Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 29:

Forslag til folketingsbeslutning om ytringsfrihed for forskere og fri offentliggørelse af analyser og rapporter.

Af Eva Flyvholm (EL) m.fl.

(Fremsættelse 06.12.2016).

Mødet er genoptaget. Som tidligere meddelt er dagsordenens punkt 8 udgået. Vi tager derfor fat på punkt 9.

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver ordet til uddannelses- og forskningsministeren. Værsgo.

Vi behandler i dag B 29, der overordnet har to formål.

For det første ønsker forslagsstillerne at forbyde alle klausuler, der kan begrænse offentlighed i analyser og rapporter, der udarbejdes på universiteterne i forbindelse med myndighedsbetjening.

For det andet pålægger B 29 regeringen at sikre forskernes ytringsfrihed. Forslagsstillerne begrunder beslutningsforslaget med et ønske om at beskytte forskernes ytringsfrihed, og lad mig med det samme slå fast, at det ønske er jeg enig i.

Forskning udgør nemlig et vigtigt bidrag til den demokratiske debat og den politiske proces. Det er vigtigt for mig som uddannelses- og forskningsminister – og jeg har sagt det, fra jeg lagde fra land – at vi skal styrke respekten for klogskab, viden og intellekt.

Forskningsbaseret myndighedsbetjening udgør ofte en vigtigt videnskabelig og faglig underbygning af politikudviklingen, og regeringen støtter, at Folketinget altid får retvisende information. Forskere og andre, som har leveret data eller andre input til beslutninger i Folketinget, må derfor ikke forhindres i at gøre opmærksom på, hvis deres input ikke præsenteres retvisende.

Når man så læser B 29, kan man næsten få det indtryk, at forskeres ytringsfrihed i dag ikke nyder tilstrækkelig beskyttelse. Det er imidlertid ikke vores opfattelse. I Danmark har vi en solid beskyttelse af ytringsfriheden, og det gælder også forskeres ytringsfrihed. Ytringsfriheden er beskyttet i grundlovens § 77, hvor det slås fast, at enhver er berettiget til på tryk i skrift og i tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene.

Derudover er ytringsfriheden f.eks. beskyttet af artikel 10 i den europæiske menneskerettighedskonvention, og samtidig fremgår det direkte af universitetsloven, at forskere har pligt til at deltage i den offentlige debat. Uddannelses- og Forskningsministeriet har i samarbejde med fagministerier og universiteter fastlagt vejledende retningslinjer for aftaler om myndighedsbetjening.

Det følger heraf, at universitetet som altovervejende udgangspunkt har ret og pligt til at offentliggøre samtlige forskningsresultater, så retningslinjerne er klare: Udgangspunktet er åbenhed og offentliggørelse.

Det hører nu altså dog med til historien, at offentligt ansatte forskere, som andre offentligt ansatte, er underlagt forvaltningslovens regler om tavshedspligt. Og det gælder også, når forskere leverer forskningsbaseret myndighedsbetjening som led i deres offentlige ansættelser på universitetet.

Det kan f.eks. være oplysninger, der skal anvendes ved forhandlinger i EU, hvor Danmark ikke offentligt skal afsløre sin forhandlingsposition. Et andet eksempel kunne være i forbindelse med forhandlinger om ændring af en støtteordning, hvor offentliggørelse på helt utilsigtet vi kan påvirke forhandlingen. Men udgangspunktet er altså altid, at offentligt ansatte forskere har ytringsfrihed.

Det klare udgangspunkt er, at alle leverancer, der indgår i grundlaget for den politiske beslutning, offentliggøres, når de er afleveret. Derfor er der ikke behov for at fastlægge yderligere begrænsninger og pligter som foreslået i B 29.

Når det er sagt, må det erkendes, at ikke alle kontrakter, som historisk er indgået mellem universiteter og ministerier, fuldt ud lever op til de krav. Det gælder både i forhold til tavshedsklausuler og i forhold til begrænsning af retten til offentliggørelse. Det skal der rettes op på, og det er et arbejde, der er iværksat.

Derfor er det her i dag en god lejlighed til at nævne, at ministerierne løbende gennemgår deres standardkontrakter. Det er der behov for, også i lyset af konkrete sager, der opstår undervejs.

Der har desuden været et ønske fra både ministerier og universiteter om at få præciseret og uddybet de overordnede retningslinjer for forskningsbaseret myndighedsbetjening. I det arbejde vil bl.a. også indgå OECD's rapport fra 2015 vedrørende roller og ansvarsfordeling i samarbejde mellem myndigheder og forskningsinstitutioner.

Skulle det ske, at en forsker oplever at få sin ytringsfrihed uretmæssigt indskrænket, har forskeren flere handlemuligheder. Det gælder også, hvis forskere oplever, at deres data eller andre input ikke bliver præsenteret retvisende for Folketinget. Først og fremmest skal forskere gå til deres ledelse, som kan drøfte spørgsmålet med fagministeriet.

Derudover har forskere også mulighed for at gå til sin faglige organisation, som kan tage spørgsmålet med forskerens ledelse eller med det relevante ministerium. Og endelig har forskeren altid mulighed for at indgive klage til Folketingets Ombudsmand.

Så lad mig atter her til sidst understrege, at forskere giver et vigtigt bidrag til den demokratiske debat og den politiske proces, og det er derfor afgørende for regeringen, at samarbejdet mellem myndigheder og universiteter hviler på principper om åbenhed, armslængde og universiteternes metodefrihed. Det skal vi værne om.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning fra fru Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Og tak for ministerens modtagelse af forslaget. Jeg kan høre, at vi er enige på rigtig lange stræk. Det er jo ingen hemmelighed, at det her forslag tager sit udgangspunkt i sagen om landbrugspakken, hvor forskere bestemt ikke følte, at deres forskning blev præsenteret for Folketinget på en retvisende måde, og at de var pålagt mundkurv, så de ikke måtte fortælle om deres resultater, før en politisk aftale var indgået og loven vedtaget.

Jeg ved, at der er sket ændringer allerede, men det, der er den store bekymring for forskerne, er, at muligheden for at lægge en mundkurv på nu i stedet for at kunne defineres af ministeriet så er flyttet over på universiteterne. Er det noget, vi sammen kan kigge på, så vi i fællesskab sikrer, at den her mundkurv helt bliver fjernet fra forskerne?

Værsgo.

Jeg tror, at der, som jeg sagde, er områder, hvor der vil være tavshedspligt, og de områder har jeg redegjort for i min tale. Og hvis det er dem, ordføreren sigter til, så tror jeg ikke, at vi kan finde fælles grund. Men jeg har ikke noget imod en løbende diskussion på det her område. Jeg er ikke bundet af noget i den sammenhæng. Men jeg tror, at jeg har redegjort for regeringens grundholdning i det, jeg har sagt.

Fru Maria Reumert Gjerding.

Jeg kunne ikke høre, at de var de ting, som ministeren nævnte, vi taler om. Det her handler jo grundlæggende om politiske beslutningsprocesser i Folketinget. Så jeg må sige, at det lyder, som om vi i forbindelse med udvalgsbehandlingen her forhåbentlig kan møde hinanden i forhold til at hegne ind, præcis hvad det er, vi taler om. Det her handler om at sikre, at Folketinget får de nødvendige oplysninger til at kunne gennemskue lovgivning og politiske aftaler. Det er det, der er kernen i det her. Det lyder for mig, som om vi faktisk godt kan mødes om det, og det glæder mig helt utrolig meget.

Værsgo.

