Det sidste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af lovforslag nr. L 104:

Forslag til lov om tillægsbevilling for finansåret 2015.

Af finansministeren (Claus Hjort Frederiksen).

(Fremsættelse 28.01.2016).

Forhandlingen er åbnet. Er der nogen, der ønsker ordet? Ja, hr. Benny Engelbrecht, Socialdemokratiet. Værsgo.

Der er jo slet ikke tradition for, at der overhovedet er debat i forbindelse med lovforslag om tillægsbevilling, og det er der jo ikke, fordi det er et relativt teknisk og dermed også relativt udramatisk lovforslag.

Når jeg alligevel vælger at tage ordet i dag ved første behandling, skyldes det, at når vi på denne måde behandler forslaget til tillægsbevillingslov, tager vi jo samtidig stilling til de dispositioner, som skiftende regeringer har foretaget i 2015, og det arbejde, som vi har lavet i Finansudvalget. Og nu som medlem af Finansudvalget, synes jeg jo, at vi generelt gør et godt og sobert stykke arbejde – ros til såvel formanden som alle udvalgets medlemmer – vi sørger for, at alle aktstykker bliver behandlet grundigt.

Men det er også bydende nødvendigt, at vi understreger, at det selvfølgelig er sådan, at en regering til enhver tid må sikre sig at have et parlamentarisk flertal i forhold til de dispositioner, man træffer, uanset hvilken farve i øvrigt regeringen måtte have, og derfor synes jeg, det er betimeligt at få fremført kritik i forhold til de dispositioner, som den nuværende regering har foretaget, i forhold til udviklingsbistand. Som bekendt har man jo for kort tid siden i denne uge behandlet det spørgsmål i Udenrigsudvalget og der også udtalt kritik af udenrigsministeren.

Derfor skal jeg kort gøre opmærksom på, at et flertal af partier også i forbindelse med dette lovforslag har i sinde at fremføre kritik i forbindelse med dette lovforslag. Det drejer sig om Socialdemokratiet, det drejer sig om Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, SF, Alternativet og Det Radikale Venstre, som agter at fremføre denne kritik i forbindelse med betænkningsafgivelsen.

Jeg håber selvfølgelig også, at ministeren her vil redegøre for, hvorledes man har tænkt sig at sikre, at man ikke i fremtiden står med denne problemstilling. Det skal jo nødig være sådan, at vi får Estrupske dimensioner ind i dansk lovgivning, hvor en regering foretager dispositioner uden at have opbakning i Folketinget.

Med disse ord skal jeg selvfølgelig meddele, at ud over selve de bemærkninger, vi sammen med et flertal har i sinde at afgive i forbindelse med betænkningen, vil Socialdemokratiet i øvrigt stemme for lovforslaget.

Så er det hr. Ole Birk Olesen for en kort bemærkning. Værsgo.

Jeg kan forstå på det hele, at det er det forhold, at regeringen ifølge hr. Benny Engelbrecht ikke har brugt penge nok på ulandsbistanden i 2015, der er årsagen til, at hr. Benny Engelbrecht tager ordet. Jeg skal høre: Er der i det flertal, som synes, at regeringen skulle have brugt nogle flere penge på ulandsbistanden, enighed om, hvor pengene skulle komme fra?

Hr. Benny Engelbrecht.

Den kritik, som et flertal er enige om at fremføre, er i spørgsmålet om, at man skal sikre sig parlamentarisk opbakning. Det går jeg da ud fra at også hr. Ole Birk Olesen er enig i at man bør have. Det er sådan et mere principielt spørgsmål, altså det, at man som regering skal sikre sig, at man har et flertal bag de dispositioner, som man foretager sig finansielt og økonomisk. Så her behandler vi altså ikke det materielle i forslaget, men det principielle, nemlig det, at man ikke har sikret sig at have et flertal i ryggen.

Hr. Ole Birk Olesen.

