Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 57:

Forslag til folketingsbeslutning om lokale folkeafstemninger om skolenedlæggelser.

Af Jakob Sølvhøj (EL) m.fl.

(Fremsættelse 25.01.2017).

Forhandlingen er åbnet, og det er undervisningsministeren først. Værsgo.

Enhedslisten har med B 57 foreslået, at regeringen inden udgangen af oktober 2017 skal fremsætte et lovforslag om indførelse af en ny bestemmelse i folkeskoleloven. Med denne nye bestemmelse ønsker Enhedslisten at give borgerne i et skoledistrikt mulighed for at være med til at beslutte, om deres lokale folkeskole skal lukkes. Dette skal ske ved en lokal afstemning blandt beboerne i skoledistriktet.

Lad mig starte med at sige, at regeringen ikke kan støtte forslaget. Når man som forældre vælger at sætte sit barn i den lokale folkeskole, sker det på baggrund af mange forskellige overvejelser. Det kan f.eks. være, fordi man selv engang har gået på skolen, det kan være, fordi kammeraterne fra børnehaven også skal starte der, eller det kan være, fordi det er trygt og praktisk at gå på den lokale skole, hvor alle klassekammeraterne bor lige i nærheden, og man har en oplevelse af, at det er en god og velfungerende skole. Hver gang en skole lukker, har det store konsekvenser for både forældre og elever. Det skaber usikkerhed og utryghed, for hvad er alternativet? Hvad skal der ske med mit barns skolegang nu?

Som Enhedslisten anfører i forslaget, kan det også have betydning for lokalsamfundet, hvis en skole bliver lukket. Folk bliver oprørte, som man vil gøre, når der sker forandringer i ens nære miljø, som man ikke selv er herre over. Der er mange følelser på spil, når en skole lukker, og med god grund. Netop derfor tror jeg ikke, at man vil opleve mange borgere stemme for, at deres lokale skole skal lukke, uanset om der kan ligge tunge overvejelser bag sådan en beslutning.

I Danmark er det sådan, at det er kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for driften af skolerne i kommunen, og det er kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for, at der er en god og sammenhængende skolestruktur i deres kommune. Der er mange hensyn og mange elementer, der spiller ind, når kommunalbestyrelsen skal træffe den vigtige og alvorlige beslutning, det er, at lukke en skole. Det kan f.eks. være de lokale ønsker, prioriteringer og behov i forhold til skolevæsenet, herunder bl.a. pædagogiske og faglige hensyn. Det kan være udviklingen i børnetallet i kommunen, livet i lokalsamfundet og ikke mindst balance i den kommunale økonomi.

Det er vigtigt at sige, at kommunerne naturligvis altid skal være opmærksomme på efterspørgslen i lokalområdet, inden man beslutter at nedlægge en skole. Går det markant ud over sammenhængskraften i lokalsamfundet, hvis skolen lukker? Er der for mange, der vil få meget langt transporttid? Og går det ud over børnenes muligheder for at nå til sport eller andre fritidsinteresser? Alt dette er vigtigt at have øje for. Når man står som kommende forældre eller småbørnsforældre og skal vælge et sted at bo, er det også en vigtig faktor, at man ved, at der er en skole i nærheden, og at denne vil være der i en årrække frem. Alt dette er et vigtigt kommunalt ansvar, og lokalpolitikere er jo altså også meget optaget af deres lokalområde og går ikke med skyklapper. De skal lytte til borgerne og deres ønsker.

Der er i øvrigt også allerede regler, som pålægger kommunalbestyrelserne at inddrage borgerne i forbindelse med beslutninger om nedlæggelse af en folkeskole. Dem bør man bruge godt. Desuden er der intet i folkeskoleloven, der forhindrer kommunalbestyrelserne i den enkelte kommune i at lade borgerne i et skoledistrikt stemme ved en lokal vejledende afstemning, inden kommunalbestyrelsen træffer beslutning om at nedlægge skolen. Kommunalbestyrelserne har det samlede overblik over de lokale ønsker, prioriteringer, behov og hensyn, som det kan være relevant at inddrage, når kommunen skal tilrettelægge en hensigtsmæssige skolestruktur.

Der har tidligere være regler om en folkeafstemning ved skolelukninger, men de blev afskaffet i slutningen af 1980'erne for at give kommunerne større frihed til en fleksibel styring af udgifterne i overensstemmelse med de lokale forhold. Derfor mener regeringen, at det fortsat skal være kommunalbestyrelsen, der træffer den endelige beslutning om at nedlægge en skole. Hvis en kommunalbestyrelse vil nedlægge en folkeskole, skal forslaget sendes i offentlig høring, og skolebestyrelserne på de berørte skoler skal samtidig høres.

Det er en god ordning, som i langt de fleste tilfælde vil sikre den bedste beslutning i lokalområderne, for uanset hvad vil en skolelukning altid sende chokbølger igennem et lokalsamfund, og netop derfor skal en lukning ikke besluttes ud fra følelser, men ud fra sund fornuft og tungtvejende begrundelser som f.eks. økonomi og et samlet blik på, hvad eleverne i kommunen har behov for, og hvad forældrene ønsker.