Hvis vi kan mødes om at forklare, hvordan det gældende regelsæt egentlig er og dermed får klargjort det, også over for forskere og andre, også institutionerne, så ville det da være en glæde. Det ville jeg ikke have nogen som helst problemer med. Men jeg tror nu også, jeg har indikeret, at det ikke er, fordi regeringen går med planer om at ændre noget ud over det, jeg har nævnt, altså den gældende retstilstand. Men jeg mener sådan set også, at en egentlig oplysning om, hvordan tingene er, kan være meget, meget hjælpsomt. For det kan nok være rigtigt, at der er nogle, der opfatter den gældende retstilstand anderledes.

Tak til ministeren. Så er det fru Mette Reissmann, Socialdemokratiet. Værsgo.

Med beslutningsforslaget vil forslagsstillerne pålægge regeringen ikke at fastsætte klausuler for offentlighed i forbindelse med universiteternes myndighedsbetjening samt sikre forskernes ytringsfrihed i forbindelse hermed. Diskussionen er vigtig. I et frit og demokratisk samfund er det centralt, at forskerne kan komme til orde i den offentlige debat, og at de har frihed til at drage konklusioner, der udelukkende er saglige og uden indflydelse af andre interesser end videnskabens. For mig at se er der på den baggrund væsentlige pointer i lyset af beslutningsforslaget.

Man skal ikke være blind for, at videnskabens og forskernes position og rolle i dag er meget udfordret, endda mere udfordret i dag end tidligere. Det er i højere grad blevet okay at udfordre de konklusioner, videnskaben drager på et i øvrigt sagligt grundlag og efter mange års forskning, og i en verden, hvor alternative fakta er legitime at fremlægge, betyder det også, at den udvikling er værd at tage alvorlig, og at den også er værd at følge meget tæt.

Herhjemme har der inden for de seneste 2 år været nogle sager, der står som eksempler på den udvikling. Her tænker jeg på sagen i forbindelse med landbrugspakken, som forslagsstillerne jo også henviser til i bemærkningerne til beslutningsforslaget. Et andet eksempel er sagen omkring CBS' rapport om rammevilkår for landbruget, der blev til på baggrund af indspark fra Bæredygtigt Landbrug. Her er forskningens rolle og betydning også blevet gjort til genstand for diskussion. Begge sager er alvorlige på hver deres måde, men de har det tilfælles, at de er eksempler på, at forskningens position ikke er så urørlig, som den var tidligere. Og det skal vi tage alvorligt.

Den anden side af diskussionen om forskningens mulighed for at ytre sig er, at der samtidig generelt set i dag er ganske gode vilkår. Mange forskere blander sig heldigvis i samfundsdebatten. Ministeren betonede også, at der sågar er en pligt, som der måske kunne informeres lidt tydeligere om, til som forsker at blande sig i vigtige demokratiske processer og aktuelle problemstillinger. Men når det er, at man blander sig, stryger man ikke altid alle med hårene, og det er jo det, der ligesom tænder nogle gnister. Sådan skal det også være. Det er det, der gør, at vi i højere grad måske tillægger forskere på vores uddannelsesinstitutioner en grad af validitet. Det er en styrke, som jeg synes at vi skal værne om. Men det er også min opfattelse, at forskere i Danmark også har rigtig gode forhold, når det kommer til forskningsfriheden og til alt, hvad der hører herunder. Det er der også grund til at notere sig og i øvrigt også være tilfreds med.

I forhold til det fremsatte konkrete beslutningsforslag er der ikke nogen tvivl om, at formålet både er prisværdigt og vigtigt. Dog mener jeg ikke, at det er hensigtsmæssigt at vedtage pålæg på baggrund af enkeltsager, som der lægges op til her. I Socialdemokratiet støtter vi principperne om armslængde, åbenhed, universiteternes metodefrihed og alt, hvad der hertil hører. Vi mener dog samtidig grundlæggende, at det er vigtigt at holde fast i, at det kan give mening i en given politisk proces at gøre plads til internt arbejde. Og der skal være plads til at kunne drøfte spørgsmål internt i en regering, inden f.eks. forskningsresultaterne fremlægges til åben offentlig diskussion og debat. Ministeren nævnte som et eksempel, at Danmark deltager i forhandlinger i EU og har behov for, at der, om man så må sige, er et internt rum, hvor man kan diskutere forskningsresultater, og at det er vigtigt, for at det ikke skal påvirke forhandlingspositionen.

Socialdemokratiet indgår også gerne, ligesom ministeren har givet udtryk for at regeringen gør, generelt i en diskussion om forskeres mulighed for at komme til orde. Jeg skal ikke redegøre for gældende ret. Det har ministeren allerede været inde på. Jeg er enig i den udlægning af gældende ret, som ministeren foretog. Men det her spørgsmål er da altid værd at beskæftige sig med, og jeg er helt enig med forslagsstillerne i, at hver gang vi ser disse ting, skal diskussionen tages – og sandelig også i mellemtiden for at udvise rettidig omhu og prøve at håndtere det proaktivt. Jeg mener også, at debatten faktisk kunne være rejst, før landbrugspakken overhovedet så dagens lys.

Men i forhold til det konkrete forslag skal man altså holde sig for øje, at der skal være rimelige grunde til at kunne drøfte spørgsmål internt, inden de fremlægges til offentlig debat. Så på baggrund af det, jeg har sagt nu, kan Socialdemokratiet ikke støtte beslutningsforslaget.

Fru Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten.

Det synes jeg er ærgerligt, for jeg synes egentlig, at der var rigtig mange af de ting, som ordføreren fremførte, som vi sådan set er enige om. Det her handler jo ikke bare om at slå ned på en enkelt sag, det er at tage et princip op om, hvordan kontrakter med forskere er udformet. Det er det her med, at når der skal forhandles en politisk pakke, hvor der ligger et omfattende talmateriale til grund, så skal dem, som sidder og forhandler for Folketinget, have mulighed for at få samme niveau af viden som regeringen om grundlaget for forhandlingerne. Det handler om magt, det handler om magtbalance, det handler om at styrke Folketinget over for regeringen. Det er det, der er essensen i det her forslag.

Så jeg håber, at Socialdemokratiet i udvalgsbehandlingen sammen med os vil være med til at være mere konkrete om, hvad det her handler om, og forhåbentlig vil kunne være sammen med os om en beretning, så vi kan sikre forskernes ytringsfrihed og dybest set Folketingets styrkeforhold over for regeringen.

Værsgo.

Altså, med frygt for, at det kommer til at lyde lidt som en gentagelse af det, ministeren sagde – hvilket jo altså sjældent sker, men det sker dog her – så vil jeg henholde mig til gældende ret, som for så vidt allerede sikrer forskernes ytringsfrihed. Samtidig med det er der en meget delikat balance, som vi har diskuteret i andre sammenhænge, senest i forbindelse med vedtagelsen af offentlighedsloven. Og jeg vil bare gentage fra min egen tale, at beslutningsforslaget her ikke skal være en trædepude til, at vi går i gang med en debat om lov om offentlighed, for den debat skal tages i et andet forum.

Jeg kan derimod love forslagsstillerne, at jeg gerne deltager i debatten i udvalget, også sådan at vi får boret de forskellige problemstillinger ud. Jeg mener, at Folketinget selvfølgelig skal have de præcise oplysninger i forhold til at kunne træffe beslutninger. Men jeg mener altså også, at balancen i det gældende regelsæt – i forhold både til at skulle beskytte forskernes ytringsfrihed og samtidig pålægge dem den tavshedspligt, som følger af gældende ret – ikke skal forrykkes i forbindelse med nærværende beslutningsforslags behandling her i salen.

