Det næste punkt på dagsordenen er:

7) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 100:

Forslag til folketingsbeslutning om loft over antal sager pr. socialrådgiver på børneområdet.

Af Pernille Skipper (EL) m.fl.

(Fremsættelse 18.03.2016).

Forhandlingen er åbnet, og det er først social- og indenrigsministeren. Værsgo.

Tak for det. Forslagsstilleren bag B 100 foreslår, at regeringen laver lovændringer, som sikrer, at hver sagsbehandler på børneområdet maksimalt må behandle 25 sager ad gangen. Formålet med beslutningsforslaget er at sikre, at sagsbehandlerne i kommunerne ikke sidder med flere sager, end de reelt kan håndtere.

Regeringen er meget enig i, at store sagsbunker og arbejdspres ikke må få negative konsekvenser for udsatte børn og deres familier. Der er ingen tvivl om, at det selvfølgelig har betydning for kvaliteten af sagsbehandlingen, hvor mange sager den enkelte sagsbehandler sidder med, men jeg mener grundlæggende, det er forkert, og at det er en forkert løsning, hvis vi fra Folketingets side indfører centralt fastsatte regler og detailregulerer om, hvor mange sager den enkelte sagsbehandler i en kommune må sidde med, for både sagernes tyngde, kommunernes organisering og sagsbehandlernes erfaring har betydning for, hvor mange sager den enkelte sagsbehandler kan håndtere. F.eks. vil det ikke være rimeligt at give en nyuddannet socialrådgiver det samme antal sager som en, der er mere garvet og har mange flere års erfaring i faget. Og så er der stor forskel på de sager, som sagsbehandlerne rundtom i kommunerne sidder med; f.eks. vil en sag, hvor en familie ansøger om økonomisk støtte til fritidsaktiviteter, være hurtigere at behandle end en sag, hvor man f.eks. er bekymret for en ung dreng, som har stigende skolefravær og begyndende misbrug, og hvor der er behov for at udrede familien og den unges forhold nærmere.

Kommunerne er også organiserede meget forskelligt. I nogle kommuner har man f.eks. oprettet specifikke underretningsenheder eller modtagerenheder, som tager imod indkomne underretninger og sørger for, at der bliver fulgt op på dem. Andre steder er der sagsbehandlere, som f.eks. kun behandler ansøgninger om dækning af merudgiftsydelser, mens man i andre kommuner igen har indrettet sig sådan, at en sagsbehandler behandler alt i en sag fra start til slut. Derfor skal vi ikke på Christiansborg gå og tro, at vi kan regulere alting ned i mindste detalje. Vi kommer til at skabe nogle ufleksible rammer for kommunerne, som i sidste ende både medfører en uhensigtsmæssig brug af ressourcerne og en dårligere indsats for barnet og familien.

Det er vigtigt, at de løsninger, som kommunerne vælger, er tilpasset de lokale forhold, og det nytter derfor ikke noget, at vi tvinger en kommune til at ansætte mange flere socialrådgivere i socialforvaltningen, hvis det, kommunen har brug for, er flere pædagoger. Derfor har regeringen den grundlæggende holdning, at styringsdialogen mellem stat og kommune skal fokusere på mål og resultater. Kommunerne bør derfor så vidt muligt have metodefrihed og lokalpolitisk råderum til at vælge den organisering og de løsninger, der passer bedst til den enkelte kommune og borgernes behov.

Det er et kommunalt ansvar at sikre god sagsbehandling i overensstemmelse med lovgivningen, og i det ligger også et ansvar for at tilrettelægge arbejdet og arbejdsgangene på en hensigtsmæssig måde, som både sikrer rimelige arbejdsforhold for kommunernes medarbejdere og rettidig indsats for det enkelte barn og familien.

Mit og Folketingets ansvar er derimod at sikre gode rammer for kommunernes indsats, og det synes jeg faktisk vi har gjort. Sammen har vi nemlig skabt en lovgivning, som giver klare rammer for, hvordan kommunerne skal håndtere underretninger og undersøge børnenes og familiernes forhold, og som betoner hensynet til barnet. At der generelt er tilfredshed med reglerne, er også det indtryk, jeg får, når jeg taler med kommuner og organisationer på området.

Vi ser i øjeblikket en markant bevægelse i det kommunale landskab, hvor mange kommuner har travlt med at omlægge indsatsen og indrette sig på nye måder for netop at styrke det forebyggende arbejde og styrke kvaliteten i sagsbehandlingen. Kommunerne har bl.a. fokus på det tværfaglige samarbejde, den tætte opfølgning og kontakten til familien, men de har også fokus på sagstal, og flere steder indfører man lokale retningslinjer for, hvor mange sager den enkelte sagsbehandler må behandle ad gangen.

Det er en udvikling, som jeg ser positivt på og med stor interesse, for det er netop et udtryk for, at man lokalt finder løsninger, som giver mening i forhold til kommunens organisering og arbejdstilrettelæggelse. Det er også en udvikling, som møder god opbakning blandt socialrådgiverne, som er positivt stemt over for det, man kalder den svenske måde at arbejde på, og det er noget, der kan mærkes hos kommunerne, som i øjeblikket oplever, at lige præcis det at arbejde på den svenske måde eller efter Herningmodellen, eller hvad man ynder at kalde det, rent faktisk er gået hen og er blevet et konkurrenceparameter, når man er ude for at ansætte nye sagsbehandlere.

Det er jo grundlæggende sundt og et væsentligt andet udgangspunkt, at der er noget, som kommunerne rent faktisk kan se fornuften og selv tager initiativ til, end hvis det var noget, som de blev pålagt fra centralt hold.