Jeg vil gerne sige tak til Enhedslisten for beslutningsforslaget, som kan give anledning til en god debat om det lokale selvstyre og lokalt demokrati. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for ministerens tale. Når vi har fremsat forslaget, skyldes det jo først og fremmest et hensyn til børnene – sådan bør det altid være, når man snakker om skolen – men i meget høj grad også et hensyn til lokalsamfundene. Er ministeren ikke enig i, at det faktisk har en stærk selvforstærkende virkning, når man lukker den lokale skole, og at man markant forstærker den bevægelse, der er væk fra de mindre lokalsamfund, når man lukker skolen? Er det ikke en rigtig god grund til, ikke kun af hensyn til børnene, men også af hensyn til hele vores landdistriktspolitik og lokalsamfundene, at gøre noget nyt for at fastholde den lokale skole?

Tak. Værsgo til ministeren.

Det er fuldstændig korrekt, at en skole er en af de faktorer, der betyder ekstremt meget for, at lokalsamfundene er bæredygtige og kan fungere som enheder. Derfor er det også min forventning, at kommunalbestyrelserne tager det grundigt med i deres overvejelser, når de beslutter at lukke en skole. Skolen er et af de elementer, der får lokalsamfundet til at fungere. Men som jeg sagde i min tale, er det en kommunal beslutning, og der kan jo være tilfælde, hvor der ikke er et elevgrundlag til at fortsætte en skole, og der må en kommunalbestyrelse nogle gange træffe den tunge beslutning at lukke en skole.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Er det ikke udtryk for en skævhed, at vi i dag har en lovgivning, der betyder, at hvis en gruppe forældre på baggrund af en lukning af en lokal folkeskole ønsker at drive skole videre i privat regi, er det muligt? Det er faktisk næppe muligt at forhindre det. Det synes jeg heller ikke at det skal være. Er der ikke en skævhed i, at en mindre kreds af forældre for offentlige midler kan fortsætte skolen, bare den er privat, men hvis et flertal af alle de vælgere, der bor i et givent skoledistrikt, mener, at man skal føre folkeskolen videre, er der ikke nogen lovgivningsmæssig hjemmel til det? Er der ikke en underlig modsætning mellem de fås mulighed for at bevare en skole som privatskole og de manges, befolkningsflertallet, manglende mulighed for at bevare en folkeskole? Er det ikke skævt?

Så er det ministeren.

Det er i hvert fald rigtigt, som hr. Jakob Sølvhøj siger, at det er et mønster, der kan ses nogle steder i landdistrikter, hvor man er kommet til at lukke en skole, men hvor der stadig væk har været et elevgrundlag. Der sker der nogle gange det, at forældrene går sammen om at lave en fri- eller privatskole. Det er et mønster, man kan se rundtomkring i landet. Derfor er det jo også rigtig vigtigt, når kommunerne skal træffe beslutninger om skolestruktur, at de vurderer, hvorvidt der stadig væk er et elevgrundlag, og tager det med i deres overvejelser.

Tak for det. Så skal vi i gang med ordførerrækken, og det er fru Annette Lind, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. B 57 handler om lokale folkeafstemninger om skolenedlæggelser. Enhedslisten vil pålægge Folketinget at indføre en bestemmelse i folkeskoleloven, der giver borgerne i et skoledistrikt mulighed for at tage stilling til nedlæggelse af en folkeskole ved en lokal afstemning blandt beboerne i et skoledistrikt.

I dag er det jo sådan, at det er kommunalbestyrelsen, der træffer beslutningen om, om man skal nedlægge en skole. Som Enhedslisten skriver, er der fra 2006 til 2016 nedlagt knap 300 folkeskoler. Det har vi selvfølgelig også en bekymring over, og derfor har vi også stor sympati for, at Enhedslisten vil bevare folkeskolerne rundtomkring i landet, så vi har et fintmasket net af folkeskoler i hele landet, så det kan være det naturlige første valg for forældrene. Og det er også vigtigt for os i Socialdemokratiet, at vi har folkeskoler i alle nærområder. Det, der er lagt op til her, er, at hvis der er 50 pct. af vælgerne i et skoledistrikt, som begærer en folkeafstemning, kan man få det, og der skal være en 60-procentsflertalsbeslutning for at bevare en folkeskole.

Som jeg startede med at sige, er det jo i dag kommunalbestyrelsen, som har beslutningsretten til at nedlægge en folkeskole. S er glad for det kommunale selvstyre og mener derfor, at det også i fremtiden skal være sådan, at kommunalbestyrelserne skal have beføjelsen til at opretholde eller nedlægge en skole. Og med de bemærkninger kan S ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti.

Var der en kort bemærkning? Men jeg tror lige, vi springer over den, for man er altså nødt til at trykke sig ind, når man vil have ordet, for ellers går der kuk i det heroppefra.

Værsgo til hr. Alex Ahrendtsen.

Tak. Det dejlige ved at sidde i Folketinget er, at man lærer noget hver eneste dag, man er herinde, og da jeg læste det her beslutningsforslag, lærte jeg noget. Jeg var f.eks. ikke klar over, at man før 1988 havde den her mulighed for i et skoledistrikt at udskrive en lokal folkeafstemning om en skolelukning. Og det er jeg egentlig Enhedslisten taknemlig for at have oplyst os om, så tak for det.

Vi er også forholdsvis positive over for forslaget. Dansk Folkepartis grundlag har altid været at inddrage borgerne så meget som muligt – folkeafstemningsprincippet har vi forsøgt at få gennemført på alle områder. Så som udgangspunkt er vi positive.

Sådan som jeg læser beslutningsforslaget, er man også åben over for at gå ind i en forhandling, eventuelt lave en beretning, hvor vi kan skrive os ud af tingene. For som jeg læser forslaget, er det ikke helt fast i kødet – man er åben, og jeg kan se, at ordføreren nikker.

