Det næste punkt på dagsordenen er:

27) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 23:

Forslag til folketingsbeslutning om at gøre det etiske kodeks mod deling af krænkende materiale obligatorisk på landets ungdomsuddannelser og i grundskolens udskoling.

Af Carolina Magdalene Maier (ALT) og Rasmus Nordqvist (ALT).

(Fremsættelse 15.11.2016).

Forhandlingen er åbnet. Undervisningsministeren.

Alternativet har med B 23 foreslået, at undervisningsministeren gør det etiske kodeks mod deling af krænkende materiale til obligatorisk arbejdsredskab på landets ungdomsuddannelser og udskolingen i grundskolen.

Lad mig starte med at sige, at regeringen ikke kan støtte forslaget. Hævnporno, sexmobning var ikke ord, der fandtes – i hvert fald ikke mig bekendt – da jeg var ung og gik i gymnasiet. Dengang var et kamera snarere noget med en filmrulle i, som man skulle til fotohandleren med og have fremkaldt, og der kunne gå flere dage, før man kunne hente billederne. I øvrigt var det ofte ens far, der hentede billederne fra festen, for det var ham, der skulle betale, men det betød ikke, at der ikke var en interesse og nysgerrighed over for sex og det andet køn, og der fandt bestemt også krænkelser sted, de havde bare en anden karakter. Men det var altså nemmere at have sine hemmeligheder og intime erfaringer i fred.

I dag er det anderledes. I dag har alle jo en telefon med et kamera og direkte opkobling til internettet, facebook og hele verden, og det giver nye muligheder og udfordringer. Sager om sexmobning blandt unge har fyldt meget i medierne den sidste tid, og jeg tror, at frygten for at blive udstillet og krænket fylder meget hos mange unge i dag.

Vi lever jo i en tid, hvor det er så nemt at tage billeder og med et enkelt tryk sende dem videre, og selv om det bare er et enkelt tryk, kan det have store konsekvenser. Det er derfor særlig vigtigt, at vi får sat fokus på seksuelle grænser og på, hvad der er okay, og hvad der bestemt ikke er okay, for sexmobning er en adfærd og en kultur, vi skal bekæmpe. De unge skal vide, at det faktisk kan være ulovligt og strafbart at dele krænkende materiale af unge under 18 år, men først og fremmest skal de unge sammen med deres kammerater, forældre, lærere og skoleledere skabe en kultur, hvor det ikke er i orden at dele krænkende billeder og videoer, der udstiller og ydmyger deres kammerater.

Vi har i regeringen stort fokus på at styrke denne ordentlige adfærd og forebygge deling af krænkende materiale blandt børn og unge. Som en del af gymnasiereformen kommer der øget fokus på, at eleverne lærer at få et kritisk blik på digitale medier og forholde sig ansvarligt og reflekteret til, hvordan de bruger de sociale medier. På erhvervsuddannelsesområdet arbejder vi for at skabe attraktive undervisningsmiljøer, der bl.a. skal sikre en skolekultur, der modvirker krænkende adfærd. Og så har mit ministerium sammen med en række aktører på tværs af ungdomsuddannelserne udarbejdet et etisk kodeks mod deling af krænkende materiale. Det er det, som dette beslutningsforslag specifikt drejer sig om.

Med det etiske kodeks har parterne på ungdomsuddannelsesområdet taget et fælles ansvar for at sige fra over for den kultur, der er opstået på skolerne med deling af billeder. Kodekset er blevet modtaget meget positivt, og en række skoler har allerede brugt det til at sætte digitale krænkelser på dagsordenen lokalt, og det er lige præcis det, jeg mener er vigtigt, altså at de unge får fokus på problemet og sammen skaber en kultur, hvor den slags adfærd ikke er okay.

Mit ministerium vil derfor trykke et nyt oplag af det etiske kodeks, så alle skolerne kan få det tilsendt, hvis de ønsker at arbejde med emnet. Det etiske kodeks er et godt værktøj til elever, lærere, ledere og forældre for at forebygge og handle på sager om digitale krænkelser, men fremfor at gøre et bestemt undervisningsmateriale obligatorisk mener jeg, at vi skal give skolerne frihed til lokalt at tage problemerne med deling af krænkende materiale op. Jeg ønsker ikke at binde institutioner på hænder og fødder og diktere, hvordan vi skal løse disse problemer. Jeg ønsker ikke med lovgivning at påtvinge nogen brug af et bestemt arbejdsredskab. Jeg ved, at de hver især ude på de enkelte skoler er bedst til at vurdere, hvad der virker, og jeg har også tiltro til, at de tager problemerne op og arbejder med at bekæmpe dem sammen med de unge.

Jeg vil gerne sige tak til Alternativet for med dette beslutningsforslag at sætte det etiske kodeks og udfordringerne med deling af krænkende materiale på dagsordenen. Det er et meget alvorligt og vigtigt emne, som berører og påvirker en masse unge mennesker, men som jeg har gjort rede for, er jeg ikke enig i at gøre det etiske kodeks til obligatorisk undervisningsmateriale. Jeg mener, at lokale udfordringer løses bedst gennem lokale løsninger, der også sikrer et bedre lokalt ejerskab blandt dem, der skal forandre i praksis.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Carolina Magdalene Maier. Værsgo.

