Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 118:

Forslag til folketingsbeslutning om at tillade mænd, der har sex med mænd, at donere blod.

Af Carolina Magdalene Maier (ALT), Stine Brix (EL), Marianne Jelved (RV) og Kirsten Normann Andersen (SF) m.fl.

(Fremsættelse 31.03.2017).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der har ordet, er sundhedsministeren. Og hun er hjertelig velkommen heroppe.

Tak for det, hr. formand. I beslutningsforslaget lægges der op til, at regeringen skal ændre reglerne for praksis, så bloddonation også bliver muligt for mænd, der har sex med mænd. I det følgende vil jeg for nemheds skyld kalde den gruppe msm, som jeg også ved bliver brugt som betegnelse i mange af de her sammenhænge.

Forslagsstillerne ønsker, at msm kan donere blod i de danske blodbanker på lige fod med alle andre. Og samtidig foreslås det at lave ændringer i de spørgsmål, som donorer skal svare på inden tapning. Spørgsmålene skal være ens for begge køn, og mænd må ikke spørges, om de har haft sex med en anden mand.

B 118 begrundes med, at den nuværende praksis bidrager til en urimelig forskelsbehandling og stigmatisering af msm. Forslagsstillerne mener ikke, at det i praksis er fagligt velbegrundet, og at eventuel virus i blodet kan opdages med de nuværende screeningsmetoder.

Det er regeringens ansvar og vores ansvar som sundhedspolitikere at sikre, at doneret blod har høj kvalitet og mindst mulig risiko for de syge, der skal modtage blodet. Og vi skal også hele tiden tænke på, at blod kun skal tappes for at hjælpe vores syge medborgere. Derfor kan personer ikke være donorer, hvis de har smitte, som kan overføres med deres blod.

Det er rigtig mange mennesker, der er permanent udelukket fra at donere blod. Det gælder f.eks. alle med kræft, smitsomme sygdomme og sygdomme i centrale organer som mave, tarme, nyrer og lunger osv. Personer med en risikofyldt seksuel adfærd tilhører også den gruppe, fordi deres adfærd statistisk set giver en forøget risiko for, at de får sygdomme, som kan overføres med deres blod.

Der er også rigtig mange, der udelukkes fra bloddonation i kortere eller længere tid. Det kan de f.eks. blive, hvis de har haft infektioner, bruger noget bestemt medicin, har været på rejse i et område med malaria eller har en anden høj smitterisiko.

Men der er ingen regler uden undtagelser, og mens vi i Danmark udelukker msm fra bloddonation, er der i princippet mulighed for at fravige det efter en konkret vurdering i blodbanken. Udvælgelsen af donorer har den største betydning for blodets kvalitet og dermed også for patientsikkerheden i Danmark.

Regeringen er enig med forslagsstillerne i, at der kan være behov for at gennemføre donorudvælgelsen bedst muligt. Det tror jeg vi alle sammen har et ønske om, og derfor er regeringen sådan set også indstillet på at iværksætte en gennemgang af blodbankernes proces for vurdering af donors egnethed.

Vi ønsker ligesom forslagsstillerne, at donorer så hensynsfuldt som muligt stilles spørgsmål om deres helbred og andre forhold af betydning for blodets kvalitet. Men spørgsmålene skal også samtidig være så fyldestgørende, at alle relevante oplysninger sikres for blodbankernes vurdering.

Msm er i dag generelt udelukket fra bloddonation på grundlag af Styrelsen for Patientsikkerheds faglige risikovurdering, og ligesom tidligere regeringer fra både blå og rød side finder den nuværende regering det rigtigst at følge styrelsens faglige vurdering. Det vil sige, at vi ønsker at opretholde gældende praksis, og dermed afviser vi B 118.

Jeg vil gerne fremhæve, at den holdning på ingen måde handler om diskrimination af homoseksualitet, hvad jeg kan høre nogle gerne vil gøre det til. Kvinder, der har sex med andre kvinder, er ikke udelukket på grund af deres seksuelle adfærd. De vurderes som andre donorer.

Regeringen og tidligere regeringers holdning bygger på, at det i forhold til msm og behandling med blod alene handler om faglige sikkerhedshensyn, altså at der i patientbehandlingen er et hensyn til de alvorligt syge, som har behov og brug for undersøgelse og behandling med blod.

Jeg tror, vi alle sammen ved, at der i 1980'erne var en ulykkelig blødersag herhjemme, hvor omkring 90 bløderpatienter fik hiv fra inficerede blodprodukter. Siden da har kvalitet og sikkerhed ved blodtransfusioner og behandling med blodprodukter haft allerhøjeste prioritet i Danmark.

En generel udelukkelse af msm bygger på tre faktuelle forhold, oplyst af Styrelsen for Patientsikkerhed.

For det første er der en øget smitterisiko. Msm anslås at have halvtreds gange større forekomst af hiv og en øget forekomst af hepatitis B sammenlignet med heteroseksuelle. Og i de senere år er antallet nye hiv-tilfælde hos msm steget med 33 pct. i EU og i EØS-landene. Her er der i aldersgruppen 15-19 år sket en stigning på 83 pct., og der er sket en stigning på 50 pct. hos msm mellem 20 og 24 år.

For det andet har nogle msm hiv, som endnu ikke er diagnosticeret. De er derfor heller ikke i en behandling, der forebygger overførsel af hiv via blod, og de kan derfor smitte andre.

For det tredje kan smitte med bl.a. hiv ikke registreres i screening af tappet blod, hvis smitten er opstået kort forinden. Og det er uanset, at forslagsstillerne påstår, at smitte også kan påvises i den såkaldte vinduesfase. Derfor kan overførsel af smitte ikke helt udelukkes, selv med de nuværende effektive testmetoder.

Jeg vil gerne understrege, at regeringens holdning er i overensstemmelse med den gældende EU-regulering på området. Siden 2002 er der indført ensartede og høje krav til kvalitet og sikkerhed for blod i hele unionen. Kvalitetsniveauet er hævet i alle led. Det er ikke kun i forhold til krav til tapning og test af blodet, men også i forhold til kvalitetsstyring og kontrol med blodbankerne.

Det vigtigste led i brugen af donorblod er naturligvis selve udvælgelsen af donorer. Donors egnethed skal derfor undersøges grundigt inden hver eneste tapning, så det kan afklares, om en person må udelukkes permanent, skal være i midlertidig karantæne, eller om der kan være andre problemer.

Et af de faste kriterier i den vurdering er mulige donorers seksuelle adfærd. I Danmark har det kriterium som sagt ført til en generel udelukkelse af mænd, som har sex med mænd. Det kriterium kan i princippet fraviges efter en konkret vurdering i blodbanken. Det var også det, jeg sagde tidligere, og det synes jeg sådan set er væsentligt for nogle af de ting, som forslagsstillerne fremhæver i deres forslag.

Regeringen er opmærksom på, at nogle EU-lande har lempet kravene, så bloddonationen tillades fra mænd, der ikke har haft sex med en anden mand inden for de seneste 12 måneder. I Sverige har msm en sådan karensperiode på 12 måneder ved donation af blod, og i Sverige er msm også udelukket fra at donere plasma, det vil sige plasma til lægemiddelfremstilling.

Det svenske myndigheder forventer at revidere deres regler på blodområdet, og i den forbindelse vil de vurdere og tage stilling til deres praksis for msm. Sveriges revision på området forventes afsluttet inden udgangen af 2018, og den vil jo selvfølgelig være interessant at kigge på også i en dansk sammenhæng.

Som sundhedsminister anerkender jeg til fulde, at der er mænd, der har sex med mænd og rigtig gerne vil give blod til gavn for deres medmennesker. Jeg har stor respekt for og er taknemlig over de omkring 230.000 danskere, der frivilligt og uden betaling bidrager aktivt med at donere blod og blodplasma. De yder en stor samfundsmæssig indsats, der sikrer det danske sundhedsvæsen en tilstrækkelig og stabil selvforsyning med blod.

