Det næste punkt på dagsordenen er:

12) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 88:

Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en ytringsfrihedskommission.

Af Lisbeth Bech Poulsen (SF) m.fl.

(Fremsættelse 15.03.2016).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver ordet til justitsministeren.

Med beslutningsforslaget pålægges regeringen i indeværende folketingsår at nedsætte en ytringsfrihedskommission. Kommissionen skal vurdere vilkårene for ytringsfriheden i Danmark og komme med forslag til, hvorledes ytringsfriheden kan styrkes. Forslagsstillerne har om baggrunden for forslaget bl.a. anført, at de senere års samfundsudvikling har betydet, at ytringsfriheden anvendes i det offentlige rum på væsentlig andre vilkår end tidligere. De har i den forbindelse bl.a. henvist til øget brug af sociale medier, øget globalisering samt nye redskaber til terrorbekæmpelse, herunder masseovervågning. Forslagsstillerne har derudover henvist til, at der i Norge blev nedsat en ytringsfrihedskommission i 1990'erne.

Jeg er enig med forslagsstillerne i, at vi skal værne om ytringsfriheden. Den er et centralt element i ethvert velfungerende demokrati, og derfor arbejder regeringen for at sikre ytringsfriheden de bedst mulige vilkår i Danmark. Jeg kan allerede nu afsløre, at ytringsfriheden efter min opfattelse har gode vilkår herhjemme. Det skyldes ikke mindst, at vi her i Folketinget har en lang og stolt tradition for at diskutere, hvor rammerne for f.eks. ytringsfrihed præcis skal være. I den henseende hilser jeg også beslutningsforslaget velkommen. Ytringsfriheden er bl.a. beskyttet af grundloven, den europæiske menneskerettighedskonvention og EU's charter om grundlæggende rettigheder. Efter grundlovens § 77 er enhver berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende foranstaltninger kan ingensinde på ny indføres.

Bestemmelsen beskytter alle personer, alle typer af ytringer og enhver formidlingsform. Grundloven beskytter den formelle ytringsfrihed, dvs. retten til at offentliggøre sine ytringer, men derimod antages det, at grundloven ikke beskytter den materielle ytringsfrihed, dvs. retten til ikke at blive mødt med sanktioner for visse typer af ytringer. Den materielle ytringsfrihed er derimod bl.a. beskyttet i artikel 10 i den europæiske menneskerettighedskonvention og i artikel 11 i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Beskyttelsen er efter de to bestemmelser identisk, og jeg vil derfor nøjes med at fokusere på artikel 10 i menneskerettighedskonventionen.

Efter artikel 10 har enhver ret til ytringsfrihed. Bestemmelsen omfatter både retten til at fremkomme med ytringer og retten til at modtage ytringer. Beskyttelsen efter artikel 10 er ikke ubegrænset. Der kan foretages indgreb i ytrings- og informationsfriheden, hvis indgrebet er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til bl.a. den nationale sikkerhed, offentlig tryghed og andre rettigheder. Både grundloven og den europæiske menneskerettighedskonvention fastsætter altså nogle ydre grænser for ytringsfriheden. Når det gælder grundloven, handler det om at beskytte mod censur, og når det gælder menneskerettighedskonventionen, handler det bl.a. om, at staterne kun må gribe ind over for ytringer, hvis der er god grund til det.

Deraf følger også, at lovgivningsmagten helt overordnet er overladt ganske vide rammer, når det handler om at fastsætte de nærmere grænser for ytringsfrihedens udfoldelse i Danmark. De rammer har Folketinget udnyttet til på en række områder at fastsætte lovgivning, som begrænser ytringsfriheden. Det gælder f.eks. reglerne i straffelovens kapitel 27 om freds- og æreskrænkelser og bestemmelserne i forvaltningsloven om tavshedspligt. Hver gang det er sket, har vi haft en grundig debat om det i Folketinget, og sådan skal det også være.

Som forslagsstillerne er inde på i begrundelsen for forslaget, har ændringerne i samfundet selvfølgelig også betydning for ytringsfrihedens rammer, både i positiv og negativ henseende. F.eks. betyder den øgede globalisering og internettets udbredelse, at vi i dag kan dele informationer og tanker med langt flere mennesker end førhen. Det er grundlæggende en positiv udvikling, som sætter os i stand til at påvirke andre rundtomkring i verden og selv at blive påvirket af den. Men udviklingen rummer også udfordringer. F.eks. betyder den, at personer i udlandet, som vil Danmark det ondt, har betydelig lettere ved at sprede hadefuld propaganda til personer her i landet. Og det betyder, at vi bliver nødt til at overveje, om vi skal give myndighederne nye redskaber, som giver adgang til at gribe ind over for disse personer. De overvejelser skal foregå i Folketinget.

I den forbindelse vil jeg ikke undlade at nævne, at regeringen for tiden forhandler med hovedparten af Folketingets partier om indsatsen mod religiøse forkyndere, og her agter regeringen bl.a. at drøfte spørgsmålet om kriminalisering af ytringer. Det er et svært spørgsmål, som, hvis det gennemføres, vil medføre en indskrænkning af ytringsfriheden, og derfor er det også helt afgørende, at vi har et forhandlingsforløb, hvor alle argumenter kan komme frem i lyset.

Hvis jeg kort skal opsummere de centrale pointer i mit indlæg, vil jeg sige, at ytringsfriheden grundlæggende har gode vilkår i Danmark. Det er op til lovgivningsmagten at fastsætte rammerne for ytringsfriheden inden for det spillerum, der følger af bl.a. grundloven og menneskerettighedskonventionen. Vi har en lang og stolt tradition for i Folketinget at drøfte spørgsmål om udvidelse og indskrænkning af ytringsfriheden. Det er de igangværende forhandlinger om religiøse forkyndere netop udtryk for, og forhandlingerne er dermed også udtryk for, at lovgivningsmagten på en betryggende måde varetager hensynet til ytringsfriheden.

På den baggrund er det ikke regeringens opfattelse, at der er grundlag for at iværksætte et omfattende kommissionsarbejde, og dermed er det også sagt, at regeringen ikke kan støtte forslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Lisbeth Bech Poulsen, SF, værsgo.

Tak for justitsministerens ord. Vi har jo tit de her diskussioner om retssikkerhed og ytringsfrihed osv., og jeg synes altid, det lyder, som om ministeren har lagt for og imod på en vægtskål og faktisk har overvejet de forskellige muligheder, der er. Men jeg mener, at specielt i en tid som nu, hvor der kommer en masse forslag på bordet, hvor det diskuteres, hvor langt vi vil gå i forsvaret for ytringsfriheden, de værdier, som der bliver talt meget om, når vi ser angreb rundtomkring i Europa, kunne det netop være godt at få den rigtig store diskussion om ytringsfrihed, som der jo har været rigtig meget fokus på i 10 år – i hvert fald i Danmark.

Så uagtet at ministeren synes, at ytringsfriheden har det godt her i landet, selv om der er nogle udfordringer, som er noget af det, regeringen forhandler om lige nu, hvorfor vil det så ikke være godt at få den store diskussion, få nogle mennesker med andre synspunkter end vores ind for at diskutere noget af det, der er allermest dansk, og noget af det, som vi alle sammen hylder allermest?

Ministeren.

Ærlig talt tvivler jeg meget på, at der ville komme andre synspunkter frem end vores. Det er det fantastiske ved det danske folkestyre, nemlig at i det her Folketing er synspunkterne repræsenteret – vidt og bredt.

Vi har haft den her diskussion, i hvert fald siden Muhammedtegningerne, hvor folk har fået lejlighed til også at ændre standpunkt og få en anderledes tilgang til de her spørgsmål. Og min oplevelse er altså den, og det er også min konklusion, at den debat er levende, ikke mindst her i Folketingssalen, og samtidig har den foregået igennem længere tid, således at alle synspunkter faktisk har været oppe at vende og folk har fået lejlighed til at afklare, hvor de egentlig står henne i den debat.

Spørgeren.

Så lad mig omformulere det. På grund af den mediedækning, der kan være, hvor man har 10 sekunder til at sige, om man er for eller imod, så bliver det selvfølgelig, når det kommer fra os, politiske synspunkter, men man kunne jo i forbindelse med det arbejde også få andre synspunkter ind. Man kunne lave et grundigt arbejde i forhold til ytringsfriheden, ikke alene historisk, men også i forhold til de nye udfordringer, der er, med nye medier osv., og i forhold til de nye juridiske udfordringer, vi i forbindelse med vores internationale forpligtelser har.

Det sidste var mest en kommentar, for jeg har hørt, at ministeren ikke synes, at det er nødvendigt at nedsætte sådan en kommission.

Ministeren.

Jeg har bare den oplevelse, at det er noget, vi faktisk har brugt mange, mange kræfter på i det danske folkestyre at diskutere – og fortsat diskuterer. Jeg mener, det er en sund diskussion, vi har, og jeg har svært ved at se, hvad en kommission skulle tilføje den diskurs. Det må jeg ærligt indrømme. Jeg mener, vi kommer godt rundt i kanterne af rummet, og det er jo en ofte set diskussion, vi har.