Jeg har været i Schweiz i 3 måneder på uddannelsesorlov og har dernede set, hvilket gode lokale folkeafstemninger er. Og det foregår jo på alle niveauer – på kommuneniveau, på kantonalt niveau, på nationalt niveau og sågar på universitetsniveau. Det har bevirket, at der f.eks. er meget lidt politikerlede i Schweiz, og borgerne er inddraget i meget høj grad. Jeg er ikke sikker på, at man i Schweiz har distriktsfolkeafstemninger om skolelukninger – måske skyldes det, at der er mange kommuner i Schweiz. Der er omkring 2.300 kommuner i et land med 8,3 millioner indbyggere – den mindste kommune er på 13 borgere, så der giver det jo ikke nogen mening at have et skoledistrikt. Det kan selvfølgelig være en af forklaringerne. En anden forklaring kan også være, at man ser kommunen som en enhed, hvor skolerne så hører under den enhed, og hvor det så ikke giver mening, at man har lokale distriktsfolkeafstemninger. Men det er jo sådan noget, vi kan få afklaret i forbindelse med udvalgsbehandlingen af forslaget.

Jeg læser også beslutningsforslaget lidt som en bekymring for frie skoler, privatskoler, altså at man vil forhindre, at der kommer alt for mange frie skoler. Som udgangspunkt er Dansk Folkeparti både glade for frie skoler, private skoler og folkeskoler. Men det kan vi selvfølgelig også få afklaret i forbindelse med forhandlingen.

Det sidste, jeg vil henlede opmærksomheden på, er, at i næste uge vil Dansk Folkeparti fremsætte et beslutningsforslag om bindende kommunale folkeafstemninger – og det kan ordføreren jo ikke vide – hvor der også bliver mulighed for vælgerinitiativer, som forslaget her egentlig går ud på; det er jo et lokalt vælgerinitiativ i et lille distrikt. Vi vil egentlig give borgerne mulighed for det på kommunalt niveau, herunder f.eks. også skolelukninger. Og der kan vi jo snakke sammen om, hvorvidt det ikke også var en mulighed i stedet for en særskilt beslutning om lokale distriktsfolkeafstemninger måske at udvide det til bindende kommunale folkeafstemninger, sådan som det er i det forslag, Dansk Folkeparti vil fremlægge i salen. Det bliver i hvert fald fremsat i næste uge. Men det kan Enhedslistens ordfører jo lige gå og tænke lidt over – man behøver ikke at svare på det her og nu.

Men som udgangspunkt er Dansk Folkeparti i hvert fald meget positive over for at inddrage borgerne noget mere. Om det lige præcis skal være sådan, som det står ordret i beslutningsforslaget, kan jeg ikke sige, men vi er meget positive over for det og vil gerne gå ind i en nærmere samtale med Enhedslisten i udvalgsbehandlingen. Og så må vi se, hvor langt vi kan nå – om forslaget så skal være en del af diskussionen om bindende kommunale folkeafstemninger, som vi fremsætter forslag om i næste uge. Men tak for forslaget – jeg har lært noget, og det var meget spændende at læse om den mulighed; jeg anede ikke, at man kunne det. Tak for det.

Tak til ordføreren. Der er ingen kommentarer, og den næste ordfører er fru Anni Matthiesen, Venstre.

Tak til Enhedslisten for at rejse debatten her i Folketingssalen i dag. Som de tidligere ordførere også har nævnt, er det jo en debat, som omhandler det med at give mulighed for lokale folkeafstemninger i forbindelse med skolenedlæggelser. Lad mig dog først og fremmest understrege, at vi i Venstre ikke kan støtte beslutningsforslaget. Jeg må også sige, at noget af det, som vi i Venstre i hvert fald har fokus på, er at sikre, at vi har en folkeskole i verdensklasse, som jo skal være med til at ruste vores børn og unge mennesker til uddannelse og give dem færdigheder, så de kan komme godt igennem livet.

Den danske folkeskoles kerneopgave bygger nemlig også typisk på noget, der lokalt er forankret, og jeg vil også sige til Enhedslistens ordfører, at noget af det, som jeg personligt har været tæt på, er de kampe, der ofte tages i lokalsamfundet, for at sikre bevaringen af deres skole. Jeg har personligt været vidne til flere skolelukninger i min egen storkreds, og det er på ingen måde rart, fordi der jo ofte er mange følelser involveret. Det påvirker eleverne og forældrene, og jeg har også oplevet, at selv bedsteforældrene har engageret sig i kampen for at bevare en lokal skole.

Så det har selvfølgelig en stor betydning, både for den enkelte familie, men så sandelig også for lokalsamfundene. I Danmark har vi dog også en tradition for, at der er en frihed for kommunerne; vi har det kommunale selvstyre, og på folkeskoleområdet ligger ansvaret jo netop hos kommunerne, når det gælder de enkelte skoler, herunder ansvaret for at skabe den mest hensigtsmæssige skolestruktur og forhåbentlig også til glæde og gavn for det samlede fællesskab. For mig at se gør kommunalbestyrelserne rundtomkring i landet deres bedste for at vurdere tingene, og vi ved om nogen, at når man tager fat på så stor en opgave, som det kan være at kigge på skolestrukturen, så skal man fare med lempe. Man skal selvfølgelig på alle mulige måder forsøge at involvere både personalet på den lokale skole, men så sandelig også de borgere, der bor i lokalområdet. En lukning af en folkeskole kræver netop inddragelse og en demokratisk debat, og jeg må sige, at jeg synes, at langt, langt de fleste af de kommuner, som jeg kender, gør det på en rigtig god og dygtig måde.