Men desværre er det som sagt ikke sådan, at det er alle, der kan være donorer. Der er en lang række grupper, der er udelukket fra at være bloddonorer i Danmark, og så længe den sundhedsfaglige vurdering taler for udelukkelse af msm, vil regeringen hellere gå med livrem og seler. Og i reglerne er der i dag de her muligheder for, at man ud fra en konkret vurdering godt kan blive optaget som donor. For vi vil ikke gå på kompromis med sikkerheden. Det er i sidste ende patienternes sikkerhed, vi skal sætte øverst, når det handler om bloddonation i Danmark.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra fru Carolina Magdalene Maier. Værsgo.

Tak til ministeren for talen. Nu siger ministeren selv – og det er jo rigtigt nok – at der er en større risiko for hiv-smitte blandt homoseksuelle mænd som gruppe, altså mænd, der har sex med mænd, msm. Det tror jeg ikke vi er nogen der betvivler, for det er sådan set et faktum, man kan måle. Det, der jo så bliver spørgsmålet, er: Tror ministeren, at den risiko følger med, hvis vi ændrer praksis i blodbankerne, sådan at spørgsmålet går på seksuel adfærd, f.eks. at man stiller et spørgsmål til bloddonoren: Har du risikofyldt seksuel adfærd? Tror ministeren så, at den risiko, som vi ser hos msm-folk, vil følge med over i den donorgruppe, der så bliver tilbage? Når jeg spørger om det, er det for at spørge, om ministeren ikke også tror, at hvis man er mand, der har risikofyldt seksualadfærd, eller en kvinde for den sags skyld, så vil man sådan set lade være med at donere blod, når man f.eks. får stillet sådan et spørgsmål.

Ministeren.

Som jeg sagde i min tale, vil vi gerne gennemgå de spørgsmål, der er, og også sørge for, at de bliver stillet på en hensynsfuld måde. Men de skal være præcise, og de skal være fyldestgørende. For der er grupper, der har større risiko for at viderebringe smitte, og der er en beskyttelse af patienterne og patientsikkerheden det, vi sætter højest. Så er det jo korrekt, at der også er andre grupper, der har en seksuelt risikofyldt adfærd. Det er jo noget af det, som man allerede i dag også forsøger at opfange. En anden gruppe, der også er permanent udelukket, er folk, der har været i prostitution eller er i prostitution, og som man også vurderer har en risikofyldt seksuel adfærd. Og som sagt er der jo mulighed for, at msm-personer efter en konkret vurdering fra blodbankens læge kan indgå som donorer – altså at man går ind og kigger på deres seksuelle adfærd, om den er risikofyldt eller ej.

Men grundlæggende er der en permanent undtagelse, og jeg synes sådan set, det er vigtigt, at vi også læner os op ad de faglige anbefalinger, der ligger, både for den her gruppe, men også for en række andre grupper, når det handler om bloddonation i Danmark.

Spørgeren.

Ja, undskyld, jeg glemte at trykke mig ind igen.

Men det ændrer jo ikke ved, at man stadig væk diskriminerer en hel gruppe ved som udgangspunkt at udelukke msm-personer fra at donere blod, selv om der kan være en undtagelsesmulighed.

I dag på TV 2 har man spurgt en række ordførere om det her beslutningsforslag. Man har også spurgt blodbankens klinikchef, Morten Bagge Hansen, og han siger: Det sender et forkert signal. Folk føler sig diskrimineret, og det skal vi tage alvorligt. For 20 år siden, hvor smitterisikoen blandt homoseksuelle var meget større, gav loven mening, men det gør den ikke længere.

Det er Morten Bagge Hansen, han er chef for Rigshospitalets blodbank. Gør det ikke indtryk på ministeren, når chefen for Rigshospitalets blodbank er ude at sige, at loven bør ændres?

Det er jo præcis ham, der qua sin lægefaglige kompetence skal gå ind konkret og vurdere, om der er en mand, som har sex med andre mænd, som vil være egnet som donor alligevel. Og jeg tror faktisk, at hans vurdering som læge er den, vi skal lægge til grund, og ikke, hvad politiske flertal nu synes den ene dag henholdsvis den anden dag. Jeg synes faktisk, det er vigtigt, at vi læner os op ad de sundhedsfaglige vurderinger. I det her tilfælde har jeg tiltro til, at han, hvis han som læge i en blodbank mener, at der skal gøres undtagelser, så også bruger den mulighed, der allerede ligger i loven i dag, til at gøre undtagelser, så folk ikke føler sig diskrimineret, men at man netop kigger på det, der er hensigten: den seksuelle adfærd og den forhøjede risiko, der ligger hos nogle grupper, i forhold til at donere blod.

Fru Stine Brix.

Jeg hører ministeren sige, at det, der er det væsentlige, er, at vi udelukker de mennesker, som har en risikofyldt seksuel adfærd. Det er vi jo enige om. Samtidig hører jeg også ministeren sige, at det sådan set er okay, hvis man rent faktisk gør det i blodbankerne, at man foretager en faglig vurdering. Så forstår jeg bare ikke, hvorfor retningslinjerne så ikke følger med. Hvis vi er enige om, at det, der er væsentligt at udelukke, er den risikofyldte seksuelle adfærd, så burde det jo være det, som man spurgte til, når man screenede sine kandidater til at være bloddonorer, frem for det, som man rent faktisk gør i dag, nemlig at spørge, hvilken seksuel orientering en mand har eller har haft i løbet af sit liv. Så hvorfor tilpasser vi ikke de spørgsmål, der er, til det, vi rent faktisk ønsker at opnå, når vi skal screene vores bloddonorer?

Ministeren.

Som jeg allerede sagde i min tale, er vi sådan set optaget af, at de spørgsmål, der bliver stillet, både er så præcise, som de skal være, og er hensynsfulde, og at man netop kigger på, om der er spørgsmål, der skal opdateres. Det må bare aldrig være sådan, at de bliver så uklare, at der gås på kompromis med patientsikkerheden.

Derudover er det jo ikke kun sådan, at det er mænd, der har sex med mænd, der er udelukket permanent. Det var også det, jeg sagde i min tale. Der er en lang række grupper, der er udelukket permanent. Det er jo ikke, fordi vi diskriminerer de grupper; det er jo, fordi der er en vurdering af, at de generelt er forbundet med en højere risiko. I forhold til msm er der ca. 50 pct. større risiko for hiv, og det er jo det, der lægefagligt lægges til grund. Og der er så mulighed for at gøre undtagelser; blodbankens læge kan ud fra et lægefagligt synspunkt vurdere, om der skal gøres undtagelser. Og det mener jeg sådan set at de er de rette til. Jeg mener ikke, at vi skal begynde ligesom generelt at gå på kompromis med de anbefalinger, vi får fra Sundhedsstyrelsen, i forhold til hvornår hele grupper er mere risikofyldte at have som donorer end andre.

Spørgeren.

Der er jo noget, der her tyder på, at Sundhedsstyrelsens faglighed ikke er fulgt helt med. For foruden chefen for Rigshospitalets Blodbank, som fru Carolina Magdalene Maier lige refererede til, refererer vi jo også til tre andre forskere, som har udtalt sig i debatten – kliniske professorer fra både Aalborg og København – og som alle sammen udtaler, at det ikke længere giver mening. Ministeren refererede også selv til Sverige, og Sverige er jo langtfra det eneste land, som har ændret regler på det her område; det har eksempelvis også Norge og Canada. Jeg tror, at det er i alt 21 lande, der efterhånden har rettet deres regler til.

Så for mig at se er det Danmark, der fagligt set er bagud her. Og det, der er det ulykkelige, er jo, at vi går glip af potentielle donorer, som vi faktisk har rigtig meget brug for. Så jeg vil gerne opfordre ministeren til at bede Sundhedsstyrelsen om endnu en gang at kigge på det her område, om at indkalde den faglige kompetence, der er på området, til at diskutere det igen, og selvfølgelig også inddrage de erfaringer, der p.t. høstes rundtomkring i udlandet med de ændrede regler, vi ser rundtomkring.

