Det næste punkt på dagsordenen er:

18) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 151:

Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af grænseværdier for indholdet af tungmetaller i husdyrgødning fra landbruget og i afgasset biomasse fra biogasanlæg.

Af Christian Poll (ALT), Maria Reumert Gjerding (EL) og Lisbeth Bech Poulsen (SF).

(Fremsættelse 01.04.2016).

Forhandlingen er åbnet. Jeg giver ordet til miljø- og fødevareministeren, værsgo.

Tak for det, formand, og tak til Enhedslisten, Alternativet og SF for at fremsætte beslutningsforslag nr. 151. Beslutningsforslaget opfordrer regeringen til at indføre grænseværdier for indholdet af tungmetaller i husdyrgødning fra landbruget og for afgasset biomasse fra biogasanlæg. De begrunder forslaget med den ophobning og den miljørisiko, som vurderes og forudses i forbindelse med undersøgelser gennemført af Aarhus Universitet.

Det er ikke første gang, vi drøfter dette emne. Den tidligere minister har været i samråd om sagen og svarede på en lang række spørgsmål. Der ligger en klar strategi på området, som vi har oplyst om, og som jeg er enig i. Jeg vil benytte anledningen i dag til at opsummere denne strategi og opdatere Folketinget i forhold til den seneste udvikling.

Regeringen er ligesom forslagsstillerne opmærksom på udviklingen i landbrugsjordens indhold af zink og kobber. Undersøgelser i 2015 viser, at vi ikke har et miljømæssigt akut problem, men at den nuværende spredning af især zink ikke kan fortsætte uændret i mange år uden at give problemer med ophobning i landbrugsjorden. Regeringen og erhvervet har derfor iværksat en lang række undersøgelser, så vi kan finde de rigtige løsninger i forhold til at reducere belastningen med zink og kobber på længere sigt. Særligt interesserede kan se en oversigt over alle de initiativer i besvarelsen af spørgsmål nr. 466, alm. del, til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.

I forhold til ønsket om grænseværdier på husdyrgødning som foreslået er jeg helt enig i det, der blev oplyst ved det seneste samråd om samme sag. Her sagde den tidligere minister følgende, og jeg citerer:

»Indholdet af kobber og zink i husdyrgødningen afhænger af indholdet af kobber og zink i foderet. Fødevarestyrelsen har et forholdsvis godt kendskab til koncentrationen af kobber og zink i foderet, herunder også den zink der tildeles smågrise som veterinært lægemiddel. Dette varierer kun i begrænset omfang mellem forskellige bedrifter, med samme produktionstype, f.eks. produktion af smågrise eller slagtesvin. Indholdet af kobber og zink i spildevandsslam kan ikke på samme måde forudsiges og vil i højere grad variere på en uforudsigelig måde. Derfor stilles der også krav om, at affald skal undersøges for tungmetaller og miljøfremmede stoffer, inden det tilføres et gyllebaseret biogasanlæg eller udspredes direkte på landbrugsjord. Det er derfor ikke i samme omfang nødvendigt med et særskilt krav om analyser for husdyrgødning.«

Jeg kan supplere i forhold til dette og oplyse, at grænseværdier for tungmetaller i husdyrgødning vil medføre et tungt bureaukrati af målinger og kontrol af målinger. Regeringen kan på den baggrund ikke tilslutte sig beslutningsforslaget. Det er ikke, fordi der ikke er et problem, men fordi det er den forkerte løsning. Europa-Kommissionen har for nylig fremsat forslag om justeringer i maksimalgrænseværdierne for zink i foderet til forskellige typer af dyr.

For slagtesvin er foreslået en nedsættelse på 20 pct. af grænsen for zink, mens der ikke ændres på grænseværdierne for bl.a. søer og smågrise. Hvis forslaget vedtages, vil det formodentlig medføre et lidt mindre forbrug af zink til foder og dermed også et lidt mindre indhold af zink i husdyrgødningen fra svineproduktionen. Forslaget forventes at komme til afstemning den 23. til 24. maj i 2016. Forslaget vedrører ikke brugen af zinkoxid til håndtering af diarré hos smågrise; her kan man håbe, at der på sigt vil kunne findes alternative løsninger. Det vil også være godt, hvis man ud fra et nærmere kendskab til dyrenes fysiologiske behov for kobber kan nedsætte grænseværdierne for kobber i foder, uden at det går ud over dyrenes sundhed og velfærd.

For nærværende skal vi i første omgang håndtere den særlig problematiske gylle med højt zink- og kobberindhold. Som oplyst i forbindelse med samrådet og spørgsmål nr. 206 har kommunerne i forbindelse med miljøgodkendelse af husdyrbrug mulighed for at opstille vilkår for at undgå væsentlige miljøpåvirkninger, og Miljøstyrelsen er kommet med bud på sådanne mulige vurderinger. Der er siden sket det nye, at der i forbindelse med anvendelsen af zinkoxid som lægemiddel i smågriseproduktioner på baggrund af en udtalelse fra Veterinærkomiteen under Det Europæiske Lægemiddelagentur er udarbejdet nye produktresumeer, som indeholder ret præcise betingelser og særlige forsigtighedsregler for håndteringen af husdyrgødning, hvis zinkoxid anvendes. Eksempelvis må maksimalt 40 pct. af den udbragte husdyrgødning på bedriften være husdyrgødning fra behandlede svin. Det er nødvendigt i forbindelse med miljøgodkendelsen af husdyrbrug at inddrage de krav i sagsbehandlingen.

Miljøstyrelsen er på vej med en vejledning til kommunerne, som de kan anvende ved miljøgodkendelsen af husdyrbrug i relevante tilfælde. For øvrige eksisterende husdyrbrug med smågrise, hvor der anvendes zinkholdige lægemidler, er både Fødevarestyrelsen og Miljøstyrelsen i gang med at finde løsninger, for så vidt angår både anvendelsen af zinkholdige lægemidler og håndteringen af gylle fra medicinerede smågrise.

I forhold til påvirkning af vandmiljøet indgår målinger af zink og kobber i det nationale overvågningsprogram for vandmiljøet og naturen, NOVANA. Der måles altså allerede for zink og kobber i vandløb, som påvirkes med enten spildevand eller er påvirket af landbrug.

Jeg har derfor forventning om, at problemerne med zink og kobber både på kort og lang sigt kan håndteres på en hensigtsmæssig måde uden unødigt store måle- og kontrolprogrammer som foreslået i dette beslutningsforslag.

Tak, og der er en række korte bemærkninger. Den første er fra hr. Christian Poll, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Jeg er jo meget optaget af, at vi finder en løsning, der tager fat i problemets kerne, og det undrer mig lidt, at ministeren fremlægger det her, som om der er brug for en masse undersøgelser for at finde ud af, hvad problemet skyldes.

Anerkender ministeren ikke, at vi sådan set godt ved, at det høje niveau af zink og kobber skyldes smågrisene, fordi man forholdsvis systematisk tilfører foderet kobber og zink, fordi de bliver taget for tidligt fra soen, på grund af at deres tarmsystem simpelt hen ikke er indrettet til fast føde på det tidspunkt? Det er altså en slags kompensation for den situation. Og er det ikke på det grundlag i virkeligheden meget enkelt at tage fat i og få skabt et fuldt overblik over problemet og iværksætte, at der bliver brugt mindre kobber og zink i foderet og taget nogle konsekvenser i forhold til grænseværdier som følge af de målinger, man har fået lavet?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg tror sådan set ikke, jeg gav udtryk for, at der skulle finde en masse undersøgelser sted. Der foregår en masse praktisk, og det var sådan set det, jeg gjorde noget ud af i min tale.

For det er klart, at der er en viden om problemstillingerne, og derfor arbejdes der jo også fra Fødevarestyrelsens side både med informations- og kontrolkampagner, men jo også i forhold til, hvordan anvendelse af zink og kobber giver muligheder, men også udfordringer, i produktionen.

Det, vi er optaget af, er jo at håndtere problemstillingen det rette sted, som jeg også beskrev i min tale, og det er både i det nationale spor, men naturligvis også i EU-sporet, for det er der, at problemer som de her skal håndteres.

Det er så også væsentligt hele tiden at have en stærk forskningsposition omkring de her udfordringer, for det ved vi også er nødvendigt, hvis der skal ændres praksis i produktionsformer.

Spørgeren.

Jo, men problemet er jo netop, at man tager smågrisene for tidligt fra soen, altså i 3-4-ugersalderen, og at man derfor tilsætter foderet de her tungmetaller. Og det vil sige, at man bare kan tage løsningen der, altså f.eks. skrue på afvænningsperioden, og så finde en løsning, som gør, at man har brug for at tilsætte meget mindre zink og kobber til foderet. Så jeg tænker, at løsningen ligger ret lige for. Er det ikke rigtigt?

Ministeren.

Jeg kan godt lide, at Alternativets ordfører jo gentagne gange igennem de mange beslutningsforslag, vi drøfter, har løsninger, der ligger lige for. Men det er desværre sjældent virkeligheden, for ellers havde vi jo bare gjort det. Der er problemer med diarré, hvis der kommer en reduktion af zink i foderet, og der er andre forhold, som kan være en udfordring for smågriseproduktion og lignende. Og derfor er det selvfølgelig ikke bare lige noget, man gør.

