Spm. nr. US 36

Det var jo ret illustrativt at se hr. Anders Samuelsen rive Danmarks økonomi i stykker lige før. Jeg tror egentlig, at der er mange, der oplever, at der er mange ting, der er ved at rive Danmark i stykker. Derfor har jeg også skrevet et åbent brev til statsministeren i dag. Det er første gang, jeg nogen sinde har skrevet et åbent brev. Jeg skulle åbenbart blive 61 år, før jeg nåede dertil. Grunden til det er selvfølgelig, at vores samtale her i salen jo er meget kort, tre spørgsmål, tre svar og så videre i teksten.

Grunden til, at jeg fik lyst til at skrive et åbent brev, var de samtaler, jeg har haft med rigtig, rigtig mange borgere gennem de sidste måneder, men også kollegaer, både i Sverige og i Tyskland. Så sent som i den sidste uges tid har jeg holdt møder både syd for den tyske grænse, men også i Malmø, og alle steder får jeg spørgsmålet: Hvad er det, der sker i Danmark lige nu? Fra udlandets side spørger de: Hvordan kan det være, at vi er endt der, hvor vi har et dårligt forhold til vores nærmeste naboer? De borgere, jeg snakker med, spørger: Hvorfor kan vi herinde i Folketingssalen ikke finde ud af at håndtere de enormt store udfordringer, vi står over for?

Jeg har vitterlig aldrig i mit liv oplevet et så splittet og så tvivlende Danmark, som jeg gør for øjeblikket. Derfor har jeg selvfølgelig lyst til at spørge statsministeren, om statsministeren også oplever den splittelse i samfundet, en splittelse mellem land og by, en splittelse mellem os herinde på Christiansborg, en splittelse ude i vores familier om, hvad vi vil med Danmark, hvad det er for et Danmark, vi gerne vil bygge op, hvor det er, vi gerne vil have Danmark hen. Og det bekymrer mig rigtig, rigtig meget. Det er noget, som mit parti er bekymret for, men det går langt dybere. På tværs af partiskel hører jeg spørgsmål, der lyder: Hvordan pokker finder vi ud af at håndtere de udfordringer, vi står over for, og hvorfor kan I ikke finde ud af det inde på Christiansborg?

Så mit første spørgsmål er: Hvordan oplever statsministeren det, der sker lige nu? Oplever statsministeren også den splittelse og den tvivl i de samtaler, statsministeren har med både borgere, interesseorganisationer, virksomheder, kulturpersonligheder? Er det det samme billede?

Statsministeren.

Tak for det og tak for det åbne brev. Og bedre sent end aldrig. Jeg skrev mit første, da jeg gik i 1. g, til amtsrådet, en klage over, at vores cykelstativer ikke var overdækket.

Jeg har læst det med interesse og vil også meget gerne prøve at tage det positivt ned. Jeg er dog nødt til lige at sige, at det der billede af, at vi skulle have et dårligt forhold til vores nabolande, kan jeg ikke genkende. Altså, jeg har hele vejen været i tæt dialog med Slesvig-Holstens ministerpræsident, med kansleren, mine ministre har været i dialog med deres kolleger både i Sverige og Tyskland omkring de konkrete skridt, vi har taget, og jeg fornemmer egentlig, at der er stor forståelse for den måde, vi har håndteret det på.

Når der spørges ind til splittelse, vil jeg sige, at jeg kan godt genkende det billede, så meget desto mere som jeg kan føle det inde i mig selv. Jeg er jo selv splittet. Jeg tror, at alle fornuftigt tænkende mennesker er splittet i sig selv over det, vi er vidne til i den her tid. Når vi ser det, vi ser i Køln, så kan man i en privat samtale med sig selv måske godt nå nogle ret hurtige konklusioner om, hvordan man skal løse alt det her. Når man for sit eget indre øje ser nogle af de børn, der med deres forældre har været på flugt fra krig og ødelæggelse, og hvor den her »de er bare økonomiske migranter« altså helt åbenlyst intet har på sig, så bløder ens hjerte.

