Det næste punkt på dagsordenen er:

24) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 93:

Forslag til folketingsbeslutning om at forlænge anden etape af Kalundborgmotorvejen.

Af Mike Legarth (KF) og Brian Mikkelsen (KF).

(Fremsættelse 11.03.2015).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver først ordet til transportministeren.

Tak for det. Nu breder der sig åbenbart sådan en stemning her, at når man fremsætter beslutningsforslag her i Folketinget, får man medløb og ros for selve indholdet, men så er der nogle men'er undervejs. Det er præcis samme stemning, der er her, for jeg vil godt indledningsvis sige, at min holdning er, at det er en god idé at forlænge Kalundborgmotorvejens anden etape til efter krydset ved Knabstrup Møllebakke. Det er en god idé. Derfor er jeg også åben over for at se på projektet i kommende forhandlinger i den grønne forligskreds, for det er jo præcis dér, en sådan beslutning om at udvide et projekt eller sætte gang i nye projekter og andet, rettelig hører hjemme, og det er jo også en kreds, forslagsstillerne er medlem af. Derfor var jeg da også en kende overrasket over det her forslag.

Men pyt med det. Når jeg nævner den grønne forligskreds, er det, fordi en ting jo er at kunne reklamere med, hvad man har af holdning, noget andet er at finde pengene og indgå forliget. Når man sidder omkring det bord, er der som bekendt begrænsede midler, og så er der mange gode projekter, og så har vi jo forhandlinger, og det er også dér, hvor også Det Konservative Folkeparti jo har medlemmer.

Da vi i den grønne forligskreds aftalte projektet om motorvejen syd om Regstrup – det var her i sommer – var det jo velkendt, at det kunne være ønskeligt at forlænge projektet længere mod vest. Det er klart, det vil koste flere penge, hvis man vil have mere vej, men der var ikke nogen dengang i forligskredsen, der var klar til eller kunne se en mulighed for at afsætte de flere midler på daværende tidspunkt. Det måtte jo så i givet fald dengang være sket på bekostning af nogle af de andre gode projekter, som vi dengang indgik aftale om. Og jeg røber ingen hemmeligheder ved at sige, at Det Konservative Folkeparti dengang heller ikke rejste det her som et stort og stærkt ønske der, og derfor må jeg sige, at det mildt sagt er en temmelig ny måde at føre politik på nu at fremsætte et beslutningsforslag, efter man har indgået et forlig. I øvrigt står der ikke noget om så meget som én krone til finansieringen af det beslutningsforslag.

Jeg ved godt, at valget nærmer sig og der er folk, der godt vil genvælges, og nogle ligger måske ikke så godt målingerne og alt det der – der kan være rigtig mange gode forklaringer på det. Nu har vi den her grønne forligskreds, og den har faktisk eksisteret i en del år efterhånden. Den fungerer på den måde, at man bliver inviteret, og så tager man medansvar, og så når man så langt, man kan. Jeg er stor tilhænger af, at vi på mange områder, ikke mindst det trafikale område, skal forsøge at indgå brede forlig, og den grønne forligskreds har jo allerede overlevet et regeringsskifte, og den vil jo bestå i mange år endnu. Derfor skal vi også have respekt for den måde, som vi arbejder på.

Det indebærer også, at der naturligvis ikke findes gratis omgange, uanset hvor vild man ellers er efter at få hevet lidt stemmer ind. Så jeg tror faktisk – og jeg har også så høje tanker om det område i Danmark, det nordvestsjællandske – at man udmærket godt kan gennemskue, hvad det er, der er i gang her.

Det Konservative Folkeparti har også fremsat forslag om en forlængelse ved Knabstrup Møllebakke som et ændringsforslag til anlægsloven for hele strækningen syd om Regstrup. I Transportudvalgets betænkning over forslaget til anlægslov er der et flertal af partier, der tilkendegiver, at forlængelsen er et godt projekt, som de vil se positivt på i kommende forhandlinger om udmøntningen af midler. Derudover vil Vejdirektoratet konkret se på muligheden for at inkludere optioner om en forlængelse i planlægnings- og anlægsfasen.

Så kort sagt: Der er stor velvilje fra min side og også – nu skal partierne jo selv have lov til at sige det, men det er i hvert fald det, jeg har fået af signaler fra dem – fra forligskredsens side til at se på en forlængelse ved kommende forhandlinger i forligskredsen, hvor vi altså fordeler de midler, der er, til projekter, der har høj samfundsværdi, i hele Danmark. Det er den måde, man gør det på, og jeg må jo ærligt sige, at selve forliget blev indgået under en tidligere – konservativ – transportminister. Og jeg ved i hvert fald, at man udmærket godt – også hos De Konservative – ved, hvordan sådan et arbejde fungerer. Det fungerer ikke ved ufinansierede beslutningsforslag; det fungerer ved, at man arbejder i forligskredsen og står ved de forlig, man så indgår. Med den begrundelse må jeg på regeringens vegne afvise det her forslag.

