først og fremmest fordi det vedrører så mange mennesker, deres boliger og deres liv.

Beboerdemokratiet betyder, at beboerne har ret til medindflydelse på alle beslutningsniveauer, både de beslutninger, der vedrører selve boligorganisationens overordnede og tværgående anliggender, og de beslutninger, der vedrører den enkelte afdeling. Vi skal holde øje med, hvordan reglerne anvendes og løbende vurdere, om der er behov for at foretage tilpasninger i regelsættet. Vi skal sikre, at beboerne også i praksis får den indflydelse på beslutningerne, som er tiltænkt dem, og det er netop det, vi er i gang med nu.

Omdrejningspunktet for beboerdemokratiet i den almene boligafdeling er afdelingsmødet, og derfor er samtlige lejere i en afdeling sikret adgang til afdelingsmødet og har ret til at sætte emner på dagsordenen. Det eneste krav er, at forslag, der ønskes behandlet, skal være afdelingsbestyrelsen i hænde senest 2 uger før mødet og skal bekendtgøres for afdelingens beboere senest 1 uge før mødet. Det er her, de beslutninger, som har så stor betydning for mange menneskers liv og hverdag, træffes.

I henhold til reglerne på området godkender afdelingsmødet driftsbudget og årsregnskab for afdelingen. Derudover drøfter og beslutter afdelingsmødet de overordnede rammer for iværksættelse af arbejder og aktiviteter i afdelingen. Der kan være tale om vedligeholdelses- og fornyelsesarbejder, forebyggende arbejder rettet mod boligområdet og beboerne og sociale aktiviteter. Det er også op til afdelingsmødet at beslutte, om den endelige afgørelse af emner, der er til behandling, skal træffes på afdelingsmødet eller ved en efterfølgende urafstemning blandt afdelingens beboere.

Som i mange andre foreninger træffer afdelingsmødet beslutninger ved almindeligt stemmeflertal. Efter reglerne afholdes der et eller to ordinære afdelingsmøder om året. Herudover kan der afholdes ekstraordinært afdelingsmøde, når enten boligorganisationens bestyrelse, afdelingsbestyrelsen eller et antal lejere finder behov for at få en sag behandlet. Ifølge normalvedtægten kan antallet af lejere, der kan udløse et ekstraordinært afdelingsmøde, højst fastsættes til at udgøre 25 pct. af lejerne.

Reglerne om beboerdemokrati omfatter endnu en sikkerhedsventil, som kan anvendes, hvis tingene går skævt i en almen boligorganisation. Uenighed om lovligheden af en beslutning truffet af et af de beboerdemokratiske organer kan af beboerne indbringes for beboerklagenævnet, som så afgør, om beslutningen er gyldig eller skal omgøres.

Det er afdelingsbestyrelsens vigtigste opgave at gennemføre de beslutninger, som afdelingsmødet træffer og godkender. Afdelingsbestyrelsens råderum afhænger helt af, hvor detaljeret afdelingsmødet vælger at gå ind i godkendelse af de overordnede rammer for afdelingens arbejder og aktiviteter. I forbindelse med f.eks. udsmykningen af fællesarealer kan der være forskel på, om afdelingsmødet ud over at tage stilling til udgifterne i forbindelse med udsmykning af fællesområderne også udstikker retningslinjer for øvrige forhold, herunder udsmykningens signalværdi, placering, størrelse, udformning, valg af materialer og kunstner.

Nogle steder vil man foretrække at overlade disse beslutninger til afdelingsbestyrelsen som led i den daglige drift af afdelingen. Sådan skal det være. Vi skal fra myndighedernes side ikke gå ind og detailregulere om hverdagen og livet i hver enkelt afdeling i den almene boligorganisation. Vi skal overlade det til beboerne selv at beslutte, hvor tæt man vil involveres i udmøntningen af de enkelte beslutninger, som afdelingsmødet træffer.

Det er netop vores opgave som lovgivere på den ene side at sætte rammerne for beboerdemokratiet og på den anden side at sikre, at afdelingerne har manøvrerum til selv at tilrettelægge arbejdet og udfylde rammerne. Beboerdemokratiet er vigtigt i den almene boligsektor. Derfor skal vi også løbende udvikle og forstærke de lovgivningsmæssige rammer, når vi opdager, at noget i praksis ikke fungerer, som det skal.

De gældende regler anviser flere veje for beboerne at gå, hvis vurderingen er, at der er truffet en beslutning, som ikke er holdbar eller gyldig. Løsningen er ikke, at vi detailregulerer om den daglige ledelse af en boligorganisation og hverdagslivet i den enkelte afdeling. Det overlader vi trygt til beboerne at tage ansvar for. Regeringen indstiller derfor, at beslutningsforslaget afvises.

Dermed siger vi tak til ministeren.

Nåh, man må altså gerne trykke sig ind, sådan at man ikke først jager en minister ned og derefter op igen. Men ordet er hr. Alex Ahrendtsens, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Bedre sent end aldrig, hedder det. Også tak til ministeren for en glimrende redegørelse for, hvor besværligt beboerdemokratiet egentlig kan være. Det kan også virke meget bureaukratisk, og det kan virke meget indviklet for beboerne, der som oftest er i en svær situation, så de ikke altid har overskud til at kende alle de her regler. Og virkeligheden er jo, at det oftest er ganske få, der styrer beboerdemokratiet i de her almennyttige boligselskaber.

Så jeg er lidt ærgerlig over, at regeringen ikke vil støtte forslaget, for det, man ved, er jo, at afstemninger inddrager og oplyser. Hvis man havde haft en afstemning, havde man inddraget beboerne, og så havde de fundet ud af, at det her knojern egentlig var udstyret med hjerter. Meningen fra kunstnerens side var, at det her skulle være et hjerteknojern, et kærlighedsknojern, men det blev ikke forstået på den måde.

Hvis der nu havde været sådan en afstemning forud for beslutningen, havde man haft mulighed for at forklare det, og så havde man fået et ja. Så ville det i det lys ikke være en god idé at støtte forslaget?

Ministeren.

Nej, jeg synes, at reglerne på det her område fungerer, som de bør fungere. Altså, et afdelingsmøde kan træffe beslutning om, at der skal bruges et større beløb på et kunstværk til fællesarealerne. Afdelingsmødet kan så beslutte, med hvilken detaljeringsgrad man gerne vil bestille det kunstværk. Det kan også beslutte, at afgørelsen om de nærmere detaljer om kunstværket og bestillingen træffes af bestyrelsen. Og det kan beslutte, at det endelige forslag til, hvad der skal stilles op af kunstværk, skal sendes til afstemning.