Forslagsstillerne fremhæver også selv Herningmodellen som motivation for beslutningsforslaget, og til det er det vigtigt for mig at understrege, at det, de gør i Herning Kommune, ikke blot er at ansætte flere sagsbehandlere. Man har i Herning omlagt hele indsatsen over for kommunens udsatte børn og unge og indrettet arbejdet på en helt ny måde. Det gælder lige fra sagsbehandling til tilbudsvifte, og det betyder grundlæggende en helt anderledes måde at arbejde på og at tænke arbejdet på.

Man har udvidet kommunens tilbudsvifte, så den rummer flere forebyggende indsatser, og sagsbehandlerne arbejder langt mere tværfagligt, følger hyppigere op på indsatsen og har en meget tættere kontakt til familien. Alle tre led – et tilstrækkeligt antal sagsbehandlere, en anden måde at arbejde på og en specialiseret indsatsvifte – er en grundlæggende forudsætning for, hvad de gør i Herning. Og flere sagsbehandlere gør det altså ikke alene. Den udvikling, der sker i Herning Kommune, er samtidig et godt eksempel på, at vi i Folketinget skal passe på med at forsimple tingene og tro, at vi kan ændre verden med lovgivning alene.

Så regeringens holdning er, at vi skal understøtte en god og positiv udvikling i kommunerne, men at vi skal gøre det uden at detailregulere. Det er faktisk også baggrunden for, at satspuljekredsen med satspuljeaftalen for 2016 afsatte lige knap 100 mio. kr. til bl.a. udbredelse af Herningmodellen, og gennem en ansøgningspulje kan kommunerne nu få både faglig og økonomisk støtte til en omlægning mod den mere forebyggende indsats.

Det synes jeg er et eksempel på et godt tiltag, hvor vi kan skubbe på en udvikling og bidrage til at ændre kommunernes praksis, uden at vi hver gang er inde og lave lovgivningen om, for jeg tror, vi hverken kan eller skal lovgive os ud af alle problemer. I stedet for skal vi have tillid til, at kommunerne kan løfte deres opgave inden for de eksisterende rammer, og så skal vi understøtte den igangværende udvikling og skubbe på, så flere kommuner kommer med.

Afslutningsvis vil jeg sige: Ja, vi er enige i, at sagspres og dårlige arbejdsvilkår ikke må få konsekvenser for de børn og familier, som det hele drejer sig om, men vi tror ikke på, at regler om, hvordan kommunerne skal organiseres, eller hvor mange sager den enkelte sagsbehandler skal have, er hensigtsmæssige eller nødvendige. Det skyldes forskellen i sagernes kompleksitet, det skyldes tyngden, og det skyldes selvfølgelig også sagsbehandlernes erfaringer. Men det skyldes også vigtigheden af, at kommunerne har råderum og frihed til at tilrettelægge arbejdet ud fra lokale forhold, ud fra hensyn og ideer, sådan så en udvikling som den, der startede i Herning Kommune, kan skyde op, vokse og sprede sig. Regeringen kan på den baggrund ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er en enkelt med en kort bemærkning, og det er fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Og tak til ministeren, om ikke andet, så for støtten til intentionen. Jeg er fuldstændig enig i det, ministeren siger, om, at et stort sagspres ikke må føre til dårligt arbejdsmiljø eller en ringere behandling af sagerne, fordi det rammer børnene. Problemet er jo bare, at det sker.

Arbejdstilsynet gav jo et påbud til 16 kommuner sidste år. Der var fortællinger om sagsbehandlere, der sad med 90 sager. Altså, jeg ville slet ikke ane, hvordan man skulle kunne overskue det. Og der var sagsbehandlere, som fortalte, at de havde sager liggende i et år, før de kom til dem. Så der er jo nogle problemer ude i kommunerne, og jeg er udmærket godt klar over, at man blandt satspuljepartierne har taget et vigtigt skridt i retning af at prøve på at hjælpe nogle kommuner med en pose penge til at omlægge indsatsen, men det ændrer jo ikke på den forfærdelige situation, vi har derude, altså at der er børn, der falder igennem systemet.

For hvis man skal kunne alt det, som ministeren siger at man skal kunne, ud over at have et maksimum over sagstallet, altså flere tilbud, tværfaglighed, følge hyppigere op – hvilket jeg er enig i – så skal man jo også have tiden til det. Og det er derfor, vi mener, at det helt basale vilkår for at kunne bruge Herningmodellen og Sverigesmodellen er, at sagsbehandlerne har tiden.

Så jeg kunne godt tænke mig at høre: Hvad gør vi så?

Ministeren.

Det, vi gør, er, at vi arbejder stenhårdt og vedbliver med at arbejde stenhårdt på lige præcis den tilgang til tilrettelæggelsen af dagligdagen derude, og at man der bliver inspireret af, hvordan de har gjort det i Herning og i Sverige.

Det er jo enormt opløftende at mærke, at de kommuner, som faktisk laver den her omlægning, også oplever, at det bliver et tiltrækningsparameter, at det er attraktivt. Det er vigtigt for en kommune at have dygtige medarbejdere – det er noget af det vigtigste for dem, at man fungerer godt på sin arbejdsplads – så derfor skal det være den lokale ledelse i den pågældende kommune, der har det ansvar.

Jeg kan simpelt hen ikke på nogen måde være enig i det beslutningsforslag, altså at man ved et centralt initiativ vil hjælpe den udvikling på vej ved at sætte loftet på den måde. Vi kender jo ikke detaljerne i, hvor komplekse sager der er tale om. Men det er korrekt, at der er blevet give påbud til 16 kommuner, og det skal man tage alvorligt, og det er et kommunalt ansvar at reagere på det og tilrettelægge tingene på en sådan måde, at lige præcis de børn, der har brug for den hjælp, også får den.

Spørgeren med sin anden korte bemærkning.