Med de ord kan jeg igen sige, at Venstre er imod beslutningsforslaget, og så har jeg også lige lovet at hilse fra De Konservative og sige, at de også er imod beslutningsforslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg deler i udgangspunktet helt ordførerens synspunkt om vigtigheden af det kommunale selvstyre. Jeg synes, det er et rigtigt princip, som vi skal værne om.

Men der er jo nogle områder, hvor vi har indskrænket det kommunale selvstyre, og det er lige præcis på skoleområdet. For de forældre, der er i den situation, som vi taler om her, hvor man lukker en lokal folkeskole, har jo et retskrav på at kunne oprette en fri skole med offentligt tilskud. Og når det nu er sådan, at det kommunale selvstyre allerede er anfægtet, hvordan kan det så være, at ordføreren mener, at en mindre eller større gruppe af forældre kan tage et privat initiativ for offentlige midler, mens et flertal af den lokale vælgerbefolkning i skoledistriktet ikke kan tage et sådant initiativ? Er der ikke en underlig modsætning i vores lovgivning her?

Ordføreren.

Altså, ordføreren har jo ret i, at når man stiller det op på den her måde, er det rigtigt, at en større eller mindre forældregruppe kan vælge, f.eks. efter en nedlæggelse af en folkeskole, at skabe deres egen frie skole.

Jeg må så stadig væk holde fast i, at det er noget af det, som jeg personligt synes er vigtigt at værne om – og det synes vi også i Venstre – altså at forældrene har den ret til at starte en ny skole. Og jeg må sige, at jeg ved godt, hvad der skal til i forhold til kamp og for den sags skyld også stærke ressourcer for at nå i mål med en sådan opgave. Det er ikke noget, man bare får på plads i løbet af en uge eller 14 dage, men jeg synes stadig væk, at det er vigtigt, at man har den rettighed, når det gælder de frie skoler.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Den rettighed anfægter jeg heller ikke, vil jeg godt understrege. Det var kun det mærkelige forhold, at et flertal af vælgerbefolkningen ikke har den samme ret.

Sidste år udkom der en rapport fra Syddansk Universitet, som handlede om skoleforholdene i Tønder, og jeg skal ikke gøre mig til ekspert på skoleforholdene i Tønder, det vil jeg lige sige med det samme. Men jeg noterer mig, at konklusionen er, at en række af de skolelukninger, der fandt sted i Tønder, i meget høj grad skyldtes et fald i de lokale børnetal. Det er logik. Men til gengæld virkede det også stærkt selvforstærkende, så det øgede fraflytningen fra de pågældende områder.

Hvis den løsning, Enhedslisten peger på, ikke er den rigtige, hvad er så ordførerens bud på, hvordan vi forhindrer, at skolelukninger fører til affolkning af landdistrikterne?

Tak. Fru Anni Matthiesen.

Jeg bor selv i et lille samfund med omkring 300 husstande, og jeg kan sige, at vi for ganske få år siden tog kampen for at bevare vores skole, og heldigvis er den der stadig væk. Jeg ved godt, at det kan være noget, som vi politikere kan have lidt vanskeligt ved at blande os i, men jeg vil sige, at jeg tror, at det med at sikre den lokale skole hænger rigtig tæt sammen med, at man lokalt hele tiden har fokus på at tiltrække nye borgere og for den sags skyld udvikle hele lokalsamfundet og i sidste ende også at sikre, at der kommer flere børn til, så skolen ikke lukker af den grund.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Der findes mange, mange gode argumenter for decentralisering og lokal selvbestemmelse. Jeg vil ikke gennemgå dem alle sammen, men det er jo generelt noget, der gør civilsamfundet stærkere, og det er jeg meget stor tilhænger af. Jeg endnu ikke hørt nogen ordfører, der var imod at styrke civilsamfundet, og jeg tror sådan set heller ikke, at der vil dukke nogen op under behandlingen af det her beslutningsforslag.

Det er jo også sådan, at lokale folkeafstemninger kan styrke legitimiteten af politiske beslutninger. Det har bl.a. hr. Alex Ahrendtsen gjort opmærksom på i forhold til Schweiz, og det er jo ganske rigtigt.

Men man skal også være opmærksom på det, som fru Anni Matthiesen netop har gjort opmærksom på, nemlig at en tilspidset valgkamp i et lokalsamfund faktisk også er noget, der kan skabe rigtig meget splittelse. Så der er både et argument for, som handler om legitimitet, og så er der et argument, som er noget mere problematisk i forhold til den dybe og langvarige splittelse, som en kraftig tilspidsning af en konflikt kan skabe.

Men når vi alt i alt ikke kan støtte forslaget, selv om vi har en positiv holdning til decentralisering, så er det, fordi det hviler på et meget usundt princip. Hvis forslaget blev til virkelighed, ville det blive muligt for borgerne i en kommune at pålægge udgifter, uden at der anvises finansiering. Og det er altså i mine øjne et meget, meget farligt princip. Jeg har den opfattelse, at en beslutning om at afholde en udgift skal sammenkædes med anvisning af finansiering, og den opfattelse udspringer jo af sådan en hel essentiel definition af, hvad politik i det hele taget er for noget.