Der er virkelig alle muligheder på afdelingsmødet for at holde hånd i udviklingen eller delegere indkøbet af kunstværker videre til bestyrelsen. Det er sådan, som jeg synes det skal være, og derfor synes jeg ikke, at beslutningsforslaget er rigtigt.

Spørgeren.

Nu er der det særlige ved kunstværker i det offentlige rum, at de er offentlige, så alle, der har mulighed for at møde dem, kan komme til at kigge på dem, mens det er en ganske lille del af befolkningen og beboerne, som beslutter, at de skal have det her kunstværk. Og det er de færreste, der så får kendskab til det, før det er for sent. Så ville det i det lys – altså nu, hvor det er i det offentlige rum, sådan en beslutning skal udmøntes – så ikke være en god idé at lave en afstemning, så man inddrager borgerne og på forhånd er sikker på, om man vil have det eller ej?

Ministeren.

Men så er vi ude i noget helt andet end beboerdemokratiet i boligorganisationerne, for så handler det jo pludselig ikke om, hvorvidt beboerne skal have lov til at beslutte, og i hvilket omfang de skal delegere videre til bestyrelsen eller ikke. Så handler det om, hvorvidt det omgivende samfund i form af kommunen eller de trafikanter, som færdes der – det var sådan, jeg hørte hr. Alex Ahrendtsen – skal have mulighed for at sige nej til kunstværket, selv hvis der måtte være hundrede procents opbakning blandt beboerne i en organisation til at opsætte et kunstværk på et fællesareal. Og det er da en ganske anden sag.

Næste spørger er hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten.

Jeg vil gerne sige tak til ministeren for udredningen om, hvordan beboerdemokratiet er i den almene sektor, og tak for forsvaret af det beboerdemokrati, som vi har i den almene sektor.

Ministeren.

Jamen så siger jeg også tak. Det er sjældent, man får så fine ord fra en Enhedslisteordfører, som jeg gør her, når man er liberal. Når man er fra Liberal Alliance, er det sjældent, man får så fine ord fra Enhedslisten. Så det er jeg glad for.

Der er så heller ikke bedt om yderligere kommentarer for at uddybe det der, så den næste spørger er fru Merete Dea Larsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Nu kan jeg se, at ministeren ligefrem blev helt befippet.

Jeg bliver nødt til lige at præcisere, at det, hr. Alex Ahrendtsen mente, selvfølgelig er boligafdelingen og ikke hele det omkringliggende samfund. Vores holdning til beboerdemokrati er jo, at beboere i højere grad ville føle sig involveret, hvis der kom flere af de her afstemninger, for det er ikke nogen hemmelighed, at når vi har afdelingsbestyrelser – faktisk bestyrelser generelt i alle sammenhænge – så er der altså desværre en begrænset opbakning, og vi bliver nødt til at finde nye metoder til hele tiden til at holde det her i live og prøve at få folk til at engagere sig mere og holde sig orienteret om, hvad der foregår. Man ser altså i andre lande, at det her med afstemninger har en effekt, så folk sætter sig ind i det. For dem, der er for, og dem, der er imod, går rent faktisk ud og argumenterer for deres sag, og pludselig bliver folk meget mere oplyste om, hvad der foregår. Og det her er jo blot et eksempel på det.

Så med den yderligere forklaring ønsker jeg at høre ministerens holdning.

Ministeren.

Jamen jeg tror da bestemt, at det kan være en rigtig god idé at have en afstemning blandt alle beboerne, når man vælger at opstille et stort kunstværk – også et opsigtsvækkende kunstværk – på fællesarealerne. Det synes jeg i så tilfælde at man skal beslutte på afdelingsmødet at man vil gøre. Men hvis man beslutter på afdelingsmødet, at man ikke vil have det til afstemning, så synes jeg ikke, at vi her fra Christiansborg skal pålægge dem, at der er bestemte typer af beslutninger, som skal ud til beboerafstemning, hvis beboerne på afdelingsmødet ikke ønsker, at det skal være sådan.

Dermed nåede vi frem til at sige tak til ministeren for denne gang. Den næste taler er hr. Kaare Dybvad, ordfører for Socialdemokratiet. Værsgo.

Mange tak. Som det har været omtalt i dagspressen, er det her lovforslag en konsekvens af den debat, som er foregået i kølvandet på opsætningen af det her store metalknojern i bebyggelsen Hedeparken i Ballerup. Man kan mene meget om det opsatte knojern. Personligt synes jeg, det er dårlig kunst, og at det er udtryk for en misforstået ironisk distance til de problemer med vold og kriminalitet, der er bl.a. i Hedeparken.

Jeg har svært ved at forestille mig, at en person, der er blevet slået ned med et knojern, opfatter den højtravende akademiske dobbelttydigt i det kunstværk, og jeg tror ikke, at de mennesker, der kæmper i foreninger og lokalsamfund for at skabe et trygt miljø for at holde de unge ude af ballade, kan se det gavnlige i en kunstner, der i sin egen selvoptagethed og ubegrænsede behov for opmærksomhed hylder et voldeligt fællesskab, der står i opposition til det almindelige samfund.

Ikke desto mindre er det jo ikke kvaliteten af kunsten i hverken Hedeparken eller andre byggerier, som vi i dag behandler her i Folketinget. Vi behandler derimod et forslag fremsat af Dansk Folkeparti, som vil give beboerne direkte indflydelse på opsætning af kunst ved almene boligselskaber. Den indflydelse har beboerne allerede i dag i det beboerdemokrati, der praktiseres i den enkelte boligafdeling og på organisationsniveau.

Et forslag som det, vi behandler, vil altså lægge en afstemningsprocedure ned over et beboerdemokrati, hvor man i forvejen kan møde op til en generalforsamling en gang om året og træffe beslutninger ved almindeligt fremmøde, altså et eksisterende direkte demokrati. Det vil betyde ekstra omkostninger, det vil betyde bureaukrati for det enkelte boligselskab, mens vi her i Folketinget ellers netop arbejder med det modsatte, nemlig at nedbringe bureaukratiet i de almene boliger, så man på sigt forhåbentlig også kan nedsætte huslejerne.

