Spm. nr. S 49

8) Til justitsministeren af:

Lisbeth Bech Poulsen (SF) :

Hvad mener ministeren om, at ofre for vold, det være sig voldtægtsofre, fængselsbetjente eller andre, risikerer at gå glip af erstatning, hvis de er mere end 72 timer om at anmelde en voldsepisode?

Spm. nr. S 49

8) Til justitsministeren af:

Lisbeth Bech Poulsen (SF) :

Hvad mener ministeren om, at ofre for vold, det være sig voldtægtsofre, fængselsbetjente eller andre, risikerer at gå glip af erstatning, hvis de er mere end 72 timer om at anmelde en voldsepisode?

Jeg giver først ordet til fru Lisbeth Bech Poulsen for oplæsning af spørgsmålet. Værsgo.

Tak. Hvad mener ministeren om, at ofre for vold, det være sig voldtægtsofre, fængselsbetjente eller andre, risikerer at gå glip af erstatning, hvis de er mere end 72 timer om at anmelde en voldsepisode?

Ministeren.

Jeg er meget optaget af, at vi som samfund giver ofre for forbrydelser den hjælp, som er nødvendig, for at de kan komme videre med deres liv. Når det gælder offererstatning, er det jo sådan, at erstatning efter loven som udgangspunkt ganske rigtigt er betinget af, at lovovertrædelsen er anmeldt til politiet inden for 72 timer. Det skyldes bl.a. hensynet til opklaringen af forbrydelsen.

72-timersreglen blev vedtaget af et enigt Folketing i 2011 – et enigt Folketing – og da var der i øvrigt tale om en markant lempelse af anmeldelsesfristen, som tidligere i praksis kun var 24 timer. Baggrunden for reglen er bl.a., som jeg har sagt det, at politianmeldelse skal ske så hurtigt som muligt, så politiet har den bedst mulige udsigt til at finde gerningsmanden og opklare sagen.

Men reglen kan i øvrigt fraviges, hvis forholdene taler for det. Det gælder f.eks., hvis offeret på grund af sin tilstand ikke inden fristens udløb har kunnet foretage politianmeldelse. Der ses også bort fra fristen, hvis for sen politianmeldelse ikke har forhindret opklaring af forbrydelsen og gennemførelsen af en straffesag mod skadevolder. Erstatningsnævnet dispenserer altså i alle tilfælde, hvor der er en strafferetlig dom mod den, der forvolder skaden.

Nævnet har også en meget lempelig praksis i sager vedrørende børn, der har været udsat for seksuelt overgreb. Og også for plejepersonale, pædagoger og andre personalegrupper med særlige omsorgsfunktioner gælder der en særlig praksis i forhold til anmeldelsesfristen. Så der tages behørigt hensyn til de særlige pædagogiske og behandlingsmæssige forhold.

Det er altså umiddelbart min opfattelse, at man med 72-timersreglen sammenholdt med adgangen til at kunne dispensere fra kravene har fundet den rette balance mellem på ene side hensynet til politiets mulighed for at efterforske sagen og på den anden side hensynet til offeret.

Spørgeren.

Tak. Nu siger ministeren, at det er af hensyn til opklaringen. Det er selvfølgelig altid vigtigt, at man anmelder en straffelovsovertrædelse så hurtigt som muligt, så politiet har en større chance for at opklare det, men i Fængselsfunktionæren, som er fængselsfunktionærernes blad, siger Lise Bitsch, som er ansvarlig i Civilstyrelsen – som står for sekretariatsbetjeningen af Erstatningsnævnet – at baggrunden er, at staten ønsker at være sikker på at kunne inddrive erstatningsbeløbet fra gerningsmanden. Det er selvfølgelig også vigtigt nok, at dem, der har forvoldt skaden, kan komme til at betale, men det er i hvert fald Civilstyrelsens begrundelse for, hvorfor de her 72 timer er i spil.

