Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 10:

Forslag til beslutningsforslag om forbud mod maskering og heldækkende beklædning i det offentlige rum.

Af Martin Henriksen (DF) og Pia Kjærsgaard (DF).

(Fremsættelse 21.10.2014).

Forhandlingen er åbnet. Justitsministeren.

Tak for det. Lad mig, når vi nu skal i gang med behandlingen af det her forslag, starte med at tage meget, meget kraftig afstand fra de holdninger, som enkeltpersoner med tilknytning til Grimhøjmoskeen har givet udtryk for i medierne.

Er det den forkerte tale? Jeg mener nu alligevel, at der er grund til at tage afstand. ( Munterhed ). Jeg tager lige noget andet materiale. Men der er altså god grund til at tage afstand fra nogle af de holdninger, vi har set fra enkeltpersoner ovre ved Grimhøjmoskeen, men det vender vi tilbage til i næste behandling. Jeg beklager misforståelsen her.

Det er nu ikke, fordi det tema, vi så skal diskutere vedrørende B 10, nødvendigvis er så langt herfra, forstået på den måde, at noget af det, vi diskuterer her, er nogle af de beklædningsgenstande, som man desværre ser enkelte steder i gadebilledet i Danmark.

Lad mig bare indledningsvis slå fuldstændig fast, at det at bære niqab eller burka i mine øjne grundlæggende er et udtryk for kvindeudtrykkelse. Det er et kvindeundertrykkende instrument, og der er al mulig grund til at tage afstand fra det. I regeringen og som regering har vi jo den helt grundlæggende holdning, at vi ønsker et åbent og demokratisk samfund, hvor vi har tillid til hinanden, respekt for hinanden, hvor der ikke er nogen, der bliver udelukket fra fællesskabet, og hvor der ikke er nogen sociale normer, der på nogen som helst måde undertrykker.

Tilbage i 2009 var der en debat om at forbyde burka og niqab i det offentlige rum. Dengang var Justitsministeriet mest tilbøjelig til at mene, at et forbud mod burka og niqab ville indebære, at nogle på grund af deres trosbekendelse blev berøvet adgangen til den fulde nydelse af det, man kalder borgerlige og politiske rettigheder. Dengang fandt Justitsministeriet, at det gav anledning til væsentlig tvivl, om et forbud ville udgøre en berettiget undtagelse fra lighedsgrundsætningen i grundlovens § 70. Desuden fandt Justitsministeriet dengang, at det gav anledning til væsentlig tvivl, om et forbud mod at bære burka i det offentlige rum ville opfylde bestemmelserne i den europæiske menneskerettighedskonvention om religionsfrihed og ytringsfrihed.

Det beslutningsforslag, som er fremsat af Dansk Folkeparti i dag, er på relevante punkter anderledes end det forslag, der var fremme i 2009 om at forbyde burka og niqab. Med beslutningsforslaget ønsker Dansk Folkeparti et forbud, der gælder generelt, og de foreslår, at der stilles et objektivt krav om, at al form for maskering og heldækkende beklædning i det offentlige rum med undtagelse af særligt legitime tilfælde forbydes. Forslagsstillerne understreger endda, at der ikke er tale om et forbud, der specifikt retter sig mod visse former for religiøse beklædningsgenstande, men at der derimod ønskes at generelt forbud mod tildækning af ansigtet i det offentlige rum. Det hensyn, der skal varetages med forbudet, må man forstå er den sociale samhørighed i Danmark.

Noget andet, der også er nyt siden 2009, er, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i juli måned i år har afsagt en dom i en sag, hvor domstolen ikke fandt, at et fransk forbud mod tildækning af ansigtet i det offentlige rum udgjorde en krænkelse af konventionens bestemmelser om religionsfrihed og retten til privatliv.

Det helt centrale spørgsmål er herefter, om det inden for rammerne af både den danske grundlov og den europæiske menneskerettighedskonvention vil være muligt at udforme et forbud mod at maskere sig eller tildække ansigtet i det offentlige rum. Jeg forholder mig ikke her konkret til det forbud, der foreslås med beslutningsforslaget, men vil gerne give nogle af de juridiske vurderinger og dermed forholde mig til, om man helt generelt vil kunne udforme et forbud i en eller anden form imod maskering og ansigtstildækkende beklædning. Efter Justitsministeriets opfattelse er svaret på det spørgsmål ja. Der er dog nogle forudsætninger, som skal være opfyldt.

