Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 1:

Forslag til folketingsbeslutning om gratis psykologhjælp til voldsramte på landets krisecentre.

Af Rasmus Horn Langhoff (S) og Lea Wermelin (S).

(Fremsættelse 05.10.2016).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er social- og indenrigsministeren.

Tak for det, formand. Forslagsstillerne bag B 1 ønsker, at regeringen i indeværende folketingssamling pålægges at sikre finansiering af og at indføre gratis psykologhjælp til voldsramte på landets krisecentre.

Lad mig indlede med at gøre det helt klart, at regeringen er enig med forslagsstillerne bag B 1 i, at voldsudsatte skal have hjælp til at bearbejde de voldsoplevelser, som de har været udsat for. Nogle voldsudsatte har levet et helt liv med vold, og det siger sig selv, at det kræver et enormt stort mod at forlade en voldelig partner. Det siger også sig selv, at sådan en voldsoplevelse kan sætte langvarige spor, både hos den voksne, men jo også hos de børn, som oftest følger med, når en forælder beslutter sig for at søge hjælp.

Så derfor deler regeringen sådan set også intentionen bag B 1, men mener ikke, at en ret til gratis psykologhjælp er den rette vej at gå. Det skyldes, at der faktisk allerede i dag eksisterer en række indsatser, som har til formål at hjælpe den voldsramte videre til en selvstændig tilværelse uden vold, og det skyldes også, at vi i den netop indgåede satspuljeaftale – sammen med netop Socialdemokratiet – har iværksat nye initiativer på området. Det forekommer måske lidt pudsigt at stå her i dag, ugen efter at satspuljepartierne indgik et forlig – det er præcis 1 uge siden – et forlig, hvor et af initiativerne faktisk er, mener jeg, et meget, meget vigtigt grundlæggende initiativ, der handler om forebyggelse af vold i de nære relationer.

Vi er fra regeringens side selvfølgelig helt enige i, at voldsudsatte i akut krise skal have hjælp, og den hjælp kan man i dag få på bl.a. landets kvindekrisecentre. Det er naturligvis en central del af et krisecenters opgave at yde beskyttelse og at yde sikkerhed til den voldsudsatte kvinde og eventuelt medfølgende børn, som jo alle står i en akut krisesituation. Det er også en lige så central del af et krisecenters opgave at give omsorg og støtte til de voldsudsatte kvinder og børn, som tager ophold på krisecenteret. Det gør centrene bl.a. gennem individuel rådgivning, hvor en krisecentermedarbejder hjælper den voldsudsatte med at bearbejde voldsoplevelsen og jo faktisk også hjælper med gradvis at klæde kvinden på til at kunne magte en selvstændig tilværelse væk fra volden. Derudover tilbydes der også i en del af krisecentrene andre former for støtte, eksempelvis gruppebaserede forløb eller samtaler til kvinderne sammen med deres børn. Ved hjælp af den form for samtaler og dialog bliver kvinderne støttet til en udvikling, som gør det muligt, at man kan etablere en tryg tilværelse uden vold. Som det også fremgår af det fremsatte beslutningsforslag, er det efter sundhedslovens § 69 muligt for visse særligt udsatte persongrupper at modtage et tilskud til behandling hos en psykolog i praksissektoren efter en lægehenvisning, og til gruppen af tilskudsberettigede personer hører netop personer, som har været udsat for vold.

Jeg kunne godt tænke mig lige at bruge et par ord på at nævne, hvad det egentlig var, vi indgik en aftale om i fredags, for det er, mener jeg, ret væsentligt i den her debat. Socialdemokratiet er en del af den aftale, og den indebærer et markant løft af indsatsen på voldsområdet. Det er en aftale, hvor vi afsætter 65 mio. kr., og med dem iværksætter vi en række nye initiativer, alle sammen med det formål at hjælpe voldsudsatte mennesker, og her er psykologhjælpen faktisk også tænkt ind. Det indgår som en del af aftalen, at der skal etableres netværksgrupper for voldsudsatte kvinder – potentielt set også for voldsudsatte mænd og for børnene – hvor lige præcis den her form for netværksinitiativ skal have deltagelse af en psykolog. For det er nemlig intentionen med netværksgrupperne – ligesom det også er intentionen med det her beslutningsforslag – at den form for indsatser skal hjælpe den voldsudsatte til at få bearbejdet voldsoplevelsen og i det hele taget lykkes med at få skabt et solidt fundament til at komme videre i et liv uden vold.

Derudover indebærer den ny satspuljeaftale, at der også sættes bredt fokus på indsatsen til voldsudsatte, sådan at det ikke alene er kvinder på krisecentre, som har mulighed for at få støtte til at komme videre i en tilværelsen uden vold. Vi har bl.a. fokus på de eksisterende ambulante behandlingstilbud til personer, som lever med vold i nære relationer, og at de udvides. Det har vi gjort, ved at vi er blevet enige om at afsætte midler til Mødrehjælpens initiativ, der hedder »Ud af Voldens Skygge«.

Det er netop en form for ambulant behandling, som tilbyder en tværfaglig behandling, der er sammensat af både socialrådgivere, socialpædagoger og psykologer, til voldsudsatte personer, som har forladt eller truffet beslutning om at forlade en voldelig partner. Satspuljepartierne var i forbindelse med de forhandlinger, som vi afsluttede i fredags, enige om, at det var den her pakke, inklusive delen om psykologhjælp i forbindelse med tiden efter et krisecenterophold, som er det, der er behov for, for at bringe hele området videre, og altså ikke isoleret set indholdet af det her beslutningsforslag. Det er også derfor, jeg undrer mig over, at vi har debatten i salen i dag om det her forslag, altså når vi netop har indgået den brede politiske aftale i fredags.

Så er det også vigtigt at få sagt, at vi jo også har vedtaget lovgivning, som forpligter kommunerne til at tilbyde indledende og koordinerende rådgivning til alle kvinder, som tager ophold på krisecenteret. Formålet med den ordning er selvfølgelig at hjælpe kvinden med at bryde den voldsspiral, som hun er havnet i, og jo også at styrke hende i at skabe en styrket og en mere stabil tilværelse uden vold. Så den her koordinerende rådgivning tager udgangspunkt i den enkelte kvindes situation og behov, og det vil sige alle de forhold, som er relevante for den enkelte kvindes muligheder for at skabe sig en tilværelse uden vold.

Så lad mig afslutningsvis gøre det klart, at vold i nære relationer – det tror jeg selvfølgelig alle er enige om – er fuldstændig uacceptabelt, og det er en forpligtelse, at vi som samfund yder hjælp til de personer, som udsættes for vold af deres nærmeste, og det er også baggrunden for, at vi netop har en række indsatser, som har det klare formål at hjælpe voldsudsatte personer i den krisesituation, de står i, når de tager mod til sig og forlader deres voldelige partner. Det er en indsats, som omfatter støtte og omsorg på kvindekrisecentre, det er en indsats, som omfatter tilskud til psykologbehandling, det er en indsats om en række nye initiativer i årets satspuljeaftale, og så er det – det er nok så vigtigt – en kommunal pligt til at tilbyde voldsudsatte kvinder på krisecentre den indledende og den koordinerende rådgivning. Så med de ord vil jeg ende med at konkludere, at regeringen ikke vil støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er en kort kommentar fra hr. Rasmus Horn Langhoff.

Ministeren siger, at ministeren er overrasket. Så vil jeg så sige, at jeg er overrasket over, at ministeren er overrasket. Det her har sådan set været noget, som ministeren har været i en lang række samråd om, som jeg selv har indkaldt til for at sætte fokus på det her. Så det kan ikke overraske ministeren, at det er Socialdemokratiets ønske at genindføre den gratis og akutte psykologhjælp på krisecentrene. Det kan umuligt overraske socialministeren.

Så har vi indgået en satspuljeaftale med en række vigtige tiltag på krisecentrene, som er gode, og som styrker kvinders – det er jo først og fremmest kvinder, der benytter sig af krisecentrene – mulighed for at bryde med volden. Det er en lang række gode tiltag, som mine kolleger fra Socialdemokratiet jo også har været ude og rose. Jeg vil også selv kvittere for dem. Det er nogle gode ting, vi har lavet sammen. Men det ændrer jo ikke på, at man godt kan supplere med endnu flere gode ting, og det er jo det, vi forsøger på med det her beslutningsforslag.

Så jeg vil bare spørge til sidst: Gør det indtryk på ministeren, at Socialstyrelsen altså siger, at der er nogle rigtig gode resultater, ved at man indfører gratis og akut psykologhjælp både i forhold til kvindernes mulighed for at bryde med volden, men også i forhold til at sikre dem overskud til at være der for deres børn?

Værsgo.

Lad mig starte med den første del af spørgsmålet, altså hvorvidt man synes, det er mærkeligt, at jeg er overrasket. Det er jo helt korrekt, at vi har brugt rigtig meget tid sammen i samråd, og at vi har debatteret det her emne indgående. Og så mindes jeg også, at flere socialdemokrater i forbindelse med samrådene sagde, at der er brug for handling her, der er virkelig brug for handling og alt det der. Forhandling er noget mærkeligt noget.

Men man var alligevel klar over, at der selvfølgelig skal forhandling til, for at man kan handle. Og forhandling er lige præcis det, vi har haft i satspuljen. Vi har netop siddet og forhandlet en kæmpestor aftale på plads med en ramme på 65 mio. kr. Det er derfor, jeg er noget overrasket over, at Socialdemokratiets ligestillingsordfører fastholder det her, når man netop har indgået et politisk forlig, en bred politisk aftale om, hvordan man styrker det her område. Så derfor undrer det mig, at Socialdemokratiet insisterer på at sige: i denne samling, og at regeringen skal pålægges at finde finansiering.

Det undrer mig, når man netop har indgået et forlig, indgået en aftale.

Spørgeren.

Hvis man bare lytter til socialministeren, får man jo nærmest det indtryk, at det ikke har været et socialdemokratisk ønske at finde en løsning i forbindelse med satspuljen på det her område. Den forestilling vil jeg gerne lige bede ministeren om at afkræfte. Selvfølgelig har det været et ønske fra Socialdemokratiet om at løse det her med satspuljen. Det lykkedes så ikke, men det kommer altså ikke til at gøre, at vi ikke bliver ved med at kæmpe for at få vores politik gennemført. Og vi bliver ved med at kæmpe for at få den her ordning gennemført. Jeg synes lige, at ministeren skal anerkende min ret til det, når nu ministeren refererer til forhandlingerne her og sådan problematiserer, at jeg tillader mig at fremsætte det her forslag, når der lige er lavet en satspuljeaftale. Det er jeg altså i min gode ret til, og det er vi i Socialdemokratiet i vores gode ret til. Der er altså ikke noget modsætningsforhold mellem at have et ønske til satspuljen og så det. Der er masser af ønsker, men der er jo desværre ikke råd til det hele. Men de ting, der så ikke bliver gennemført, er man vel i sin gode ret til at arbejde videre med efterfølgende.

Ministeren.

