Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 36:

Forslag til folketingsbeslutning om mulighed for borgerdrevne beslutningsforslag.

Af Uffe Elbæk (UFG).

(Fremsættelse 26.11.2014).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver først ordet til justitsministeren.

Nu har jeg jo været så utrolig positiv i behandlingerne her i Folketingssalen i dag, mest fordi det har været mine egne forslag, vi har behandlet, men også over for Venstres forslag lige før om brugen af elektronisk fodlænke har jeg været meget positiv. Det kommer jeg simpelt hen ikke til at være her med beslutningsforslaget fra hr. Uffe Elbæk.

Det er jo ikke hver dag, vi her i Folketingssalen får lejlighed til at diskutere, hvordan vi har indrettet vores demokrati og vores folkestyre, og det er selvfølgelig på sin egen måde velkomment at gøre det fra tid til anden. Med det siger jeg også meget kort og direkte, at vi er et repræsentativt demokrati i Danmark. Og det er godt, at vi er det. Det synes jeg der er grund til at stå vagt om. Det betyder oversat til dansk, at resten af den voksne del af den danske befolkning stemmer på nogle politikere, og så er det op til os løbende at træffe de nødvendige politiske beslutninger og repræsentere de forskellige synspunkter og interesser, der er.

Jeg køber grundlæggende ikke det, der sådan er understrømmen i forslaget her, nemlig at vi ikke magter den opgave. For i det omfang, vi ikke gør det, skal man jo vælge nogle andre politikere. Jeg har egentlig grundlæggende stor tiltro til, at de politiske partier i Danmark repræsenterer de strømninger, holdninger og værdier, som er i det danske samfund, og jeg har på tilsvarende vis meget stor tiltro til den danske vælgerbefolkning. Er de er uenige i de prioriteringer, vi har, og de valg, vi træffer, ja, så skal de selvfølgelig stemme på nogle andre, og det gør de jo også fra tid til anden. Netop fordi det er så få af os, der får lov til at sidde i Folketinget og være dem, der træffer de konkrete beslutninger, så er vi her kun for en kort periode. Det er derfor, vi har tidsbegrænsede perioder, hvorefter der skal afholdes valg, hvor hver enkelt dansker har muligheden for at træffe de beslutninger, man nu mener er de rigtige.

Så man kan sige, at jeg med det giver en uforbeholden støtte og opbakning til det repræsentative demokrati, hvad jeg mener beslutningsforslaget her grundlæggende bryder med. Et åbent ministerium fremstår som et en lille smule koloreret begreb, og jeg må forstå forslaget sådan, at ønsket er, at der skal være borgerdrevne beslutningsforslag, som kan fremsættes direkte for Folketinget. Så jeg er altså stærk tilhænger af det repræsentative demokrati. Af det følger også, at vi tager ansvaret, både for de valg, vi træffer, og de valg, vi dermed ikke træffer, eller for de ting, vi tilvælger, og de ting, vi fravælger. Jeg tror, det er godt, at det er sådan.

Så er der også grundloven, og af den følger det jo direkte, at det er befolkningen, der vælger medlemmerne til Folketinget, og at det er Folketinget, der derefter sammen med regeringen har den lovgivende magt. Grundloven indeholder jo derudover også regler for, hvordan lov- og beslutningsforslag kan fremsættes, og det indebærer direkte, at lovforslag og beslutningsforslag kun kan fremsættes af regeringens ministre og medlemmer af Folketinget. Som det anføres i bemærkningerne til beslutningsforslaget, vil den foreslåede ordning om et åbent ministerium med direkte fremsættelse af beslutningsforslag i Folketinget skulle respektere grundlovens bestemmelser, og det er jo et godt udgangspunkt, men det er lidt svært, synes jeg, at se, hvordan det faktisk skal kunne lade sig gøre i virkelighedens verden. Men selv hvis man fandt en vej til det, vil jeg gerne fastholde, at vi er et repræsentativt demokrati. Det er vores ansvar – os, der er de folkevalgte – at repræsentere den danske befolkning, så godt som det overhovedet kan lade sig gøre.

Jeg tror også, at det derudover er vigtigt at få sagt, at der jo er rig mulighed for at gøre sin indflydelse gældende. Det er mit indtryk, at såvel hvad angår regeringen som Folketingets partier, er der en meget, meget let og direkte adgang til os. Den er måske mere direkte og lettere, end den nogen sinde har været før. Det er så let at skrive, det er så let at give sin holdning til kende, og der er jo heldigvis rigtig mange borgere, der drager nytte af det og gør brug af det. Fra min side skal der selvfølgelig altid lyde en opfordring til, både at man er politisk aktiv, men også at man gør, hvad man kan, for at ens stemme bliver hørt, enten individuelt eller i forening med andre.

Jeg kender hr. Uffe Elbæk ret godt igennem mange år. Vi har også været kolleger i regeringen. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvad der driver beslutningsforslaget her, nemlig en oprigtig interesse for at udvide demokratiet og invitere flere mennesker indenfor. Det ideal, det ønske, vil jeg gerne kvittere for, og jeg deler det til fulde, men jeg kommer ikke til at bakke forslaget her op.

En kort bemærkning fra hr. Uffe Elbæk.

Det er jo ikke en kritik af det repræsentative demokrati. Det er faktisk det stik modsatte, altså et ønske om at sikre legitimiteten omkring det repræsentative demokrati for at skabe et større engagement i befolkningen omkring det, der foregår herinde, og i det hele taget det at diskutere og udvikle politik derude.

Jeg har lyst til at spørge justitsministeren, om regeringen anerkender, at vi har en udfordring i forhold til tilliden til os som valgte politikere. Som politikere ligger vi allerlavest i tillidsmålingerne, og der har aldrig været færre, der har haft lyst til at være medlem af et politisk parti. Så anerkender man fra regeringens side, at vi står over for en udfordring i forhold til at styrke demokratiet og dermed også sikre en legitimitet til det beslutningsforum, som vi alle sammen er medlemmer af herinde, nemlig Folketinget?

Ministeren.

Jeg tror, at jeg vil formulere det sådan, at det eneste, man ikke må gøre med et demokrati, jo er at tage det for givet. Der, hvor demokratiet kun for alvor kan leve, er der, hvor vi lever det, altså udlever demokratiet, hvor det er reelt forankret, hvor vi bruger det ikke kun hver især, men også i fællesskab. Derfor skal vi selvfølgelig hele tiden evne at diskutere med hinanden, og derfor er det sådan set også kærkomment at få en diskussion af, hvordan vi videreudvikler vores demokrati og rækkevidden deraf. Jeg tror, at der, hvor enigheden hører op, er på spørgsmålet om, hvem der har ansvaret for den legitimitet, og det mener jeg påhviler os politikere – selvfølgelig altid i et samspil både med medier og vælgerbefolkning, men ansvaret er vores eget, og det tror jeg ikke et beslutningsforslag kan ændre på.