Værsgo.

Som jeg allerede sagde i min indledende tale, er det sådan, at svenskerne reviderer og evaluerer på deres regler og forventeligt har deres evaluering færdig i 2018, og den vil vi selvfølgelig også kigge på fra dansk side. Men jeg kan høre, at Enhedslistens ordfører generelt ikke mener, at man skal stole på Sundhedsstyrelsen. Det synes jeg skaber sådan en problemstilling i det her Folketing, hvis vi ikke vil lytte til den sundhedsfaglige indstilling, der kommer. Jeg mener, at vi skal lytte til de sundhedsfaglige indstillinger, der kommer. Og jeg er sikker på, at hvis de personer, der bliver refereret til, mener, at de sidder inde med ny viden, så er det også kærkomment for Sundhedsstyrelsen, at de henvender sig.

Det ændrer ikke på det forhold, at der er grupper – og her taler vi jo ikke kun msm – hvor der er en vurdering af, at der er en forhøjet risiko, og de derfor permanent er udelukket. Og det handler grundlæggende om at sætte patientsikkerheden øverst; det handler ikke om at diskriminere andre grupper.

Tak til sundhedsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så går vi over til ordførerne, og den første er hr. Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Mange tak, formand. Socialdemokratiet ville utrolig gerne støtte det her forslag, men jeg skal forklare, hvilke problemstillinger vi ser heri.

Først vil jeg dog gerne sige, at det at være donor kun kan tolkes på én måde, og det er, at donorerne gerne vil gøre noget godt for andre mennesker. Og derfor har det helt afgørende og springende punkt for Socialdemokratiet været, hvordan det forholder sig, hvis mænd, der har sex med mænd, msm, donerer blod – hvordan det påvirker patientsikkerheden. Skader det andre?

Jeg har i dag fået et notat fra Sundhedsministeriet. Jeg har efterspurgt det meget længe, og jeg er ked af, at det ikke er kommet før – at det ikke har kunnet være med til at præge den debat, vi har, om beslutningsforslaget her. For fra socialdemokratisk side vil vi naturligvis ikke have, at der er nogle, der ikke føler sig ligestillet i vores samfund. Vi ønsker ikke, at der er nogle, der føler, at de ikke kan bidrage på samme måde som alle andre – eller næsten alle andre, for sundhedsministeren har jo sagt, at der er grupper, der står uden for muligheden for at donere blod. Der er altså kommet et notat dateret i dag, og jeg vil tillade mig at citere fra det, fordi det er væsentligt:

Styrelsen for Patientsikkerhed har den faglige vurdering, at msm ikke må donere blod ud fra hensynet til patientsikkerheden. Vurderingen gælder blod, der er testet med både serologiske testmetoder og med NAT-test.

Det udsagn har været helt afgørende for mig at få forud for i dag, for jeg kan jo høre på de spørgsmål, der allerede er blevet stillet af to gode kollegaer her til sundhedsministeren, at det drejer sig om: Hvilken tvist er der fagligt i forhold til funderingen af viden på det her område? Og jeg kan godt love forslagsstillerne, at vi fra socialdemokratisk side vil følge jer, men også selvstændigt tage initiativ til, at vi ikke bringes i tvivl om, hvad der er bedst for patientsikkerheden. Hvis det virkelig viser sig, at eksperterne i Styrelsen for Patientsikkerhed og eksperterne på klinikkerne ude i blodbankerne har en uenighed om det, så skal vi da have den på det politiske bord, så vi kan få handlet derefter. For den vejledning, der skal ligge til den kliniske brug i blodbankerne, skal naturligvis afspejle de muligheder, der er, for, at også msm kan være donorer.

Jeg synes, det er urimeligt, at klinikcheferne i blodbankerne skal til at lave konkrete vurderinger, som skal være undtagelser. Der skal være nogle regelsæt, som bygger på viden, og som gør det let. For hvordan skal msm-personer ellers forholde sig i forhold til at melde sig som donorer i en blodbank?

For Socialdemokratiet er der intet vigtigere end patientsikkerhed – intet vigtigere end patientsikkerhed – og jeg er af den faste overbevisning, at hvis man gerne vil være donor, vil man være det, fordi man rigtig gerne vil gøre noget godt for andre og ikke noget skidt for andre, eksempelvis i forhold til en forøget risiko for at smitte.

Jeg vil gerne bringe et andet element ind, som jeg faktisk også har været noget utilfreds med som sundhedsordfører, og det er, hvilken indflydelse det har, at man overvejer eller har besluttet at fjerne NAT-screeningen på blod i Danmark. Og her vil jeg komme med et andet citat fra notatet fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som jeg som sagt har fået i dag, og det lyder:

Såfremt NAT-testen afskaffes, vil der være yderligere grundlag for ikke at lempe på kravene til donorudvælgelse.

Det vil altså sige, at hvis vi fjerner NAT-screeningen i Danmark, forøger det risikoen for, at der kan ske smitte med blod. Det er væsentligt, at vi sundhedsordførere har den drøftelse med os i forhold til at sige, hvilke sikkerhedsnet det er, vi bygger op.

Jeg håber på, at udgangen på det her beslutningsforslag kan blive, at vi kan lave en fælles beretning, for jeg mener, at vi har behov for at få udtrykt en politisk linje på det her område, sådan at vi forpligter sundhedsministeren, Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsstyrelsen på, at der ikke skal være noget, der går ud over patientsikkerheden, men til gengæld skal der heller ikke være noget, som ikke tillader msm at donere blod, hvis ellers sikkerheden er på plads. Tak.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror, det hører med til historien, at hvis man udfaser NAT-testen – og det er også styrelsen, der sagt det – vil der over en 10-årig periode kunne findes 1,5 person, der har modtaget en smittebærende transfusion med hiv. 1,5 person over en 10-årig periode er forskellen mellem NAT-testen og den anden test, som man er gået over til. Det er bare for at sætte det lidt i perspektiv

Mit spørgsmål går egentlig på det svar fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som ordføreren læste op fra. Det ville da også have været rart at få det oversendt, men det kan vi måske få efterfølgende. Men hvilke beregninger ligger der bag den udtalelse, som ordføreren læste op? Det må da også stå i brevet.

Ordføreren.

Jeg har sagt, at jeg også ville have syntes, at det havde været rigtigt, at alle havde haft det her dokument – ikke kun nogle få, men alle – og ikke blot en time eller to inden debatten her i Folketingssalen. Det er derfor, jeg udtrykker både irritation, men også direkte vrede over, at man ikke fra ministeriets side har reageret på min henvendelse noget tidligere, fordi det allerede var, dengang beslutningsforslaget blev fremsat, at jeg bad om en beskrivelse af de her ting. Så jeg skal ikke redegøre for grundlaget i forhold til, hvad Styrelsen for Patientsikkerhed bygger det på, men det er da i hvert fald et offentligt dokument fra i dag.

I forhold til det med NAT-screeningen må jeg blot sige som besvarelse, at så længe der er en forøget risiko for patientsikkerheden og for smitten, er det set med socialdemokratiske øjne et problem. Men selvfølgelig skal der være proportionalitet i tingene, men det håber jeg at vi i en beretning og i et fremtidigt arbejde kan få kigget nøjere på.

Spørgeren.

Men det er da ikke ligegyldigt, hvad det er for nogle beregninger, der ligger bag. Hvis vi taler om en 50 pct. større risiko eller en 0,0005 pct. større risiko, så er der da milevid forskel mellem det. Så vi bliver da nødt til at tage hensyn til de beregninger, der ligger bag. Man kan da ikke bare tage et udsagn for gode varer, der siger, at vi kan ikke anbefale at – punktum. Så må man vise os dokumentationen for, hvad det helt konkret vil medføre. Og det fører til mit næste spørgsmål. For den beregning forudsætter jo, at hele gruppen af msm ville gå over og donere blod og tage hele den risiko med, der ligger i deres adfærd, over i blodbanken.