Jeg refererer af princip aldrig fra forhandlingsmøder. Jeg refererede og konkluderede, hvad vores satspuljeaftale gik ud på. Det er præcis 1 uge siden, at alle satspuljepartierne – det er Folketingets partier undtaget Enhedslisten – bredt stod sammen og konkluderede, at her har vi et forlig. En del af forliget er bl.a. den her store satsning til forebyggelse af vold i nære relationer bl.a. med initiativer omkring psykologdeltagelsen, i forbindelse med at man flytter sig væk fra opholdet på bl.a. et kvindekrisecenter. Så nej, der er ikke noget at afkræfte eller bekræfte her.

Når man indgår et forlig, indgår man en aftale, og så er min holdning, at man i det mindste støtter den og ikke på den måde siger, at det ikke var godt nok. Så skulle man jo ikke have indgået aftalen, kan man jo nærmest få lyst til at sige. Der er indgået et forlig, der er indgået en aftale, en bred satsning på et ret stort og anseligt beløb. Og jeg er glad for, at Socialdemokratiets ligestillingsordfører også bekræfter, at den aftale, der er lavet, faktisk er rigtig, rigtig god, og at det er fornuftige ting. Så lad os nu fokusere på, hvad det egentlig er for en god og betydningsfuld aftale, vi har lavet, som lige præcis skal komme de her mennesker i et bredere perspektiv til hjælp, for det er ikke nok kun at fokusere entydigt på en psykologordning på krisecentrene.

Fru Lea Wermelin.

Det er jo lidt bemærkelsesværdigt, at vi har en minister stående, som siger, at hvis Socialdemokratiet ikke er helt enige i regeringens ligestillingspolitik, skal vi lade være med at indgå aftaler. Det kan da aldrig være den måde, som vi laver politik på. Vi er såmænd mere ambitiøse end den minister, der står på talerstolen lige nu, i forhold til det her område, må vi forstå. Men vi har da altid en interesse i at indgå aftaler, som skridt for skridt bringer os længere i retning af den politik, som vi står for.

Der er jo en forskel – vil ministeren ikke også bekræfte det? – på det, der ligger i satspuljeaftalen, og det forslag, som vi behandler i salen her i dag, hvor der jo netop er fokus på den akutte psykologbehandling, der betyder, at når man kommer og banker på døren, er der mulighed for, at man kan få stillet den her psykologhjælp til rådighed med det samme. Kan ministeren ikke også i den forbindelse bekræfte, at vi jo har en evaluering, som viser, at det virker? Vi ved, at det her virker. Derfor er det jo også så ærgerligt, at ministeren står på talerstolen og afviser forslaget, som ministeren gør.

Ministeren.

Jeg står og undrer mig lidt over, om det er, fordi man ikke selv har siddet med i en forhandling eller er frustreret over resultatet. Jo, jeg mener, det er bemærkelsesværdigt: En uge efter at man har indgået en bred aftale og faktisk siddet i timevis, i dagevis og diskuteret feltet indgående, når man så til enighed og siger, at nu laver vi det her – og jeg er glad for, at Socialdemokratiets ligestillingsordfører bekræfter, at det faktisk er en rigtig, rigtig god og betydningsfuld aftale, der er indgået – vedbliver ligestillingsordføreren og tilsvarende medlemmet af Ligestillingsudvalget så at sige: Men vi vil have det her; vi vil pålægge regeringen at gøre det nu. Det synes jeg ikke er en aftaleindgåelse værdigt, når man egentlig indgår et forlig og er enige om, at det her er et godt og vigtigt initiativ.

I forhold til om ret til psykologhjælp på krisecenteret er den rette vej at gå, har jeg sådan set gjort meget, meget tydeligt rede for det i hele min besvarelse eller hele min tale her. Jeg mener ikke, det er den rette løsning på den her brede problemstilling. Jeg mener, at vi bruger midlerne klogere lige præcis på den måde, vi har indgået en aftale om.

Spørgeren.

Det virker jo nærmest, som om det er, fordi ministeren mangler argumenter, at ministeren bliver ved med at tale om den satspuljeaftale. For vi har jo ikke fundet på det her på egen hånd. Det er vores parti, Socialdemokratiet, som står bag det her beslutningsforslag. Det er jo, fordi vi ønsker det her tiltag. Det er, fordi vi mener, at det vil være et godt supplement til den satspuljeaftale, der er lavet.

Derfor bliver jeg nødt til at spørge ministeren igen, om ministeren ikke anerkender, at den ordning, der har været, hvor man har kunnet få akut psykologhjælp, ikke alene har hjulpet kvinderne, men sådan set også har hjulpet med til, at de bedre kan tage vare på deres børn. Og det er jo noget af det, der er i vores alle sammens interesse. Derfor adskiller det her forslag sig også fra den satspuljeaftale, der ligger. Vil ministeren ikke være sød at bekræfte det og, kan man sige, indgå i den debat, som vi egentlig gerne vil have ministeren til at tage her i salen i dag, i stedet for at diskutere satspuljeaftalen?

Ministeren.

Jeg er nødt til at sige, at tingene jo hænger sammen. Det kan godt være, at man er frustreret over at skulle diskutere, hvad der er indgået af aftaler i satspuljen, men man kommer ikke uden om, at det er en betydningsfuld aftale, altså at det initiativ, der er vedtaget i kredsen, bredt blandt partierne i Folketinget, får betydning. Som jeg også sagde i min tale, og som jeg gerne gentager, er det jo ikke sådan, at der ikke sker noget på et krisecenter. Altså, det er en kerneopgave på et kvindekrisecenter netop at tilbyde støtte og omsorg til den voldsudsatte kvinde i den her akutte fase, som hun jo står i efter bruddet med en voldelig partner. Det er krisecentermedarbejderne, det er krisecenteropbygningen, der har den faglige ekspertise i det. Nogle af dem har psykologrådgivning, nogle af dem har psykologer tilknyttet.

De fungerer lidt forskelligt, ingen tvivl om det, men lad det ikke lyde, som om psykologhjælp overhovedet ikke fungerer. Der er rigtig mange mennesker, der har god gavn af psykologhjælp. Det er også derfor, at vi har offentlige støtteordninger, og helt specifikt til forskellige målgrupper er der faktisk netop anselig støtte til den betaling, der er for at være hos en psykolog. Så det var også det, jeg redegjorde for, i forhold til lige præcis voldsramte mennesker, der også kan få hjælp til betalingen af psykologhjælpen.

Fru Pernille Skipper.

Jeg må indrømme, at selv om jeg ikke har siddet med i et forhandlingslokale om satspuljen, har jeg lidt svært ved at forstå, at man ikke må ønske sig mere end det, man indgår aftale om. Den form for tilgang til politiske aftaler ville jo fuldstændig forhindre kompromiser i det danske Folketing, og det tror jeg ærlig talt ikke er det, ministeren mener.

Det, jeg gerne vil spørge om, er, hvordan den her gode og betydningsfulde aftale, som ministeren kalder satspuljeaftalen, er finansieret?

Ministeren.

Jeg kigger på fru Pernille Skipper og sender et lille smil, for det er jo her, vi har en dejlig ideologisk diskussion. Satspuljen er en pulje, der bliver til, på baggrund af hvordan man regulerer overførselsindkomster sammenholdt med lønudviklingen, og det er ad den vej, man tilvejebringer midler til lige præcis at kunne investere og vedblive med at udvikle, hvordan hjælpen fungerer i Danmark – hjælp til socialt udsatte grupper.

Spørgeren.

Man regulerer overførselsindkomsterne sammenholdt med lønudviklingen på en bestemt måde, var det, ministeren sagde. Vi skal bare være helt klar på, hvad det betyder, for det lyder sådan set meget tilforladeligt. Betyder det, at for dem, der er på overførselsindkomst, dvs. folkepensionister, kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister, flexjobbere, altså nogle af de mest udsatte grupper i samfundet, indebærer det, at deres midler hele tiden bliver mindre og mindre værd i forhold til lønudviklingen og alle os andre i samfundet, fordi man tager nogle penge, som man bruger på satspuljen, bl.a. voldsramte kvinder. Altså, man skærer ned på overførselsindkomsterne for at finansiere sociale indsatser.

Det vil jeg bare gerne have ministeren til at bekræfte, og så kan man jo derefter fortsætte med sit praleri af den aftale.

Ministeren.

Jeg er så glad, når Enhedslisten taler om det her område på den måde, at man tager nogle penge fra nogen. Overførselsindkomster i Danmark er penge fra fællesskabet, det er penge fra skatteydere – skatteydere som fru Pernille Skipper, skatteydere som mig selv – som alt andet lige gør, at der er den her offentlige sektor og dermed også muligheden for at kunne betale ydelser. Og til den diskussion om, hvor pengene er, og hvor de kommer fra, og hvordan penge reguleres, vil jeg bare advare mod at sige, at man tager noget fra nogen. Man giver, og man regulerer det, når alle har afleveret til den fælles, store statskasse ved vores skattebetalinger. Det er det, diskussionen handler om.

Jeg synes grundlæggende set, at satspuljemekanikken ikke er forargelig, som jeg ved fru Pernille Skipper synes den er det. Jeg mener ikke, den er forargelig, for hvordan vil man ellers sikre finansiering til den vigtige udvikling, der må og skal være på socialområdet, hvis man skulle sidde så at sige i de store finanslovsforhandlinger og også slås på lige fod med infrastrukturprioriteringer eller forsvarsbudgetter eller uddannelsesområdet?

Jeg mener, det her er en fornuftig måde at tilvejebringe en økonomi, så man vedvarende kan insistere på udviklingen af socialindsatser bredt set i det her land.

Tak til ministeren. Der er ikke flere af ordførerne, der ønsker at debattere med hende nu. Så går vi over til ordførerne, og den første er fru Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Ja, så kommer der jo nok også nogle gentagelser herfra. Det her beslutningsforslag handler om gratis psykologhjælp til voldsramte på landets krisecentre, hvor man vil pålægge regeringen i indeværende folketingssamling at sikre finansieringen til at indføre gratis psykologhjælp til voldsramte på landets krisecentre. Der skal ikke være nogen tvivl om, at i Dansk Folkeparti finder vi det fuldstændig afskyeligt, at mennesker udsætter andre mennesker for vold. Dertil har vi jo også indgået en aftale, en fælles aftale, på socialområdet, hvor vi netop har haft en kæmpe fokus på det her område, hvor vi sætter midler af til en national enhed i forhold til vold i nære relationer.

Som ministeren var inde på, har vi afsat 65,6 mio. kr. i perioden fra 2017 til 2020 netop for at styrke indsatsen. Der er i dag ca. 33.000 kvinder, der bliver udsat for vold, og der er i dag ca. 13.000 mænd, som også bliver udsat for vold, og heraf opholder ca. 2.000 kvinder og ca. 10 mænd sig på krisecentre. Der er i og for sig en stor forskel. Der er i dag så en stor gruppe, som ikke får hjælp til at bryde den voldelige relation, som de er i, hvilket har stor betydning for den enkelte.