Fru Maria Reumert Gjerding.

Én ting er at kigge på gældende ret, det er meget relevant, men man bliver også nødt til at kaste et blik på praksis: Hvad er det faktisk, der foregår? Og når sådan et forløb som det, der var med landbrugspakken, kan foregå, så er der noget galt. Så er der noget helt grundlæggende galt. Når Folketinget ikke kan få adgang til det samme talmateriale som regeringen, når forskerne bag talmaterialet, som kan se, at deres tal bliver forvansket, har fået mundkurv på, så de ikke engang kan få lov at tale om det, så er der noget galt.

Der er blevet lavet ting om, og det anerkendte jeg også i mit spørgsmål til ministeren, men der kan stadig væk være et problem. Og det, jeg synes vi skal gøre sammen, er stadig væk at belyse det eksisterende problem og få ryddet op i det, så en sag som den med landbrugspakken aldrig nogen sinde kan gentage sig.

Værsgo, ordføreren.

Altså, jeg tror, jeg ville være lidt forsigtig med at sige, at en sag aldrig mere skulle kunne gentage sig. Historien viser jo desværre, at det sker, også inden for de områder, som vi diskuterer nu og her.

Igen: Socialdemokratiet vil ikke være med til, at der skal udstedes pålæg på baggrund af enkeltsager. Vi anerkender fuldt ud, hvad der skete i forbindelse med landbrugspakken, og jeg tror bestemt også, at ordføreren på området, min kollega hr. Simon Kollerup, har været meget kritisk i forhold til det. Der er allerede et oprydningsarbejde i gang, for at sige det ligeud, i de berørte ministerier, og det anerkender jeg og kvitterer for.

Jeg vil meget gerne deltage i udvalgsarbejdet, når vi skal diskutere, hvordan vi overhovedet kan være proaktive, således at vi præventivt og proaktivt kan forhindre, at det skulle ske igen, så risikoen bliver mindre. Men at skulle stille garantier for, at det aldrig sker igen, vil jeg ikke være med til.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere kommentarer. Den næste ordfører er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Enhedslisten ønsker med det her forslag at give forskere fuld og hel frihed til at ytre sig. Det er jeg i og for sig enig i, men er det ikke også en frihed, som er fastslået allerede i dag? Når man har fulgt debatten om de ministerielt bestilte rapporter til dette og hint og de bagvedliggende kontrakter med universiteterne, tegner der sig for mig et billede af en verden, som måske nok er gledet en lille smule ud på et sidespor med hensyn til tavshedsklausulerne, men også et billede af kontrakter, som ikke helt fulgte de love og regler, som er gældende på området.

Der tegner sig også et billede af, at man arbejder med at justere og regulere kontrakter og aftaler, så de selvfølgelig lever op til love og regler. Det skal stå helt klart, at naturligvis skal udgangspunktet være, at forskerne skal være fri til at ytre sig om deres forskning, og det skal naturligvis gælde, uanset hvordan forskningen er finansieret. Når der så leveres resultater, som f.eks. skal bruges i forbindelse med politiske forhandlinger herhjemme eller f.eks. i EU og en offentliggørelse af resultater kunne påvirke markeder, f.eks. hvis der er tale om afgiftssystemer, eller det kan påvirke forhandlingspositionen over for EU, kan jeg godt forstå et behov for fortrolighed om resultaterne.

Her skulle man så måske overveje, om universiteterne er det rigtige sted at købe den slags rapporter. Hvis man har behov for at købe analyser af den karakter og med den grad af hemmeligholdelse, er det måske bedst placeret hos private konsulentfirmaer.

Jeg er klar over, at der ligger rigtig meget økonomi i det her, og derfor vil universiteterne formentlig være meget tilbageholdende med at sige nej til en opgave, selv om der ligger betingelser bag. Her burde de måske ransage deres egen adfærd. I hvert fald er det væsentligt, uanset om kontrakterne bliver bedre, at man på universiteterne overvejer, hvordan de adskiller forskning og den dertil hørende pligt til en ytring om resultaterne til den omgivende verden og så det at levere konsulentydelser og bestilte rapporter med en dertil hørende respekt for bestillers ønsker om fortrolighed. Det gælder jo både her i forbindelse med myndighedsbetjening som i samarbejde med virksomheder, hvor det jo også er væsentligt at være skarp på, hvilken funktion man varetager.

Så ja, der er ting, der skal ryddes op i, overvejelser, som man skal gøre sig ikke mindst på universiteterne, men Dansk Folkeparti kan ikke støtte det fremsatte beslutningsforslag.

Tak for det. Fru Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg fornemmer, at vi er enige om, at der er behov for, at der sker noget her. Så hvad er det i det konkrete beslutningsforslag, som Dansk Folkeparti ikke kan støtte?

Værsgo til ordføreren.

Det grundlæggende er jo sådan set, at vi egentlig mener, at det regelsæt, der er, er godt nok. Og vi er i gang med at tage fat i at sikre, at de aftaler og de kontrakter osv., der bliver lavet, også lever op til gældende lovgivning. For så vidt det er det forløb, der kører, ser vi ikke nogen anledning til at skulle ændre på noget. Det gør jo ikke, at vi ikke kan tage diskussionen om, om man skal informere bedre, og om man kan gøre et eller andet for at sikre, at man så også får implementeret love og regler på rette vis. Det kan vi jo selvfølgelig altid tage en diskussion om.

Fru Maria Reumert Gjerding.

Så Dansk Folkeparti er indstillet på i udvalget at kigge på de gældende regler og have en dialog om, hvorvidt det er godt nok.

Værsgo til ordføreren.

Jeg har ikke nogen forestillinger om, at de gældende regler ikke er gode nok. Det mener jeg faktisk de er. Men det, man selvfølgelig kan tage en diskussion af, er de ændringer, man laver nu. Der kunne man selvfølgelig godt følge op på dem og sige: Er det så gennemgribende nok? Man kan selvfølgelig også tage en diskussion om, hvordan man vejleder universiteter og andre, der er involveret i det her, og ministerierne for den sags skyld, så man sikrer, at regler og love bliver overholdt. Det har vi ikke noget problem med at diskutere.

Så er det hr. Bruno Jerup, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. De gældende regler er gode nok, siger ordføreren. Jeg kunne godt tænke mig at stille et spørgsmål om, hvordan ordføreren ser på den konkrete, skal vi sige, behandling af landbrugspakken. Er det ordførerens opfattelse, at Folketinget var korrekt, tilstrækkeligt informeret om de problemstillinger, der var i forbindelse med landbrugspakken, set i lyset af den der diskussion af forskernes ytringsfrihed og klausulerne?

Værsgo til ordføreren.

Jeg har ikke detailkendskab nok til det forløb til at kunne sige, hvad der er op og ned i det. Jeg kan konstatere, at man på baggrund af forløbet er i gang med at lave nogle justeringer af kontrakter i forhold til den måde, man håndterer det på. Så nogle har nok set en anledning til at lave nogle justeringer, og det glæder mig da, at man gør det.

Hr. Bruno Jerup.

Ja, det glæder ordføreren, at man laver nogle justeringer. Men er det ikke muligt at forholde sig lidt mere specifikt til, hvorfor man skal lave de justeringer, hvis det er sådan, at de gældende regler er gode nok, som ordføreren siger?

Værsgo til ordføreren.

Det konkrete forløb vil jeg ikke forholde mig til, for det kender jeg det ikke godt nok til. Men hvis der er nogle områder, hvor man oplever, at folk ikke har levet op til de gældende regler, gør det jo ikke, at de gældende regler ikke er gode nok. Så gør det jo, at man skal se på de gældende regler og se på, hvordan man har brugt dem. Og det har jeg indtryk af at man gør, og det synes jeg er tilfredsstillende.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Jakob Engel-Schmidt, Venstre.