Folkestyret er nu engang for de aktive. Hvis man ikke prioriterer at komme til en generalforsamling en gang om året i sin boligforening, eller hvis man vælger ikke at gå ned og stemme til folketingsvalg, kan man ikke bagefter forvente at få indflydelse på, hvad der foregår. Det gælder også, når det kommer til kunst. Og man kunne jo retorisk spørge, om Dansk Folkeparti ville være lige så ihærdige, hvis det drejede sig om, at et flertal i en beboerforening gerne ville stemme om, hvorvidt der skulle sættes et juletræ op. Det er der i hvert fald et eksempel på fra Nordsjælland, hvor det er gået lidt galt i den diskussion. Med de ord vil jeg sige, at Socialdemokratiet ikke kan støtte forslaget.

Så kom der lige en kort bemærkning fra hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Socialdemokratiet er jo meget tæt forbundet med fagforeninger, og fagforeninger har tradition for urafstemninger. Her for ganske nylig har man stemt om overenskomsten, og der var en høj deltagelse. Synes ordføreren ikke, det er en glimrende idé, at man kan stemme om den slags? Der er det jo normal kutyme, at man stemmer om den slags. Og hvorfor kan man så ikke gøre det samme i beboerforeninger, altså simpelt hen pålægge dem, når det drejer sig om det offentlige rum, at de skal inddrage borgerne gennem en afstemning, ligesom det sker, når det drejer sig om overenskomster?

Ordføreren.

Jamen hr. Alex Ahrendtsen rammer jo meget præcist ned i, hvad problemet med det her beslutningsforslag er, når han sammenligner det med urafstemninger. For essensen af den danske arbejdsmarkedsmodel er jo netop, at man selv indretter sig. Der er ikke nogen, der har siddet herinde i Folketinget og stemt om, at man skal have urafstemning om en overenskomst på det private område, i industrien eller andre steder. Man har netop frivilligt ude i de enkelte fagforeninger og sammen med arbejdsgiverforeningerne besluttet sig for, at det er den model, man gerne vil have – på samme måde, som hvis Boligselskabernes Landsforenings repræsentantskab vedtog, at man skulle lave en urafstemning om kunstværker i de almene boligselskaber. Så kan de sådan set fint gøre det, fuldstændig uden at vi på Christiansborg blander os i, hvordan de gør det.

Det er jo det, der er hele styrken, og det er det, der er det smukke, både ved vores arbejdsmarkedsmodel og ved vores almene bolig-model i Danmark, nemlig at man har lov til selv at bestemme; at man har lov til at gøre, som man vil; og at man, helt uden at vi behøver regulere deres demokratiske system og det folkestyre, som praktiseres internt, kan finde ud af at få tingene til at fungere. Det er da fantastisk.

Ordføreren.

Altså, den afgørende forskel er jo, at vi lovgiver om den almennyttige boligsektor. Det er jo ikke noget, der bare sådan sker frivilligt. Der er en lovramme. Og der kan vi jo sagtens lægge en sætning ind i loven om, at der skal være afstemning, når det drejer sig om skulpturer i det offentlige rum, at beboerne skal høres. Jeg brugte egentlig bare billedet med overenskomsten som et eksempel på, at i hele den socialdemokratiske bevægelse er der altså nogle steder, hvor man godt kan finde ud af at inddrage folk. Jeg ved ikke, om det er, fordi dem, der skal tage stilling til overenskomsten, er finere end beboerne i almennyttige boligselskaber.

Ordføreren.

Grundlæggende tror jeg at Dansk Folkepartis hr. Alex Ahrendtsen tager fejl, hvis han tror, at arbejdsmarkedet ikke bliver reguleret herindefra. Jeg tror, der er 28.000 sider arbejdsmarkedsregulering, lige så vel som der er meget regulering af de almene boligselskaber. Det, at man har en model, som er selvkørende – med folkevalgte, med forhandlinger mellem forskellige parter – er jo ikke det samme, som at der slet ikke findes lovgivning. Det betyder bare, at når man beslutter ting, jamen så sker det i det folkestyre, som er inden for et boligselskab, så dem, der bor der, har mulighed for at påvirke det ved at komme til deres generalforsamling, ligesom medlemmer af en fagforening kan komme til deres generalforsamling. Og det er faktisk præcis det samme princip.

Den næste spørger er fru Merete Dea Larsen, Dansk Folkeparti.

Tak. Jeg tror, hr. Kaare Dybvad måske lige skal have en smule styr på begreberne. Der kom lidt med noget bureaukrati. Altså, jeg tænker: demokrati. Men det er selvfølgelig to opfattelser af samme område.

Anerkender hr. Kaare Dybvad ikke den sammenhæng, at afstemninger i de her beboerforeninger er en måde at involvere borgerne på? Anerkender hr. Kaare Dybvad ikke, at pladserne i de afdelingsbestyrelser ofte er svære at besætte, at det derfor er en meget lille lukket kreds, og at en af måderne, man virkelig kunne engagere og involvere langt flere borgere på, kunne være ved f.eks. borgerafstemninger, som på den måde kunne understøtte, at der rent faktisk kom noget opmærksomhed og fokus? Det ville da understøtte hele demokratiet og alt det, vi er her for.

Ordføreren.

Tak. Jeg har selv boet alment i mange år, i flere forskellige byggerier, og jeg anerkender hundrede procent, at der er en relativt lav deltagelse mange steder. Og jeg synes egentlig, at jeg og fru Merete Dea Larsen og andre, som er interesserede, skal gå ned til boligselskaberne og foreslå det her, sige til dem: Kunne det ikke være en idé, at I nogle steder prøvede at stemme om det her? For så kan de jo bare gøre det, og så kan man se, om det engagerer folk. Og hvis det gør det, har man jo mulighed for at praktisere det flere steder. Men det er nu altså det enkelte boligselskab, der skal bestemme det. Det er ikke noget, vi skal vedtage herinde.

Tak til ordføreren. ( Kaare Dybvad (S): Nej, der er en kort bemærkning til). Hvis man ønsker ordet igen, skal man lige trykke sig ind.

Spørgeren.