Tak for det. Tusind tak til ministeren for talen, og tak for de positive ord også omkring i hvert fald hensigten med det her beslutningsforslag, som vi har fremsat.

Vi deler jo sådan på grundlæggende plan i Alternativet Liberal Alliances ønske om frihed til skolerne, til vores uddannelsesinstitutioner. Alligevel er vi enormt bekymrede på grund af det her problem, vi ser, med deling af bl.a. nøgenbilleder. Nu siger ministeren, at hun mener, at lokale udfordringer skal løses lokalt, men det her er jo ikke en lokal udfordring – det her er jo en grundlæggende national udfordring. Vi kan jo ikke dele op i skoledistrikter, om der er et problem med deling af nøgenbilleder eller ej, for det går jo ind over de grænser. Man kan dele et billede fra én skole med nogle, der er på en anden skole f.eks. Så der er jo en national udfordring i forhold til deling af nøgenbilleder, og derfor har vi fremsat det her beslutningsforslag om at gøre det obligatorisk.

Hvordan forholder ministeren sig til det, altså at man jo ikke som sådan kan se det som en lokal udfordring?

Ministeren.

Jamen det er helt korrekt, at det er en national udfordring, men derfor mener vi alligevel, at det bør forankres lokalt. Og det mener vi altså sker bedre ved, at man har mulighed for at tage det værktøj til sig og også foretage tilpasninger lokalt, fordi det jo er sådan, man tager ansvar, hvis man har mulighed for at påvirke tingene.

Ledelsesansvaret, forældreansvaret – og så vil jeg sige også det retslige arbejde – er jo også vigtigt, fordi der nogle gange sker handlinger, som er decideret ulovlige. Så det ansvar, der ligger lokalt, mener vi altså fungerer bedst, hvis man også giver rum til at tilpasse indsatsen.

Spørgeren.

Tak. Jeg er sådan set ikke uenig i, at det skal forandres lokalt og tilpasses lokalt. Det kunne det jo sagtens blive, selv om man gør det obligatorisk at anvende materialet på den måde, man så vælger at anvende det på på den enkelte skole. Altså, på den måde ligger der jo i det her beslutningsforslag – det har vi også nævnt – at vi sådan set ikke ønsker at bestemme, hvordan det skal gøres, men at det skal anvendes, at det skal indgå i undervisningen på en eller anden måde. Så det er det, der har været hensigten. Og der er jo også en form for lokalt selvstyre i, hvordan man så anvender det.

Så det var sådan set bare for lige at nuancere den diskussion, der jo også her i salen.

Ministeren.

Selv om vi jo er rigtig glade for det her materiale og mener, at det er nødvendigt, så mener vi stadig væk, at det her med at fastlåse et bestemt materiale på den her måde er en forkert måde at gøre det på, fordi vi ikke mener, at det er den bedste måde at forankre det lokalt på. For det her område ændrer sig hele tiden, og det betyder altså også, at den måde, man griber det an på, den indsats, man laver, også vil komme til at forandre sig. Så hvis man fastlåser tingene for meget undervejs, jamen så kan man faktisk komme til at fastfryse noget, og det er jo slet ikke det, vi gerne vil.

Vi siger tak til ministeren, der er ikke flere korte bemærkninger. Og vi går i gang med ordførerrækken. Først er det hr. Mattias Tesfaye, Socialdemokratiet.

Tak. Signe og jeg streamer tv-serier derhjemme, når ungerne er lagt, og for tiden er det den norske public service-succes »Skam«, en fremragende skildring af ungdomslivet på et storbygymnasium i Oslo. Forleden dag troede hovedpersonen i sæson 2, Noora, at fyren, hun elskede, var i seng med en anden pige. Hendes teenagehjerte blev knust, og hun drak sig derfor fuld med mennesker, hun ikke kendte. Og hun vågnede op nøgen i en seng med en fremmed fyr, forvirret og fortrydende og bagstiv med blackout.

Det er ikke noget nyt. Den slags dumheder er lige så gamle som mennesket selv. Men når Noora få dage efter modtager en nedladende mms fra fyren med et nøgenbillede af sig selv, er det nyt. Jeg er personligt glad for, at der ikke var smartphones, da jeg selv var teenager. Vi ser og føler ikke Nooras smerte, fordi hun har dummet sig, for det har vi også selv gjort, men fordi hun nu efterfølgende ydmyges og trues.

Når vi fra Socialdemokratiets side har beskæftiget os med at begrænse de her usympatiske og fornedrende handlinger, sker det i en erkendelse af, at digital spredning af krænkende materiale allerede er et massivt problem, som vi må forholde os til. Vi vil derfor gerne takke Alternativet for at fastholde fokus på emnet.

Når vi ikke kan støtte forslaget, er det derfor ikke for at negligere problemet. Det skyldes først og fremmest, at vi ikke ønsker at styre de danske folkeskoler og ungdomsuddannelser ved at pålægge dem et bestemt undervisningsmateriale, som det foreslås med det her beslutningsforslag. Vi mener, at Undervisningsministeriet har fået udarbejdet et rigtig godt etisk kodeks, som vi vil opfordre skoler til at bruge eller lade sig inspirere af, men vi ønsker at bevare metodefriheden på de enkelte skoler.