Tak for det. Når man umiddelbart læser overskriften på forslaget, og hvis vi forudsætter, at man ikke ved noget om det danske folkestyre, så kunne man godt forestille sig, at man befandt sig et sted med et meget svagt demokrati, et sted, hvor der var en stærk leder, der begrænsede offentlige ytringer, satte forskernes frihed under lås og slå og bandt dem på mund og hånd. Det synes jeg måske ikke helt er tilfældet, og det ved jeg selvfølgelig godt heller ikke er det, forslagsstillerne skriver.

Min kollega har meget effektivt redegjort for, hvad forslaget indeholder, så jeg vil gå direkte til den mere politiske behandling. Det er min og Venstres opfattelse, at forskere i dag har en bred grad af ytringsfrihed. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, grundloven og .... (Noget ringer). (Formanden (Pia Kjærsgaard): Undskyld. Jeg vil give tilladelse til, at ordføreren starter helt forfra.) Det er fornemt. Jeg skal ikke gøre et stort nummer ud af det.

Det er Venstres opfattelse, at forskere i dag har en fremragende ytringsfrihed. Den sikres både af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, grundloven og universitetsloven. Vi anerkender selvfølgelig, at der af og til kan være problematiske situationer. Vi er interesseret i at imødekomme forslagsstillerne i forbindelse med en god dialog og belysning af tvivlsspørgsmål om punkter. Umiddelbart er vi ikke interesseret i at ændre loven fundamentalt og har derfor samme holdning, som ordførerne både fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har givet udtryk for. Det er vigtigt, at de forskere, vi har herhjemme, føler og oplever, at deres ytringsfrihed ikke er truet.

Men samtidig kan der være situationer, hvor forskningen skal offentliggøres i koordination med de myndigheder, der har bestilt den, hvis forskningen kan være med til at rykke et marked, være med til at påvirke et salg eller på anden måde have vital betydning for store samfundsinteresser. Og det tror jeg egentlig også Enhedslisten anerkender. Det ved jeg faktisk at Enhedslisten anerkender. Jeg kan se, at der nikkes, og jeg synes også, jeg har hørt både ordføreren og andre sige det tidligere. Og det er jo i det spændingsfelt, vi skal prøve at se, om reglerne lever op til formålet.

Jeg anerkender, at der kan være problematiske tilfælde, men jeg mener ikke, at de tilfælde er af en sådan karakter, at det betyder, at forskere ikke har ytringsfrihed. Det mener jeg simpelt hen ikke er tilfældet. Jeg synes også, det er vigtigt, at man hæfter sig ved de muligheder, der er for forskere, der føler sig begrænset i deres publiceringsfrihed og ytringsfrihed. Der er klageinstanser, man kan henvende sig til, og der er flere andre veje, man kan gå. Jeg hører meget gerne om konkrete eksempler, der ikke er bragt til torvs endnu, hvis det skulle være tilfældet.

På den baggrund skal jeg så konkludere, at Venstre ikke kan støtte forslaget. Tak for ordet.

Så er det fru Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten.

Jamen på trods af det vil jeg gerne kvittere for en, hører jeg, i virkeligheden meget konstruktiv og positiv modtagelse af det, der er intentionerne i forslaget. Og ja, vi lever i et velfungerende, åbent demokrati, og det skal vi også værne om. Og der mener vi, at det, der skete med landbrugspakken, giver anledning til, at alarmerne bør lyde.

Der er sket en del efterfølgende. Der er blevet ryddet op i de kontrakter. Man fandt ud af, at man forvaltede dem i strid med gældende lovgivning. Så det, vi gerne vil med det her beslutningsforslag i udvalgsarbejdet, er simpelt hen at hegne det ind og kigge på, om der stadig væk er et problem, eller om det faktisk er løst.

Hvis der stadig er et problem, kan vi forhåbentlig samle Folketinget om, at det kan blive løst, sådan at det kan blive afklaret, om den her mundkurv, som forskerne stadig mener er der, kan blive fjernet, eller om den er der af en årsag. Eller kan vi gøre det mere konkret, præcis hvor det er, den skal være?

Værsgo til ordføreren.

Jeg tror, det er i alles interesse, hvad enten man er borgerlig eller venstreorienteret, at sikre, at problemer, der eksisterer, og den opfattelse, forskere kan have af lovens tilstand og administration, kommer frem i lyset.

Jeg vil gerne kvittere for kommentaren. Altså, vi er selvfølgelig interesseret i at udbore problematikken og undersøge, om der er problematiske forhold. Mit indtryk er, uden at være ekspert på området, vil jeg skynde mig at erklære, at det ser fornuftigt ud. Jeg skal ikke kunne afvise, at der findes enkelte problemområder.

Inden for den ramme vil jeg gerne være med til at kigge på det, men jeg kan desværre ikke imødekomme Enhedslisten i forhold til den foreslåede ændring af loven, som man ønsker at pålægge regeringen.

Fru Maria Reumert Gjerding.

Men jeg fornemmer en imødekommenhed over for en proces, hvor vi kigger på det her i udvalget for blive klogere alle sammen. For ingen af os er eksperter. Vi har iagttaget et problematisk forløb. Forskere siger, at der stadig er problematiske forhold. Det synes jeg vi skal kigge på, sådan at vi i virkeligheden sikrer Folketinget over for regeringen. Det bør være i alles interesse.

Ordføreren.

Det er det naturligvis også. Og må det være mig tilladt her på en både konstruktiv og fredelig fredag, hvor det stadig væk er formiddag, at nævne, at sagen jo implicit er medvirkende til, at jeg står her i dag. Og derfor er jeg jo heller ikke så stor ekspert i den, i og med at jeg ikke sad i Folketinget, da sagen pågik, men først efterfølgende indtrådte i Tinget. Men det skal jo ikke sætte eksempel.

Altså, de principielle anskuelser og betragtninger, Enhedslisten har gjort, kan ingen være uenig i, nemlig at vores forskere inden for rammerne skal have den nødvendige ytringsfrihed. Min grænse går så derved, hvor samfundets interesser kan påvirkes af offentliggørelse af dokumenter og analyser, der kan forrykke væsentlige økonomiske og socioøkonomiske forhold.

Tak for det. Tak til ordføreren.

Og så skal jeg anbefale alle, deriblandt mig selv, at huske at slukke for telefonen i Folketingssalen.

Så er det hr. Henrik Dahl. Værsgo.

Tak for det. Jeg mener helt sikkert, at jeg har slukket min mobiltelefon, og jeg går så videre. Universiteterne er jo nogle af de ældste institutioner i en lang række europæiske samfund. Der er mange steder, hvor universiteterne kan føre deres historie helt tilbage til middelalderen, og ser man på tingene i det lys, er Københavns Universitet, som er grundlagt i 1479, kun midaldrende.

Det, der er bærende for et universitet, er, at det er en samfundsinstitution, som har til formål at huse og hylde og vogte over den frie, kritiske og rationelle tanke. Repression hører ikke hjemme på et universitet under nogen former. Det eneste, der kan og bør tage livet af et forskningsresultat, er, at forskersamfundet kan påvise, at resultatet er forkert og dermed strider imod, hvad forskersamfundet anser for at være korrekt. Det var sådan, at forestillingen om miasmer, det vil sige, at sygdom skyldes uren luft, kom af dage. Det var sådan, forestillingen om, at der fandtes et udbredelsesmedium for bølger, der hed æteren, kom af dage. Forskersamfundet kunne påvise, at antagelserne var forkerte. Derfor skal forskere selvfølgelig have lov til at sige, lige hvad de vil, når de forsker, og når de kritiserer andre forskeres forskningsresultater. Det står helt fast.