Den tanke, man jo godt kunne få, er, at når boligselskaberne vælger ikke at holde de her afstemninger – og det gælder ikke kun det her, kommunalbestyrelser har i dag også mulighed for at holde retningsgivende afstemninger blandt befolkningen, men det sker meget få steder – er det måske, fordi tingene glider lidt lettere igennem, hvis de et eller andet sted slipper for det her reelle demokrati: netop at gå ud og spørge borgerne og beboerne om, hvad de egentlig mener. Så det er jo en lettere måde at gøre det på, og det, jeg tænker, er: Det gør ikke noget, at det nogle gange bliver lidt mere besværligt, hvis det også gør, at folk bliver mere involveret.

Ordføreren.

Det sidste synes jeg egentlig er en rigtig god betragtning i forhold til det demokratiske arbejde. Her senere på året har vi jo en ret stor omgang, hvor vi spørger folk om, hvad de mener om deres kommuners drift. Og jeg vil da opfordre til, at man – også i Roskilde Kommune, hvor Dansk Folkepartis ordfører er valgt – laver nogle af de her afstemninger, hvis man får mulighed for det. Eller hvis det viser sig efter valget, at der er medlemmer af Dansk Folkeparti, som bliver borgmestre rundtom i landet, så synes jeg da, man måske skal forsøge sig og få det her ud over rampen. Det har Socialdemokratiet gjort mange gange tidligere, og der er så blandede erfaringer med det. Men jeg synes da, det er et godt forslag.

Så siger vi tak til den socialdemokratiske ordfører og går videre til Venstres ordfører, nemlig fru Britt Bager. Værsgo.

Anledningen til beslutningsforslaget er som bekendt et 5 m højt kunstværk, der står opført hos et alment boligselskab i Ballerup. Det er dog ikke selve kunstværket, vi drøfter her, men beslutningen om at opføre kunstværket og beboerdemokratiet i de almene boligselskaber. Som ministeren også påpegede, er beboerdemokratiet en hjørnesten i styringen af de almene boligselskaber, og allerede i dag er der fokus på at inddrage beboerne og sikre demokratiske beslutningsprocesser. Det er godt, og sådan skal det være.

Det leder mig videre til en anden pointe, som jeg er meget enig med ministeren i, nemlig at det ikke er vores opgave som folkevalgte at detailregulere i den enkelte afdeling. Vores opgave som folkevalgte er at udstikke de overordnede lovgivningsmæssige rammer, der sikrer beboerdemokratiet og den nødvendige frihed, beboerdemokratiet skal have til at agere som selvstændig afdeling. Derfor er det efter Venstres mening formynderisk og meget forkert at vedtage et forslag som det her. Det strider imod de tanker om afbureaukratisering, som den her regering står for, for med forslaget her går vi netop ind og detailregulerer. Efter Venstres mening er det helt unødvendigt, for vi har nemlig tillid til, at den enkelte afdeling inddrager beboerne på en tilfredsstillende måde.

Det, vi risikerer med forslaget her, er unødvendig administration og bureaukrati, og det strider imod det arbejde, vi allerede har iværksat med henblik på at effektivisere den almene boligsektor. For så vidt angår beboerne i de almene boligselskaber, er Venstre af den holdning, at de i dag har tilstrækkelig mulighed for at påvirke beslutningerne i den enkelte afdeling, f.eks. ved at deltage i afdelingsmøderne. Og så skal vi heller ikke glemme, at beboerne selv vælger deres repræsentanter, både i organisationsbestyrelsen og i den enkelte afdelingsbestyrelse.

For at summere op: Det er mit indtryk, at de gældende regler på det her område fungerer efter hensigten, og på den baggrund kan Venstre ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning, og den er fra hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Venstres ordfører synes, at det er formynderisk at inddrage beboerne. Kunne man ikke vende det om og sige, at det er formynderisk, at det er en ganske lille bestyrelse, der på vegne af en hel blok afgør, hvad der skal stå i det offentlige rum af kunst?

Ordføreren.

Jeg vil sige til hr. Alex Ahrendtsen, at det er en lille fordrejning af mine ord at sige, at jeg synes, det er formynderisk at inddrage beboerne, for beboerne er allerede inddraget. Beboerne har nemlig valgt, hvem beboerne gerne vil have i bestyrelsen, og bestyrelsen har så ret til at beslutte, enten hvilken kunst der skal købes, eller om man ønsker at inddrage beboerne igen i beslutningen om at indkøbe kunst.

Dér, hvor jeg tror vores uenighed egentlig er i det her, er i forventningerne til beboerne. Jeg er af den opfattelse, at der ikke er ret mange beboere, der har overskud til at deltage i det her arbejde eller har overskud til at stemme om, hvorvidt det skal være den ene eller den anden skulptur. Og efter min mening er det sådan, at hvis man vil have ret til at bestemme, har man altså også pligt til at yde, og det synes jeg også gælder i beboerdemokratiet. Altså, vil man have den rettighed, det er at bestemme, hvad det er for noget kunst, man skal have, jamen så kan man yde en indsats i bestyrelsen.

Spørgeren.

Jeg synes egentlig, at fru Britt Bager modsiger sig selv lidt, når hun siger, at beboerne ikke har overskud til at deltage i sådan en afstemning. Men når de ikke har overskud til at deltage i en afstemning, har de da slet ikke overskud til at blande sig i det repræsentative beboerdemokrati.

Handler det ikke bare om, at Venstre – og for så vidt også Socialdemokratiet – ikke kan lide at spørge borgerne, fordi man hellere vil beslutte på alles vegne, hen over hovedet på dem? Er det ikke det, som det i bund og grund handler om? Man er bange for folket, man er bange for beboerne, man er bange for den almindelige mands holdning.

Ordføreren.

Nu bliver jeg simpelt hen nødt til at præcisere over for hr. Alex Ahrendtsen, at det hverken er Venstres ordfører eller Socialdemokratiets ordfører, der bestemmer hen over hovedet på folk, for de folk her har valgt dem, der skal sidde i bestyrelsen. Det er hverken mig eller Socialdemokratiets ordfører, der vælger, hvem der skal sidde i den enkelte afdelingsbestyrelse – det er beboerne. Derfor er beboerne allerede repræsenteret på samme måde, som når folk på Fyn har valgt hr. Alex Ahrendtsen til at repræsentere deres interesser her i Folketinget.

Tak til ordføreren. Så går vi videre i rækken, og det er hr. Søren Egge Rasmussen som ordfører for Enhedslisten.