Mener ordføreren ikke – i øvrigt på linje med Søren Laursen fra LGBT Danmark og fra Copenhagen Pride – at de msm-mænd, som måtte vælge at donere blod, såfremt de fik lov til det, ville afholde sig fra det, hvis de selv vurderede, at de havde en risikofyldt seksueladfærd?

Ordføreren.

Se, svaret på det sidste spørgsmål tror jeg faktisk ikke der er nogen der kan give. For det handler om, at vi mennesker er individer og vidt forskellige. Jeg tror ikke, der er nogen, der kan putte folk ned i en bås og sige, at msm har en fælles adfærd, for det er der ingen i vores befolkning der har.

Men jeg vil sige til det første spørgsmål, at jeg jo synes, at vi skal bide os fast i den her sag, men som Socialdemokratiets sundhedsordfører har jeg også tillid til, at den faglige vægtning og indsigten i Styrelsen for Patientsikkerhed er til stede. Men jeg vil meget gerne være med til at konfrontere, hvad der er bedste praksis og bedste viden, så udsagnet og fagligheden hos de klinikchefer, der har udtalt sig, kan komme i spil med Styrelsen for Patientsikkerhed. Det synes jeg vi skal prøve at få ud af det i en beretning. Det håber jeg vi kan i fællesskab.

Den næste spørger er fru Stine Brix, Enhedslisten. Værsgo.

Jamen langt hen ad vejen tager jeg det, som Socialdemokratiets ordfører siger, som en positiv tilgang til beslutningsforslaget. Men jeg vil alligevel gerne i forlængelse af fru Carolina Magdalene Maiers indlæg spørge om noget. For det, jeg hører spørgsmålet her til sidst handle om, er jo, at vi i dag har en praksis, hvor vi spørger den enkelte mand: Har du i løbet af dit liv haft sex med en mand? Og systemet er jo tillidsbaseret i den forstand, at det er den enkelte, der svarer på det spørgsmål, og vi stoler på, at vedkommende svarer i overensstemmelse med sandheden. For mig at se vil det jo ikke være anderledes, hvis man spørger den enkelte: Har du haft en seksuel adfærd, som er risikabel, eksempelvis haft ubeskyttet sex, haft mange skiftende partnere eller andet?

Man kan jo sagtens lave spørgsmål, som præcis går efter at indhegne, hvem der har en risikofuld seksuel adfærd. Det er jo en mulighed, som er lige så tillidsbaseret som den, vi har i dag. Så hvad tænker Socialdemokratiets ordfører om at gå til det her spørgsmål på den måde?

Ordføreren.

Jeg mener, det ville være rigtigt at gøre det. Sådan hørte jeg faktisk også sundhedsministerens kommentarer og indledning, og det håber jeg også at vi bredt politisk kan bide os fast i. For det er jo her, vi kan sige at der ligger noget, hvor jeg tænker, at det da i og for sig ikke giver nogen mening, altså at man på en eller anden måde også, ved at man har haft en seksuel lyst på et tidspunkt i livet, men måske ikke har haft det i de sidste mange år, stadig væk står i en bås. Så derfor synes jeg, det er rigtigt – og det synes jeg også er det, man kan se af andre landes praksis – at man i højere grad kigger på seksualadfærd og lader det være udgangspunktet.

Men det var her, jeg i min besvarelse til fru Carolina Magdalene Maier sagde, at det jo er her, jeg synes vi skal prøve at få en drøftelse i forhold til det, klinikcheferne siger er praktisk ude i en klinisk hverdag, og i forhold til det, der ligger i en vejledning fra Styrelsen for Patientsikkerhed og fra Sundhedsstyrelsen. Og det er her, jeg tror at vi får et positivt udkomme af det her beslutningsforslag, og det er derfor, jeg igen gerne vil sige, at jeg vil håbe, at vi kan lave en fælles beretning, som på en eller anden måde pålægger eller fastslår en fortsat drøftelse af det her. Det er i hvert fald det, vi ønsker fra Socialdemokratiets side.

Spørgeren.

Så kan jeg i hvert fald bare konstatere, at vi hørte ministeren forskelligt. For jeg hørte, at ministeren ville holde fast i, at man på baggrund af, at en person i løbet af sit liv havde haft en seksuel kontakt med en anden mand, hvis man selv er mand, så skulle udelukkes. Det er netop det, der for mig at se er essensen, nemlig at vi går væk fra at spørge på den måde.

Men jeg vil bare igen tilkendegive, og jeg synes, det er positivt, at Socialdemokratiet gerne vil gå ind og diskutere en eventuel beretning, for for mig at se er det vigtigste, at vi driver den her sag fremad, for vi har et vigtigt mål om at få flere bloddonorer, end vi har i dag. Det er svært at rekruttere, og derfor er det for mig at se tosset, at vi udelukker en gruppe, som kunne være rigtig gode bloddonorer, med den praksis, vi har i dag.

Ordføreren.

Så vil jeg afslutte med at sige et ja. Det er jo derfor, jeg siger, at det at være bloddonorer er at ville gøre hinanden noget godt i et samfund, hvor man er solidarisk og tager hensyn. Det skal vi da sætte den bedste ramme op for. Vi skal bare hele tiden have patientsikkerheden for øje. Og jeg vil da også håbe, at den teknologiske udvikling vil komme og gøre det endnu mere klart. For jeg ønsker da på samme måde, at vi kan udnytte enhver persons lyst til at donere blod eller organer, hvis blot sikkerheden er i orden. Derfor kan vi måske med nye teknologiske undersøgelsesmetoder sige, at de grupper, der er udelukket i dag, naturligvis er en del af korpset af bloddonorer.

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Den næste i rækken er fru Karina Adsbøl som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak for det. Nu ved jeg snart ikke, hvad jeg skal sige, for alt det, jeg gerne ville sige, er sådan set blevet sagt i alle ordførertalerne. Men først og fremmest handler det her beslutningsforslag jo om at tillade mænd, der har sex med mænd, at donere blod, og om en ændring i de spørgsmål, der bliver stillet, når man skal være donor.

Først og fremmest vil jeg da her fra talerstolen sige en stor tak til alle bloddonorer, og også en tak til dem, der gerne vil være bloddonorer. Og for Dansk Folkeparti handler det her ikke om diskrimination. Det handler om, at Styrelsen for Patientsikkerhed har nogle sikkerhedsmæssige anbefalinger, når det vedrører bloddonorer, og det gælder, uanset hvem man er. Den vurdering, der er givet, gælder udelukkende i forhold til sikkerhed for patienterne. Der er også i dag mange mennesker, der permanent er udelukket fra at være bloddonorer, herunder personer, som har sygdomme, eller andre, f.eks. mennesker med hjertesygdomme, som får blodtryksmedicin.

Med hensyn til vurdering af donorers seksuelle adfærd indeholder både direktiver og de danske regler kriterier for personers egnethed til at donere fuldblod og også blodkomponenter. Et af kriterierne for permanent udelukkelse fra donation er jo det, vi har snakket om i dag, nemlig i forhold til mænd, som har sex med mænd. Og der er vi da i Dansk Folkeparti villige til at kigge på de spørgsmål, man stiller om seksuel adfærd. For det er jo sådan, at de personer, som er vurderet på grund af deres seksuelle adfærd, ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed er udsat for stor risiko for at påføre sig alvorlige smitsomme sygdomme, som kan overføres med blodet.

Også i forhold til andre EU-lande kan vi se, at det i mange EU-lande betyder, at man udelukker mænd, der har sex med mænd, fra at være bloddonorer. Og som det også tidligere er blevet sagt i dag, har Sverige og England inden for de seneste år ændret deres praksis og tillader nu på visse betingelser bloddonation fra msm. Det synes jeg da vi skal kigge på, og jeg ved også, som sundhedsministeren sagde, at der kommer noget her i 2018 fra Sverige. Så lad os se, hvordan den evaluering ser ud. Det er jo sådan i dag, at man skal give en række oplysninger. Mandlige donorkandidater skal bl.a. oplyse, om de har haft sex med en anden mand. Det er jo en oplysning, som ønskes, fordi det ifølge Sundhedsstyrelsens og Styrelsen for Patientsikkerheds vurderinger rent statistisk udgør en indikator for øget risiko for at påføre andre personer alvorlige smitsomme sygdomme, der kan overføres med blodet.