Så er der et andet spørgsmål, som er langt mere kompliceret, og det er: Hvad er vilkårene for forskere, som beskæftiger sig med konsulentvirksomhed? For det er sådan, at der simpelt hen gælder andre regler for konsulenter, end der gælder for forskere. Konsulenter bør arbejde lige så kritisk og rationelt som forskere, når de belyser en sag, men konsulenter arbejder også for en klient, hvis interesser de varetager. Derfor er det normalt, at konsulenter underskriver en erklæring om tavshedspligt, samtidig med at de indgår en aftale om at løse en kontrakt for en bestemt klient.

Det, man kalder forskningsbaseret myndighedsbetjening, er i realiteten et stykke konsulentarbejde, der udføres af ansatte på et universitet, og som regel kan det også løses af større seriøse rådgivningsfirmaer, hvis det bliver sat i offentligt udbud. Vil man have sin fulde ytringsfrihed, bør man afholde sig fra at arbejde som konsulent, og vil man arbejde som konsulent, må man acceptere, at man helt grundlæggende har fraskrevet sig retten til at skade sin klients interesser.

Derfor vil jeg sige, at jeg sagtens kan forestille mig, at der fra politisk side mangler afgrænsning og præcisering af de regler, der gælder for forskere, som arbejder som konsulenter. Det er svært at forestille sig, at det har fundet sin endelige form og er fuldstændig fejlfrit, sådan som det er lige netop i dag. Det er et stykke arbejde, som vi meget gerne vil deltage i fra Liberal Alliances side, men den form, som beslutningsforslaget ligger i, gør, at vi altså ikke kan støtte det. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for imødekommenheden over for det, der grundlæggende er intentionerne i forslaget. Jeg skal bare lige forstå, hvad det er i det forslag, der ligger, som Liberal Alliance ikke kan støtte. For vores intention er jo netop, at når en regering bruger det materiale, som et universitet eller en gruppe forskere, der leverer myndighedsbetjening til et ministerium, har leveret – hvilket de selvfølgelig gør – i en forhandling og der kommer offentlighed om forhandlingen og forskerne kan se, at det, de har leveret, er blevet fordrejet i en politisk kontekst for at fremme et bestemt politisk mål og ikke afspejler de resultater, de har leveret, så skal de kunne tale om det. Så skal de kunne tale med folketingsmedlemmer, med offentligheden, og kaste lys over det her forløb. Det er det, vi ønsker at rydde op i. Det er den ytringsfrihed, vi ønsker at sikre. Kan vi mødes om det?

Værsgo.

Det, der er problemet med forslaget, sådan som det er fremsat, er, at det ikke i tilstrækkeligt omfang skelner mellem forskere og konsulenter. Og så er der en række problemer, der knytter sig til, hvordan Folketinget får den indsigt, som Folketinget skal have, når der pågår politiske forhandlinger. Og der er vi selvfølgelig enige om at Folketinget skal have fyldestgørende oplysninger. Men der mener jeg bare at man må gennemtænke, hvordan man gør, for vi er jo enige om, at Folketinget skal have de her retvisende oplysninger. Samtidig vil jeg holde fast i, at konsulentarbejde udføres på nogle andre vilkår end egentlig forskning.

Fru Maria Reumert Gjerding.

Nu taler vi om myndighedsbetjening. Jeg går ud fra, at det er det, som ordføreren kalder konsulentarbejde. Men hvis der nu er en mundkurv på forskere i dag og de, efter at deres forskningsresultater er offentliggjort, kan se, at disse er blevet misbrugt i en politisk sammenhæng, vil ordføreren og Liberal Alliance så være med til at fjerne den mundkurv, så vi sikrer, at forskere offentligt kan tale om deres forskningsresultater, også hvis de er blevet brugt politisk?

Værsgo til hr. Henrik Dahl.

Forskningsbaseret myndighedsbetjening er et fint ord for konsulentarbejde, og hvis man er konsulent, arbejder man på konsulentlignende vilkår. Hvis der er fare for, at Folketinget mangler vitale oplysninger, så må vi i fællesskab finde en eller anden ordning, hvormed man kan sikre sig, at de vitale oplysninger kommer til Folketingets kendskab. Det er vi helt enige om. Men hvis man ikke vil arbejde som konsulent, mener jeg grundlæggende, at man skal lade være.

Så er det hr. Bruno Jerup, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg kunne godt tænke mig, at ordføreren lige prøvede at forholde sig til det spørgsmål, som ordføreren selv stiller. Det, som ministerierne gør, er, at de hyrer nogle konsulenter, lad os bare bruge det ord, og i den sammenhæng siger ordføreren så, at der gælder nogle andre regler, altså at det er sådan, at konsulenten skal lave det, som bestilleren kommer med. Det vil sige, at ministeriet i princippet kan bestille hvad som helst, og så skal konsulenten efterfølgende holde kaje med det, også selv om ministeriet vælger at bruge det på en helt anden måde eller lave det om eller sådan nogle ting.

Jeg kunne godt tænke mig at høre om noget: Mener ordføreren virkelig, at det er rimeligt, at man kan have det forhold, at man kan have et ministerium, der bestiller noget, som de vil have det, og hvis ikke de får det, som de vil have det, laver de det bare om, og det er helt i orden, for det er en konsulentopgave, og det skal Folketinget sådan set ikke have mulighed for at få at vide? Mener ordføreren virkelig, at det er i orden?

Værsgo til ordføreren.

Jeg er glad for at få det her spørgsmål, fordi det understreger over for mig, at jeg ikke har udtrykt mig klart nok, da jeg svarede på fru Maria Reumert Gjerdings spørgsmål. Det, jeg forsøgte at sige, men som jeg ikke havde held med, var, at det er fuldstændig grundlæggende afgørende, at Folketinget har de oplysninger, som Folketinget skal bruge for at kunne træffe oplyste beslutninger. Det, jeg bare tror er nødvendigt, er måske at sikre nogle andre procedurer end de procedurer, vi har i dag, så Folketinget kan rekvirere de her oplysninger.

Hr. Bruno Jerup.

Jeg er nødt til så at tage fat i det en gang til for at spørge om noget: Ordføreren har sikkert helt ret i, at det er sådan, at når der andre steder i verden er nogle firmaer eller organisationer, der bestiller et eller andet, er det bestillingsarbejde, de beder om og får, og det betaler de for, og sådan er det, men er det rimeligt, at man, når vi nu snakker om ministerierne, når vi snakker om Folketinget, i sådan nogle sammenhænge har den samme præmis, nemlig at ministeriet kan bestille en rapport eller bede om at få løst en opgave, sætte mundkurv på producenter, konsulenten, kald det, hvad det er, og så efterfølgende fortælle noget andet til Folketinget?

Værsgo.

Jeg har selv været konsulent i, jeg tror, det er 15 år af min arbejdskarriere eller sådan noget, og jeg har faktisk nogle gange efterlyst en mekanisme som den, der bliver beskrevet, nemlig at man har en klient, som man synes voldfortolker de resultater, man har givet til klienten. Jeg har ikke noget imod at diskutere, at vi laver en eller anden form for ordning, så man kan komme med indsigelser, men jeg kan bare ikke rigtig se, at det forslag, der ligger her, adresserer problemet. En eller anden proces eller procedure, hvor man kan hejse et rødt flag, hvis man som konsulent synes, at man bliver voldfortolket, har jeg ikke noget imod.