Så derfor må jeg sige, at det ikke er noget, regeringen kan understøtte.

Tak til ministeren. Den næste taler i rækken er fru Trine Bramsen som ordfører for Socialdemokratiet. Værsgo.

Med forslaget her pålægges det regeringen at oprette en såkaldt ytringsfrihedskommission. Lad mig indledningsvis slå fast, at Socialdemokraterne historisk har kæmpet for ytringsfriheden, og det bliver vi ved med. Danmark skal være landet, hvor der er brede rammer for at diskutere, skrive, tale og tegne. Det er der i dag, og sådan skal det også være i fremtiden.

Men med retten til at ytre sig følger også en pligt til at tænke sig om, inden man ytrer sig. Som på alle andre områder er det ikke altid, at ret og pligt går hånd i hånd. Jeg er bekymret over den debat, vi ser, særlig på de sociale medier, for nok har vi ytringsfrihed, og det skal vi holde fast i, men den er givet under ansvar, og vi må aldrig få et samfund, hvor man uden at tænke sig om tilsviner medmennesker, blot fordi det er en ret.

Med den konstatering mener jeg, at vi har en udfordring, som måske ikke helt kan adresseres lovgivningsmæssigt, men som vi fra politisk hold har et ansvar for at adressere. Særlig er jeg bekymret for vores børn og unge, men også for fremtidens demokrati, for hvis konsekvensen af at stille op i debatter, konsekvensen af at sige sin mening er, at man svines til, kan vi risikere, at færre stiller sig frem og stiller op. Derfor kan vi ikke diskutere retten til ytringsfrihed uden også samtidig at diskutere pligten til at opføre sig ordentligt over for hinanden.

Det er også et problem, når imamer i ly af ytringsfriheden holder kvinder, unge og børn i et jerngreb af social kontrol. Vi så i udsendelserne om Grimhøjmoskeen, hvordan ytringsfriheden meget nøje blev brugt til at formidle budskaber om stening af kvinder og vold mod børn. Når man er forkynder, har man et særligt ansvar for at anvende ytringsfriheden under ansvar. Og det er et problem, når ytringsfriheden bruges til at indskrænke en anden grundlæggende dansk værdi, nemlig frihedsværdien. Det er blot for at gentage mit budskab om, at der med retten følger en pligt, også hvad angår ytringsfriheden.

Socialdemokraterne bakker op om både racismeparagraffen og blasfemiparagraffen, og det gør vi, fordi race og religion er særligt ømtålelige områder. Når det er sagt, er der jo stadig væk utrolig vide rammer for ytringsfriheden. Det konkluderede Straffelovrådet for mindre end et år siden, da de afleverede deres betænkning vedrørende netop blasfemiparagraffen. Det samme gjaldt, da vi nedsatte et udvalg, der så på offentligt ansattes ytringsfrihed, hvilket resulterede i en række anbefalinger.

Ytringsfrihed er en grundpille i vores demokrati, og derfor skal vi hele tiden kunne diskutere, hvis nogen oplever, at ytringsfriheden begrænses, og det gør vi jo også hele tiden og konstant.

Vi mener ikke, at endnu en kommission er det rette forum at tage denne debat i. Vi kan fint i udvalgsarbejdet diskutere, om Straffelovrådet skal se på enkelte begreber eller begrænsninger inden for ytringsfriheden, men vi mener ikke, at en kommission er det rette redskab til den her debat, og vi mener heller ikke, den er nødvendig.

Med de ord skal jeg meddele, at vi støtter ytringsfriheden og debatten om ytringsfriheden samt eventuelt et arbejde i Straffelovrådet, men ikke beslutningsforslaget her.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Lisbeth Bech Poulsen, SF, værsgo.

Tak, og tak for bemærkningerne. Der er jo en diskussion lige nu om nogle af de dokumentarudsendelser, der har været, om social kontrol osv. – om nogle imamer, som vi er rigtig mange der synes har nogle værdier, som strider imod de fleste af vores værdier. Det er den ene diskussion. For 10 år siden havde vi en anden diskussion om Muhammedtegningerne, som jo også blev meget polariseret, og hvor man diskuterede: Hvor går grænsen i forhold til ytringsfrihed?

Mener ordføreren, at man kan sige, at det var meget polariserende for vores samfund i forhold til de her tegninger og de reaktioner, det afstedkom, men at det måske var nødvendigt i forhold til at diskutere ytringsfrihed, men at situationen er en anden i dag i forhold til at diskutere f.eks. de her imamers ytringsfrihed? Jeg håber, ordføreren forstår, hvad jeg mener – altså, at ytringsfrihed vel også i høj grad handler om at acceptere det, som man under ingen omstændigheder bryder sig om, så længe det selvfølgelig ligger inden for lovens rammer.

Ordføreren.

Jeg mener, at de to konkrete eksempler lige netop er beviset på, at vi jo diskuterer ytringsfriheden hele tiden, og at der ikke er sådan en fast skabelon, man kan lægge det ned i, men at det er en fortløbende debat, vi har, både i Folketinget, men også i samfundet. Jeg mener faktisk, det er en vildfarelse at tro, at bare fordi man nedsætter en kommission, får man sådan en firkantet løsning på, hvor rammerne for ytringsfriheden er. Og det er jo det, der gør ytringsfriheden så svært – ikke mindst fordi der med retten til at ytre sig følger pligten til at tænke sig om. Men man kan godt mene, at det at tænke sig om ender med et forskelligt resultat, afhængigt af hvem man er.

Spørgeren.

Tak. Jamen jeg mener også, at de to eksempler er rigtig gode til at vise nogle af de ting, der har igangsat diskussionen om ytringsfriheden i det danske samfund, men efter Muhammedtegningerne var der jo ingen, der sagde: Det her har stødt rigtig mange folks følelser og måske også religiøse værdier, og nu vil vi se, hvor langt vi kan gå i forhold til at indskrænke f.eks. retten til at tegne eller skrive. Da var det nogle andre ting, vi diskuterede, men ikke lovgivningsmæssige indgreb. Og det er jo det, der lidt bliver diskuteret nu. Og det er egentlig derfor, at jeg, uanset om der så ikke skulle blive flertal for det her forslag, i hvert fald er rigtig glad for den diskussion, vi har.

Ordføreren.

Jeg mener også, at der grundlæggende er den forskel på de to eksempler, at hvor den ene diskussion handler om nogle mere overordnede værdier, handler den anden diskussion, altså den om imamerne, om konkrete frihedsværdier for børn, unge, kvinder. Altså, det er mennesker, hvis frihedsværdier afgrænses, og som hver dag må leve med, at de bliver holdt i et jerngreb af social kontrol, hvorimod den anden debat om tegningerne ikke direkte medførte skade på enkeltindivider. Det var en større værdidebat. Så jeg mener heller ikke, at man kan sammenligne de to eksempler fuldstændig. Men jeg mener, at debatten er vigtig, og den har været der både i det ene og det andet eksempel.

Den næste spørger er hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten, værsgo.

Tak. Det skader jo aldrig at få en kvalificeret debat, og det kunne sådan en kommission give mulighed for. Det er vel reelt det, der er erfaringen fra Norge. Det, jeg godt kunne tænke mig at høre fra den socialdemokratiske ordfører, er om den holdning, som Jacob Mchangama jo klart har givet udtryk for. Han har sagt, at man godt efter norsk forbillede kan bruge sådan en kommission. Det er jo ikke bare SF, der siger det, men også Justitia, som jeg ser som en god fortaler for ytringsfriheden i den debat, der er.

Der Hvad tænker Socialdemokraterne om det, når Jacob Mchangama siger, at det her er noget, som vi kunne have rigtig god brug for i den svære debat, som ytringsfriheden jo er, og som jeg synes at eksempelvis diskussionen om imamerne viser?

Ordføreren.

Nu er det vist ikke det eneste område, hvor Socialdemokratiet ikke er enig med Justitia. Jeg mener, det er forfejlet – en decideret vildfarelse – hvis man tror, at der skal en kommission, som jo vel at mærke også er meget omkostningsfuld, til, før man kan skabe en debat. Jeg mener faktisk, at vi har diskussionerne om ytringsfriheden både i det daglige lovgivningsarbejde her i Folketinget på det mere principielle niveau og rundtomkring i samfundet. Så jeg mener ikke, det er en korrekt konklusion, at der skal en kommission til, før man kan diskutere med hinanden.

Spørgeren.

