I efteråret stemte et enigt Folketing for vedtagelsen af en ændring af adoptionsloven, som gjorde det muligt for samlevende par at adoptere på lige fod med ægtefæller, herunder blev det muligt for samlevende par at adoptere deres partners biologiske barn og foretage en såkaldt stedbarnsadoption.
SF bakkede op om forslaget, for det var med til at gøre adoptionslovgivningen mere tidssvarende, så den flugter med nutidens familiemønstre.
Her vælger nogle ægteskab, og nogle vælger at leve sammen uden juridiske papirer.
Men som både SF og Enhedslisten, som er de fælles forslagsstillere til beslutningsforslaget, vi diskuterer, gjorde opmærksom på under forhandlingerne dengang, så afsluttede vi, i hvert fald efter vores opfattelse, arbejdet med et lille hul i loven, og det er det hul, som vores beslutningsforslag meget gerne skulle lappe.
Det danske frisind er en af de ting, som jeg personlig er mest stolt af ved vores land.
Vi er et af de lande i verden, det er bedst at leve i, hvis man er homoseksuel.
I 2014 kårede Lonely Planet f.eks.
København som den mest homovenlige by i verden, og vi var de første, der gjorde registreret partnerskab mellem personer af samme køn muligt.
Det synes jeg er fantastisk, og det vidner om et grundlæggende frisind og en respekt for menneskers ligeværd, som vi skal holde fast i.
Det betyder ikke, at alt er idyl.
Der er masser af udfordringer:
hate crimes, trivselsproblemer, ulighed i fysisk og psykisk sundhed, selvmord, udfordringer på forældreskabssiden osv., og det skal vi i virkeligheden have arbejdet rigtig meget mere med, men det grundlæggende frisind og ønsket om menneskeligt ligeværd er der.
Men den slags kommer jo ikke af sig selv.
Det er noget, man værner om og arbejder for, hvis man fortsat vil ligge i front som land.
Derfor skal vi hele tiden arbejde mod diskrimination og arbejde for rummelighed og plads til forskellighed og arbejde med, at vores lovgivning i videst muligt omfang rummer den befolkning, som vi er, og sikrer menneskenes retssikkerhed.
Det er derfor, vi synes, at det her beslutningsforslag er vigtigt.
Det kan være, som min medforslagsstiller sagde, at det i virkeligheden er en ganske lille gruppe i antal.
Det gør ikke forslaget mindre væsentligt.
I dag skal man som lesbisk par, som benytter en kendt sæddonorer og inseminerer hjemme uden en assisterende sundhedsperson, have haft 2½ års samliv med barnet, før den ikkebiologiske medmoder kan stedbarnsadoptere.
Det her krav om 2½ års samliv bliver, som det er sagt tidligere fra talerstolen, i en nylig afgørelse fra Ankestyrelsen fraveget konkret, og det gør det af de samme grunde, som vi som forslagsstillere faktisk opremser som mulige kriterier ved fremtidige afgørelser, hvis man ikke havde et krav om 2½ års samliv, nemlig det, at man i stedet kunne have en individuel vurdering, hvor der fokuseres på familiens stabilitet, herunder at parret har levet sammen forud for fødslen, og at der også er søskende i familien og andre lignende kriterier.
Til trods for et i øvrigt udmærket og konstruktivt samråd med ministeren i sidste uge i Socialudvalget er det ikke forslagsstillernes opfattelse, at vi helt har vished for, at der ikke ligger en barriere i selve lovgivningen, ikke mindst fordi vi forstår – og det er noget af det, som ministeren selv var inde på vi skulle have afklaret – at prisen for screening af sæd er ganske høj, og det kan derfor være en barriere for folk, der ønsker at være forældre.
Derfor valgte vi at opretholde beslutningsforslaget, fordi vi ønsker at sikre os, at praksis ikke bliver sådan, at det ene krav – 2½-årskravet – erstattes af et andet krav, nemlig at parret har et andet barn sammen.
Det var det, min medforslagsstiller var inde på tidligere.
Det er jo ikke nogen hemmelighed og slet ikke nu, at det her B-forslag i udgangspunktet ikke har hele Folketingets opbakning.
Der var heller ikke opbakning, da vi i efteråret sammen med Enhedslisten påpegede problemet, da vi forhandlede den tidligere ændring af adoptionsloven.
Men noget af det, der i virkeligheden var godt ved det åbne samråd, var jo, at det viste en grundlæggende værdipolitisk opbakning til, at lesbiske i Danmark skal have samme muligheder for at leve et helt almindeligt familieliv som alle andre, og det, at barnet i virkeligheden skal være i centrum, når vi lovgiver, er jo et rigtig vigtigt fælles udgangspunkt at have.
Det er vi glade for.
Derfor havde vi også håbet på, at vi sammen ville kunne finde en løsning, så vi kunne lukke det her hul, som vi betragter det, hvor kravet på 2½ års samliv er med til at skubbe en gruppe af borgere ud fra at kunne stedbarnsadoptere i det øjeblik, de ønsker det.
Vi havde også håbet, at nogle af de eventuelle bekymringer, som vi har, kunne vi få forhandlet på plads.
Og som vi hørte på samrådet, var en af ministerens bekymringer i virkeligheden måske, at nu skulle de her lesbiske måske tage sig lidt sammen og få fundet den her sundhedsperson, der kan være med, sådan som systemet lige nu foreskriver, og det tror jeg egentlig ikke er ministerens holdning.
Derfor savner vi lidt – og det her mener jeg hverken polemisk eller på nogen anden lignende måde – at ministeren redegør for, hvad bagsiden af medaljen er ved at gøre det, som vi faktisk foreslår, nemlig at ændre på den måde, vi har skruet bekendtgørelsen sammen på.
Det står ikke helt klart, ikke efter samrådet og egentlig heller ikke efter debatten nu.
Men bortset fra det vil jeg takke for en rigtig god debat, og jeg håber, at vi fortsat kan diskutere, hvordan vi sikrer størst mulig lighed for alle typer af familieformer.