Tak for det, og tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Den her debat breder sig ud og bliver mere og mere interessant. Jeg skal starte med at sige, at Alternativet gerne vil støtte beslutningsforslaget. Vi vil i hvert fald støtte hensigterne i det, for der er nogle ting, som jeg må sige jeg er enig med nogle af de andre ordførere i er uklare i det her beslutningsforslag, som det står. Den del, hvor man skriver, at regeringen skal sikre forskernes ytringsfrihed, så de frit kan udtale sig, støtter vi selvfølgelig hundrede procent. Hvad angår det med ikke at fastsætte begrænsende klausuler, skal vi jo finde ud af, i hvor stor udstrækning man må det i dag. Hvor meget tillader lovgivningen? Hvor meget af det, vi har set, er ulovlig praksis, som vi selvfølgelig skal reagere på? Men vi vil gerne støtte beslutningsforslagets hensigt.

Er det den enkelte forskers personlige etik, som skal afgøre, om man siger ja eller nej til en opgave fra et ministerium? Eller er det os som stat, som myndighed for forskningen, der skal sikre, at den beslutning behøver den enkelte forsker sådan set ikke at tage, for vi har sikret, at der skal være ytringsfrihed? Lige meget hvad skal man som forsker ikke kunne komme i en situation, hvor man skal forholde nogle ytringer. Fra vores position og perspektiv er det det sidste, vi skal sikre. Vi skal selvfølgelig sikre, lige meget om man er universitetsforsker, der forsker for forskningsrådspenge, eller om man er konsulent i Rambøll, skal det være sådan, at den forskning, man udfører, skal være frit tilgængelig for offentligheden.

Jeg er helt med på, og jeg har også selv forsket, jeg har faktisk i mit tidligere arbejde købt forskning både hos Rambøll og KORA. Det er klart, at der er nogle elementer, som man tager højde for. Det er typisk sådan noget med, at man bliver enig om, hvornår man går ud med noget, for alle parter har en interesse i at komme ud med noget på samme tid. Som ministeren var inde på, er det klart, at der vil være nogle elementer om rigets sikkerhed, forhandlingspositioner osv., som man helt overordnet skal tage højde for. Men når det er sagt, vil jeg sige, at jeg synes, vi skal gå så langt, som vi overhovedet kan, for at sikre forskernes ytringsfrihed og for at sikre forskningens gennemsigtighed. Det er jo også et element i det her.

Jeg sad faktisk og fik en idé, som vi måske kan arbejde videre med i udvalget bagefter. Vi vil meget gerne arbejde videre med, hvordan man løser den her problemstilling. Man kunne sagtens forestille sig med al den forskning, som bliver udført for offentlige midler, f.eks. angående alt det, ministerierne bestiller hos, lad os bare sige, KORA eller SFI, at når den dag kommer, hvor man fremlægger den her forskning, offentliggør man samtidig de rå data. De er selvfølgelig anonymiserede osv., så der ikke er nogen, der kan finde ud af, hvem der har været med osv. Men man har en forpligtelse til at offentliggøre de rå data, så alle andre kan gå ind og bruge de rå data, for de er blevet bestilt for offentlige myndigheders midler, altså regeringens og Folketingets penge. Så kan man i princippet sige, at vi stiller dem til rådighed, så andre kan gå ind og lave deres egne analyser, eller hvad ved jeg, på baggrund af dem. Det er i hvert fald en mulighed, vi kan drøfte videre, for jeg synes, det er helt vildt centralt, at vi sikrer ikke kun forskernes individuelle ytringsfrihed, men også forskningens gennemsigtighed og anvendelighed for hele Danmark og ikke kun for den offentlige institution, der betaler for det, når det primært handler om statsfinansieret forskning.

Tak til Enhedslisten for at fremsætte det her beslutningsforslag. Jeg synes, det er et rigtig vigtigt emne. Så kan vi diskutere det, vi har set. Jeg husker for et par år tilbage, at Jesper Tynell lavede en rigtig, rigtig interessant udsendelse på P1, som netop handlede om SFI. Jeg tror endda, det var den foregående regering, der havde bestilt noget arbejde hos SFI, hvor det også viste sig, at det var pålagt en masse klausuler om, hvad man måtte sige og ikke måtte sige. Så det er ikke en ny problemstilling. Det, vi så må finde ud af, er, hvor meget af det her er, fordi man bryder loven, og hvor meget af det er, fordi der faktisk er mulighed for det inden for loven. Det har jeg ikke overblik over, men det kunne vi jo kigge på i udvalget.

Tak til Enhedslisten. Vi vil meget gerne arbejde videre med det.

Der er en kommentar fra Enhedslisten. Fru Maria Reumert Gjerding.

Jeg bare gerne kvittere for den positive modtagelse. Det åbner for nye perspektiver, når det gælder ordførerens idé, som jeg synes kunne være rigtig, rigtig interessant at kigge på. Det, det handler om, er at sikre åbenhed, sikre gennemsigtighed, sikre, at flest mulige mennesker får lov til at kigge på det materiale, der ligger til grund for de beslutninger, vi træffer herinde, den lovgivning, vi vedtager, osv. Det er jo en af grundpillerne i vores demokrati.

Jeg glæder mig til at arbejde videre med forslaget i udvalget for at belyse det aspekt, som ordføreren nævner.

Værsgo.

Tak. Det glæder jeg mig også til.

Tak for det. Så er det fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. I Radikale Venstre er vi rigtig optaget af den her problemstilling om forskeres ytringsfrihed, vel grundlæggende om forskningens frihed. Det er helt afgørende at sikre, at danske forskere både kan bedrive deres forskningsarbejde uden nogen som helst form for politisk indblanding, men selvfølgelig også, at de har deres fulde ytringsfrihed som alle andre. Hvis man kigger ud i verden, kan man godt blive rigtig, rigtig grundigt bekymret i øjeblikket: politisk godkendelse af forskningsresultater, inden de offentliggøres. Det burde være helt utilstedeligt i demokratier. Det er bestemt også min opfattelse, at det er der bred enighed om her, heldigvis.

Vi vil have uafhængige universiteter i Danmark, uafhængige forskningsinstitutioner. De institutioner, som netop skal levere den viden og den forskning, som er det, der skal ligge til grund for i hvert fald informerede beslutninger, må aldrig nogen sinde kunne anklages for at være politisk styrede. For det er faktisk universiteternes opgave at korrigere os som politikere. Med deres forskere sikrer de institutioner jo, at politikere, virksomheder, meningsdannere, beslutningstagere og alle mulige andre ikke kan hævde, at noget er sandt, fordi det politisk eller på anden måde er opportunt. Vores forskere, vores universiteter skal være garant for, at der er viden, som kan sige magten imod, når der er brug for det, også når vi synes, det er virkelig irriterende. Den skal være fri, og den skal være aldeles uafhængig.

Der er flere, der har været inde på, at vi bare må erkende, at også i Danmark har vi haft vores problemer – det er ikke nogen, der kan måle sig med dem, som vi ser ude i verden nu, heldigvis, men det har vi. Forløbet med landbrugspakken viste, at der er forskere, der har følt sig presset. Så vi vil i Radikale Venstre meget gerne være med til at gøre det klart, at det ikke er acceptabelt, og at vi i Danmark er meget og forhåbentlig bredt optaget af – det er det, jeg hører – at sikre, at forskning kan bedrives helt og aldeles frit.