Uffe Elbæk.

Det sidste er jeg fuldstændig enig i. Ansvaret er vores herinde. Der er overhovedet ikke nogen modsætning der. Det her er ikke et enten-eller, men et både-og set fra min stol. Det, der er interessant, er, at den her model har man jo fra EU-systemet, Europa-Parlamentet, og at bl.a. justitsministerens eget parti jo har bakket den ordning op, man har på EU-niveau. Så hvordan kan det være, at man bakker det op på EU-niveau, men ikke gør det her i Danmark?

Ministeren.

Jeg vil være varsom med at fremhæve vores EU-institutioner som det bedste eksempel på befolkningsmæssig forankring, gennemsigtighed og demokratisk deltagelse, fordi det er vel nogle af de udfordringer, vi stadig slås med. Jeg er inkarneret tilhænger af det europæiske samarbejde, men det er jeg jo først og fremmest politisk, fordi jeg tror, at det ikke alene gavner Danmark, men er fuldstændig nødvendigt for den sameksistens, der skal være på vores kontinenter for vores fortsatte udvikling både politisk, menneskeligt, økonomisk og socialt.

Jeg har det nok grundlæggende sådan, hvad angår demokratisk deltagelse, forankring og transparens, at man skal passe på med ikke at opfinde ting for at opfinde ting. Jeg tror, at demokratiet står stærkest der, hvor vi løser de konkrete problemer, der er, med konkrete, rigtige politiske svar. Jeg har ikke så meget fidus til, at vi forsøger at opfinde hverken forankring eller deltagelse, fordi forankring og deltagelse udspringer af mennesker mere end af institutioner eller organisationer.

Tak til ministeren. Jeg kan se, at hr. Simon Emil Ammitzbøll ved en fejltagelse kom til at slette sig på talerlisten. Så hvis ministeren vil være så venlig at gå op på talerstolen igen, vil hun få et spørgsmål fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Beklager, det var ledningen fra computeren, der havde ramt skærmen. Det er bare i forhold til det her med, at ministeren stiller sig op som en stor forsvarer af det repræsentative demokrati. Jeg tror sådan set ikke, at der er nogen, der har et konkret forslag om at afskaffe det. Det har jeg i hvert fald ikke hørt, i hvert fald ikke fra nogen af dem, der sidder i Folketinget. Men spørgsmålet er, om man kan inddrage mere eller mindre, og der er vel ikke en modsætning imellem, at man kan inddrage befolkningen mere og så have et repræsentativt demokrati. Den logiske konsekvens skulle jo så være, at Socialdemokratiet går til valg på at afskaffe nogle af grundlovens bestemmelser om folkeafstemninger, i forhold til hvordan det er i dag, fordi det åbenbart involverer befolkningen for meget. Og er man så ikke tilhænger af det repræsentative demokrati, hvis man er tilhænger af de paragraffer i grundloven? Altså, forstå mig ret, jeg tror, at vi alle er tilhængere af det repræsentative demokrati. Det her er jo, som jeg opfatter det, et svar på, at tilliden også til de folkevalgte er kraftigt dalende i de her år i de undersøgelser, der er blevet lavet, faktisk mest siden 2011 og frem. Og der kunne det her jo være et af svarene. Jeg forstår ikke, hvorfor man bare sådan afviser det som en modsætning til det repræsentative demokrati i stedet for at gå mere ind i en argumentation om, hvad man så vil gøre, hvis man vil gøre noget.

Ministeren.

Jeg vil sige flere ting til det spørgsmål. Vi har jo folkeafstemninger i Danmark i forbindelse med afgivelse af suverænitet. Det er grundlovsbestemt, det er nødvendigt, at det er det rigtige at gøre. Det står ikke i nogen som helst form for modsætning til at have et repræsentativt demokrati. Men det her er jo noget helt andet. Forslaget her går ud på, at hvis der er 50.000 danskere, som ønsker at understøtte et bestemt beslutningsforslag, skal det fremsættes her. Altså, undskyld mig, vi har jo i forvejen rigeligt af enkeltsager i dansk politik, og nogle gange er vi vel tæt på en tendens til, at vi kommer til at lovgive for meget på baggrund af enkeltsager.

Det, der sker i politiske partier, det, der sker i forligskredse, det, der sker i regeringer, er jo, at man ikke kun forholder sig til et givent spørgsmål ud fra lige præcis det givne spørgsmål, men at man har de brede samfundsinteresser knyttet op derpå. Det er jo derfor, at ethvert spørgsmål i dansk politik – altså om du er for eller imod dette eller hint – kan være farligt. For der vil selvfølgelig være forskel på, om du ser på de enkelte områder helt isoleret, eller om du har forpligtelsen til at overveje, hvad konsekvenserne er for det øvrige samfund, og hvad den øvrige prioritering er. For det er jo aldrig svært at sige ja til noget eller sige nej til noget. Det, der er det svære, er at forholde sig til alle politiske spørgsmål ud fra et samlet hele, ud fra en samlet prioritering og ud fra en samlet vurdering af, hvor Danmark skal bevæge sig hen. Det lever forslaget her ikke op til, og det er forskellen på enkeltsagsdemokratiet og et mere reflekteret demokrati, hvor man træffer beslutninger ikke kun på baggrund af enkeltsager, men ud fra samfundets hele.

Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg er nu ikke så sikker på, at den gennemsnitlige kvalitet af beslutningsforslagene ville dale, fordi der også kunne blive behandlet forslag, som 50.000 borgere stod bag, og ikke kun noget, som et enkelt folketingsmedlem stod bag. Det er jeg ikke så sikker på.

I forhold til grundloven er der altså andre former for folkeafstemninger end dem, ministeren henviser til. Det er jo også muligt med hensyn til en lang række emner for en tredjedel af Folketingets medlemmer at kræve en folkeafstemning om et allerede vedtaget lovforslag. Der giver man jo faktisk endnu mere direkte indflydelse til vælgerne, for så er det vælgerne, der siger ja eller nej ved en folkeafstemning, hvor det her bare er muligt for borgerne at få et forslag behandlet. Så er det jo stadig op til de folkevalgte, om de vil stemme ja eller nej.