Den aftale, Folketingets partier netop har indgået om det, indebærer netop også en styrkelse på det område i forhold til dem, der i dag ikke får hjælp. Det er bl.a. et godt projekt, Mødrehjælpens projekt »Ud af voldens skygge«, som vi har erfaret har leveret rigtig gode og dokumenterede resultater. Formålet er at sikre hjælp til den gruppe, der netop, som jeg sagde tidligere, ikke kommer i kontakt med et krisecenter. Så har vi også i forhold til projektet set nærmere på mulighederne for at justere refusionsreglerne på voldsområdet med henblik på også at forankre ambulante tilbud i en rådgivning i kommunalt regi, og der laves en række initiativer, som netop skal sikre den helhedsorienterede indsats. Det ligger så også i forlængelse af den aftale, vi har lavet om handlingsplaner på voldsområdet.

Så derfor har vi afsat rigtig mange penge, men man kan altid bruge flere penge, sådan er det jo, men de penge skal jo også findes, og der er rigtig mange ting, man gerne vil være med til at løse i samfundet. Så den nationale enhed skal bl.a. drive en hotline til juridisk rådgivning til voldsudsatte kvinder, men det gode er, at det også er for voldsudsatte mænd. Så skal den stå for en vidensindsamling og en formidling om vold i nære relationer til relevante aktører på voldsområdet samt – det er jo det gode – drive efterværnsaktiviteter med psykologhjælp i form af sociale netværk til voldsudsatte og deres børn. Så får vi også en oversigt over landets krisecentre. Dem mangler vi et overblik over, og så skal vi jo selvfølgelig følge det her område meget tæt.

Jeg synes, at det er et meget, meget sympatisk forslag, Socialdemokraterne er kommet med, men jeg synes jo også, at vi rundt om forhandlingsbordet er blevet enige om, at det her måske var en rigtig god model for, hvordan vi kunne løse flere aspekter i det, også i forhold til at mændene er med i det her. Men der kommer jo en evaluering på netop det her, og hvis det viser sig, at det ikke er godt nok, eller at der er andre initiativer, som er bedre, er vi da villige til at kigge på det også, når vi eventuelt mødes i de næste forhandlinger igen.

I dag skal kommunalbestyrelserne tilbyde psykologbehandling til alle børn, som ledsager moderen under opholdet til de her boformer. Men vi har jo også et stort ønske fra Dansk Folkepartis side, når vi kigger på servicelovens § 109, om, at vi også får fædrene skrevet ind, så der står både kvinder og mænd i servicelovens § 109. Så der er også en række ønsker, som vi har til forbedringer på området, men jeg synes, at vi er nået frem til de gode, det håber jeg da i hvert fald, og når vi får evalueret det, håber jeg, at vi har ramt plet, men hvis vi ikke har ramt plet med det her, er vi da villige til at kigge på forbedringer.

Der er en kort bemærkning fra fru Lea Wermelin.

Tak for det. Jeg er sådan set rigtig glad for, at ordføreren også bekræfter, at det her er et meget, meget vigtigt område, og at vi kan gøre mere for at hjælpe alle dem, der jo desværre bliver udsat for vold her i landet. Derfor vil jeg egentlig også starte med at spørge ordføreren, hvilken betydning ordføreren tror at den her akutte psykologhjælp har for dem, der møder op på et krisecenter.

Ordføreren.

Undersøgelsen har jo vist, at det for mange kvinder har en rigtig stor betydning. Det tror jeg også at det har. På den anden side tænker jeg også, at vi jo er forskellige som mennesker. Somme tider har man brug for noget forskelligt, nogle forskellige indsatser, afhængigt af hvilken situation man står i. Det har vi jo prøvet at finde en løsning på i forhandlingerne sammen, også med Socialdemokraterne, hvor vi netop har lavet den her aftale. Så afhængigt af hvem man er, og hvad man har behov for, synes jeg at det er vigtigt, at man tilretter den indsats til det enkelte menneske.

Spørgeren.

Nu hører jeg ordføreren sige, at det kan have rigtig stor betydning. Det er jo i hvert fald det, som evalueringen også har vist, nemlig at det virkelig kan være en god hjælp. Jeg hører derfor også ordføreren sige, at det kan være vigtigt med en palet af initiativer. Derfor synes vi jo også, at det her forslag er så godt.

I ordførertalen sagde ordføreren, at man jo altid kan bruge flere penge, og det er jo sådan set rigtigt nok, men her har vi noget, vi ved der virker. Det koster lidt mindre end 1 kr. pr. dansker at få det gennemført. Deler ordføreren ønsket om, at vi skulle kunne gøre det her, for så kan det jo også være et spørgsmål om at sige, at vi kunne sætte os sammen og prøve at se på, om vi ikke kunne finde pengene? Vil ordføreren være interesseret i det, eller skal det forhandles i satspuljen, som er det, som ordføreren går tilbage til? Eller kunne man i virkeligheden sige: Lad os da kigge på det og se, om vi faktisk kunne finde pengene til det her vigtige og betydningsfulde initiativ?

Ordføreren.

Jo, men der må jeg sige, at vi jo netop har, kan vi sige, satset på at finde pengene til det her område i satspuljen i fællesskab. Vi er med i en aftale og i det resultat, vi er nået frem til i de forhandlinger, vi har haft. Så er det ikke sådan, at det ene udelukker det andet på den måde, at vi ikke fremadrettet kan se på, om der er andre initiativer, der skal tages med, men i forhold til det her har vi jo netop haft fokus på den helhedsorienterede indsats i forhold til den nationale enhed.

Hr. Rasmus Horn Langhoff.

Det skal lige siges, at det her forslag er et tilbud rettet til både voldsramte mænd og kvinder på krisecentrene. Der er så flest kvinder på krisecentrene, så derfor er det dem, vi ofte taler om. Men det er altså rettet til både mænd og kvinder.

Det er jo dokumenteret – det har Socialstyrelsen selv gjort tidligere i år – at den akutte og gratis psykologhjælp på krisecentrene har givet gode resultater i forhold til kvindernes mulighed for at bryde med volden og i forhold til at give dem overskud til at være der for deres børn. Det må da gøre indtryk på os alle sammen og også på Dansk Folkeparti.

Så lad mig høre: Hvad er det, der gør, at I ikke bakker op? Er det, fordi I er imod det konkrete forslag? Er det, fordi I synes, det er for dyrt med de her 4 mio. kr. om året? Er det, fordi I ikke mener, man kan tillade sig det, når nu vi har lavet satspuljeaftale om noget andet? Eller er det for at sikre julefreden i blå blok? Hvad er årsagen til det? Jeg kan ikke helt finde ud af det.

Ordføreren.

Nej, det kan godt være, at ordføreren ikke kan finde ud af det. Vi synes, det er en rigtig god aftale, vi har lavet, netop fordi vi har fået skrevet efterværnsindsatser ind, men der er også skrevet psykologhjælp ind i forhold til den helhedsorienterede indsats. Så det er sådan set ikke, fordi vi er sat op på det ene eller det andet. Vi er gået en målrettet vej, i forhold til at vi ønsker handling på området, og vi ønsker at investere i det her område. Vi ønsker, at voldsramte kvinder får hjælp, og vi ønsker, at voldsramte mænd får hjælp, og vi ønsker, at voldsramte børn får hjælp. Derfor synes vi jo, at vi på den her måde har lavet en god løsning, så mennesker, som udsættes for vold, får en øget indsats.

Spørgeren.

Det er da en god aftale, men det er jo ikke en perfekt aftale, fordi der er begrænsede midler til sådan en aftale. Der er en pose penge, og så kan man prøve at blive enige om, hvordan de skal fordeles. Men det gør jo ikke, at når man går derfra, skal partierne lægge deres socialpolitik og deres ligestillingspolitik på hylden, fordi man nu for alt i verden ikke må mene noget mere end det, der lige er lavet et kompromis om i en satspuljeaftale. Så jeg synes jo også, at vi må løsrive os lidt fra det.

Vi er i vores gode ret til gerne at ville noget mere end en bestemt politisk aftale. Nu prøver vi så i al fredsommelighed at arbejde for det her. Hvis det var kommet via satspuljen, havde det været fint. Det kunne vi så ikke få, så prøver vi på den måde. Det er der da vel ikke noget underligt i. Hvis man politisk synes, det er en god idé, hvorfor så ikke bare bakke op?

Ordføreren.

Det kan ordføreren jo mene. Dansk Folkeparti mener så bare, at når man sidder og aftaler nogle ting på et område, som man mener er en rigtig god løsning, så kan man jo vurdere, om man synes, det er underligt, at andre så ugen efter kommer med det her forslag. Jeg vil lade folk vurdere, hvad de mener, og hvad de synes om det. Det vigtigste for Dansk Folkeparti er, at vi gør en indsats på området, og at vi hjælper mennesker, som er udsat for vold.

Fru Pernille Skipper.

Jeg synes, det er rigtig spændende, hvad vi hører nu. For det, jeg kan forstå, er, at når Dansk Folkeparti indgår en aftale, så vil de ikke ugen efter stille sig op og kritisere den og sige, at nu skal vi gå videre end den aftale.

Som jeg mindes det, mener Dansk Folkeparti, at den satspuljekonstruktion, hvor man altså finansierer sociale indsatser ved at skære ned på kontanthjælpen, folkepensionen, førtidspensionen, sådan set er asocial. Og Dansk Folkeparti plejer at sige, at de gerne vil gå videre end den aftale. De vil gerne sørge for, at man uddeler de her penge til sociale indsatser, men at man finansierer dem anderledes. Det plejer Dansk Folkeparti at sige. Mener Dansk Folkeparti også det, nu her en uge efter at de igen igen har skrevet under på at tage alle de her penge fra nogle af de mennesker, som i forvejen har mindst?

Ordføreren.

Nu synes jeg, at fru Pernille Skipper lægger nogle ord i munden på ordføreren heroppe, som ikke er blevet sagt. Men okay, lad os tage det med satspuljen. Det er ikke nogen hemmelighed; det har vi også tidligere sagt, og vi har endda haft en forespørgselsdebat om det hernede i salen, hvor vi havde indkaldt daværende finansminister Bjarne Corydon i forhold til netop satspuljen. Men vi har også sagt, at så længe satspuljen er der, vil vi også sidde med omkring bordet – det kan man jo have en holdning til – ligesom Enhedslisten har valgt ikke at sidde med ved bordet, altså holde sig udenfor. Der må jeg bare sige at vi er forskellige.

Men vi vil gerne være med til at se på, hvordan vi kan få løst hele den her satspuljeproblematik. Vi synes også, det er asocialt, og det ved fru Pernille Skipper også godt at vi synes.

Spørgeren.

Okay, men så giver det, ordføreren siger, om, hvorfor man ikke vil stemme for det her forslag, bare ikke så meget mening, vel? Fred være med det.