Det omfatter bl.a., at forbudet skal varetage det, man kalder et anerkendelsesværdigt formål. Forbudet må ikke være udformet på en måde, der udgør diskrimination på grund af trosbekendelse eller diskrimination på grund af forhold, der er så nøje forbundet med trosbekendelsen, at resultatet vil blive noget nær det samme. Hvis disse forudsætninger ikke er opfyldt, f.eks. fordi ønsket med et forbud er at forskelsbehandle på grund af trosbekendelse, rejser et forbud efter Justitsministeriets opfattelse reel tvivl om foreneligheden med grundloven og den europæiske menneskerettighedskonvention. Men det er altså juridisk muligt – for nu at svare forslagsstillerne – at udforme et generelt forbud mod maskering eller ansigtstildækkende beklædning i det offentlige rum, og det betyder, at det er en anden type forslag, Folketinget skal forholde sig til i dag end tidligere. Og det betyder også, hvis man skal sige det meget direkte, at tilbage står – efter Justitsministeriets vurdering – alene den politiske diskussion, og altså ikke en juridisk diskussion.

Det synes jeg sådan set egentlig er ret godt, for i al respekt for juraen er det, synes jeg, ofte forstemmende, hvis det er der, vi bliver nødt til at ende en politisk diskussion. Man kan altså gøre det, og så er diskussionen i dag i salen, om vi vil det eller ej.

Der vil jeg gerne binde en sløjfe til det, jeg startede med at sige, nemlig at jeg bifalder – og det vil jeg gerne sige meget, meget klart – på ingen måde, at der er kvinder, der går tildækkede, som man ser det med burka og niqab. Jeg synes, det er ikke bare en beklædningsgenstand eller et klæde, i mine øjne er det udtryk for en strukturel og systematisk undertrykkelse af det ene køn, og det er båret ud fra et ideologisk ønske om at gemme kvinder væk og hindre kvinder i at have den fulde samfundsdeltagelse. Det hører ikke hjemme nogen steder, heller ikke i mine øjne i Afghanistan og Pakistan, hvor det er meget udbredt, og da slet ikke i et åbent, moderne, demokratisk samfund som vores i 2014.

Så når vi fra regeringens side i dag ikke kan bakke op om lovforslaget, så er det ikke, og det vil jeg gerne understrege, fordi vi på nogen måde bifalder brugen af hverken niqab eller burka i Danmark – på ingen måde. Det er en undertrykkende mekanisme, som både udtrykker et forkert menneskesyn og et forkert kvindesyn, det er udemokratisk i sin grundforudsætning, og som jeg sagde det før, mener jeg ikke, det hører hjemme i Danmark, og jeg mener også grundlæggende, at det hindrer et respektfuldt møde mellem mennesker.

Når vi så alligevel ender med ikke at støtte beslutningsforslaget, er det, fordi vi ikke synes, at et generelt beklædningsforbud er den rigtige løsning. Jeg synes, det ud fra problemets relativt lille omfang – heldigvis – i Danmark er et alt for stort og voldsomt skridt at lave et generelt forbud og en generel lovgivning. Det er derfor, vi ikke kan støtte forslaget. Men der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, og det håber jeg ikke der gør efter min tale i dag, at burka og niqab er udtryk for et kvindeundertrykkende syn, som jeg ikke synes vi på nogen som helst måde skal understøtte – hverken i Danmark eller i andre samfund.

Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Politiske ord skal følges op med politisk handling, og lad os nu få noget handling på det her område, hvilket jeg fornemmer at vi faktisk er enige om; det vil sende et rigtig, rigtig godt signal til de ekstreme individer og grupperinger, som vi har i Danmark, om, at der er en klar grænse, og at den trækker Folketinget bl.a. her. Det vil være rigtig godt, så det er en opfordring til det.

Men derudover vil jeg sige, at jeg jo synes, at det er godt, og det er jo også noget nyt, at både Justitsministeriets jurister og justitsministeren nu klart og tydeligt markerer, at det her faktisk godt kan lade sig gøre. Det er ikke i strid med grundloven, og det er ikke strid med det, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol siger, men det er et spørgsmål om den politiske vilje. Så jeg synes virkelig, det ville klæde justitsministeren og regeringen og alle andre partier herinde, at man, når man taler om, at man er modstandere af kvindeundertrykkelse, når man taler om, at man er modstandere af islamisme og fundamentalisme, sender et klokkeklart signal om, at her går grænsen altså.