Angående de begrænsende klausuler har vi noteret os, at der heldigvis er foretaget ændringer i nogle af universiteternes egne procedurer efter sagen med landbrugspakken. Det er jo godt. Men vi vil også gerne være med til at se på, om der kan blive sendt et endnu tydeligere signal fra Folketinget. Som enkelte andre ordførere har været inde på, er der elementer, som det er formuleret nu, som vi godt kan blive bekymrede for hvem rammer, hvis vi vedtager forslaget, som det står. Det gælder f.eks. spørgsmålet om forskning med en patentproces involveret, eller hvis der er tale om markedsfølsomme oplysninger. Men det er mit indtryk fra Enhedslistens ordførers spørgsmål, at det absolut ikke er det, der er intentionen med forslaget. Så jeg er overbevist om, at vi kan præcisere det og få det gjort klart i en udvalgsproces. Jeg vil bakke op om, at vi gennemfører sådan en proces i udvalget, f.eks. ved at vedtage en beretning forhåbentlig med et bredt flertal på baggrund af den meget brede opbakning, jeg fornemmer her.

Der foregår en debat og bliver brugt meget tid på debatten uden for vores grænser. På baggrund af det tror jeg, det er rigtig vigtigt, at vi får tydeliggjort og sendt et meget klart signal fra Folketinget om, at i Danmark er forskningen fri og uafhængig. Det synes jeg vi kunne have god gavn af.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Det er først fru Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten.

Jeg vil bare bekræfte, at det ikke har været vores intention at ramme noget omkring patenter. Så tak for de positive ord, og jeg vil se frem til, at vi forhåbentlig lander noget med et bredt flertal.

Ordføreren.

Selv tak. Det håber jeg også at vi kan. Jeg synes faktisk, det er betimeligt og på sin plads, at Enhedslisten tager den her debat op. Jeg oplever heller ikke, at det bare er for at have en polemisk debat. Jeg synes, det er vigtigt, at vi viser, at det her område er helt afsindig vigtigt for os som danske politikere, og at vi godt både vil kigges i kortene og få stillet de kritiske spørgsmål, for det er kun sådan, vi får mere kvalificerede beslutninger. Det tror jeg at vi kan blive enige om er vigtigt.

Så er det hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Jeg har bedt om ordet, fordi OECD har udarbejdet et udkast til retningslinjer for samspillet mellem forskere og politikere. Det er faktisk rigtig godt, og vi kunne måske – den kreds af ordførere, der er her – lave en studiekreds, hvor vi satte os ned og læste det her dokument. Men det, der bliver sagt der, er, at der er en streg, hvor man skal passe på med trafik begge veje, for vi politikere skal ikke gå ind på forskernes område, men forskerne skal heller ikke politisere. Kunne jeg få ordførerens kommentarer til det?

Ordføreren.

Hvorfor ikke tage det papir med i udvalgsarbejdet og se, om vi ikke kan blive inspireret til f.eks. en beretning i udvalget? For det er jo rigtigt, at det er en fin streg. Jeg synes, at det, der er det allervigtigste at få understreget, er, at politiske beslutningstagere ikke kan blande sig i forskningens udførelse. Så er det jo rigtigt, at man kan spørge, hvornår forskere bliver politiske. Der tror jeg at vi må være lidt mindre fintfølende og have lidt mere fingerspidsfornemmelse, for det er trods alt noget andet, for det er os politikere, der træffer de politiske beslutninger. Men det er jo rigtigt, at der altid er en balance her. Den kommer vi næppe til at kunne regulere, heldigvis, for den handler om en grundlæggende ytringsfrihed, men vi kan jo sende retningsgivende signaler og meget gerne med udgangspunkt i brede vedtagelser, som netop er videnfunderede OECD-rapporter.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Og tak for forslaget, jeg synes, det er et ganske vigtigt forslag. Det var ikke sådan et område, jeg vidste enormt meget om, inden jeg læste beslutningsforslaget, men man blev selvfølgelig mere opmærksom på området netop på baggrund af hele forløbet om landbrugspakken. Jeg vil sige, at da jeg læste forslaget, tænkte jeg: Det her er jo selvfølgeligheder. Det bør være en selvfølgelighed, at forskere har ytringsfrihed, at forskningen er fri, og at forskere kan fremlægge deres resultater på en måde, der er retvisende, ligesom jeg også mener, at det bør være en selvfølgelighed, at både offentligheden, men også Folketinget kan tilgå den information og de resultater, som man i forskningen er kommet frem til. Det behøver selvfølgelig ikke være sådan, at det kun er den udøvende magt, der kan det. Så da jeg læste forslaget i første omgang, tænkte jeg: Det synes jeg er en god idé. Og sådan har jeg det egentlig også fortsat.

Nu har jeg så hørt lidt på debatten, både på ministerens tale og de forskellige ordførerindlæg, og jeg tænker – sådan som jeg lytter mig frem til – at der egentlig er bred enighed om, at det også bør være sådan, at det er en selvfølgelighed. Ministeren nævner, at der kan være nogle utilsigtede konsekvenser ved det her forslag, og det synes jeg, man skal tage med i en udvalgsbehandling og sikre, at når vi får lavet en beretning, eller hvad vi end ender med, så er der taget højde for det. Så nævner Enhedslistens egen ordfører sådan set også det her med, at problemet måske er rykket fra, at det ikke nødvendigvis er ministeriet, men universiteterne, som kan give forskerne en eller anden form for mundkurv på, og det synes jeg man skal undersøge videre.

Men som udgangspunkt er vi meget opbakkende i forhold til det her forslag, fordi vi synes, det er en selvfølgelighed, at forskning skal være fri, og at forskere skal have ytringsfrihed. Så det vil vi meget gerne arbejde videre med.

Tak for det. Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Jeg er her som stand-in for vores forskningsordfører, fru Brigitte Klintskov Jerkel, der med kort varsel var nødt til at skulle være et andet sted, men jeg vil gerne understrege, at jeg naturligvis vil svare på de spørgsmål, der måtte være, absolut efter bedste evne.

Tak til Enhedslisten for at have fremsat det her beslutningsforslag og give os muligheden for at drøfte det her i dag. Forskning udgør et ufattelig vigtigt element for alt det politiske arbejde, vi laver herinde, og for hele den demokratiske debat i Danmark. I Danmark har vi som bekendt, og heldigvis for det, ytringsfrihed, og det gælder også forskerne. Og som flere har været inde på tidligere, har man som forsker ovenikøbet ytringspligt – det tror jeg ikke der er så mange andre i det danske samfund der har. Udgangspunktet for forskerne skal altid være åbenhed, offentliggørelse af forskningsresultater, samt at offentligt ansatte og forskere naturligvis har ytringsfrihed, men selvfølgelig sker det under hensyntagen til den generelle tavshedspligt.

De Konservative mener i den her sammenhæng, at det er vigtigt at understrege, som ministeren også var inde på i sin tale, at Folketinget altid skal have retvisende oplysninger til vores arbejde, og at forskere og andre, som leverer tal, materiale og resultater til Folketingets arbejde og beslutninger, ikke forhindres i at gøre Folketinget opmærksom på, hvis tal, materialer eller resultater ikke bliver præsenteret retvisende for Folketinget. De skal altid have mulighed for at rette henvendelse til Folketinget, hvis de føler, at det, de har produceret, bliver udlagt i en forkert retning. Men der er også helt særlige situationer, hvor der er grund til undtagelser for ytringsfriheden. Det er der flere andre ordførere der har været inde på på talerstolen allerede. Det kan gælde køb eller salg af ejendomme og aktiver, det kan gælde forhandlingsforløb i EU eller deslige.