Jeg forstår ikke forslaget fra SF på den måde, at vi skal stoppe debatten om ytringsfriheden, indtil vi har kommissionsarbejdet, men at det kan være en opkvalificering af den. Jeg synes da, at vi står i den situation, at man fra dansk side har lukket den kurdiske tv-station, Roj TV, at vi har haft diskussionen omkring Muhammedtegningerne, at vi har haft diskussionen om imamer, og at vi da har en situation, hvor det ikke kunne skade at få en opkvalificering af debatten. Ikke mindst eksempelvis nu, hvor der tegner sig et flertal for reelt at indskrænke ytringsfriheden eller for at se på muligheden for at indskrænke ytringsfriheden, kunne det være godt, synes jeg, at vi fik en rapport, som kunne kvalificere vores standpunkt. Så jeg håber, at Socialdemokraterne vil være opmærksomme på, at det her i hvert fald ikke er noget, der skal lukke debatten – i hvert fald ikke set med Enhedslistens øjne.

Ordføreren.

Vi skal bestemt ikke lukke debatten om ytringsfriheden. Men det virker ærlig talt lidt, som om man, hvis der er noget, man godt vil diskutere på en anden måde end den måde, det foregår på, kan række hånden op og sige: Vi vil gerne have nedsat en kommission. Det fremgår jo ikke præcis af forslaget her, hvad kommissionen skal undersøge, eller hvordan det skal skarpvinkles. Det er også derfor, at jeg foreslår i min ordførertale, at vi kan bruge andre redskaber, eksempelvis Straffelovrådet, som for et år siden undersøgte blasfemiparagraffen. Det er en billigere løsning og for mig at se også en mere anvendelig løsning til at skabe den her debat. Så vi kunne jo også diskutere alternativer, hvis det er debatten, som man ønsker at løfte.

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Den næste taler er hr. Peter Kofod Poulsen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Socialistisk Folkeparti foreslår med beslutningsforslaget, at der oprettes en ytringsfrihedskommission, der skal se på ytringsfriheden og på, hvordan den generelt har det i dagens Danmark, efter norsk forbillede.

Jeg må tilstå den ting, at jeg ikke mener, at ytringsfrihed er en ting, der skal behandles af kommissioner. Det er en ting, der hviler på en værdi, det påhviler os at holde i live. Det er en debat, der har det bedst i Folketingssalen. Helt grundlæggende har vi som politikere et ansvar for at tage os godt af ytringsfriheden, passe på den, fordi ytringsfrihed er en helt bærende værdi i Danmark.

Det er også derfor, at jeg synes, at spørgsmålet er alt for vigtigt til at parkere i en syltekrukke eller i en kommission. Jeg synes, at det er noget, vi som politikere må tage direkte på os og selvfølgelig forsvare med alle til rådighed værende midler. Jeg synes også, at det, at der er kommet et beslutningsforslag i dag, jo viser, at ytringsfriheden er levende, at ytringsfriheden ikke har behov for en kommission til at live sig selv op, fordi debatten om ytringsfrihed foregår, og det har den gjort – må man sige – meget intensivt det sidste årti af gode grunde. Det er også en debat, der er vigtig at fastholde, og det synes jeg at vi gør bedst politisk, men ikke igennem en kommission.

Det er også på den baggrund, at jeg kan meddele, at Dansk Folkeparti ikke støtter beslutningsforslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak. Jeg er lidt skuffet. Selvfølgelig har ordføreren og DF lov til at mene, præcis hvad man vil, men jeg husker bare, at i kølvandet på Muhammedtegningerne og den diskussion, der var, var der adskillige fra ordførerens parti ude og sige: Det her viser, at der er et pres på ytringsfriheden. Der er nogle mennesker, nogle tegnere, som har skullet leve med livvagter, under beskyttelse og i frygt for deres liv i mange, mange år siden da. Der synes jeg at løbende oven på den diskussion har specielt ordførerens parti sagt, at der er nogle reelle udfordringer, trusler mod ytringsfriheden. Det her er et kerneeksempel på det. Er ordføreren enig i den udlægning, at det er korrekt forstået, at DF har haft den position, at der har været nogle konkrete ting, som viser en trussel mod ytringsfriheden?

Ordføreren.

Ja, absolut. Spørgeren kommer jo med et godt eksempel i forhold til bladtegnere og journalister, hvor en stor del angiver, at man føler sig presset, at det her er presset, men det er sådan set et politisk spørgsmål. Det er der, hvor vores forpligtelse er at passe på ytringsfriheden. Det mener jeg ikke at man skal parkere i en kommission. Det mener jeg er og bliver et politisk spørgsmål, som vi skal forholde os til, og vi skal definere, hvad grænserne skal være. Der er ingen tvivl om, at på nogle områder ser jeg og mit parti jo gerne, at man udvider ytringsfriheden. Det er jeg ikke sikker på at vi kan være enige med Socialistisk Folkeparti om. Altså, diskussionen om 266 B f.eks. er jo et godt eksempel på steder, hvor vi kan være uenige, men hvor vi diskuterer netop den uenighed.

Spørgeren.

Det kan sagtens være, at vi kan finde hinanden, men jeg har bare det udgangspunkt, at man ikke kan gå ind for at styrke nogles ytringsfrihed og mindske andres, fordi der er tale om to forskellige grupper, hvor man har mere sympati for den ene end for den anden.

Grundlæggende set må vores frihedsrettigheder jo være sådan, at vi siger, at uanset hvem der ytrer sig, er der de samme grundlæggende principper, uagtet om vi kan lide ytringerne eller ej. Det vigtige ved principper er, at de ikke bliver gradbøjet, at der er frihed for Loke så vel som Thor, så derfor mener jeg, at netop på grund af noget af det, som ordføreren er inde på, ville det da være ekstra styrkende for debatten at have sådan en kommission. Jeg synes ikke – tværtimod – at det er noget, der lukker ned for en debat, men noget, der kunne være med til at styrke den, og hvor vi kunne få forskellige input. Ordføreren har jo fuldstændig ret i, at i sidste ende er det en politisk beslutning, men jeg ser det kun som noget, der kunne styrke den debat.

Ordføreren.

Spørgeren er jo inde på noget af det, hvor spørgeren prøver at definere nogle forskelle på vores partier i det her spørgsmål, og det viser med al tydelighed, at vi ikke behøver nogen kommission til 50-60 mio. kr., eller hvad sådan en kommission måtte koste, for at finde frem til, hvordan vi håndterer det her. Det klarer vi godt i Folketingssalen. Jeg er da sikker på, at vi gerne vil indkalde til en debat om ytringsfrihed helt generelt for at tage den debat, for jeg synes, at det er en vigtig debat at tage. Allerede nu er vi jo det levende bevis på, at debatten eksisterer, og at en kommission efter vores mening derfor er overflødig i den her forbindelse.

Hr. Nikolaj Villumsen har en kort bemærkning.

Tak for det. Da vi havde den såkaldte Muhammedkrise, tror jeg, at DF's ordfører og jeg selv var enige om, at man ikke skal begrænse friheden til at tale eller tegne. Og en af dem, som var en meget, meget klar fortaler for det, var jo Jyllands-Postens Flemming Rose. Og selv samme Flemming Rose er jo nu ude og advare mod noget af det, som regeringen er ved at tage initiativ til omkring indskrænkningen af ytringsfriheden i forhold til imamer.

Det lyder eksempelvis fra ham: »Jeg er helt grundlæggende imod, at man kriminaliserer ytringer alene på baggrund af de holdninger og meninger, som de er udtryk for.«

Bekymrer det ikke Dansk Folkepartis ordfører, at en mand som Flemming Rose slår alarm?

Ordføreren.

Det er glædeligt, at Enheslistens spørger mener, at man ikke skal begrænse ytringsfriheden. Det ser Dansk Folkeparti frem til, når vi på et tidspunkt skal til at debattere § 266 b, altså at man gerne ser nogle videre rammer for, hvad der kan siges i det offentlige rum. Det vil jeg da gerne kvittere for.

Men det er jo rigtigt, at der i øjeblikket foregår forhandlinger. For os er det ikke et spørgsmål om ytringsfriheden. Det er et spørgsmål om facetter af religionsfriheden, og den debat synes jeg vi skal tage, når vi ved, hvad der kommer ud af de forhandlinger. Dem kan spørgeren eller jeg jo selvsagt ikke sige hvad konklusionen bliver af.

Spørgeren.

Tak for det. Jamen det er da ingen hemmelighed, at Enhedslisten har talt for en afskaffelse af blasfemiparagraffen, så det kan vi da danne fælles front i forhold til, hvis det er det, som Dansk Folkeparti ønsker.

Men jeg synes da, at Flemming Roses udsagn er et eksempel på, at det ikke ville skade at få en opkvalificering af debatten, altså at der tages højde for de seneste 10 års debatter og dermed få det opkvalificeret. Og det kunne man eventuelt gøre med en kommission, så jeg vil måske vende det om og spørge Dansk Folkepartis ordfører:

Hvad kunne det egentlig skade at have sådan en kommission? Selvfølgelig vel vidende, at debatten om ytringsfriheden ikke stopper. Den vil vi fortsat have her i Folketingssalen og ude i samfundet. Men hvad ville det egentlig skade at have en kommission, der efter norsk eksempel kiggede på mulighederne for en opkvalificering af vores debat om lige præcis noget så vigtigt som ytringsfriheden?

Ordføreren.