Tak til ministeren. Så går vi til ordførerrækken, og den første ordfører er hr. Flemming Damgaard Larsen fra Venstre.

Tak, hr. formand. Det er en rigtig, rigtig god idé at videreføre projektet til yderligere 600 m forbi Knabstrup Møllebakke og Knabstrupvej. Det er også det, der er blevet fremført med styrke og med gode argumenter fra lokalforum for Regstrup, Mørkøv, Skamstrup og Stigs Bjergby og fra Knabstrup lokalforum, og det kan vi i Venstre sagtens se.

Men nu er det jo således, at der er indgået en forligsaftale i den grønne forligskreds mellem syv af de otte partier i Folketinget, og det vil altså også sige Venstre. Vi er et parti, der fortsat gerne vil være en troværdig aftalepart, og derfor kan vi ikke støtte det pågældende beslutningsforslag. Men vi har henvist til netop det, som også ministeren var inde på, nemlig at vi i betænkningen vedrørende lovforslag nr. L 133 er med til at skrive, at vi vil se positivt på, hvad vi kan gøre for at finde de resterende penge, så vi kan nå yderligere 600 m frem forbi krydset, så vi kan få skabt den trafiksikkerhedsmæssige gode løsning, det vil være netop at nå frem til efter krydset.

Men som et troværdigt forligsparti kan vi altså ikke støtte det pågældende beslutningsforslag.

Tak til Venstres ordfører, og vi går straks til Socialdemokraternes ordfører, hr. Rasmus Horn Langhoff.

Det er ikke længe siden, at vi stod her i salen, og hvor jeg på Socialdemokratiets vegne kunne glæde mig over, at vi tilbage i juni sidste år indgik en bred transportaftale med midler til at igangsætte endnu en etape af motorvejen syd om Regstrup, altså den anden etape af Kalundborgmotorvejen. Jeg har længe talt for, at vi får motorvej helt til Kalundborg, og derfor er det også et stort og vigtigt skridt, når vi i næste uge tredjebehandler lovforslaget om netop den her strækning.

Som jeg sagde dengang, er der ingen tvivl om, at vi alle sammen vinder ved en motorvej hele vejen til Kalundborg, for det giver både vækst, udvikling og arbejdspladser, ikke kun til Vestsjælland, men til hele landet, og hverdagen kommer også til at hænge meget bedre sammen for vores mange pendlere. Der er nemlig stor trængsel, og der er et stort behov for en motorvej.

Jeg er af samme årsag også helt enig med forslagsstillerne i deres ønske om en forlængelse af motorvejen, for det er sund fornuft. Så sent som ved afgivelsen af betænkningen i forbindelse med lovforslaget om anden etape af Kalundborgmotorvejen blev de fleste partier jo også enige om, at vi i de kommende forhandlinger i den grønne forligskreds netop skal prioritere den her forlængelse, altså lige præcis den forlængelse, som vi diskuterer i dag.

Så det er også derfor, at jeg må undre mig, og at jeg ikke kan forstå, at De Konservative har den fremgangsmåde, de har med at fremsætte beslutningsforslaget her. Det er altså i mine øjne lige et nummer for smart, når der ikke følger nogen finansiering med. Der er jo ikke anvist en eneste krone til, hvordan det her skal finansieres, og vi taler alligevel om et projekt, som vi vurderer koster 49,1 mio. kr. Så det ville da være meget rart, hvis der kunne peges på, hvordan vi skal få råd til den her forlængelse.

De Konservative sad jo selv med i forhandlingerne om transportaftalen i juni, og det var jo her, man i så fald skulle have prioriteret strækningen højere – det kunne der jo være alle mulige årsager til – men det valgte man altså ikke at gøre. Tværtimod havde man hos De Konservative alle mulige andre infrastrukturprojekter, man hellere ville bruge pengene på, og det er jo helt fair – der er masser af vigtige projekter rundtomkring i landet – men det gør altså, at det beslutningsforslag, vi behandler i dag, er et nummer for smart.

Kort sagt: Socialdemokratiet er enig i hensigten med forslaget, og det er jo allerede også noteret i den betænkning, som man har afgivet i forbindelse med lovforslaget om anden etape af Kalundborgmotorvejen, men vi støtter altså ikke det her beslutningsforslag.

Tak til Socialdemokraternes ordfører. Og så er det Dansk Folkepartis ordfører, hr. Kim Christiansen.

Tak for det. Ja, det er åbenbart dagen, hvor der bliver sparket mange åbne døre ind, og man kan jo bedst betegne det her beslutningsforslag som spild af vores tid. Vi er jo alle sammen enige i intentionerne i forhold til at få de her 600 meter – det er rigtig sund fornuft – men hvor er pengene henne?