Jeg synes, at det svar er en lille smule mystisk, fordi sådan som jeg hører ministeren, siger ministeren, at alt det, der står i Enhedslistens forslag, er rigtigt, altså, at det er en forudsætning for, at man kan omlægge og være inspireret af Herningmodellen, Sverigesmodellen er nok mere korrekt, at der er et lavt sagsantal pr. sagsbehandler. Det er jo rigtigt nok, at hvis det er meget komplekse sager, kan det være, at de skal have endnu færre – det er fuldstændig rigtigt – men der er jo en grænse, og jeg hører også, at ministeren siger, at det er rigtigt. Jeg kan bare ikke forstå, hvordan man så kan blive ved med at tro på, at lokale kommuner, som i øvrigt har været underlagt nedskæringer i årevis, og som nu skal underlægges regeringens omprioriteringsbidrag endnu en gang, pludselig skaffer nogle penge til at sørge for at få sagsantallet ned, særlig taget i betragtning af, at det her ikke er noget nyt. Det er jo noget, socialrådgiverne har sagt i årevis er et problem, og de har kaldt på og råbt på et loft i årevis.

Ministeren.

Jeg synes såmænd, at mit svar giver rigtig god mening, fordi det, som Enhedslisten ønsker sig, er, at vi fra centralt hold siger: max. 25 sager. Det siger sig selv, at den tilgang har en mærkværdig udgiftsdrivende retning, som isoleret set kun begynder at kigge på økonomien og antallet af sagsbehandlere, og det giver ikke mening i forhold til at omlægge indsatsen til den forebyggende indsats, til den tværfaglige tilgang, til lige præcis det her med at komme ind i tide og reagere i tide. Der giver det ikke mening at man tror, at vi fra centralt hold med sådan et beslutningsforslag kan opnå lige præcis den forandring, for det er ikke kun antallet af sagsbehandlerne alene, der giver den forandring, som vi har set i Herning Kommune, og som vi ser i en række andre kommuner, der proaktivt går ind og siger, at det også giver økonomisk mening. Det er både menneskeligt og økonomisk ansvarligt at omlægge indsatsen og tilrettelægge hverdagen på en måde, så man faktisk lykkes med de tidlige forebyggende indsatser, sådan at det ikke bliver de her meget, meget både menneskeligt og omkostningstunge sager.

Tak til ministeren. Der er ikke flere lige nu, så vi går i gang med ordførertalerækken. Den første ordfører er hr. Troels Ravn fra Socialdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Beslutningsforslaget her pålægger regeringen at lave de fornødne lovændringer, så sagsbehandlere på børneområdet maksimalt behandler 25 sager ad gangen.

Socialdemokratiet støtter ikke forslaget, men det er vigtigt at sige, at alle børn fortjener en god start på livet. Det er hjerteblod at knække den negative sociale arv, og derfor er det så afgørende, at vi som samfund giver den bedst mulige støtte til de børn, der er blandt de mest sårbare og udsatte i vores land. Der er uden tvivl problemer med overbebyrdede sagsbehandlere i nogle kommuner. Det er et problem for de ansatte socialrådgivere, der oplever frustrationer og stress på deres arbejde, og så er det selvfølgelig et problem, hvis det får konsekvenser for de udsatte børn og de familier, der har brug for hjælp.

Det er også baggrunden for, at vi ved 2016-satspuljeforhandlingerne kæmpede for, at der blev afsat midler til at udbrede den svenske model – eller Herningmodellen, om man vil – til landets øvrige kommuner. 96 mio. kr. er der blevet afsat fra 2016-2019 til dette arbejde. Det lykkedes vi med, og modellen afprøves nu i 33 kommuner landet over. Modellen går på to ben. Det ene er en reduktion i antallet af sager, og det andet er omlægning af måden, der arbejdes på, så forebyggelse og tidlig indsats står centralt.

Det handler derfor ikke kun om færre sager, det handler også om at arbejde på en ny måde, og det arbejde er i gang, altså bl.a. gennem satspuljen. Modellen har været en succes i Herning. Der er blevet investeret i flere socialrådgivere, men den investering har hurtigt betalt sig hjem, da gevinsten ved at gribe tidligt ind var større end omkostningen ved at ansætte flere. Vi forventer selvfølgelig, at modellen også bliver en succes i forsøgskommunerne, og at kommunerne kan se, at det godt kan betale sig at investere i at omlægge arbejdet.

Forslagsstillerne, Enhedslisten, nævner i bemærkningerne til beslutningsforslaget, at flere kommuner foruden dem, der indgår i satspuljeprojektet, af egen fri vilje har fulgt det gode eksempel fra Herning, og det her er netop centralt, for kommunerne er altså på rette vej, og frem for at lovgive mener vi, at det i den her situation giver bedre mening at støtte op om den proces, der allerede er i gang i landets kommuner.

Vi kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget, men vi følger selvfølgelig kommunernes arbejde med at omlægge deres praksis på det her område, for der er ingen tvivl om, at færre sager sammen med fokus på forebyggelse og tidlig indsats er vejen frem. Tak.

Også tak til ordføreren. Der er ikke nogen til korte bemærkninger, så vi fortsætter i ordførerrækken. Den næste er fru Susanne Eilersen, ordfører for Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi i Dansk Folkeparti har et stort fokus på børnene, og at der ude i kommunerne skal gøres alt for at undgå sådan en forfærdelig børnesag, for én børnesag er en for mange. Derfor har Dansk Folkeparti også fået indført et register for underretninger, ligesom vi har kæmpet for opsættende virkning i rigtig mange år. Og nu ser det endelig ud til, at det lykkes.

Derudover er Dansk Folkeparti jo med i satspuljekredsen, der har afsat 96 mio. kr., hvilket andre har nævnt her før mig, som netop bruges på dette område til at ansætte flere socialrådgivere og til efteruddannelse. For det er vigtigt, at vi fortsat har et stor fokus på de udsatte børn.