Der er noget, der undrer mig ved satspuljen. Nu siger ordføreren selv, at det synes man er asocialt, og hvis jeg begynder at tælle mandater herinde, er der altså 90 mandater, som bliver ved med at sige, at den her satspulje er helt hen i vejret, altså mere endda. Og derfor undrer det mig, at der bliver ved med at blive indgået en aftale om den, og at den bliver ved med at være en, man skubber foran sig. Når der ligger et helt udmærket forslag, der kan give flere rettigheder til mennesker, der er ramt af vold i hjemmet, så skubber man satspuljeaftalen foran sig, og så står man igen og klager over, at man i virkeligheden slet ikke har lyst til at lave den der satspuljeaftale.

Altså, kan ordføreren ikke godt høre, at det efterhånden begynder at klinge en lille smule hult?

Ordføreren.

Det er jo ordførerens vurdering, at det klinger hult. Jeg står her ærligt og redeligt og fortæller, at her har vi måske nogle forskellige synspunkter, i forhold til at vi gerne vil sidde med ved bordet, men at vi også gerne vil finde en løsning på den anden del, i forhold til hele satspuljen. Det ved ordføreren også godt. Og så kan ordføreren jo tælle mandater, men det er måske bare ikke så ligetil at finde en løsning på hele den her problematik eller udfordring, som rigtig mange mennesker mener der er i forhold til satspuljen.

Mange tak til fru Karina Adsbøl. Og så skal vi byde velkommen til en sønderjyde, nemlig hr. Carl Holst fra Venstre, Danmarks liberale parti.

Tak til formanden for den varme velkomst. I forhold til selve forslaget, som jo går ud på at pålægge regeringen at indføre gratis psykologhjælp til voldsramte på landets krisecentre samt tilvejebringe finansieringen af dette, er jeg på linje med ministeren og har den samme forundring. Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at forslagsstillernes eget parti, Socialdemokratiet, selv har været en del af den satspuljeaftale, hvor forsøgsordningen med gratis psykologhjælp blev aftalt og i samme pulje og forhandling efterfølgende blev afsluttet. Og som ministeren både i sin ministertale i dag og ved tidligere lejligheder har understreget, er satspuljeinitiativerne noget, som partierne bag aftalen igangsætter og afslutter i fællesskab. Og derfor deler jeg ministerens undren.

Jeg anfægter ikke retten til at fremsætte beslutningsforslaget; det har man ret til inden for de parlamentariske spilleregler, og jeg har retten til at undre mig over, at man gør det på den her måde i forhold til det forhandlingsforløb, der har været.

I forhold til selve forslaget er der ud fra et Venstresynspunkt i dag i tilstrækkelig grad enten gratis eller tilskudsbaseret psykologhjælp til rådighed for voldsramte. Det er bl.a. muligt for voldsramte at få tilskud til psykologbehandling gennem sundhedsloven, og hvis den voldsramte ikke har råd til den nødvendige psykologbehandling, har kommunen i dag mulighed for at hjælpe. Sidstnævnte er på baggrund af en individuel vurdering af den voldsramte. Og derfor mener Venstre, at der allerede i dag er tilstrækkelig fokus på at sikre ordentlig psykologhjælp til de voldsramte på krisecentrene.

Derudover er der, som vi alle er bekendt med, i den netop indgåede satspuljeaftale afsat midler til netværksgrupper, der også vil omfatte psykologhjælp, for folk, der bliver ramt af vold i nære relationer. Det er både rigtigt og rimeligt, at vi investerer i denne form for støtte, for denne form for vold er, som vi alle sammen er enige om, både uacceptabel og utilstedelig. Når det så alligevel finder sted, skylder vi som samfund og som medmennesker at støtte voldsramte personer, ikke udelukkende voldsramte, der finder adgang til og bosted på et krisecenter, men voldsramte i hele samfundet. Det er det bredere sigte, vi i satspuljeforhandlingerne havde i vores indsats med de 65,6 mio. kr., som vi indgik en aftale om.

Det er på den baggrund, at Venstre ikke støtter beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Lea Wermelin.

Tak for det. Nu noterede jeg ned, at ordføreren sagde: Venstre mener i dag, at der er en tilstrækkelig grad af hjælp til dem, der bliver udsat for vold. Altså, jeg må sige, det overrasker mig noget, at ordføreren kan stå og sige det, når vi ved, at der er 33.000 kvinder, som hvert eneste år bliver udsat for vold i hjemmet, og at der er lige så mange børn, som lever i familier, hvor man enten bliver udsat for vold eller overværer vold. Så gør vi da ikke nok som samfund.

Vil ordføreren bekræfte, at det var det, som ordføreren sagde? Altså, mener ordføreren, at der ikke er mere, man kan gøre, end det, man har besluttet med den satspulje, der ligger nu – at der ikke er flere initiativer, ikke nogen måder, man kan gøre det bedre på, end vi gør i dag? Er det sådan, vi skal forstå ordførerens melding fra talerstolen i dag?

Ordføreren.

Det er min bedste overbevisning, at det ikke var det, jeg sagde, altså at der er tilstrækkelig hjælp til voldsofre. Jeg talte specifikt om beslutningsforslaget i forhold til psykologhjælp til dem, der er omfattet af, ramt af vold i nære relationer, og som får adgang til krisecentrene.

Så nævner du, at nogle og tres tusinde bliver ramt af det. Det tal, jeg har, er 33.000 kvinder og 13.000 mænd. Og ja, det er mange – knap så mange, som spørgeren giver udtryk for, men det er mange – men vi skal bare lige huske på, som fru Karina Adsbøl også var inde på, at af de 33.000 kvinder, er der 2.000, altså omkring 6 pct., der får adgang til de krisecentre, og som efterfølgende kan få den psykologhjælp, som beslutningsforslaget går ud på. Hvad med de andre? Og af de 13.000 mænd er det 10, der gør brug af krisecentrene, og det er vel 0,08 pct.

Min pointe er, at dér, hvor jeg foretrækker at man skal have sit fokus, og som jeg er glad for at man i satspuljeforhandlingerne var enige om at have det, er en bredere indsats for at forebygge, bekæmpe vold og hjælpe den voldsramte videre i samfundet end snævert at hjælpe dem, der får adgang til krisecentrene. For det er et bredere perspektiv, og vi skal bredere ud. Det er jo det, der er formålet med de 65,6 mio. kr., vi har besluttet at afsætte til det i satspuljeforhandlingerne.

Jeg skal lige minde om, at der ikke er lige så lang tid til svarene, som der er til ordførertalen.

Spørgeren.

Bare lige for the record: Jeg sagde, at der er 33.000 kvinder, der bliver udsat for vold, og så er der lige så mange børn, og det er jo så dem, ordføreren glemte i det, ordføreren remsede op. Men fred nu være med det.

Men det, der er ret interessant, er, at ordføreren åbenbart har en logik, som hedder, at hvis ikke alle tropper op på et krisecenter, skal ingen have den hjælp, som vi, kan man sige, fandt finansiering til i forbindelse med den forsøgsordning, der var til psykologhjælp. Så hvis ikke alle får den psykologhjælp, skal ingen have den. Altså, det er da en lidt omvendt logik, når vi oven i købet ved, at dem, der dukker op på krisecentrene, for manges vedkommende faktisk er ekstremt sårbare og ikke har et netværk, som de kan søge hen til, og som derfor måske i endnu højere grad har brug for den akutte psykologhjælp.

Så kan ordføreren ikke bare sige, om han mener, at de kvinder, der har fået psykologhjælp i forbindelse med den forsøgsordning, vi havde, ville have fået den tilstrækkelige hjælp alligevel?

Min bemærkning om taletiden gælder også spørgeren.

Ordføreren.

Dem, der har været omfattet af forsøget – og det fremgår af den evaluering, som der også er blevet henvist til flere gange – har haft gavn af det. Jeg ønsker bare, at indsatsen kommer bredere ud. Det er ikke sådan, at jeg siger, at fordi alle ikke får en hjælp, er det ikke en god hjælp, jeg siger bare, at i den politiske prioritering foretrækker jeg en indsats, der kommer bredere ud end til den gruppe, der kommer på krisecentrene, fordi problemerne, udfordringerne i forhold til at være ramt af vold i nære relationer, er bredere end det, den gode indsats, der foregår på krisecentrene, dækker. Det er det, der er min tilgang.

Hr. Rasmus Horn Langhoff.

Jeg tror ikke, jeg vil bruge min spørgetid på alt det dér polemiske, hvor vi ender med at snakke om alt muligt andet end det, der i virkeligheden står i vores beslutningsforslag, som nemlig er et konkret forslag, som handler om at sikre akut og gratis psykologhjælp til voldsramte på krisecentrene.

Ordføreren henviser til, at der er nogle andre tilbud. Man kan jo bare blive henvist af sin læge. Så skal man ligesom vente på det, og så kan man forlade krisecenteret og møde sin læge et eller andet sted og blive henvist af sin læge, og så er der jo p.t. 7-8-ugers ventetid til, at man kan komme til en psykolog, og derudover skal man have i omegnen af 300-400 kr. op af lommen, hvis man er så heldig at få offentligt tilskud hver eneste gang. Ordføreren ved jo udmærket godt, at nogle af dem, der henvender sig på krisecentrene altså ikke har penge til det her, og de har i hvert fald ikke tiden til at vente på det her. Så det er jo derfor, at psykologhjælpen skal være akut og skal være gratis på det mest kritiske tidspunkt og sandsynligvis det farligste tidspunkt i en voldsramt kvindes liv, nemlig i det sekund, at hun pakker kufferten, tager ungerne under armen og henvender sig på krisecenteret.

Ordføreren.

Jeg har såmænd ikke forsøgt at være polemisk. Jeg har bare forsøgt at svare på spørgsmålene med den tilgang, at jeg har indgået en satspuljeaftale, hvor vi har haft et bredere sigte i forhold til at gøre en indsats for at hjælpe dem, der bliver ramt af vold, og den bredere indsats skal vel omfatte alle og ikke udelukkende den gruppe af voldsramte, der kommer på krisecentrene.

Med hensyn til adgangen til at få kontakt med en læge vil jeg sige, at man sagtens kan være i en situation, hvor man ikke har overskud til det. Det kan man naturligvis sætte sig ind i, og det er også derfor, at der på krisecentrene er krisecentermedarbejdere, der kan hjælpe med at foranledige denne kontakt. Hvad angår akut hjælp, ja, der er ventetid til psykologbehandling efter henvisning fra læge, og det er også derfor, at man ved en akut henvisning jo skal have en akut behandling i forhold til det psykiatriske behandlingssystem.

Spørgeren.

Det sidste, ordføreren sagde, var da spændende. Jeg undrer mig lidt, for hvad er det for en voldsramt kvinde, som, når hun henvender sig på krisecenteret, forslået og med sine børn under armen og er så desperat og er så meget i krise, så hun er tvunget til at opsøge et krisecenter, kan vente i op til 2 måneder i gennemsnit på at få psykologhjælp. Det, der i virkeligheden er den nuværende politik, er, at nogle af dem ender med at vende tilbage til den, som udsætter dem for vold, og som udsætter deres børn for vold. Det er jo derfor, at hjælpen skal være akut, og det er derfor, at det er så afgørende, at der er psykologer tilknyttet krisecenteret, som ved, hvem de har at arbejde sammen med, og som tilbyder hjælp med det samme. Det er noget helt andet end den efterværnsdel, som er i satspuljen.