Ministeren var inde på, at der er dispensationsmuligheder, men i selv samme artikel i Fængselsfunktionæren står der om netop nogle af de grupper, som ministeren var inde på, altså pædagoger, skolelærere og andre, at de tidligere har haft en dispensationsmulighed, men at det i den seneste årsrapport fremgår, at nævnet ikke længere giver en dispensationsgrund, alene fordi den voldsramte er pædagog eller skolelærer. Og det bekymrer selvfølgelig også fængselsfunktionærerne, fordi de jo også kan blive overfaldet uden for arbejdstiden.

Så når der nu står i årsrapporten, at dispensationsmulighederne er blevet meget, meget begrænsede, og der kan være forskellige grunde til, at man ikke kan nå det inden 72 timer – det kan også være, at man lige vil tænke sig om, om man vil igennem hele det forløb – vil ministeren så i hvert fald overveje at se på, om dispensationsmuligheden skal genindtræde?

Ministeren.

Tak. Jeg vil sige i forhold til behandlingen af de konkrete sager, at jeg jo ikke kan blande mig i dem, al den stund at det er et selvstændigt nævn, som sidder med behandlingen. Overvejelser om, hvordan det her håndteres, vil jeg meget gerne foretage. Vi er i gang med i forhold til en respektpakke, som jeg har varslet, bl.a. at prøve på at tilvejebringe nogle vejledninger, som i højere grad forklarer f.eks. plejepersonale, hvordan de skal gribe de enkelte situationer an m.v. Så jeg vil godt give tilsagn om, at der kan foregå overvejelser, og jeg vil også gerne indgå i en dialog med fru Lisbeth Bech Poulsen herom.

Spørgeren.

Tak. Jeg medgiver jo også, at vi alle, alle Folketingets partier, netop støttede op om offererstatningsloven fra 2011, og at det også var en klar fordel, at det blev udvidet til 72 timer. Der er selvfølgelig også hensynet til, at opklaringsprocenten er meget større, når man anmelder meget tidligere, det er klart. Vi har bare kunnet se i rigtig mange sager, og det har jeg jo også hørt ministeren give udtryk for, at specielt inden for voldtægtsområdet vil man gerne kigge på om vi ikke kan få strammet op, fordi der er en masse problematikker. Men der kan jo gå noget tid, før man anmelder. Men jeg tolker det sådan – og jeg håber, ministeren vil tilkendegive, om det er rigtigt opfattet – at vi godt kan se på, om der eventuelt skal være en højere grad af dispensation, og at ministeren vil tilkendegive over for nævnet, at vi politisk set ønsker, at der skal være lidt elastik.

Jeg minder lige om, at efter første runde har både spørger og minister 30 sekunder.

Ministeren.

Jeg vil ikke blande mig i, hvordan nævnet administrerer lovgivningen. Det kan jeg lige så godt sige, som det er. Det tilkommer ikke mig, det er et uafhængigt nævn. Men det, jeg kan give tilsagn om, er, at vi undersøger, hvordan man tydeligere kan tilkendegive, hvordan den enkelte skal varetage det her, når de her ting foregår. Og så vil jeg i øvrigt også sige, at i forhold til f.eks. netop voldtægt er vi jo i gang med en bred række af overvejelser om, hvordan vi sikrer, at voldtægtsofre ikke udsættes for en ulempelig behandling i alle de sammenhænge, hvor de går ind i det offentlige. Så det tilsagn vil jeg gerne give i forhold til voldtægtsofre, når vi drøfter det i den sammenhæng.

Spørgeren.

Jeg havde nok håbet, at ministeren var lidt mere imødekommende, også fordi man kan sige, at nævnet er uafhængigt, men agerer inden for nogle politiske rammer, som vi fastsætter, og hvis de har ændret praksis i meget høj grad, som deres årsrapport viser – altså at der før var relativt mange dispensationer til nogle af de her faggrupper, og at der er blevet strammet rigtig meget op – så kan man jo sende det politiske signal, og hvis man vil holde sig helt ude af nævnet, kan man i princippet lave en lovændring om det. Men jeg takker i hvert fald for ministerens tilkendegivelse af at ville diskutere nogle af de her sager på f.eks. voldtægtsområdet.

Ministeren.

Jeg tager rosen til efterretning.

Spørgsmålet er afsluttet.

Næste spørger er hr. Mattias Tesfaye til ministeren for børn, undervisning og ligestilling.