Jeg synes ikke, det er så enkelt, som ministeren prøver at gøre det til, nemlig til et spørgsmål om vi er for eller imod det repræsentative demokrati, for eller imod et samfundshensyn.

Ministeren.

Jeg er bare helt oprigtigt bekymret over tendensen til, at enkeltsager dikterer, hvilke beslutninger der bliver truffet i det danske Folketing. Enkeltsager kan være meget relevante at søge svar på, men sjældent kan en beslutning om enkeltsager jo træffes uafhængigt af, hvad der sker i resten af verden eller i resten af Danmark. På en eller anden måde er det her for let. Det er for let bare at skulle sige ja eller nej til et givent svar på en given udfordring, uden at nogen er tvunget til at forholde sig til den grundlæggende prioritering, for i stort set alle valg, vi træffer herinde, vil der også være en prioritering. Når man siger ja til noget, er der andet, man må sige nej til, og det tror jeg ikke vil afspejle sig i den her måde at arbejde på. Derfor vil jeg anbefale, at vi, der er her, tager ansvaret. Er der manglende tillid til os, er det vores ansvar at tilvejebringe den nødvendige tillid. Det gør man ikke med beslutningsforslag.

Tak til justitsministeren. Så går vi til ordførerrækken, og den første er hr. Flemming Damgaard Larsen, der taler for Venstre.

Dette beslutningsforslag fra Uffe Elbæk har til formål, at borgere direkte kan fremsætte beslutningsforslag i Folketinget, såfremt det bakkes op af mindst 50.000 danske statsborgere.

Det er altid prisværdigt, når der fremkommer ideer og forslag til, hvordan borgernes engagement i folkestyret kan styrkes. Det er netop vigtigt i et demokrati, at vi hele tiden er opmærksomme på, hvordan folkestyret kan holdes levende og den enkelte borgers engagement kan udvides. Et demokrati må ikke sløves af, at vi bare altid gør, som vi plejer. En stadig nytænkning er bestemt noget, som Venstre hylder.

Men for Venstre behøver der langtfra være 50.000 danskere, der ønsker et forslag fremmet, før Venstre – som det allerede er i dag – vil tage det positivt op. Vi har, som ministeren også var inde på, et repræsentativt demokrati, og Venstre mener det alvorligt, at vi repræsenterer befolkningen og vælgerne. Derfor har vi også i Venstre et meget levende medlemsdemokrati, hvor forslag kommer frem, debatteres og ofte bliver fremmet til praktisk og konkret politik her i Folketingssalen. Tænk bare på de mange beslutningsforslag, som Venstre har været med til at fremsætte i denne valgperiode.

I Venstre gør vi også meget ud af løbende at have en levende vekselvirkning med borgere, virksomheder, foreninger, organisationer m.fl. Det være sig ved møder, arrangementer, aktiviteter, gennem medier, gennem nye elektroniske medier og meget mere. Derigennem får vi mange ideer og forslag, som vi også politikudvikler på og former til praktisk politik. Det er alt dette, der gør Venstre til en levende liberal folkebevægelse.

Derfor mener vi ikke i Venstre, at der er behov for at støtte nærværende forslag.

Der er en kort bemærkning fra hr. Uffe Elbæk.

I alle de partigrupper, vi er medlemmer af, foregår der selvfølgelig en levende demokratisk debat, og der kommer gode ideer ind til os som folketingsmedlemmer hver eneste dag fra borgere, der henvender sig. Så det er jo fint. Men kan det gøres bedre? Kan vi forestille os nogle metoder, en struktur, der styrker den demokratiske debat og dermed også tilliden til os, der sidder i Folketinget? Det er det, det her forslag handler om.

Der er jo mange forskellige modeller rundtomkring i verden på, hvordan man inddrager borgerne i politiske debatter og processer. Vi ser det i Schweiz, de har en helt anden måde at gøre det på. Det her forslag har også hentet inspiration fra Finland, vi ser det på EU-niveau, og mit spørgsmål til Venstres ordfører er: Anerkender man i Venstre, at vi står i en situation, hvor tilliden til os som valgte politikere aldrig har været lavere? Anerkender man, at der er færre og færre, der har lyst til at være medlem af et politisk parti, så vi står med en udfordring i forhold til legitimiteten af det, vi alle sammen faktisk gerne vil, nemlig styrke det repræsentative demokrati? Anerkender man det i Venstre?

Ordføreren.

Lige meget hvor man befinder sig i et samfund, er der altid et behov for at gøre tingene bedre og få en større tillid. Det gælder også Folketinget og Folketingets medlemmer. Det må vi selvfølgelig arbejde seriøst og alvorligt på. Men det her forslag er meget lille i forhold til den store proces, vi dér skal have fat i, for det er meget mere alvorligt end bare at sige, at 50.000 mennesker kan komme og stille et forslag. 50.000 mennesker er jo rigtig mange. Det var også derfor, at jeg påpegede i min ordførertale, at et langt, langt mindre antal behøver at komme til Venstre, hvis de har nogle gode argumenter for forslaget.

Uffe Elbæk.

Det her forslag er jo på ingen måde løsningen i forhold til den udfordring, vi står over for, men det kan måske være et af de tiltag, der gør, at borgeren derude begynder at interessere sig mere for politik og måske forhåbentlig har lyst til at gå ind i et af de partier, der eksisterer i dag.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren: Hvis Venstre anerkender, at vi står med en tillidskløft mellem borgere og os som politikere, hvad er så svaret på den udfordring? For det duer jo ikke, at tillidskløften bliver større og større, og at der er færre og færre, der har lyst til at være en del af de partier, som eksempelvis eksisterer i dag. Hvad er svaret?

Ordføreren.

Jamen det er jo det, vi alle sammen hele tiden må arbejde på, nemlig hvordan vi kan gøre nogle ting, der gør, at tilliden bliver større, for den skal selvfølgelig være større. Men en ting, som det er meget vigtigt at måle det på, er jo deltagelsen ved folketingsvalg. Ved folketingsvalg er der jo en enorm høj valgdeltagelse i Danmark. Det betyder, at vi altså har opbakning i befolkningen her i Folketinget. Der er mange partier at vælge mellem, så er man utilfreds med det ene parti, kan man vælge et andet. Det ser ud til, at der ved næste valg er to partier mere på stemmesedlen, så der er muligheder nok til på den måde at sikre, at Folketinget er i overensstemmelse med befolkningens flertal.

Tak til Venstres ordfører. Så er det Socialdemokraternes ordfører, fru Karen J. Klint.

