Spm. nr. S 79

14) Til sundheds- og ældreministeren af:

Flemming Møller Mortensen (S) :

Hvordan synes ministeren, at det stemmer overens med ministerens erklærede kamp mod geografisk ulighed i sundhed, at hun nægter at gøre noget ved det forhold, at forældrepar i forskellige regioner er stillet vidt forskelligt i forhold til at få økonomisk hjælp efter sundhedsloven i form af befordringsgodtgørelse, overnatningsgodtgørelse og time- og dagpenge, når deres kræftsyge barn skal under behandling i udlandet?

Spm. nr. S 79

14) Til sundheds- og ældreministeren af:

Flemming Møller Mortensen (S) :

Hvordan synes ministeren, at det stemmer overens med ministerens erklærede kamp mod geografisk ulighed i sundhed, at hun nægter at gøre noget ved det forhold, at forældrepar i forskellige regioner er stillet vidt forskelligt i forhold til at få økonomisk hjælp efter sundhedsloven i form af befordringsgodtgørelse, overnatningsgodtgørelse og time- og dagpenge, når deres kræftsyge barn skal under behandling i udlandet?

Jeg giver ordet til spørgeren for oplæsning af spørgsmålet. Værsgo.

Tak for det. Hvordan synes ministeren at det stemmer overens med ministerens erklærede kamp mod geografisk ulighed i sundhed, at hun nægter at gøre noget ved det forhold, at forældre i forskellige regioner er stillet vidt forskelligt i forhold til at få økonomisk hjælp efter sundhedsloven i form af befordringsgodtgørelse, overnatningsgodtgørelse og time- og dagpenge, når deres kræftsyge barn skal under behandling i udlandet?

Ministeren.

Tak til spørgeren. Når et lille barn bliver alvorligt syg af kræft, skal vi selvfølgelig sørge for at stille den bedst mulige behandling til rådighed. Hvis vi ikke kan tilbyde behandling herhjemme i Danmark, skal barnet naturligvis have tilbud om behandling i udlandet. Syge børn skal selvfølgelig ikke sendes alene til udlandet, og derfor har de også ret til at blive ledsaget på rejsen.

Retten til at få far eller mor eller, hvis det er nødvendigt, dem begge to med på rejsen betyder i praksis en ret til at kunne få økonomisk hjælp. Den region, som man som familie bor i, skal nemlig udbetale time- og dagpenge og overnatningsgodtgørelse, hvilket sker efter nogle helt faste satser, som Finansministeriet fastsætter hvert år. Og så skal regionen betale godtgørelse for familiens udgifter til transport med det befordringsmiddel, som efter forholdene er det billigst forsvarlige. Regionen skal dermed, når det gælder størrelsen på befordringsgodtgørelsen, se på den konkrete sags helt særlige omstændigheder. Hvad er så den billigst forsvarlige transportløsning i den konkrete sag, når det holdes op imod den konkrete families situation?

Jeg har umiddelbart svært ved at se, at vi kan varetage borgerens behov på en anden og samlet set mere hensigtsmæssig måde, medmindre spørgeren altså mener, at vi skal til at indføre helt faste godtgørelsesbeløb for rejser til udlandet, som ikke skal tage højde for eksempelvis udbuddet af flybilletter, eller at der konkret kan være særlige transportbehov for nogle familier i forbindelse med behandlingen i udlandet. Det har jeg svært ved at se for mig, men jeg vil gerne understrege helt klart, at jeg har en forventning om, at man ude i den enkelte region forholder sig konkret til den enkelte families situation, når man udbetaler befordringsgodtgørelse.

Spørgeren.

Tak for det. Vi har jo heldigvis modige familier, der til trods for deres vanskelige situation med et kræftsygt barn rejser den her problemstilling om, at de oplever ulighed. Eksemplet kan være, at fire-fem danske familier med kræftsyge børn sidder på et patienthotel i USA. De oplever umiddelbart, at deres situationer er næsten identiske, men når de kommer til at tale om det, finder de ud af, at den ene region har givet vilkår og forhold og hjælp på én måde, mens en anden og tredje region har gjort det på hver deres måde.

Når nu ministeren siger, at det skal være regionens vurdering i den individuelle sag, et skøn over, hvad den enkelte familie skal have, så rejser jeg som Socialdemokraternes sundhedsordfører det her problem, jævnfør det, der er ministerens udtalte holdning til, at man skal fjerne geografisk ulighed. Der er eksempelvis familier, der af lægen har fået at vide, at det vil være meget hensigtsmæssigt barnets situation taget i betragtning, at de ikke kører med taxa, men at de lejer en bil i USA, fordi det nedsætter smitterisikoen for barnet, som er i en meget skrøbelig situation. Én region kan følge lægens anbefaling, mens en anden region ikke gør det.

Mit spørgsmål til ministeren er: Vil ministeren gøre noget på det her komplicerede og følsomme område, så regionerne får en praksis, som forældrene, som familierne vil kunne forstå, for på patienthotellet i USA undrer man sig over, hvorfor der er forskellig praksis i Danmark, når situationerne er ens?

Ministeren.