Men der bliver også gjort meget, rigtig meget, ude i kommunerne, for rigtig mange kommuner har fået fokus på det med at forbedre sagsbehandlingen i børnesager, samtidig med at fokusset også skal være på det forebyggende arbejde og den tidlige indsats. Et godt eksempel er Herningmodellen, som bliver nævnt gang på gang. Det er en model, som også Hvidovre og Haderslev Kommuner er i gang med, i hvert fald noget lignende. Derudover deltager yderligere 22 kommuner i et tilhørende referencenetværk, der også har til formål at kigge på det forebyggende arbejde og dermed sagsbehandlingen.

Dansk Socialrådgiverforening anerkender også, at der er tiltag på området, og oplever, at der bliver ansat flere socialrådgivere ude i kommunerne i disse tider.

Er vi så i mål med de tiltag, der er sat i værk? Nej, det er vi bestemt ikke. Der skal fortsat være fokus på og dialog med kommunerne. Men vi mener ikke, at det at pålægge kommunerne at indføre et loft over antal sager for socialrådgivere er den rigtige vej at gå. For det første er der stor forskel på udfordringerne i de enkelte kommuner. For andet kan der være stor forskel på sager alt efter sagernes karakter og kompleksitet. For det tredje nytænker mange kommuner deres indsatser over for udsatte børn og familier, så hvorfor straffe dem, der allerede er godt i gang?

I Dansk Folkeparti anerkender vi, at kommunerne har selvstyre og dermed er ansvarlige for at tilrettelægge arbejdet, sådan at arbejdsmiljøet for socialrådgiverne er tilfredsstillende, og så børnesager bliver behandlet efter gældende lovgivning. Vi takker forslagsstillerne for endnu en gang at sætte fokus på det her vigtige emne, men vi ender med at sige, at vi ikke kan støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Den næste taler er ordføreren for Venstre, hr. Carl Holst. Værsgo.

Først og fremmest vil jeg gerne takke forslagsstillerne for at have fremsat et beslutningsforslag, som gør opmærksom på de negative konsekvenser, sagsbehandlernes arbejdsbyrde kan have for udsatte børn og deres familier.

Motivationen bag forslaget er bestemt sympatisk, men Venstre mener ikke, det skal være op til Folketinget at bestemme, hvor mange sager den enkelte sagsbehandler i en kommune skal have, hvor mange sager man skal sidde med. Det er en beslutning, kommunerne bør træffe, og på den måde er kommunerne sikret den størst mulige fleksibilitet – som flere også har været inde på – til at tilrettelægge og varetage deres opgaver på en måde, så de bliver løst. Vi skal herfra lovgivningsmæssigt have mere fokus på output og ikke på proces. Med stor fleksibilitet har kommunerne den optimale forudsætning for at kunne varetage sagsbehandlernes arbejde på en forhåbentlig både tilfredsstillende og grundig måde.

Så har vi været inde på ulemperne ved manglende fleksibilitet og sammenhængen mellem tunge sager og lette sager. Men når det så er sagt, følger både jeg og ministeren – og man gør det sikkert også på tværs af partierne – med stor interesse den kommunale udvikling, der allerede er i gang, dels i forhold til de initiativer, vi i fællesskab har taget for at finde løsninger på det her område, dels i forhold til at se på en forhåbentlig positiv udvikling i årene fremover. For vi skal netop understøtte udviklingen, men ikke nødvendigvis lovgive om den.

Altså, som sagt har jeg fuld forståelse for motivationen bag forslaget, og jeg er helt enig i, at sagsbehandlernes arbejdsbyrde ikke må have negative konsekvenser for de udsatte børn og deres familier. Men vi må heller ikke glemme, at sagsbehandlernes erfaring og sagernes kompleksitet varierer meget. Netop derfor er det vigtigt, at kommunerne har friheden til at tilrettelægge deres arbejde efter lokale forhold, lokale hensyn og lokale skøn.

På den baggrund kan Venstre ikke støtte forslaget. Og det meddeler jeg også på vegne af Konservative Folkeparti, hvis ordfører desværre var nødt til at tage hjem, da han skulle nå en færge.

Tak for det. Så kan vi måske undre os lidt over billetpriserne, som også har været til debat i dag.

Men herinde fortsætter vi med talerrækken. Næste taler er ordføreren for Liberal Alliance, fru Laura Lindahl. Og ordføreren behøver ikke at løbe. Tag det endelig med ro. Værsgo.

Jeg forstår godt baggrunden for at fremsætte det her beslutningsforslag, for lige præcis de her børnesager har været noget af det, som har frustreret mig allermest, efter at jeg er blevet socialordfører. Sådan tror jeg faktisk de fleste af socialordførerne har det. I hvert fald har jeg kunnet konstatere, at jeg har delt frustrationen med samtlige ordførere. På trods af vores ret forskellige standpunkter helt generelt har vores spørgsmål, når det kommer til udsatte børn, været de samme. Hvordan kan det ske igen og igen, at kommunerne svigter? Hvad er det, der gør, at der er så stor forskel på, hvordan kommunerne håndterer underretninger? Hvordan håndteres de? Hvad er udfordringerne i kommunerne? Hvorfor har sagsbehandlerne så mange sager? Hvad kan vi gøre? Hvordan kan vi hjælpe de her udsatte børn bedst, for det er det, vi alle sammen er optaget af, nemlig at hjælpe børnene?

Det er Enhedslisten selvfølgelig også og fremsætter derfor forslag om et loft over, hvor mange sager en sagsbehandler på området for udsatte børn maksimalt må behandle ad gangen. Jeg tror også, at antallet af sager har betydning for kvaliteten. Uden tvivl. Derfor var jeg personligt svært begejstret, da vi i satspuljeregi afsatte ikke mindre end 96 mio. kr. til at udbrede Herningmodellen, som jo netop som en af tingene omhandler færre sager pr. sagsbehandler. Det er rigtig ærgerligt, at Enhedslisten ikke var med i den aftale, for der gennemgik vi det her og kunne se, at det ikke kun handler om antal sager, men det betyder selvfølgelig noget.

