Tak for det.
Og tak for anledningen til at tale om et nok lidt nørdet, men om ikke andet så et af mine hjertebørn, nemlig det her med puljestyring af socialområdet.
Det her handler konkret om at etablere en it-portal.
Vi går ind for, at der bliver skabt den gennemsigtighed og er sikre på, at det at samordne nogle af de her forskellige puljer vil skabe en motorvej for dem, der sidder og skal finde ud af, hvor de kan få pengene fra til de gode projekter, de er i gang med at lave.
Så grundprincipperne her er vi fra Socialdemokratiets side enige i, men med det aber dabei, at vi måske synes, at tidsrammen, der ligger i beslutningsforslaget, er for stram.
Indimellem kan det jo være irriterende at skyde et forslag ned på grund af en tidsramme, hvor man grundlæggende bare kunne flytte på det ene og det andet.
Jeg har for at tilkende give vores sympati for forslaget annonceret over for socialministeren, at hvis ikke vi er inviteret til et møde og en drøftelse af puljeproblematikken inden den 1.
februar, så ligger der allerede nu en invitation til et nyt samråd om præcis den her problematik.
Så vi tager det altså ret alvorligt, og vi følger op på det.
Jeg vil sige, at når vi gør det, og det kan jo lyde teknisk og nørdet, så er det simpelt hen, fordi alt for store dele af vores socialpolitik – også vores sundhedspolitik, i øvrigt også vores kulturpolitik, og man kunne nævne andre områder – bliver styret ud fra puljer.
Og et af problemerne er, at nogle af de her puljer udmøntes på en måde, så man først kan søge penge på bagkant.
Altså, det her med at søge pengene på bagkant har jo den konsekvens, at man skal have en relativt stor buffer, for hvilken frivillig forening kan lægge f.eks.
50.000 kr.
ud til et projekt – det kan være et sommerferieprojekt eller lignende for socialt udsatte.
Jamen det kan kun de store organisationer, og sådan skal vi jo ikke drive socialpolitik.
Det må være sådan, at alle kan byde ind, at alle borgere er lige for loven, at alle foreninger på lige vilkår med hinanden kan søge de her puljer.
Og der er altså for mange af dem, hvor man selv skal kunne lægge pengene ud mod forventet efterbevilling, som man jo ikke engang kan være sikker på at få.
Det er bare et enkelt problem, som jeg også har bedt ministeren – det er så i det her tilfælde social- og indenrigsministeren – tage stilling til.
Så er der simpelt hen det problem, at for mange projekter åbner og lukker, altså at vores socialpolitik er kendetegnet ved at være svingdørsagtigt.
Vi har fået rettet noget op i forbindelse med det her års satspuljeaftale, hvor vi har lavet en aftale, som i højere grad lægger nogle store klumper ind, som har et længere sigte.
Det mener jeg er rigtig godt, men jeg mener ikke, vi er i mål endnu.
Altså, satspuljen startede for 25 år siden nu, og det, der til at starte med rettede op på nogle ubalancer i forhold til overførselsindkomsterne, og hvor man så fik den her pulje, er jo knopskudt, fordi der er så mange penge i puljen i dag.
Derfor er det her beslutningsforslag efter min mening et udtryk for noget meget konkret, man kan gøre ved det.
Men vi skal også have en meget mere grundig diskussion om, om det er den mest hensigtsmæssige måde at køre vores socialpolitik på.
Efter min mening er det sådan, at socialt udsatte mennesker i højere grad end andre borgere har behov for, at der er ro, at der er regelmæssighed, og at de kontakter og nære relationer, man knytter til medarbejdere, f.eks.
på projekter, har varighed.
Der skal være regelmæssighed, og der skal være ro omkring det.
Der er problemet med projektstyring simpelt hen det, at der åbnes et projekt – det kan være et værested – og det fungerer fint i 2-3 år, man har rigtig gode erfaringer med det, folk kommer endelig ud og får noget social kontakt, og det bliver måske en stabil del af at have noget at stå op til om morgenen og lave, hvorefter projektet mister sin bevilling.
Og fordi kommunen ikke har nogen interesse i at fortsætte værestedet, fordi det kan være borgere fra alle mulige forskellige kommuner, der bruger det, så ryger det bare igen.
Så vi får alt for mange gange startet noget op, som har et rigtig godt socialt sigte, som hjælper rigtig mange mennesker videre, og som så går ned igen.
Det duer simpelt hen ikke.
Det mener jeg er spild af rigtig gode ressourcer i vores samfund, og derfor må vi altså se, om det kan lade sig gøre for os at få skabt noget mere stabilitet omkring socialpolitikken.
Vi spillede ind med fra Socialdemokratiets side i forbindelse med det her års satspuljeforhandlinger, at der skulle bruges mange kræfter på – og det lykkedes – at lave de her sociale investeringer, hvor man vender tingene på hovedet, altså hvor man simpelt hen forsøger at få investeret, inden den store sociale skade er sket.
Og efter min bedste overbevisning skal vi have rigtig meget mere af det.
Så det var blot for at sige, at jeg har meget stor sympati for et forslag, der handler om at få gjort noget ved de her puljer, også selv om det her er af meget teknisk karakter.
Men lad os også få taget drøftelsen af det helt store spørgsmål, nemlig hvordan vi får grebet vores socialpolitik an på en måde, så vi i fællesskab griber de mennesker, der er meget udsatte i vores samfund, meget tidligere, end vi gør i dag.