Så det er måske ikke så meget et spørgsmål, men mere en opfordring til justitsministeren om at gå hjem og tænke over det en gang til.

Justitsministeren.

Jeg gentager lige, at det, der er Justitsministeriets vurdering, er, at det juridisk er muligt at udforme et generelt forbud mod maskering eller ansigtstildækkende beklædning, og at det betyder, at der skal være et anerkendelsesværdigt formål. Det, som jo nok er meget slående for debatten her, er, at både jeg som justitsminister og Dansk Folkepartis ordfører alene forholder os til burkaspørgsmålet, for det er nok det, beslutningsforslaget handler om. Og derfor bliver jeg nok også nødt til at sige, at hvis det var på det grundlag, man ville lave en lovgivning, så er det ikke sikkert, at man juridisk ville vurdere, at det er anerkendelsesværdigt, for jeg tror, det er burkaspørgsmålet, der driver Dansk Folkeparti, og det synes jeg sådan set er o.k. at det er. For jeg mener heller ikke, at burkaer hører hjemme i noget samfund, og da slet ikke i det danske. Jeg mener ikke, at der er noget, der legitimerer, at man kontrollerer andre mennesker ... [lydudfald] ... og sådan set også niqabben er udtryk for. Men jeg vil igen gentage: Det vil juridisk være muligt at lave et generelt forbud, men det skal være med det rigtige motiv så at sige.

Det er en ny udmelding i forhold til den diskussion, som vi har haft igennem flere år, nemlig at det er muligt at udforme et generelt forbud. Der vil jeg godt sige, at det, Dansk Folkeparti her foreslår, er et generelt forbud. Det, Dansk Folkeparti her foreslår, er præcis det samme, som den europæiske menneskerettighedsdomstol har godkendt i Frankrig. Og jeg tror ikke, at der i Frankrig er nogen tvivl om, hvorfor politikerne med et meget massivt flertal har indført et generelt forbud mod heldækkende dragter. Det var dybest set, fordi man ønskede at gøre op med det kvindesyn og det menneskesyn, der ligger bag ... [Lydudfald]. Den her fremgangsmåde mener jeg ... [Lydudfald].

Ministeren.

[Lydudfald].

Der er nogle problemer med lyden. Den svinger lidt ... [Lydudfald]. Det er hr. Christian Langballe til en kort bemærkning.

Jeg synes jo også, det er et enormt godt lovforslag ... [Lydudfald].

[Lydudfald].

[Lydudfald] ... arbejdsgivere, der ønsker at ansætte kvinder, der ser ud på den måde. Det er vel også en del af tankegangen med den form for beklædning, at man netop ikke skal gå på arbejde, fordi man er kvinde. Det er altså, undskyld mig, langt ude at se på andre mennesker på den måde. Her er det jo så halvdelen af befolkningen.

Så det er en forhindring i forhold til integrationen, det er kvindeundertrykkende, det er udemokratisk i sin natur og sin udformning, men jeg vil nu fastholde, at et generelt forbud er et meget vidtrækkende skridt at tage i en problemstilling, der – selv om den givet har været voksende – heldigvis og trods alt er relativt lille i Danmark.

Hr. Christian Langballe.

Jo, men altså, jeg mener nu nok, at der, hvor det er et problem, er det virkelig et stort problem, bl.a. i Gellerupparken.

Jeg vil så spørge: Hvis nu ikke det her forslag, som jeg mener er suverænt godt, er den rigtige vej at gå, hvad er så ifølge justitsministeren den rigtige vej at gå?

Den rigtige vej at gå er jo den, vi er godt på vej med i Danmark. Det er selvfølgelig at integrere de folk, der kommer hertil, og sørge for, at de piger og kvinder med minoritetsbaggrund af den ene eller den anden form, der vokser op i Danmark, får præcis de samme muligheder og benytter sig af de samme rettigheder, som andre piger og kvinder gør i vores samfund.

Det er vel ikke for meget at sige, at der har fundet en lille revolution sted. Når man ser på, hvor mange piger med minoritetsbaggrund der klarer sig godt i vores uddannelsessystem, som efterfølgende opnår en meget, meget fin tilknytning til arbejdsmarkedet, og som i øvrigt frigør sig af nogle sociale normer, er vi jo på vej i den rigtige retning.