Jeg synes da, vi fra Folketingets side skal kigge på at få revurderet de spørgsmål, der stilles til bloddonorer. Jeg synes da ikke, at vi skal udelukke det. For mig personligt handler det ikke noget som helst om, hvor blodet kommer fra. Det vigtigste er da, at det blod, der kommer, er sundt og rask. Det er f.eks. sådan, at i dag er kvinder, der har sex med kvinder, jo ikke udelukket fra at være bloddonorer på grund af deres seksuelle adfærd. Bloddonation fra mænd, som har sex med mænd, kan, så vidt jeg har forstået, tillades efter en nærmere dokumenteret risikovurdering tiltrådt af den ansvarlige læge, er det er også det, der blev sagt her fra talerstolen i dag, også af sundhedsministeren.

Men det er også sådan, at vi, når vi skal tage nogle beslutninger her i Folketinget, som vedrører patientsikkerhed, og når både Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at seksuel kontakt mellem mænd udgør en generelt øget smitterisiko, selvfølgelig skal have det med i vores overvejelser. Derfor kræver det også, at vi får noget mere viden på det her område. Derfor er mit forslag også, at vi i fællesskab – måske i fællesskab mellem Sundhedsudvalget og Ligestillingsudvalget – afholder en høring omkring det her og inviterer relevante parter ind og får en bred drøftelse; lad os få nogle eksperter på området ind og få noget mere viden omkring det her område.

Det var det, jeg havde at sige. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra fru Carolina Magdalene Maier. Værsgo.

Tak for det. Og tak for det gode forslag om i et samarbejde mellem Sundhedsudvalget og Ligestillingsudvalget at afholde en høring. Det synes jeg helt klart vi skal gøre, og det vil vi meget gerne bakke op om. Jeg skal bare høre, om Dansk Folkeparti har ændret mening på det her punkt, for vi skal ikke længere tilbage end til august sidste år, hvor Dansk Folkepartis sundhedsordfører sagde, at hun er enig med klinisk professor Jens Lundgren fra Københavns Universitet i, at bøsser ikke udgør en større risiko end andre bloddonorer, og så sagde hun:

»Når jeg selv kommer som bloddonor, udfylder du en række spørgsmål. Det må være uanset, om du er mand eller kvinde, eller hvem du lever sammen med.«

Det er fru Liselott Blixt, der siger det, og det er fra en artikel, der hedder »Flertal i Folketinget vil lade bøsser donere blod«, i Ekstra Bladet den 18. august sidste år. Har Dansk Folkeparti ændret mening?

Ordføreren.

Nu skal jeg være ærlig og sige, at jeg altid synes, det er svært at svare på andre ordføreres udtalelser. Bl.a. er udtalelsen i den artikel, som ordføreren henviser til, af vores sundhedsordfører, og i dag er det ligestillingsordføreren, der står på talerstolen, og sådan er der jo så meget.

Vi vil gerne kigge nærmere på det her og få en bredere viden om det. Det der med at spørge om, om vi har ændret holdning og det ene og det andet og hive et citat frem, kan man jo altid gøre. Men jeg synes jo egentlig, at vi har været meget åbne omkring det her og netop har foreslået, at vi laver en høring. Der er bare nogle risici ved det. Det kan vi høre i de anbefalinger, vi får fra dem, som vi lytter efter. De siger, at der er store risici ved det her. Det er jo ikke bare lige at sige: Det gør vi. Det er jo det samme, når vi får anbefalinger fra Det Etiske Råd eller andre. Det her er jo ikke sort-hvidt. For mig handler det ikke om diskrimination. For mig handler det om, at det blod, der bliver leveret, er fra sunde og raske mennesker. Jeg er personligt fuldstændig ligeglad med, hvor det blod kommer fra.

Spørgeren.

Tak. Det sidste tror jeg vi er meget enige om. Det kræver nok også, at vi laver en lovændring, for jeg tror, at der er masser af raske mennesker i msm-gruppen, som vi i dag bare ikke vil have blod fra, fordi vi udelukker dem som gruppe. Det er jo det, det hele handler om. Så det synes jeg vi skal tale videre om.

Det er jo f.eks. sådan, at hvis man som mand svarer, at man har været sammen med en prostitueret, får man karantæne i 4 måneder fra at donere blod, og hvis man svarer, at man har haft sex med en anden mand, får man livsvarigt karantæne. Er ordføreren ikke enig med mig i, at der er et eller andet her, som helt logisk set ikke hænger sammen?

Ordføreren.

Jeg tror, at man generelt skal kigge på det. Der kan være to mænd, der har levet i et fast parforhold i mange år, og så kan der være en mand og en kvinde, som også har levet i et fast parforhold, men hvor der måske har været adskillige tilfælde af utroskab eller andet, så det er jo ikke sort-hvidt. Jeg henholder mig bare til det, vi får fra Styrelsen for Patientsikkerhed, og det, vi får fra Sundhedsstyrelsen. Der vil jo lyde et ramaskrig, hvis vi sagde, at det her kører vi igennem, og der så bagefter kommer en række eksempler på det her område. Så tror jeg da, at vi fra politisk hold vil få dødsstødet i forhold til det. Og ordføreren ved jo også godt, at det her ikke er sort-hvidt.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Den næste i rækken er fru Jane Heitmann som ordfører for Venstre.

I dag behandler vi et beslutningsforslag fremsat af fire partier: Alternativet, Enhedslisten, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti. Beslutningsforslaget er stillet i regi af Ligestillingsudvalget, og nogle vil måske undre sig over, at det ikke er Venstres ligestillingsordfører, som står på talerstolen, men mig som sundhedsordfører. Når det er tilfældet, er det, fordi det set fra Venstres stol ikke er en ligestillingsproblematik, hvorvidt mænd, der har sex med mænd, skal have mulighed for at donere blod. Det er et spørgsmål om patientsikkerhed, og vi bakker op om anbefalingerne fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Ligesom der er mange mennesker, der har mulighed for at donere blod – lesbiske, for nu blot at nævne én gruppe – så er der også mange mennesker, der ikke har mulighed for at donere blod. Lad mig komme med et par eksempler: Har man f.eks. været i behandling med et væksthormon; har man samlet set boet 12 måneder i Storbritannien mellem 1980 og 1996; har man epilepsi, eller har man haft kræft, måske lige bortset fra en enkel type hudkræft, ja, så er man permanent – permanent – udelukket fra at give blod.

Dertil kommer en række andre faktorer, som også kan spille ind. Har man f.eks. for nylig været på rejse til et område med malaria, eller har man – uanset om man er hetero- eller homoseksuel – haft seksuel kontakt med en person fra et område med høj risiko for hivsmitte inden for de seneste 6 måneder, ja, så udelukkes man midlertidigt fra at donere blod. Jeg kan ikke sige det tydeligt nok: For os i Venstre er det hensynet til recipienten, altså den, der skal modtage blodet, som vejer tungest.

Derfor er jeg også helt tryg ved, at den ansvarshavende læge i en blodbank kan acceptere f.eks. en homoseksuel mand som bloddonor efter en veldokumenteret risikovurdering. Det er jo altså ikke sådan i dag, at en homoseksuel mand aldrig vil kunne komme i betragtning til en bloddonation. I Danmark følger vi EU-direktiverne på området, og jeg er bekendt med, at man i Sverige har lempet reglerne, således at mænd, der har sex med mænd, kan afgive blod til transfusion med en karantæneperiode på 12 måneder, mens mænd, som har sex med mænd, er permanent udelukket som donorer af plasma. Der er altså heller ikke i Sverige fri leg, sådan som man indimellem kan få indtryk af.