Politik er jo at fordele knappe ressourcer på en måde, som borgerne oplever som legitim. Og det, der bliver lagt op til i forslaget, er, at borgerne får mulighed for fordele ressourcer uden at tage højde for, at de her ressourcer er knappe. Det er altså et ret farligt skråplan, og det er en vej, som dansk politik af rent principielle årsager skal være meget, meget varsom med at træde ind på. Derfor kan Liberal Alliance som allerede nævnt ikke støtte forslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg synes ikke, det er nogen enkel problemstilling. Det er jo dejligt, når alting er pærenemt og logisk. Jeg synes, det er kompliceret, og jeg deler sådan set synspunktet om, at det kan være et problem, hvis en borgergruppe i det enkelte område i en kommune kan træffe beslutninger, der genererer ekstraudgifter for fællesskabet. Jeg synes, det er en reel problemstilling. Men hvorfor er det ikke et problem, hvis det er sådan, at forældre genererer ekstraudgifter for en kommune ved oprettelse af en friskole? Jeg fornemmer ikke, at det er sådan, at ordføreren mener, at man skal lukke for den mulighed. Jeg mener det heller ikke selv, men er det ikke den nøjagtig samme problemstilling, vi står over for?

Værsgo til ordføreren.

Hr. Jakob Sølvhøj er jo så prisværdigt ærlig at erkende, at man kan stå med nogle afvejninger i mange situationer, og det gør jeg da sådan set også her. Jeg er sådan set enig i det, som fru Anni Matthiesen sagde i forbindelse med et tilsvarende spørgsmål, men de fordele, et civilsamfund har ved at gennemgå hele den proces, hvor man skaber en skole, mener jeg simpelt hen er så store, at jeg synes, at det falder ud til den nuværende ordnings fordel.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Jeg mener, at noget af det eller måske den helt centrale styrke ved de små lokale skoler, er, at de udgør et fællesskab for alle de børn, der er i et givent samfund. Det har uendelig stor betydning. Det er min oplevelse, jeg har ikke statistisk belæg for den, men det er min oplevelse, at når der dannes friskoler, sker der det, at der så bliver en vis opdeling af børnene. Der er stor entusiasme hos nogle, forældrene vil gerne betale, der er mindre entusiasme hos andre, som ikke kan eller ikke vil betale. Er der ikke den forskel på det at bevare en folkeskole og det at oprette en friskole, at ved oprettelsen af friskolen – og stadig væk ikke et ondt ord om det – skabes der en vis opsplitning af børnene, mens man, hvis man bevarer den lokale folkeskole, så også bevarer den fælles skole for alle børn? Har det ikke en særlig værdi?

Værsgo, hr. Henrik Dahl.

Det svar, jeg giver nu, giver jeg bestemt ikke for at være polemisk, men jeg tror simpelt hen, at friskoler og lokalsamfund er så forskellige, at det er meget svært at sige noget om det. Må jeg så ikke lige sige, at jeg bor i nabokommunen til Tønder Kommune, som blev diskuteret før, og jeg kendte den nu afdøde borgmester, Laurids Rudebeck. Han fandt jo, at det var en meget tung beslutning at lukke de her skoler, men han sagde, at gevinsten havde været en sund økonomi i kommunen. Det er jo også sådan nogle afvejninger, man sidder med i en kommune.

Tak til ordføreren. Hr. Christian Poll, Alternativet. Værsgo.

Jeg vikarierer for vores uddannelsesordfører og kommer her med hendes indlæg:

Vi vil starte med at kvittere for det gode forslag, som vi mener kan styrke lokaldemokratiet og åbne op for en god dynamik mellem repræsentativitet og mere direkte former for demokrati ude i kommunerne. En sådan demokratitilgang mener vi kan bidrage til et større civilt medejerskab af offentlige institutioner såsom lokale skoler.

Forslaget forsøger at imødekomme en problematik omkring lukning af skolerne. I dag vælger nogle lokalsamfund at åbne en friskole sammen, men det er jo ikke alle, der har ressourcerne til at gøre det, og i det lys kan der være behov for en debat i udvalget, mener vi, om denne problemstilling. Det er vigtigt, at udformningen af forslaget tager højde for forskellige forudsætninger for at organisere sig og gøre sin stemme hørt i lokalsamfundet.

I Alternativet mener vi, at tendensen til centralisering går ud over mange flere områder end kun de lokale skoler, og derfor ønsker vi sådan set, at forslaget bredes ud til at gælde lokale offentlige institutioner mere generelt. Det kan lige så vel være børnehaver eller vuggestuer, vi snakker om her. Og dermed vil en demokratisk organisering have gode forudsætninger på alle områder. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Så er det fru Marianne Jelved, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. De sidste 5 år, altså fra 2011 og til nu, er der lukket 161 folkeskoler i 47 kommuner, og hovedbegrundelsen i de pågældende kommuner har været, at der er et faldende børnetal – børnetallet er faldet med knap 13.000 siden 2011 og til i dag.

Jeg vil bruge Hjørring som eksempel. Jeg er valgt i Hjørringkredsen og kender den kommune rigtig godt. Der er lukket 12 skoler. Det er vistnok den kommune i landet, der har lukket flest skoler. De har en borgmester, en socialdemokrat, og han siger ved alle valg, at han ikke kan garantere, at der ikke bliver lukket skoler – tværtimod kan han nok love, at der bliver lukket skoler, fordi børnetallet falder så meget. Han får et kæmpe valg hver gang, og han lægger ikke skjul på noget. Der er lukket fire landsbyskoler i kommunen, og der er oprettet tre friskoler eller lilleskoler, altså en i hver af de tre af kommunerne. Jeg vil sige, at den måde, som borgmesteren og det politiske miljø er på i Hjørring Kommune, betyder, at der er åbenhed om det her – det kommer ikke bag på forældrene, at der sker skolelukninger.