Derudover tror jeg også, vi skal passe på med, at det altid bliver pålagt skolerne at undervise i ethvert samfundsproblem. Vi har tidligere diskuteret, om det skal være obligatorisk for skoler at undervise i privatøkonomi, så de unge ikke tager sms-lån; i de skadelige virkninger af hash; i konsekvenserne af at engagere sig i bandekriminalitet; i det fordelagtige i at stå i en fagforening; i de syge kropsidealer, der fremstilles af modeindustrien; i Bertel Haarders Danmarkskanon – og i meget, meget andet. Nu tror jeg, politikerne skal prøve at give skolerne lidt ro.

Der findes ikke en eneste kommunalbestyrelse, skoleleder eller skolelærer i det her land, som ikke føler for Noora. De vil hjælpe hende. Vores opgave er nu at stille rammer og økonomi til rådighed, men skal vi så ikke lade de professionelle om selv at finde ud af, hvilke arbejdsredskaber de mener er bedst for de elever, der går på skolerne?

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i rækken til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Tak. Og tak til Alternativet for at tage temaet op, så vi kan få en debat om en form for mobning, som bare ikke er acceptabel. I Dansk Folkeparti er vi fuldstændig enige i, at det er et område, som vi skal tage meget alvorligt, og at vi derfor naturligvis også må kræve af vores uddannelsesinstitutioner, at de tager det alvorligt.

Det er netop derfor, jeg har deltaget i udarbejdelsen af anbefalinger og ideer til den indsats mod mobning, som den tidligere undervisningsminister, Ellen Trane Nørby, stod bag i sommer, og hvor der er udarbejdet en lang række vejledninger og arbejdsværktøjer som støtte til den lokale indsats. Det er en indsats, som først lige er ved at komme i gang, og hvor der mange steder fortsat er et stort arbejde at gøre lokalt.

Derfor har vi også i Dansk Folkeparti støttet ændringen af undervisningsmiljøloven med krav om antimobbestrategi og krav om, at antimobbestrategien også indeholder en strategi mod digital mobning. Og for at understrege, at vi mener, der skal gøres noget, og at mobning i alle former skal bekæmpes, så har vi også i Dansk Folkeparti støttet en klageinstans, som der kan klages til, hvis f.eks. en skole og en kommunalbestyrelse ikke tager deres opgave alvorligt og arbejder med antimobbestrategier m.v. Det er en klageinstans, som jeg håber får meget lidt at lave, men det er et klart signal om, at det her skal tages alvorligt.

I Dansk Folkeparti mener vi, det er vigtigt at stille klare krav til, at man skal gøre noget, at man skal have handlingsplaner og strategier, men vi mener ikke, at vi her fra salen skal stille krav om brug af bestemte arbejdsværktøjer. Vi tror, det er vigtigt, at man for at nå de gode resultater har en frihed til selv at finde den vej og de værktøjer, som giver mening i den lokale kontekst.

Når det er sagt, tror jeg, at langt de fleste kan få ganske meget mening ud af at bruge det udarbejdede etiske kodeks, og jeg vil gerne anbefale alle at bruge det i deres lokale arbejde. Vi kan også diskutere, om det skal understreges nogle steder, at det også er i forbindelse med arbejdet imod mobning, at man skal inddrage deling af krænkende materiale, selv om det i mit hoved giver sig selv med de krav, der er i dag.

Men vi kan altså ikke støtte, at der stilles krav om brug af specifikke værktøjer, og dermed kan vi heller ikke støtte det her beslutningsforslag.

Tak til ordføreren. Der er ikke bedt om korte bemærkninger, så vi går videre i rækken til fru Anni Matthiesen, Venstre.

Tak. I forbindelse med behandlingen af B 23 om at gøre det etiske kodeks obligatorisk på ungdomsuddannelser og i grundskolens udskoling kan jeg meddele, at Venstre kommer til at stemme imod det her beslutningsforslag. Først og fremmest vil jeg dog egentlig gerne lige sige tak til Alternativet for at have fremsat det her beslutningsforslag, for det giver os jo en mulighed for fortsat at have fokus på det her alvorlige emne, men jeg ser det simpelt hen ikke som nødvendigt, at man tvinger det her igennem.

Men jeg anerkender egentlig også, at når Alternativet har fremsat det her beslutningsforslag, ja, så er det vel samtidig en form for anerkendelse af, at den tidligere undervisningsminister, Ellen Trane Nørby, netop sammen med en lang række aktører på dette område har udarbejdet et etisk kodeks. Det brede samarbejde af aktører inkluderede både lærere, ledere og elever, som jo har problemerne tæt inde på livet – altså dem, som man kan sige skal håndtere de her udfordringer i hverdagen.

Jeg synes, det er positivt, at Alternativet finder det etiske kodeks både eksemplarisk, godt og anvendeligt for uddannelsesinstitutionerne. Det var nemlig også hensigten med det arbejde, som undervisningsministeren satte gang i for nogle måneder siden. Vi har jo nok desværre alle hørt historierne om, hvordan flere og flere unge desværre imod deres vilje får delt nøgenbilleder, videoer eller krænkende materiale på nettet. Det er ganske enkelt fuldstændig uacceptabelt, at mobning på den måde får den her krænkende karakter, og det er kort og godt noget, vi er nødt til at tage meget alvorligt og gøre noget ved. Det er en kultur, kan man sige, som har udviklet sig, og som vi har en opgave i at komme til livs.