Der er vi jo altså en kreds af partier, der trods alt har lavet et betænkningsbidrag i forbindelse med L 133 med en tilkendegivelse – det har været nævnt flere gange – hvor vi siger: Lad os nu følge det her projekt meget tæt; lad os lægge ind i udbudsmaterialet, at vi sætter en option ind om, at vi altså fortsætter 600 meter, hvis vi kan finde pengene i anlægsfasen, og så lader vi bulldozerne blive derude. Det har vi alle sammen tilkendegivet.

Jeg må indrømme, at der, da DF i en sen nattetime op til det store grønne forlig den 29. januar 2009 fik afsat et betragteligt beløb netop til Kalundborgmotorvejen, altså en videreførelse af det arbejde, ikke var ret stor opbakning til det, men vi fik det. For det er jo charmen ved det, når man sidder der i en lidt sen nattetime, så kan man somme tider få lidt, når der er nogle, der er faldet i søvn, men vi fik det. Men lige pludselig er alle totalt optaget af det her, og jeg skal ikke kunne sige, hvem der er valgt i det pågældende distrikt. Men vi kan da i hvert fald se, at der meget, meget snart kommer et folketingsvalg, med alle de her små kæpheste, der skal rides rundtomkring, og jeg vil bare advare mod, at vi fremadrettet, når vi laver brede forlig, alle sammen hver især lige har et eller andet, vi ikke var helt tilfredse med, så vi er nødt til at lave et beslutningsforslag om det. Hold op med sådan noget pladder, det er misbrug af demokratiet.

Så vi stemmer selvfølgelig det her ned, men vi er med i det betænkningsbidrag, der tilkendegiver, at vi vil gøre alt for at finde de her, jeg tror, det er 49 mio. kr., så vi kan opfylde borgerne i Regstrups ønske om 600 meter mere og forbedre trafiksikkerheden. For det er det rigtige at gøre. Men vi skal lige finde pengene.

Tak, og så er det Det Radikale Venstres ordfører, fru Liv Holm Andersen.

Tak for det. Da vores ordfører på området, hr. Andreas Steenberg, ikke kan være til stede i salen til det her beslutningsforslag, så vil jeg tale på vegne af ham.

Så er der da vist valgkamp; De Konservative snakker om nazisme, og nu skal man også lige i ellevte time ud at skaffe stemmer i det sjællandske – uden skyggen af finansiering, som flere andre ordførere har fortalt om heroppefra.

Det Konservative Folkeparti indgik jo, som flere andre ordførere også har redegjort for, et forlig med alle Folketingets partier på nær Enhedslisten, et forlig, der sikrer penge til en etape af motorvejen til Kalundborg, og det er vi i Radikale Venstre ligesom de andre partier selvfølgelig også glade for. Men nu kommer De Konservative så igen, uden at der er skyggen af finansiering, og vil bruge flere penge. Det mener vi altså fra radikal side, som jeg kan høre flere ordførere også er enige med os i, er valgflæsk, og på mange måder nærmest lige så seriøst som at trække nazikortet.

Så Radikale Venstre kan ikke støtte det her forslag. Tak for ordet.

Det udløste en kort bemærkning fra hr. Mike Legarth.

Nu kan jeg forstå, at der er mange forskellige ting, der skal blandes ind i debatten om infrastrukturen, men det må stå for ordførerens egen regning. Den debat gider jeg ikke at gå ind i, når den er så mangelfuld.

Hvorfor er det, at Det Radikale Venstre støtter en forlængelse af motorvejen?

Ordføreren.

Det gør Radikale Venstre, fordi det er en del af en udmærket aftale, som vi har været en del af. Det er en aftale, som vi har fundet finansiering til. Det er der jo som bekendt ikke til det her forslag. Det synes jeg næsten er mere interessant at diskutere, når det nu er det forslag, vi diskuterer.

Ordføreren.

Var det ikke en idé at sætte sig lidt ind i sagerne? Når man går på talerstolen her i Folketinget og fører sig frem på den grove måde, man gjorde her, var det så ikke en idé, at man vidste, hvad man talte om, i stedet for at udstille sin totale uvidenhed foran hele Danmarks befolkning for rullende kameraer?

Det her handler om, at man i det lovforslag, der hedder L 133, havde projekteret en motorvej, men så manglede der 600 m. Efter førstebehandlingen er man så nu blevet enig om, at det er en god idé at bygge dem med. Det er derfor – kan jeg så oplyse ordføreren om – at man støtter det. Men det er noget, der er kommet bagefter, for da vi førstebehandlede forslaget var der ingen partier, og det var der heller ikke, da vi indgik forliget, der var enige i at forlænge den med de 600 m af sikkerhedsmæssige årsager. Det er det, vi nu kan se af betænkningen, og det er vi enige om. Det er det, vi har fremsat et beslutningsforslag om, men da vi fremsatte beslutningsforslaget, var der jo ingen, der viste, at der er fuldstændig enighed om at gøre det her med det samme.