I dag er det international dag mod homofobi, og jeg kan næsten ikke tænke mig en bedre anledning til, at vi også her på Christiansborg benytter lejligheden til at slå fast, at uanset hvem man elsker, uanset hvilken seksuel orientering man har, så skal alle have de samme grundlæggende rettigheder. Det kan hverken kærlighed eller seksuelle præferencer ændre på, og sådan skal det være.

At donere blod er ikke en rettighed, men det er en mulighed, som 230.000 mennesker i Danmark frivilligt gør brug af for at hjælpe et andet menneske i nød. Og herfra skal der lyde en stor tak til danske bloddonorer. Når vi fra Venstres side ikke støtter beslutningsforslaget, er det altså ikke, fordi vi mener, at mænd, der har sex med mænd, ikke skal have de samme rettigheder som andre i vores samfund.

I Venstre er vi optaget af patientsikkerhed. Statistisk set har mænd, der har sex med mænd, ca. 50 gange større forekomst af hiv samt en øget forekomst af hepatitis B i forhold til heteroseksuelle. Særlig set i lyset af den såkaldte vinduesfase på op til 2 uger, hvor man kan være smittet med hiv uden at vide det, mener vi ikke, at det er et godt udgangspunkt for at ændre de gældende regler

Betyder det så, at det skal være sådan i al evighed? Nej, screenings- og behandlingsteknikker kan forbedres i fremtiden, og der kan findes andre veje end generel udelukkelse; i Venstre er vi åbne for en drøftelse af mulighederne. Venstre kan ikke støtte beslutningsforslaget, men vi bidrager gerne til en beretning på området, hvor vi vil betone, at det for os ikke er et ligestillingsspørgsmål, men et spørgsmål om patientsikkerhed, om tryghed for recipienten, ligesom vi gerne ser en gennemgang af blodbankernes proces i forhold til vurderingen af hver enkelt donor, så man f.eks. sikrer, at man med de udleverede spørgeskemaer spørger både præcist og ikkestigmatiserende.

Dansk Folkepartis ordfører foreslog for et øjeblik siden en høring i regi af Ligestillingsudvalget, og jeg håber – hvis man bliver enig om det i Ligestillingsudvalget – at man så også vil invitere Sundhedsudvalget. Jeg vil i hvert fald med glæde og interesse deltage i sådan en høring.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Carolina Magdalene Maier. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Det er bare et enkelt spørgsmål. Nu nævnte ordføreren selv, at vores regler i Danmark er baseret på EU-direktiver, og det er rigtigt nok. Og i de EU-direktiver står der jo netop, at det er seksuel adfærd, som man skal bruge som vejledning. Så vil jeg bare spørge: Er ordføreren ikke enig med mig i, at den praksis, vi har i Danmark, ikke udelukker »ifølge seksuel adfærd«, men »efter hvilken seksuel gruppe man tilhører«?

Ordføreren.

Som jeg nævnte i min ordførertale, er der rigtig mange mennesker i Danmark, der har mulighed for at donere blod. Der er også rigtig mange mennesker, der ikke har den mulighed, og det er jo, fordi vi læner os op ad den øverste sundhedsfaglige myndighed i Danmark, nemlig Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed, som peger på, at der er nogle risici forbundet med, at nogle grupper i Danmark donerer blod. Og det synes jeg man skal respektere.

Spørgeren.

Fint nok, men det behøver vel ikke være sådan i al evighed. Altså, vi har jo tre førende læger, professorer, i Danmark, som er ude at tale for en lovændring. Vi ser, at man i Sverige, Norge, Frankrig, USA og en række andre lande har lavet en lovændring. Så mener ordføreren ikke, at vi også bør lytte til de stemmer, der siger, at nu er tiden kommet til, at vi begynder at kigge på, om man måske skulle spørge efter seksuel adfærd frem for at udelukke en hel gruppe af mænd, der har sex med mænd?

Ordføreren.

Jeg synes, det er et enormt privilegie, at der er folk med faglighed, der blander sig i debatten, for det er jo netop det, som jeg synes skal være styrende, som skal være afgørende her, nemlig fagligheden. Jeg synes man skal lytte til dem, der har den faglighed, og jeg håber også, at de professorer og de læger, som blander sig i debatten, bruger de muligheder, som er i det regelsæt, vi har i Danmark. Og det kunne jo f.eks. være at lave en risikovurdering af hver enkelt derude i virkeligheden.

Tak til Venstres ordfører. Den næste i rækken er fru Stine Brix som ordfører for Enhedslisten.

Venstres ordfører sagde, ganske rigtigt, at det i dag er den internationale dag imod homofobi, og det er for mig at se en god anledning til at diskutere den her sag. For når vi har fremsat et forslag om, at mænd, der har sex med mænd, eller som har haft sex med mænd i løbet af deres liv for den sags skyld, skal have mulighed for at donere blod efter de samme regler som alle andre, så er det efter min mening, fordi vi i dag har en praksis og regelsæt, som faktisk udtrykker homofobi og udtrykker fordomme.

Der er flere af mine kolleger her, der siger, at i gruppen af mænd, der har sex med mænd, er der flere, der er smittet med hiv. Men man kunne jo også sige, at i gruppen, der har en risikofyldt seksuel adfærd, er der flere, der er smittet med hiv. Det ville være mere rigtigt, for den betegnelse ville jo tage de mænd, der har sex med mænd, og som f.eks. har haft sex med en mand for 20 år siden eller for 40 år siden, men ikke har haft det siden hen, ud af den gruppe, der i dag er udelukket. Eller vi ville tage de mænd, der har sex med mænd, og som lever i et fast parforhold og ved, at de er fri for hiv, ud af den gruppe, der i dag er udelukket fra at donere blod.

Derfor ønsker vi, at vi får en praksis, hvor det, vi screener efter, når vi skal vurdere, om man kan donere blod, er, hvilken seksuel adfærd man har, og hvilken risiko den indebærer.

Der har de sidste par år været flere infektionsmedicinere og -professorer, eksperter på området, som har ytret sig i den offentlige debat og sagt meget klart, at de regler, vi har i dag, ikke er fagligt funderede. Nogle af dem siger, at de muligvis var det engang, men at de ikke længere er det. Vi ser også, at der er andre lande, som faktisk allerede har ændret praksis på det her område. Nogle af mine kolleger har allerede nævnt flere af dem, jeg har noteret Norge, Sverige og Canada, og jeg har her i debatten også hørt England og USA. Jeg tror, det er i omegnen af 20 lande. Det kan man sagtens inden for de gældende EU-regler, som flere henviser til.

Så siger ministeren til mig på et tidspunkt, at det lyder på Enhedslisten, som om vi ikke skal lytte til Sundhedsstyrelsen eller Styrelsen for Patientsikkerhed. Selvfølgelig skal vi da det, men jeg synes også, vi skal stille spørgsmål, når der er gode grunde til det, og det synes jeg der er i den her sag. Når en lang række faglige kapaciteter og i øvrigt også andre lande gør noget andet, end vi gør, så er der jo i den grad grund til at stille spørgsmål, og det er derfor, vi har rejst den her sag. Der er ingen grund til, at vi viderefører en praksis, som er baseret på fordomme eller risikerer at være baseret på fordomme, fordi tiden er løbet fra den.

Der er flere af ordførerne, som nævner, at det kunne være en idé at lave en beretning. Det synes jeg er en god idé. Det, som er vigtigt for os, er, at essensen af sådan en beretning bliver, at vi netop understreger formålet med vores beslutningsforslag, nemlig at måden, vi screener på, skal gå på en risikofyldt seksuel adfærd, frem for hvilken seksualitet man har. Det hører jeg faktisk også flere ordførere tale for, men alligevel afviser de beslutningsforslaget. Og jeg må sige, at jeg nok også er lidt forvirret over, hvad flere af partierne egentlig mener, hvis jeg skal være helt ærlig, men det er vi da bestemt villige til at undersøge nærmere i en diskussion i udvalget. For hvis det nu er sådan, at vi faktisk er enige, men at vi taler os længere væk fra hinanden her i salen, så er det da tosset.