Nu kommer man fra Enhedslistens side med et beslutningsforslag, som skal tvinge kommunerne derhen, hvor vi i de andre partier gennem gode eksempler og virkelige cases er i gang med at guide kommunerne hen på helt frivillig vis. Det viser måske meget godt forskellen på i hvert fald Liberal Alliance og Enhedslisten. Vi tror ikke, at et centralt fastlagt loft over antallet af sager er den rigtige vej at gå. Vi vil meget hellere høre om Herningmodellen, besøge dem, vide, hvordan de arbejder, vide, hvordan deres arbejdsproces er, for på den måde at inspirere andre kommuner til at gå samme vej. Det er en vej, hvor man inddrager medarbejdere, man får medarbejderne helt nede på gulvet til at være med i den proces, som er en helt ny måde at arbejde på. Selvfølgelig skal målet være klart. Der skal være færre sager om svigt af børn, og sagerne skal håndteres korrekt, så snart de kommer ind.

Jeg har selv arbejdet i en organisation, hvor man skulle ændre hele måden at arbejde på. Jeg kunne se, hvor meget alle medarbejderne i afdelingen rykkede, fordi vi blev inddraget, fordi vi havde mulighed for at få medindflydelse. Der blev lyttet til os, man havde tillid til, at vi selv kunne hjælpe med at nå målet. Vores input var vigtige. Det tror jeg faktisk er rigtig vigtigt for at skabe resultater. Jeg tror, det er vigtigt, at man ikke bare får udstukket nogle retningslinjer øverst fra og skal gøre det på en særlig måde, men at målet står klart for en, og at man så har medindflydelse på den måde, man skal nå målet på. Det er også den tilgang, Liberal Alliance ønsker at have til kommunerne og til de offentligt ansatte generelt. Vi vil gerne herinde fra Folketinget diktere målet. Det skal være soleklart. Vi ønsker en bedre og tidligere indsats, hvad angår udsatte børn, og vi skal sanktionere hårdt, når kommunerne bryder loven. Men vi vil også gerne lade dygtige medarbejdere og ledere have metodefrihed. Vil gerne give lokalpolitisk råderum til at vælge vejen til målet. Det er min klare overbevisning, at det virker bedst.

Derfor støtter Liberal Alliance ikke det konkrete beslutningsforslag, men vi vil meget gerne sammen med Enhedslisten fortsat arbejde på, at der kommer færre børnesager, der syltes i kommunerne. Vi synes netop, at Herningmodellen er et rigtig, rigtig godt eksempel på, hvordan flere kommuner burde arbejde.

Tak. Jeg skal lige sikre mig, at der ikke er nogen med korte bemærkninger. Det er der ikke. Vi fortsætter i talerrækken. Den næste taler er hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Uanset om det her forslag bliver vedtaget eller ej, har det en stor berettigelse, fordi det rejser en debat, som er utrolig vigtig. Det handler om, at der mange steder i landet er alt for høje sagstal pr. sagsbehandler. Som nævnt har 16 kommuner inden for det seneste 1½ år fået påbud fra Ankestyrelsen, da sagsbehandlerne i kommunernes børn- og ungeafsnit var overbebyrdede. Nogle steder sad de med op til 90 sager ad gangen. Det høje sagstal betyder, at nogle sager ligger og afventer behandling i mere end et år, og nogle børn modtager derfor ikke den rette hjælp i tide. Det ønsker Enhedslisten at finde en løsning på ved at sætte et loft på 25 sager pr. sagsbehandler i sager om udsatte børn og unge.

Som sagt anerkender vi intentionen, men vi støtter ikke det konkrete forslag. Det er ikke, fordi dette problem ikke skriger på en løsning, men fordi vi mener, der findes endnu bedre løsninger. I vores stillingtagen til det her forslag er der især to faktorer, der betyder meget for Alternativet. Den ene er Dansk Socialrådgiverforenings reaktion på forslaget, og den anden er Alternativets grundlæggende tro på det kommunale selvstyres evne til at løse de udfordringer, der er i kommunerne.

Angående socialrådgiverne har Dansk Socialrådgiverforening allerede vejledende sagstal fordelt efter primære sagstyper inden for området, som kommunerne bør tilstræbe at rette sig efter. Disse spænder fra 15 til 35 sager pr. sagsbehandler. Direkte adspurgt finder socialrådgiverne ikke, at et loft over sagstal, altså det, som Enhedslisten foreslår, er den rette måde at styre på. De mener ikke, at centraliseret styring er svaret. De lægger vægt på, at hver kommune er forskellig, og at det er ude på hver enkelt arbejdsplads, man skal have dialogen om, hvordan arbejdet tilrettelægges. I en styringsdiskussion appellerer socialrådgiverne til, at kommunerne får handlerum til at kunne investere i indsatsen på børneområdet, så sagstallet falder jævnfør Sverigesmodellen og Herningmodellen, som vi efterhånden har hørt lidt om i dag. De anbefaler på det kraftigste at reducere omfanget af bureaukrati, og endelig anbefaler de at afsøge muligheder for et skifte i styring, så vi begynder at styre på outcome frem for proces.

Det fører os jo lige over i Alternativets hovedvision for det kommunale selvstyre. Vi har en vision om at have mere samfund og mindre stat. Det betyder ikke, at vi vil skære ned på det offentlige, men at vi gerne vil tænke det kommunale selvstyre på en klogere måde. Vi arbejder på at frisætte det kommunale selvstyre. Vi vil gerne sætte borgeren og i det her tilfælde barnet i fokus, og det kræver, at vi lægger mere ansvar ud til de frontmedarbejdere, som møder borgerne i deres dagligdag, og som har fingeren på pulsen. Vi vil gerne administrere administration, bureaukrati, silotænkning og ufleksible strukturer og skabe handlerum for de offentlige frontmedarbejdere. Derfor har vi også været med til og været glade for at afsætte næsten 100 mio. kr. til udbredelse af den såkaldte Herningmodel, med hvilken man søger at nedsætte antallet af sager om udsatte børn pr. sagsbehandler, bl.a. gennem samarbejde mellem psykologer, sundhedsplejere og sagsbehandlere.