Jeg tror også, det er vigtigt at sige, at burkaen og niqabben er noget, der er ekstremt, og som heldigvis har at gøre med en meget lille andel af vores etniske minoriteter. De fleste, der bor her i Danmark, vil jo slet ikke se sådan ud, heldigvis.

Den sidste korte bemærkning er fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg beklager, at jeg nok alligevel vil gå væk fra politikken og vende lidt tilbage til juraen, men det er kun, fordi ministeren selv nævner den dom fra den europæiske menneskerettighedsdomstol, som forslagsstillerne også nævner i bemærkningerne.

Jeg forstår godt, at dommen siger, at man godt kan indføre et eller andet, men har man i Justitsministeriet set på, hvordan det i forhold til præmisserne for dommen så mere konkret ligger i forhold til de formuleringer, som forslagsstillerne har brugt? Er der lavet en eller anden undersøgelse af, om det her så i virkeligheden ligger inden for grænsen af dommen? Det synes jeg måske ikke fremgår så tydeligt.

Nej, der ikke lavet en decideret juridisk vurdering af beslutningsforslaget. Det, jeg sagde i min tale, var, at det er Justitsministeriets vurdering, at man godt ville kunne lave et generelt forbud inden for rammerne af grundloven og konventionen. Men der er ikke lavet en decideret juridisk vurdering af formuleringerne her.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så jeg siger tak til justitsministeren. Så går vi over til talerrækken, og den første taler er Fatma Øktem fra Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne starte med at sige tak til Dansk Folkeparti for at rejse denne debat om maskering og heldækkende beklædning i det offentlige rum. Beslutningsforslaget pålægger regeringen at fremsætte et forbud mod maskering og heldækkende beklædning i det offentlige rum. Ifølge beslutningsforslaget finder Dansk Folkeparti det afgørende for den sociale samhørighed, at maskering og heldækkende beklædning som f.eks. burka og niqab generelt forbydes i det offentlige rum. Nu kan jeg forstå på ministeren, at det ikke er i strid med grundloven, men jeg kan så fortsætte, at selv om det er i overensstemmelse med grundloven, vil vi i Venstre ikke stemme for, fordi vi mener, at man selv må bestemme, hvordan man skal gå klædt. Venstre ønsker ikke at lovgive om beklædning.

Jeg er glad for at bo i et land, hvor jeg kan tænke, mene og tro det, jeg vil. Jeg er glad for at bo i et land, hvor der ikke er nogen, der fortæller mig, hvad for noget tøj jeg skal have på. I et demokrati og i en retsstat er den personlige frihed helt afgørende, herunder retten til selv at bestemme, hvordan man går klædt. Jeg bryder mig ikke om burkaer, men i Venstre er vi af den klare opfattelse, at staten ikke skal bestemme, hvordan voksne mennesker skal gå klædt.

Blot fordi vi ikke kan lide et beklædningsstykke, er det ikke sådan, at vi skrider ind og vil forbyde det. Det må være op til kvinderne selv at afgøre, om de vil bære burka, eller om de ikke vil. Derfor er det vigtigt at sætte kvinderne i stand til selvstændigt at træffe de beslutninger. For Venstre er det afgørende at italesætte over for kvinderne og deres omgivelser, at det hører til i et åbent samfund, i vores demokrati og i forhold til den måde, vi forvalter og praktiserer forsamlingsfriheden og ytringsfriheden på, at man kan se ansigtet, at man kan se mimikken bag ordene og den måde, sætningerne bliver formuleret på, og det spil, der er i ansigtet. Det er meget værdifuldt, og derfor synes vi også, det er en vigtig debat at tage. Og der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi i Venstre synes, at burka og niqab er noget, der repræsenterer et undertrykkende menneskesyn, et undertrykkende kvindesyn. Det må der på ingen måde herske nogen tvivl om.

Jeg vil blot her til sidst opsummere, at Venstre ikke mener, det er Folketinget, der skal bestemme, hvordan man skal gå klædt, når man vælger at gå uden for sit hjems fire vægge. Så selv om vi i Venstre er enige med Dansk Folkeparti i, at det er vigtigt at fremme den sociale samhørighed, så vil vi ikke støtte beslutningsforslaget. Og jeg skal her til sidst hilse fra Det Konservative Folkeparti og sige, at de gør sig de samme tanker.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra hr. Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti.

