Jeg kan starte med at sige, at Det Konservative Folkeparti er enig med Venstre i forslaget.
Så er det slået fast.
Grunden til, at vi fra Venstres side har fremsat det her beslutningsforslag, afspejler sig også i nogle af de ordførertaler, som er blevet holdt her fra talerstolen.
Det er jo netop utrolig vigtigt for det danske samfund, at vi ikke kun har et veludbygget telemarked og en stærk infrastruktur, men også en stærk konkurrence, så vi som forbrugere oplever, at teknologiens muligheder kan opnås til en konkurrencedygtig pris.
Der er ingen tvivl om, at jo bedre vi sikrer konkurrencen, jo bedre vilkår oplever vi som forbrugere.
For bredbånd er så integreret en del af det danske samfund.
Vi anvender det alle sammen; det har stor betydning for virksomheder; det har stor betydning for os alle sammen i vores hverdag; det gør rigtig mange ting lettere.
Så er det selvfølgelig også afgørende, at hele det regulatoriske setup understøtter ikke bare et marked, hvor det er attraktivt at investere, men også et marked, hvor vi som forbrugere får gavn af konkurrencen.
Det er i al sin enkelhed årsagen til, at vi har fremsat forslaget.
Telemarkedet adskiller sig netop på så mange måder i forhold til en række andre markeder, fordi teknologien er anderledes, fordi adgangen til produktet for den enkelte bruger adskiller sig fra, at man bare går ned i brugsen og køber en liter mælk.
Derfor er der jo også en helt særlig regulering af telemarkedet.
Det er ikke nødvendigvis, fordi det skal være noget mål i sig selv at have sektorspecifik regulering.
Jeg ville sådan set gerne have, at vi kunne overgå til mere generel regulering, men i og med at markedet stadig væk er kendetegnet ved en række forhold, som ikke gælder på andre områder, er der fortsat brug for, at vi griber til regulering, som er lidt anderledes på telemarkedet i forhold til så mange andre områder.
Det er også derfor, at vi fra Venstres side siger, at vi må have en mulighed for at være mere specifikke, når det gælder fusionskontrol, på telemarkedet end på andre markeder.
Jeg må jo takke for debatten og være meget tilfreds med den stort set enige modtagelse af forslaget.
Dets intentioner står vi fælles om i Folketinget.
Det glæder mig, og det er sådan set det, jeg synes er det centrale.
Med hensyn til hvad fru Karin Gaardsted fra Socialdemokraterne sagde, kan der være noget om, hvor konkret det er, og at der måske kan være udfordringer ved at være opposition, når der skal laves forslag.
Det er sådan set ganske korrekt.
Det er derfor, vi har fremsat det som et beslutningsforslag og ikke som et lovforslag.
Jeg tror sådan set, at vi altid tjener folkestyret og lovkvaliteten bedst ved, at oppositionen fremsætter beslutningsforslag, og hvis der er flertal for dem, må regeringen fremsætte lovforslag, som kommer i høring, og som sikrer en ordentlig lovkvalitet.
Der er nogle hundrede embedsmænd til forskel, med hensyn til hvad man magter som oppositionsparti og regering.
Det siger jeg blot for at understrege, at det sådan set er den normale måde, vi arbejder på.
Jeg vil hæfte mig ved, at intentionerne er vi enige om, og det giver mig selvfølgelig håb om, at når regeringen kommer med det forslag, som ministeren har bebudet, vil det også afspejle intentionerne i det her og levere det, der er det afgørende.
For jeg er jo som forslagsstiller optaget af, at det her bliver realiseret, og at vi sikrer, at der ikke foregår fusioner, som hæmmer konkurrencen, og det er det afgørende for mig.
Derfor vil jeg takke for debatten og opbakningen og selvfølgelig også forvente, at når regeringen kommer med sit forslag, vil det forhåbentlig omfatte det, der har været intentionen her, og ellers vil vi selvfølgelig fortsat presse på fra Venstres side for at sikre det, der er formålet.
Når der nu er så bred opbakning til intentionerne, gør jeg mig forhåbninger om, at det også bliver ført ud i livet.
Derfor vil vi selvfølgelig følge det forslag, som regeringen har bebudet, nøje og også være opmærksomme på, at det, som ministeren tilkendegav, kommer til at ske hurtigt og ikke får lov at trække, så der ikke kommer til at gå unødig lang tid, før vi kan sætte et regime i værk, der sikrer et af de bærende principper i dansk telepolitik, nemlig infrastrukturbaseret konkurrence – jeg ved godt, det lyder lidt teknisk – altså det, at man som forbruger oplever, at man kan få sin service leveret på forskellige platforme, og at de forskellige teknologier er med til at konkurrere med hinanden.
Det giver nok en betydelig bedre konkurrence, end hvis priserne reguleres.
Det er i hvert fald noget mere vanskeligt.
Ægte fri konkurrence kommer i høj grad, når det er infrastrukturbaseret konkurrence – det er fiber, det er mobil, det er kobbernet, det er kabel-tv-net, der konkurrerer med hinanden.
Så får vi en bedre konkurrence, og det er det, vi ønsker at fremme, og det håber jeg også vil afspejle sig i det forslag, som regeringen har bebudet.
Derfor ser jeg frem til, at det forslag kommer, men vi vil selvfølgelig følge det meget nøje og sikre, at de intentioner, som vi fra Venstres side har rejst med det her beslutningsforslag, også bliver realiseret i det forslag, som regeringen har bebudet.