Så jeg synes bare, at når man fører sig frem med store ord og ubehageligheder, skal man vide, hvad man taler om. Ordføreren fik så lige præsenteret for Danmarks befolkning, at det anede hun ikke en pind om.

Ordføreren.

Som jeg gjorde opmærksom på i min indledende tale, er det ikke mig, der er trafikordfører for Radikale Venstre. Derfor læste jeg en tale op, som er skrevet af vores trafikordfører. Jeg kan jo kun forholde mig til det, vi diskuterer i salen i dag. Og det er det, jeg har tænkt mig at gøre.

Tak til den radikale ordfører. Og så er det Socialistisk Folkepartis ordfører fru Anne Baastrup.

Jeg har ventet, indtil dagsordenen for Folketinget for i dag blev trykt, for jeg gik ud fra som givet, at Det Konservative Folkeparti ville fjerne det her beslutningsforslag, fordi det beslutningsforslag er fuldstændig identisk med et ændringsforslag, der blev forkastet for ca. 3 timer siden. Så derfor er det lidt overraskende for mig, at Det Konservative Folkeparti ikke sådan bare stikker fingeren lidt i jorden og prøver at finde ud af, hvad det egentlig er, vi skal bruge Folketingets tid til. Det var også bemærkelsesværdigt, at Det Konservative Folkeparti slet ikke tog ordet under andenbehandlingen. Det havde måske været smart. Så havde vi ikke brugt den her halve time, som vi bruger nu.

Så kan jeg forstå på ministerens gennemgang af, hvad det var, der skete under forhandlingerne – jeg var ikke selv til stede dengang, man lavede det med en omfartsvej – at ministeren i hvert fald ikke på baggrund af de referater, der var, kunne erindre, at Det Konservative Folkeparti lige præcis har peget på det her. Det er rigtigt, at vi under førstebehandlingen havde en bred debat. Jeg har selv fået henvendelser fra lokale borgere i området og min egen folketingskandidat der om, at der er et problem, og derfor lagde jeg op til det og fik lavet et udkast til betænkningsbidrag, som vi så fik alle på, for netop at pege på det her. Og der havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig det om De Konservative, som jo altså oprindelig lavede det her forlig. Det var hr. Lars Barfoed, der som daværende transportminister stod for det her forlig i 2009. Og så er det Det Konservative Folkeparti, der siger, at nå ja, det kan godt være, at vi har noget lidt forligsagtigt, men det bruger vi ikke vores tid på her. Nej, vi bruger tiden på hele tiden at skulle fremhæve over for befolkningen nord for Regstrup, at de har Det Konservative Folkepartis opmærksomhed. De har også SF's opmærksomhed. De har også Venstres opmærksomhed. De har også Socialdemokraternes opmærksomhed. Så jeg synes altså, det er lidt træls, at vi skal bruge vores tid her.

Vi stemmer imod, men det er jo vedtaget. Det er jo vedtaget i den her betænkning, som vi har afgivet, og det ved Det Konservative Folkeparti godt. Så jeg ved ikke, hvor god en presse man får af det her.

Tak til SF's ordfører. Så er det Enhedslistens ordfører hr. Henning Hyllested.

Jeg kan faktisk ikke føje ret meget til det, som er sagt af ordførerne indtil nu. Jeg har været lige så forundret over, at vi skal sidde og behandle det her, og jeg tænker også, hvad det var, der lige skete for nogle timer siden, da vi havde andenbehandlingen af lovforslag L 133. Jeg har jo som medlem af det eneste parti, der står uden for aftalerne om det her, under alle omstændigheder sådan på afstand fulgt debatten, og jeg kan jo se, at man har lavet et fælles betænkningsbidrag, som adresserer det her problem, som man synes er der, og derfor synes jeg også, det er mærkeligt, at beslutningsforslaget overhovedet kommer til behandling. Jeg havde også forventet, at det var blevet trukket.

Men sådan er det ikke gået, og så giver det selvfølgelig mig og Enhedslisten anledning til at sige, at vi er imod beslutningsforslaget, ligesom vi er imod hele motorvejsprojektet. Det giver os jo anledning til at fortælle en hel masse om, hvorfor vi er imod den der voldsomme udbygning af motorveje, som foregår i dette land, og som har foregået igennem rigtig mange år. For det fører jo – det ved vi, og vi har fremhævet det gang på gang – til flere biler. Det genererer flere biler, jo mere man udbygger vejnettet. Det fører til mere trængsel, så det løser ikke det problem, man påstår det løser. Det betyder mere forurening, mere udledning af CO 2 og partikler, og lige nøjagtig denne motorvejsstrækning, hvilket jeg jo også gjorde opmærksom på under førstebehandlingen af L 133, kunne man måske afvente, ligesom man kunne det andre steder i landet, den udbygning, man nu har lavet af jernbanestrækningen med nye dobbeltspor mellem Lejre og Vipperød, så der er dobbeltspor hele vejen til Holbæk. Og vi vil gerne videre fra Holbæk til Kalundborg med nye dobbeltspor. Men det er, ligesom vejmafiaen i dette land, vil jeg næsten kalde det, ikke har tålmodighed, ikke har tid nok. Man tænker gårsdagens tanker. Man tænker i asfalt, og man tænker biler, og man tænker lastbiler. Imens kører kloden ud over kanten, og det er man åbenbart ligeglad med.