Man kan jo næsten høre, at den nye juridiske vurdering fra Justitsministeriet kommer bag på ordførerne. Det synes jeg er godt, for det er jo et udtryk for, at der rent faktisk sker noget nyt på det her område. Nu har jeg ikke hevet det frem, men det kunne jo være fristende at gå ind og hive gamle citater frem fra Venstrefolk og fra Konservative og fra Socialdemokraterne, dengang hvor alle troede, at et sådant forbud ville være i strid med grundloven og den europæiske menneskerettighedskonvention, for der var meldingen fra rigtig mange politikere, at man egentlig rigtig gerne ville gennemføre det, fordi det symboliserer et bestemt kvindesyn og menneskesyn, som vi ikke synes skal være her i Danmark. Men man kunne ikke, fordi der var juridiske forhindringer.

Nu er de juridiske forhindringer væk, og så skal man finde på nogle nye argumenter. Jeg vil bare opfordre til, at man går tilbage til de gamle argumenter og holder fast i det synspunkt og så glæder sig over, at nu kan vi politikere faktisk gøre, hvad vi har lyst til, uden at der skal komme nogle jurister og sige til os, hvad vi skal. Så grib da chancen!

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om der lå et spørgsmål i det, men jeg skal da gerne svare, at om der er kommet nye undskyldninger? Nej, det er ikke nye undskyldninger, som ordføreren sagde. Nej, det er frihed. Det er faktisk altafgørende. Det er friheden til, at man selv må vælge, der her får os til at sige, at vi stemmer imod. Det er retten til selv at bestemme. Det kan ikke være rigtigt, at det er os på Christiansborg, der skal bestemme, hvordan kvinder går klædt. Men jeg vil gerne understrege, at jeg gerne havde set, at ingen kvinder bærer burka, ingen kvinder bærer niqab, men det er ikke mig, der skal tage det af dem. Det er dem selv.

Hr. Martin Henriksen.

Tænk, hvis Folketinget havde den samme indgangsvinkel til social kontrol, til folk, der kom ind i et tvangsægteskab, at det måtte de selv finde ud af. Det skulle Folketinget ikke hjælpe med, det måtte de selv finde ud af. Tænk, hvis vi havde den indgangsvinkel til alle de områder. Det ville jo være helt, helt forfærdeligt. Det mener jeg i hvert fald.

Det gode ved at være politiker, ved at være folkevalgt, er, at der kan man nogle gange sætte sig igennem. Det synes jeg altså at Venstre skulle gøre. Og så det her argument med, at der er frihed. Nu ved jeg godt, at Venstre er et liberalt parti, men man går vel ikke ind for ubegrænset frihed, for ubegrænset frihed betyder jo så også, at så er der nogle, der er stærke, der bruger den frihed til at undertrykke nogen, som er knap så stærke. Og hvis man nogle gange vil hjælpe dem, som er knap så stærke, som ikke tør stå mod eller ikke kan stå imod, fordi det har alvorlige konsekvenser for dem, så er det jo, at politikerne skal træde til og så kæmpe for deres frihed, også selv om det nogle gange kan betyde, at man indskrænker friheden for nogle af de lidt mere stærke, fordi de bruger friheden til at undertrykke nogle andre og tage friheden fra dem, der bliver undertrykt.

Ordføreren.

Jeg er ikke enig med ordføreren i, at vi skal bekæmpe dem, der vil ufrihed, ved at begynde at begrænse friheden. Nej, jeg synes netop, at vi skal bekæmpe dem med vores argumenter, om hvorfor frihed er det rigtige. Frihed til forskellighed. Jeg tror ikke på, at kvinderne ser det som en kamp for dem, hvis vi laver et forbud. De kvinder, der vælger at tage niqab på, vil jeg hellere udfordre på deres holdninger og håbe på, at de vælger at tage den af, i stedet for gå hen og sige til dem, at det er forbudt, og at de ikke må bære den.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Christian Langballe.

Jeg vil godt nævne tre billeder, jeg så fra Kairos universitet fra henholdsvis 1970'erne, 1980'erne og 1990'erne, hvor kvinderne på det første billede ikke bar slør, men på det sidste billede bar slør alle sammen. Og det, som jeg egentlig vil bruge det her til at argumentere ud fra, er, at islamismen som bevægelse har lavet en form for slør og niqab-påbud, som man bruger som symbol på, hvad den her bevægelse repræsenterer. Og så er mit spørgsmål: Er det ikke rimeligt, at staten går ind og siger, at islamismen ikke skal tvinge piger eller kvinder til at bære slør eller niqab, i hvert fald niqab, eller burka?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, at det, vi beslutter her, har den store effekt på, hvad der sker i Kairo, desværre. Men jeg vil gerne sige som svar: Kvinderne i Danmark har faktisk nogle rettigheder, som kvinderne i Kairo ikke har. Kvinderne i Danmark har friheden til at kunne sige fra i dag. Det er ulovligt at tvinge mennesker til at gå i burka, så hvis kvinderne er blevet det, skal de også nok få hjælp, for det er ulovligt. Den ret har kvinderne i Kairo ikke. Så jeg synes, det er en lidt forkert sammenligning.