Vi har jo et beboerdemokrati derude i den almene sektor, som ministeren tidligere har redegjort meget dækkende for hvordan fungerer. Det er sådan, at der er en vedtægt for en afdeling. Der er en standardvedtægt, som sådan set præciserer, hvad det er for en kompetence, som et afdelingsmøde har, og hvad det er for en kompetence, man overlader til en bestyrelse. Så har man en beslutningsproces om budgetter, og man kan have beboere, der stiller ændringsforslag til budgetter; man kan have beboere, som stiller forslag, som bliver behandlet; man kan have afdelinger, som nedsætter udvalg, som kan overtage kompetence til alt lige fra at arrangere udflugter og fælles aktiviteter i afdelingen til at drive nogle fælleshuse, eller hvad det kan være. Så der er et beboerdemokrati derude, der udmøntes på forskellig vis.

Det, som Dansk Folkeparti her har fremsat forslag om, er sådan set noget, der vedrører almene boligselskabers investeringer i kunst og anden udsmykning af fællesarealer m.v. Det er godt nok en omfattende detailregulering, som man her lægger op til. Hvis det så er sådan, at man i en afdeling har et udvalg, der har ansvar for nogle udearealer og gerne vil etablere et pænt staudebed, er det så noget, som skal ud til beboerafstemning? Eller ville Dansk Folkeparti acceptere, at der kan være en afdeling, der har valgt at have sin drift på en bestemt måde, og hvor man i fællesskab har truffet nogle beslutninger og uddelegeret noget kompetence – det kan så også være, at det er kompetence til at indkøbe noget kunst, som kan være udendørs eller i et fælleshus?

Altså, der er mange måder, som beboerdemokratiet udfolder sig på derude – det er rigtig spændende at være en del af. Der er også nogle boligforeninger, der har nogle kunstmidler, som afdelingen kan søge. Der er nogle steder, hvor man ligesom har struktureret det, at der kan opstilles kunst i en boligforening, og hvor det er et kendt fænomen.

Jeg synes ikke, der er nogen grund til at beslutte mere om, hvordan man skal regulere kunstindkøb i den almene sektor, og det er på den baggrund, at Enhedslisten ikke kan tilslutte sig beslutningsforslaget.

Der er et enkelt spørgsmål. Hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti.

Jeg synes egentlig, at Enhedslistens linje slingrer lidt. Før påske havde man et beslutningsforslag hernede i salen om folkeafstemninger i skoledistrikter vedrørende skolelukninger, og i en kommune har de jo også demokrati og udvalg og budgetter. Hvordan hænger det sammen med, at man siger nej til det her? For her giver vi jo også bare beboerne mulighed for at sige ja eller nej til indkøb af noget kunst i et offentligt rum. Så hvad er forskellen på Enhedslistens beslutningsforslag før påske om folkeafstemninger i skoledistrikter og så vores forslag om beboerafstemninger om indkøb af kunst i en boligforening?

Ordføreren.

Der er den forskel, at en skole i et lokalsamfund er en utrolig væsentlig del af et lokalsamfund, og bor man et sted, f.eks. lidt ude på landet, hvor man ikke har ret mange faciliteter, men hvor der er en lokal skole, så har det jo umådelig stor betydning for det lokalsamfund, om den skole kører videre eller ej. Så derfor er det rigtig vigtigt. Helt ærligt, hvis der er en lille almen boligforening, der får et kunstværk op at stå et eller andet sted, så har det altså ikke den samme grundlæggende betydning, som en folkeskole kan have for et lokalsamfund ude i de danske kommuner. Så jeg synes ikke, at det er rimeligt i den sammenhæng at trække folkeskolen ned på det her plan, som det her beslutningsforslag har.

Spørgeren.

Så har vi da det på plads. Sådan som jeg hører Enhedslistens ordfører, siger han jo ganske klart, at beboernes mening om kunst i det offentlige rum ikke er væsentligt – det synes jeg dog er noget af en udmelding fra Enhedslistens side – mens borgernes mening om lukning af en skole er mere væsentligt. Det er da en noget nedladende holdning at have til mennesker, som dagligt skal se på et kunstværk, de ikke bryder sig om. Er det virkelig Enhedslistens holdning nu?

Ordføreren.

Sikke da en gang sludder. Det er jo beboerne i en almen boligorganisation, der beslutter, hvordan de skal håndtere et kunstindkøb, og det har jeg fuld respekt for at man kan finde ud af i den enkelte afdeling. Det er sådan, at kunst nogle gange skaber debat, og hvis ikke det gjorde det, var det nok noget, som måske ikke havde et niveau, der var højt nok. Så jeg synes, det er helt naturligt. Indimellem kommer der nogle beslutninger, hvor der kommer kunst op i det offentlige rum, som skaber debat, og jeg har fuld respekt for, at man i en boligforeningsafdeling selv håndterer, hvordan man laver det.

Jeg synes, det er rigtig godt med beboerinddragelse, og jeg håber, at man flest mulige steder har en vis proces, hvor man beslutter nogle rammer for, hvor den kunst skal være, og hvor mange penge man vil bruge på det. Men der kan også være nogle processer, hvor man kommer frem til, at man har givet kompetencer til en bestyrelse eller et udvalg, som træffer beslutningerne på beboernes vegne.

Så siger vi tak til Enhedslistens ordfører og går videre i ordførerrækken, og det er hr. Villum Christensen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det, hr. formand. Med det her beslutningsforslag, som jeg nok må sige at jeg måske ikke finder er det allervigtigste, jeg har været med til at drøfte i denne sal, vil man indføre krav om, at beboere i almene boligorganisationer inddrages direkte i organisationens indkøb af kunst, som vi har hørt.

Det er noget helt afgørende for beboerdemokratiet i den enkelte boligorganisation, at organisationen har frie rammer til selv at indrette, hvordan den vil beslutte de forskellige forhold, også når det kommer til indkøb af kunst ligesom så meget andet. Det er også den enkelte boligorganisation med inddragelse af beboerne igennem afdelingsmødet, der bedst beslutter, hvordan de foretrækker at fordele de mange opgaver, der er i sådan en forening.

Dybest set kan man sige at der er tale om direkte demokrati, for man kan altid lade en hvilken som helst sag gå ud til afstemning. Der er stort set ikke den måde, man ikke kan vælge at tilrettelægge sine beslutninger på på det her afdelingsmøde, hvor alle jo bliver inviteret. Nogle vil helst lade afdelingsmødet tage stilling til indkøb af kunst, mens andre finder det bedst at overlade det til den daglige ledelse, og sådan kan det jo også være. Det bør være så frit som muligt, og det skal man ikke som sådan en anden barnepigestat blande sig i efter vores opfattelse.