I valgkampen til 2015-valget blev jeg inviteret til en skole, der lå i kanten af en større kommune i Midtjylland. Folk var samlet der, og de ville have en landspolitiker til at komme – de var ligeglade med, hvilket parti vedkommende kom fra, bare de fik en, der kunne diskutere med dem, for de var rasende. Den skole, som mødet blev holdt på, var en mindre skole i kommunen, og de havde først fået meddelelsen om, at den skole ville blive lukket, dagen efter at fristen for ansøgning om at oprette en ny lilleskole var overskredet. Det gjorde dem jo endnu mere rasende, at det havde været holdt hemmeligt hen over sommeren, så de forlangte borgermøder. Så blev der arrangeret et borgermøde med følgende struktur: Der blev sat caféborde op, og der stod to kommunalbestyrelsesmedlemmer ved hvert af cafébordene, og så måtte borgerne stå i kø for at komme hen og tale med de lokalpolitikere, som de helst ville tale med. Og det var den debat, der så blev dér.

Det bruger jeg bare som et eksempel på en måde at gøre det på, som jeg synes er rigtig ubehagelig, altså at det er så svært for borgerne og politikerne at komme på talefod med hinanden om sårbare og følsomme ting som skolestrukturen i en kommune. Men der er ingen anden vej, og jeg er stærk tilhænger af, at man inddrager borgerne, også i den planlægning. Kommunalpolitikere må jo sige, hvorfor de vælger at gøre, som de gør, og inddrage borgerne i den diskussion og lade borgerne være med til at give bud på, hvad man kan gøre i stedet for at lukke skoler eksempelvis.

Men det værste er da, at man lader, som om man ikke har truffet nogen beslutning, og så afslører man det på et eller andet tidspunkt, hvor det er langt henne i et forløb. Det synes jeg ikke man kan være bekendt i et land som Danmark. Og det er jo derfor, jeg er lidt fristet af beslutningsforslaget fra Enhedslisten. Jeg er lidt fristet af det, men jeg vil godt prøve en anden vej først, inden jeg så kryber til korset i forhold til at være med til at gennemføre folkeafstemninger om det, og det er at prøve at rejse den debat om, hvordan man inddrager borgerne i det daglige arbejde i en kommune, især når borgerne selv føler, at de bliver så stærkt berørt af den beslutning, som kommunalbestyrelsen føler at det er nødvendigt for dem at træffe.

Så inddragelse af borgerne, ja. Men jeg er ikke sikker på, at folkeafstemninger er den rigtige model p.t. Men man kan godt have dem som en trussel over for kommunerne for at få dem til at erkende deres ansvar for at gå i dialog med deres borgere.

Tak til fru Marianne Jelved. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er det hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. I SF synes vi egentlig, at det her er et både interessant og kreativt forslag, som Enhedslisten har fundet frem fra gemmerne, for det er jo et forslag, der bygger på noget lovgivning, som man har haft tidligere – fra før jeg blev født, det er jeg jo nødt til at sige.

På den ene side synes jeg, at det er et vigtigt forslag, fordi vi står med et reelt problem. Det ene reelle problem er, at vi ser nogle landdistrikter, der bliver mere og mere affolke på grund af en kombination, hvor det er blevet sværere at købe hus derude, det er sværere at låne til et hus, og der er mange butikker, der lukker derude, men også skoler. Og hvordan løser man det? Det synes jeg at det her er et interessant svar på.

Den anden reelle udfordring er, at der kommer flere privatskoler, og som SF'er er jeg faktisk af den opfattelse, at det er ærgerligt, når der er færre og færre børn, der er en del af vores fælles skolevæsen, og flere, der går over i en privat- og friskole. Hvordan løser man så det? Der er så et forslag her om at lave lokale folkeafstemninger, og som udgangspunkt er jeg sådan set positiv over for lokale folkeafstemninger, fordi det fremmer lokaldemokratiet og giver nogle mennesker, som måske ellers ikke ville være blevet hørt, medindflydelse.

Men jeg har nogle ting, som jeg synes er vigtige at få afklaret, og også nogle ting, som jeg som tidligere byrådsmedlem synes jeg er nødt til at rejse. Når man har sådan en folkeafstemning om en skolelukning, vil det så altid være barnets tarv, der er i fokus? Vil det altid være skolen og skolens ve og vel, der er i fokus? Jeg har været med til at lukke skoler, også skoler, hvor der ikke kom nogen andre skoler igen, hvor elevtallet var så langt nede, at det simpelt hen ikke som byrådsmedlem i min optik kunne forsvares at lade den skole være åben, og hvor der var en lille gruppe af forældre, der gerne ville have den åben, og hvor vi ikke hørte noget fra de andre i lokalområdet.

Men hvis vi havde lavet en folkeafstemning der, hvad var den afstemning så endt med? Havde lokalområdet så ikke sagt ja? Jo, det havde de nok, men havde det så været med udgangspunkt i, hvad den enkelte elev havde brug for, og hvad den enkelte skole havde godt af? Den bekymring kan jeg godt have, fordi jeg er meget optaget af, at det altid er eleverne, der er i fokus.

Så synes jeg også, at man på en eller anden måde – og det tænker jeg godt man kan i den her lovproces – kan få inddraget KL og kommunerne, fordi jeg faktisk synes, at det er reelt og det lyder så systemisk, når man siger, at vi har kommunalt selvstyre og det skal vi bevare. Vi skal jo ikke bevare det kommunale selvstyre for selvstyrets skyld. Vi skal gøre det, fordi det er godt, at vi har lokale byrødder, som ved mere om, hvordan det ser ud ude i virkeligheden. Jeg kunne godt tænke mig at gå i en dialog med dem, men jeg synes, at den kattelem, der handler om, at man så efter et valg vil kunne træffe den samme beslutning, hvis der er brug for det, er interessant. Så jeg kunne godt tænke mig at gå i en dialog med kommunerne.