Nu er det jo den nemmeste sag i verden at skaffe flertal for, at der skal bruges nogle penge på et område. Det er straks sværere at skaffe flertal for, hvor man skal finde pengene. Så jeg vil gerne spørge hr. Benny Engelbrecht: Hvis nu flertallet havde besluttet, at vi i 2015 skulle bruge et meget højt beløb – lad os sige 10 mia. kr. mere – på ulandsbistand i Afrika, ville det så være regeringens pligt at bruge 10 mia. kr. mere på ulandsbistand i Afrika, hvis dette flertal ikke samtidig anviste, hvor pengene skulle komme fra?

Hr. Benny Engelbrecht.

Nu må man bare sige, at sådan rent principielt er det jo altså den siddende regerings ansvar at sikre sig den parlamentariske opbakning. Jeg forstår også, at man har taget den kritik, der har været af udenrigsministeren, til efterretning. Og jeg håber selvfølgelig ikke, at den slags episoder gentager sig. Jeg kan så også understrege, at det selvfølgelig er afgørende, at man sikrer, at der er sammenhæng i tingene, men det vil jo også være regeringens ansvar. Hvis en regering kan se, at der parlamentarisk er en manglende opbakning til dens politik, må den jo handle derefter eller gå af.

Tak. Så er det den næste ordfører, og det er hr. Pelle Dragsted – nej, der er en, der ønsker ordet for en kort bemærkning. Hr. René Christensen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Det er altså godt at trykke sig ind, for så kan jeg se det heroppefra. Værsgo. ( Pelle Dragsted (EL): Beklager, jeg er straks tilbage).

Jamen ordføreren skal ikke beklage, for jeg kom meget sent på, fordi det var det allersidste, hr. Benny Engelbrecht sagde, der fik mig til at trykke på knappen. Og det var selvfølgelig sådan lige i sidste øjeblik.

Ordføreren siger, at det jo er vigtigt, at man sikrer sig, at man har et parlamentarisk flertal. Men var regeringen i tvivl om, om det var til stede? Grunden til, at jeg spørger sådan, er, at det jo er ret interessant, hvad der bliver spurgt om her. Altså, er Socialdemokratiet imod det, der skete? For så kan man jo sige: Jamen hvad med den måde, som vi finansierer bl.a. den indvandring på, som sker til Danmark i øjeblikket, bl.a. ved at tagge i forhold til ulandsbistanden? Hvordan skal man så håndtere det? Skal man så håndtere det pr. gang, hver gang vi ser, at der kommer nye folk ind over grænsen, og derved skal tagge mere i forhold til ulandsbistanden?

Ordføreren.

Jeg tror, at det udtryk, hr. René Christensen leder efter, er at DAC'e, ikke at tagge. ( René Christensen (DF): Ja).

Det er rigtigt, men som jeg forstår det, er der jo også et flertal, som går ind for at støtte regeringen i at DAC'e, det vil sige, at man anvender midler fra udviklingsbistanden til at håndtere flygtningesituationen på i Danmark. Så det er der jo sådan set ikke nogen udfordring i forhold til, hvorimod der i det konkrete tilfælde altså ikke har været et flertal bag regeringens dispositioner. Og jeg synes, det bør være sådan, at man kan stå for at fremlægge tingene her i Folketingssalen.

I øvrigt vil jeg sige til spørgsmålet om, hvorvidt regeringen har været i tvivl om, om der har været et flertal i forhold til det, at jeg da synes, ministeren skal komme herop og redegøre for det. Det bør vi vel lade være op til regeringen selv at redegøre for.

Tak. Så skulle der ikke være flere korte bemærkninger. Så er det hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten, som ordfører. Værsgo.