Vi kommer ikke til at stemme for Enhedslistens beslutningsforslag, men vi ser frem til arbejdet med en beretning i udvalget. Og så synes jeg, at Det Radikale Venstres ordfører, fru Sofie Carsten Nielsen, sagde det meget fint, i forhold til at det er rigtigt, at vi har haft udfordringer i Danmark, det har vi også kritiseret fra Det Konservative Folkepartis side, men set i det store billede og sammenlignet med udlandet, er det heldigvis små udfordringer. Men der har været kontrakter, som ganske enkelt ikke har været gode nok, og derfor er vi meget glade for, at man er ved at kigge på de her retningslinjer over en bred kam og allerede har lavet et oprydningsarbejde på baggrund af nogle af de sager, der har været i Danmark. Vi ser frem til den videre proces med det her beslutningsforslag.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Fru Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten.

Tak for det, og tak for den positive modtagelse. Der er jo ingen tvivl om, at det, som ordføreren siger, meget præcist hegner det, vi gerne vil sætte ind over for, ind, nemlig at hvis forskere kan se, at det materiale, de har leveret i den forskningsbaserede myndighedsbetjening, ikke bliver præsenteret retvisende for Folketinget, så skal de have mulighed for at ytre sig og gøre de folkevalgte opmærksom på, at der er en skævhed her, som de skal kende, fordi det har konsekvenser for den lovgivning, de er ved at vedtage. Der er det min frygt, at den mundkurv, som man har fjernet i kontrakterne, fordi den ikke var i overensstemmelse med loven, nu er rykket et andet sted hen. Det håber jeg bare at Det Konservative Folkeparti vil være med til at kigge på sammen med os i udvalgsarbejdet, så vi sikrer, at lige præcis den mundkurv, der er så afgørende for vores arbejde herinde, bliver fjernet.

Værsgo.

Vi deltager meget gerne i den videre debat om, hvorvidt mundkurven så at sige er blevet flyttet, for naturligvis skal vi kunne leve op til hensigten, nemlig at vi som folkevalgte skal have det bedste grundlag at træffe beslutninger på. Det betyder også, at vi får fyldestgørende informationer fra forskerne. Så den diskussion indgår vi gerne videre i, og vi hører selvfølgelig også gerne forskernes syn på den her sag. Men vi er i udgangspunktet tilfredse med den oprydning, der allerede er i gang, og den revision af retningslinjerne, som vist sidst skete i 2010, så vidt jeg er oplyst, og som man er ved at se på nu.

Tak for det. Så der er ikke flere, der ønsker ordet, og så er forhandlingen sluttet.

(Maria Reumert Gjerding markerer for at få ordet) . Jo, fru Maria Reumert Gjerding vil gerne have ordet som ordfører for forslagsstillerne, selvfølgelig. Værsgo.

Tak for det. Tak for debatten i dag, og tak for den helt overordnede og generelt positive modtagelse af vores forslag. Det er jo ikke nogen hemmelighed – det har jeg også sagt undervejs i debatten – at den her sag helt grundlæggende handler om magt. Den handler om magtbalancen mellem den lovgivende magt, Folketinget, og den udøvende magt, regeringen, og den handler om, at Folketinget skal have redskaber, indsigt og viden til at gennemskue konsekvenserne af den lovgivning, der fremlægges, og de politiske aftaler, der indgås.

Som der er blevet nævnt, og som der også står i bemærkningerne til beslutningsforslaget, udspringer forslaget af sagen om landbrugspakken, hvor man fra en regering, fra et ministeries side, har haft en interesse i at sikre, at man selv havde en eksklusiv adgang til data, til forskningsmæssig viden og dermed også en eksklusiv mulighed for at fremlægge forskning og videnskabelige rapporter på en måde, der kunne fremme en ministers politiske mål. Det var det, vi så udfolde sig for fuldt blus i den skandale, der kom til at hedde gyllegate, og som alene blev afsløret, fordi der var modige forskere, som ikke længere ville finde sig i den her praksis, som i hvert fald Miljø- og Fødevareministeriet åbenbart havde anvendt i en længere årrække.

I sagen om landbrugspakken blev forskerne endda pålagt en dobbelt mundkurv. De blev både pålagt en mundkurv i forhold til ikke at måtte omtale deres forskningsresultater og ikke at måtte tale med Folketinget eller offentligheden om de tal, de mente var blevet fordrejet, men de fik også en mundkurv, i forhold til at de ikke måtte fortælle nogen, at de havde en mundkurv. Den praksis er ikke værdig for det danske samfund og det danske demokrati, og det viste sig jo også, at det var ulovligt ifølge dansk lovgivning, og den massive kritik, der blev rejst i kølvandet på landbrugspakken, førte til, at Miljø- og Fødevareministeriet i marts 2016 erkendte, at kontrakterne var i strid med forvaltningsloven. I august gik Ombudsmanden ind i sagen og bad om at blive orienteret om, hvordan ministeriet havde ændret sine standardkontrakter, og så kom der skred i sagen. Ministeriet udsendte i september nye standardkontrakter. Men det var tydeligt, at ministeriet ønskede at bevare mundkurven, for der var ikke ændret i den helt afgørende faktor, der handlede om, hvornår forskere måtte offentliggøre, og det holdt ministeriet fast i på trods af den kritik, der var rejst. Det vil sige, at ministeriet stadig kunne pålægge forskere tavshedspligt om forskningsresultater til brug i nationale beslutningsprocesser.

I starten af december fremsatte Enhedslisten det her beslutningsforslag, og i slutningen af december kom der nye kontrakter, som ikke lugter af mundkurv, som Oluf Jørgensen, professor i offentlighedsret udtrykte det i medierne. Den her famøse paragraf var nu endelig taget ud. Men som professoren og også andre påpeger, kan de nye bestemmelser i praksis betyde, at mundkurven bevares, idet ministeriets styring nu sker via universiteterne, som stadig gerne vil have kontrakter med ministeriet, og som nu har fået muligheden for at pålægge den her mundkurv og klausuler, og derfor er vores forslag stadig meget aktuelt.

Forslaget har to elementer. Der er det her med kontrakterne og begrænsende klausuler, og det er her, jeg meget gerne vil kvittere for, at regeringen bestemt har bevæget sig i den rigtige retning. Men som vi også har været inde på i debatten, er vi i først i mål, når vi sikrer, at de her klausuler og den her mundkurv ikke findes nogen steder i systemet og heller ikke kan pålægges universiteterne.

Det andet element i forslaget handler om folkestyrets rammer. Det handler om samspillet mellem regeringen og offentligheden og Folketinget. Vores forslag betyder nemlig, at alle de analyser og rapporter, som ligger til grund for en politisk forhandling, lægges frem, når forhandlingerne starter, og ikke først når de er slut, og tilsvarende offentliggøres, når et lovforslag sendes i høring, for, som den radikale ordfører også var inde på, der er ikke nogen herinde, der skal være bange for at blive set efter i kortene, tværtimod. Vi må stå på mål for de beslutninger, der træffes herinde, og de ting, vi siger, og det er, fordi en af grundværdierne i vores samfund er åbenhed. Åbenhed og gennemsigtighed er en af de grundpiller, som vores samfund og vores demokrati hviler på. Det er vores forsikring mod magtmisbrug, når åbenhed sikrer, at vi magthavere kan blive kigget i kortene, og det bør vi stå sammen om at værne om.

Tak for behandlingen, og tak for den positive modtagelse af vores forslag. Jeg ser meget frem til udvalgsbehandlingen, og jeg håber virkelig – og det synes jeg også der er flere der har lagt op til – at vi kan lande en beretning med et bredt flertal.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Uddannelses- og Forskningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.