Som spørgeren ved, kan jeg ikke gå direkte ind i de konkrete sager, som er baggrunden for spørgerens spørgsmål. Men jeg synes stadig, at det er en vigtig diskussion, fordi det selvfølgelig er vigtigt, at familier i Danmark, som har børn, der eksempelvis er syge af kræft, sikres muligheder for, hvis vi ikke kan tilbyde den bedste behandling herhjemme i Danmark, at kunne komme til udlandet og samtidig også få økonomisk kompensation for udgifter til eksempelvis transport. Alle forældrepar er jo stillet lige, hvad angår økonomisk hjælp efter sundhedsloven, men det er regionerne, der i hvert enkelt tilfælde skal se på den konkrete sags omstændigheder. Tro mig eller ej, men jeg tror ikke, at der er nogen familier, der er ens, men jeg vil gerne generelt sige, at der helt sikkert kan findes sager, som umiddelbart ligner hinanden, og hvor man kan undre sig over, at de er blevet vurderet forskelligt. Det er spørgerens spørgsmål jo også udtryk for.

Det er jo de færreste sager, som er hundrede procent ens, og der vil kunne være nogle konkrete omstændigheder i én sag, som fører til en lidt anden afgørelse end i en anden sag, der ellers ligner den første sag på mange punkter. Det er også derfor, at man har mulighed for at kunne klage til Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis man er utilfreds med den befordringsgodtgørelse, som man har fået fra regionen, selv om det kan synes uoverkommeligt i en i forvejen meget svær situation.

Det, der er det afgørende, er, at man tager udgangspunkt i den enkelte, individuelle familie. Jeg synes, det er meget, meget svært forlods at skulle sige, at vi laver en lovgivning, hvor vi skærer alle over én kam og ikke tager hensyn til, at der kan være individuelle situationer, da alle familier er forskellige og der også kan være forskellige behov i forskellige sager.

Jeg minder lige om, at vi kun har 30 sekunder i hver af de efterfølgende runder.

Så er det spørgeren. Værsgo.

Ministeren siger, at ministeren godt kan se, at der kan være situationer, der vækker forundring. Ja, det er der – og ikke blot forundring, men total uforståenhed. Jeg tror, at mange af de her familier har oplevet, at det ikke er et spørgsmål om, hvad der bliver anbefalet lægefagligt som værende det bedste for barnet og måske endda helhedsorienteret for familien, men et spørgsmål om, at regionen sidder og vægter og vurderer, hvad den synes er rigtigt. Derfor synes jeg, det er et meget svagt svar fra ministeren. Ministeren vil ikke prøve at gøre noget for at skabe større lighed, større entydighed, få lagt større vægt på, at det er den sundhedsfaglige, lægefaglige vurdering, som skal slå igennem, når et barn eksempelvis sendes til USA og der skal træffes beslutninger om, hvilke vilkår familien skal være derovre på.

Ministeren.

Der skal man jo netop medtage den lægefaglige vurdering. Medmindre spørgeren synes, at vi skal til at lave en lov, hvor vi indfører nogle faste godtgørelsesbeløb for rejser til udlandet, uanset hvor man tager hen, hvem man rejser med og uanset udbuddet af flybilletter eller særlige konkrete transportbehov for nogle familier, men ikke for andre familier, har jeg meget svært ved at se, hvordan vi kan lave en lov, hvis ikke ønsket er, at det altid skal ske ud fra en konkret og individuel vurdering.

Betyder det så, at der ikke altid vil være risiko for, at der kan ske en fejl i den vurdering? Nej, vi har ikke et fejlfrit system, og det er også derfor, vi har mulighed for via en klageinstans at indbringe afgørelsen og dermed også få efterprøvet den.

Spørgeren.

Jeg synes bare ikke, der er nogen form for imødekommenhed fra ministerens side over for de her familier, som oplever en klar ulighed mellem den ene regions og den anden regions beslutninger. Så siger ministeren, at de her familier jo kan klage. Ja, men hvilken situation er det, de her familier er i, har været i? Vi ønsker fra socialdemokratisk side, at vores system rettes til, så man lytter til patienterne og de her svage. Jeg synes, når ministeren taler om at udligne geografisk ulighed og lidt har kniven på regionernes strube, at ministeren mere er optaget af det end af at hjælpe de personer, der oplever ulighed i vores sundhedsvæsen.

Ministeren for den sidste korte bemærkning.

Jeg kan tilføje, at ministeren ikke føler, at hun holder kniven på landets regioners strube. Jeg tror heller ikke, at de synes, at de holder den op mod mig.

Jeg er meget, meget optaget af, at vi bekæmper geografisk ulighed inden for sundhed i Danmark, så det bl.a. ikke er ens postnummer, der afgør, hvilken behandling man kan få, og hvor hurtigt man kan få den. Det skal ikke være afgørende, om man bor i Region Syddanmark, eller om man bor i Region Hovedstaden.

Jeg synes samtidig, det er vigtigt, at vi i vores lovgivning hele tiden vurderer de enkelte mennesker i stedet for at skære alle over én kam. Det er derfor, der er behov for en individuel vurdering, og jeg synes, det er en lille smule let at sige, at man gerne vil være med til at kritisere, men man vil ikke komme med en konkret løsning på, hvad der kan være svaret, hvis vi ikke skal lave en individuel vurdering. Er det, at der skal være en fast transportgodtgørelse, uanset hvilken rejseform man skal benytte sig af? Det mener spørgeren jo heller ikke er hensigtsmæssigt, så derfor vil jeg meget gerne diskutere det her konstruktivt, men så skal det også være med reelle praktiske løsningsmuligheder.

Spørgsmålet er afsluttet.

Vi går videre til næste spørgsmål, spørgsmål 15, som også er til sundheds- og ældreministeren og også er stillet af hr. Flemming Møller Mortensen.