Hvorfor er det mon, at vi i dag snakker så meget om Herningmodellen? Jeg har svært ved at udtale mig på de andre partiers vegne, men jeg kan sige, at i Alternativet gør vi det, fordi det her er et resultat af lokal opfindsomhed. Jeg synes, det er en succes for det arbejdende lokale selvstyre, at der er ved at sprede sig så god en løsning. Hvis vi skal tage den lidt længere, vil jeg sige, at hvis man kan skabe trivsel og livskvalitet for udsatte børn og unge, vil man spare penge på andre parametre senere. Det kan være sundhed, det kan være overførselsindkomster. Det vil sige, at hvis man ved at skabe trivsel og bedre livsvilkår kan spare penge og identificere de besparelser og i stedet for at putte dem ned i et eller andet sort hul kan tilbageføre dem og geninvestere dem der, hvor man har set man kan skabe trivsel og livskvalitet, som igen kan skabe besparelser, så synes jeg, vi har fat i en meget, meget interessant og ny investeringscirkel. Vi kalder det socialt entreprenørskab i Alternativet.

Så vi ser gerne, at de mange kommuner, der via Herningmodellen og andre tiltag frivilligt arbejder for at nedsætte antallet af sager for udsatte børn og unge, får opbakning til det. Vi tror ikke, det vil gavne arbejdet, at samme kommuner oplever, at vi laver en dobbelt proces, med hvilken vi støtter det kommunale selvstyre med den ene hånd og lovgiver om sagsloft med den anden. Men tak til Enhedslisten for at være ukuelige med at rejse den her debat og forsøge at løse den her udfordring.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke nogen med korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Marianne Jelved for Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Børnesager er i deres natur ulykkelige, fordi børn er de mest udsatte og sårbare mennesker, som helt og aldeles er afhængige af voksne omkring sig. Det gælder også de voksne, som de har på deres institutioner, altså på skolerne og i fritidstilbuddene, og så er der selvfølgelig socialrådgiverne i kommunerne. Det er voksne, som på hver deres måde er dedikeret til arbejdet med udsatte børn og unge og med almindelige børn og unge, om jeg så må sige, som trives udmærket. De voksne har en særlig sans for at fange de signaler, der kommer fra de børn, der har problemer.

Jeg synes, at det på mange måder er et rigtig godt beslutningsforslag, som Enhedslisten har fremsat. For en gangs skyld vil jeg rose Enhedslisten for det. Det rummer nogle rigtig vigtige informationer, nemlig beskrivelsen af, hvordan det er gået i Herning. Jeg vil tillade mig at læse et stykke op fra bemærkningerne til beslutningsforslaget for at gøre reklame for den gode sag, som handler om, at man ved at forebygge og tage fat meget tidligt kan løse en lang række problemer langt, langt bedre, end hvis man venter, til børnene bliver teenagere. Det har vist sig i Herning, og det er evalueret af Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Forskning og Analyse:

»– Fire ekstra sagsbehandlere havde på kun 1 år tjent de ekstra lønudgifter hjem.

– Udgifter til dyre forebyggende foranstaltninger er stagneret.

– Færre børn blev anbragt på institution.

– Færre børn blev anbragt uden for hjemmet.

– Antallet af klagesager blev halveret.

– Det tværfaglige samarbejde blev udbygget med gode resultater.

– Tilknytningen til nærmiljøet blev øget.

– Kvaliteten i sagsarbejdet er bibeholdt og på nogle parametre forbedret.«

Så kommer der også en meget vigtigt kommentar her:

»Evalueringen slog fast, at det bærende element for succesfuld implementering var et lavt sagstal, fordi dette giver sagsbehandlerne tid til den nødvendige faglighed og fordybelse.«

Ingen kan være mere enig i, at det her er en succeshistorie. Det er en god idé, at Herning lod sig inspirere af en svensk kommune, som hedder Borås. Der står også meget fair, at Folketinget har afsat midler til videreudvikling i andre kommuner, der kan få en økonomisk håndsrækning, hvis de vil gennemføre implementering af den samme form for program eller måde at arbejde på. Så det er den ene succeshistorie, der er beskrevet her.

Den anden succeshistorie er jo, at Dansk Socialrådgiverforening i en undersøgelse af sagsantallet i de kommunale forvaltninger har fundet, at godt halvdelen af kommunerne overskred Dansk Socialrådgiverforenings anbefalinger om sagsantal. Man kunne også sige det på en anden måde: Næsten halvdelen af kommunerne fulgte anbefalingerne fra Dansk Socialrådgiverforening. Det er, uden at vi har lovgivet. Så vi kunne jo hver især der, hvor vi nu kommer rundt, spørge til, hvordan det går med antallet af sager til den enkelte sagsbehandler, og reklamere for de gode erfaringer, som kan komme både ved at lytte til Dansk Socialrådgiverforening, men også om at organisere arbejdet med de udsatte børn og unge på nye måder. Det kan virke som inspiration.

I Radikale Venstre er vi ikke særlig interesserede i at lovgive om, hvor mange enkeltsager den enkelte socialrådgiver bør have. Der er helt forskellige vilkår, og derfor synes vi, det er bedre at reklamere for og oplyse om de resultater, man får andre steder, ved at gøre tingene på en måde, som er mere rimelig, end at dynge 90 sager op til den enkelte sagsbehandler. Det er jo et ledelsesproblem i en kommune, hvor man opfører sig på den måde, og derfor bør man også holde øje med dem, der er ansat til at holde øje med sagerne. Her tænker jeg også på Ankestyrelsen, som har en sag med at holde øje med de kommuner, som ikke varetager deres opgave godt nok, og som får klager fra borgerne om, at de skal kigge på den slags ting og formidle viden og erfaring fra andre kommuner.