Jeg tror, man har misforstået noget, hvis man mener, at man styrker beboerdemokratiet ved at trække et krav ned over hovedet på organisationerne frem for at lade beboerne selv træffe beslutning om, hvor meget de vil involveres inden for de enkelte organisationer. Vi synes, at frihed er vigtigt, og vi synes ikke, at man skal bureaukratisere mere end højst nødvendigt. Det har vi sagt mange gange fra den her talerstol, så derfor er vi ikke i tvivl om, at det her beslutningsforslag får thumbs nedad.

Det gav anledning til et enkelt spørgsmål fra hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Der bliver sagt meget modsætningsfyldt fra talerstolen i dag. Ordføreren siger, at han går ind for frihed, men det er åbenbart kun bestyrelsens frihed til at beslutte noget, men beboernes frihed til at give deres mening til kende forud for en beslutning ønsker man egentlig ikke at sikre. Er det rigtigt forstået?

Ordføreren.

Vi går ind for frihed i den måde, man tilrettelægger sine beslutninger på. Det, der er det væsentlige her, er, at afdelingsmødet jo kan beslutte, hvilken som helst måde man nu ønsker at tilrettelægge det her på, uanset om det handler om kunst, eller hvad søren det kan være.

Spørgeren.

Hvor mange eksempler har ordføreren så på, at bestyrelser ude i beboerforeningerne har inddraget borgerne gennem afstemninger?

Ordføreren.

Det har jeg måske ikke 50 eksempler på, men det er jo ikke desto mindre ikke et argument for at indføre den her slags regler, hvis man synes, at friheden er det vigtige. For vi kommer jo til at bede nogle om at skulle ud at stemme, selv om det måske er fuldstændig ukontroversielt. Og hvor i alverden skal man kunne sætte grænsen for, hvornår noget skal ud til afstemning? Jeg synes, det er at gå i den helt gale retning.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og det er hr. Roger Matthisen, Alternativet. Værsgo.

Tak for det, formand. Til B 72 fremsat af Dansk Folkeparti, altså forslag til folketingsbeslutning om inddragelse af beboere, når almennyttige boligselskaber investerer i kunst, vil jeg først og fremmest sige, at jeg har stor sympati for intentionen i beslutningsforslaget, og at jeg og Alternativet faktisk også langt hen ad vejen er enige. Kunsten er enormt vigtig for vores samfund og for vores borgere. Jeg er selv en hybrid mellem kunsten og den akademiske verden, jeg er uddannet begge steder, og det, vi jo gerne vil som projekt, er at tilføre kunst og vildskab både i Folketinget og langt bredere ud i befolkningen. Så vi bakker op om intentionen.

I forhold til beslutningsforslagets udformning, som det er nu, så er vi usikre på, om det er detailstyring, og om det er nødvendigt. I dag er der en generalforsamling og en folkevalgt afdelingsbestyrelse, som har mandatet til at vælge, og hvis ikke man stoler på de valgte repræsentanters faglighed og inddragende tilgang til deres arbejde, må man vælge nogle andre. Men ellers synes jeg også, det kommer til at virke lidt som enkeltsagspolitik. Hvis vi kigger på kunst som koncept, er det jo enormt subjektivt, hvad de her forskellige organisationers beboere vil vurdere som værende god eller dårlig kunst, og jeg vil ikke sætte mig til dommer over det her håndjern eller knojern, det vil jeg lade de andre – eller måske kunstnerne – om.

Så vi bakker op om intentionen, og vi vil også gerne være med til at bidrage til betænkningen og se, om vi kan lave nogle formuleringer og vi kan sørge for den reelle inddragelse. Egentlig tror vi på, at der også skal være meget mere samskabelse i forhold til det her med kunst og kultur. For det er jo ikke kun værket; det er vel også, håber jeg, sådan, at forslagsstillerne mener, at det er beboerne, der skal tage kunsten til sig og måske endda blive inspireret til selv at få nogle kunstneriske udfoldelser eller på anden måde inddrage deres områder i deres tanker om, hvordan kunst kan påvirke deres liv og deres miljø.

Så det vil vi gerne være med til at arbejde med i betænkningen, men som beslutningsforslaget er lige nu, er vi nødt til at være kritiske. Det var ordene.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for velviljen, det synes jeg er positivt. Jeg havde egentlig forventet, at Alternativet ville have sagt ja til forslaget, fordi Alternativet jo er et parti med mange kunstnere og som sådan interesseret i at inddrage kunsten på alle leder og kanter. Partiet har selv forsøgt det mange gange her i Folketinget – vi bliver jo jævnligt inviteret til kunstforestillinger ovre hos Alternativet.

Det, jeg egentlig kan forstå på ordføreren, er, at man ligesom andre synes, at der er en detailstyring, som ødelægger det hele. På hvilken måde synes ordføreren så man skal inddrage beboerne ude i de almennyttige boligforeninger, så de får kendskab til kunsten og samtidig mulighed for at beslutte noget – inden en bestyrelse træffer beslutningen hen over hovedet på dem?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det er et rigtig, rigtig godt spørgsmål. I forhold til vores egne ambitioner herinde på Christiansborg vil jeg sige: Jo, vi har lige nu en huskunstner, Helene Lundbye Petersen, som er fantastisk begavet og beriger, synes jeg, både vores arbejdsrum, vores kultur og vores hjerter med sin enormt inspirerende kunst. Jeg har ikke været med til at vælge hende; det har vores kulturordfører og vores daglige ledelse. Det har jeg ikke noget problem med, for jeg har givet mandatet til dem med hensyn til at vælge, hvordan vi tilgår den her huskunstnerordning, og givet dem mandatet til at vælge, hvordan vi udsmykker vores rum.

Det, der er sket her, er jo, at der er givet et mandat til nogle afdelingsbestyrelser med hensyn til at tage de her beslutninger. Det er så op til afdelingsbestyrelsen at vælge, om de vil sige, at beslutningen skal tages i plenum. Jeg er sikker på – eller det håber jeg da – at hvis der havde været tale om en endnu mere kontroversiel kunstnerisk udsmykning, havde de valgt at lave en afstemning eller i hvert fald at informere. At det ikke er sket nu, er rigtig ærgerligt. Jeg må sige, at beboernes tillid nok ikke er så stor i forhold til de kunstneriske ambitioner. Det må de tage op, og så må de finde nogle nye, de kan have tillid til, eller også kan de måske selv melde sig som repræsentanter for beboerdemokratiet.