Spørgsmålet er jo helt grundlæggende, om den levende politiske diskussion her i salen, der virker, og hvor vi tydeligvis er uenige om nogle ting, men altså kan tage debatten, skal være et kommissionsanliggende. Det mener jeg ikke det skal. Der mener jeg slet ikke vi er endnu. Jeg synes, vi helt åbent skal tage den diskussion, der så måtte være, om uenigheden og få en politisk drøftelse om det.

I øvrigt er jeg glad for, at Enhedslisten vil være med til at afskaffe blasfemiparagraffen. Jeg håber, det samme gælder for racismeparagraffen. Det vil vi i hvert fald se frem til.

Tak til hr. Peter Kofod Poulsen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Britt Bager for Venstre.

SF ønsker efter norsk praksis at nedsætte en kommission, der skal vurdere vilkårene for ytringsfriheden i Danmark samt komme med forslag til, hvordan ytringsfriheden kan styrkes. Som ministeren har påpeget, er ytringsfriheden et af de mest grundlæggende elementer i et velfungerende demokrati. Det gælder således også i Danmark. Vi har i de seneste år haft flere situationer, hvor ytringsfriheden har været til debat, og hvor vi har diskuteret ytringsfrihedens rolle og rammer. Her har vi hver gang uden undtagelse understreget, hvor vigtig ytringsfriheden er for vores samfund. Det er der bred politisk enighed om.

Derfor har jeg også forståelse for, at forslagsstillerne med det her forslag ønsker at styrke den demokratiske debat og ytringsfriheden. Helt konkret ønsker man via en kommission at få en grundig vurdering af ytringsfrihedens vilkår og udvikling og mulighed for at blive styrket fremadrettet. Den grundige vurdering mener forslagsstillerne er nødvendig. Forslagsstillerne begrunder ønsket med den samfundsudvikling, der har fundet sted i de seneste årtier, ikke kun i Danmark, men i verden generelt. Især har fremkomsten af sociale medier ændret vores måde at kommunikere på og dermed også ændret vores måde at ytre os på.

Men jeg mener ikke, at samfundsudviklingen har svækket ytringsfriheden. Helt grundlæggende er Venstre af den klare opfattelse, at ytringsfriheden i dag har rigtig gode vilkår i Danmark. Vi har fra politisk side opstillet de bedst mulige rammer for ytringsfriheden, og vi diskuterer løbende ytringsfrihedens vilkår og rammerne for den. Tag bare debatten her i dag.

Derfor ser Venstre heller ikke behov for at nedsætte en kommission, og på den baggrund kan vi ikke støtte beslutningsforslaget. Og så skal jeg meddele fra De Konservative, at de heller ikke støtter forslaget.

Der er en kort kommentar fra fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak. Så vidt jeg ved, er fru Britt Bager også uddannet jurist og har så også, hvad skal man sige, en professionel indgang til det her. Jeg har jo forstået, at Venstre og regeringen ikke ønsker at støtte en sådan kommission, men ordføreren sagde, at ytringsfriheden har det godt i Danmark. Det vil jeg også medgive at den har, hvis man sammenligner med så mange andre lande i verden, men mener ordføreren, at der ikke er nogen problemer? Er der ikke noget sted, hvor vi kunne sætte ind? Er alting, præcis som det skal være i forhold til ytringsfriheden?

Ordføreren.

Ytringsfriheden er jo ikke et statisk begreb. Derfor er der steder, vi kan sætte ind, og der er punkter, vi skal diskutere, og det er også det, vi gør i dag. Det er også den diskussion, der finder sted under forhandlingerne med kirkeministeren. Så jeg mener, at der er steder, hvor der kan sættes ind, og jeg mener, at der hele tiden er punkter, vi skal diskutere. Men i min verden lugter ordet kommission bare langt væk af, at vi sylter et arbejde, og i min verden er en kommission ikke den rigtige vej mod mere ytringsfrihed – tværtimod. Jeg mener, en debat som den, vi har i dag, er langt mere konstruktiv og har langt større effekt.

Spørgeren.

Der er altid en stor diskussion, når et forslag indeholder ordet kommission, for vi ved, at det kan blive dyrt og langvarigt. Jeg mener også, at man skal være meget forsigtig med at foreslå kommissioner, og at det helst skal være noget, der har en generel eller meget vigtig og afgørende betydning for et samfund, og det mener jeg at ytringsfriheden har. Lige nu er der jo en diskussion, som godt kan ende med at indskrænke ytringsfriheden, og hermed mener jeg diskussionen om at kriminalisere visse ytringer.

Der vil jeg bare gerne høre ordføreren, om ordføreren mener, at der efter den diskussion, vi har haft de sidste 10 år, også med de konsekvenser, det har haft for os som land og som samfund, efter Muhammedtegningerne og alt det, er områder, hvor vi bør styrke ytringsfriheden og ikke indskrænke den.

Ordføreren.

Det er fuldstændig rigtigt, at en kommission er dyr. Det er ikke det, der er afgørende for mig. Det, der er afgørende for mig i noget så vigtigt som ytringsfriheden, er, at jeg mener, at et kommissionsarbejde er langtrukkent. Hovedårsagen til, at jeg ikke bakker op og at vi i Venstre ikke bakker op om det her, er faktisk, at et kommissionsarbejde er langtrukkent. Med hensyn til hvordan ytringsfriheden skal skæres, har SF jo selv fremsat det forslag under forhandlingerne, og derfor synes jeg ærlig talt, at det vil være mest rigtigt, at det bliver drøftet i forhandlingslokalet med de øvrige partier og kirkeministeren, i stedet for at jeg skal stå og give min udlægning af det her.

Tak til fru Britt Bager. Vi går over til den næste ordfører, og det er hr. Nikolaj Villumsen for Enhedslisten.

Tak for det. Enhedslisten støtter forslaget om nedsættelse af en ytringsfrihedskommission som foreslået af SF. Jeg synes, det er helt oplagt at følge i de norske fodspor, og jeg synes, det er vigtigt at se på, hvad der kommer af anbefalinger ude fra samfundet, eksempelvis fra tænketanken Justitia og Jacob Mchangama, som anbefaler nedsættelsen af sådan en kommission.

Det, vi jo kan se, er, at vi i dag står med nye kommunikationsmidler, sociale medier og kommunikation her, hvor man jo ofte har en debat, som sådan en kommission ville kunne opkvalificere. Vi har en global verden, hvor noget, der bliver sagt, tegnet eller skrevet i Danmark, lige pludselig kan få stor fokus udeomkring i verden, som vi så det med Muhammedkrisen. Vi har jo også en situation, hvor vi har en terrortrussel, som vi skal tage seriøst, men hvor vi samtidig også skal undgå at ødelægge de frihedsrettigheder, som vi forsøger at beskytte imod lige præcis terroristerne.

Vi har jo set, at der har været diskussioner om, hvad man skal gøre. Vi så det eksempelvis med den kurdiske tv-station Roj TV, der sendte fra Danmark. Det var en tv-station, som talte formørkede kræfter som ISIL midt imod, og som blev set af millioner af seere i Mellemøsten, men som blev lukket efter pres fra – hvad meget tyder på, hvis man kigger på WikiLeaks – den tyrkiske præsident Erdogan.

Nu ser vi så igen ude i Europa, at der er pres på ytringsfriheden, eksempelvis i Tyskland, hvor noget så banalt som at gøre lidt grin med præsident Erdogan lige pludselig er noget, som man skal på anklagebænken for. Det synes jeg er dybt, dybt bekymrende, og det viser jo de problemer og de udfordringer, der er i forhold til ytringsfriheden, og hvor jeg slet ikke synes det ville skade at få en opkvalificering med sådan en kommission.

Man kan sige, at da vi havde diskussionerne om Muhammedtegningerne, var der jo stor opbakning bredt set for ytringsfriheden. Man kan sige, vi havde en samlet front på rigtig mange strækninger i forhold til retten til at tale og til at tegne frit. Nu er der så en stor diskussion om, hvor frit man skal kunne tale. Vi kan eksempelvis læse, at hr. Flemming Rose, som under krisen med Muhammedtegningerne blev rost fra højrefløjen for sit forsvar for ytringsfriheden, nu kritiserer regeringen. Han mener, at man vil kriminalisere ytringer alene på baggrund af holdninger i forhold til de initiativer, som regeringen er i gang med i forhold til diskussionen om imamerne.

Så jeg synes, det er helt afgørende, at vi i Danmark har en situation, hvor vi sørger for, at alle er lige for loven, at alle, som opfordrer til vold eller til terror, bliver straffet, men også at man ikke bliver straffet for at sige dumme ting. Vi skal stå vagt om ytringsfriheden, vi skal tackle de udfordringer, der følger med udviklingen, med moderne teknologi, globalisering og terrortrussel, som forsvaret af ytringsfriheden stilles overfor, og det er derfor, vi fra Enhedslistens side støtter forslaget fra SF.

Tak til hr. Nikolaj Villumsen. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Simon Emil Ammitzbøll for Liberal Alliance.