Tak. Som den tidligere ordfører også sagde, er behandlingen af tillægsbevillingslovforslaget jo normalt en ren formalitet, og det er også sjældent, at ordførere overhovedet tager ordet i den her debat. Som det også fremgår af fremsættelsestalen, er der jo tale om en formel bevillingsretslig vedtagelse af de bevillingsændringer, som regeringen har gennemført sidste år, altså i 2015. Der er ikke tale om, hvorvidt man er for eller imod, altså, der er ingen økonomisk diskussion, men det er en ren bevillingsretslig godkendelse af budgetændringen i året, der er gået, der, som der står i fremsættelsestalen sker »på forventet efterbevilling«. Der er altså normalt tale om en ren formalitet.

I år står vi imidlertid i en lidt anden og lidt speciel situation, for når lovforslaget her normalt kan vedtages automatisk uden debat, altså på forventet efterbevilling, så er det jo, fordi regeringen i løbet af året har sikret sig, at den i alle de bevillingsændringer, den har gennemført, har haft et folketingsflertal bag sig, og det er jo her, vi står med et problem i år. For som de fleste nok har opdaget, har regeringen, når det gjaldt de her store milliardnedskæringer i udviklingsbistanden i 2015, netop ikke sikret sig opbakning fra et flertal i Folketinget. Tværtimod har regeringen ovenikøbet siddet et folketingsflertal overhørigt ved at ignorere et beslutningsforslag, som pålagde regeringen at føre de her penge tilbage, som man havde taget uden at have et klart hjemmelsgrundlag for det, hvilket forleden også indbragte udenrigsministeren en anselig næse, og i den forbindelse vil jeg gerne rose Det Konservative Folkeparti for at have deltaget og stået fast i det her og sagt, at det ikke er i orden.

Nu står vi så her i dag, og finansministeren beder os om at godkende tillægsbevillingslovforslaget på forventet efterbevilling, og det stiller Folketinget i et dilemma. For kan vi bare godkende en tillægsbevilling, som blåstempler regeringens nedskæringer på udviklingsbistanden, som den ikke har haft flertal for? I virkeligheden burde vi stemme lovforslaget ned, og det ville betyde, at regeringen skulle træde tilbage. Men selv om De Konservative fortjener ros for at være klar til at tage nogle skridt her, så er det næppe et skridt, de er parat til at tage, og det kan man så også forstå, når de er regeringens støtteparti.

Omvendt mener jeg heller ikke, at det er rimeligt, at vi kan skabe præcedens for, at regeringen i løbet af året kan gennemføre så store bevillingsændringer, altså i milliardklassen, i strid med, hvad et folketingsflertal ønsker. Det synes jeg vil være et alvorligt demokratisk problem, ja, det er faktisk lidt undergravende for, hvordan vores folkestyre fungerer. Det burde ikke være noget, som adskilte os på tværs af partifarve, det burde være noget, der bekymrede os alle sammen, uanset hvilket parti vi kommer fra, og uanset hvilken regering der sidder.

Derfor er jeg også glad for, at der er et flertal, der allerede har tilkendegivet, at man i udvalgsarbejdet og i betænkningen til lovforslaget vil rette en kritik af regeringen, og samtidig gøre det klart, at den automatik, der har været i at vedtage tillægsbevillingslovforslaget, jo altså forudsætter, at regeringen sikrer sig, at den har et flertal bag de dispositioner, den tager fremover, fordi den forventede efterbevilling netop forudsætter, at der er tillid til regeringen. Og jeg håber også, at finansministeren vil tage ordet og forholde sig til den her kritik og forhåbentlig også gøre det klart, at det her ikke er noget, som man vil se gentage sig i de kommende år. For ellers bliver den her formalitet jo pludselig ikke længere en formalitet.

I Enhedslisten vil vi på baggrund af den debat forholde os til, hvorledes vi i sidste ende stemmer til lovforslaget. Tak.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance. Værsgo.

Hr. Pelle Dragsted siger, at regeringen har sat sig op imod udgifter, som et flertal i Folketinget går ind for. Jeg vil gerne have hr. Pelle Dragsted til at svare på, om der i det her Folketing er blevet vedtaget en eneste lov, om der i Folketingets Finansudvalg er blevet vedtaget et eneste aktstykke om udgifter, som regeringen ikke har honoreret med en faktisk bevilling.