Derfor håndteres det jo også i regi af nogle af de forskellige forlig, der er indgået, hvor man har rettet opmærksomheden mod det her, lige som regeringen kører et EU-spor, hvilket også er nødvendigt for at få bredt problemstillingen yderligere ud.

Næste spørger er fru Lisbeth Bech Poulsen, SF. Værsgo.

Synes ministeren, at grænsen for, hvad der må være af tungmetaller i spildevandsslam, er passende?

Ministeren.

Det vil jo altid være en afvejning, i forhold til hvordan man anvender spildevandsslam. Så det kommer lidt an på, inden for hvilke sektorer og i hvilke anvendelsesmetoder og -metodikker, men generelt set er det niveau, vi har i øjeblikket, passende. Det er regeringens opfattelse.

Spørgeren.

Jeg tror godt, ministeren kunne regne ud, at jeg talte om det spildevandsslam, der bliver brugt som gødning på markerne. Men hvis det er et passende niveau, hvorfor skal vi så tillade, at der bliver sendt husdyrgødning ud, hvor der er fundet dobbelt så store doser som det tilladte for spildevandsslam? Jeg forstår jo godt, hvad det er for en kattepine, ministeren er i, for vi har indrettet en landbrugsproduktion, hvor staldsystemer og alt muligt andet er indrettet til, at grisene skal tages fra så tidligt, men det er altså en sundhedsrisiko for alle os andre, at der bliver sendt så mange tungmetaller ud på markerne.

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Nu håndterer vi jo som regel den slags problemstillinger relativt godt i Danmark, fordi vi har kontrolsystemer til at håndtere det. Derfor deler jeg ikke den bekymring om, at det her nu skulle være et eller andet voldsomt stort problem. Vi har jo målinger af alting, vi fører kontrol med det, og naturligvis er vi i regeringen akkurat ligesom fru Lisbeth Bech Poulsen selv optaget af, at vi ikke får overbelastninger, bl.a. på vores jordbrugsarealer, i forhold til udbringning af slam og lignende.

Den næste spørger er fru Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne lægge mig lidt i forlængelse af de foregående to spørgere, for det er jo ikke, fordi vi ikke ved, hvad der skal til. Vi ved, at problemet er, at svinene får for meget zink. Det optages ikke i grisen, men det ender derimod i gyllen, som bliver spredt på landbrugsjorden, og noget af gyllen overskrider grænseværdierne, som findes for spildevandsslam. Og der er meget alvorlige advarsler fra alle mulige, der har forstand på det her, om, at det er helt uholdbart, at der sker de her ophobninger med giftige tungmetaller i vores landbrugsjord.

Jeg vil bare spørge ministeren: Mener ministeren, at det, som EU er på vej med nu, som er en reduktion af tilsat zink i foderet, er tilstrækkeligt til at nedbringe zinkindholdet i gylle, så det her problem ikke øges, men derimod reduceres?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Da regeringen er af den opfattelse, at vi ikke har et akut problem, men har tid til at løse den her problemstilling i EU-sporet, så mener vi, at den vej, vi bevæger os på, er den rigtige.

Spørgeren.

Men skal der yderligere initiativer til end det, som EU lægger op til nu, altså at reducere grænsen for, hvor meget zink der må være i foder, med 20 pct.? Er det nok, også når man ser det i perspektiv af landbrugspakken, der jo øger antallet af dyreenheder, hvilket alt andet lige må medføre, at der kommer mere gylle ud på de danske marker? Er det, EU lægger op til, så tilstrækkeligt?

Ministeren.

Ja, det er det regeringens holdning at det er. Men det er klart, at nu skal vi jo se, hvordan forslaget lander endeligt senere her i maj måned. Men som udgangspunkt er det tilstrækkeligt. Jeg vil da gerne sige, at ligesom fru Maria Reumert Gjerding også har en interesse i det her, er det jo væsentligt hele tiden at arbejde med modeller, hvor vi ser den minimale belastning. Men det skal altså holdes op over for produktionsformer og lignende, og det er jo den afvejning, som regeringen har fortaget også i det her forhold. Derfor mener vi, at det, som EU lægger op til, er tilstrækkeligt.

Næste spørger er hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten. Værsgo.

Der er jo en del forskere, der har udtalt sig om det her problem med tungmetallernes påvirkning af miljø og natur, bl.a. seniorforsker John Jensen fra DCE, Aarhus Universitet, som har udtalt:

»Det er ikke bæredygtigt at fortsætte med at tilføre landbrugsjorden så store mængder zink og kobber, som det sker nu. Metallerne vil på sigt påvirke jordmiljøet og potentielt skade jordens funktionalitet og biodiversitet. Zink og kobber, der er akkumuleret i jorden, kan ikke fjernes igen ...«.

Jeg undrer mig lidt over, at ministeren slet ikke kom ind på jordens frugtbarhed. Vi fik at vide, at der kunne komme et zinkproblem med tiden, og at man holder øje med den påvirkning af vandmiljøet, der sker. Men i ministerens tale var der intet om, at man også holder øje med, hvad der kunne ske i jorden og med jordens frugtbarhed, og hvordan det kunne reducere den mangfoldighed, som der er i en frugtbar jord. Jeg vil godt høre, om det er rigtigt, at der slet ikke foretages analyser af, hvad der egentlig sker under jordoverfladen.

Ministeren.

Jeg er da glad for at høre, at Enhedslisten har en opfattelse af, at vi har noget frugtbar jord, for jeg har hørt spørgerens kollega tale om en biodiversitetsmæssig ørken et hav af steder i det her land, så det er da en fornøjelse, at der også er frugtbare jorder hos os.

Dertil vil jeg sige, at vi ikke mener, der er et akut problem, men vi følger det naturligvis, og det er vi også forpligtet til, og det lever vi selvfølgelig op til som regering.

Spørgeren.

Der findes frugtbar jord i Danmark, og det findes jo bl.a. ude hos de 7 pct., der er økologer. De har et varieret sædskifte og tænker meget på, hvordan man dyrker jorden. Så er der så andre dele af landbruget, som dyrker på en måde, som slet ikke tager hensyn til, at man skal leve på den jord i flere generationer. Så det er ikke korrekt.

Jeg vil godt høre ministeren, om ikke han er bekymret for den tendens, der er, med, at der bliver produceret flere smågrise til eksport i Danmark. For det vil jo sådan set medføre, at der er flere smågrise, der skal fravænnes, og dermed vil der være et større forbrug af zink og kobber.

Ministeren.

Nej, regeringen er optaget af, at der kan produceres flere smågrise og slagtesvin i Danmark. Det skaber arbejdspladser, det skaber eksportindtægter, og det er vi særdeles optaget af. Derfor har vi vedtaget den fødevare- og landbrugspakke, som vi har.

Så vil jeg bare sige til ordføreren, at der vel ingen er – landmænd, der skal videregive gården i generationer – der ikke er bevidste om, at man ikke skal udpine sin jord, men sikre en frugtbar produktion, for ellers gør man jo næste generation en bjørnetjeneste. Så det tror jeg nok at spørgeren lige skal korrekse sig selv på.

Tak til miljø- og fødevareministeren. Den næste taler i rækken er hr. Simon Kollerup som ordfører for Socialdemokratiet.

Tak for det. B 151 om indførelse af grænseværdier for indholdet af tungmetaller i husdyrgødning fra landbruget og i afgasset biomasse fra biogasanlæg er fremsat af Alternativet, Enhedslisten og SF. Med forslaget vil partierne bag forslaget pålægge regeringen at sikre, at der stilles samme krav om grænseværdier for tungmetaller i alle former for gødning, herunder også afgasset gødning fra biogasanlæg, som der i dag stilles til industri- og renseanlægsslam.

Dertil kommer, at forslagsstillerne ønsker, at der tilrettelægges et måleprogram for indholdet af zink og kobber i fødevarer, på udbringningsarealer, i dyreliv samt i vandmiljøet. På baggrund af de målinger skal der fastsættes generelle regler for, hvor store mængder af tungmetaller der må tilføres jorden. Og endelig skal der indføres en overgangsordning for begrænsning af tungmetaller i landbruget, som tilsikrer, at landmænd ikke kommer i klemme mellem de to regelsæt.

I Socialdemokraterne tager vi brugen af tungmetaller i landbruget meget alvorligt, og der er ingen tvivl om, at vi skal være yderst opmærksomme på udviklingen. Det var også derfor, at Socialdemokraterne sammen med en bred skare af partier vedtog en handlingsplan for husdyr-MRSA, hvor et væsentligt punkt bl.a. var at gøre en indsats over for brugen af zink. Vi satte bl.a. fokus på forskning og på korrekt brug af zink, og helt konkret igangsatte Fødevarestyrelsen informations- og kontrolkampagner i samarbejde med erhvervet med henblik på at begrænse brugen af zink.

Fremadrettet er det også væsentligt, at vi har fokus på de problematikker, der knytter sig til brugen af tungmetaller i husdyrbrug. Derfor skal partierne bag dette forslag også have tak for at rejse debatten. Det er selvfølgelig vigtigt, at vi også har de dyrevelfærdsmæssige og erhvervsmæssige aspekter for øje, når vi diskuterer den her problematik. Og fordi der netop er store ting på spil både for erhverv, men også for sundhed, for miljø og for dyrevelfærd er det for Socialdemokraterne afgørende, at vi handler på et solidt videnskabeligt grundlag.