Men jeg vil gerne understrege en gang til, at jeg gerne havde set, at ingen kvinder bar niqab eller burka. Det signalerer for mig et syn, der er meget udansk, meget udemokratisk, men det er ikke os politikere, der skal blande os i det, hvis en kvinde selv vælger at tage den på.

Hr. Christian Langballe.

Jamen altså, eksemplet fra Kairo var sådan set bare med til at anskueliggøre, at tider er forskellige, og at der også i Danmark er foregået en form for islamisering, i hvert fald nogle steder, som jeg mener er ganske, ganske ubehagelig – for ikke at sige afskyelig. Men sagen er jo bare, at en gang imellem må stater tage nogle midler i brug for at sikre den frihed, der er mellem borgere. Kemal Atatürk gjorde det samme i Tyrkiet, hvor han lavede et forbud mod religiøse symboler. Men så drastisk er det her jo ikke, det er bare et maskeringsforbud, og jeg synes, det er med til at sikre friheden for en masse mennesker.

Ordføreren, værsgo.

Tak. Jamen jeg vil gerne bekæmpe de holdninger, der ligger bag tørklædet. Jeg vil gerne bekæmpe de antidemokratiske holdninger, det kvindesyn, det menneskesyn, der ligger bag tørklædet. Men det tror jeg ikke nødvendigvis er, ved at vi skal forbyde tørklædet – undskyld, nu siger jeg tørklædet, men det er jo burka og niqab, vi taler om, og det er to vidt forskellige ting. Det er jeg klar over.

Men det betyder ikke, at vi ikke er klar over, hvad det er, de signalerer. Vi vil gerne udfordre de holdninger, og det gør vi også hver evig eneste dag – vi udfordrer jo de holdninger. Og det er den vej, vi skal gå, så der ikke er flere, der vælger at tage burka eller niqab på. Men vi vil faktisk ikke være med til at lovgive om, hvordan folk skal gå klædt.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det den næste ordfører i rækken, og det er fru Trine Bramsen fra Socialdemokraterne.

Med forslaget her pålægges regeringen at fremsætte et lovforslag om indførelse af forbud mod maskering og heldækkende beklædning i det offentlige rum.

Man skal ikke være en stor politisk kommentatortype for at gennemskue, at forslaget her i bund og grund handler om burkaer og anden religiøs tildækning, og derfor vil jeg også gå lige til sagen. Lad mig gøre det helt klart, at vi Socialdemokrater ikke mener, at burkaer hører hjemme i Danmark. Det danske menneskesyn hylder ligestillingen mellem mand og kvinde. I vores demokrati er det afgørende, at mennesker kan mødes som ligeværdige, hvorfor ingen skal skjule deres ansigt i mødet med andre mennesker. Burkaer er ikke forenelige med danske værdier. Når man bor og lever i Danmark, har vi en forventning om, at man respekterer de danske værdier, og derfor vil vi til alle tider søge at bekæmpe de forældede tanker og normer, der ligger bag, at kvinder skal bære burka.

Jeg tror, at det er en meddelelse til at alle om, at der er problemer med vores telefonsystem herinde. Så det kan vi tage helt roligt herinde i salen, hvor vi ikke skal tale i telefon.

Jeg fortsætter med burkaerne. Det er derfor også den socialdemokratiske vision at kæmpe for ligestilling og øvrige danske værdier og imod det menneskesyn, der ligger bag burkaer, ikke bare, når burkaen er taget på. En værdig og ligebehandling optager også os Socialdemokrater, når burkaen er taget af bag hjemmets lukkede døre. Vi Socialdemokrater støtter ikke burkaer, men vi støtter heller ikke forslaget her.