Tak for det. Jeg vil ikke gentage de indlæg, som justitsministeren havde omkring repræsentativt demokrati, eller det, hr. Flemming Damgaard Larsen lige har sagt om beslutningsforslaget. Jeg har næsten mest lyst til at sige, at jeg lige så godt kan starte med at svare på det, jeg nok bliver spurgt om, nemlig om tillidskrisen mellem befolkningen og politikerne, og så sige, at selvfølgelig skal vi gøre noget ved den tillidskrise. Jeg tror bare ikke, beslutningsforslaget her er svaret. Jeg tror, at vi er nødt til at tage den tillidskrise op med os selv, tage den op med borgerne.

Så vil jeg sætte lidt flere tal på det, som hr. Flemming Damgaard Larsen var ved at sige, i forhold til at vi ved sidste folketingsvalg havde en rekordstor afstemningsprocent på 87 pct. Og hvis vi skal øge tilliden, skal vi ud og have gjort nogle af de der 87 pct. lidt mere interesseret i at være medlem af de forskellige partier. Ved medlemskabet får man jo en større indflydelse, ikke kun på den politik, vi snakker om, men også på, hvilke mennesker der vælges som kandidater. Det er jo via de politiske partier, man har en mulighed for at opstille nogle kandidater, og så er det vælgerne, der senere hen grovsorterer iblandt os kandidater og vælger. Men inde i en partibevægelse skulle der jo gerne være kampvalg mellem kandidaterne, så der sker også en sortering.

Det tab, vi som politiske partier har haft på medlemssiden, er faktisk meget alvorligt. For nogle år siden – det var i foråret 2013 – havde Politiken en opgørelse over medlemstallene i partierne. Og af den opgørelse fremgår det, at i 1960 var der små 600.000 medlemmer i de danske politiske partier. Når man så tæller, hvor mange medlemmer vi partier havde i 2011, er det altså under 151.000. Så vi har haft et medlemstab i de politiske partier på 75 pct. Det synes jeg er alvorligt, men vi løser det jo ikke ved at vedtage et beslutningsforslag om, at borgene skal have direkte adgang i forhold til den førte politik i den lovgivningsmæssige forsamling. For hvem er det, der vil styre de 50.000? Er det dem, der har råd til et lobbyistfirma, eller hvem er det, der vil?

Jeg synes, vi som politikere skal tage ansvaret på os i den tillidskrise, der er, gå ud og møde vælgerne på en anden måde, end vi gør, potentielle medlemmer, oplyse om vores demokrati og så ændre på, at vi bare for nogle få år siden repræsenterede hver tiende voksne, ved at de var medlemmer af partierne, til at vi nu er nede på under hver tredje voksne. Så vi har et oplysningsarbejde, det er jeg meget enig med forslagsstillerne i, jeg er bare ikke enig i, hvordan opgaven løses.

Så vi tror ikke på, at det her løser det, vi tror egentlig, at det kan være med til at forværre det. Så det her er en kraftig opfordring til, at når befolkningen stiller op med 87 pct. til folketingsvalget, så burde det være lidt flere end hver tredje, der stiller op og bruger sin fritid på at forbedre politikken indefra ved at være medlem af et politisk parti. Så vi støtter ikke forslaget.

Hr. Uffe Elbæk for en kort bemærkning.

Jeg er selvfølgelig glad for, at ordføreren anerkender, at vi har en udfordring i forhold til dialogen med og tilliden til borgerne. Det, der undrer mig, er bare, at man så konsekvent afviser det her, som er ét ud af forhåbentlig mange gode tiltag til at styrke borgernes engagement og lyst til at gå ind i den politiske debat og politiske idéudvikling.

Finland har en nogenlunde lignende model, og de har gode erfaringer med det. Folk diskuterer det, folk stiller forslag og sender dem ind. Altså, det her forslag er jo ikke noget, der sådan er taget ned fra himlen. Man har faktisk lignende eksempler andre steder – man ser det i Schweiz, man ser det i USA – hvor man forsøger at finde mere involverende metoder til at høre, hvad pokker folk overhovedet mener derude, og bringe de erfaringer og de diskussioner ind i repræsentative demokratiske rum som det, vi befinder os i.

Afviser man blankt, at der kan være andre måder, hvorpå den dialog kan blive mere aktiv end den metode, vi har i dag, og den model, vi har i dag? Afviser man det fra Socialdemokratiets side?

Ordføreren.

Det var sådan set ikke det, jeg afviste, jeg afviste beslutningsforslaget. For bare det, at der kommer 50.000 underskrifter ind, øger ikke dialogen mellem os og vælgerne eller befolkningen i al almindelighed. Hvis vi skal have øget dialogen, skal vi jo også se hinanden i øjnene, mødes live og diskutere tingene. Det at få et skriftligt forslag med nogle underskrifter øger jo ikke nødvendigvis dialogen, det øger bare muligheden for at drøfte flere forslag herinde. Jeg tror, vi skal ud i marken. Jeg siger ikke, at vi skal have folkemøder a la folkemødet på Bornholm over det hele. Jeg synes, at vi i vores egne partier har et meget stort ansvar for at komme ud – at have tid til det. Og det er også derfor, at vi skal italesætte, at vi ikke kan være herinde 7 dage om ugen, for så møder vi heller ikke befolkningen. Der er faktisk en god grund til, at vores mandag er mødefri; det er netop for at komme ud og møde folk.

Jeg er selv en af dem, der bruger næsten hver eneste weekend på at møde vælgerne i en eller anden udstrækning. Jeg er ude på mange skoler, ude på mange uddannelsessteder. Og det kunne jo være fint, hvis arbejdspladserne igen ville begynde at invitere de politiske partier ind til kantinemøder, så vi kan møde befolkningen på flere måder, end vi gør i dag. For befolkningen tager ikke nødvendigvis deres fritid i brug, så vi er nødt til at finde nogle andre steder at mødes med hinanden. Og jeg har set rigtig mange politikere op til den kommende valgkamp annoncere lyttemøder. Mange gør jo en dyd ud af at sige, at vi politikere har én mund og to ører, og derfor er det meget godt at møde vælgerne, i forhold til at vi skal lytte lidt mere til dem.

Så jeg synes, at nogle af ting, der er i gang, går den rigtige vej, men jeg tror bare ikke, at beslutningsforslaget er den bedste vej at gå.

Uffe Elbæk.