Den sidste udfordring er økonomien i det her, ikke at det koster noget, men økonomien i, at hvis nu der kommer en folkeafstemning ud om en skolelukning – byrådet har besluttet, at den her må lukke, der er måske så lavt et elevtal, at skolen er rigtig dyr, eller i sidste ende, hvis pengene følger eleven, at der er rigtig lidt penge til at lave undervisning for – og et flertal så beslutter i den der folkeafstemning at holde skolen åben, hvad er det så for en undervisning, eleverne skal modtage, indtil et nyt kommende byrådsvalg? Er den så så skrabet, fordi der ikke er penge nok ude i det lokalområde, og der er nogle kommuner, der er pressede på det her, at vi ikke kan være den undervisning bekendt? Det synes jeg i hvert fald også vi er nødt til at overveje.

Ordføreren bag forslaget spurgte, hvad man kunne gøre ved det her, og der tror jeg sådan set at vores parti er enig i, at man 1) kan sikre, at folkeskolen generelt får en bedre økonomi og 2) at man også kan skabe mere lige vilkår mellem privatskoler og folkeskoler. Det synes jeg også er nogle veje, man skal arbejde hen imod.

Så alt i alt er jeg sådan set positivt indstillet, fordi det rummer nærdemokrati, fordi det kan være med til at løse nogle problemer ude i landdistrikterne, men jeg har også nogle punkter, som jeg synes jeg skal have svar på i udvalgsbehandlingen, og som jeg synes er interessante. Tak.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Og så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for de mange positive bemærkninger om forslaget. Med beslutningsforslaget ønsker vi i Enhedslisten at give borgerne bedre muligheder for at fastholde den lokale folkeskole. Jeg har i de spørgsmål, jeg har stillet til nogle af ordførerne, nævnt, at det er af hensyn til børnene og forældrene i lokalsamfundene, men at det i høj grad også er, fordi den lokale folkeskole er med til at fastholde muligheden for et fungerende lokalsamfund, som jo svækkes voldsomt, hvis børnefamilierne flytter væk, og hvis det bliver umuligt at tiltrække nye.

Jeg vil godt understrege – også på baggrund af de bemærkninger, der er kommet – at dette ikke er et forslag om, at man pr. definition ikke kan lukke lokale folkeskoler. Altså, der vil ubestrideligt være faglige og saglige begrundelser i nogle kommuner for at gøre det, men man kan sige, at med det her forslag udfordres i hvert fald det flertal, der måtte ønske at lukke en folkeskole, sådan at der stilles store krav til argumentationen for at lukke den. Og måske stiller man, hvis det kommer til en skolelukning, forældrene rigtig godt med hensyn til en formulering af ønske om, at der så som minimum skal etableres f.eks. rigtig gode transportmuligheder fra det pågældende lokalsamfund og ind til den nærmeste skole – for at det ikke skal få ødelæggende konsekvenser for lokalsamfundet. Så det her udelukker i hvert fald i første omgang muligheden for at lukke en lokal folkeskole, hvis befolkningen ikke ønsker det. Men det vil være muligt at gennemføre det i en efterfølgende periode.

Den udvikling, vi har set, i forhold til friskoleområdet kan der være delte meninger om. Jeg vil sige, at jeg har den fulde forståelse for, at forældre i et lokalsamfund, hvor man lukker skolen, selv tager et initiativ, men der er altså et problem ved det. Der var en tv-udsendelse i TV 2 her for 3-4 måneder siden, som – utvivlsomt rigtigt – fremstillede to forældregrupper, der var rigtig begejstrede for, at det nu var lykkedes dem at fastholde den lokale skole, men det sneg sig alligevel ind i et par bibemærkninger, at der også lige var nogle børn, som ikke kom med, fordi deres forældre ikke ønskede det eller ikke kunne betale for den private skole. Og dermed får vi i forbindelse med det at oprette en friskole den problemstilling, at det, der var udgangspunktet, nemlig at tage udgangspunkt i særlige værdier og pædagogiske holdninger, som forældrene fandt af særlig værdi, ændres til, at friskolen bliver en redningsplanke for de forældre, der har råd, mens det til gengæld ikke er nogen redningsplanke for de forældre, der ikke har råd til at købe sig en plads til deres barn i en friskole. Vi flytter dermed hele udgangspunktet for det at danne friskoler fra at være noget, som tager udgangspunkt i holdninger og pædagogik, til at være en redningsplanke i en situation, hvor kommunen ikke vil betale det, det koster at drive skole i lokalsamfundet.

Det, vi foreslår, er vist tydeligt nok. Det er noget, som har eksisteret før. Det glæder mig at hr. Alex Ahrendtsen har lært noget nyt af vores forslag, og det indrømmer jeg at jeg også selv gjorde, da jeg arbejdede med det – ret skal være ret. Men altså, man har haft sådan et element i vores folkeskolelovgivning, der har sikret et lokalt demokrati, indtil 1988. Det har muligvis været bølgerne fra kommunalreformen i 1970, som har forskrækket nogle, så de har tænkt, at hvis vi skal have en ny af den slags – og det fik vi jo – så må vi hellere sørge for, at der ikke er sådan en kedelig bestemmelse, der giver borgerne alt for god mulighed for at trække i nødbremsen. Så jeg kan sagtens forstå baggrunden for, at man har gjort det, men jeg synes bare, det er forkert. Og jeg synes ikke mindst, det er forkert i en situation, hvor vi altså har en mulighed for at etablere skoler lokalt – bare ikke i offentligt regi.