Ordføreren.

Jeg tror, at i den rapport, vi refererer til, om evalueringen, har vi lige præcis på det felt læst det forskelligt. Jeg mener ikke, at der er belæg for at sige, at evalueringen viser, at ventetiden til krisepsykologhjælp har resulteret i, at man går tilbage til den person, der har forårsaget volden. Det var det ene.

Det andet er, at jeg er glad for, at spørgeren synes, at det, jeg sagde, var spændende, men jeg mener det faktisk. Det er da klart, at har man behov for akut psykiatrisk hjælp – man kan sagtens være i en situation, hvor man har det – så er det da en del af det psykiatriske behandlingssystem, man skal være omfattet af.

Og så der er en kort bemærkning fra fru Yildiz Akdogan.

Jeg har valgt at tage ordet, fordi jeg kunne høre, at ordføreren ad flere omgange sagde, at man ville have hjælp til at yde en bredere indsats for de voldsramte kvinder, altså ud over blot dem, der er voldsramt og er på et krisecenter.

Med den sætning synes jeg ordføreren lidt negligerer relevansen af de kvinder, der befinder sig på de her krisecentre. Så jeg vil egentlig spørge, om ordføreren har en kommentar til, om de der voldsramte kvinder, der blot er på krisecentrene, ikke har brug for en psykologhjælp? Har de ikke brug for hurtig hjælp for at komme videre med deres liv?

Carl Holst.

Jo, det har de helt bestemt, og det var, blot i betydningen af at det er én målgruppe, og jeg udtrykte, at jeg sammen med resten af partierne bag satspuljeforliget vil gøre noget for hele målgruppen.

Der spørges så – det var det ærinde, jeg forstod spørgeren havde – om det vil sige, at jeg ikke mener, at det er væsentligt at tage hånd om dem, der er og kommer på krisecentrene.

Der vil jeg sige: Jo, og det er det, man gør. Det, vi gør med forslaget og forliget i satspuljeforhandlingerne, er, at vi kommer omkring dem og andre.

Omvendt kunne man stille spørgsmålet: Hvorfor har I kun fokus på dem på krisecentrene, og hvorfor havde det oprindelige forslag kun fokus på voldsramte kvinder? Det er slet ikke den tilgang, jeg har. Jeg kan berolige med, at der både skal være fokus på krisecentre og andre steder.

Spørgeren.

Jeg kan så orientere ordføreren om, at vi i Socialdemokratiet også er meget interesseret i den brede del af det her problemfelt, altså ikke kun voldsramte kvinder på krisecentrene, men generelt voldsramte kvinder og børn og også de mænd, der udsættes for vold.

Når ordføreren hele tiden siger de ting om satspuljeforligene, så vil jeg da sige, at jeg ved, at det også har været et ønske fra Socialdemokratiets side at nedsætte den her gruppe.

For ud fra undersøgelser kan vi se, at det har en betydning og en effekt. Når man kommer fra et voldsramt forhold med børn, har man altså brug for at snakke med nogen, der sådan kan støtte en og sige: Det er den rigtige beslutning, du har taget, og nu skal vi finde ud af, hvordan du kan komme videre.

Derfor undrer det mig, at man ligesom siger: Vi vil gerne tænke bredt, og derfor gider vi ikke at løfte den opgave, der virker. Det virker ulogisk på mig, at man egentlig ikke gør den indsats, der virker, permanent.

Det vil jeg gerne høre ordførerens kommentar til.

Ordføreren.

Jamen det er jo netop det, vi har lavet i forhold til satspuljeforliget, da det brede er, at vi ikke kun siger, at det er et spørgsmål om psykologhjælp i op til 3 timer. Vi ser på, om der kan være behov for noget socialpædagogisk faglighed og behov for noget i forhold til overgang til arbejdsmarkedet, og hvad ved jeg.

Den selv samme rapport, som der bliver refereret til gang på gang, siger jo netop, at kvinder, der er voldsramte og kommer på krisecentrene, mister en tilknytning til arbejdsmarkedet i større omfang end andre kvinder, der bliver ramt af vold i nære relationer. Det er da et problem, vi skal tage alvorligt.

Jeg gentager: Fokus er på alle, der bliver ramt af vold i nære relationer, ikke blot dem, der bliver ramt af det og kommer på krisecentrene. Det har været tilgangen.

Vi siger mojn mojn til Carl Holst og byder velkommen til fru Pernille Skipper.

Ja, og i Nordjylland ville vi have sagt goddaw.

Jeg synes, det er en vældig interessant diskussion, der foregår, om end den på en eller anden måde bliver en lille smule teknisk.

Jeg synes, at man skal bryde det sådan fuldkommen ned og droppe hele den der diskussion om, hvad en aftale betyder, og om man må have en holdning, der går ud over en aftale, man har indgået. Det ville være utrolig svært at indgå kompromiser, hvis man ikke måtte have en holdning på områder, ud over det der nu engang er blevet aftalt, så det synes jeg ærlig talt er lidt en dårlig undskyldning, for at sige det direkte.

Hvis man bryder det fuldstændig fra hinanden, er det jo et nødvendigt og rigtig godt beslutningsforslag, Socialdemokraterne kommer med. Det handler om at sørge for, at der kommer psykologhjælp til kvinder, som er i en akut situation og har behov for hjælp, fordi de har været udsat for vold i hjemmet. Og faktum er, at de kvinder, der er voldsramte – ikke fordi, der ikke er mænd, der er voldsramte, men det er hovedsagelig kvinder – har brug for det. Det er det, man har råbt op om i årevis på krisecentrene.

Enhedslisten kan selvfølgelig godt støtte det her forslag, det er der ingen tvivl om, og vi vil gøre det helhjertet. Tak, fordi I har fremsat det, jeg synes, det er rigtig godt.

Nu, når vi er ved det, vil jeg advare om, at fordi vi stemmer for det her, betyder det ikke, at vi ikke har nogen holdninger om, at man skal gå videre. Det synes vi man skal.

Vi synes ikke, at det er godt nok, at der er 4 timers gratis psykologhjælp om ugen. Det er et godt sted at starte, men vi synes ikke, det er tilstrækkeligt. Vi synes faktisk, at der skal være den gratis psykologhjælp, som man har behov for.

Det er ikke mindst set i lyset af, at de kvinder, som rammes af vold, ofte er kvinder, som står i mildest talt besværlige økonomiske situationer, og det er de kvinder, som har allermest brug for hjælp til at blive væk fra volden og ikke vende tilbage, når de først har taget skridtet til krisecenteret. De gengangere, kan man sige, er nogle af dem, som har det laveste uddannelsesniveau og den ringeste tilknytning til arbejdsmarkedet. Flere af dem er på kontanthjælp. Der er altså en økonomisk slagside i volden, som jo bestemt også kommer til udtryk, hvis man skal betale 40 pct. af en psykologregning selv.

Så jeg synes, at regeringen skal stå ved deres afvisning af det her forslag. Det er tydeligvis et spørgsmål om økonomi.

Vi synes, det er en dårlig økonomisk prioritering at bruge tiden på at diskutere topskattelettelser og alt muligt andet uden at ville bruge penge på gratis psykologhjælp til voldsramte kvinder. At man har indgået en satspuljeaftale er jo ikke en undskyldning for ikke at gøre verden bedre på andre måder eller gå videre, tværtimod.

Enhedslisten vil også – og det kommer vi til ved næste beslutningsforslag – selvfølgelig opfordre regeringen til, og det gælder ikke bare i satspuljeaftaler, at lade være med at tage penge fra de folk, der i forvejen har det sværest i vores samfund, for at lave sociale indsatser, som er midlertidige og usikre og et kæmpe problem for det sociale område.

Vi opfordrer til at finde pengene et andet sted og gøre det til en permanent rettighed, at kvinder ikke bare kan komme på et krisecenter, men også efterfølgende kan få hjælp til at etablere sig i et nyt liv og en ny bolig og få den psykologiske støtte, som de har behov for.

Der er en kort bemærkning fra hr. Rasmus Horn Langhoff. Værsgo.

Jeg kan godt nøjes med en enkelt, tror jeg. Men tak for opbakningen og tak, fordi ordføreren taler om indholdet og rent faktisk taler om politik. Det tror jeg at der er lidt flere mennesker der interesserer sig for end for at prøve at tale proces og prøve at kaste alt muligt grus i maskineriet på en sådan set ret vigtig og fundamental politisk debat, en drøftelse af, hvordan vi kan hjælpe de mest udsatte mennesker her i landet. Så tak for det.

Jeg vil også gerne takke for opbakningen fra Enhedslisten. Jeg kan også bekræfte, at det på ingen måde skal forhindre jer i at arbejde for endnu flere forbedringer. Tværtimod håber jeg, at I vil blive med det og arbejde for endnu flere forbedringer. Man kan sagtens stemme for det her forslag og så ønske på alle mulige andre områder, at det skal gøres bedre. Det er ikke sådan, at hvis man stemmer ja her, klapper fælden, og så må man ikke sige noget godt efter det her på det område. Tværtimod synes jeg bare, at vi skal stemme det her igennem, og at alle, der har mere positivt at byde ind med, som kan hjælpe de mest udsatte mennesker her i landet, bare skal skyde løs.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg vil bare gentage, at jeg synes, at det her er et rigtig fint sted at starte. Det er vigtigt. Jeg synes også, at vi skal have en ambition om at komme videre og sikre, at den hjælp, der er til voldsramte kvinder, for det første finansieres permanent og gøres til en rettighed, som man kan støtte sig til som kvinde, og for det andet også i højere grad tager hensyn til den sociale økonomiske slagside, der er forbundet med vold og vold mod kvinder især. I dagens anledning, hvor der nu er 15,7 pct. af arbejdsåret tilbage, vil jeg minde om, at når vi taler om vold mod kvinder og økonomi, mangler vi selvfølgelig også ligeløn. Det svarer til, at alle kvinder skulle gå hjem fra arbejde i dag, hvis vi skulle holde fri svarende til den lavere løn, vi får. Tingene hænger sammen.

Tak til fru Pernille Skipper. Der er ikke flere korte kommentarer. Den næste ordfører er hr. Danny K. Malkowski fra Liberal Alliance.

Tak for det. Mennesker, der har været udsat for vold i hjemmet, står i en meget utryg og svær situation. Det er der ikke nogen tvivl om. Derfor skal man i et velfærdssamfund som det danske også kunne tilbyde en akut hjælp, der får folk tilbage på sporet igen. Man kan desværre se, at utrolig mange ender med at besøge et krisecenter mere end en gang. Det er udtryk for, at der under volden ligger nogle tunge sociale problemstillinger, der ikke har enkle løsninger. I Liberal Alliance bifalder vi derfor, at man med satspuljeaftalen har sat penge af til frivillige sociale netværksgrupper som et efterværn til mennesker, der har været ofre for vold i nære relationer. Vi håber, at det kan være med til at nedbringe den her triste statistik.