Så jeg tror da, at de fleste danskere i sig selv kan opleve den her splittelse mellem, om vi skal åbne døren, om skal vi lukke døren. Og hvis vi vil fremme en ordentlig samtale, tror jeg, at vi er nødt til at tage det udgangspunkt, for tiden er ikke til simple svar. Det lader sig ikke gøre bare at lukke døren, vende ryggen til og hygge sig i smug og lade, som om det der ikke eksisterer. Men det lader sig jo heller ikke gøre bare at lukke døren op og lade den stå på vid gab og sige: Kom inden for, og hvis der er nogle, der i øvrigt vil tage chancen nu, hvor den alligevel står åben, og som er på flugt fra fattigdom, men ikke krig, så kom også bare med.

Så den her sag skal jo løses ved en eller anden balance, og jeg synes, at det vigtigste bidrag, vi kan give her, jo er at tale balanceret om tingene og lade være med at bilde folk ind, at der findes den nemme løsning, altså uanset om det er, at vi så bare trykker nogle ekstra penge, og så kan vi slet ikke mærke effekterne ude i kommunerne, eller det er: Vi lukker bare døren og lukker ikke nogen ind. Og det er sådan set det bidrag til at bygge bro over den her splittelse, jeg vil insistere på selv at yde.

Tak. Hr. Uffe Elbæk.

Jeg var glad for, at statsministeren brugte billedet med at bygge broer, for det burde vi gøre, og vi har en lang tradition for det – det er noget, Danmark kan, vi er ret gode til at bygge broer.

Statsministeren fortæller om de samtaler, han har haft med gode kollegaer i Tyskland og Sverige, og siger, at de oplever, at dialogen har været fin og god, og at de kan forstå det, der er sket. Jeg kan så sige, at jeg har holdt møde med det danske mindretal, De Grønne, erhvervsfolk og universitetsfolk lige syd for grænsen i Tyskland, og jeg har deltaget i et tilsvarende møde i Sverige, og begge steder siger de, at det, der sker lige nu, er, at der er ved at blive bygget psykologiske mure op mellem Danmark og Tyskland og mellem Danmark og Sverige. Så de oplever, at det er meget mere komplekst og også truende og problematisk end det, som statsministeren her skitserer.

Til gengæld kan jeg godt lide, at statsministeren rent faktisk siger, at vi bliver nødt til at håndtere konflikten på en begavet måde. Vi er jo dybt uenige, men hvordan håndterer vi konflikten? Så mit spørgsmål til statsministeren er, om statsministeren vil sætte sig i front for en national samtale om, hvordan vi håndterer den uenighed, som der er langt inde i stuerne, om, hvor Danmark er på vej hen.

Jeg tror, det er helt afgørende, at statsministeren sætter sig i front for det. Det er det, statsministeren kan – statsministeren er også min statsminister.

Værsgo.

Vi skal også være åbne og ærlige om, at der jo er nogle politiske skel, der er helt løsrevet fra den situation, vi står i, og som jo også har implikationer i den situation, vi står i. Vi bliver jo ikke pludselig forbrødret og et hundrede procents konsensusland, fordi der nu er en flygtningekrise – det må vi have respekt for.

Når jeg indkaldte til civilsamfundets topmøde allerede for mange måneder siden, var det jo i klar erkendelse af, at selvom den her sag deler med hensyn til sine dimensioner, f.eks. med hensyn til hvor meget vi skal stramme op for at få antallet under kontrol, så rokker det jo ikke ved, at der også er en opgave ved siden af. Den kan så være større eller mindre, afhængig af hvordan man løser den første opgave, hvis man tror på, at opholdsvilkår betyder noget, men den er der jo, altså hele integrationsudfordringen.

Det er det med, at vi i en årrække frem skal leve med nogle mennesker, som er kommet hertil med en anden kulturbaggrund end vores og med et som udgangspunkt andet normsæt, og at der er en kæmpe risiko for, at det skaber kløfter, og at de havner som sociale klienter, medmindre vi tager skeen i den anden hånd. Og i løsningen af den opgave er der da brug for, at alle står sammen, og det er jo også det, jeg appellerer til.