Spørgeren.

Problemet er jo, at de først opdager det, når skulpturen bliver rejst. Hvis man nu skulle informere borgerne, ville de se projektet og se tegningen, og der ville også være en afstemning; så ville man inddrage dem på forhånd. Er det ikke i tråd med Alternativets vision om kunsten og kulturen, at den skal ud i det offentlige rum, ud til borgerne? Så hvorfor i alverden stemmer man ikke for?

Ordføreren.

Jeg er helt sikker på, at der i deres vedtægter står, at der skal informeres, og at der skal være åbenhed omkring de her beslutninger. At de så ikke har gjort det her, er jo rigtig ærgerligt for beboerne. Jeg kender ikke til, præcis hvor stor en procentandel af beboerne der egentlig er utilfredse med det her kunstværk, der nu er opstillet.

Men igen: Det er jo enormt subjektivt, hvad god kunst og dårlig kunst er. Umiddelbart er det min vurdering, at de skulle have lagt det ud til en fælles beslutning. Det har de ikke fået gjort, men det betyder ikke, at vi ud fra den her enkelte sag skal gå ind og påvirke det sunde beboerdemokrati og de vedtægter, som jeg synes i forvejen imødekommer de behov, vi har brug for, i samtalen.

Tak til Alternativets ordfører. Den næste i rækken er den radikale ordfører, nemlig fru Sanne Bjørn. Værsgo.

Tak for det, formand. Det der med demokrati er jo så pokkers besværligt, og beslutningsforslaget her har til formål at inddrage beboerne, når almennyttige boligselskaber investerer i kunst. Man kan stille sig det spørgsmål, hvor meget kunst der ville være i almennyttige boligforeninger, hvis alle investeringer skulle til afstemning. Mit bud vil være, at der nok ville være relativt få værker, i og med at kunst ofte deler vandene, og i og med at det ukendte og det, der måske kradser lidt i overfladen eller rykker lidt ved os eller skærer lidt i vores bevidsthed – det ved vi også med arkitektur og andet – har det med at skulle have tid for at blive elsket.

Dermed ikke være sagt, at det omtalte kunstværk her er noget, jeg sætter pris på. Jeg har det personligt rigtig svært med installationskunst, men det betyder jo ikke, at alle andre omkring mig ikke kan elske installationskunst. Og det betyder også, at jeg synes, man skal foretage ikketesten her. Altså, hvis man forestiller sig, at man gennemfører det her forslag, hvor mange foreninger vil så i fremtiden ikke have mulighed for at investere i kunst?

Så Det Radikale Venstre kan ikke støtte det her forslag, alene af den grund, at vi tror, det simpelt hen rammer helt uhensigtsmæssigt. Og vi synes også, det er uhensigtsmæssigt, at man fremsætter et forslag om at ændre på noget, der virker langt hen ad vejen.

Tak til den radikale ordfører. Den næste er fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tusind tak for det. I lørdags deltog jeg i en paneldebat ved et skønt arrangement i Skanderborg om demokrati. Ordstyrerens første spørgsmål til panelet var: Hvor godt er det danske demokrati på en skala fra 1 til 10? Alle paneldeltagere fra venstre til højre og også Dansk Folkepartis repræsentant uddelte skyhøje karakterer til demokratiet i Danmark, og det er velfortjent, synes jeg. Overalt i Danmark sidder valgte repræsentanter og repræsenterer os i forskellige fora til gavn for os alle sammen. De sidder i skolebestyrelser og i fagforeninger, på forsyningsområder, i idrætsforeninger, i ældreråd og på mange flere områder, herunder altså også boligforeninger.

Hvis man endelig skulle hælde lidt malurt i bægeret, kunne vi alle sammen ofte ofre de mange en smule mere opmærksomhed i hverdagen, tænker jeg. For selv om vi ofte er gode til at troppe op på den årlige generalforsamling, når vi bliver sure over et eller andet, så kniber det altså af og til med vores personlige engagement, når det gælder om at opstille kandidater, eller når det gælder om at drøfte bestyrelsens beretning eller bestyrelsens forslag til fremtidigt arbejde.

Noget tyder på, at bestyrelsen for Hedeparken i Ballerup får en sjældent velbesøgt generalforsamling, hvis mediernes dækning af en sag om et særligt kunstværk står til troende. Og sådan må det være, for det er nu der og kun der, at diskussionen om fremtidige beslutninger om kunst skal foregå. Med respekt for planlov m.v. er det nemlig suverænt boligforeningens medlemmer, der skal drøfte og beslutte reglerne for, hvordan man træffer den slags beslutninger.

Hvis dette beslutningsforslag om, at kunst i boligforeninger skal besluttes af samtlige beboere ved afstemning, nyder fremme, mener jeg faktisk, man undergraver demokratiet. Og det vil ikke ligefrem gøre det lettere at engagere lokale borgere i de lokale foreninger. Selv om kunst ganske vist er udtryk for smag og behag og derfor netop kan skille vandene, er det altså stadig væk ikke op til Folketinget at regulere udbredelsen eller vedtagelsen af kunst. Det er jo netop et af de skønne elementer ved kunst, at det kan skabe debat og altså også nogle gange få os op af sofaen.

Den ultimative version af det her forslag ville da være, at et byråd eller staten skulle sende alle beslutninger om indkøb og/eller opførelse af kunst til folkeafstemning. Lad os nu i stedet for glædes over, at et kunstværk har skabt debat, som måske kan få afsmittende virkning på borgernes lokale engagement i den lokale boligforening. Og selv om jeg forestiller mig, det kan blive lidt hedt, ønsker jeg bestyrelsen og beboerne i Hedeparken en rigtig god generalforsamling. SF kan naturligvis ikke støtte det her beslutningsforslag.

Tak for det. Der er en enkelt til en kort bemærkning. Hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti.

Ministeren og alle de øvrige ordførere har sagt, at de egentlig synes, det er en god idé, at der bliver lavet en afstemning, men de synes bare ikke, det er en god idé, at vi blander os – det skal Folketinget holde sig væk fra. Men hvis beboerbestyrelsen eller foreningen vil lave en afstemning, synes de egentlig, det er fint nok. Er det også SF's holdning? Synes man også, det er en god idé, hvis beboerbestyrelsen beslutter sig for at lave en afstemning og inddrage borgerne, uden at vi blander os?