Så det gav det mig jo så anledning til at sige, og det skal Det Konservative Folkeparti i virkeligheden roses for. Det gav mig anledning til endnu en gang at sige, hvorfor vi er imod den voldsomme udbygning med motorveje, som sker i det her land – hvorfor vi er det grønne parti i det politiske landskab i Danmark.

Tak. Så er det Liberal Alliances ordfører, hr. Villum Christensen.

Tak for det. Liberal Alliance havde gerne set, at Folketinget havde fundet penge til hele motorvejsstrækningen til Kalundborg. Så når De Konservative nu har foreslået 600 m mere og det endog er med bedre færdselssikkerhed til følge, har vi valgt at støtte forslaget.

Man kan se på det på forskellige måder i forhold til det lovtekniske. Det anerkender jeg, men jeg ser det som et budskab om, at det er noget, vi gerne vil, i stedet for at man skal komme ud i en situation, hvor man, som jeg hørte det fra SF, siger: Vi stemmer imod. Altså, for 3 timer siden stemte man imod et forslag, og derfor stemmer man modsat denne gang. Altså, det er jo næsten lige meget, hvad vi gør her. Så kommer vi ind i sådan et skisma, fordi det ene går ind over det andet.

Jeg vælger at se på det på den måde, som vi gjorde i formiddags, nemlig sådan, at det jo kan være, at der bliver penge tilovers, og så vil vi gerne gøre det. Da vi snakkede om Storstrømsbroen, var vi i den situation, at vi sagde: Hvis der bliver plads til noget opfyldning på grund af de gener, vi kunne se der ville være dernede, og når vi ved mere om pengene i den sidste ende, så vil vi gerne gøre det. Jeg vælger altså at se på det på samme måde i den her situation.

En kort bemærkning fra hr. Rasmus Horn Langhoff.

Jeg kan jo være enig med ordføreren fra Liberal Alliance i mange af de trafikale spørgsmål, men jeg kan forstå, at vi er uenige om det her. Altså, jeg synes jo, det er godt, når man kommer med et konkret forslag og lover nogle vejprojekter, som man godt vil sætte i gang, at der så også er nogle penge til at betale for de vejprojekter. For hvor mange meter vej får du for 0 kr.? Du får 0 m vej.

Er det så ikke bedre, at vi i den aftale, vi har lavet sammen, siger, at når der er penge i kassen, så bygger vi det stykke vej, som vi kan være helt enige om er rigtig godt for trafikafvikling, trafiksikkerhed, borgerne lokalt osv.? Var det ikke bedre, at der var nogle penge til at betale regningen, i stedet for at vi bare sætter alt muligt i værk, som der ikke er nogen penge til at betale for?

Ordføreren.

Nej, det synes jeg ikke. Jeg synes, det er bedre, at vi siger: Hvis der er penge, vil vi gerne være med. Nu forudsætter den socialdemokratiske ordfører, at der ikke er nogen penge, men det ved man jo ikke noget om, før vi er kommet i havn med de her ting.

Altså, akkurat som vi gjorde det med Storstrømsbroen, siger vi: Når vi kommer tættere på, ved vi noget mere om de her ting. Altså, politik er også at give signaler, og så har vi givet det her signal om, at vi meget gerne vil bruge pengene på det her.

Hr. Rasmus Horn Langhoff.

Det er jo netop det, vi har gjort i betænkningen. Vi er bredt blevet enige om, at kassen er tom nu her – det er jo et faktum, at der ikke er flere penge i den grønne forligskreds, fordi vi har brugt dem alle sammen på alle mulige rigtig gode projekter; så der er ikke nogen penge i den kasse – men at når der er penge i den, kan vi bygge det. Vi har til de her 600 gode meter brug for 49,1 mio. kr. Vi kan ikke gøre det for 0 kr., vi har brug for 49,1 mio. kr. Så når de penge er i kassen, kan vi bygge det.

Er det ikke rigtig fint, at vi i betænkningen er blevet enige om det? Det er da mærkeligt i forbindelse med et beslutningsforslag i princippet at love at sætte byggeriet i gang, når der ikke er nogen til at betale regningen. Jeg troede da ikke, at man i Liberal Alliance var sådan nogle, der ville løbe fra regningen.

Ordføreren.

Vi løber bestemt ikke fra nogen regning. Men vi synes jo, at politik også er at give signaler. Og om man giver signalet to gange – ved et betænkningsbidrag og ved et beslutningsforslag – er jo sådan noget politisk, teknisk drilleri, som vi også har hørt fra talerstolen. Det er jo mere det, det har handlet om, når man har hørt, hvad ordførerne har sagt.