Vi er af den overbevisning, at det er mest hensigtsmæssigt, at vi kan vælge de virkemidler, der skal være i indsatsen over for brugen af tungmetaller, når vi har et helt præcist billede af, hvad det er, vi står over for. Derfor mener vi, at man bør afvente de undersøgelser, der er sat i gang, som ministeren også har henvist til vi kan læse om i svaret på spørgsmål 466, og det gælder eksempelvis de undersøgelser, vi satte i gang med vores handlingsplan mod husdyr-MRSA.

På den baggrund er det vores håb, at ministeren vil gøre, hvad han kan, for at vi hurtigst muligt kan få belyst, hvad det er for en udfordring, vi præcis står over for, og hvad konsekvenserne af brugen af zink og kobber egentlig er, og om der findes omkostningseffektive alternativer. Derudover mener vi også, at vi bør afvente de forhandlinger, som pågår i EU, om maksimalgrænseværdier for zink i foder, da det har stor betydning for den zink, som udledes. Samtidig vil en ambitiøs europæisk løsning være at foretrække.

Vi vil i Socialdemokraterne gerne opfordre til, at de relevante ngo'er som eksempelvis Den Danske Dyrlægeforening involveres i processen og bliver hørt, da de kan bidrage til, at der tages hensyn til både de sundhedsmæssige og dyrevelfærdsmæssige aspekter af problemstillingen.

Endelig vil vi gerne påpege, at der i forslaget ikke ser ud til at være fundet finansiering til det måleprogram, som partierne bag forslaget ønsker at udrulle. Det mener vi også er problematisk.

Med ovenstående begrundelse kan Socialdemokraterne ikke lægge sig fast på den model, som forslagsstillerne har fremlagt i forslaget, og derfor kan vi heller ikke støtte forslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten. Værsgo.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi i Enhedslisten er meget glade for det samarbejde, vi har med Socialdemokraterne på landbrugsområdet, bredt set. Men jeg synes nu nok, at den her ordførertale lidt indeholdt noget lirumlarum.

Det er jo ikke, fordi vi ikke ved, hvordan det her problem opstår; det ved vi udmærket godt. Det er, fordi der kommer for meget zink i foderet til smågrise, eller fordi zink bruges som medicin til smågrise og svin i det hele taget. Vi ved også, at de koncentrationer, der er i jorden på nuværende tidspunkt, er alt for høje – i 45 pct. overskrider de de såkaldte nuleffektniveauer.

Hvad er det, Socialdemokraterne fortsat ikke mener vi ved, for at vi kan gå i gang med at løse det her problem, der jo bare vokser – også med den landbrugspakke, som vi jo heldigvis står sammen om at kæmpe imod?

Ordføreren.

Jeg kan bekræfte det gode samarbejde og vil også gerne kvittere for det – særlig jo i forbindelse med de udfordringer, som landbrugspakken giver. Og der er også nogle aspekter, som rører ved det her element.

Men det, som det jo er værd at undersøge og få belyst, er selvfølgelig først og fremmest problemets omfang. Og jeg er helt sikker på, at ministeren og ministeriet kan levere brugbare resultater til udvalgsarbejdet, så vi får et præcist billede af, hvor mange steder man overskrider grænseværdierne i forbindelse med de her gylleudfordringer. Men den anden side af undersøgelser er jo også at få undersøgt, hvordan man omkostningseffektivt kan gøre noget ved problemet. Det handler for mig om – og der er vi så måske en lille smule uenige i nuancerne omkring det her – at man, når man skal håndtere en udfordring, gør det på en måde, som også er under hensyntagen til erhvervet – sammen med de hensyn, vi gerne vil tage til vores sundhed, dyrevelfærd osv.

Så i min optik afventer vi stadig væk nogle omkostningseffektive redskaber.

Tak. Spørgeren.

Jeg vil sige, at lige præcis i det her specifikke tilfælde er jeg faktisk enig med miljø- og fødevareministeren i, at det her er belyst ganske grundigt. Der ligger mange, mange svar. Det, der startede hele debatten om det her, var jo netop en rapport, hvor man i detaljer havde undersøgt den danske landbrugsjord. Der blev slået alarm; en række forskere kom på banen og sagde: Det her er et meget stort problem, som vi bliver nødt til at gøre noget ved. Så vi ved jo godt, hvor mange overskridelser der er. Vi ved godt, hvor grænseværdierne er overskredet. Og vi ved også, hvor der er overskredet i forbindelse med foder.

Er det udelukkende de omkostningsmæssige virkemidler, man tænker på, altså hvordan vi kan erstatte brugen af zink med ikke bare antibiotika, men med noget helt tredje? For det er jo, fordi smågrisene fravænnes for tidligt. De bliver simpelt hen taget for tidligt fra deres mor, så de udvikler diarré, og så anvender man zink i stedet for antibiotika, for det har vi en omfattende handlingsplan for. Er det det, der mangler på nuværende tidspunkt?

Tak. Ordføreren.

Lige præcis den her del af debatten understreger for mig, at vi har behov for at få lagt et grundlag frem, vi kan være enige om. Jeg mener også at kunne huske undersøgelser fra Aarhus Universitet, der viser, at det generelle billede er, at når man anvender husdyrgødning i dag, så overholder man klart de grænseværdier, som gælder for slam.

Det er jo bare det, vi er nødt til at få belyst og have det rigtige grundlag for – kombineret med, som fru Maria Reumert Gjerding helt rigtigt nævner, at vi så også har nogle omkostningseffektive redskaber at kunne træde ind med. De to ting følges i min verden ad, og der mangler vi bare et solidt grundlag at stå på for begge fundamenter.

Næste spørger er hr. Christian Poll, Alternativet. Værsgo.

Jeg vil også starte med at takke for det gode samarbejde med ordføreren her i alle mulige sammenhænge.

Ordføreren fremhæver det her med finansieringen af forslaget. Til det vil jeg bare sige, at det kan være svært på forhånd at vurdere, f.eks. hvor omfattende et måleprogram man skal sætte i værk, især på det her niveau i et beslutningsforslag.

Jeg har lige brug for at sige, at der groft sagt findes to typer forureninger: dem, der kan nedbrydes, og dem, der ikke kan. Når vi taler om tungmetaller, som det her er, er det jo stoffer, der bliver der altid, når man har placeret dem i miljøet. De bygges op og lægges til over tid, og det vil sige, at det, vi taler om her, altså er, at vi ødelægger landbrugsarealer i Danmark, så man ikke på sigt vil kunne bruge dem til at producere fødevarer eller foder, fordi de simpelt hen bliver giftige arealer, som på sigt altså bliver ubrugelige. Vil ordføreren i det lys ikke give mig ret i, at så er en mindre finansiering nu og her og over de kommende år af et måleprogram måske mindre vigtigt?

Ordføreren.

Jeg er næsten helt rørt over rosen for samarbejdet. Jeg kan jo også her kun kvittere og sige, at vi også er tilfredse med det samarbejde, der er med Alternativet.

Men der er nogle mangler i det her forslag, og finansieringen af forslaget er en afgørende mangel. Det siger jeg også lidt med et smil på læben til et parti, der den anden aften brugte 11 mia. kr. på solcelleenergi. Der er altså bare nødt til at være den seriøsitet, når man laver forslaget, at man ved, hvad det er for nogle udgifter, man går ind og stemmer for.

Må jeg så ikke bare sige, at jeg jo også synes, at jeg prøver at belægge mine ord og række hånden frem til forslagsstillerne ved at sige, at vi i Socialdemokratiet rent faktisk ser udfordringen. Vi ser den godt ligesom forslagsstillerne. Vi er nok bare uenige i spørgsmålet om, hvor akut problemet er her og nu. Derfor tillader vi os at ønske at have grundige undersøgelser af problemets omfang og et præcist grundlag at stå på, samtidig med at vi gerne vil have effektive redskaber at arbejde med, og det er også af hensyn til det erhvervsliv, der skal arbejde med dem.

Spørgeren.

Det er derfor, vi også gerne vil have en kortlægning, som går mere i detaljer, og en overgangsordning, som vi nævner i forslaget.

Men jeg vil også gerne lige spørge til det her med dyrevelfærd, som ordføreren nævner. Den løsning, som ligger allermest lige for, altså at forlænge fravænningsperioden for smågrise fra søerne fra 3-4 uger, som det er i dag, til 7, 8, 9 uger, eller hvor meget der nu skal til, vil sådan set også løse et dyrevelfærdsproblem. Det vil højne dyrevelfærden for smågrisene. Er det ikke en god løsning, vi får der?

Ordføreren.

Det er i hvert fald et godt aspekt at have med. Jeg tror faktisk også, at jeg kan bladre tilbage i min ordførertale og remse de aspekter op, som jeg mener skal balancere hinanden i det her arbejde, vi skal i gang med, for at løse den udfordring, der er på det felt. Der er dyrevelfærdsspørgsmålet afgjort en problemstilling. Miljøspørgsmålet, jordbundsudfordringen, som hr. Søren Egge Rasmussen kom ind på, er det også, men erhvervslivet er også et aspekt, der skal balanceres i det her, i hvert fald når man er socialdemokrat og kigger på det her forslag.

Tak. Den næste spørger er fru Lisbeth Bech Poulsen, SF. Værsgo.