Tak til Enhedslistens ordfører. Den næste på talerstolen er fru May-Britt Kattrup som ordfører for Liberal Alliance.

Tak for det. Der er overhovedet ingen tvivl om, at Liberal Alliance går ind for at undgå unødig diskriminering, men der er heller ingen tvivl om, at patientsikkerhed står over alt andet. For at opnå begge dele er det nødvendigt med tilstrækkelig faglig viden og sikkerhed. Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser, at forekomsten af hiv er 50 gange højere hos mænd, som har sex med mænd, end den er hos heteroseksuelle. De oplyser også, at stigningen i nye tilfælde af hiv blandt mænd, der har sex med mænd, er steget med 33 pct. i det sidste årti. Stigningen er størst hos unge mænd.

Det er virkelig noget, vi er nødt til at tage alvorligt. Men på den anden side er det vigtigt, at de mennesker, der udelukkes, også rent faktisk er de mennesker, som udgør en risiko, og ikke blot dem, som man tror har en højere risiko end andre for at have inficeret blod. En mand, som lever i et fast parforhold med en anden mand, har måske ikke større risiko for hiv end heteroseksuelle mænd, som lever i fast parforhold. Udelukkelse bør derfor ikke ske på baggrund af myter eller seksuel præference, men på baggrund af seksuel adfærd, og spørgeskemaerne bør indrettes herefter.

I flere EU-lande benytter man i dag mænd, som har sex med mænd, som bloddonorer med en karantæneperiode på 12 måneder. Blandt disse lande er Sverige. Ud fra hensynet til patientsikkerhed anbefaler Styrelsen for Patientsikkerhed ikke p.t., at mænd, som har sex med mænd, benyttes som bloddonorer i Danmark. Men samtidig oplyses det, at Sverige er i gang med en evaluering af deres ordning, og at man vil afvente status for praksis i forhold til donation fra msm i Sverige og England.

Liberal Alliance ønsker ligeledes at afvente denne status og derefter tage endelig stilling til forholdet i Danmark. Derfor støtter vi ikke beslutningsforslaget, men meget gerne en eventuel fælles beretning, hvoraf det fremgår, at man skal ændre spørgeskema og fokus på potentiel smitterisiko fra seksuel prioritering til seksuel adfærd, og at man lader evaluering og status fra bl.a. Sverige indgå i en aktuel vurdering af, hvorvidt man skal ændre praksis i Danmark.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er hr. Kristian Hegaard som ordfører for Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Først og fremmest skal der lyde en stor tak til de donorer, der gør en rigtig stor og afgørende forskel hver dag. Det er vi rigtig mange der er glade for.

Derudover skal der også lyde en stor tak til de andre forslagsstillere for et godt samarbejde om at forsøge at gøre op med den her meget forældede praksis og sætte en ny retning; gøre op med den her tilgang om, at alle mænd, der måtte have sex med mænd, udgør en risiko, når det kommer til bloddonation; gøre op med det mærkværdige i, at man skal besvare et spørgeskema og krydse af, om man har haft sex med en anden mand, i stedet for at kvinder såvel som mænd blev spurgt om seksuel adfærd for at belyse, om der er tale om en adfærd, der kan have udsat donoren for alvorlige og smitsomme sygdomme; og gøre op med det eksisterende forhold, der hviler på et helt forkert sikkerhedsprincip – et sikkerhedsprincip, der er helt, helt unødvendigt, som det også fremgår af beslutningsforslagets bemærkninger.

For teknologien har ændret sig en hel del siden 1980'erne, som det blev omtalt indledningsvis, efter problemerne med den her blødersygdom, der desværre var dengang. Men der er sket rigtig, rigtig meget siden da. I 2007 fik man bl.a. en ny screeningsmetode, der er meget sikker, og som har betydet, at risikoen for at blive smittet med hiv gennem en blodbank ifølge eksperter er nærmest ikkeeksisterende.

Jeg synes også, det er lidt ærgerligt, at det er blevet sådan et spørgsmål om, at det handler om patientsikkerhed. For hvis der er noget, der optager os alle sammen, i dag og generelt, er det naturligvis patientsikkerhed. Men der er heldigvis kommet nogle gode metoder, redskaber og teknologier, sådan at vi kan håndtere det på en rigtig god måde. Så lad os prøve den nye teknologi, lad os prøve de nye redskaber, der er, og den ny måde, man kan spørge på, til at gøre op med den forældede praksis og skabe lige muligheder for at blive bloddonor med respekt for sikkerhed.

Tak til den radikale ordfører. Den næste i rækken er fru Kirsten Normann Andersen som ordfører for SF.

Tak for det. Vi har gennem tiderne haft rigtig mange sundhedsfaglige trusler, og det har også gennem tiderne givet mening, at vi i forhold til bloddonorer har haft en række forholdsregler, som skulle sikre, at vi ikke overførte sygdomme ved blodtransfusioner m.v. Heldigvis har vi også via kvalificeret forskning både formået at helbrede og/eller minimere de dødelige konsekvenser af sygdom på samme måde, som vi har lært at identificere en række sygdomme ved hjælp af screening, sådan som det eksempelvis er sket med hiv. Hiv har i høj grad været forbundet med homoseksualitet, og det er også forklaringen på, at mænd, som har haft sex med mænd, har været afskåret fra at donere blod. Vi er heldigvis alle sammen blevet meget klogere, og vi har både sygdommen under rimelig god kontrol og er i dag i stand til via screening at undersøge, om blod er smitsomt – eller det er i det mindste den viden, vi har haft til dato.

Det er også baggrunden for, at SF har tænkt, at tiden er inde til at normalisere forholdene for mænd, der har haft sex med mænd – at raske mænd på lige fod med alle andre skal have mulighed for at donere blod, uanset hvem de har sex med. Jeg kan forstå på S-ordføreren, at der er nye oplysninger i sagen, og jeg har også noteret mig, at sundhedsministeren lægger op til en videre drøftelse, og det synes jeg både er nødvendigt og rigtigt. Det er selvfølgelig helt afgørende, at patientsikkerheden er i højsædet, når vi taler bloddonation, men jeg synes nu stadig væk, at det ville være rigtig fornuftigt, om vi i udvalget fik en drøftelse og måske også en samlet beretning, som der er flere, der har talt om her, med henblik på at få afvejet forholdene i fremtiden for mænd, der har sex med mænd.

Tak til SF's ordfører. Så giver jeg ordet til fru May-Britt Kattrup, der har en opfølgende kort bemærkning.

Ja, det er ved at blive en vane, og det må I undskylde, men De Konservative har desværre ikke haft mulighed for at være til stede i dag, og jeg skulle hilse fra dem og sige, at de heller ikke støtter beslutningsforslag nr. B 118. Tak.

Tak for det. Så giver jeg ordet til ordføreren for forslagsstillerne, fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet. Værsgo.

Tusind tak for det. Tak til ministeren og tak til alle ordførere for at have givet deres besyv med, hvad angår deres mening om det her beslutningsforslag, som vi har fremsat, i forhold til at gøre det muligt for mænd, der har sex med mænd, at donere blod.

Socialdemokratiets ordfører sagde noget, som jeg er fuldstændig enig i. Han sagde: Det at være bloddonor er at ville gøre hinanden noget godt i samfundet. Det er jo simpelt hen så rigtigt. Alle vi, der er bloddonorer, gør det jo af et godt hjerte, fordi vi ved, at det kommer andre til gode. Derfor er det også rigtig ærgerligt, at vi udelukker en gruppe af vores befolkning, en væsentlig del af vores borgerne i Danmark, alene på grund af hvem de har sex med.