Ordføreren.

Jamen nu er problemet jo, at der her er tale om et mindre forbrug. Man har med et flertal i Folketinget vedtaget et bestemt niveau for udviklingsbistanden, og det har regeringen ønsket at ændre allerede i 2015, altså før man vedtog finansloven for 2016, og det er sådan set fair nok, for det er jo en politisk holdning. Og den kan vi være uenige om, men når man foretager den slags dispositioner, bør man sikre, at man har et flertal bag sig.

Det er jo netop også derfor, at et flertal har tilkendegivet, først gennem et beslutningsforslag og efterfølgende en næse til udenrigsministeren, at det her ikke er foregået ordentligt, og det ærgrer mig egentlig lidt, at ordføreren for Liberal Alliance indtager den her lidt polemiske tilgang til det. For jeg tror egentlig, at ordføreren, uanset at han nu støtter den siddende regering, godt kan se problemet i det. Men lad os nu sige, at der sad en regering, som ordføreren ikke støttede, og som foretog store budgetreguleringer uden at sikre sig opbakning fra et flertal.

Hr. Ole Birk Olesen.

Jeg mener jo, at polemikken helt står på Enhedslistens side. Jeg mener ikke, at et flertal i det her Folketing eller i Folketingets Finansudvalg har bevilget penge til noget, som regeringen ikke også har honoreret. Så det er omvendt sådan, at der er et flertal her i Folketinget, som har udtrykt et ønske om, at der skulle bruges flere penge på udviklingsbistanden i 2015, men dette flertal har ikke kunnet finde sammen om at anvise, hvor pengene skulle komme fra. Og det er jo den nemmeste sag i verden. I princippet ville flertallet kunne sige, at regeringen nu skal bevilge pengene til en rumrejse til månen uden sammen at kunne pege på, hvor pengene skulle komme fra, og det er sådan set det, som hr. Pelle Dragsted er talsmand for.

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, det er lidt bekymrende, at formanden for Folketingets Finansudvalg har den tilgang til det her. For der er jo ikke tale om, at et flertal i Folketinget ønsker at bruge flere penge, end der i udgangspunktet var afsat. Der er vedtaget en finanslov forrige år, for 2015, som indebærer et bestemt forbrug på udviklingsbistanden, og det forbrug har regeringen ønsket at sænke. Der er altså ikke tale om et folketingsflertal, som kommer og fortæller regeringen, at man skal bruge flere penge, men om en regering, der vælger at bruge færre penge, end et flertal har besluttet, uden at sikre sig, om der var et flertal bag den mindre bevilling, og det kunne være mange andre ting. Det kunne være en regering, der kom og sagde, at den ville bruge færre penge på noget af det, som Liberal Alliance synes er en god idé, uden at sikre sig et flertal.

Så det er ikke et spørgsmål om rejser til månen eller noget som helst andet, men det er et spørgsmål om et principielt demokratisk problem, og at en markant budgetregulering i nedadgående retning også bør have en demokratisk forankring i Folketinget.

Tak til ordføreren. Så er det fru Josephine Fock, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Der er jo, som det allerede er blevet nævnt her fra talerstolen, ikke kutyme for at tage ordet ved behandlingen her i dag, men tillægsbevillingen for 2015 indeholder kraftige nedskæringer i udviklingsbistanden i midler, som allerede var bevilget. At skære i midler, som allerede var bevilget, er et problem i sig selv, men den del af tillægsbevillingen, som Alternativet for alvor har problemer med, er, at den ikke indeholder den genopretning af midlerne, som et flertal i Folketinget pålagde regeringen.