Tak. For et halvt års tid siden havde jeg den daværende miljø- og fødevareminister i samråd om selv samme spørgsmål, om zink. Den daværende ordfører for Socialdemokraterne, fru Maja Panduro, sagde:

Det er presserende, at Eva Kjer Hansen tager stilling til, om hun vil indføre grænseværdier for tungmetaller i gylle, og om hun vil afsætte midler til at analysere gylle for tungmetaller, ligesom det sker for spildevandsslam.

Det synes jeg ligger ret godt op af det, som vores tre partier ønsker os i det her beslutningsforslag. Er der noget, der har ændret sig for Socialdemokraterne?

Ordføreren.

Nej. Jeg synes, det er en god idé, at der bliver taget stilling til spørgsmålet, og at der bliver taget stilling til at undersøge problemets omfang. Det er også det, jeg hører min kollega fru Maja Panduro, som her er gengivet i brudstykker, gå ind for. Så i den forstand er der ikke noget nyt i det. Jeg er bare nødt til at understrege, også over for SF, som vi også har et godt samarbejde med på det her felt, at vi ser udfordringen. Vi ser den, men vi er ikke enige i, hvor akut problemet er. Derfor er det bare, at vi tillader os at gøre os den umage at foreslå, at der skal grundigere undersøgelser til af det. Det er jo også det, fru Maja Panduro har efterlyst i det samråd.

Spørgeren.

Jeg hører det, som om Socialdemokraterne tilbage i november mente, at det er vigtigt, at ministeren tager stilling til, om niveauet skal sidestilles med spildevandsslam. Man er vel kun interesseret i, at en minister tager stilling, hvis man er uenig i status quo, eller skal jeg forstå det anderledes? Ministeren sagde jo dengang, at der ikke kommer til at ske noget, og at der bliver lavet nogle flere undersøgelser. Nu siger ministeren, at der ikke kommer til at ske noget, og at der bliver lavet flere undersøgelser. Mener ordføreren, at det burde være det samme niveau som spildevandsslam?

Ordføreren.

Jeg mener, det er godt at tage stilling til det her. Jeg mener også, det er godt, at vi har fået en debat om det. Det afgørende for os er, at vi får kortlagt, hvor stor udfordringen i virkelighedens verden er. Jeg er helt sikker på, som jeg sagde tidligere, at ministeren også har mulighed for at oplyse udvalget om bl.a. de undersøgelser, der er fra Aarhus Universitet og andre steder, om det generelle niveau for den gylle, der bliver kørt ud. Hvor ligger det henne, når man sammenligner med grænseværdierne for slam? Det overblik mangler vi bare i udvalgsarbejdet, og det er det, vi efterlyser.

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Den næste taler i rækken er fru Pia Adelsteen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Først vil jeg godt sige tak for beslutningsforslaget, om ikke andet for, at vi får debatten. Da jeg i sin tid startede som miljøordfører og fik en opringning fra en journalist, der fortalte om det her med zink og kobber i jorden, tænkte jeg: Hvad i alverden er det, der foregår? Om ikke andet er det da en øjenåbner. Jeg synes, det er rigtig godt, vi får diskuteret det. Jeg er meget på bølgelængde med den socialdemokratiske ordfører, hvad angår begrundelserne for et afslag på at tilslutte sig beslutningsforslaget. Jeg vil godt sige, at jeg egentlig synes, at det er noget, vi skal tage rigtig alvorligt, og måske ikke kun, hvad angår landbruget, men også hvad angår spildevandsslam.

Som jeg forstår det, ophober zink og kobber sig gradvis, når man putter det ud i jorden, og det er meget svært at få til at forsvinde. Så har jeg måske personligt lidt svært ved at forstå, hvorfor vi tillader en eller anden mængde overhovedet. Hvis man virkelig synes, det her er et problem, så lad os gøre noget. Lad os finde ud af, hvad vi kan gøre. Jeg besøgte for 3-4 måneder siden en lille virksomhed i Nordjylland, som rent faktisk kan fjerne tungmetaller fra spildevandsslam. Men det koster selvfølgelig nogle penge.

Hver eneste gang vi har sådan nogle forslag her, er det hele tiden en afvejning af, hvad vi kan gøre, hvad det koster, hvem der vil betale, hvem der kan betale, og hvordan vi får løst det her, når der er de her problemer. Jeg må bare sige, at i mange af de beslutningsforslag, vi ser lige for tiden, synes jeg, man har meget fokus på problemet alene. Det kan jeg sådan set godt forstå, og det har jeg stor respekt for. Men nogle gange, når vi har de her debatter, glemmer man måske, at når vi skal finde en løsning, er der afsindig mange ting, vi skal tage højde for. Jeg synes egentlig, at den socialdemokratiske ordfører indrammede det meget godt. Vi har et erhverv, vi skal tage hensyn til; vi har noget dyrevelfærd; vi har simpelt hen så mange ting; vi har noget økonomi.

Derfor vil jeg godt på Dansk Folkepartis vegne sige, at vi selvfølgelig anerkender, at det ikke er i orden, at der bliver problemer med jorden, og at der kommer tungmetaller ud i jorden. Det synes jeg ikke er særlig rart. Jeg synes også, vi skal gøre noget. Så er det et spørgsmål om, om vi skal gøre noget i morgen, eller om vi har lidt tid at løbe på. Sådan som jeg hører de vurderinger, der er, har vi lidt tid at løbe på, og vi skal gøre det rigtige. Jeg vil klart anbefale, at man måske besøger den lille virksomhed, som ligger i Nordjylland, og prøver på at finde ud af, om det her rent faktisk teknologisk er noget, vi kan gøre noget ved. Det gælder også spildevandsslam. For hvis det uanset grænseværdier er et problem, hvorfor tillader vi det så overhovedet?

Så jeg synes, beslutningsforslaget er godt, men med stort set de samme begrundelser som Socialdemokraterne vil vi i Dansk Folkeparti ikke støtte forslaget, og det har også noget med finansieringen og mange andre hensyn at gøre. Men jeg er meget positiv over for at tage problemstillingen alvorligt.

Tak. Der er korte bemærkninger. Den første spørger er fru Lisbeth Bech Poulsen, SF. Værsgo.

Jeg vil gerne takke ordførerne for den imødekommenhed, jeg i hvert fald hører. I forslaget lægger vi netop også en overgangsordning ind, for at man som landmand ikke skal komme i klemme mellem gamle og nye regler, og så må man jo diskutere, hvor lang tid den overgangsordning skal tage.

Da vi diskuterede det i efteråret, var der en række eksperter, som var ude at sige, at nu ville regeringen jo have mere gylle ude på markerne i forhold til landbrugspakken, og der sagde en af de her eksperter i tungmetaller og ekspert i antibiotikaresistens, professor Hans Jørn Kolmos fra Odense Universitetshospital: Hvis man vil sprede mere gylle, må det også være et krav fra samfundets side, at gyllen indeholder væsentlig mindre zink og kobber, så den samlede belastning i det mindste ikke forøges yderligere. En anden sagde: Jeg er bekymret over regeringens plan om at tillade mere gylle på den danske agerjord. Det vil øge miljøbelastningen af jorden, da svinegyllen er fyldt med tungmetaller. Det var en anden ekspert i antibiotikaresistens, Henrik Westh, der sagde det.

Så jeg vil egentlig bare sige: Nu bliver der tilladt mere gylle, og det vil så forøge antallet af tungmetaller, som ordføreren jo har ret i ikke forsvinder.

Tak. Ordføreren.

Jeg forsøger virkelig også på at fortælle, at jeg anerkender det problem. Jeg anerkender det sådan set også i forhold til spildevandsslam. Jeg forstår måske ikke helt forslagsstillerne, i forhold til at man kun problematiserer det fra landbruget, men ikke fra spildevandsslam. Altså, forstå mig ret: Hvis man synes, det er et problem, hvis man ved, at zink og kobber ophober sig i jorden, er det vel et lige så stort problem fra spildevandsslam, og så bør vi da gøre noget i forhold til overhovedet at smide det ud. Meget af det spildevandsslam, der er, bliver faktisk eksporteret til Norge, og så putter vi det ned i et eller andet fjeld deroppe. Det er da rigtig godt, med tungmetaller og det hele – det giver ikke nogen mening, i min optik, hvis man gerne vil gøre noget for miljøet.

Så jeg forstår godt, hvad det er, fru Lisbeth Bech Poulsen siger, og jeg forstår godt, at når man putter mere gylle ud, er der også en risiko for mere zink og kobber i jorden. Men jeg synes bare, at løsningen er en meget bredere vifte – hvis jeg får udtrykt mig korrekt – altså at man skal se på problemet som helhed. Zink og kobber i jorden, tungmetaller i jorden er jo ikke i orden, og så er jeg sådan set ligeglad med, hvor det kommer fra.

Spørgeren.

Tak. Jamen det er jeg egentlig enig med ordføreren i. Altså, vi kan jo ikke have en nulgrænse, for zink og kobber er naturligt forekommende, men man kunne sagtens diskutere, om grænsen for spildevandsslam skulle være lavere. Når vi har fremsat det her forslag, er det jo også for ikke at gå fuldstændig ud ad en tangent, hvor vi ikke kan mødes med resten af Folketingets partier, men sige: Er det ikke mærkeligt, at vi har en grænse for spildevandsslam, der ender ude på markerne, men vi har ikke nogen grænser for husdyrgødning, der ender ude på markerne? Og det er jo ikke kun et miljøproblem, det er også et sundhedsproblem, fordi tungmetaller er så skadelige for os.