Så jeg kan ikke glæde Enhedslisten med andet end at rose deres forslag, for jeg vil ikke være med til at lovgive om sagsantal pr. socialrådgiver, men gerne til at udbrede viden om, hvordan man får bedre sagsbehandling.

Tak til ordføreren. Vi fortsætter i talerrækken. Den næste ordfører er fru Trine Torp, SF. Værsgo.

Tak for det. Tak til Enhedslisten for især at rejse en debat om socialrådgivernes arbejdsbetingelser, som jo er af helt afgørende betydning. Der er mange familieafdelinger, hvor man er ved at drukne i sager. Det har både konsekvenser for de børn, unge og familier, de arbejder med, men jo også for de socialrådgivere, som har søgt de her job, fordi de har et ønske om at hjælpe de børn, de har med at gøre. I SF er vi enige i, at det er vigtigt, at sagsbehandlerne har tid til sagerne. Det er helt klart, at hvis man sidder med sagsbunker så store, at man ikke kan nå at tale med børnene og familierne, bliver sagsbehandlingen også derefter.

Men vi er uenige i den her måde at detailregulere kommunerne ved lov på, for virkeligheden er, at det er mere nuanceret og komplekst end et spørgsmål om antal sager for den enkelte sagsbehandler. Kommunerne organiserer deres arbejde forskelligt. Nogle sagsbehandlere i den samme kommune kan have meget forskelligt antal sager, alt efter hvilken type opgaver og sager de sidder med. Det giver f.eks. ikke mening at arbejde med et tal, netop fordi kommunerne har så forskellige systemer; herunder arbejder nogle inden for det koncept, som Herning Kommune har skabt, nemlig Sverigesmodellen, som også er blevet nævnt flere gange i dag, eller noget tilsvarende, hvor sagsbehandlerne er meget mere ude i familien og med samarbejdspartnerne for at arbejde handlings- og løsningsorienteret. Der skal sagsantallet være noget mindre end 25 sager, ellers hænger det ikke sammen.

Men arbejder man mere traditionelt, eller hvad man nu kan sige, anbefaler Socialrådgiverforeningen 25-35 sager på børnefamilieområdet og 35-45 sager på børnehandicapområdet.

Jeg synes faktisk, det er væsentligt at dvæle lidt ved, hvorfor Socialrådgiverforeningen anbefaler det på den måde, de gør. Det gør de bl.a., fordi der er forskel på, om man er nyansat, nyuddannet, om man er deltidsansat, om man er i gang med en efteruddannelse, om man er tillidsvalgt, om man har specifikke arbejdsopgaver, som ikke kan opgøres i sagstal. Det kan f.eks. være udviklingsopgaver, konsulentfunktioner, administrative opgaver, tværfagligt samarbejde osv. Så derfor er det mere komplekst end som så. Bl.a. skriver de, at det anbefalede, vejledende antal sager er ca. 25-35 pr. socialrådgiver ved børn med sociale problemer. Men hvis en socialrådgiver primært sidder med visitation, underretning osv., skal det være 30-35 sager. Hvis de sidder med undersøgelsessager, skal det være 15-20 sager. Hvis de sidder med foranstaltningssager, skal det være 30-35 sager osv. osv. Egentlig er de meget opmærksomme på, at det faktisk er meget komplekst.

Der må kunne foreslås nogle andre og bedre løsninger på problemstillingen med sagspres, som jeg anerkender findes. Dengang jeg selv var kommunalpolitiker, gjorde man i stedet for det, at man satte en økonomisk ramme, som gav det gennemsnitlige antal sager pr. socialrådgiver, som Socialrådgiverforeningen anbefaler, men med respekt for, at det kunne fordele sig forskelligt imellem de enkelte sagsbehandlere alt efter sagernes tyngde, hvor mange børn der var i den konkrete familie, den enkelte medarbejders kompetencer, hvor akutte sagerne var osv. Det er den enkelte leder i samarbejde med medarbejderne, der er bedst til at vurdere det.

Herudover ville det også give mere tid til undersøgelsesarbejdet og samtalerne med børnene og familierne, hvis man kiggede på den administrative byrde, som sagsbehandlerne har: et it-system, DUBU, som mange medarbejdere klager over, fordi det skaber mere kaos end effektivitet, en lang række indberetnings- og registreringskrav, som ikke altid er relevante, som opleves som meningsløse, og hvis betydning ikke står mål med den tid, der bruges på det. Lovkrav har det med at sætte laveste fællesnævner, og regler risikerer at blive til falsk tryghed. Efter SF's mening er der i stedet for brug for et paradigmeskifte fra den her adfærdskontrol og procesregulering til at sætte barnet, den unge, familien i centrum og vurdere indsatsen efter, om den rent faktisk gør en forskel. Så i stedet for at have et specifikt sagsantal skal vi uddelegere ansvaret for at sørge for ordentlig faglighed og kvalitet i sagsbehandlingen til kommunerne og give mere plads til fagligheden. Vi skal altså også lade være med at presse dem så meget økonomisk via f.eks. omprioriteringsbidraget, at de er nødt til at spare på administrativt personale, som sagsbehandlerne jo er.