Når vi har fremsat det her beslutningsforslag, har det jo været, fordi vi ønsker, at kriterierne for karantæne på baggrund af risikoadfærd præciseres og individualiseres med henblik på at skabe en sikker og fair procedure for at give blod. I dag udelukkes en gruppe af mænd fra at donere blod på baggrund af en ganske forældet og fordomsfuld og også generaliserende definition af risikoadfærd. Reglerne for udelukkelse af mænd, der har sex med mænd, stammer fra 1980'erne, hvor vi ved, at vi havde en epidemi. Vi havde hiv og aids, og vi havde aidsepidemien, der var i udbrud, og frygten for smitte greb selvfølgelig alle, og ikke mindst det homoseksuelle miljø blev ramt af den frygt og den smitte. Det udelukkes således ud fra reglen, at alle mænd, der på et eller andet tidspunkt i deres liv har haft sex med andre mænd, kan give blod.

Siden dengang har man udviklet sig på det medicinske og teknologiske område. Vi har udviklet medicin, som forhindrer smitten af hiv under behandlingen, og vi har højteknologiske screeningsmetoder, som ganske effektivt sætter en stopper for smitte ved donation; der nedsættes det til en næsten ikkeeksisterende risiko. Det er jo en væsentlig detalje. Hvis man spørger eksperterne, findes den risiko, der er tilbage, i det hele taget jo stort set kun på papiret, altså en teoretisk risiko for smitte. Vi er altså nået betydelig længere i vores samfund, når det gælder afstigmatisering af personer med forskellige seksuelle præferencer. Der er sket en teknologisk, men i høj grad også en kulturel udvikling i vores samfund, og heldigvis for det.

Sundhedspolitikken er bare stadig væk et af de områder, hvor stigmatiseringen har været lidt sværere at slippe. Det gælder ikke kun på det her område. Men sundhedsområdet er jo sådan højt specialiseret og meget fagligt forankret og et meget politisk følelsesladet område, fordi sygdom og smitte selvfølgelig er så livsvigtige områder. Den her partikulære blanding af et sådan meget teknokratisk område, der stikker til dybe følelser, kan gøre det politisk svært at gennemskue det; kan gøre det politisk svært også at fremkomme med politiske ønsker og argumenter for, at ting skal være anderledes. For nogle gange kan politiske argumenter også godt gemme sig bag faglige begrundelser. Det er også derfor, jeg har stillet nogle lidt indgående spørgsmål til de faglige begrundelser, for vi skal heller ikke lade os spise af med begrundelser, hvor det, der ligger nedenunder, sådan set måske godt kan være til diskussion.

Et eksempel er jo behandlingen af transkønnede. Det er jo noget, vi skal tale om her i salen senere i dag. Her er det svært både politisk og sundhedsfagligt at slippe den her lidt formynderiske sygeliggørende tilgang, vi har haft til transkønnede historisk i vores samfund. Så det her har altså også noget med politiske valg at gøre. Vi træffer nogle politiske valg. Vi har nogle politiske holdninger til, hvordan vi behandler grupper i vores samfund, ikke mindst minoritetsgrupper.

Nu nævnte jeg før et citat fra Dansk Folkepartis sundhedsordfører, fru Liselott Blixt, fra sidste år. Jeg har flere stående på mit papir. Jeg vil ikke nævne dem alle sammen. Nu er ordførerne endda kommet i salen, kan jeg se. Men både Dansk Folkeparti, Konservative og selvfølgelig også Liberal Alliance har jo været ude og støtte positivt op om at tillade mænd, der har sex med mænd, at donere blod. Så der er jo ingen tvivl om, at der er et fælles ønske. Jeg hører også fra salen i dag, at der bestemt er flere tiltag for at ville søge en løsning.

Vi bliver nødt til at skille argumenterne fra hinanden, for argumenterne kommer til at lappe lidt ind over hinanden. Når det gælder definitionen af risikoadfærd i reglerne for karantæne ved bloddonation, er vi slet ikke præcise nok i dag. Vi blander de her forældede fordomsfulde generaliseringer, kategoriseringer, sammen med reelle risikofaktorer, og det skaber et diskriminerende system.

Der er én smitterisiko, som har at gøre med, at mænd, der har sex med mænd, anslås at have en betydelig større risiko for hivsmitte gennem seksuel kontakt end mænd og kvinder, der har sex med kvinder. Den smitterisiko er vi sådan set ikke uenige om. Det tror jeg også jeg sagde nede fra min stol tidligere. Men den bruges også til at begrunde, at hvis vi ændrer kriterierne for risikoadfærd til ikke at ekskludere via en generel kategorisering af mænd, der har sex med mænd, fra at donere blod, så vil det skabe en større risiko ved bloddonation. Men det er en misforståelse. For vi kan ikke bare overføre den høje risiko for hiv, der er i gruppen mænd, der har sex med mænd, til den gruppe, der så ville være bloddonorer fra gruppen af mænd, der har sex med mænd. For vi bliver nødt til at antage – nu vender jeg tilbage til det, som hr. Flemming Møller Mortensen sagde som indledning – at når man giver blod, gør man det for at ville gøre hinanden noget godt i samfundet. Så bliver vi nødt til at antage, at hvis man er mand, der har sex med mænd, og man henvender sig til blodbanken og får at vide, at hvis du har en risikofyldt seksuel adfærd, så bør du nok ikke donere blod, så vender man sig om igen og går hjem, lige såvel som jeg ville gøre, hvis jeg var en kvinde, som havde en risikofyldt seksuel adfærd. Så ville jeg nok, når jeg stod i døren og fandt ud af, at det måske ikke var særlig hensigtsmæssig og ikke til gavn for mine medborgere, vende mig om og sige, at jeg går igen.

Derfor bliver vi nødt til at punktere de her generaliseringer og de her, kan man sige, tendenser til at overføre en smitterisikoprocent fra en gruppe til en gruppe af bloddonorer. Et lille sjovt faktum er, at i Nordjylland er der lige så mange kvinder, der har hiv, som der er mænd, der har hiv. Så skulle vi så sige, at vi udelukker i øvrigt også alle nordjyske kvinder fra at donere blod? Det gør vi nok ikke. Men det er bare for at sige, at der jo altså er risici i alle grupper i befolkningen, og vi bliver nødt til at antage, at dem, der donerer blod – for at gentage mig selv – gør det af et godt hjerte. Og har de en risikofyldt adfærd, gør de det nok ikke.

Jeg vil til sidst sige, at vi har talt om en fælles beretning. Jeg tror, der har været nogle misforståelser, men jeg ved det ikke helt. Jeg blev også en lille smule forvirret nede fra min stol i løbet af debatten i dag. For hvis vi kan lave en fælles beretning, hvori vi er enige om, at vi skal arbejde hen imod et system, hvor man spørger ind til adfærd i stedet for til en, kan man sige, seksuel orientering, altså at nogle f.eks. tilhører en seksuel minoritet som en mand, der har sex med mænd, så er vi rigtig glade. Hvis det samtidig betyder, at man så fjerner det spørgsmål, der hedder, at er du mand, og har du haft sex med mænd inden for de sidste 12 måneder, eller har du haft sex med mænd i dit liv – det passer jo ikke med de 12 måneder, undskyld – altså hvis vi fjerner det spørgsmål og erstatter det med et spørgsmål, som går på, om man har en risikofyldt seksuel adfærd, og hvis vi kan blive enige om det i en beretning, er vi nået rigtig, rigtig langt. Det var det, jeg hørte at Socialdemokratiets ordfører sådan set talte for. Jeg hørte også, at både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti talte i de baner. Og jeg synes da helt klart, at vi kan lave en høring, hvor vi inviterer nogle af de eksperter ind, som vi også har nævnt i dag, og som givetvis kan hjælpe os med at finde ud af, hvordan det sådan lige er – og selvfølgelig også Styrelsen for Patientsikkerhed – vi definerer de spørgsmål, der skal stilles. Så længe vi sikrer, at vi fjerner den stigmatisering, der er i dag ved at udelukke en hel gruppe af mænd, så vil vi i hvert fald i Alternativet være rigtig glad for at gå med i sådan en beretning.

Men lad det vise sig i det videre udvalgsarbejde. For nu vil jeg i hvert fald gerne sige tak for alle kommentarerne og alle ordførertalerne heroppefra, og jeg glæder mig til det videre arbejde.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Ligestillingsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.