Fra Venstres side kan vi som sagt ikke bakke op om Alternativets forslag, da vi mener, at det skal være op til de enkelte institutioner at tilrettelægge undervisningen. Det må derfor også være op til den enkelte institution at udvælge det undervisningsmateriale, som de ønsker at anvende til at komme i mål med de her ting. Uddannelsesinstitutionerne skal ikke tvinges eller bindes af obligatoriske etiske kodekser. Det skal altså være op til den enkelte uddannelsesinstitution selv at vurdere, hvad det i den lokale situation er bedst at tage ind som værktøjer til at håndtere de situationer.

Jeg vil endnu en gang gerne takke Alternativet for at rejse debatten med det her beslutningsforslag, men som sagt kommer vi til at stemme imod.

Jeg har lovet at hilse fra De Konservative og sige, at de også stemmer imod forslaget.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Carolina Magdalene Maier.

Tak for ordførertalen. Tak for de gode ord fra Venstres ordfører. Det, jeg hører, er egentlig en anerkendelse af, at der er et behov for at adressere problemet, men en kritik af, at det, der ligger i det her beslutningsforslag, er at anvende et bestemt redskab som et obligatorisk redskab i skolerne. Men ville man fra Venstres side være indstillet på at gøre selve det at skulle undervise i etisk adfærd i forhold til deling af krænkende materiale obligatorisk i udskolingen og i gymnasiet, hvis der f.eks. var en variation af materiale, man kunne anvende, ligesom man gør i de fleste fag i folkeskolen i dag? Der er der jo et udvalg af materiale, man kan anvende.

Så er det her et spørgsmål om, at man siger nej til beslutningsforslaget, fordi det kun er et specifikt materiale, eller er det ideen om, at det skal være obligatorisk i det hele taget at undervise i digital adfærd i forhold til deling af krænkende materiale?

Ordføreren.

Jeg synes jo egentlig, at vi både med folkeskolereformen, men også med gymnasiereformen på en rigtig, rigtig fin måde har valgt at få sat fokus på problemstillingen. Den tidligere regering kom også med et oplæg til, hvordan vi får sat fokus på hele problemstillingen med mobning, og det er noget af det, som vi kommer til at arbejde med, også i det nye år, nemlig hvordan vi får sikret, at vi helst får udryddet mobning på forskellig vis, men bl.a. også får taget fat på det her med den digitale problemstilling, som er kommet til de senere år, og hvor der desværre kommer flere og flere eksempler på, at man mobber hinanden via nettet.

Spørgeren.

Nu er det jo et forholdsvis nyt problem, som vi har set rulle sig ud over de seneste måske 5 år, og det er helt klart en konsekvens af, at vi har de sociale medier, som fylder så meget hos de unge mennesker. Der er kommet et materiale, som er rigtig godt. Hvis det her problem ikke bliver mindre, skal vi sige hen over de næste par år, vil man så fra Venstres side være indstillet på igen at kigge på ideen om, at vi skal indføre en eller anden form for obligatorisk undervisning i forhold til den her problemstilling?

Ordføreren.

Det er sådan, at vi i Venstre holder rigtig meget af friheden, også friheden til metodevalg på forskellig vis, og af at give de enkelte uddannelsesinstitutioner frihed i forhold til, hvad det er for værktøjer de mener der er relevante at tage op af værktøjskassen og anvende i de enkelte situationer. Så jeg vil ikke her på talerstolen stå og love noget om, hvad vi vil gøre om nogle år. Jeg kan sige, at noget af det, jeg gerne vil stå på mål for, er, at Venstre plejer at være dem, der gerne vil lytte til nye ideer om, hvordan man kan gøre tingene. Jeg vil også sige, at udviklingen på det her område er noget af det, som vi formentlig alle sammen her i Folketinget har et ønske om at følge tæt.

Der er en kort bemærkning til hr. Mattias Tesfaye.

Tak. Vi er fra Socialdemokratiets side også meget enige med både Alternativet og Venstre i, at det er vigtigt at få oprustet på den digitale dannelse og få sat ind imod mobning i ungdomsmiljøerne helt generelt, men det kunne vi også godt tænke os at supplere med en ændring af straffeloven, så man fik ligestillet den her type af deling af krænkende materiale med simpel vold, altså får hævet strafferammen. Er det noget, som man i Venstre har taget stilling til om man kunne tænke sig at medvirke til?

Ordføreren.

Jeg kan sige, at det, som vi har taget stilling til, og som vi jo i hvert fald bakker op om, er, at vi har lavet en mobbeaktionsplan, hvor vi jo tager det store skridt, som jeg synes det er, og nu får lavet en klageinstans. Der må jeg sige, at jeg håber rigtig meget på, at det skridt, som vi jo bl.a. har taget sammen med Børnerådet, vil gøre, at de her ting i stort omfang bliver stoppet. Jeg håber på, at den her klageinstans, som nu bliver etableret, kan være med til, at man sætter yderligere fokus på, hvordan dannelsen er, og hvordan retningslinjerne og reglerne er for, hvordan vi skal behandle hinanden, og det er egentlig, uanset om det er i grundskolen eller det for den sags skyld er i ungdomsinstitutionerne.