Jamen der er noget, som jeg slet ikke forstår i argumentationen, for ordføreren står netop og siger, at vi skal lytte noget mere til vælgerne, men det her forslag er jo netop et forsøg på at lytte noget mere til de borgere, der er derude, og tage deres diskussioner og bekymringer mere alvorligt. Vi så i forbindelse med salget af aktier i DONG, at der var et enormt engagement ude i befolkningen. Der var en underskriftindsamling på op til 200.000 underskrifter, tror jeg det var, og der er en frustration over, at den interesse og det engagement ikke nåede herind i tilstrækkelig grad.

Så hvordan kan ordføreren på den ene side stå og sige, at vi skal være bedre til at lytte til borgerne, og på den anden side fuldstændig konsekvent sige, at det her forslag ikke hænger sammen? Altså, jeg synes, det er ordførerens logik, der ikke hænger sammen i den her sag.

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, at det, man nu ridser op her, ville være utrolig farligt. Skulle borgerne have en løbende vetoret over for, hvem en regering skal indgå en handel med? Altså, det er jo som regel sådan, at man, hvis det er i en kommune, ikke engang vil have en handel, en købsaftale, på et åbent møde, før man er færdig med det. Og vi har det jo også først her, når det er noget, som er færdigt.

Når jeg siger, at jeg ikke oplever det her beslutningsforslag som en øget dialog, er det, fordi det kan være en underskriftindsamling og så et færdigt forslag, der bare ligger på vores bord, og så skal vi behandle det. Jeg vil hellere ud, ligesom hr. Flemming Damgaard Larsen sagde det, og have en dialog med borgerne. Og så løfter vi selvfølgelig som ansvarligt parti de ideer, som vi synes ud fra et socialdemokratisk synspunkt er gode. Og hvis man ikke synes om det, Socialdemokratiet er, er der jo mange flere, der kan melde sig ind i vores parti og så være med til at udvikle partiet. Det er den form for dialog, jeg vil. Jeg vil gerne have højnet den politiske dialog i Danmark, men jeg vil ikke nødvendigvis have den ved siden af partierne – jeg vil gerne have den i de referencerammer, vi er bekendt med.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er det Dansk Folkepartis ordfører, hr. Ib Poulsen.

Tak. Først vil jeg sige til fru Karen J. Klint, som taler om, at der er 75 pct. tilbagegang i medlemsskaren hos de enkelte partier: Jeg kan berolige med, at det ikke er et problem, vi kender i Dansk Folkeparti. Jeg tror, det har noget med den førte politik at gøre, måske. Det er sagt for egen regning.

Det her forslag giver mulighed for, at borgerne kan bede Folketinget om at behandle et emne eller en sag, som der er samlet et antal underskrifter sammen til – i det her tilfælde 50.000 – enten ved en elektronisk underskriftsindsamling, eller også kan det ske ved en almindelig underskriftsindsamling, og man kan jo også kombinere de to ting. Det er sådan set ligegyldigt.

Muligheden for de her borgerdrevne beslutningsforslag kender man allerede i dag i Finland, hvor man har gennemført syv til otte forslag fra borgerne, og et enkelt af dem er endda blevet vedtaget. Ideen om borgerdrevne beslutningsforslag ligger helt i tråd med Dansk Folkepartis holdning om mere nærdemokrati og borgerinddragelse, ja, med hele ideen om at få bredt Christiansborg og Folketinget lidt mere ud til borgerne, så afstanden mellem borgerne og folketingspolitikerne føles kortere uden for Christiansborgs tykke mure. Det er vi store tilhængere af.

I den sammenhæng kan jeg ikke lade være med at nævne muligheden for flere folkeafstemninger i Danmark, hvilket jo ligger i fin forlængelse af det her forslag. Det jo velkendt, at det er en mærkesag for Dansk Folkeparti. Det er noget, man kender i Schweiz i forvejen. Her vil der også være tale om mere borgerinddragelse.

Så kunne jeg ikke lade være med at notere mig den pingpong, der var mellem ministeren og forslagsstilleren om, at i EU er det endnu sværere med borgerinddragelse på grund af afstanden, tror jeg det var. Det er jeg fuldstændig enig i. Det er ikke den vej, man skal gå.

Jeg har et andet forslag. Det er, at man i stedet for måske kunne opfordre de 98 kommuner og de endnu eksisterende fem regioner til at bruge den her idé: Man kunne lade et antal borgere afhængigt af kommunens eller regionens størrelse indsamle et antal underskrifter og så lokalt tvinge politikerne til at tage en sag op. Det synes jeg ville være meget relevant. Her tænker jeg også på, at man ude lokalt kunne tvinge kommunalbestyrelser og regionsråd til nogle borgerafstemninger om nogle sager. Det vil også give meget mere borgerinddragelse.

Jeg tror, det var det.

Til sidst kan jeg sige, at Dansk Folkeparti støtter forslaget.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Og så er det den radikale ordfører, fru Lone Loklindt.

Det beslutningsforslag, vi nu skal behandle her, er, kan man sige, et meget velment forsøg på netop at få borgerne mere involveret i politik imellem valgene. Der er jo sådan set også meget god grund til at standse op og sige, at demokratiet, som det arter sig, ikke skal tages for givet, altså at det bare er statisk og det fungerer.

Hvis man kigger ud i verden, kan man jo se, at demokratiet har mange udformninger. Der må jeg bare sige, hvis man sammenligner det med andre lande, hvor vi i Danmark har indrettet os med repræsentativt demokrati, mens det i nogle af de andre lande lidt mere er lagt an på direkte demokrati, at det er min og Radikale Venstres klare overbevisning, at der ikke er noget, der er mere demokratisk, fordi det er direkte demokrati, måske tværtimod.

Men udfordringen med, at der er stor afstand mellem politikere og borgere – i hvert fald mellem nogle borgere og politikere – synes jeg klart vi skal tage op og gøre noget mere ved. Andre ordførere har været inde på det system, vi har med, at partierne opstiller kandidater, og at partierne, i hvert fald for nogles vedkommende, bliver mindre og mindre. Det er selvfølgelig en udfordring i sig selv, hvis man tror, at debatten primært skal foregå inden for partiet selv.

Men det er jo også sådan, at der aldrig har været mere direkte adgang til politikerne end i dag. Hvis man kigger på vores mailbokse, er jeg ret sikker på, at man vil se, at ingen nogen sinde før har modtaget så mange mails, som de 179 folketingsmedlemmer nu gør. Det betyder så i virkeligheden, at man indimellem simpelt hen drukner i det, og at man ikke kan se skoven for bare træer.