Så SF kan ikke støtte forslaget, men vi vil rigtig gerne fortsætte med at sætte fokus på det her område, for det er helt afgørende, at de ressourcer, der er på området, også har noget med kvaliteten af arbejdet at gøre.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Da den konservative ordfører har været dækket ind af Venstres ordfører, vil jeg give ordet til ordføreren for forslagsstillerne, fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Som flere har omtalt, foreslår vi i Enhedslisten at ændre loven, så en sagsbehandler i et børn- og ungeafsnit maksimalt må sidde med 25 sager ad gangen. Som der er rigtig mange der har påpeget fra talerstolen, handler de gode resultater i Herning og i Sverige bestemt ikke kun om et bestemt sagstal – altså, tværfaglighed, hyppigere opfølgning og den form for arbejde er også meget, meget vigtigt. En forudsætning for, at man kan begynde at arbejde mere grundigt, følge mere op, have større fokus på sagerne og have tid til at arbejde tværfagligt, er jo netop tid.

Som det også er blevet nævnt, gav Arbejdstilsynet 16 kommuner et påbud sidste år, fordi sagsbehandlerne i deres børn- og ungeafsnit sad med alt for mange sager pr. sagsbehandler. Og Dansk Socialrådgiverforening har i en undersøgelse blandt deres tillidsrepræsentanter fået det svar, at 78 pct. af de tillidsrepræsentanter vurderede, at sagsbehandlerne i børn- og ungeafdelingerne var overbebyrdede. Når der er sagsbehandlere, der skal sidde med op til 90 sager, og der er nogle borgere, som må vente i et år på, at deres sag bliver kigget på, så stiger risikoen altså for, at vi svigter nogle meget sårbare og udsatte unge.

Der er noget i det her, der handler om arbejdsmiljø. Altså, vi har nogle dygtige socialrådgivere og sagsbehandlere i Danmark, mener jeg. De er stressede og overbebyrdede, og det har selvfølgelig nogle konsekvenser; der er noget med arbejdsglæde, der er noget med evnen til at levere et ordentligt stykke arbejde. Og jeg tror, at socialrådgiverne bedre end nogen ved, hvad der sker med de familier, som må vente, og hvis problemer muligvis forværres, mens sagsbunkerne vokser. Men der er også noget med stress og dårlige arbejdsvilkår for sagsbehandlerne, som gør det umuligt for dem at levere en høj kvalitet i det, de så får lavet.

Men den gruppe, som selvfølgelig bliver ramt hårdest, er jo børnene og de unge og familierne, og den hjælp, de får, bliver ramt af sjusk eller mangelfuldhed og fejl på grund af travlhed.

Jeg tror ikke, at jeg over for de mennesker, der sidder i den her sal og er socialordførere for forskellige partier, behøver at remse de mange forskellige sager op, som vi har set på og arbejdet med og er blevet meget, meget forfærdede over. Det ved jeg at I alle sammen godt er klar over, sådan nærmest smertefuldt klar over, men det er jo nogle af de ting, der kan ske, når sagsbehandlere ikke har tid til at reagere ordentligt på sagerne, ikke har tid til at dykke ordentligt ned i sagerne og derfor nogle gange måske må hoppe over, hvor gærdet er lavest, eller ikke opdager noget, som man burde se kunne tyde på store problemer.

Selvfølgelig kræver det jo ikke en ph.d. i raketvidenskab at regne ud, at sagsbehandlere, der ikke har tid til at lave deres arbejde ordentligt, også leverer dårlige resultater. Derfor er det rigtig godt, at vi kan pege på en dansk kommune, det er Herning, som faktisk har leveret nogle rigtig, rigtig gode resultater. Der er blevet lavet en evaluering af KORA sidste år, som viser, at færre børn bliver anbragt på en institution, og at færre bliver anbragt uden for hjemmet – man kommer simpelt hen familierne i møde, før det går så galt. Fire ekstra sagsbehandlere har på et år tjent de ekstra lønudgifter hjem. Det er jo helt vildt. Antallet af klagesager er blevet halveret, tilknytningen til lokalmiljøet er blevet øget, det tværfaglige samarbejde er blevet styrket, og kvaliteten i sagsarbejdet er blevet bibeholdt og på nogle punkter er det også blevet forbedret.

Socialrådgiverne har jo sagt i årevis, at antallet af sager har en kæmpe, kæmpe betydning for kvaliteten af sagsbehandlingen, og nu er det så også bevist.

Liberal Alliances ordfører sagde, at det var ærgerligt, at jeg ikke var til stede i satspuljeforhandlingerne, da man gennemgik erfaringerne fra Herning, men jeg kan berolige med, at dem kan man godt finde andre steder end lige i ministerens forhandlingslokale. Og det skal i øvrigt ikke få Enhedslisten til at acceptere en finansiering, som både skader det sociale arbejde og er finansieret, ved at man tager fra nogle af de mest udsatte i vores samfund.

Men jeg vil bare igen sige, at det er fuldstændig korrekt, at det ikke kun handler om antallet af sager, men et lavere antal sager er altså en kæmpe forudsætning for, at der bliver frigjort tid. Og derfor mener vi, at det er helt nødvendigt at få et lavere sagstal.

I Enhedslisten kan vi både høre og tælle, og derfor er vi godt klar over, at det her forslag ikke bliver vedtaget, men til gengæld er der jo en åbning og en forståelse for, at det her er et sted, vi bliver nødt til at finde nogle løsninger.

Jeg har en sær fornemmelse af, at før vi kommer rigtig meget videre, skal vi også have nogle finansordførere til at forstå, at man faktisk kan spare rigtig mange penge i et samfund ved at investere nogle penge i en solid, ordentlig og kvalitetsorienteret offentlig sektor, og at den offentlige sektor ikke er farlig, men en kæmpe forudsætning for, at vi har et godt fundament i vores samfund.

Hvis vi investerer penge i at sikre vores udsatte børn og unge langt tidligere, kommer det tifold tilbage til os. Så mon ikke at vi også på et tidspunkt burde have en diskussion om regnemaskinerne i Finansministeriet, og så kunne det jo være, at vi med et mere fleksibelt loft og nogle forstående finansordførere kunne få sådan et forslag her ført igennem en anden gang. Vi fortsætter i hvert fald.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social- og Indenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.