Så siger vi tak til ordføreren og går videre til hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

Vi er i Enhedslisten enige med forslagsstillerne i, at der er brug for en forstærket indsats for at forebygge deling af krænkende materiale blandt unge på ungdomsuddannelserne og i grundskolens udskoling.

Vi synes i udgangspunktet, at det initiativ, som den tidligere undervisningsminister har taget med udarbejdelsen af et etisk kodeks, er vældig positivt, og vi synes faktisk, at det er en rigtig idé, som det fremlægges her, at udbrede indsatsen til også at omfatte de ældste klasser i grundskolen, så vi sikrer, at det er alle unge på disse uddannelser, der stifter bekendtskab med og inddrages i en dialog om principperne og i en dialog om, hvordan man navigerer på de sociale medier.

Det vil sige, at vi godt kan tilslutte os, at det etiske kodeks gøres til et obligatorisk arbejdsredskab, men jeg synes samtidig, at det er rigtig fornuftigt, at der er en åben tilgang fra forslagsstillerne til, hvordan kodekset kan gøres obligatorisk på uddannelserne. Jeg vil i den forbindelse godt understrege, at vi sådan set er enige med en række af de foregående talere om, at det er vigtigt for os, at uddannelsesinstitutionerne får relativt frie rammer til at fastlægge, hvordan der konkret skal arbejdes med problemstillingen på de enkelte uddannelsesinstitutioner, så det tilpasses de enkelte uddannelser, og så det tilpasses elevernes aldersniveau, som jo adskiller sig fra ungdomsuddannelserne og over i folkeskolens afgangsklasser.

Jeg synes også, at det er rigtig vigtigt, at vi får lagt vægt på i debatten, i udformningen af det her, hvordan der laves den optimale elevinddragelse, for jeg er overbevist om, at skal det her virke og ikke bare forekomme som noget udefrakommende, der bliver trukket ned over hovedet på eleverne, så er dialogen med eleverne og ikke mindst dialogen mellem eleverne utrolig vigtig.

Jeg tænker, når jeg nu har hørt de foregående indlæg, at der måske opstilles en falsk modsætning i det at gøre det obligatorisk at arbejde med de etiske retningslinjer, at der opstilles, synes jeg, i nogle af indlæggene en problemstilling, der hedder, at dermed griber vi ind i metodefriheden på uddannelserne. Sådan har jeg ikke læst forslaget. Jeg har læst det sådan, at vi gør det obligatorisk, at man på alle de nævnte uddannelser skal beskæftige sig med det etiske kodeks, men at der sådan set lægges op til en stor frihed til uddannelsesinstitutionerne til, hvordan man forvalter det. Hvis jeg har ret i den fortolkning af det – jeg kan se, at der nikkes nede i salen fra forslagsstillerne – synes jeg absolut, at det er et rigtig godt forslag. Jeg synes, at kombinationen af at gøre det forpligtende for uddannelsesinstitutionerne, men samtidig udvise en stor åbenhed over for metodefriheden, hvordan det gribes an, er fuldstændig rigtig.

Derfor vil jeg afslutningsvis sige, at Enhedslisten kan støtte forslaget, og jeg nåede lige at veksle ord med en af kollegaerne fra Socialistisk Folkeparti, og fra dem skulle jeg hilse og sige, at de også støtter forslaget.

Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren og går videre til næste ordfører, hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Det kræver jo nok ikke den helt store parlamentariske erfaring at regne ud, at Liberal Alliance støtter undervisningsministeren i den holdning, der er blevet fremlagt.

Jeg vil godt lige benytte lejligheden til at understrege, og det er meget vigtigt, at det jo ikke er sådan, at vi er uenige i den beskrivelse af problemet, der bliver fremlagt. Det er heller ikke sådan, at vi er uenige i diskussionen af alvoren. Det tillægger vi nok nogenlunde den samme vægt, men det er altså en diskussion om uddannelsespolitiske instrumenter, hvor vi lægger meget stor vægt på, at skoler skal kunne fungere som institutioner, der har en ledelse, der kan handle og kan tilpasse de elever, der lige præcis er på den skole i det lokalsamfund, der er, og de aktiviteter, der i øvrigt foregår på skolen.

Så altså det skolepolitiske er vigtigt, og der er nøgleordet nok det her med institutioner og med at have velfungerende institutioner. Derfor vil jeg godt lige have lov at kvittere til hr. Mattias Tesfaye, der taler om den meget udbredte uskik med at foreslå timeløse fag, altså hvor man skal afbøde massevis af problemer i samfundet med nogle timer, der ikke rigtigt er et egentlig fag, men som man tager ud fra de almindelige aktiviteter. Det er jo ikke en kritik, der rammer det her konkrete forslag, men det er en generel uskik i den uddannelsespolitiske verden, som jeg håber at vi kan få en videre drøftelse af. Men selv om der ikke er nogen tvivl om, at problemet er et alvorligt problem, er der altså en uddannelsespolitisk dimension, der gør, at vi ikke bakker det op.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Marianne Jelved.

