Tak for ordet, formand.
Det er jeg helt enig i.
Dansk Folkeparti vil med beslutningsforslaget pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag, som skal forbyde såkaldte kæde-fætter-kusine-ægteskaber, altså så børn af forældre, der er fætter og kusine, ikke selv må gifte sig med en fætter eller kusine.
Dansk Folkeparti begrunder beslutningsforslaget med, at der er en forøgelse af de sundhedsmæssige risici for børn af forældre, der er i familie med hinanden, og med, at forslaget vil fremme integrationen.
Jeg anerkender, at der kan være sundhedsfaglige udfordringer forbundet med kæde-fætter-kusine-ægteskaber og fætter-kusine-ægteskaber i det hele taget.
I den forbindelse vil jeg gerne understrege, at regeringen naturligvis er enig i, at man for børnenes skyld altid bør forsøge at minimere de sundhedsmæssige risici.
Når blodsbeslægtede, herunder fætre og kusiner, får børn sammen, er der for barnet forøgede sundhedsmæssige risici.
Men hvis man kigger faktuelt på det, er det sådan, at sundhedsmyndighederne har oplyst, at der alene er tale om en relativt set lille forøgelse af de sundhedsmæssige risici.
I mange andre situationer kan der være en tilsvarende forøgelse af de sundhedsmæssige risici.
Det gælder f.eks., når barnet bliver til ved reagensglasbefrugtning, eller når en kvinde i 40'erne bliver gravid.
Sundhedsmyndighederne har oplyst, at den gennemsnitlige risiko ved at få børn i et kæde-fætter-kusine-ægteskab ikke ud fra et rent sundhedsfagligt synspunkt medfører, at man bør fraråde forplantningen.
Man bør i stedet sørge for god oplysning, god rådgivning og god svangreomsorg.
Det handler altså om at sikre sundhedsfaglige oplysninger og hjælp til de fætre og kusiner, der ønsker at indgå ægteskab og få børn sammen.
Når alt det er sagt, vil et forbud også være svært at regulere, da der vil være en stor risiko for omgåelse.
Det vil f.eks.
være vanskeligt i forbindelse med fødselsattester, dåbsattester eller lignende at dokumentere over for vielsesmyndigheden, at man ikke er fætter og kusine.
Og det vil være endnu vanskeligere at dokumentere, at ens forældre ikke er fætter og kusine.
Det er regeringens opfattelse, at alle borgere i Danmark har krav på at nyde de samme basale rettigheder, og det gælder bl.a.
retten til selv at vælge sin ægtefælle.
Derfor er det regeringens holdning, at hvis fætre og kusiner vælger at blive gift med hinanden og planlægger at få børn, skal vi sådan set sørge for at gøre alt, hvad der er muligt, for at sikre, at de træffer deres beslutning på et oplyst, sundhedsfagligt grundlag.
Det vil sige, at de kender den risiko, der er forbundet med at få børn med blodsbeslægtede.
Det er ikke statens opgave at sætte ind med et forbud her.
Folk skal selv have lov til at vælge, men jeg ser det klart som en statslig opgave at sørge for, at der er tale om et oplyst eget valg.
Og det må og skal nås ved oplysning og forebyggelse via sundhedsvæsenet.
Det frie valg er vigtigt, når man indgår ægteskab, og de danske ægteskabsmyndigheder skal allerede i dag sikre, at der ikke er tale om indgåelse af tvangsægteskab.
Når vi så vender os mod en specifik gruppe og taler om integration og i den forbindelse om kampen mod tvangsægteskaber, social kontrol og andre æresrelaterede konflikter, vil jeg sige, at regeringens nationale strategi mod æresrelaterede konflikter indeholder målrettede indsatser, der bl.a.
skal være med til at sikre, at ingen gifter sig mod sin vilje.
Og det er netop her, at den virkelig integrationsindsats på dette område ligger.
For skal vi effektivt modvirke tvangsægteskaber og social kontrol, skal vi have ændret det mindset, der er i nogle familier, hvor det ender med ufrivillige ægteskaber og i dette tilfælde med tvangsægteskaber.
Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at regeringen vil disse forældede traditioner til livs, men et forbud mod kæde-fætter-kusine-ægteskaber vil ikke styrke integrationen eller indsatsen mod social kontrol.
Et forbud med den angivne begrundelse risikerer at fastholde nogle i den opfattelse, at det danske samfund særlig ønsker at begrænse rettighederne for nydanskere.
Når vi siger, at unge udsat for tvangsægteskab skal kunne bestemme selv, må det vel også gå den anden vej:
at vi ikke skal regulere, hvem folk skal gifte sig med.
De sundhedsmæssige risici for børn af forældre, der er kæde-fætter-kusine-ægtefæller, skal således håndteres ved oplysning og forebyggelse.
Når man gifter sig, skal det ske efter et oplyst eget valg, så vi skal forebygge og holdningsbearbejde, som jeg har nævnt det en del gange.
Det er det lange seje træk, men vi er godt på vej.
Et forbud vil heller ikke styrke integrationen eller hindre tvangsægteskaber.
På den baggrund kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.