Når jeg går på talerstolen her i dag, er det, fordi det med det her lovforslag om en tillægsbevilling, om en forventet efterbevilling, manifesteres, at regeringen har valgt at gå imod et flertal i Folketinget, og det mener jeg og Alternativet er en dybt alvorlig situation. Et flertal i Folketinget stemte altså for at beskytte bare nogle af de midler, der allerede var sat til side til udviklingsbistand i 2015. Det var penge, der var budgetteret med i organisationerne til projekter for verdens fattigste. Med andre ord tog regeringen godt 2,7 mia. kr. tilbage fra verdens fattigste, og man gjorde det mere eller mindre fra den ene dag til den anden. Det er i sig selv kritisabelt.

Den globale ulighed på tværs af lande og kontinenter er en af de absolut største udfordringer, det internationale samfund står over for. Vi står med en verden i den største ubalance siden anden verdenskrig, og millioner af mennesker er i bevægelse, fordi de ikke ser et håb for bedre tider, hvor de er. Det er dybt alvorligt. Vores verden bliver på en gang mindre og tættere forbundet og på samme tid mere og mere uligevægtig. Der, hvor der er håb, er der grund til at blive. Derfor er det vigtigere end nogen sinde før, at vi ikke bare lukker os om os selv. Vi er nødt til at skubbe på for positive forandringer overalt i verden, og der skal skubbes meget mere på, end vi gør i dag.

Et flertal i Folketinget havde så pålagt regeringen at tilbagebetale 1,4 mia. kr. af de allerede bevilgede midler, så udviklingsbistanden for 2015 ville ende på de 0,8 pct. af BNI. Men regeringen valgte altså at gå imod et flertal i Folketinget. Det er at undergrave demokratiet og ikke tage Folketinget alvorligt. Vi er her, fordi vi er valgt med den sammensætning, som de danske borgere har ønsket, og den sammensætning skal respekteres. Jeg mener, at det er et alvorligt demokratisk problem, at regeringen ikke lytter til et demokratisk valgt flertal.

Jeg vil gerne have lov til at læse den næse op, der er blevet givet:

»Et flertal i udvalget finder det særdeles kritisabelt, at regeringen ikke agter at følge folketingsflertallet. Det er en grundsten i det danske demokrati, at regeringens handlinger skal være i overensstemmelse med folketingsflertallets – også selvom den måtte være uenig. I modsat fald eroderes det parlamentariske demokrati, og det bliver umuligt at skabe et tillidsfuldt samarbejde mellem regeringen og Folketinget.

Regeringens afvisning af at rette sig efter folketingsflertallet betyder i det konkrete tilfælde, at en række bistandsprojekter har måttet aflyses, hvilket efterlader mennesker uden den hjælp, de har behov for, samtidig med at Danmarks ry som en troværdig samarbejdspartner i forhold til udviklingslandene kan lide et knæk.«

Hvis vi skal styrke tilliden til det politiske system, og hvis vi skal holde ved et velfungerende demokrati, som vi alle sammen kan være stolte af, er vi altså nødt til at værne om centrale principper og ikke bare gå på kompromis, når det ikke passer med prioriteringerne for regeringens omfordeling mellem rig og fattig. Vi sidder altså herinde, fordi vi er valgt til at repræsentere demokratiet. Det er et skadeligt signal at sende, at regeringen kan sidde et flertal af vælgerne overhørig. Det burde ikke være muligt, og det er et princip, vi alle sammen burde være med til at holde fast i.

Det er også derfor, jeg er gået på talerstolen i dag. Jeg synes, at den her debat er vigtig. Vi må minde hinanden om det ansvar, vi har herinde, og vi må i fællesskab værne om, at vi ikke begynder at indføre en praksis, som skader tiltroen til demokratiet.

Jeg vil derfor opfordre ministeren til at gå på talerstolen og være med til at debattere det her, og alt afhængigt af hvordan ministeren håndterer den her diskussion, vil Alternativet overveje, hvordan vi vil stemme vedrørende den her tillægsbevilling.

Tak. Hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance, en kort bemærkning.