Til sidst vil jeg sige tak til alle ordførerne. Jeg vil sige, at de problemstillinger, hr. Jacob Mark rejser, synes jeg er saglige og velfunderede. Jeg tror bare ikke, at vi kommer uden om, at der kan være et økonomisk aspekt i, at det her genererer nogle ekstra udgifter for en kommune. Det mener jeg man må tage med; det er prisen for forslaget. Og til hr. Alex Ahrendtsen vil jeg sige tak for de meget positive bemærkninger, og at jeg mener, at der sagtens kan være grundlag for at drøfte videre, hvordan det her skal skæres til. Og jeg skal bekræfte, at det her med vilje er lavet som et åbent forslag – for det, der var den rigtige måde at lovgive på i 1988, behøver jo ikke at være det, der fra ord til anden skal genfindes i en ny lovgivning på det her område. Derfor har vi bevidst udformet det sådan, at det handler om tanken om at give mulighed for at fastholde den lokale folkeskole, altså for at drive den videre, uden at vi nødvendigvis til mindste bogstav vil genetablere lovgivningen, som den var for 30 år siden.

Tak for det. Fru Anni Matthiesen, Venstre, har en kort bemærkning.

Jeg vil egentlig gerne lige benytte lejligheden til at spørge Enhedslistens ordfører lidt nærmere i forhold til, hvor Enhedslisten egentlig står med det her beslutningsforslag. For jeg tænker: Hvad nu, hvis man forestiller sig en situation, hvor et lokalsamfund kæmper for at fastholde deres lokale folkeskole, men hvor der måske kun er lad os sige 50-60 elever på skolen, og hvor hovedparten af de indbyggere, der er i byen, måske hører til den ældre generation. Ved en folkeafstemning afgør befolkningen så, at man vil fastholde skolen, også selv om man måske kan se, at det ikke er til størst gavn for børnene.

Er der ingen bekymringer hos Enhedslisten for, at man så måske skader børnene, altså eleverne? Jeg kan sagtens se, at det er vigtigt med en skole for at fastholde et lokalt forankringssted i lokalsamfundene, men er der ingen bekymringer hos ordføreren i forhold til, at det så kommer til at gå ud over børnene?

Hr. Jakob Sølvhøj.

Jo, det vil der være. Altså, det vil være et dilemma, og man er nødt til at belyse det meget grundigt lokalt. Vi havde jo her for et års tid siden en debat om skoler på de små øer, og vi har vel samme problemstilling: Giver det mening at drive folkeskole for 29 elever i et mindre øsamfund ud fra en rationel betragtning? Nej. Men ud fra børnenes perspektiv? Måske, fordi det måske er muligt at etablere en rimelig skole, og det er i hvert fald et perspektiv, der kunne hedde: Det giver trods alt en bedre mulighed for at drive en ordentlig skole for børnene end det, at de skal transporteres over lange strækninger.

Så jeg mener ikke, det er enkelt, og jeg mener, at man i den lokale debat nøje må overveje: Hvad er ulemperne med hensyn til det faglige og saglige i forhold til børnenes daglige skolegang, og hvad betyder det, at der kan blive enorme transporttider og det, at man i virkeligheden kan drive en affolkning af et lokalsamfund videre?

Så nej, jeg mener ikke, der er noget færdigt »klar, parat, svar« på det her, men at man er nødt til at analysere det meget grundigt lokalt for at finde de rigtige svar netop der.

Tak. Fru Anni Matthiesen.

Ja, og derfor tænker jeg jo, at det næsten kan være farligt – forstå mig ret – at lave muligheden for folkeafstemning. Altså, jeg vil sige, at jeg lyttede til fru Marianne Jelveds indlæg, og der syntes jeg jo, at det ville være en bedre vej at gå i forhold til at sikre sig, at der foregår en åben dialog også med befolkningen. Så kan man også få præsenteret, hvilke ulemper der kunne være ved at fastholde skolen, altså hvis kvaliteten på skolen og økonomien på skolen ville være så dårlig, at det reelt går ud over børnene i den sidste ende.

Det vil jeg egentlig gerne bare lige have en kommentar til, så jeg kan høre, hvad Enhedslistens ordfører mener om det. For jeg kan være nervøs for, at hvis man siger folkeafstemning, så risikerer vi, at det er børnene, der faktisk bliver gidslerne.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Jeg er ikke afvisende over for, at der er et problem. Jeg tænker bare, at det jo er lige præcis den problemstilling, vi har i dag. Der er muligheden for at etablere den lokale skole, den er blot tillagt en mindre eller en større kreds af forældre, som jo kan råde over kommunens midler ved at træffe en beslutning bare i forældrekredsen. Og det kan medføre ulemper for økonomien i en skole, for så kan man ikke lave klasser, hvor man kommer tilstrækkelig højt op i klassekvotienten på naboskolen, og så kan det føre til, at den får et lukningsproblem.

Så jeg er helt med på, at der er en problemstilling. Jeg synes bare, at når vi har forsynet forældrene med et nødhåndtag i form af en friskolelovgivning, vil det være rigtigt at have en tilsvarende nødbremse hos flertallet i en vælgerbefolkning lokalt, sådan at de får et redskab til at kæmpe for at fastholde en lokal skole.

Tak for det.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Undervisningsudvalget, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.