Jeg appellerer til, at man kan mene noget forskelligt om, hvor mange der skal komme, men når folk er kommet – hvad enten det er færre eller flere end det, man selv med sit eget politiske udgangspunkt ønsker – har vi som nation et fælles ansvar for at løse det bedst muligt. Det er en udfordring til civilsamfundet, det er en udfordring til de politiske partier, som også er en del af civilsamfundet, og det er en udfordring til arbejdsmarkedets parter, til kommunerne og til vores uddannelsessektor. Og det er jo det, vi sætter os i spidsen for med de to forhandlingsforløb, jeg tidligere i dag har beskrevet at vi nu er på vej til at sætte i gang.

Tak til statsministeren. Hr. Uffe Elbæk.

Ja, ros til de initiativer – jeg tror bare, det er vigtigt at være endnu mere ambitiøse på dem og endnu mere folkelige på dem, altså få den samtale ud i langt flere offentlige rum end ved et snævert møde på Marienborg, som i sig selv er fint, men som i min optik slet, slet ikke er nok.

Selvfølgelig er politik holdningsforskelle, men politik er også konflikter. Det, jeg egentlig bare appellerer til, er, hvordan vi har eller håndterer de her konflikter. Jeg ser ikke flygtningekrisen som den vigtigste krise for Danmark; jeg ser langt mere, at vi står i en værdikrise. Det er det, der er den store udfordring set derfra, hvor jeg står.

Det sidste spørgsmål, jeg vil stille, kommer som sædvanlig fra Alternativets medlemmer, og det har også noget med flygtninge at gøre. De spørger statsministeren, om det er rimeligt at sammenligne en flygtnings økonomiske vilkår med en kontanthjælpsmodtagers økonomiske vilkår, når en kontanthjælpsmodtagers vilkår jo rummer, at vedkommende både har bolig og brugsgenstande og møbler og netværk. Hvordan kan man overhovedet sammenligne de to størrelser?

Statsministeren.

Jeg synes jo, det er rimeligt at sammenligne dem, for ellers havde vi heller ikke gjort det. Det hviler jo på – nu vi taler værdier – at vi helt grundlæggende har en værdi i det her samfund, som så i øvrigt hviler på universelle rettigheder, adgang til uddannelse og undervisning, til sygdomsbehandling og alt muligt andet, nemlig at man forsørger sig selv, hvis man kan. Det er det krav, vi stiller til os selv og til danske statsborgere, hvis man f.eks. henvender sig på grund af en social begivenhed for at få kontanthjælp. Det får man så ikke, hvis man har en fri formue på 10.000 kr. Derfor synes jeg, at det på alle måder er både ordentligt og rimeligt at stille de samme krav.

Jeg synes også, når vi nu har den her samtale om, hvordan vi fremmer, kan man sige, den folkelige forståelse og harmoni, at vi er nødt til at have den dimension med. Altså, hvad ville det betyde for samtalen blandt danskere i allerbredeste forstand, hvis vi havde et system, hvor en asylansøger økonomisk set fik en bedre behandling end en dansk bistandsmodtager? Ville det fremme eller ikke fremme forståelsen helt bredt i det danske samfund for, at vi her står med en opgave, vi også skal tage vores del af ansvaret for?

Det er jo derfor, jeg appellerer til det med balancerne. Jeg deltager gerne i diskussioner, både på Christiansborg og Marienborg og rundt i Danmark, om det her, og det er ikke sikkert, vi kan blive enige om det hele, men jeg tror, at svarene skal findes i en balance. Altså, det rene synspunkt overlever ikke mødet med virkeligheden i den her diskussion – hvad enten dette rene synspunkt er, at vi ikke kan hjælpe nogen, eller at det er, at vi skal hjælpe alle. Det rene synspunkt overlever ikke.

Tak til hr. Uffe Elbæk og til statsministeren.

Værsgo til hr. Morten Østergaard.