Vi har så valgt – det er jo et valg, man kan træffe, og man kan også træffe det modsatte valg, for vi er jo sådan set rimelig enige i at prioritere det her – i den her situation at sige, at der nu ligger et beslutningsforslag, hvor det ene er faldet over det andet, og at signalet er det vigtige. Og så kan man altid diskutere, om pengene er der eller ikke er der. Vi skal selvfølgelig ikke bruge nogle penge, der ikke er der; det siger jo sig selv. Men jeg sagde også for lidt siden, at det jo kunne være, at det går ligesom med Storstrømsbroen: at når vi når i havn, er der nogle penge. Vi ved jo ikke, hvordan de her udbud kommer til at falde ud, og sådan er det jo altid med store infrastrukturprojekter.

Fru Anne Baastrup for en kort bemærkning.

Hvad er forskellen på det signal, som ligger i betænkningsbidraget – jeg kan forstå, Liberal Alliance var med på betænkningsbidraget – som rent faktisk siger, at Vejdirektoratet skal i gang med at forberede det hele, og når man så går i gang med at bygge, skal man være parat til at fylde op, og så det her beslutningsforslag? Liberal Alliance er vistnok med i den her grønne forligskreds, tror jeg nok – det føler jeg vistnok at Liberal Alliance selv føler.

Ordføreren.

Jeg føler vistnok, at Liberal Alliance nok føler, at de er med i transportforliget – hvad er det for en retorik? Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til det. Altså, enten er man vel med i et forlig eller ej, det er da ikke et følelsesspørgsmål, om man er med i et forlig. Det skal være min kommentar til det der besynderlige spørgsmål.

Anne Baastrup.

Så stiller jeg det direkte spørgsmål: Hvad er forskellen på betænkningsbidraget fra Transportudvalget og så det her beslutningsforslag? Hvad er forskellen? Og det næste spørgsmål, jeg ved ikke, om hr. Villum Christensen kan huske det: Er Liberal Alliance med i den grønne forligskreds eller ej?

Ordføreren.

Jeg forhandlede selv i den grønne forligskreds i 2009, så jeg ved, vi er med. Jeg går også ud fra, det er derfor, vi bliver inviteret til møderne, når ministeren indkalder. Det er igen et meget besynderligt spørgsmål, at man skal svare på, om man er med i en forligskreds. Er det det, vi skal bruge tiden på her? Og mere specifikt til spørgsmålet vil jeg sige, at det jo substantielt er det samme, vi snakker om. Vi vil gerne gøre de her ting, det kan jeg jo høre rundt i salen, og alt det andet er bare sådan noget politisk fnidder, folk formentlig ikke er så interesserede i. Nu får vi så lejlighed til at sige det to gange i stedet for en gang – det er derfor, vi har valgt den her position.

Tak til ordføreren. Og så vil jeg give ordet til hr. Mike Legarth, som både er ordfører for forslagsstillerne og for Det Konservative Folkeparti.

Tak, hr. formand. Det har jo været interessant at overvære den her debat på live-tv, og når befolkningen derude kalder det et cirkus, et teater, en børnehave, ja, så er det lykkedes Folketingssalen at leve op til det. Hold nu op! Helt forrykt! Ellers dygtige, kompetente ordførere er gået på talerstolen og har efter min opfattelse sagt de mærkeligste ting – de mærkeligste ting – og det kommer vi så til nu.

Det her forslag er et beslutningsforslag, fordi det er os som Konservative, der har fremsat det, og det har vi gjort som opfølgning på lovforslag nr. L 133, der jo omhandler den her motorvej. Da vi så skulle behandle det under førstebehandlingen, var der kommet høringssvar, og vi kunne jo høre på lokalbefolkningen derude, at man var meget bekymret for, om den her motorvej ophørte et forkert sted. Der ville være en strækning umiddelbart efter motorvejens ophør, hvor trafikanterne skulle gå hurtigt ned i fart, fordi der var en krydsende vej, og man var bange for, at der ville opstå nogle uheldige trafiksituationer der. Og da vi fik det præsenteret, kunne vi godt se, at det var rigtigt. Det er korrekt, at det er en problemstilling, vi burde have taget mere alvorligt under forligskredsarbejdet.

Vi stod altså nu i den situation, at der var fremsat et lovforslag, som ikke kunne opfylde dette ønske, som vi som politikere egentlig var enige om vi burde have gjort. Så fremsatte vi umiddelbart efter førstebehandlingen et beslutningsforslag, hvor vi tilkendegav, at vi fra Konservatives side støtter, at man i forbindelse med lovforslag L 133 forlænger vejen med 600 m og dermed eliminerer risikoen. Sund fornuft! Altså, der må være nogen, der sidder og kigger ned i bordet, og jeg må spørge: Er der nogen, der kan have noget imod, at der er et politisk parti, der bruger sin helt formelle ret til at annoncere deres politiske ståsted i Folketingssalen? I Folketingssalen, piger og drenge – jeg nægter at sige damer og mænd. Hvordan kan nogen have en kritisk holdning til, at et parti kridter sin politiske bane op?

