Mange tak.
Først og fremmest vil jeg gerne sige tillykke til alle dem, der nu er kommet på lovforslaget om indfødsrets meddelelse.
Hvor meget det betyder, fik vi en meget klar opfattelse af, da Folketinget fejrede statsborgerskabsdagen.
I Alternativet bad vi dem, der besøgte os i vores lille værelse, om at skrive på et stykke papir, hvad de især glædede sig over ved at være blevet danske.
Det at være blevet en del af demokratiet går igen i rigtig mange af besvarelserne.
Samfund, respekt, fællesskab og ligeværd er andre nøgleord, ligesom anerkendelse og inklusion.
En skriver:
Det betyder meget.
Respekt for Danmark for at have taget os til sig og nu gjort os til en del af landet.
Vi er mere end taknemlige for alt.
En anden skriver:
Jeg er stolt over at have det danske pas hele verden rundt.
Stoltheden fremtræder, idet jeg trækker mit pas op af lommen i hver lufthavn.
Mange skriver:
Jeg har et sted at kalde hjem, en fremtid for mine børn.
Børnenes fremtid er jo netop også det, som får rigtig mange asylansøgere til at vove livet på vej mod Europa, fordi der ingen fremtid er for børnene der, hvor de kommer fra.
Nogle skriver bare et enkelt ord:
Tryghed, drøm.
Humor mangler ikke.
En skriver:
Røde pølser.
En anden udtrykker det meget præcist, når der står:
Det at være hundrede procent med i alle aspekter af det danske samfund.
Det går også igen mange gange, at når man er i et land, er det vigtigt at være integreret, at få ret til at være en del af det danske samfund:
at blive anerkendt for det fædreland, jeg føler også er mit.
Men den mest rørende besvarelse kommer fra Olivia på 14 år.
Hun skriver:
At være ligesom andre.
Tænk, at vi vil byde børn at føle sig uden for fællesskabet, ikke at være rigtig dansk som de andre børn, fordi de krav, vi stiller til deres forældre, er så høje, at de ikke kan opfylde dem, selv om de har gjort alt for at integrere sig, føler sig danske og inderlig gerne vil bidrage alt det, de kan, til det danske samfund.
Når det ikke lykkes, føler alle de mange Oliviaer, at de ikke hører til, at de ikke er som de andre, og så er det, at der opstår parallelsamfund, og at unge bliver et let bytte for de ekstreme miljøer, der hellere end gerne lukker dem ind og får dem til at føle sig velkomne.
Hele tanken om, at man skal gøre sig fortjent til at være dansk ved at kunne tale sproget på højt niveau og bestå en indfødsretsprøve, som mange medlemmer her i Folketinget ikke ville kunne bestå, er fuldstændig skadeligt for integrationen.
Det lader til, at hr.
Christian Langballe kender Alternativets synspunkter bedre end vi selv, men lad mig i hvert fald kvittere for, at han i det mindste har humor.
Alternativet vil naturligvis stille nogle krav til at få dansk statsborgerskab, bl.a.
om, at man har boet her et vist antal år, og også at man vil Danmark – men ikke de krav, der stilles i dag.
Hvorfor skulle Olivia f.eks.
vente 14 år med at få lov til at være ligesom alle andre?
Det får kun psykologerne glæde af.
Men indtil vi får lavet reglerne for tildeling af statsborgerskab om, vil jeg glæde mig over, at vi, når lovforslaget engang bliver vedtaget, har fået en hel række nye danske statsborgere, som på smukkeste vis har givet udtryk for deres glæde ved at være blevet danske.
Så velkommen og tillykke.
Så skal jeg i øvrigt hilse fra SF og sige, at de også bakker op om lovforslaget.