Tak. Jeg vil gerne kvittere over for Alternativet, at de har taget initiativet, så vi behandler det her beslutningsforslag her op til jul.

Vi er i Det Radikale Venstre fuldstændig enige i, hvor vigtigt det er, at Ellen Trane Nørby – den tidligere undervisningsminister, nu sundhedsminister – har lanceret den daværende regerings etiske kodeks om deling af krænkende materiale. Jeg synes sådan set, det er en glimrende idé at arbejde for at gøre det til et obligatorisk tema, som man har inde i undervisningen i forvejen, og der er faktisk også mulighed for, at det lægges ind i det bestemte obligatoriske tema, som hedder sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab.

Men jeg synes også, der er en anden del af folkeskoleloven, som lægger op til, at man er nødt til at tage forslaget alvorligt. Vi har arbejdet rigtig meget intenst sammen mod mobning og har prøvet at få gjort noget, der er mærkbart, og som gør det muligt, at vi med tiden og helst hurtigt kan se, at mobning er noget fortidigt, så vi ikke mere skal opleve det i skolen, og i den sammenhæng er det jo, at den tidligere undervisningsminister laver det kodeks sammen med andre gode kræfter.

Vi har en formålsformulering i folkeskolen, og jeg vil godt citere fra § 1, stk. 3. Der er tre stykker, som det hedder, i formålet, og det tredje stykke hedder: Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

Vi har også lige fået en kanon af en tidligere kulturminister, som taler om de værdier, som vi er kendt for i Danmark, og som vi gerne vil trække frem og være glade for, og her er en af dem ligestilling mellem kønnene. Det, der foregår med de krænkelser, der sker, som vi gennem medierne igennem en tid har kunnet konstatere, er jo netop en krænkelse af den ligestilling, fordi den betragter især pigerne som noget, der er et objekt, og som man bare kan bruge, som man har lyst til. Derfor synes jeg, der er nogle holdningsmæssige, nogle moralske eller etiske, for at bruge det udtryk, og uddannelsespolitiske spørgsmål, som vi er nødt til at håndtere.

Jeg må sige, at da vi fik redegørelsen vedrørende arbejdet for at afskaffe mobning og vi tog initiativer til, at det var obligatorisk, for at bruge det udtryk her, at forholde sig til mobning på skolerne, og ellers kunne man klage over det, og der var sanktionsmuligheder, var det et meget, meget stærkt initiativ fra Folketingets side over for en bestemt begivenhed, en bestemt handling i folkeskolen, at vi agerede på den måde. Det her hører altså også ind under mobning, og derfor er det efter min opfattelse meget logisk, at det bliver taget op.

Jeg vil godt sige, at vi gerne sammen med Alternativet og andre gode kræfter herinde vil bidrage til at prøve at se, om vi på en eller anden måde kan få en fælles forståelse af, at det altså er noget, der skal arbejdes med i skolerne, både i mellemtrinet og i udskolingen på folkeskoleniveau og selvfølgelig i ungdomsuddannelserne. Det er jo fantastisk vigtigt, at man på gymnasierne, som har været kilde til nogle af de offentliggjorte begivenheder, som virkelig støder mange og bekymrer rigtig mange, også forældre, og for så vidt også politikere og andre gode borgere, arbejder med det, så derfor vil vi gerne give tilsagn om, at vi vil arbejde med på det her. Det kan godt være, vi ikke kan få det gjort obligatorisk i øjeblikket, men vi slipper det ikke. Det vil vi gerne give håndslag på.

Tak til fru Marianne Jelved, og den næste ordfører er fru Lisbeth Bech Poulsen, SF.

SF's ordfører på området kan ikke være her, men da det er noget, jeg også selv går meget op i, vil jeg meget gerne læse vores tale op.

Unges seksualliv har ændret sig med internettet og de sociale medier, og det sociale møde og det sociale liv blandt unge i dag er lige så betydningsfuldt på nettet, som det er i det virkelige møde mellem dem. Det betyder jo også, at samværet mellem unge også har ændret karakter. Digital sexisme breder sig, og vi ser flere eksempler på, at unge mennesker bliver krænket på internettet. Nettet er let tilgængeligt, og det kan være svært både for unge, men også for voksne – det oplever vi som politikere også nogle gange – at overskue konsekvenserne af, hvad man skriver på internettet og på de sociale medier.

I SF er vi meget optaget af at bekæmpe de digitale krænkelser og sexisme, og vi mener, at undervisning og rådgivning er en af de vigtigste veje. Derfor synes vi også, at det er en fin idé at tænke det etiske kodeks ind i en mere fast og integreret del af undervisningen på grundskolens udskoling i f.eks. it og medier eller i seksualundervisningen og i gymnasiernes undervisning. Det er væsentligt, at det ikke bare bliver en ekstra opgave til skolerne, men at det bliver tænkt ind som en integreret del af den undervisning, der er i forvejen.

Det er helt centralt, som der også bliver nævnt i Alternativets beslutningsforslag, at dialogen og indsatsen starter tidligt, så vi ruster de unge til at færdes fornuftigt på de sociale medier og på internettet i al almindelighed.