Jeg vil gerne have lov til at indlede med en ros af Socialistisk Folkeparti for at fremsætte dette beslutningsforslag om nedsættelse af en ytringsfrihedskommission. Det synes vi i Liberal Alliance er en rigtig god idé.

Det kan der sådan set oplistes en hel række grunde til det er. Hvilket land kunne være mere passende end Danmark til at nedsætte sådan en kommission i efter alt det, vi var igennem i forlængelse af diskussionen om Muhammedtegningerne? I en årrække gik vi nærmest i den tro, at Danmark var ytringsfrihedens hjemland eller noget i den stil. Nu har vi så også diskussioner om, om vi skal indskrænke ytringsfriheden på forskellige måder, og det aktualiserer jo også diskussionen om en ytringsfrihedskommission.

Der er et jo pres i forhold til ytringsfrihed visse steder fra. Hr. Nikolaj Villumsen nævnte et eksempel, jeg også synes er meget relevant, nemlig hele diskussionen om en tysk komiker, der har tilladt sig at gøre grin med den tyrkiske præsident, og så kan man endda risikere at skulle igennem en sag i Tyskland på forespørgsel fra den tyrkiske præsident selv. Det er måske noget, vi slet ikke havde forestillet os for få år siden ville kunne ske, altså at der kom en henvendelse fra en nation i Europas nærområde med en forespørgsel til den tyske regering om at rejse en sådan sag, og at den tyske regering efterkommer, at det kan ske. Jeg synes, det er helt uhørt, og det aktualiserer det pres, som der desværre er på ytringsfriheden i de her år.

Man skal jo huske på, at ytringsfrihed handler om, at man bliver sat i en situation, hvor man dybest set er tvunget til at leve med, at der er folk, der siger noget, man ikke selv kan lide. Der var en socialdemokratisk ordfører, der talte om, at man også nærmest skulle tænke sig rigtig godt om og opføre sig ordentligt, og hvad ved jeg, og det er altid godt at være et ordentligt og pænt menneske. Men det er jo også sådan, at ytringsfriheden bliver noget fad og nærmest ikkeeksisterende, hvis udgangspunktet for den er, at den hele tiden kun skal tage hensyn til, at folket gerne skulle kunne lide det, som man siger. Faktisk handler ytringsfrihed om retten til at blive modsagt, og det er faktisk utrolig vigtigt.

Så kan man altid diskutere det her med en kommission, og det bliver også lidt en undskyldning for, at man ikke skal stemme det her ellers ganske udmærkede beslutningsforslag igennem. Men det kunne jo være, at det netop kunne være katalysator for, at vi finder frem til nogle løsninger på noget, som vi egentlig gerne vil, men som ikke sker. Blasfemiparagraffen kunne være et eksempel. Jeg noterede også, at hr. Nikolaj Villumsen sagde det. Jeg synes, der har været lidt skiftende meldinger på det – og ret mig, hvis jeg tager fejl - men jeg synes ikke, der har været en lige linje i det synspunkt. Og det er ikke en kritik, det er mere, fordi der hele tiden kommer nogle overvejelser ind over om, at vi skal tage det ene hensyn, det andet hensyn, det tredje hensyn, og så ender det med, at vi aldrig får gjort noget for at udvide ytringsfriheden.

Det kan jo godt være, at det her forslag ikke bliver vedtaget, for det synes jeg desværre det ser ud til med de indlæg, der har været fra de store partier, men det kunne være, man kunne lave en beretning, hvor man også kunne lokke hr. Peter Kofod Poulsen til at være med til, at der skal handles, sætte handling bag Dansk Folkepartis mange flotte ord om ytringsfrihed. Nu kan jeg se, at ministeren prøver at blokere for den gode dialog mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, men jeg vil alligevel prøve at fortsætte den, for jeg synes, det kunne være godt, hvis vi kunne få lavet sådan en beretning. Hvis vi nu i Dansk Folkeparti og Liberal Alliance kunne alliere os med en række af partierne i rød blok og så måske ligefrem få lavet et flertal i forhold til at få udvidet ytringsfriheden på nogle områder, så skal fru Lisbeth Bech Poulsen ikke være ked af, at hun måske ikke får vedtaget sit forslag, men glæde sig over, at der bliver skabt nogle resultater, og det kunne jo være, at det var det, der blev resultatet.

Jeg synes i hvert fald, vi skal gøre fælles front om at lokke Dansk Folkeparti.

Den opfordring ser ud til at blive fulgt op. Der er nemlig en kort bemærkning fra hr. Peter Kofod Poulsen.

Tak for den spændende ordførertale. Men er pointen ikke, vil jeg spørge hr. Simon Emil Ammitzbøll, at hvis der var et flertal i Folketinget for at udvide ytringsfriheden, altså afskaffe blasfemiparagraffen eller racismeparagraffen, så kunne et flertal i Folketinget jo bare ændre det. Det vil vi gerne i Dansk Folkeparti. Der er vi 37 mandater, der gerne vil ændre det og afskaffe de paragraffer, der begrænser det frie ord. Det kunne vi tage hinanden i hånden og fremsætte et forslag om, hvis det var det. Det gør vi gerne, for de ting vil vi selvfølgelig gerne have gjort op med. Det mener jeg bare ikke der skal en kommission til at kigge på. Det mener jeg fint at vi kan gøre selv og tage den politiske debat om.

Ordføreren.

Det er jo sådan set et meget logisk synspunkt at fremføre, men nu har jeg den glæde at have erfaring med også at have siddet i et af de lidt ældre partier i Folketinget på et tidligere tidspunkt i min tilværelse, og derfra ved jeg, at partier, der er lidt ældre end hr. Peter Kofod Poulsens og mit eget, nogle gange har godt af, at der bliver nedsat lige præcis sådan nogle kommissioner og udvalg og den slags, for så kan forslagene blive stillet i den rækkefølge, som begejstringen for dem udvikles efter i disse partier. Der tror jeg også kan blive til gavn for de synspunkter, som hr. Peter Kofod Poulsen repræsenterer.

Spørgeren.

Men pointen må jo være, at vi netop, ordføreren og jeg, har muligheden for at bruge vores ytringsfrihed til at bringe alle vores gode argumenter til Folketingets talerstol for, hvorfor vi selvfølgelig skal af med blasfemiparagraffen eller med racismeparagraffen for den sags skyld. Det bærende må være, at vi har muligheden for politisk at lave det om, når der bliver et flertal for det. Det er jeg ikke i tvivl om kommer. På et eller andet tidspunkt skal der nok være et flertal, der bukker under for den sunde fornuft. Men spørgsmålet er bare, om det er den politiske proces, der skal afgøre det, eller om det er et kommissionsarbejde, der ligesom skal bane vejen. Der foretrækker jeg da, at vi tager debatten her i Folketingssalen og finder en løsning, der forhåbentlig går hr. Simon Emil Ammitzbølls og i øvrigt mit eget partis vej.

Ordføreren.

Nu ved jeg ikke, om hr. Peter Kofod Poulsen har lagt mærke til, at det nogle gange kan være svært for Dansk Folkeparti at overtale nogle af de mindre partier i rød blok til bare at synes, at de argumenter, som hr. Peter Kofod Poulsen og hans kolleger kommer med, er helt fantastiske. Det kunne jo være, at man – hvis man nedsatte en kommission, der bestod af fagfolk, ville få nogle mere, skal vi sige, tørre og mindre polemiske argumenter end dem, som spørgeren og jeg kunne finde frem til – alligevel ville kunne lokke flere med på galejen. Og det interessante er vel, vil jeg sige til hr. Peter Kofod Poulsen, om vi får det resultat, som vi gerne vil have – ikke nødvendigvis om processen lige er den ene eller den anden. Og hvis det her er det, der skulle til, synes jeg egentlig, det er en lav pris for at få udvidet ytringsfriheden.

Spørgeren – nej, han har fået spørgsmål nok. Undskyld. Jeg var selvfølgelig mest bange for at give ham for få spørgsmål. Tusind tak til hr. Simon Emil Ammitzbøll. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og den næste ordfører er fru Josephine Fock for Alternativet.

Tak for ordet. Vi behandler nu B 88, forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en ytringsfrihedskommission. Forslagsstillerne ønsker, at regeringen i indeværende folketingsår nedsætter en ytringsfrihedskommission, som skal vurdere vilkårene for ytringsfriheden i Danmark og komme med forslag til, hvordan ytringsfriheden skal styrkes.

Få retspolitiske emner har i de seneste 10 år fyldt mere i den offentlige debat end spørgsmålet om ytringsfriheden og dens grænser. Vi skal stå vagt om vores ytringsfrihed som det afgørende grundlag for vores demokrati, som den er, men selv ytringsfriheden har grænser. Også ytringsfriheden skal tage hensyn til bl.a. folks værdighed.

