Tak for det.
Som man kan se, er mit spørgsmål, som vi siger på folketingssprog, blevet omtrykt til at være stillet til beskæftigelsesministeren.
Jeg havde ønsket at stille det til børne- og undervisningsministeren.
Det er jo sådan, at når børnefamilier sættes på gaden eller bliver tvunget til at flytte, skal børnene ofte flytte skole.
Og vi ved, at det gør det sværere at være barn og have et godt børneliv at vokse op i fattigdom.
Det må da heller ikke være sjovt for de andre børn i klassen, som må sige farvel til en klassekammerat.
Det kunne jeg godt have tænkt mig at spørge børne- og undervisningsministeren om, men det er altså ifølge regeringen ikke et spørgsmål til den minister, der ellers har børnene under sit ressortområde.
Det er for mindre end et år tilbage, nemlig i juni 2015, blevet nævnt af Venstres finansordfører, Peter Christensen, at »Lars Løkke har sat to streger under, at vi ikke kommer til at føre en politik, der bringer børn under regeringens fattigdomsgrænse«.
Det var så den tidligere regerings fattigdomsgrænse.
Når vi andre så påpegede, at Venstres politik ville bringe børn i fattigdom, blev vi beskyldt for at tale imod bedre vidende, for som det blev sagt:
»Lars Løkke har slået fast, at Venstre ikke kommer til at lave et kontanthjælpsloft, som bringer børn under regeringens fattigdomsgrænse.«
Nu står det så soleklart i et svar fra beskæftigelsesministeren, at regeringens kontanthjælpsloft vil sende 7.000 børn under den selv samme fattigdomsgrænse.
Så er der vel ikke så mange muligheder tilbage:
Man har snydt nogle vælgere og helt præcis 7.000 børn, er det rimeligt?