Ordføreren.

Selvfølgelig er det underligt, at man har grænseværdier for en ting, man ikke for en anden. Til gengæld er jeg glad for, at ordføreren selv nævner, at det også findes naturligt. Jeg kender ikke den grænse, i forhold til hvor meget der er naturligt i jorden, det gør jeg ikke, så klog er jeg slet ikke. Men der må jo være en eller anden grænse, hvor man så siger, at der er det okay, vi kan i hvert fald ikke gøre noget ved det – går jeg ud fra. Det, jeg egentlig vil sige med det, er, at jeg fuldt ud anerkender problematikken, og jeg synes også, vi skal se, om vi kan gøre noget, for jeg mener ikke, at man bare skal tilføre noget. Men man skal også bare sætte det ind i nogle proportioner, i forhold til at vi altså har mere at tage hensyn til end kun lige problemet.

Tak. Den næste spørger er hr. Christian Poll, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Tungmetallerne zink og kobber og andre tungmetaller i spildevandsslam kommer jo fra en myriade af kilder, for det er jo vores husholdninger, hvor vi har med mange forskellige typer produkter og kilder at gøre, som kan give anledning til sådan noget her. Det kan jo være grunden til, at man har lagt et niveau, som man synes har været passende, så man kan udnytte slammet, men samtidig ikke får for meget kobber og zink.

I det her tilfælde med gylle fra landbruget er sagen jo en lidt anden. Man ved faktisk godt, at det kommer i gyllen, fordi man tilsætter det foderet, og at det ryger lige igennem smågrisene. Så er det, jeg undrer mig lidt over, at ordføreren fremhæver grænseløsninger, for det er jo i mine øjne lidt at gå over åen efter vand. Når vi ved, at det ender derude, fordi vi tilsætter det til foderet, og at vi kunne vælge en løsning, så det ikke er nødvendigt at tilsætte det foderet, i hvert fald ikke i særlig høje mængder, hvorfor så ikke bare vælge den løsning? Det er jo det, vi peger på i forslaget.

Tak. Ordføreren.

Uden at være landbrugskyndig vil jeg, tror jeg, referere lidt fra ministerens tale og også svar på stort set samme spørgsmål og sige, at hvis det var så enkelt, er jeg slet ikke i tvivl om, at så ville man bare gøre det. Det er ikke min fornemmelse, at det er det, man bare kan gøre. Jeg siger ikke, at vi ikke har en udfordring, men hvis det var så nemt, jamen så fred være med det. Så ville jeg da synes, at det var noget af det bedste, og det er jeg da også sikker på at landmændene ville. Jeg tror ikke, at der er nogen, der synes, at det er fedt at forurene. Det tror jeg ikke der er nogen mennesker i Danmark der synes. Så hvis man ved, at det kan man gøre noget ved meget, meget nemt, så gør man det som regel også.

Spørgeren.

Det, som jeg forstår er det svære ved den her løsning, som jeg påpeger, er jo, at staldene i dag er bygget til fravænning i en alder, som er for tidlig. Det vil sige, at vi i landbruget skal have gennemført større investeringer i at bygge staldene om, så de passer til en fravænning, f.eks. ved 7 uger, som man gør i det økologiske landbrug. Det er der, investeringerne ligger, og det er der, ændringerne skal ligge. Men når man nu f.eks. kan gøre det ved 7 uger i det økologiske landbrug, er det jo altså en løsning, der er kendt. Var det ikke rimeligt at gå direkte efter den løsning?

Ordføreren.

Igen, uden at være landbrugskyndig, vil jeg sige, at hvis man bare kan gøre det, så jo da. Men det er min opfattelse, at det kan man ikke bare gøre. Må jeg så ikke godt henvise til en lille sætning, der faktisk står i forslagsstillernes eget beslutningsforslag. Man siger hele tiden, at det er landbrugs- og husdyrgødningen, der gør det her, men der står faktisk i jeres eget forslag: Den store mængde kobber og zink, der tilføres jorden, menes at være sket gennem udbringning af husdyrgødning.

Det må jo alt andet lige betyde, at der også er en usikkerhed fra forslagsstillernes side om, hvor det kommer fra.

Tak. Den næste spørger er fru Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten. Værsgo.

Det mener jeg nu ikke sådan reelt at der er usikkerhed om, så er det upræcist formuleret. Jeg vil gerne takke for imødekommenheden, og vi er på bølgelængde om rigtig meget. Jeg har forstået det fuldstændig som ordføreren. Der sker en gradvis ophobning af de her tungmetaller. De nedbrydes ikke, de forsvinder ikke bare. Det er jo det, der er det uheldige ved tungmetaller, altså at de bliver der. Og det vil sige, at hvis vi bliver ved med det her, kommer der bare flere og flere overskridelser.

Det er selvfølgelig en kompleks problemstilling på mange måder, fordi det er et problem, og fordi vi bliver advaret om, at det er et problem for jordsundheden. Det er et problem for miljøet og for de vilde dyr, der lever derude, og det kan være et problem for mennesker og menneskers sundhed, så vi bliver nødt til at gøre noget. Vi har så forsøgt at formulere, hvad vi tre partier kunne se af løsning. Kunne Dansk Folkeparti også indkredse, hvor Dansk Folkeparti ser at man kunne begynde at gøre noget, hvis vi tager alvorligt, at det her er et problem, vi skal løse?

Ordføreren.

Jeg synes, at det er et svært spørgsmål, for det kræver jo, at man ved rigtig meget om det, og den viden har jeg simpelt hen ikke. Det er måske lidt derfor, at jeg henholder mig til nogle gode ideer fra folk, der ved noget om det, forstået på den måde, at hvis man som fagkyndig kender løsningen på ét problem, kan man jo godt komme med det løsningsforslag, men hvor jeg mener at vi som politikere er nødt til at kigge på, at det godt kan være, at vi så løser det problem, men så kan der være nogle andre udfordringer, eller det giver måske nogle andre problemer i forhold til erhvervet, i forhold til andre ting. Det er egentlig det, jeg mener, nemlig at vi som politikere så er forpligtet til ligesom at se på viften, se tingene i et bredere perspektiv for at løse nogle af de her problemstillinger. Men det er ikke ensbetydende med, at man bare skal negligere dem.

Spørgeren.

Jeg er meget enig i, at vi som politikere skal varetage et bredt spektrum af hensyn, men lige præcis det her ved vi jo stammer fra svineproduktionen. Det er jo, fordi der som erstatning for antibiotika ved diarré hos smågrise gives zink. Det er, fordi der tilsættes zink i foderet, det optages ikke i grisen, men det ender i gyllen, som spredes på landbrugsjorden, altså, kæden er ret åbenlys. Så hvis man ikke vil sætte ind i forhold til svineproduktionen, hvor ser ordføreren så ellers at man kunne sætte ind henne lige præcis i forhold til gylle?

Ordføreren.

Men igen spørger fru Maria Reumert Gjerding meget præcist, og det er jo meget, meget enkelt at sige, at så kan vi bare lave et forbud i forhold til landmændene, altså ikke mere gylle ud på marken, og så får vi ikke den der kæde. Men så har vi bare et andet problem, for så tror jeg, at de fleste svineproducenter lukker i morgen, og så har vi altså overhovedet ikke nogen svineproducenter, vi har ikke en eksport til mange penge osv. osv. Så det er derfor, at jeg ikke bare siger, lad os gøre sådan. For man er nødt til at se det i et bredere perspektiv. Det samme ville være, hvis jeg sagde, at spildevandsslam overhovedet ikke må lægges ud på markerne. Så ville vi også have et andet problem.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Næste taler i rækken er hr. Erling Bonnesen som ordfører for Venstre. Værsgo.

Tak for det. I forbindelse med behandlingen af beslutningsforslag B 151 om indførelse af grænseværdier for indholdet af tungmetaller i husdyrgødning fra landbruget og i afgasset biomasse fra biogasanlæg stemmer Venstre imod forslaget.

Indholdet af tungmetaller i forskellige miljøer er noget, vi i Venstre ligesom alle andre selvfølgelig tager meget alvorligt. Vi anerkender, at der også er en udfordring, vi er bare ikke enige i, at det skal løses på den måde, som forslagsstillerne peger på. Vi kan så også allerede konstatere igennem den debat, der har været, at der bliver arbejdet med det. Det bliver undersøgt, og der bliver kigget på, hvad der kan findes af alternative måder at få det her løst på. Undersøgelser fra sidste år har også vist, at vi ikke står med noget, skal vi sige akut miljømæssigt problem i forhold til spredningen af zink og kobber, men på længere sigt er der brug for, at vi får vendt udviklingen. Derfor tager vi det selvfølgelig også seriøst.

For os er det vigtigt, at vi udnytter tiden til at finde frem til de rigtige løsninger. Derfor har regeringen i samarbejde med erhvervet iværksat en række undersøgelser, og vi følger udviklingen på området tæt. Vi mener ikke, at løsningen er dyre kontrolmålinger og øget bureaukrati, der vil få store negative konsekvenser for et erhverv, der allerede er hårdt presset; det vil i givet fald koste vækst og danske arbejdspladser, og det synes vi ikke er acceptabelt. Vi mener, at vi i stedet for skal bruge de igangværende undersøgelser til at finde frem til nogle optimale løsninger, der afhjælper problemerne med zink og kobber på både den korte og den lange bane.