Når vi ser på de sidste 10 år, ser vi, at vi bl.a. har haft en kæmpe debat om Muhammedtegningerne, og man kan næsten fristes til at sige, at den debat bliver gentaget nu her i forbindelse med det seneste arbejde vedrørende imamer og deres ytringer, bare med modsat fortegn, hvis man ser på siderne her i Folketingssalen.

I Norge har en række forskere på Institut for Samfundsforskning udgivet en rapport om status for ytringsfriheden i Norge i 2014. Vi synes i Alternativet, at en sådan rapport også kunne være værdifuld i Danmark, så debatten om ytringsfrihed får mulighed for at løfte sig mere, end den seneste tids ytringer, kan man sige, har været udtryk for. Alternativet mener derfor på linje med forslagsstillerne, at der er behov for at brede diskussionen om ytringsfriheden ud. Udviklingen udfordrer vores forståelse af ytringsfriheden, og forslaget giver en mulighed for at blive klogere på en af de vigtigste værdier i vores samfund.

Vi synes derfor, at en kommission kunne være hensigtsmæssig, men er også villige til at diskutere andre former for arbejde, der udreder ytringsfriheden, og hvor vi er i Danmark i øjeblikket. Men på den baggrund bakker vi op om forslaget og er villige til at tage en videre debat om, hvordan og hvorledes en sådan kommission eller et andet arbejde skal se ud.

Tak til fru Josephine Fock. Der er ikke nogen korte bemærkninger overhovedet. Så er det fru Zenia Stampe for Radikale Venstre.

Tak for det. Ytringsfrihed er jo ikke ligefrem et underbelyst område i den danske debat. Tværtimod kan jeg næsten ikke komme i tanker om emner, der har været omgærdet af lige så meget opmærksomhed og debat, som lige præcis ytringsfriheden. Og det er også et meget vigtigt emne, som involverer mange forskellige konkrete og principielle overvejelser. Lad mig bare nævne tre eksempler:

Den debat, vi havde i kølvandet på tegningekrisen eller Muhammedkrisen – jeg tror, det er lidt afhængigt af temperament, hvad man kalder den – viste jo, at vi havde et problem med voldelige ekstremister, hvis direkte eller indirekte trusler førte til tavshed og selvcensur.

Vi har også set i debatten omkring offentligt ansattes ytringsfrihed, at der er nogle offentlige myndigheder, som skrider ind med sanktioner på en måde, der gør, at offentligt ansatte udøver selvcensur. Det er jo også et problem. Det er et problem, vi i øvrigt kommer til at diskutere senere i dag, hvor vi skal diskutere en whistleblowerordning.

Så synes vi også, at det er et problem, når den politiske magt begynder at kriminalisere bestemte ytringer. Ikke fordi vi har sympati for de ytringer, men fordi vi synes det strider mod et grundlæggende princip for et frit, liberalt samfund, nemlig at det også må kunne tåle at blive talt imod; men også helt praktisk, fordi vi tror det bliver sværere at bekæmpe de ekstremistiske holdninger, hvis de bliver gemt i kælderen i stedet for at komme ud i lyset, hvor man kan bekæmpe dem med åben pande.

Når vi alligevel ikke kan støtte forslaget om at nedsætte en kommission, er det, fordi vi mener, at emnet allerede i dag er genstand for en levende og mangfoldig debat. Ytringsfriheden og de mange aspekter, der er af den, og nogle af de dilemmaer, som jeg har nævnt, og nogle af de problemer, jeg har nævnt nu, bliver jo allerede diskuteret blandt politikere, journalister, organisationer, universitetsfolk, og Ombudsmanden er også for nylig gået ind i snakken omkring offentligt ansattes ytringsfrihed. Det er altså de aktører, som forslagsstillerne også forestiller sig skulle sidde i sådan en kommission. Det er jo allerede aktører, som i den grad er mobiliseret i debatten omkring ytringsfrihed.

Så hvad skulle så være formålet med sådan en kommission og sådan et kommissionsarbejde? Ja, det ville måske være at skabe det store forkromede og autoritative billede. Og det er jo en smuk tanke, særlig smuk, når debatten er så mangfoldig, så den nogle gange også er uoverskuelig. Men efter vores bedste overbevisning er det en illusion at tro, at resultatet kan blive en række autoritative anbefalinger.

For som Dansk Folkeparti – og der må jeg jo erklære mig enig, for selv om det måske ikke er de paragraffer eller de problemstillinger, vi prioriterer højest, er jeg sådan set enig i tilgangen til den her debat – så synes jeg, at det er en politisk debat. Jeg mener sådan set, at der er redegjort rigeligt for, hvor udfordringerne er, og så er det en politisk afgørelse, hvilke instrumenter man så alligevel vil bruge for f.eks. at bekæmpe radikaliserede imamer, og hvor meget man vil gå på kompromis med ytringsfriheden osv. Det er en politisk debat.

Det, som Radikale Venstre er bange for ved sådan en kommission, er for det første, at man stikker den blår i øjnene, fordi vi bilder hinanden ind, at vi så kan nå frem til det store forkromede billede og blive enige om nogle anbefalinger. Det tror vi er en illusion. Men jeg er også bange for en politisering af arbejdet, altså at vi hver især kommer med vores egen lille Hassan, og det synes jeg i virkeligheden den her debat allerede har båret vidnesbyrd om. Der er forslagsstillernes og mit eget parti, som er dybt kritiske over for den kriminalisering af ytringer, som ser ud til at være på vej; så er der nogle, der er meget optaget af blasfemiparagraffen, og andre kan være optaget af offentligt ansattes ytringsfrihed osv. osv.

Det vil sige, tror jeg, at før vi overhovedet får nedsat kommissionen, bliver vi utrolig optaget af, hvem der skal sidde i den kommission og så drage konklusionerne af en diskussion, som er mangfoldig, som er levende, og hvor der også er meget store meningsforskelle i Folketinget. Derfor tror jeg altså, at den her debat har det bedst, hvor den er nu – det er nemlig i den offentlige debat, hvor der er rigtig mange, der deltager med holdninger, men også med udredninger, både historiske og juridiske udredninger. Og så er der jo altså en politisk debat, der foregår her i Folketinget, om, hvor det er, vi så alligevel nogle gange ønsker at gå på kompromis, eller nogle ønsker at gå på kompromis, hvor det er, man mener truslerne er størst osv. osv.

Vi deltager gerne i en debat om ytringsfriheden. Vi deltager især gerne, når den bliver konkret, når det handler om offentligt ansattes ytringsfrihed, som vi skal diskutere senere i dag. Vi deltager også gerne, når det handler om, hvor langt staten skal gå i forhold til at kriminalisere ytringer. Vi er ikke villige til at gå så langt, som mange andre er osv. osv.

Men vi tror ikke på, at et kommissionsarbejde kan bringe nye erkendelser frem, og vi tror slet ikke på, at man kan nå sådan en række af konsensusanbefalinger, som alle sammen så pludselig kan tilslutte sig efter 10 års debat, hvor jeg tror fronterne er blevet trukket rimelig skarpt op, og hvor det også er meget tydeligt, at der er meget store forskelle på, hvor balancen er. Sådan er det i en levende debat, og gudskelov for det. Det tror jeg ikke en kommission kan ændre på, og det skal den måske i virkeligheden heller ikke ændre på.

Tak til fru Zenia Stampe. Der er ingen korte bemærkninger. Den sidste, der får ordet i den her runde, er ordføreren for forslagsstillerne, fru Lisbeth Bech Poulsen fra SF.

Der er vel ikke en dansk værdi, der er blevet diskuteret så meget som ytringsfrihed de sidste 10-11 år. Og når vi fra SF's side er kommet med det her forslag, afspejler det til dels også en selvransagelse i forhold til noget af det, der virkelig kickstartede diskussionen om ytringsfrihed, nemlig Muhammedtegningerne eller Muhammedkrisen, eller hvad man nu vil kalde det.

Jeg har gjort det tidligere – jeg synes faktisk, det er meget passende at gøre det fra den fornemste talerstol i det her rige – nemlig blankt erkendt, at vi også var nogle i SF, der tog fejl, dengang Jyllands-Posten bragte tegninger, som vi absolut ikke kunne lide, og som vi syntes var forhånende og virkede nedsættende over for hele grupper, som havde det ene tilfælles, at de tilhørte den samme religion.

Men jeg vil også sige, at nogle af de ting, der så er sket i de sidste 10 år, har fået i hvert fald mig til at trække en streg i sandet og sige, at der er noget, der er vigtigere end folks følelser. Og det er nogle af de allermest grundlæggende principper i et moderne samfund, herunder retten til at tegne og skrive, hvad man vil, inden for lovens rammer, som ikke bør være for restriktive. Og der mener jeg, at den diskussion, vi havde oven på Muhammedkrisen, har betydet, at vi som land har betalt en meget høj pris; ambassader blev sat i brand, folk døde, og det har haft store omkostninger for Danmark. Men der er jo ikke nogen, der har betalt en så høj pris som nogle af de journalister og tegnere, der var involveret i det. De har levet med trusler og må finde sig i at få beskyttelse hver eneste dag, måske i resten af deres liv, og der har været helt konkrete angreb på deres liv.