I SF har vi også selv nogle ideer til en række initiativer på området og har bl.a. lagt op til en målrettet undervisning i digital prævention med fokus på ung til ung-rådgivning. Unges egne erfaringer og perspektiver er ofte bedre til at sætte gang i deres refleksioner end de løftede pegefingre fra voksne.

Vi bakker altså op om beslutningsforslaget og vil også i den kommende udmøntning af gymnasieforliget se på mulighederne for at indtænke en mere obligatorisk tænkning af det etiske kodeks i undervisningen.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, og derfor giver vi nu ordet til ordføreren for forslagsstillerne, fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet.

Tak for det, formand. Tak til alle ordførerne og til ministeren for talerne heroppefra og først og fremmest tusind tak for de gode ord, som det her beslutningsforslag har fået med på vejen. Der er jo ingen tvivl om, at der i hvert fald ikke mangler velvilje, og alle kan også godt se, at deling af krænkende materiale på nettet er et kæmpestort problem i vores samfund.

Jeg får lyst til at knytte et par kommentarer til den debat, der har været i salen, for jeg synes, der er nogle ting – det er nok ikke misforståelser, men der er i hvert fald nogle nuanceforskelle, som vi måske med rette kan være opmærksomme på. Det ene er det her med friheden for institutionerne, skolerne og gymnasierne i forhold til selv at vælge materiale. Som Enhedslistens ordfører ganske rigtigt var inde på, kan man, hvis man læser det her beslutningsforslag grundigt igennem, se, at vi i Alternativet faktisk er meget åbne, i forhold til hvordan det her skal anvendes. Vi vil gerne have, at man anvender det her etiske kodeks, men den måde, det bliver anvendt på på den enkelte skole eller institution, lægger vi helt op til drøftelse og fri forankring ude på skolerne og gymnasierne. Det plejer jo at være mig, der står heroppe og taler for frihed til uddannelsesinstitutionerne, og det er jo ikke noget, som jeg lige pludselig over natten er vendt på en tallerken i forhold til, men her er der, som ordføreren for De Radikale også var inde på, altså tale om at tale om et tema, som det er nødvendigt at vi får sikret en obligatorisk drøftelse af og får taget livtag med ude på skolerne – udskolingen, grundskolen og på gymnasierne. Det var lige noget om det med friheden.

Så er der spørgsmålet om samfundsansvaret. Altså, Liberal Alliances ordfører og hr. Mattias Tesfaye var inde på det her med, hvor meget vi skal lægge ansvaret over på vores uddannelsesinstitutioner i forhold til de udfordringer, vi oplever i vores samfund, hvor meget institutionerne skal være med til at løfte. Det vil jo altid være en nærmere drøftelse værdig, afhængig af hvad det er for nogle udfordringer, vi har, og hvad det er for en tid, vi er i, og her vil det da være min helt klart påstand, at det her problem er et alvorligt og gennemgribende et samfundsproblem for en hel generation af unge mennesker. Hver fjerde dansker mellem 18 og 39 år har selv videresendt nøgenbilleder sig selv, og jeg skal skynde mig at sige, at det skal de så have lov til; 8 pct. har oplevet, at billederne er blevet delt eller videregivet mod deres vilje – 8 pct. af en ungdomsårgang har oplevet det. Det er da alt, alt for mange. Det har så mange konsekvenser, i forhold til hvordan de her mennesker efterfølgende har det. Det er da et stort samfundsproblem, og en del af vores skoletradition er da, at skolen skal være en institution, en organisation, et element, som bærer nogle af de samfundsudfordringer, vi har, frem til eleverne, præsenterer dem for dem og får dem til at forholde sig til de problemer, der er i vores samfund. Det her er et af dem, og det er nyt, og derfor bliver vi jo nødt til at sige, at vi må forholde os til det.

Jeg læste en udmærket artikel i Kristeligt Dagblad fra den 1. april 2016 – »Sociale medier har overhalet unges etik.« Der snakker man bl.a. med Mikkel Bogh, som er direktør på Statens Museum for Kunst, og han siger:

»Pointen er, at sociale medier som Facebook både er et nyt offentligt rum og en ny intimsfære. Og der mangler vi erfaring og en etik. Ikke et skarpt moralkodeks, der udpeger konkrete forbud og påbud, som det er i dag på Facebook, hvor et maleri af Eckersberg fjernes helt maskinelt, men generelle principper for adfærd. Der er et kæmpe etisk underskud på de sociale medier.«

Det er jo derfor, det er nødvendigt, at vi tager det op i folkeskolerne og på gymnasierne. Det er jo, fordi der er behov for, at vi lærer vores unge mennesker at forholde sig til den her udfordring, så det er, synes vi i Alternativet, et samfundsansvar, og dermed også et ansvar for det danske Folketing at forholde sig til, hvordan vi sikrer, at vi får taget den drøftelse ud på skolerne og gymnasierne.