På baggrund af disse forhold stemmer vi i Venstre imod beslutningsforslaget. Tak.

Tak for det. Der er korte bemærkninger. Den første spørger er fru Lisbeth Bech Poulsen, SF. Værsgo.

Tak. Venstres ordfører siger, at vi skal tænke i alternativer og må komme med nogle andre forslag end det, der bliver lagt op til med det her. Det vil jeg rigtig gerne høre. Hvis vi kan nå det samme mål på en anden måde, jamen så er vi lydhøre over for det. Mit problem er bare, at hver eneste gang vi har talt om antibiotika og om tungmetaller, bliver der igangsat en ny undersøgelse; der er faktisk et ministersvar fra den tidligere minister, hvori hun siger, at vi har haft undersøgelser, vi igangsætter nye undersøgelser, og at det kan være, at hun i fremtiden vil igangsætte nye initiativer. Og det, som vi jo siger, er: Jamen hvornår handler vi på det?

Der var jo en DCE-rapport fra Aarhus Universitet, som viste, at der i et område på størrelse med Fyn var meget, meget høje koncentrationer. Så vi ved jo godt, det er derude, og vi ved også, hvor det kommer fra.

Ordføreren.

Jamen jeg kan også allerede konstatere ud fra den debat, der har været, at de fleste anerkender, at der er en udfordring. Og så er det jo klart, at måden at håndtere sådan nogle ting på er, at man får det undersøgt og prøver at finde ud af, om der kan findes nogle alternative måder at løse det på. Det har vi da en tro på at der kan. Men det tager jo tid at udvikle sådan nogle ting.

Så vi kan da kun håbe på, at nogle snarlige undersøgelser kan pege på en udviklingsretning, men vi skal så også påpege, at der er udfordringer, og det skal man jo ikke negligere, men det er jo heller ikke sådan, at det er et altoverskyggende, voldsomt, kolossalt problem nu, men det vil det blive, hvis der ikke sker et eller andet. Så derfor er vi også med på, at der skal ske noget.

Spørgeren.

Alle de forskere, som er eksperter i det her med resistens og antibiotika, siger, at det bliver et større og større problem, for ude i naturen ophober det sig, det forsvinder ikke. Men også i forhold til resistens er det et kæmpeproblem. WHO siger jo, at om få årtier vil resistens faktisk være det største sundhedsmæssige problem i hele verden. Jeg siger ikke, at vi er der nu, jeg vil bare gerne have nogle lidt mere konkrete forslag til, hvad vi kan gøre.

Ordføreren.

Som fru Lisbeth Bech Poulsen selv siger, er man ikke der nu. Men derfor er vi jo også et eller andet sted ret enige i, at det så gælder om at holde fokus på bolden, så at sige, på de her undersøgelser og finde frem til, hvad det er for nogle konkrete løsninger, der skal tages i anvendelse. Det er der jo ingen der kan give et svar på i dag, men det er det, vi skal finde frem til.

Næste spørger er hr. Christian Poll, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Jeg ville bare kort og godt høre ordføreren, om ikke ordføreren anerkender, at man faktisk godt ved, at den store kilde til kobber og zink i gyllen jo er det kobber og zink, man tilsætter foderet til især smågrise, og at man altovervejende gør det, fordi man laver en meget tidlig fravænning fra soen i 3-4-ugersalderen i stedet for den naturlige fravænning, som måske ville ligge ved 7-8-9-ugersalderen, og at man derved faktisk har løsningen, man kunne gå i gang med at arbejde direkte med nu, for at fjerne problemet.

Ordføreren.

Jamen som det allerede er tilkendegivet i debatten, er de fleste klar på, at der er en udfordring, og at der ikke er nogen, der kan pege på en patentløsning lige nu. Derfor er det godt, at det bliver undersøgt yderligere. Jeg tror heller ikke, Alternativet bare har en patentløsning på det, som så samtidig kan sikre, at vi stadig væk har en produktion, vækst, beskæftigelse, og det er der også ret mange danskere der er interesserede i.

Spørgeren.

Jo, men vi har en ret god vækst og beskæftigelse i det økologiske landbrug, og de har jo en senere fravænning og dermed også et mindre forbrug af zink og kobber. Så på den måde kan man sige, at vi sådan set har en løsning, vi kan tage fat i, og at det er en af de gode løsninger, som løser problemet ved kilden, i stedet for at vi accepterer et problem og så forsøger at rydde op efter det. Er det ikke den type løsninger, vi gerne vil have?

Ordføreren.

Jamen al respekt for dem, som producerer økologiske varer, de skal såmænd bare gå til den. Det er jo forbrugerne, der bestemmer, hvad der skal i indkøbskurven, og jeg tror også, at vi begge to nogenlunde kender fordelingen af, hvem der køber, og hvor meget der bliver købt økologisk, og hvor meget bliver købt konventionelt. For mig som Venstremand er alle fødevarer gode varer, når de bare overholder de regler, vi har på området, med hensyn til fødevarekvalitet og sikkerhed osv.

Næste spørger er hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg undrer mig over, at Venstres ordfører ligesom kan italesætte, at der slet ikke er et problem, når vi har haft et samråd tidligere her i år, hvor Eva Kjer Hansen, den tidligere fødevareminister, kom frem med noget fakta om nogle undersøgelser, der havde været foretaget, der viste, at 27 pct. af gyllen var så forurenet af tungmetaller, at den burde være blevet kørt på kontrolleret losseplads, hvis den havde skullet overholde de regler, der var i slambekendtgørelsen. Der havde vi nogle væsentlige overtrædelser af, hvad man ellers ville acceptere, hvis det var efter slambekendtgørelsen, man skulle køre det her gylle ud.

Så jeg har svært ved at forstå, at ordføreren forsøger at snakke sig helt udenom, at der er et problem. Vi har sådan set konstateret, at der er et problem, og ordføreren vil bare have, at der bliver undersøgt endnu mere, mens der trædes vande og problemet ikke løses. Jeg synes, det ikke er rimeligt. Jeg vil godt høre ordføreren, om det ikke er korrekt, at vi allerede nu har et problem.

Værsgo til ordføreren.

Jeg har ikke italesat, at der ikke er et problem. Jeg har tværtimod direkte i min ordførertale sagt – jeg tror, jeg brugte det udtryk – at der er en udfordring på området, og at vi skal have løst de her ting og fundet frem til de rigtige løsninger på dem. Så det må ligesom bero på spørgerens egen misforståelse.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Ordføreren efterlyser ligesom en løsning på det her. Og løsningen er jo meget simpel, og den findes allerede, og den har været praktiseret tidligere. Den kan man jo bare gå efter. Man kan endda opnå en bedre dyrevelfærd. Man kan bare lave en senere fravænning af smågrisene. Altså, det er en systematisk dyremishandling, der foregår derude, som alle lukker øjnene for, fordi det foregår inde i en stald. Jeg vil godt høre ordføreren, om ikke det ville løse meget, hvis man havde en senere fravænning af smågrisene.

Værsgo til ordføreren.

Jeg må tage afstand fra spørgerens hentydninger til, at der foregår systematisk dyremishandling derude i staldene. Det er ikke min opfattelse, at der gør det. Tværtimod glæder jeg mig over, at Danmark er et af de lande, der har den allerbedste dyrevelfærd. Er der så stadig væk nogle ting, der altid kan gøres bedre? Ja, det er der altid.

Så er det fru Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten, værsgo.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at vide, hvor ordføreren har den viden fra, at vi har en markant bedre dyrevelfærd i Danmark end i andre lande.

Men det, jeg egentlig vil spørge om, er: Det her forslag handler jo om at indføre grænseværdier for tungmetaller i gylle, der sådan set svarer til det, som man nu har i slam. Mener ordføreren ikke, det er rimeligt, at der, når der gælder grænseværdier for slam, skal gælde de samme grænseværdier for gylle? Hvorfor skulle det ikke være sådan?

Ordføreren. Værsgo.

Som jeg allerede har markeret i min ordførertale, erkender vi i Venstre, at der er nogle udfordringer, og da der ikke ligger nogen klare, præcise løsninger for, hvordan det kan håndteres i dag, så er måden at gøre sådan noget på at få det undersøgt og få fundet frem til, hvordan det kan håndteres. Det er lige præcis det, som jeg har svaret på en række gange nu, og det kan jeg så gentage.

Fru Maria Reumert Gjerding.

Men det er jo lige præcis det, der også ligger i forslaget, nemlig at vi holder øje med, hvor meget zink og kobber, altså tungmetaller, der bliver tilført landbrugsjorden, og hvor meget der ender i fødevarer, som ender på spisebordet, også hos danske familier. Vi skal holde øje med det her – det er det, der ligger i beslutningsforslaget – og så skal vi finde ud af at indføre grænseværdier, fordi grænseværdier, også i slam, er der af en årsag. Det er ikke tilfældigt, at man har indført dem. Det er, fordi man gerne vil passe på jorden, gerne vil passe på naturen, gerne vil passe på dyrelivet.

Er ordføreren ikke enig med mig i, at vi i hvert fald skal derhen, at der kommer grænseværdier, også for gylle?

Ordføreren. Værsgo.