Det her er jo ikke en del af forliget. Vi har, ja, indgået en aftale om lovforslaget, men det her er ikke med i forliget. Det er uden for forliget, og nu beder vi om, at der bliver taget principbeslutning om at få det med, og kan vi så blive enige om at føre det tilbage i forliget, er det fint. Det her er en politisk tilkendegivelse af, at hvis nogen vil være med til det, er vi med, og vi er med til finde finansieringen, som hr. Villum Christensen så fuldstændig korrekt sagde heroppe fra talerstolen, og jeg er helt enig i alt, hvad hr. Villum Christensen sagde; for en gangs skyld 100 pct. alliance mellem Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Det her må da ikke handle om et eller andet miskmask, mudderkastning, øv bøv, jeg sagde først hvem.

Da førstebehandlingen foregik her i Folketingssalen var der ikke taget nogen beslutning om, at de her penge skulle findes, og at det her ekstra stykke motorvej skulle bygges. Derfor fremsatte vi beslutningsforslaget. Der er nu i mellemtiden foretaget et udvalgsarbejde, hvor man, selv om man var hårdt presset, godt kunne have set, at der egentlig var sund fornuft i, at man burde have gjort det, da man forhandlede. Nu har man så tilsluttet sig, at det skal gøres, og det er skrevet ind i en betænkning.

Skulle det få os til at opgive vores markering af, at det her er vigtigt for os, og at de første penge, der bliver fundet i forligskredsen, vil vi bruge til det her projekt? Nej, selvfølgelig ikke. Det er derfor, jeg er politiker. Det er da for at tilkende, hvad jeg mener. Og borgerne skal da vide, hvad de får, hvis de stemmer på mig. Jeg er ikke valgt på Sjælland, jeg har ingen lokal interesse i den sag, overhovedet. Jeg synes bare, det er sund fornuft, og det er derfor, vi har argumenteret, som vi har gjort. Det var ordene.

En kort bemærkning fra hr. Rasmus Horn Langhoff.

Hr. Mike Legarth snakker om at sende signaler, og at det her så skal være en markering, og at vi endelig ikke må tage det alt for seriøst. Men det her er Folketingssalen – det er ikke et eller andet forsamlingshus eller et sted, hvor man kan slå ud med armene. Det er Folketingssalen, vil jeg sige til hr. Mike Legarth, og de ting, vi beslutter her, kommer til at have betydning ude i virkeligheden. Så når I laver et beslutningsforslag, som ikke er finansieret med én eneste krone, er det jo ikke noget, vi kan tage seriøst.

Det er klart politisk tilkendegivet, at lige så snart der er penge i kassen, er der et stort, bredt flertal, som gerne vil prioritere de 600 m. Det koster 49,1 mio. kr. – ikke 0 kr.; man kan ikke købe de her 600 m for 0 kr., det koster 49,1 mio. kr. Når de penge er der, er der bred politisk vilje til at bygge de her 600 m, som der er behov for, og som vi hurtigt kan blive enige om at der er behov for.

Var det ikke mere seriøst, hvis Det Konservative Folkeparti havde finansieret deres forslag, eller at de, hvis de ikke kunne finde penge til det, så havde trukket det og bare havde accepteret den betænkning, der er lavet, altså at vi, lige så snart der er penge til det, bygger?

Ordføreren.

Så er vi tilbage i ungdomspolitik, hvor vi lader, som om vi ikke hører, hvad der bliver sagt, når vi debatterer. Vi tager ordet, og så siger vi noget, som om det er en helt anden verden, vi er i. Vi har overhovedet ikke hørt efter, vi har ikke reflekteret over det, modparten har sagt. Jamen skal vi ikke komme ud over det? Og til det der med at snakke – er det ikke papegøjer, man siger snakker, og mennesker, der taler sammen?

Altså, jeg sagde jo klart og tydeligt, at de første penge, der kommer tilbage i Infrastrukturfonden – jeg går ud fra, at hr. Rasmus Horn Langhoff, der jo kender til betingelserne, ved, at der kommer tilbageløb – mener vi skal bruges til det her projekt. Hvis vi ikke kan blive enige om det, kan vi godt gå ud og finde pengene, nye penge, et andet sted og føre dem ind, hvis det er det, der bliver bedt om.

Det her er en prioritering af, hvad man vil politisk, og det redegjorde jeg i detaljer for i min indledende tale, men nu fik jeg så lejlighed til at sige det igen. Vi foreslår ikke noget, som vi ikke finansierer. Vi vil til enhver tid sørge for at lægge navn til, at det, vi foreslår, har vi også penge med til at betale for. Sådan arbejder vi i Det Konservative Folkeparti.