I forhold til det konkrete beslutningsforslag mener vi umiddelbart, at der allerede er gode løsninger i forhold til at hjælpe voldsudsatte. Men derfor kan man jo altid diskutere, hvordan man kan gøre tingene endnu bedre. I dag er det allerede sådan, at man kan få rådgivning og andre former for støtte på krisecentrene af de ansatte. Det offentlige betaler, som tidligere ordførere allerede har påpeget, 60 pct. af psykologbehandlingen, hvis en borger får en lægeerklæring. Hvis det er økonomien, der er problemet, har kommunen også mulighed for at hjælpe i nogle af de her situationer, men samtidig tilbydes der i dag allerede skattefinansieret krisehjælp til borgere på en del andre områder, som f.eks. hvis de har været vidne til et overfald eller en trafikulykke, men uden selv at have været involveret i det direkte. Her mener vi ikke, at voldsramte og traumatiserede borgere på krisecentre nødvendigvis skal stå bagest i køen.

Vi ser også et problem i, at ventetiderne til en psykolog ofte kan være meget lange i nogle tilfælde, hvor det skønnes, at den enkelte faktisk har behov for et akut samtaleforløb. Vi har derfor meget stor sympati for hensigten med det her beslutningsforslag, men vi mener ikke, at det lige præcis er den her løsning, som skal til.

På den baggrund vil Liberal Alliance også stemme nej til beslutningsforslaget i sin nuværende form, men vil under udvalgsarbejdet meget gerne være med til at kigge på, om man eventuelt kan finde pengene til det her inden for den eksisterende ramme for krisehjælp.

Tak. Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra fru Lea Wermelin.

Tak for det. Jeg vil i virkeligheden også sige tak for den positive modtagelse af beslutningsforslaget. Jeg hørte i hvert fald ordføreren være meget imødekommende over for, at vi har et problem her, som er vigtigt, som er alvorligt, og at vi faktisk godt kan diskutere, om ikke vi kan gøre det bedre end i dag, også på trods af de aftaler, vi i øvrigt måtte have indgået med hinanden.

Jeg vil også gerne kvittere for, at ordføreren så siger, om vi i udvalgsarbejdet kan kigge nærmere på, hvordan man så kan gøre det, hvis det ikke lige er den her måde, som ordføreren synes man skal gøre det på.

Vi har sådan set ikke nødvendigvis lagt os helt fast. Vi mener, at den forsøgsordning, der var, var rigtig god, men kan ordføreren ikke sætte lidt flere ord på, hvad der kunne gøre, at Liberal Alliance vil gå med og tro på, at vi kunne blive enige om noget og finde hinanden her?

Ordføreren.

Som sagt i talen mener jeg, at der ikke er belæg for, at vi skal øge rammen for at få krisehjælp. Der er rigtig mange, som modtager krisehjælp i forskellige situationer, og her mener vi, at man godt kan tænke over, om voldsramte kvinder og mænd, som kommer på krisecenter, måske skulle opprioriteres i den henseende, men vi mener ikke, man skal øge rammen. Så i den forstand kunne det være interessant i udvalgsarbejdet at kigge på, om man kunne samarbejde om et beslutningsforslag, som kigger på at finde finansiering inden for den eksisterende ramme, men uden at øge den.

Spørgeren.

Nu ved vi selvfølgelig, at det koster penge også at tilbyde gratis og akut psykologhjælp – det var det, vi havde forsøgsordningen med i satspuljen – og derfor kan det selvfølgelig være svært, når man ikke lige har listen, at sige, hvem det så er, der kan undvære den der krisepsykolog, som der nu er adgang til. Men jeg vil da helt klart tage opfordringen til, at vi kigger videre på det her i udvalgsarbejdet, op.

Så vil jeg bare bede ordføreren om at bekræfte, at psykologhjælp og det, at den er akut, har betydning, som vi kan læse fra evalueringen af den forsøgsordning, som vi mener skal fortsætte. Og så vil jeg spørge, om ordføreren mener, at de kvinder, som benyttede sig af den psykologhjælp, der var i forsøgsordningen, ville have fået den psykologhjælp, hvis det var sådan, at vi ikke havde indført det. Hvad er ordførerens vurdering af det? Tak.

Ordføreren.

Som jeg forstår spørgsmålet, går det ud på, at ordføreren mener, at samtlige har haft stor gavn af det her, og det tyder det på de har. Spørgsmålet er, om behovet har været det samme for dem alle sammen. Det vil jeg ikke kloge mig på, men jeg vil bare sige, at med hensyn til krisehjælp og med hensyn til psykologbehandlinger er det jo ikke kun et spørgsmål om at få én psykologbehandling her og nu, for det er jo et længere forløb, det strækker sig over. Det er det længere forløb, der er det store spørgsmål her.

Her er Liberal Alliance i og for sig interesseret i, at der stadig skal være et vist ansvar for ens eget helbred, og derfor går vi som udgangspunkt ind for, at den nuværende ordning, hvor man får tilskud på 60 pct. til psykologhjælp, skal bibeholdes, og den synes vi også på lang sigt skal være, som den er.

Når vi så taler om det konkrete beslutningsforslag, kan det også diskuteres, hvordan pengene skal findes, men her mener vi som sagt, at man bør kigge på det i udvalgsarbejdet, og det vil jeg ikke komme yderligere ind på på det her tidspunkt.

Hr. Rasmus Horn Langhoff.

Hvis nu det hele fungerede i dag, havde vi ikke behøvet at fremsætte det her beslutningsforslag, altså hvis det fungerede så godt, at man kunne sige: De voldsramte kvinder, som henvender sig på et krisecenter og har brug for psykologhjælp, kan jo bare blive henvist af en læge, og så kan de selv betale de resterende 40 pct., altså de dér 300-400 kr. i timen, og lige vente, til de kan få en tid.

Hvis ikke der var et problem her, havde vi ikke fremsat beslutningsforslaget. Der er et problem i forhold til finansieringen, fordi der altså er en del af dem, der henvender sig på krisecentrene, som ikke har penge til det her; som har dårlige netværk, dårlig økonomi og i det hele taget bare har rigtig dårlige forudsætninger for at bryde med volden. Det er den ene del af det.

En nok så væsentlig del, og som måske i virkeligheden er vigtigere end det med økonomien, er det akutte, altså det, man ikke skal vente 2 måneder på at få den hjælp, man har behov for, altså hjælp til at bryde med volden og hjælp til at kunne være der for sine børn. Det er noget, mange har en blind vinkel i forhold til, og som måske i virkeligheden er et endnu større problem for de ofre, der er, for volden.

Så det er derfor, vi fremsætter beslutningsforslaget. Det koster 4 mio. kr., og vi mener sådan set, at man kan finde dem inden for den nuværende ramme, så der ikke er nogen, der skal betale mere i skat. Vi tror på, at det kan lade sig gøre. Vi er klar på det hele – vi vil bare gerne hjælpe de her mennesker, for vi synes, det er for fattigt, at vi ikke hjælper dem i dag.

Ordføreren.

Vi er som sagt enige i, at nogle af de kvinder, som kommer i et krisecenter, højst sandsynligt har brug for akut psykologhjælp; det kan der ikke være nogen tvivl om i de tilfælde. Men spørgsmålet er igen, hvor finansieringen skal findes. Og taler vi om den eksisterende ramme, er vi som sagt interesseret i at kigge videre på det i udvalgsarbejdet og i forbindelse med det måske tømre et anderledes beslutningsforslag sammen.

Så hvad angår nedbringelse af ventetiden på psykologhjælp, er vi i og for sig anderledes positivt indstillet på det, men nu er det bare ikke det, det her beslutningsforslag handler om. Det handler om, man gerne vil tilbyde gratis psykologhjælp til alle, som kommer på et krisecenter. Og vi mener som sagt bare ikke, at det her er den præcis rigtige løsning på det problem. Men at kigge på, hvordan vi nedbringer ventetiden på psykologhjælp, er vi anderledes positivt indstillet på at se på i udvalgsarbejdet.

Spørgeren.

Altså, måske noget af det vigtigste at lære i politik er at kende forskel på et knytnæveslag og en fremstrakt hånd. Jeg ser en fremstrakt hånd her, og det vil jeg gerne kvittere for. Jeg vil sige, at det tror jeg godt vi kan finde ud af i udvalgsarbejdet.

Vi fremsætter her et beslutningsforslag, som jo er til forhandling. Vi vil sådan set bare gerne i gang med at løse det her problem, og hvis der kan komme konstruktive input fra den ene eller den anden side af Folketingssalen, jamen så er vi klar til at lave noget politik. Det er det, vi får vores penge for, det er det, vi er her for; det er for at hjælpe nogle mennesker, det er ikke for at komme med for meget palaver herinde. Så lad os gøre det samme.

Ordføreren.

Jeg kan også kun kvittere tilbage. Det er en stakket frist, da jeg skal ud igen til nytår. Og jeg er her faktisk også for at gennemføre noget, opnå nogle politiske resultater. Så lad os endelig gøre det.

Tak til hr. Danny K. Malkowski. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Tak. Som vi allerede har hørt, vil det her beslutningsforslag pålægge regeringen at indføre tilbud om akut, gratis psykologhjælp til voldsramte kvinder på krisecentrene. De voldsramte skal ifølge forslaget tilbydes et minimum på fire samtaler under deres ophold på krisecenteret, og tilbuddet skal forankres på krisecentrene. Det betyder, at den voldsramte ikke selv skal ud og opsøge hjælpen, og de tilknyttede psykologer med forankring sikres kendskab og ekspertise i forhold til voldsramte. Vi synes, at det er et fint supplement til den satspuljeaftale, vi har lavet. Vi synes ikke, at det er så dramatisk overhovedet. Selve satspuljeaftalen, vi har lavet i Socialministeriet, synes vi er rigtig, rigtig fin, og vi er også glade for den store indsats, der er mod vold, men det skal altså ikke forhindre os i at støtte gratis psykologhjælp til voldsramte kvinder på krisecentre som supplement, og især når det er sådan, at tilbuddet har fungeret fint indtil nu, hvor det har været støttet af satsmidler, men som jo så er udløbet.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til den næste ordfører. Det er fru Marianne Jelved fra Radikale Venstre.

Tak. Beslutningsforslag nr. B 1, som vi behandler nu i dag, er jo et meget sympatisk forslag. Det har bare det ved sig, at det er kommet lidt for sent på bordet. Det havde været meget hjælpsomt, hvis vi havde haft det forslag, mens vi forhandlede satspuljeaftalen igennem, og den har vi jo lige gjort færdig efter mange, mange forhandlinger, og vi har i den sammenhæng afsat 55,6 mio. kr. til det tema, som vi behandler her under B 1.