Det kan være svært at tage et forslag, som stilles af en enkeltperson, fuldt alvorligt, og på den måde kan det her forslag virke sympatisk, altså det, at 50.000 mennesker skal samles om at blive enige om at fremlægge noget. Men jeg tror meget på det repræsentative demokrati, og jeg tror også meget på, at det ikke lige præcis er det her forslag, der vil styrke tilliden mellem borgere og politikere.

For vi skal, kan man sige, hver især både kunne lade os inspirere, overtale og overbevise af borgere, som er optaget af en sag, og hvis vi er nok, der lader os overbevise af disse borgere, behøver de ikke at være 50.000, så kan de være meget færre. Det foregår jo hver dag, at der på Facebook og i andre sociale medier er sager, som borgere tager op, og hvor der pludselig er mange, der diskuterer den samme sag. Det er bare ikke det samme, som at vi har en folkelig debat, for det er meget ofte særlige miljøer eller særlige debatfora.

Jeg tror, vi skal være meget opmærksomme på ikke at tage demokratiet for givet, altså på den måde forstået, at tilliden til politikerne er noget, vi skal kæmpe for hver dag, ikke kun på valgdagen, men at det skal gøres på andre måder. Vi har tidligere haft en tradition for f.eks. at lave flere folkehøringer, hvor man også kan diskutere det samme i flere egne af landet og i dialog, og det var måske et andet bud på det og noget, man skal kigge på.

Men fra Radikale Venstres side mener vi ikke, at det her beslutningsforslag er det, der vil styrke dialogen og engagementet. For det ville igen være en enkeltstående ting, som ikke grundlæggende laver om på den debat, vi har med vores vælgere, og derfor kan vi ikke støtte forslaget.

Jeg er udmærket klar over, at intentionen er god, min tidligere radikale kollega har absolut fremsat det i en god hensigt, men fra Radikale Venstres side kan vi ikke støtte det.

Der er en kort bemærkning fra hr. Uffe Elbæk.

Jeg tror, det er vigtigt lige at understrege, at det her forslag jo ikke er udtryk for direkte demokrati. Det er jo sådan, at hvis det bliver vedtaget og man får 50.000 borgeres opbakning til et beslutningsforslag, er det stadig væk herinde, vi beslutter, om vi synes, det er en god idé eller ej. Det her handler om at være med til at motivere borgere derude til at tage ansvar for deres samfund og mene noget om det.

Jeg tror også, at ordføreren for Det Radikale Venstre kan forestille sig den motivation, der vil være i det: Når man derude formulerer et beslutningsforslag og vi herinde rent faktisk, hvis det ellers kan få stor nok opbakning, vil forholde os til det, vil det være noget, der styrker det demokratiske engagement. Bare det, at folk organiserer sig, det, at folk begynder at formulere sig om, hvordan vi kan gøre det her samfund bedre set derfra, hvor de nu engang står og oplever problemerne, må alt andet lige være med til at styrke den demokratiske kultur i Danmark.

Så jeg kan ikke helt forstå, at man er så fuldstændig afvisende fra radikal side over for at gå ind og sige: Jamen kunne der være noget hensigtsmæssigt i den her måde at gribe det an på?

Ordføreren.

Fra radikal side er vi jo i virkeligheden meget optaget af at have en dialog med vælgere, med borgere, med mennesker, og derfor er det jo ikke et dårligt eksempel på, at man kunne påvirke os. Men vi anerkender bare ikke det her som det svar, der skal til, for har vi et beslutningsforslag, der er fremsat af borgere udenfor, hvem skal så egentlig være den, der forsvarer det herinde?

Vi har et repræsentativt demokrati, hvor man faktisk ikke behøver 50.000 underskrifter, for at man kan få en politiker i tale, og for at man i et parti kan vælge at tage noget op. Jeg synes heller ikke, det er at sammenligne med den initiativret, der er i EU. Dér er et andet, hvad skal man sige, setup, og der er hele den udfordring, at vi ikke har en fælles offentlighed, fordi vi er mange lande.

Men under alle omstændigheder vil jeg sige, at det her med at videreudvikle vores demokrati jo sådan set er en vigtig sag at holde fast i – vi skal videreudvikle – men i den sag synes jeg så nok nærmere at vi skulle gå hen og videreudvikle det via en grundlovsrevision. Det er jo en evig radikal mærkesag, men ikke en enkeltsag som nu.

Uffe Elbæk.

Nu hører jeg, hvad regeringen har af holdninger. Det, jeg egentlig bare var nysgerrig efter at høre, var, hvad De Radikale mener. Nu snakker jeg med den radikale ordfører, og som jeg kender det radikale parti, også indefra, er man jo dybt optaget af, hvordan man kan styrke engagementet hos borgerne, og hvordan man kan sikre, at de føler sig involveret, hørt og taget seriøst. Det er så det, der ligger i det her forslag. Det er ét bud på at gøre det.

Jeg synes jo, at det også er interessant, at Det Radikale Venstre helt klart på forhånd afviser de erfaringer, som man har set i Finland. Det Radikale Venstre har endda været positive over for en lignende model i EU. Så jeg kan kun tolke det, som om man fra radikal side bakker på nogle af de holdninger, man i hvert fald tidligere har givet udtryk for, når de her spørgsmål er blevet diskuteret i andre fora.

Ordføreren.

Det mener jeg sådan set ikke at vi gør. Jeg er meget optaget af, og det er hele den radikale gruppe, at vi har måder at diskutere og være i nærkontakt med vælgerne på, også mellem valgene. Men vi er også meget optaget af, at det repræsentative demokrati faktisk er den måde, vi gerne hver især vil stå til ansvar for det arbejde, der gøres. Og derfor mener vi ikke, at det her forslag er det rigtige forslag og svar på den udfordring, som forslagsstillerne jo selv skitserer, nemlig at man godt kunne ønske sig, at den deltagelse i demokratiet, der er, var større, og at man også godt kunne ønske sig, at den tillid, der er mellem borgere og politikere, var større. Det her forslag er ikke svaret på den udfordring.

Tak til den radikale ordfører. Så er det SF's ordfører, fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Tak for det. Engagerede og aktive borgere er vigtigt for demokratiet, og jeg tror også, det er vigtigt, at vi hele tiden sideløbende tænker på, hvordan vi kan styrke det. Hr. Uffe Elbæk skal have ros for at fremsætte det her beslutningsforslag. Ofte fortaber folketingsdebatterne sig i helt kortsigtede problemer, og det skal man ikke kan kimse af, men vi synes samtidig, det er vigtigt af og til at løfte blikket og drøfte de visioner, som også bør være en del af den politiske debat.