Der er jo mange ting – hr. Mattias Tesfaye var inde på det – i det her, hvor man kan gå ind og sige: Så skal vi rette op, i forhold til hvordan vi så kan retsforfølge de mennesker, der f.eks. ulovligt deler nøgenbilleder; eller: Hvordan kan vi hjælpe unge mennesker med at indberette, når der er foregået noget, som er krænkende eller ulovligt, og det skal vi selvfølgelig også gøre. Det er bare ikke gjort med det, for den skam, som hr. Mattias Tesfaye henviste til, som faktisk er et rigtig fint eksempel på, hvad det egentlig er for nogle følelser, det sætter i det enkelte menneske, når man oplever sig udsat for det her, kan vi jo ikke fjerne, ved at der er en eller anden, der vinder en retssag, eller at man måske får en erstatning. Og den skam tror jeg at det er så vigtigt at vi får bearbejdet hos de unge mennesker, så de forholde sig til, hvordan det faktisk kan føles både at begå noget, som er så krænkende over for et andet menneske, men også at komme i en situation, hvor det føles så skamfuldt, at man næsten ikke engang tør sige det til nogen andre mennesker. Det er den snak, vi skal have taget ude på skolerne og gymnasierne. Derfor mener vi, at det her er et samfundsansvar.

Til sidst vil jeg gerne igen pege på det, som jeg også pegede på i forhold til mit spørgsmål til ministeren. Jeg er jo ikke uenig i, at man skal give stor grad af frihed til vores uddannelsesinstitutioner i forhold til at løse lokale problemstillinger eller løse problemstillinger lokalt, er det nok mere rigtigt at sige, men det her stopper ikke ved et skoledistrikt.

Det her er en udfordring, som er så grundlæggende over hele Danmark, og som har rod både i Brønderslev og i Holte, og derfor bliver vi nødt til at have en ensartet tilgang til det, som sikrer, at vi er helt sikre på, at alle udskolinger hele vejen rundt i Danmark, alle gymnasier og ungdomsuddannelser, får taget den her snak med deres studerende, fordi de studerende holder sig jo ikke på nogen måde inden for deres skoledistrikt, når de interagerer. I dag foregår alt jo primært over internettet, og der kan man jo ligesom få fat i hvem som helst, det skulle være, som også bor i den anden ende af landet. Så det er ikke en lokal problemstilling, og derfor kan vi heller ikke løse det kun ved at lægge friheden ud til, at man løser det lokalt på skolerne.

Det skal være mine sidste ord. Jeg vil sige, at jeg er rigtig glad for de positive tilkendegivelser, særlig fra dem, der har sagt, at man støtter beslutningsforslaget eller gerne vil arbejde videre i forhold til, hvordan vi kan komme hen til en eller anden form for sikring af, at vi får taget den her snak med vores unge mennesker ude på skolerne og gymnasierne. Så med det skal jeg sige tak for nu.

Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Mattias Tesfaye.

Tak. Vi vil også fra Socialdemokratiets side meget gerne fortsætte diskussionerne om, hvordan vi kan løfte den digitale dannelse og forhindre mobning, som er det, vi taler om her. Vi er bare uenige i, at det her specifikke undervisningsmateriale skal gøres obligatorisk, fordi vi frygter at stå her i Folketingssalen om 14 dage eller 3 uger og diskutere, om der så er noget andet materiale, der også skal gøres obligatorisk for at løse et andet samme problem. Vi vil gerne have en lillebitte smule armslængde til, hvordan skolerne tilrettelægger undervisningen helt konkret.

Nu skriver forslagsstillerne i bemærkningerne til forslaget, at tallene viser, at lovgivning om strengere straffe ikke er tilstrækkeligt til at løse problemet med ufrivillig deling af krænkende materiale. Det er vi meget enige i, men når det ikke er tilstrækkeligt, så siger man jo også samtidig noget om, at det kan være fornuftigt, altså trods alt medvirkende til at forhindre spredningen af krænkende materiale.

Så jeg skal høre, om Alternativet har gjort sig overvejelser om, om man kan støtte Socialdemokratiets forslag om at sidestille den her form for kriminalitet med simpel vold og altså hæve strafferammen.

Ordføreren.

Det har vi gjort os overvejelser om. Som udgangspunkt er vi ikke tilhængere af en højere strafferamme, og det er sådan set primært, fordi vi ikke tror på, at det hjælper at hæve strafferammen. Vi vil gerne kigge på andre ting, i forhold til når skaden er sket. Altså, vi har overvejet, om man skulle kategorisere det som en anden form for krænkelse, end hvad der er tilfældet i dag. Det er primært en symbolpolitisk handling.

Vi er faktisk også selv for et par måneder siden kommet med et udspil, som handler om, at vi opretter en instans i stil med det, de har i Norge og Sverige, der hedder slet mig, hvor de unge mennesker meget hurtigt kan rette henvendelse – det er en offentlig instans, betalt med offentlige midler – hvis de oplever, at de har fået delt nogle billeder mod deres vilje; så får de hjælp til at få dem fjernet, og de får hjælp til retsprocessen – med hensyn til hvad de skal gøre og hvordan de står retsligt – og de får faktisk også, hvis der er behov for det, tilbudt psykologbistand til at bearbejde de traumer, de måtte have fået. Så det er vores udspil. Det er det, det går på.

Spørgeren? Nej. Så siger vi tak til forslagsstilleren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.