Der er rigtig mange gode elementer i det, og i Det Radikale Venstre har vi altså den tradition, den holdning, at når vi lige har indgået en aftale, som omfatter i det her tilfælde vold i nære relationer og behandling af det, respekterer vi den aftale, og så stiller vi ikke et nyt forslag, som handler om det samme, ugen efter at man har indgået aftalen. Det er sådan set første gang i de 29 år, jeg har været i Folketinget, at jeg har været udsat for det her, så det er ikke helt almindeligt, vil jeg sige. Men det accepterer jeg selvfølgelig, fordi vi jo har et frit land, om jeg så må sige, og man kan gøre tingene i den rækkefølge, man synes det er hensigtsmæssigt. Men det er i hvert fald ikke hensigtsmæssigt for resultatet, at man – i anførselstegn – kommer for sent.

Så vi er meget optaget af at få gennemført det, vi har aftalt under satspuljeforhandlingerne, og vi er glade for hver eneste del af det, og vi er også glade for, at et af forslagene er, at Rådet for Socialt Udsatte får en ny opgave, nemlig at etablere en national enhed mod vold i nære relationer, som bl.a. skal indhente erfaringer og følge udviklingen i praksis, med den hensigt, at man kan styrke samarbejdet og man kan kommunikere på tværs af kommuner og krisecentre og ambulante rådgivningscentre eller -tilbud, som kan understøtte en sammenhængende og helhedsorienteret indsats. For vi må jo erkende, at antallet af kvinder og mænd og dermed også børn, der rammes af vold i nære relationer, er helt uacceptabelt højt – ligegyldigt om det så kun var en, der var udsat for det, er det selvfølgelig uacceptabelt.

Men vi er nødt til også at prøve meget mere målrettet, end vi måske har gjort, at se på flere forskellige dele af de erfaringer, der gøres rundtomkring i landet i et forsøg på at forbedre vilkårene for dem, der er voldsramte, og at undgå vold i fremtiden. Jeg synes, at det også er værd at nævne, at kommunerne allerede jævnfør § 109 i lov om social service skal tilbyde indledende og koordinerende rådgivning vedrørende bolig, økonomi, arbejdsmarked, daginstitution og sundhed, senest når udflytningen påbegyndes, og til kvinden og børnene flytter i bolig, hvilket også svarer til en efterværnsindsats, kan man sige. Det er vigtigt at holde kommunerne fast på den opgave og ikke lulle dem ind i den forestilling, at fordi vi har et antal velfungerende og dygtige kvindekrisecentre eller krisecentre for mænd, så er den opgave løst. For det er den ikke. Kommunerne skal også bidrage langt mere offensivt, end de måske i alle tilfælde gør.

Så med de ord vil jeg bare sige, at selv om B 1 er et sympatisk forslag, kan Radikale Venstre ikke støtte det under de givne omstændigheder.

Der er en kort bemærkning fra hr. Rasmus Horn Langhoff.

Ja, altså jeg tror, jeg gør noget godt for demokratiet, hvis jeg får dræbt en myte her i dag, for man kan jo næsten få det indtryk – og det fik man også, hvis man lyttede til Venstres ordfører – at det er sådan noget, vi lige lidt dvask kommer rendende med og smider på bordet her i dag, fordi vi lige kom i tanker om det en uge efter satspuljeaftalen.

Lad os lige få historikken på plads: Det projekt her bliver evalueret i foråret 2016, i år. Det er der, vi får at vide, at det 4-årige projekt, som sluttede til nytåret 2015/16, rent faktisk var en succes. Så det er først derefter, man jo i virkeligheden, hvis man gerne vil bygge videre på noget, der virker, kan tage stilling til det. Så har jeg efterfølgende på Socialdemokratiets vegne meldt ud, at vi gerne ville have, at det fortsætter. Det gjorde jeg i april 2016, og jeg har sagt det lige siden, jeg ved ikke hvor mange gange. Vi har haft to samråd med socialministeren om det, hvor vi har presset – og det tror jeg også socialministeren kan bekræfte – med alt, hvad vi kunne, for at få regeringen til at give sig på det område. Det har der ikke været interesse for. Jeg har to satspuljeordførere, som med mapper og notater og argumentation osv. bliver sendt af sted til satspuljeforhandlinger bl.a. med det her krav som et markant socialdemokratisk krav. Det lykkes så ikke at få det igennem. Vi får alle mulige andre gode ting igennem – det er fint – men det lykkes ikke at få det her igennem.

Så har vi altså fremsat det her forslag, og man kan se, at det den 5. oktober 2016 har været til omdeling i Folketinget. Så jeg har altså snakket om det i ½ år, og I har fået det den 5. oktober. Så hold nu lige op med det dér med at lade, som om det er noget, der bare lige pludselig er faldet ned fra månen.

Ordføreren brugte mere end den dobbelte tid af, hvad vi har til at stille et spørgsmål. Jeg vil gerne anbefale, at vi følger taletidsreglerne. ( Rasmus Horn Langhoff (S): Ja, men jeg kan frafalde det andet spørgsmål så til gengæld). Vi handler ikke om den slags.

Værsgo, så er det ordføreren.

Tak for de kloge bemærkninger, hr. formand.

Ja, det er alt sammen fuldstændig korrekt – det, formanden for Ligestillingsudvalget i Danmark siger. Jeg har fuld respekt for det, men jeg må så bare konstatere, at det jo ikke er alt, man lægger frem, som også kommer igennem, fordi man som et parti i Folketinget ikke har et flertal i sig selv. Jeg respekterer, at Socialdemokratiet har haft det med sig til satspuljeforhandlingerne. Det er fuldstændig logisk og klart. Men jeg må så også bare konstatere, at det altså ikke kom med i satspuljeaftalen i den form, det har i B 1. Det er det, jeg siger: Der er så indgået en aftale, og den aftale står jeg ved, og det betyder, at jeg ikke kan og ikke vil støtte B 1, uanset at jeg synes, det er rigtig sympatisk, fordi det altså ikke er kommet med i den samlede indsats, som vi har prioriteret en del penge til ud af den cirka ene milliard kroner, som er fordelt på det sociale område. Det er bare den konstatering, jeg kommer med her fra talerstolen.

Der er en kort bemærkning fra fru Pernille Skipper.

Tak. Jeg vil sådan set bare gerne spørge fru Marianne Jelved, hvor lang tid den klausul gælder. Det er det ene spørgsmål. Det andet spørgsmål er: Er det alt, hvad der er berørt i satspuljeaftalen inden for det sociale område, som den klausul så gælder for? Jeg spørger, fordi jeg jo ikke har siddet med til forhandlingerne, så jeg ved søreme ikke, om det er hele det sociale område, der nu er lukket ned for, og i hvor lang tid. Der er også kun et år til den næste satspuljeaftale, så hvis den gælder i et år, kommer vi jo nok ikke meget videre med det end med det, man gør i satspuljeaftalen. Er det sådan, det skal forstås?

Ordføreren.

Det kommer helt an på situationen, og hvad det er for en del af det socialpolitiske område. For det kan selvfølgelig være, at der opstår en eller en situation, som gør, at kredsen af forligspartier siger: Så må vi da prøve, om vi kan finde en anden løsning nu. Det kan jeg da ikke afvise.

Men med det, jeg siger nu, nemlig at vi lige har afsluttet en forhandling om det emne, som B 1 behandler, så synes jeg, det er en i hvert fald meget, meget ny stil, at det så bliver taget op i Folketinget og der skal laves en særskilt aftale om det. Det kom simpelt hen ikke med i den aftale, som blev indgået mellem otte partier. Og det er sjældent, at et parti kommer igennem med al sin egen politik på en gang i sådan en sammenhæng. Vi er gode til at forhandle og fordele løsninger, om jeg så må sige, og tage hensyn til de ønsker, der er fremsat. Og vi har faktisk været igennem, hvordan vi forbedrer mulighederne for kvinder og mænd, der oplever vold i nære relationer, hvordan vi hjælper børnene, og hvem der har ansvaret for hvad. Derfor er det også vigtigt for mig at understrege, at kommunerne har et ansvar – undskyld, formand!

Spørgeren.

Jeg forstår godt det, fru Marianne Jelved siger. Det var bare ikke rigtig et svar på mit spørgsmål, for i satspuljeaftalen er vold i nære relationer behandlet. Jeg synes, man gør noget godt – jeg synes ikke, man gør nok – men hvad angår udsatte sårbare unge, børn med adhd, børn, der skal adopteres gennem samtykke, udsatte grønlændere, udsatte børn og unge i Grønland, og nu løber tiden ud, er det så udelukket at gå videre på alle de områder, og i hvor lang tid?

Ordføreren.

Tak. Ja, det venter til næste år, hvis vi skal have flere ting med. For satspuljen er jo brugt på nogle af de temaer, som fru Pernille Skipper nævner. Så det venter.

Tak til fru Marianne Jelved. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Trine Torp fra SF.

Det er vigtigt for SF at løfte indsatsen over for voldsudsatte. Det var det under satspuljeforhandlingerne, og det vil det fortsat være. Der er brug for hjælp til den her gruppe. Det er en meget vigtig politisk prioritering, at vi forsøger at forbedre og understøtte indsatsen, både når det handler om den akutte hjælp, f.eks. på krisecentre, og når det handler om at hjælpe den voldsudsatte til at indrette et liv, hvor vold er fraværende.

Derfor er vi også enige med forslagsstillerne i det overordnede formål med det fremsatte beslutningsforslag, nemlig at hjælpe voldsudsatte, så de kan få et trygt liv uden vold. Det er rigtigt, at psykologsamtaler til kvinder og mænd på krisecentre kan være et af de mange vigtige bidrag til at styrke voldsofrenes bearbejdelse og rehabilitering, og derfor kan jeg og SF også støtte op om beslutningsforslaget om, at der skal forankres et tilbud bestående af psykologsamtaler på krisecentrene til gavn for de voldsudsatte. Men jeg synes samtidig, det er vigtigt at fremhæve, at vi så sent som i sidste uge har forhandlet det her område, som det også er blevet nævnt flere gange.

I de netop overståede satspuljeforhandlinger landede vi en aftale, som prioriterer rigtig mange gode elementer. Sammen med bl.a. forslagsstillerne har vi netop foretaget nogle vigtige skridt, så personer, der udsættes for vold i nære relationer, kan få mere hjælp og mere rådgivning.

I satspuljeaftalen har vi jo afsat midler til forbedring af indsatsen både for voldsramte og deres eventuelle børn, som søger ambulant behandling, og for dem, som kommer på krisecenter. Der skal oprettes og etableres en national enhed mod vold i nære relationer. Den skal bl.a. videreføre den nationale hotline, der både skal kunne anvendes til rådgivning i akutte tilfælde og til mindre akutte tilfælde, dvs. viderehenvist til andre relevante tilbud som f.eks. et krisecenter. Den skal også sikre, at de voldsudsatte kan få juridisk rådgivning i form af både enkelthenvendelser og længere rådgivningsforløb, og det er meget vigtigt.

Samtidig vil satspuljeaftalen sikre en øget koordination på området og en større samling af viden og erfaring til gavn for det fremtidige arbejde på voldsområdet, for jeg tænker faktisk, at det er et område, der trænger til endnu mere udvikling og endnu mere samlet viden på området.