Forslaget om borgerdrevne beslutningsforslag er bestemt værd at diskutere. Muligheden findes jo netop andre steder; i EU fik vi det med Lissabontraktaten, så 1 million borgere kan pålægge Kommissionen at fremsætte forslag for Rådet, og forslagsstilleren nævner også selv Finland som eksempel.

I en tid, hvor det hævdes, at afstanden mellem politikere og vælgere forøges, er det værd at se på, om vi kan gøre noget ved det, og mulighederne for at indføre borgerdrevne beslutningsforslag skal derfor efter vores opfattelse diskuteres seriøst. Vi vil ikke lægge os fast på, om det skal gennemføres i præcis den form, som hr. Uffe Elbæk foreslår, men vi håber faktisk på en udvalgsbehandling, hvor der bliver mulighed for at grave dybere ned i fordeler og ulemper. Vi vil f.eks. gerne have en høring og inddrage eksperter; vi vil gerne prøve at komme videre med det her og udfolde og udvikle det.

Så vi går positivt ind i udvalgsarbejdet. Vi synes, det er et fint forslag.

Der er en kort bemærkning fra hr. Uffe Elbæk.

Det vil jeg selvfølgelig med det samme sige tak for. I samme ombæring vil jeg også gerne understrege, at det her jo er det bud, som jeg er kommet frem til, men jeg er fuldstændig åben over for, at der kan være behov for justeringer af det. Så jeg håber også på en god debat i udvalgsarbejdet.

Tak.

Jeg synes, det er et rigtig fint initiativ, og det glæder vi os til og ser frem til.

Tak til SF's ordfører. Så er det Enhedslistens ordfører, fru Pernille Skipper.

Jeg vil starte med at give Enhedslistens støtte til det her beslutningsforslag og rose for initiativet og rose for, at der er nogen, der aktivt forsøger at øge den demokratiske deltagelse i vores samfund, og som tager det emne op som et politisk emne. Det synes jeg er positivt, og det synes jeg er rigtig godt. Det er et formål, som vi vil efterabe i Enhedslisten, og det er noget, som jeg tror der er behov for.

Jeg vil starte med at sige, at et demokrati netop handler om deltagelse og om reel mulighed for deltagelse. Det er ikke bare det at kunne sætte et kryds hvert fjerde år. Der er masser af lande i verden, hvor mennesker en gang imellem kan sætte et kryds ud for nogle personer, men hvor der bestemt alligevel ikke er tale om demokrati. Jeg tror, at ministeren selv lige brugte udtrykket at udleve demokratiet, og det synes jeg er meget præcist sagt, og det er vel i virkeligheden lidt i modstrid med ministerens modstand mod beslutningsforslaget – synes jeg. Jeg mener nemlig, at det handler om at kunne deltage og sætte rammer for deltagelse, hvilket er meget, meget mere end det ene kryds hvert fjerde år, for det handler om, at det kryds skal være et kvalificeret kryds.

Vi har i løbet af de seneste par år set et par eksempler på, at befolkningen – i hvert fald store grupper af befolkningen – har engageret sig meget aktivt i nogle politiske emner og har været meget vrede på flertallet i Folketinget. Vi så det med offentlighedsloven. Jeg tror, at der her var flere, der tænkte, at det nok var for teknisk til, at nogen gad interessere sig for det. Men der var faktisk rigtig, rigtig mange mennesker, der interesserede sig for det, og det endte med over 90.000 underskrifter på en eller anden tilfældig hjemmeside, som et par tilfældige borgere oprettede. Men den holdning blev kastet væk, kan man sige. Det samme skete, da et flertal så at sige ville sælge ud af arvesølvet og sælge DONG – vores alle sammens energiselskab – til Goldman Sachs. 200.000 mennesker skrev under og var imod det, og alligevel blev det ignoreret. Det her handler også om teorier og snakke om, hvad demokrati er, men det handler også om, at der er nogle mennesker i vores land, som fortjener at blive hørt og blive taget alvorligt.

Jeg tror ikke, at det her vil føre til enkeltsagsdebatter, som der er nogle der har indvendt; at man simpelt hen vil holde op med at diskutere politik samlet set, men kun vil fokusere på enkeltsager. Vi ser andre steder i verden, at det faktisk kan fungere. I flere stater i USA har man sågar mulighed for at samle underskrifter ind, der betyder, at noget kan komme til folkeafstemning. Og der er det altså ikke sådan, at det hele er faldet fra hinanden af den grund. Man kan så måske indvende, at det ville være en omgåelse af det repræsentative demokrati. Men det her forslag er kun om en mulighed for at få noget behandlet. Det er ikke engang en mulighed for at kræve at få det til folkeafstemning eller andet. Det er ikke direkte demokrati, men det er en mulighed for at komme til orde i det repræsentative demokrati, mener jeg og Enhedslisten.

Det korte af det lange er, at Enhedslisten støtter forslaget. Vi vil meget gerne indgå i en dialog i udvalgsarbejdet med andre partier om, om man kan gøre det på andre og bedre måder, indhente erfaringer fra andre lande, måske afholde høringer. Det synes vi lyder rigtig, rigtig positivt, om ikke andet har vi da fået igangsat en dialog om, hvordan vi kan udvide vores demokrati. Det her kunne være en mulighed. Vi er selvfølgelig åbne over for andre måder, hvorpå vi fra Folketingets side kan være med til at øge deltagelsen i det danske samfund. Jeg må sige til det der med at sætte sin lid til partier og måle på, hvor mange der før var medlem af et parti, at sådan tror jeg ikke det fungerer længere. Vi er i en alt for omskiftelig verden, vi har adgang til så mange dejlige informationer på internettet og alt muligt andet. Vi skal selvfølgelig have partier, men jeg tror altså også, at vi bliver nødt til at indse, at demokratiet findes rigtig, rigtig mange andre steder, og det skal det også.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er det Liberal Alliances ordfører, hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Finland er ikke et repræsentativt demokrati. Det kommer nok som en stor nyhed for de fleste, især for den finske befolkning, men det er ikke desto mindre konklusionerne, når man hører justitsministerens tale, Venstres ordførers tale og den socialdemokratiske ordførers tale. For ifølge de tre talere er der en modstrid imellem at være et repræsentativt demokrati og så have borgerinitiativer, i forhold til at befolkningen kan bede om at få et forslag behandlet i parlamentet. Men Finland, som vel er et meget stolt repræsentativt demokrati, har faktisk fået det indskrevet i sin forfatning, at borgerne kan indsamle underskrifter og få behandlet forslag i parlamentet. Så skal vi ikke være ærlige over for hinanden og indrømme, at det her ikke er et forslag, der handler om, hvorvidt Danmark skal være et repræsentativt demokrati eller ej? Det her er et forslag, som handler om, hvorvidt vi skal involvere borgerne mere i den politiske proces.