Når vi så tog den store diskussion og sagde, at det havde kostet Danmark rigtig meget, gjorde vi det, fordi det er en fuldstændig rettighed. Vi begynder ikke oven på Muhammedkrisen at ændre i lovgivningen. Vi står frem og siger: Ja, der har været en høj pris at betale, men det gør vi for at beskytte noget af det, der er allermest grundlæggende vigtigt i vores samfund. Og så står vi her 11 år senere og har en diskussion, der på nogle måder minder meget om den, vi havde dengang. Den har ikke de samme globale implikationer, men alligevel minder den om det, der skete dengang, fordi der er nogle mennesker, som støder os og krænker vores følelser, vores værdier osv. gennem nogle af de ting, de udtrykker.

Men så er det, at der kommer en masse forslag på bordet, så er det, at vi skal tage lovgivningsmæssige skridt. Der har jo været masser af andre eksempler – men de to eksempler danner en ramme om det, der har fyldt så meget i vores samfund det sidste årti, nemlig diskussionen om ytringsfriheden, og hvor grænserne for den skal sættes.

Det er baggrunden for, at vi synes, det kunne være rigtig godt at nedsætte en kommission for at få belyst det her emne af nogle mennesker, der har en lidt anden indgangsvinkel til det end politikere. Vi har det også med at blive polemiske eller måske trænge hinanden lidt op i en krog, når vi skal diskutere de her ting. Og derfor synes vi fra SF's side, at det at følge i nordmændenes fodspor – i hvert fald i forhold til sådan en ytringsfrihedskommission – kunne være rigtig godt.

Jeg bliver bekymret, når jeg oplever, at der er et foruroligende højt antal politikere i Folketinget, som synes, at vi skal udfordre konventioner og udfordre grundloven, specielt set i lyset af den pris, vi har betalt for at forsvare ytringsfriheden oven på Muhammedkrisen. Og specielt henvendt til hr. Peter Kofod Poulsen vil jeg sige, at jeg synes, at man ikke på den ene side kan sige, at vi gerne vil udvide ytringsfriheden for det, vi godt kan lide, og på den anden side indskrænke den for det, vi ikke kan lide. Og det er det, der kunne være godt at få en tilbundsgående diskussion om.

Vi må sige, at principper nødvendigvis må gælde for alle – for Loke såvel som for Thor – for man kan ikke begynde at gradbøje ytringer, afhængigt af om vi godt kan lide tegningerne, men ikke imamernes udtalelser. Det, der er helt relevant at diskutere, er jo, hvad det er, der allerede i dag er forbudt. Altså, ytringsfriheden har sine begrænsninger allerede i dag. Der er en lang række ting, man ikke må opfordre til; man må ikke opfordre til vold, til terror osv. osv. Men den diskussion synes vi fra SF's side er meget relevant. Uagtet hvad der ender med at ske, kunne det være godt at få en større diskussion af det.

Til sidst vil jeg komme ind på noget, som også Enhedslistens ordfører var inde på. En af hovedpersonerne i den her 10 år lange diskussion, nemlig Flemming Rose, har været meget konsistent i sit forsvar for frihedsrettigheder, og jeg synes også, han fortjener at blive nævnt heroppefra. I dag har han nemlig nøjagtig de samme grundlæggende principper og holdninger til ytringsfrihed, til frihedsrettigheder, som på det tidspunkt, hvor rød blok stod over for blå blok, eller hvad man nu skal sige, hvor der var en diskussion om det, der fyldte dengang. Og det er egentlig det sigte, jeg også heroppefra vil fastholde, nemlig hvordan vi kan sikre nogle principper, der er ens for alle.

Men jeg vil sige tak for kommentarerne. Jeg kan godt regne ud, at der ikke er flertal, men jeg håber, at vi måske kan skrive et fælles betænkningsbidrag i udvalget, og jeg vil gerne takke specielt Enhedslisten, Alternativet og Liberal Alliance for opbakningen.

Der er en kort bemærkning fra fru Britt Bager.

Tak for det. Jeg vil gerne kvittere for, at SF's ordfører er så ærlig omkring den måde, SF har skiftet holdning på, og den måde, ordføreren har skiftet holdning på. Det er da glædeligt at høre. Er det noget, der er sket inden for det sidste års tid, at SF's ordfører har skiftet holdning til det her omkring ytringsfrihed?

Ordføreren.

Nu sagde Venstres ordfører, at SF har skiftet holdning. Fordi der har været en ret bred diskussion inden for mit parti om netop Muhammedkrisen, vil jeg helst ikke tage nogen til indtægt for noget. Jeg tror, at jeg sagde, at undertegnede og andre i mit parti også har været igennem en slags erkendelsesproces i forhold til nogle af de ting, der også er sket i kølvandet på tegningekrisen. Jeg ved ikke præcis, hvornår det skete, men det er flere år siden. Jeg vil helst kun tale på egne vegne lige nu omkring det her, men det har været en erkendelse af, at ja, vi kan gøre det, og jeg tror, at det var Socialdemokraternes ordfører, der var inde på det, vi kan godt opføre os ordentligt over for hinanden, vi kan godt tage hensyn til hinanden, til hinandens følelser osv., men grundlæggende set, når man kommer ned til substansen af det, må der være nogle grundlæggende principper, som også gælder den dag, hvor det gør ondt eller nogle bliver fornærmede eller nogle ikke bryder sig om det, man har at sige.

Spørgeren.

Det tror jeg slet ikke vi kan blive uenige om. Når jeg spørger om, hvornår ordføreren har skiftet holdning, er det, fordi SF jo sad i regering frem til 2014, og fordi man derfor har haft rig mulighed for at nedsætte sådan en kommission fra 2011 til 2014; derfor undrer det mig bare en lille smule. Vi havde Muhammedkrisen i 2005. Der var rig lejlighed for SF, mens SF var i regering, til at nedsætte den her kommission, så hvorfor kommer det her forslag først nu?

Ordføreren.

Jamen jeg tror ikke, at det for fru Britt Bagers vedkommende er gået hendes opmærksomhed forbi, altså at hun ikke har lagt mærke til, at det jo ikke er alting, som tre partier er enige om i regeringen. Der var områder, hvor Socialdemokraterne og Radikale var mere enige med hinanden, hvor SF og Radikale var mere enige med hinanden, og det er vel også fair nok, at der ikke er fuldstændig enighed om det, og det kan man jo også høre på debatten i dag om lige præcis det her.

Men når det er med i den samlede pakke, som jeg præsenterede på SF's vegne tilbage i januar om at styrke retssikkerheden, ytringsfriheden og forsamlingsfriheden, var det også, fordi der er sket nogle ting, også for nylig, som sætter det ind i en ramme. Det her er ikke en lex tegningekrise. Det er simpelt hen det, der er sket specifikt fra for 10 år siden og til nu. Mit forslag er endda blevet overhalet af begivenhederne i forhold til nogle af de dokumentarudsendelser, der har været, så det er heller ikke en lex imamer. Det er i det spænd, hvor man vil sige: Skal vi ikke tage en grundlæggende diskussion af, om principper gælder for alle og ikke for dem, vi kan lide eller ikke lide?

Fru Trine Bramsen.

Jeg står og undrer mig en lille smule, for jeg har en artikel her foran mig fra midt i april måned, hvor ordførerens formand, fru Pia Olsen Dyhr, maner til kamp mod de radikaliserede imamer, som holder særlig kvinder og også børn i et jerngreb af social kontrol. Ordførerens formand siger, at det er på tide, at vi tager bladet fra munden – det kunne man selvfølgelig godt sige lugter af øget ytringsfrihed – og stiller os på de her kvinders side og er med til at kæmpe deres kamp. Så jeg skal bare forstå: Hvordan kan man kæmpe kampen mod de her imamer, hvis ikke man skal ind og diskutere deres ret til at ytre sig, deres ret til at ytre noget, der er på kant med lovgivningen? Hvordan skal den her kamp foregå, hvis man ikke skal diskutere, hvad det er for holdninger, som de her kvinder konstant indoktrineres med?

Ordføreren.

Det kan man jo gøre på mange måder, og specielt frihedshensyn til nogle af de mennesker i det her land, som lever under social kontrol, lever i nogle parallelsamfund, har været en mærkesag for SF og specielt også for min partiformand. Og jeg synes ikke, der er noget underligt i gerne at ville diskutere ytringsfrihedens grundvilkår, uagtet hvordan den undersøgelse så ville ende ud – det ville jeg jo ikke kunne vide, det ville komme an på både kommissorium og de folk, der sad i den. Et resultat kunne jo godt være, at man kom frem til, at vi lever i en ny tid og man bliver nødt til at indskrænke ytringsfriheden på nogle områder. En anden konklusion kunne være: Nej, vi er gået for langt. Det ville netop være det gode ved sådan en diskussion om, hvad der var af forskellige muligheder osv.