Rasmus Horn Langhoff.

Jeg synes ikke, der er grund til, at vi her i Folketingssalen taler nedsættende til hinanden på baggrund af, hvilken alder vi har, eller hvilket køn vi har, eller andre ting. Jeg synes bare, vi skal tale til hinanden med respekt. Det tror jeg i hvert fald gavner den politiske debat. Og om man har været i ungdomspolitik eller ej, er vel i virkeligheden sagen uvedkommende i den her sammenhæng.

Jeg ser et beslutningsforslag fra Det Konservative Folkeparti, og jeg ser det også i lokale medier osv., hvor der bliver slået ud med armene og sagt: Se her, vi er nogle, der handler; vi vil gerne have det. Og så kan man så ved lejlighed udpensle, hvem det er, der ikke stemmer for ens beslutningsforslag. Men det, der jo mangler at komme frem, er, at der ikke er en krone finansieret i jeres beslutningsforslag, og det er da ikke en seriøs måde at drive politik på. Nu ved jeg ikke, om hr. Mike Legarth kender særlig meget til de vestsjællandske forhold, men jeg kan sige, at prisen på vestsjællandsk vej er nogenlunde den samme som i resten af landet, og det vil sige, at man ikke kan få 600 m for 0 kr. Det koster 49,1 mio. kr., og det ville da være meget rart, hvis vi kunne betale regningen, når den kommer. Det er vi jo enige om at vi gerne vil, men vi er nødt til at have pengene.

Ordføreren.

Undskyld mig, men undlod vi ikke lige igen i debatten med hinanden her at respektere det, som vi hver især siger? Har jeg ikke lige orienteret om og redegjort for det tilbageløb, der kommer, og som så skal disponeres efterfølgende? Sådan arbejder vi jo i den forligskreds; det er jo sådan, vi får nye penge, altså når der kommer tilbageløb fra projekter, der er igangsat. Og er der penge tilovers, kommer de tilbage, og så bliver de disponeret. Det er sådan, det er. Og nu kan vi jo se i betænkningen, at der er enighed om, at vi faktisk skal finde penge til de her 600 ekstra meter, så vi undgår den der risikosituation. Og så er vi jo enige om, at de første penge, vi finder, går til det. Det er det, vi har sagt hele tiden, og det er en del af vores beslutningsforslag.

Fru Anne Baastrup.

Så vil jeg godt spørge: Hvad er forskellen på betænkningsbidraget og beslutningsforslaget?

Ordføreren.

Det er jo fru Anne Baastrup, kan jeg høre, der går meget op i, hvad forskellen er. Det er ikke noget, der optager mig. Det, der optager mig, er at tilkendegive, hvad Det Konservative Folkeparti mener. Vi mener, at det er uden for det, der er aftalt i forligskredsen, for der er de 600 m ekstra motorvej jo ikke med. Vi fremfører så et politisk synspunkt om, at det synes vi skal tages med. Det har vi så fremsat et beslutningsforslag om umiddelbart efter førstebehandlingen, hvor det ikke var med. Det er jo simpel politik. Så kan fru Anne Baastrup definere over for sig selv, hvad forskellen er.

Det, der er vigtigt for mig, er, at vi fastholder vores ønske om at bygge de 600 m, og ved først givne lejlighed vil vi søge opbakning til det. Samtidig med det støtter vi den formulering, der med en betænkning i mellemtiden er blevet sat ind i lovforslaget.

Anne Baastrup.

Jeg kan så konstatere, at hr. Mike Legarth mener, at De Konservative stadig væk er med i den grønne forligskreds, fordi hr. Mike Legarth regner med, at det er tilbageløbet derfra, der skal finansiere de her 600 m. Hr. Mike Legarth er også med i betænkningsbidraget, må jeg forstå, selv om det er lidt kryptisk skrevet. Hr. Mike Legarth stiller derudover et ændringsforslag. Hr. Mike Legarth fremsætter derudover et beslutningsforslag, som samme dag, som ændringsforslaget bliver forkastet, skal behandles her i salen. Hvordan synes hr. Mike Legarth selv, at De Konservatives respekt for Folketingets arbejde egentlig er?

Ordføreren.

Aldeles fremragende, ingen som helst konflikt, ingen som helst problemer. Når der i mellemtiden opstår noget, der ligner det beslutningsforslag, som Det Konservative Folkeparti har fremsat, støtter vi selvfølgelig det. Grundtanken er jo ens. Men det ændrer ikke ved, at vi har en markering af, at der på det konservative politiske menukort er 600 m ekstra motorvej omkring Regstrup. Det er jo helt fair. Det er et synspunkt. Andre mener andre mærkelige ting. Det her er sådan set bare Det Konservative Folkepartis synspunkt.

Tak til den konservative ordfører.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at beslutningsforslaget henvises til Transportudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.