Endelig, men nok så vigtigt, bliver efterværnsindsatsen styrket. Det skal netop være med til at hjælpe den voldsudsatte med at bearbejde voldsoplevelsen og få skabt et fundament for at kunne komme videre med et liv uden vold – bl.a. gennem sociale netværksgrupper, som skal have deltagelse af en psykolog.

Når jeg nævner det her, er det, fordi vores opbakning til Socialdemokratiets beslutningsforslag i dag på ingen måde diskrediterer den store indsats, vi netop har prioriteret i satspuljen. Vi er i SF meget tilfredse med de elementer, som er omfattet af satspuljen, og som jeg netop har gennemgået. Men vi er også klar til at se på, hvordan vi kan gøre det endnu bedre i fremtiden.

Så derfor kan vi støtte op om beslutningsforslaget.

Så siger vi tak til fru Trine Torp. Der er ingen korte bemærkninger. Den sidste ordfører er hr. Anders Johansson fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Jeg vil ligesom mange af de forrige ordførere indledningsvis takke forslagsstillerne for at have fremsat forslaget om gratis psykologhjælp til voldsramte på landets krisecentre.

Det Konservative Folkeparti deler sådan set intentionerne i beslutningsforslaget, nemlig at det skal være muligt for voldsramte, der søger tilflugt på landets krisecentre, at modtage den nødvendige hjælp. Det er vigtigt at sikre, at den voldsramte får bearbejdet voldsoplevelsen og får hjælp til at komme videre til en hverdag uden vold. Der findes allerede i dag en lang række indsatser, der har til formål at hjælpe voldsramte videre til en ny og tryggere hverdag.

Desuden er der netop indgået en aftale, som vi har hørt om otte gange tidligere i dag, og den har været rost otte gange tidligere, så jeg ved ikke, om jeg måske skulle springe den del over, men bare sige, at det selvfølgelig også er noget, vi har været med i, og at det er noget, vi er stolte af at være en del af. Det betyder nødvendigvis ikke, at vi ikke kan gøre mere for voldsramte familier på krisecentre, men det betyder, at vi allerede har sat et stort stykke arbejde i gang, som bl.a. skal styrke forebyggelsen og efterværn for voldsramte.

Hvis det så senere skulle vise sig, at der er behov for yderligere initiativer, som på en effektiv måde kan hjælpe voldsramte, er vi også klar til at bakke op om det. Men vi kan ikke lige nu støtte B 1 trods de velmente intentioner. I stedet for opfordrer jeg til, at vi løbende evaluerer de indsatser, som der allerede er sat i gang, så vi kan sikre, at der bliver skabt den bedst mulige hjælp til de voldsramte.

Jeg siger tak til hr. Anders Johansson. Der er en kort bemærkning til ordføreren fra hr. Rasmus Horn Langhoff.

Tak. Jeg vil prøve ligesom at opsummere, hvad der egentlig bliver sagt. Jeg hører den konservative ordfører dele intentionen, og at man gerne vil bruge de redskaber, der nu er i brug. Så der er ikke noget sådan religiøst forhold til, at det skal være på den eller den måde. Vi deler ligesom intentionen om, at vi skal hjælpe nogle mennesker, som har desperat brug for hjælp. Og Konservative støtter ikke beslutningsforslaget, som det ligger her. Men det er jo derfor, at vi har den proces, vi har – altså, vi kan jo lave om på det. Vi er til at handle med her hos os. Og det er jo også derfor, at det kommer i Ligestillingsudvalget, hvor vi kan kigge på det og se, om vi kan blive enige om et eller andet.

Men vil ordføreren ikke udfolde lidt mere, ikke om det konkrete beslutningsforslag, men om den konkrete idé om det akutte og det gratis? For ordføreren må jo dele forståelsen af, at man kan få hjælp på dagen som voldsramt på et krisecenter med sin unge under armen – at det er bedre end at skulle vente 2 måneder.

Ordføreren.

Det tror jeg hurtigt vi kan blive enige om, men jeg synes sådan set, ministeren udtrykte det ret præcist, da ministeren holdt talen, altså at krisecentre indretter sig forskelligt – nogle steder indretter man sig med nogle netværksgrupper, hvor der måske er psykologer tilknyttet – lige såvel som at de mennesker, der kommer på krisecentrene, også er forskellige; de er lige så forskellige, som alle andre borgere i samfundet er det. Så derfor vil jeg bare ikke lægge mig fast på at sige, at det eneste rigtige er lige præcis det her forslag i forhold til at løse de problemer, som der er ude på krisecentrene. Det er sådan set bare det, jeg prøver på at sige, altså at vi skal bruge pengene på en fornuftig måde, og at vi skal bruge dem mest effektivt.

Spørgeren.

Har ordføreren kendskab til et eneste af vores krisecentre – bare ét; vi har alligevel en del af dem – som ikke ønsker, at den her ordning fortsætter, og som ikke ønsker at kunne give det her tilbud til forslåede mennesker, som kommer med deres børn under armen?

Jeg må bare sige, at krisecentrene læser præcis det samme i de evalueringer og konklusioner fra Socialstyrelsen, som alle vi andre gør, nemlig at det her virker.

Ordføreren.

Jo, men jeg må bare sige, som jeg også sagde før, at de jo skal have lov til at indrette sig på den måde, de kan eller vil indrette sig på, og der er så nogle, der kan indrette sig med, at de har psykologhjælp. Det står dem jo frit for. Og derfor kan jeg sådan set ikke se problemet.

Spørgeren. Har han brugt sin tid? Så skal han ikke have mere. Så siger vi tak til hr. Anders Johansson fra Det Konservative Folkeparti og byder velkommen til ordføreren for forslagsstillerne, nemlig hr. Rasmus Horn Langhoff.

Tak, så fik jeg alligevel ordet her. Med det her beslutningsforslag ønsker vi i Socialdemokratiet at sikre, at voldsramte, der søger tilflugt på landets krisecentre, får mulighed for at modtage akut, gratis psykologhjælp i løbet af deres ophold, og altså at de kan få et antal psykologtimer. Vi lægger her op til, at det minimum er fire psykologsamtaler, der kan være, og formålet med ordningen er, at voldsramte kan få bearbejdet oplevelser og overgreb, som de har været udsat for, og det er for at styrke dem i deres muligheder for at bryde med volden og for i højere grad at være der for deres børn.

I forslaget lægger vi op til, at den her psykologhjælp bliver forankret lokalt på det enkelte krisecenter, så den enkelte voldsramte ikke selv skal ud i f.eks. hjemkommunen og få en lægehenvisning og måske allernådigst blive tildelt tilskud på op til 60 pct. Vi lægger også op til, at man ikke selv skal betale, men at det altså bliver finansieret af os – det koster 4 mio. kr. årligt – og at det er akut, så man altså ikke skal vente de her 7-8 uger, som ventetiden ellers er for voldsramte.

Det er jo et satspuljeprojekt, som løb fra starten af 2012 til udgangen af 2015. Vi så evalueringen i starten af 2016, så det er jo ganske naturligt, at man, når man har et projekt, som man sætter i søen, og som man efterfølgende finder ud af virker, så tager de positive erfaringer med sig videre i det politiske arbejde.

Vi har gentagne gange opfordret regeringen til at løse det her sammen med os, og vi har også været meget interesseret i at hjælpe med at finde økonomien i det her, så ordningen kan fortsætte. Vi synes, det ville være synd og skam, hvis det her projekt, som viser sig at være en kæmpe succes, ikke kan fortsætte. Der er tale om nogle af de mest desperate og pressede mennesker, vi har her i landet, og som er i den allerkritiske og sandsynligvis allerfarligste situation i deres liv, og de skal have den hjælp, også den psykologhjælp, som de har behov for – både for at kunne passe på sig selv, men også for at kunne passe på deres børn.

Vi mener, og det har jeg sagt flere gange, også til ministeren, at Danmark har råd til at hjælpe de her mennesker. Vi mener faktisk ikke, vi har råd til at lade være med at hjælpe de her mennesker; hverken økonomisk eller menneskeligt har vi råd til at lade være med at hjælpe de her mennesker. Det gælder både for de voldsramte, det er først og fremmest kvinder, det drejer sig om – det her forslag inkluderer både mænd og kvinder – men det gælder i særdeleshed for børnene, som er de allerstørste ofre i hele den her sammenhæng. Mange af dem bliver selv udsat for vold på den ene eller anden måde, mens resten er vidner til volden, og det kan være lige så krænkende at være vidne til at se en forælder blive slået.

Da jeg var ude med det her i starten af året, havde jeg egentlig ikke fantasi til at forestille mig, at det var noget, der ville blive hældt ned ad brættet, sådan at jeg skulle bruge året på at kæmpe for det her, for jeg havde faktisk regnet med, at der ville have været større tilslutning.

Det her er ikke et eller andet socialdemokratisk forslag, der lige er hevet ud af ærmet, det er vores fælles forslag, det er vores fælles satspuljeaftale, som vi har lavet! Vi satte det her projekt i gang i 2012 for at se, om det virkede, og fordi der var et ønske om at få det prøvet af. Det var Venstre også med til, sammen med de partier, der nu kritiserer det og siger: Hvad er det for noget? Jamen I har jo selv været med til at stille det her forslag, og nu viser evalueringen, Socialstyrelsens egen evaluering, at det virker. Det hjælper kvinderne med at bryde med volden, og det hjælper kvinderne med at være der for deres børn. Det koster 4 mio. kr. om året at give den her hjælp, altså lidt under 1 kr. pr. dansker!

Nu har jeg turneret rundt med det her budskab det meste af året, både her i salen, i samråd, i pressen og ude til debatmøder, og jeg har ikke mødt en eneste endnu, som er kommet hen og har forlangt at få sin krone tilbage i skat, fordi man ikke synes, at den her hjælp var pengene værd – jeg har ikke mødt en eneste. Hvis I møder nogen, må I endelig sende dem videre til mig. Jeg har ikke mødt nogen mennesker, der ikke synes, at det er fornuftigt at investere i de voldsramte og deres børn. Jeg synes, det er fattigt, at vi ikke gør det.

Jeg kan jo godt tælle, og jeg kan godt se, at der ikke er flertal for det her beslutningsforslag, men pyt med beslutningsforslaget, for det handler om indholdet. Jeg vil også kvittere Enhedslisten, Alternativet og SF for at bakke op, og jeg vil også gerne kvittere Liberal Alliance og måske Det Konservative, det nåede jeg aldrig helt at finde ud af, som på en eller anden måde giver en håndsrækning til, at vi måske kan finde ud af det her, men i en anden form. Ja, men så lad os da gøre det. Jeg behøver ikke at stå som afsender på det her, jeg er bedøvende ligeglad med, hvem der får æren for det her, jeg vil bare have, at vi løser det her problem, for jeg mener ikke, vi har råd til at lade være.

Jeg tror, jeg fik sagt, hvad jeg har på hjerte.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingerne sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Ligestillingsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.