Jeg vil gerne spørge fru Josephine Fock: Dengang da Alternativet satte sig sammen med bl.a. De Konservative og Enhedslisten og besluttede, at de ville pålægge regeringen at bruge flere penge på ulandsbistand i 2015, end regeringen havde tænkt sig, hvad aftalte man der blandt partierne om, hvor pengene skulle komme fra?

Ordføreren, værsgo.

Som det også allerede er blevet sagt heroppe fra talerstolen, har vi ikke lavet en aftale om det. Det, der her er principielt for mig, er, at regeringen vælger at gå imod et folketingsflertal – og det synes jeg er den vigtige debat. Vi bliver nødt til at kunne stole på, at hvis der er et folketingsflertal, retter regeringen sig efter det.

Hr. Ole Birk Olesen.

Jo, men der er bare det, at alle de andre udgifter, som er afholdt i 2015, er der også et folketingsflertal for. Så er der så et folketingsflertal ved siden af, fordi der er et eller flere partier, der sådan skifter side og siger: Vi skal både bruge penge her og bruge penge der. Men pengene skal jo komme et sted fra. Så hvis man vil bruge flere penge på ulandsbistand, skal man finde dem nogle af de andre steder, hvor man har sagt man også skal bruge pengene.

Hvad aftalte man der i kredsen af partier om, hvor pengene skulle komme fra?

Ordføreren, værsgo.

Det synes jeg lige jeg har svaret på, nemlig at det ikke var den del, vi diskuterede. Altså, det, vi diskuterer, er, at vi har med en finanslov fra 2015 at gøre, som regeringen vælger at prioritere anderledes, og det er regeringen selvfølgelig i sin gode ret til. Der er så et folketingsflertal, der siger: Den ændrede prioritering er vi ikke enige i. Så er det da problematisk, at vi har en regering, der overhører det folketingsflertal.

Jeg kan ikke forstå, at Liberal Alliance indtager den her holdning, altså at det bare er ligegyldigt. Det burde Liberal Alliance ligesom alle andre partier herinde værne om, nemlig at det er vigtigt, at der altid er flertal i Folketinget for de beslutninger, der bliver truffet.

Så er det hr. Christian Juhl.

Tak for det. Det virker jo en smule besynderligt, at mennesker, f.eks. Liberal Alliances ordfører, der tager penge fra statskassen og forærer dem til villaejere og til ejere af store biler i form af afgifts- og skattelettelser, nu harcelerer over, at andre gerne ville have beholdt nogle af de her penge og gjort, som det var planlagt, nemlig give dem til nogle af verdens fattigste. Det er jo et klart eksempel på, hvilke klassemæssige holdninger der efter min mening findes i Liberal Alliance, og hvilket asocialt syn der ligger bag de synspunkter.

Var der et spørgsmål til ordføreren? Ordføreren er velkommen til at svare.

Jeg hørte det også mere som en kommentar. Og så vil jeg sige, at jeg ikke vil blande mig i, hvordan Liberal Alliance prioriterer – det synes jeg er helt op til Liberal Alliance. Liberal Alliance er valgt ind og har nogle synspunkter, som jeg selvfølgelig respekterer. Men omvendt går jeg så også ud fra og håber jo – og det var det, jeg svarede på før – at alle partier herinde i Folketingssalen respekterer, at der bør være et folketingsflertal, når vi træffer beslutninger.

Hr. Christian Juhl.

Jeg prøver med et yderligere kort spørgsmål, som jeg forstår før blev opfattet som en kommentar – og det er helt fint. Er det ikke at vende tingene på hovedet at sige, at en regering, som bruger pengene forlods uden at have garanti for sit flertal, faktisk er den, som har ansvaret for, at økonomien ikke er tilstede, når man står i sådan en situation, som man gør nu?

Ordføreren.

Jeg vil sige til det, at jeg synes det er problematisk, at vi har en regering, som går ind og prioriterer imod Folketingets beslutning. Ja, og det er mit svar til det.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Finansudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter dette som vedtaget.

Det er vedtaget.