Når vi vedtager lovgivning her i Folketinget, så skal det have en vis rækkevidde, og det har det forslag her ikke, og samtidig bilder vi Socialdemokrater os heller ikke ind, at et forbud i Folketinget vil ændre de forstokkede holdninger, der ligger til grund for burkaer. Fordi man tager burkaen af, forsvinder holdningerne ikke. Det er holdningerne, der skal bekæmpes, og det kræver andre virkemidler.

Med de ord skal jeg meddele, at vi ikke kan støtte forslaget her.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen. Værsgo.

Tak for det. Det er jo her, hvor man kan se, om folk er til noget eller ej, fordi da det var sådan, at Socialdemokratiet troede, at man ikke kunne gennemføre det her forslag af juridiske grunde, da Socialdemokratiet var af den opfattelse i 2009, at et sådant forbud ville være i strid med grundloven og i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention, støttede man forslaget, men anerkendte så, at man ikke kunne gennemføre det, fordi det ikke kunne gennemføres rent juridisk. Det kan det så i dag, så der er ikke noget til hinder for, at man gennemfører det.

Dengang i 2009 udtalte politisk ordfører hr. Henrik Sass Larsen, som på S-ledelsens vegne sprang ud som tilhænger af et burkaforbud – det er fra en artikel i Berlingske, og jeg citerer ham:

»Vi kan ikke forbyde, hvad folk render rundt i derhjemme. Der kan man være nøgen eller gå i burka, det skal jeg ikke blande mig i. Men Socialdemokratiet er med på et forbud, der gælder, så snart man bevæger sig ud af gadedøren«.

Ordføreren.

Jeg tror ikke helt, jeg hørte spørgsmålet, men diskussionen om, hvorvidt vi Socialdemokrater er til noget eller ej, må stå hen til senere her på fredagen. Hvad vi i hvert fald ikke er til, er burkaer, men vi mener ikke, at et forslag bekæmper de forstokkede holdninger, som der ligger bag burkaen, og det er baggrunden for at afvise forslaget her i Folketingssalen i dag. Men burkaer støtter vi bestemt ikke.

Hr. Martin Henriksen.

Hvad er det, der gør, at fru Trine Bramsen er uenig med hr. Henrik Sass Larsen, som har sagt på Socialdemokratiets ledelses vegne som politisk ordfører i 2009: » Men Socialdemokratiet er med på et forbud, der gælder, så snart man bevæger sig ud af gadedøren«. Socialdemokratiet er med på et forbud. Dermed kan Socialdemokratiet jo stemme for Dansk Folkepartis beslutningsforslag, eller Dansk Folkeparti kan trække sit beslutningsforslag, og så kan regeringen få lov til at fremsætte sit eget lovforslag, og så stemmer vi bare for regeringens forslag.

Så mit spørgsmål er egentlig: Hvad er det, der er sket, siden Socialdemokratiet har ændret holdning så markant? Er det, fordi man lige pludselig har opdaget, at der rent faktisk er en risiko for, at man kunne få gennemført sin politik? Den risiko er der jo i et demokrati, vil jeg bare sige.

Fru Trine Bramsen.

Jeg skal gerne gentage, at vi Socialdemokrater finder burkaer helt uforenelige med de danske værdier og normer, men vi bilder os ikke ind, at blot fordi man fjerner burkaen som beklædningsgenstand, så kommer man også de forstokkede holdninger, der ligger til grund for burkaen, til livs. Og det er altså baggrunden for at afvise forslaget her i dag.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Christian Langballe.

Jo, jo, altså, vi er selvfølgelig med på, at det drejer sig om holdninger og alt mulig andet. Men for os at se drejer det sig også – og det gælder sådan set enhver maskering – om, at det er en måde, hvorpå man skjuler sin identitet. Jeg mener, at i et åbent, demokratisk samfund skal man kunne se folks ansigt.

Hvad angår integration, mener jeg, at det er ganske afgørende, at folk ikke er pakket ind fra top til tå. Så det er jo ikke kun et spørgsmål om holdninger, det er også et spørgsmål om, hvem man kan se, og hvem man har over for sig. Den tildækning skaber altså problemer, og jeg mener bestemt, det skaber store integrationsproblemer. Så spørgsmålet er, om det ikke er rigtigt.

Ordføreren.