I perioden 1994-2011 havde mellem 54 og 70 pct. af danskerne tillid til politikerne. I 2014 blev der lavet en ny undersøgelse, der viste, at tallet nu er nede på 36 pct., altså for første gang under 50 pct. i de mange år, man har undersøgt det forhold. Faktisk var det hele 61,5 pct., der sagde, at de ikke havde tillid til os herinde. Det kan der være mange grunde til. Der er nogle, der mener, at det er den rå politiske debat; andre mener, at det er den siddende regerings mange løftebrud. Nogle mener, det skyldes en generel tendens til, at det kan være sværere at følge med, fordi der, som fru Pernille Skipper udtrykte det, er mange ting at forholde sig til og omskiftelige debatter hele tiden. Det kan også være en udfordring.

Måske skyldes det i alt for høj grad, at forholdet og problemet er gensidigt: at politikerne heller ikke har tillid til befolkningen. For det synes jeg lidt at noget af den her diskussion, vi har i dag, emmer lidt for meget af, nemlig at nogle ikke har tillid til, at befolkningen kunne komme med nogle gode forslag til, hvad det er, vi skal behandle her; at man frygter, at det ligefrem vil være dårlige forslag, der vil føre til mere enkeltsagspolitik. Jeg tror, at det vil øge den gennemsnitlige kvalitet af beslutningsforslagene. Jeg tror nemlig, at vi herinde er meget mere tilbøjelige til bare at fremsætte et beslutningsforslag om det ene eller det andet – intet parti nævnt, intet parti glemt. Jeg skal ikke gøre mig eller mit parti bedre end andre, men jeg tror faktisk, at vi herinde er meget mere påvirkelige af, at nu skal vi lige køre frem med en sag, end 50.000 danskere ville være det.

Jeg har sagt til hr. Uffe Elbæk, også før jeg kom herop på talerstolen, at vi i Liberal Alliance er positive over for ideen om borgerinitiativer. Om det lige skal være 50.000 danskere, om det lige skal foregå med NemID, er vi ikke så sikre på. I øvrigt er det bemærkelsesværdigt, at med de regler, vi selv har vedtaget i Folketinget, så ville det, hvis man vedtog det her, være 2½ gang så besværligt at få et beslutningsforslag herind, som det i fremtiden vil være at få opstillet et politisk parti. Så det skal man i hvert fald også prøve at sætte over for hinanden.

Jeg tror i øvrigt, at vi der er inde ved en anden ting, som har været med til at svække tilliden til politikerne, og det er, at man siden dengang, da man ved folketingsvalget i september 1987 oplevede, at der var hele 16 partier, der stillede op, har slået mange knuder på sig selv herinde og gjort alt for, at det skulle besværliggøres at få konkurrence fra andre partier. I Danmark har vi ellers det positive, at der er en lav spærregrænse, så man hurtigt kan få repræsenteret nye strømninger. Det er positivt, men vi har i en for lang årrække herinde stået sammen om at forhindre nye strømninger i at møde vælgerne på stemmesedlen. Det har vi heldigvis lavet om på, og det kommer også til at gælde, ikke for det første valg – det var alligevel for voldsomt for flertallet på Christiansborg – men så dog for det efterfølgende valg, hvor man har sørget for at gøre det nemmere for nye kræfter at konkurrere med de siddende.

Jeg vil godt takke hr. Uffe Elbæk for at fremsætte forslaget her. Vi er meget positivt indstillet over for at medvirke til en form for beretning i udvalget, hvor vi måske kunne komme til at arbejde videre med, hvordan vi i større grad kan involvere befolkningen i den politiske proces og nedbryde den tillidsbarriere, som er opstået mellem befolkning og politikere.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Så er det ordføreren for forslagsstilleren, hr. Uffe Elbæk.

Allerførst tak for den debat, der har været her i salen i formiddag, om, hvordan vi styrker demokratiet. Selvfølgelig er jeg ked af, at de store gamle partier ikke kan se sig i det og faktisk nærmest ser det som en trussel mod det repræsentative demokrati, når hele forslaget faktisk er tænkt som en styrkelse af det repræsentative demokrati.

Ideen og forslaget er affødt af en dyb, dyb bekymring over den tillidskløft, der er mellem borgerne og os som valgte politikere; vi ligger som en af de allerlaveste brancher på tillidsskalaen, kun overgået af brugtbilsforhandlere og journalister, så det er et rigtig godt selskab, vi ligger og roder rundt i. Det siger rigtig meget i sig selv. Men det er ikke nok med det, der er også problemet med, at der er færre og færre, der har lyst til at blive medlem af et politisk parti, så grundlaget for at få folk opstillet til folkevalgte positioner dermed bliver mere og mere spinkelt.

Derfor kiggede jeg ud i verden for at se, hvordan pokker man gør det andre steder, og om der er andre måder at gøre det på. Bl.a har jeg fundet den her model fra Finland, som jo er sammenlignelig på mange måder – cirka samme befolkningsstørrelse, cirka samme kultur, cirka samme måde at forstå samfundet på. Og derfor har jeg taget initiativet til det her forslag om borgerdrevne beslutningsforslag.

Det, som jeg også synes er vigtigt at understrege, er, at det er mit bud på det. Derfor er jeg også glad for, at både SF, Enhedslisten og Liberal Alliance siger: Lad os diskutere det i udvalget, eventuelt ved en høring. Det ser jeg virkelig frem til. Jeg er også glad for, at den opbakning, der har været, kommer fra begge sider af Folketingssalen, altså fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance på den ene side og SF og Enhedslisten på den anden side. Selvfølgelig er jeg rigtig, rigtig ked af, at vi ikke har fået de gamle partier med, og at de ikke kan se ideen i det.

Men jeg vil bare gerne slutte med at sige tak for debatten. Jeg tror simpelt hen, at hvis vi ikke løser problemet med tillidskløften og ikke giver borgerne mere lyst til at involvere sig aktivt i politik, er det faktisk det repræsentative demokrati, der er truet som demokratisk model. Det er udfordringen. Så alle gode forslag, ikke mindst det, som jeg foreslår her, håber jeg kan blive diskuteret.

Så siger jeg tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udvalget for Forretningsordenen. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.