Vi er da i Venstre ligesom alle andre fuldstændig enige i, at man selvfølgelig skal passe godt på miljøet og have en god dyrevelfærd osv. Derfor er det også sådan, at når der ligger nogle udfordringer, skal de undersøges, og så skal man finde en løsning og få det håndteret.

Tak for det, og tak til ordføreren. Så er der ikke flere korte bemærkninger eller kommentarer. Og den næste ordfører er fru Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten, værsgo.

Vi behandler i dag et beslutningsforslag fra Alternativet, Enhedslisten og SF, som har til formål at tage hånd om det problem, der er stigende ude på de danske landbrugsjorder, nemlig at indholdet af tungmetaller stiger. Det gør det, fordi der i gylle, som udbringes og udkøres på markerne, er et meget højt indhold af både zink og kobber. Der er fundet overskridelser i det, der kaldes nuleffektniveauerne, for zink i 45 pct. af de foretagne målinger i den undersøgelse, der var i efteråret. Det vil sige, at der er overskridelser af den højeste dosis, hvor man ikke forventer at det giver skadevirkninger for miljøet, i 45 pct. af de målinger, der er lavet.

I 27 pct. af undersøgelserne var gyllen så alvorligt forurenet med tungmetaller, at den skulle være kørt på en kontrolleret losseplads, hvis de regler, der gælder for slam, altså slambekendtgørelsen, også gjaldt for gylle. Det vil sige, at vi altså har meget høje koncentrationer af de her tungmetaller i gyllen.

Vi ved også godt, hvorfor problemet opstår. Det er ikke noget, vi behøver undersøge. Det er der sådan set kendskab til. Det skyldes, at der tilsættes zink og kobber til svinefoderet, og det skyldes, at zink i meget høj grad bruges til smågrise, når de får diarré. Vi ved også godt, hvorfor så mange smågrise lider af diarré. Det er, fordi presset fra en højintensiv svineproduktion gør, at smågrisene meget, meget tidligt tages fra deres mor, før deres maver er parate til det. Så bliver de syge, fordi de ikke længere får mad hos deres mor, men får fast føde. Så får de diarré, og så behandler man dem med zink.

Vi har også rimelig godt styr på de mulige negative konsekvenser for natur og miljø. Seniorforsker John Jensen fra Aarhus Universitet, som har stået for den her DCE-rapport, som startede hele debatten tilbage i oktober 2015, siger meget klart, at det ikke er bæredygtigt at fortsætte med at tilføre landbrugsjorden så store mængder zink og kobber, som det sker nu. Metallerne vil på sigt påvirke jordmiljøet og potentielt skade jordens funktionalitet og biodiversitet. Zink og kobber, der er akkumuleret i jorden, kan ikke fjernes igen. Det var også det, som Dansk Folkepartis ordfører var inde på.

Dyrenes Beskyttelse udtaler:

»I større mængder virker zink som et decideret giftstof for mange dyr, eksempelvis fisk, padder, krybdyr, fugle og pattedyr. Derfor er det dybt bekymrende, at der måles så forhøjede zink-niveauer i dansk landbrugsjord«. Og det siges videre:

»Zink indvirker på dyrenes vækst, adfærd og i sidste ende overlevelse. Og det rammer hele fødekæden«.

Også menneskers sundhed risikerer at blive påvirket af zinkforurening. Lægeforeningens næstformand, Michael Dupont, har udtalt:

»Det er en alvorlig udvikling, fordi zink fremmer antibiotikaresistens, og fordi mennesket ikke kan tåle at indtage for meget zink gennem for eksempel svinekød, korn eller drikkevand. Det er vigtigt, at landbruget begrænser brugen af zink« .

Så vi kender sådan set godt problemerne for både naturen, de vilde dyr og menneskers sundhed. Derudover bør det nævnes, at zink fremmer antibiotikaresistens, hvilket jo er et stort problem ikke bare i forhold til svineproduktionen, men søreme også i forhold til mennesker.

Det, vi gerne vil med det her beslutningsforslag, er sådan set, at vi begynder at håndtere det her problem; at vi følger nøje, hvordan det udvikler sig; at vi bevarer et overblik over, hvor høje koncentrationer der findes i gyllen, og hvor det findes henne; og at vi følger udviklingen i landbrugsjorden, så vi nøje følger det her voksende problem. Så ønsker vi, at der indføres en grænseværdi, som man jo allerede har i forhold til slam, og vi ønsker, at man sådan set overfører den til gylle for at komme det her problem til livs.

Så er det klart, at man bliver nødt til at sætte ind i svineproduktionen, og det er så den tredje pind i vores beslutningsforslag, nemlig at man i den sammenhæng sikrer en overgangsordning, så man ikke brager ud med det her forslag fra den ene dag til den anden, men sikrer, at landmændene får en rimelig tid til at tilpasse sig, at vi skal passe på vores landbrugsjord, og at vi skal passe på frugtbarheden i landbrugsjorden. Tak for ordet.

Tak for det. Tak til ordføreren. Så er det hr. Carsten Bach, Liberal Alliance, værsgo.

Nærværende beslutningsforslag er formentlig en udløber af en fortløbende og selvfølgelig meget vigtig debat om brugen af bl.a. zink i foderet til specielt grise i dansk landbrug. Da debatten jo ikke er ny, har vi også her i Folketingssalen og i udvalget drøftet emnet tidligere, og Liberal Alliance har også tidligere tilkendegivet, at det her er et betydeligt opmærksomhedspunkt, som vi skal følge i de kommende år. Vi mener dog ikke, der er tale om en akut, tikkende miljøbombe, der kræver straksindgreb her og nu.

Derfor er det for os også glædeligt, at Europa-Kommissionen så vel som den danske regering og landbrugserhvervet allerede har taget en række initiativer på området. Kommissionen har f.eks. fremsat forslag om ændring i grænseværdierne for zink i foder. Liberal Alliance ønsker ens regler på området i hele EU og ikke nationale særregler og overimplementering, der spænder ben for konkurrencedygtig landbrugsproduktion i Danmark med det resultat, at produktionen inklusive arbejdspladser og eventuel forurening flytter med ud af landet.

Regeringen har, som ministeren vist også sagde tidligere, bl.a. iværksat en vidensopsamling og i samarbejde med landbruget ligeledes en række nye undersøgelser, der skal afdække mulighederne for at få reduceret forbruget af kobber og zink i landbruget. Liberal Alliance er overbevist om, at EU-sporet er det rette i denne sammenhæng, og jeg er sikker på, at myndighederne og erhvervet i samarbejde kan finde de rigtige løsninger på udfordringen uden at gøre yderligere brug af bureaukratiske måleprogrammer, for grisen bliver jo ikke lettere af at blive vejet.

Med de ord afviser Liberal Alliance beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Johannes Lebech, Radikale Venstre, værsgo.

I Det Radikale Venstre støtter vi ideen om, at der skal indføres grænseværdier for zink og andre tungmetaller i gylle. Vi støtter også de konkrete forslag, der er i beslutningsforslaget, men vi vil ikke lægge os fast på en konkret grænseværdi, som det antydes i forslaget. Vi vil kende konsekvenserne bedre før en diskussion af de konkrete grænseværdier og have mere viden om det. Vi er opmærksomme på spørgsmålet om zinkrester og kobberrester og er meget interesseret i, at der sker forskning på området, således at vi kan finde alternativer til brugen af disse ting i foderet. Det kan være et spørgsmål om, at vi skal afvente EU's bebudede grænseværdier osv.

Men vi er positive over for det initiativ, som de tre partier har taget.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Nu var De Radikales ordfører jo ikke med til det samråd, der var i efteråret, men der sagde fru Ida Auken, at det her var en meget bekymrende udvikling. Det var på baggrund af DCE's rapport, hvor der i 45 pct. af prøverne var fundet alt, alt for høje koncentrationer i f.eks. spildevandsslam, og at ministeren blev nødt til at komme på banen med nogle initiativer, for vi kender problemets omfang. I løbet af 10 år, fra 2005 til 2014, er der sket en stigning fra 128.000 kg til 342.000 kg, og det er altså med nogenlunde det samme antal svin.

Så i efteråret var Det Radikale Venstre meget opsat på, at vi skulle have nogle maks. grænser, men nu hører jeg, at partiet mener, at vi skal afvente yderligere undersøgelser.

Ordføreren.

Som jeg har forstået på ordføreren, som jeg må indrømme at jeg vikarierer for i aften, er det udelukkende en diskussion om en fastlæggelse af en grænseværdi på nuværende tidspunkt, som man er tøvende over for. Jeg er ikke bekendt med, om ordføreren tidligere skulle have bedt om faste grænseværdier meget hurtigt, men ideen om grænseværdier er vi med på. Det er over for det, der antydes i forslaget, nemlig at grænseværdien skulle ligge nøjagtig som ved slam, at vi har et vist forbehold, som jeg har forstået det.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Det var også fru Ida Aukens formål, at ministeren måtte komme på banen, og det er jo så også det, vi prøver på med det her beslutningsforslag, hvor vi jo både indlægger en overgangsperiode, og hvor vi også, i hvert fald implicit, siger, at under alle andre omstændigheder har vi i vores samfund et princip om, at forureneren betaler, men her har vi stort set ingen regler på området. Vi kan se en eksplosiv stigning i løbet af de sidste 10 år i forhold til medicinsk zink og i zink tilsat foder, og vi ved også hvorfor. Det er den måde, vi har indrettet vores landbrug på. Vi er jo meget modtagelige over for andre løsningsforslag, men vi har bare hørt igennem så mange år, at vi afventer nye undersøgelser.