Men jeg synes ikke, at der er noget mærkeligt i at ville kæmpe for feminisme, kæmpe for udsatte gruppers ret til at leve i frihed og så også sige, at man synes, at det ville være godt med en grundig debat om ytringsfrihedens vilkår.

Spørgeren.

Det er jo egentlig også en anden ting, vi diskuterer her – det er imamer, der holder kvinder og børn i et jerngreb, og deres ret til som forkyndere at ytre sig. Som jeg har forstået det, sidder SF stadig væk med ved de forhandlinger, hvor vi jo netop diskuterer, hvordan man kan skåne kvinder og børn for sådan nogle ytringer, eksempelvis opfordringer til stening, vold på børn og andet ubehageligt. Så jeg forstår ikke helt, hvordan det kan gå hånd i hånd, når det entydige fokus fra SF's side i den her debat har været, at det handler om at udvide ytringsfriheden.

Ordføreren.

Jamen jeg kan ikke forstå, at man ikke kan ønske sig en bred udredning af, hvordan demokratiet har det i Danmark, hvor ytringsfriheden er en meget vigtig del, at man ikke kan ønske sig en udredning af, hvordan ytringsfriheden har det i dag og måske med specifikt fokus på de sidste 10 år, men det skal jeg ikke gøre mig til dommer over her, og så sige, at det er i modsætning til, at man mener, at man gerne vil diskutere, at der er nogle mennesker, der synes, at man skal have stening eller bruge vold som opdragelsesmetode. Til det vil jeg altså sige, at det er der selv valgte medlemmer af det her Ting der synes, så på den måde har vi jo en meget bred definition af, hvad man har ret til at sige og mene i det her land.

Der er masser af indskrænkninger af ytringsfriheden allerede i dag, som jeg nævnte i min ordførertale. Vi har en injurielovgivning, man må ikke opfordre eller billige terror, så der er masser af indskrænkninger. Jeg skal ikke sige, om vi er gået for langt eller ej, det er netop for at få debatten, vi har fremsat det her forslag.

Hr. Peter Kofod Poulsen.

Tak for det. Fru Lisbeth Bech Poulsen bliver jo ved med at sige, at hun gerne vil have debatten om det her, og så er det, at jeg gerne vil opfordre fru Lisbeth Bech Poulsen til, at vi tager den. Indkald dog til en forespørgselsdebat om ytringsfrihed, så skal vi nok møde frem og give vores syn på sagen. Det, der jo er det gode ved Folketinget, er, at vi har lov til at debattere ting som f.eks. ytringsfrihed, om der skal være grænser for ytringsfrihed, hvor de skal gå, og det kan vi jo møde op og tage en fuldstændig åben, fordomsfri debat om, for sådan gør man i det politiske maskinrum.

Det, jeg føler at SF og fru Lisbeth Bech Poulsen ønsker med det her forslag, er at flytte fokus fra den politiske proces, hvor vi kan tage debatten, til et lukket forum i en kommission, hvor der er smagsdommere, eksperter, ordføreren må kalde de her personer, hvad ordføreren vil. Men hovedpunktet må bare være, at netop den debat, som ordføreren søger, kan vi jo bare tage. Det kræver sådan set ikke nogen kommission. Er ordføreren ikke enig i, at det i princippet virker noget overflødigt, netop fordi vi jo har de vide muligheder for at tage den debat, ordføreren så gerne vil have?

Ordføreren.

Hvis jeg mente, det var overflødigt, ville det nok være lidt dumt at fremsætte et forslag om det.

Men jeg forstår godt, hvad ordføreren siger, og hvis der er bred interesse for at tage en forespørgselsdebat – vi har jo debatten lige nu – synes jeg overhovedet ikke, at man kan diskutere ytringsfrihed og frihedsrettigheder nok politisk. Selv om vi sikkert kunne ønske os, at der sidder millioner af danskere derude og følger med i Folketings-tv, så tror jeg desværre ikke, at det er sådan, og sådan et kommissionsarbejde kunne også være en mulighed for at brede debatten ud.

Det grundlæggende vigtige for mig, i erkendelsen af at der ikke er flertal for det her, er, at vi får en overordnet diskussion – ikke om, hvilken imam der har sagt hvad, eller hvilken tegner der har tegnet hvad, men om nogle grundlæggende principper, som skal gælde alle i retssikkerhedens navn. Jeg brugte jo så tegningekrisen og den her imamsag som to eksempler på noget, hvor vi i den grad har diskuteret ytringsfrihed. Der er også mange andre eksempler.

Men jeg fortsætter gerne diskussionen og håber også, at vi måske kan finde hinanden i udvalget i forhold til at skrive en fælles tekst.

Så er det fru Zenia Stampe.

På nogle stræk kan jeg jo erklære mig enig med ordføreren, bl.a. om det her med frihed for Loke såvel som for Thor, men der er bare noget, der undrer mig lidt. Grunden til, at man overhovedet ønsker at få en kommission, er vel, at man mener, at der er vinkler, der ikke er afdækket, at der er viden, der ikke er tilvejebragt, eller at der måske er en konsensus, som man kunne opnå, og så undrer det mig, at fru Lisbeth Bech Poulsen i virkeligheden i sit oplæg tager så meget stilling. Man kan jo sige, at jeg og mit parti i virkeligheden er det samme sted, for vi er også meget kritiske over for at kriminalisere ytringer, men jeg tænker: Er det overhovedet realistisk at lave et samlende kommissionsarbejde, når udgangspunktet i virkeligheden handler om at være kritiske over for et forslag, som et flertal i Folketinget – som så ikke involverer ordførerens og mit parti – er i gang med at arbejde på?

Ordføreren.

Jeg tog egentlig de to eksempler med tegningekrisen og imamdebatten, fordi det er to tidspunkter inden for et årti, hvor vi virkelig har kunnet se ytringsfriheden være til debat. Men som jeg også skriver i beslutningsforslaget, er der jo flere ting, der spiller ind. Vi lever i en digitaliseret tidsalder, hvor folk kommer med rigtig mange ytringer på f.eks. Facebook, og der kan – og det ved ordføreren jo bedre end nogen anden – nogle gange være en meget grov tone, og det kan gå meget hurtigt, når man sidder ved tasterne, og der ser vi jo også, at man får domme for at skrive det ene og det andet, og det er da også en interessant synsvinkel at lægge ind. Jeg har ikke skrevet kommissoriet på forhånd, men jeg synes jo, at noget af det, man også kunne lægge til grund, var: Hvad gør vi i en digital tidsalder, hvor det er meget hurtigt at skrive et tweet eller en facebookopdatering, og skal man have domme for det, der måske er skrevet lidt hurtigt og uoverlagt, eller skal vi tage debatten enten på nettet eller i andre fora? Eller er det sådan, at vi måske lidt for hurtigt kriminaliserer ytringer, som måske er meget grove, og som vi ikke kan lide, men som måske mere hører den her tidsalder til end tidligere?

Spørgeren.

Vi vil selvfølgelig i hvert fald deltage i enhver debat. Vi tror måske bare stadig væk ikke på, at et kommissionsarbejde er vejen frem, fordi vi ikke rigtig tror, at der derved kan afdækkes nye vinkler og nås konsensus. Men så vil jeg bare lige benytte lejligheden til at spørge, om SF er ude af forhandlingerne om at kriminalisere holdninger. For vi røg jo ud af forhandlingerne, fordi vi var imod den her del af forslaget, nemlig at kriminalisere ytringer, men vi havde faktisk forstået, at SF var med, fordi I var imødekommende over for det her forslag. Så det undrer mig i virkeligheden. Jeg er da meget glad for, at SF tager afstand fra at ville kriminaliserer ytringer, men jeg vil bare gerne lige have bekræftet, at SF er ude af forhandlingerne om at kriminalisere ytringer.

Ordføreren.

Jeg vil som retsordfører sige, at jeg altså ikke vil skrive under på, at jeg er modstander af at kriminalisere ytringer som sådan, og jeg ved godt, hvad ordføreren mener. Men jeg synes også, der skal være grænser for ytringsfriheden. Det er jo bl.a. derfor, vi har en injurielovgivning osv., og vi kriminaliserer visse ytringer, hvis de bliver grove nok. Men jeg sidder ikke med ved de forhandlinger. De pågår stadig væk, der er nogle forskellige hensyn, der skal afvejes, og jeg står her og præsenterer nogle af dem.

Så er der også diskussionen om, om det f.eks. er kriminelt at opfordre til stening, og det er jo også en spændende juridisk diskussion. For man kan jo sige, at vi har forkyndelsesfrihed, og man kan læse op af Det Gamle Testamente, og det er virkelig nogle gode løjer, der foregår der, hvis man læser tekstnært op. Så der er jo også nogle forskellige hensyn, der skal varetages. Der er forkyndelsesfriheden og det at læse op af gamle bøger osv. og det at opfordre til vold. Så det er i det spænd, som jeg har forstået det, men jeg deltager ikke.

Tak til fru Lisbeth Bech Poulsen.

Der er ikke flere, som har ønsket ordet, og forhandlingen er derfor sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.