Ordføreren.

Jeg har simpelt hen ikke en holdning til, hvad bestyrelsen skal mene, men hvis bestyrelsen traf den beslutning, og hvis beboerne i området sammen med bestyrelsen traf den beslutning, at den slags beslutninger i fremtiden skal til afstemning blandt alle beboerne, så er det helt op til det lokale demokrati at træffe beslutning om det, og det bakker jeg op om.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Anders Johansson fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Først og fremmest vil jeg gerne starte med at takke Dansk Folkeparti for at rejse debatten om, hvorvidt beboerdemokratiet i almennyttige boligselskaber er godt nok. Beslutningsforslaget, som vi behandler, har til formål at pålægge regeringen i indeværende folketingsår at sikre, at beboere i almennyttige boligselskaber fremover bliver inddraget direkte, når almennyttige boligselskaber investerer i kunst og anden udsmykning af fællesarealer.

Beboerdemokratiet er en vigtig del af styringen af den almene boligorganisation, og vi skal løbende holde øje med, hvordan reglerne anvendes, og om der er behov for tilpasninger. Og jeg har sådan set også stor forståelse for, at man som beboer kan være stødt over, at der bliver investeret i udsmykning, som man ikke bryder sig om, særlig hvis man føler, at det er en beslutning, der er truffet, uden at man har haft indflydelse på det. Men som reglerne er i dag, har man jo som beboer faktisk mulighed for at øve indflydelse på beslutningerne gennem ordinære eller ekstraordinære afdelingsmøder, hvor alle lejere har mulighed for at sætte emner på dagsordenen.

Vi mener fra konservativ side ikke, at der er behov for at regulere yderligere, fordi der jo netop er forskellige måder at gribe opgaverne an på i de forskellige afdelinger. Det vigtigste for os er, at der er mulighed for at øve indflydelse, at den er til stede, og det mener vi at den er i den nuværende lovgivning. Så på den baggrund kan vi altså ikke bakke beslutningsforslaget op. Men jeg vil gerne alligevel afslutningsvis takke DF for at have rejst debatten.

Tak for det, der bliver yderligere mulighed for at uddybe den bemærkning. Hr. Alex Ahrendtsen, værsgo.

Selv om ordføreren var så venlig at takke, skal han også lige have et spørgsmål. Jeg skal bare lige være sikker på, at den konservative ordfører synes, at det er en god idé, hvis bestyrelsen i en beboerforening beslutter sig for at lave en afstemning. Det er ikke noget, vi skal blande os i, kan jeg forstå, men man synes, at det da ville være fint, hvis de gjorde det. Man har ikke noget principielt imod, at beboerforeningen laver en lokal afstemning om det, sådan som mange andre også har sagt. Det skal jeg bare lige sikre mig.

Ordføreren.

Jeg synes, at det er vigtigt, at lige præcis de her kompetencer ligger ude i bestyrelserne, og så er det netop op til bestyrelsen at vælge, om man ønsker en afstemning, for man må også formode, at bestyrelsen har den samme interesse som beboerne. Det er jo beboerne, der vælger at sammensætte bestyrelsen, og dermed skulle man gerne have den samme interesse, og hvis bestyrelsen så har en sag, hvor de måske føler, at der er behov for at sætte det til afstemning blandt beboerne, synes jeg da, at det er rigtig fint at gøre det. Men det skal være frit, hvordan man vælger at organisere det.

Spørgeren? Nej. Tak til ordføreren. Så er vi nået til ordføreren for forslagsstillerne, nemlig fru Merete Dea Larsen. Værsgo.

Tak for en rigtig god debat, vil jeg godt starte med at sige, og tak til ministeren for en fin redegørelse for beboerdemokratiet.

En af årsagerne til, at vi rejser det her – nu er det jo en enkelt konkret sag, der er baggrunden i dag – er det, der generelt kan være udfordringen ved beboerdemokrati, nemlig at det ikke er altid, at alle føler sig hørt. I Dansk Folkeparti mener vi, at en højere grad af afstemninger vil kunne afhjælpe det. Vi tror på, at afstemninger er med til at gøre folk opmærksom på nogle problemstillinger. Vi tror på, at afstemninger er med til at få folk til rent faktisk at debattere og diskutere, hvad der er aktuelt lige netop i deres område.

Vi er overbevist om, at flere afstemninger vil kunne medføre et højere engagement i områderne. Hvis man føler, at man får indflydelse, engagerer man sig også endnu mere, og jo mere man engagerer sig og jo større fremmøde der er, jo større chance er der også for, at der rent faktisk i langt højere grad begynder at blive kampvalg til de forskellige bestyrelser. På den måde vil der være et bredere mandat, og man arbejder ud fra beboernes interesser. Det skal dog siges, at vi ikke er i tvivl om, at der allerede i dag sidder rigtig mange gode folk rundtomkring i rigtig mange bestyrelser. Det er vigtigt at pointere. Men hvis vi kunne udbrede det endnu mere, synes vi faktisk, det ville være en gevinst for alle.

Jeg kan godt konstatere, at vi i dag ikke får opbakning til forslaget, men jeg kan så også konstatere, at der faktisk er flere, der har udtrykt enighed i, at det her med afstemninger blandt beboerne måske slet ikke er nogen skidt idé. Det er blot ikke noget, Folketinget skal beslutte, er det, jeg hører. Jeg har hørt det både fra ministeren og fra hr. Kaare Dybvad, og hr. Roger Matthisen var vist også inde på det – og andre i lidt mere bløde vendinger.

Men jeg tænker, at det måske kunne være, vi kunne samles om en beretning, hvor vi kom med en fælles opfordring til de almennyttige boligselskaber om måske at prøve at anvende afstemninger mere for på den måde at prøve at engagere beboerne i højere grad, end det er lykkedes i dag. Men uanset hvad vil jeg i hvert fald godt takke for en god debat, for bare med det, at vi får sat fokus på det her og vi får diskuteret det, håber jeg altså også, at vi får rykket noget ude omkring, så borgerne bliver mere engagerede, end de har været hidtil.

Tak til ordføreren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er dermed sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Transport-, Bygnings- og Boligudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.