Værsgo, ordføreren.

Jeg kan godt forstå ordførerens frustration over det med at afvente nye forslag og nye løsninger, men vær ikke i tvivl om, at Det Radikale Venstre også ønsker helt nye løsninger på det her område. Der har her under debatten været en del diskussion om, hvordan man rent faktisk behandler smågrise. Der er jo ingen tvivl om, at vi også deler det synspunkt, at fremtiden for dansk landbrug er en helt anden håndtering af husdyrproduktionen. Der, hvor jeg kommer fra ude vestpå, kan vi se, at det allerede er ved at give bonus, for der er faktisk folk derude, som er begyndt at producere svin på en helt ny måde uden brug af antibiotika, og der er en eksportmulighed i USA. Ordføreren kan være helt sikker på, at det er de synspunkter, som også miljøordføreren vil være med til at fremføre og også fremfører ved at lade mig gøre det her i aften.

Tak til ordføreren. Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen. Værsgo.

Enhedslisten, Alternativet og SF har fremsat det her beslutningsforslag på baggrund af, at vi igennem efterhånden mange år har hørt, at vi afventer nye undersøgelser, nye undersøgelser og mere viden. For et halvt år siden indkaldte SF den daværende minister i samråd på baggrund af bl.a. nogle oplysninger fra DR, som igen beroede på en rapport fra DCE, hvor man fandt nogle meget alvorlige overskridelser, hvis der havde været en grænse. Der var nogle jorder, som var taget ud, man lovede landmændene anonymitet for at kunne bruge de data, man havde undersøgt, og man fandt helt op til næsten det dobbelte af den tilladte grænseværdi, hvis det havde været spildevandsslam. Og der er det jo ordførerne fra de tre partiers ærinde i dag at sige: Jamen det giver jo ikke nogen mening, at vi har en maksimumgrænse for spildevandsslam af miljøhensyn, af sundhedshensyn, og at vi så ikke har det for husdyrgødning, der også ender ude på markerne. Tungmetaller er jo så frygtelige at få ud i naturen, ud i økosystemet og i sidste ende i vores kroppe, fordi det ophober sig og simpelt hen ikke forsvinder.

I forbindelse med et spørgsmål, der blev stillet i slutningen af 2014 til den daværende fødevareminister, fremgik det, at der i løbet af 10 år er sket en eksplosiv stigning i forekomsten af zink. Vi ser, at zink ikke alene i stigende grad bliver tilsat foderet, men at der også anvendes medicinsk zink og kobber. Og vi ved jo godt, hvorfor det er sådan. Det er, fordi vi har fået en husdyrproduktion, hvor smågrisene bliver fravænnet så tidligt, at de simpelt hen ikke kan klare det. Så for at modvirke diarré og andre ting tilsætter man det her. Men det er jo symptombehandling, som viser, at vi har en landbrugsproduktion, der ikke er bæredygtig. Man har investeret i nogle staldsystemer, fordi et folketingsflertal heller ikke i tide har sagt til landmændene, at vi bliver nødt til at have en anden landbrugsproduktion, og derfor kan vi ikke have et system, hvor smågrise skal tages fra så tidligt, at de ikke er levedygtige, eller at de bliver meget syge og skal have antibiotika.

Så gik man over til at have så meget fokus på antibiotikaresistens, at man begyndte at bruge mere og mere zink og kobber, og det er så den her meget, meget voldsomme stigning, vi har kunnet se i løbet af de sidste 10 år. Og det ender ude i naturen, det ender i vores vandløb, det er en fremtidig trussel mod folkesundheden, og vi kan ikke blive ved med at vente og acceptere, at det svar, vi får, er, at der må flere undersøgelser til. Vi ved godt, for det siger alle eksperterne, at en meget stor del af de tungmetaller, der bliver tilsat ved svineproduktionen, ender i husdyrgødningen – det giver sig selv – som ender ude på markerne. Og vi kan ikke komme af med det igen; det ophober sig og bliver et større og større problem.

I DCE-rapportens hovedkonklusioner står der bl.a., at tilførsler af zink og kobber sammen med svinegyllen har medført en betydelig stigning i koncentrationen på de arealer, hvor gyllen er udbragt, og at en fortsættelse af den nuværende praksis kan medføre en væsentlig stigning i andelen af arealer, hvor nuleffektniveauet, altså den her grænseværdi fastlagt af EU for zink, overskrides, selv om niveauet allerede er højt. Metallerne kan ende i fødevarer, de kan ende i vandmiljøet, og det skaber antibiotikaresistens. Der er for meget zink på 228.000 ha. Det er et område næsten på størrelse med Fyn. Jeg synes, de her tal taler for sig selv.

Der er nogle, der heroppefra har prøvet at antyde, at vi ikke ved nok, og dermed implicit lader forstå, at vi ikke ved, om tungmetaller er rigtig skadelige for mennesker, natur og dyr. Der blev også sagt, at vi ikke ved, hvor meget der er derude. Jo, det ved vi, for vi har stillet en lang række folketingsspørgsmål, og det har vi fået svar på. Vi ved godt, hvor meget der bliver brugt i landbruget, og hvor stor en andel af det, der ender ude på markerne. Vi ved også, at vi har en fastlagt grænse for spildevandsslam. Man kan diskutere, om den er for høj, men derfor giver det jo alligevel ingen mening at sige – som jeg desværre lidt hørte DF's ordfører gøre – at fordi man har en grænse for spildevandsslam og dermed jo implicit anerkender, at man ikke har en nulgrænse, så kan vi ikke sætte en grænse for husdyrgødning. Det synes jeg ikke giver nogen mening. I alle andre erhverv har man et princip om, at forureneren betaler. Her er det omvendt; her er det os, der skal komme med pengene for at kompensere for, at vi andre ikke skal lide sundhedsmæssige og miljømæssige skader.

Jeg synes, det er på høje tid, at vi indretter de økonomiske støttesystemer, vi har for landbruget, til at få et mere bæredygtigt landbrug. Som Alternativets ordfører var inde på, kan man jo faktisk godt have landbrugssystemer, hvor fravænningsalderen ligger på et mere bæredygtigt niveau, f.eks. 7 uger. Det har man i de økologiske landbrug. Det er klart, at en omlægning til et bæredygtigt landbrug, som ikke er en trussel mod miljø og sundhed, vil tage tid, og det vil koste penge. Men det koster også rigtig mange penge at have det landbrug, vi har i dag. Det er på mange måder en underskudsforretning. Der er for mange landmænd, der står i en helt umulig situation, bl.a. også fordi der har været banker, der op til krisen fuldstændig skruppelløst har spekuleret i at låne penge ud til at opkøbe jorder, hvor priserne steg og steg. Vi bliver nødt til at gribe til ikke alene økonomiske, men også miljømæssige og lovgivningsmæssige tiltag for at få et bæredygtigt landbrug i fremtiden.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen kommentarer. Den konservative ordfører, hr. Rasmus Jarlov, er ikke til stede, så derfor går vi videre til ordfører for forslagsstillerne hr. Christian Poll, Alternativet. Værsgo.

Vi har at gøre med en problemstilling her, som ikke er helt ny, og som vi godt har vidst har været snigende på vej, men med den rapport, som kom sidste år fra Aarhus Universitet, blev det tydeligt, at der her er et problem, som rent faktisk på sigt vil kunne ødelægge store dele af vores produktive landbrugsjord, så man ikke – i hvert fald på længere sigt – vil kunne dyrke fødevarer eller foder sikkert på de her arealer. Derfor er det super vigtigt, at vi handler – rettidig omhu er det, der er brug for lige nu – og at vi går ind og løser problemet, og helst ved problemets kilde.

Men der er behov for et større overblik, og det er derfor, at vi med det her jo foreslår, at vi skaber det overblik, og at vi så tager fat på at løse problemerne.

Jeg skal på forslagsstillernes vegne takke for en spændende debat, hvor vi har været vidt omkring. Noget af det, som har været oppe at vende, er f.eks. finansiering, og der vil jeg jo gerne fremhæve, at vi altså har at gøre med noget, som er en tikkende bombe på længere sigt. Hvis vi ikke gør noget nu, kan vi altså ende med landbrugsjord, som bliver uegnet til dyrkning af foder eller fødevarer. Og i det lys er finansieringen på løsninger nu og her jo af mindre betydning.

Vi har også været ude i diskussioner omkring tekniske fiks, altså løsninger på, hvordan man kunne gøre, som man plejer, men så rense sig ud af problemerne. Og der vil jeg jo bare sige, at jeg synes det i den grad ville være at gå over åen efter vand. Sagen er jo nemlig, at vi godt kender kernen i problemstillingen. Den handler jo om, at man tilsætter kobber og zink i foderet til smågrise for at kompensere for en for tidlig fravænning fra soen.

Det tager mig til et emne, som også har været oppe, nemlig dyrevelfærd. Vi ved simpelt hen, at en ændring af fravænningstiden kunne løse dyrevelfærdsproblemer samtidig.

Så med det vil jeg blot runde af og sige tak for en god debat. Jeg håber på, at vi kan komme lidt videre i udvalgsarbejdet.

Tak til ordføreren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Miljø- og Fødevareudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.