Jo, men jeg skal da gerne gentage, hvad jeg også sagde flere gange i min tale, at vi Socialdemokrater ikke mener, at burkaer er forenelige med de danske værdier. Vi mener, at mennesker skal mødes ansigt til ansigt – ikke med en tildækning mellem mennesker. Men det her forbud løser bare ikke de grundlæggende problemer, der handler om et forstokket menneskesyn, som handler om holdninger, der går ud på, at mand og kvinde ikke er lige. Så vi skal have fat om roden på de problemer, der ligger til grund for burkaerne.

Hr. Christian Langballe.

Jeg er med på, at man selvfølgelig også i den demokratiske debat skal gå argumentativt ind mod det her så meget, som man overhovedet kan. Det er vi fuldstændig enige om. Men det, jeg bare taler om, når det handler om det her niqabforbud eller maskeringsforbud, eller hvad man nu kalder det, er, at det simpelt hen drejer sig om, at man skal kunne se de mennesker i øjnene, som man står over for, at man ikke pakker sig ind, at man ikke så at sige afskærmer sig. For det er det, som den her niqab bl.a. er med til, og jeg vil egentlig sige, at enhver form for maskering, hvor man skjuler sit ansigt, er en måde at sige på, at man ikke hører til.

Ordføreren.

Jamen jeg er fuldstændig enig i, at burkaer skaber en distance mellem mennesker og er helt uacceptable i et dansk demokrati, hvor man skal møde hinanden. Men hvis resultatet af det her forslag nu er, at de kvinder, der er tvunget til at have en burka på, fremover overhovedet ikke kommer ud i vores samfund, så har vi jo godt og grundigt skudt os selv i foden.

Så det her må handle om at bekæmpe holdningerne, der ligger bag ved, sådan at vi får dem nedbrudt, og at vi får forklaret de mennesker, der mener, at burkaer er noget, der skal afskære kvinden fra deltagelse i den offentlige debat, det offentlige liv, at det ikke hører hjemme i i Danmark. Det må være der, vi skal tage fat, og det håber vi at vi kan gøre i fællesskab.

Tak til Socialdemokraternes ordfører. Den næste i rækken er hr. Jeppe Mikkelsen fra Radikale Venstre.

Tusind tak, formand. Vi Radikale går forrest i kampen for ligestilling og mod kvindeundertrykkelse, men vi mener helt grundlæggende ikke, at vi fra statens side skal blande os i befolkningens påklædning. Det er god liberal politik. Vi støtter ikke et tøjpoliti, som dette forslag vil medføre. I mine øjne vil det være ret udansk at gennemføre et sådant forslag.

En burka eller en niqab kan være et symbol på ligestillingsudfordringer, men det er jo ikke selve stoffet, der foretager undertrykkelsen. Man løser ikke nogen grundlæggende problemer med dette forslag, og derfor er det på mange måder blot symbolpolitik, vi ser fra Dansk Folkeparti i dag. Man kan så også diskutere omfanget af brugen af burka. Da man for nogle år siden lavede en optælling, var der vist tre kvinder, der bar burka i Danmark. Som sagt støtter vi fra radikal side kampen mod kvindeundertrykkelse, men denne forbudstankegang løser ikke selve problemet.

Derudover nærer jeg lidt en frygt ved noget, som står ret uklart i selve beslutningsforslaget, nemlig hvad legitime undtagelser er ifølge forslagsstillerne. Det har man sådan ret behændigt ikke ønsket at redegøre yderligere for i selve forslaget, og min frygt kunne være, at det her forslag ikke kommer til at løse nogen som helst ligestillingsudfordring, men i stedet for bliver til stor gene for ganske almindelige danskere, der af den ene eller anden helt legitime grund maskerer sig.

Jeg har temmelig mange gange på kolde dage maskeret mig selv med tørklæder og lignende, når jeg cyklede gennem Aarhus. Er det et legitimt tilfælde, kunne man spørge Dansk Folkeparti om? Er det et legitimt tilfælde at være klædt ud som spøgelse til fastelavn? Eller er det egentlig kun i forhold til religiøs hovedbeklædning relateret til islam, at der ikke er tale om et legitimt tilfælde? Det synes jeg er et relevant spørgsmål at stille Dansk Folkeparti. Det kunne man godt tro, når man læser beslutningsforslaget og ser, hvad forslagsstillerne i øvrigt tidligere har udtalt. Man kunne måske tilføje elefanthuer ved bankrøverier og også gøre det ulovligt at bruge dem. Jeg ved ikke, om det i sig selv vil mindske risikoen for bankrøverier.

Det står i hvert fald noget uklart, hvad det helt præcist er forslagsstillerne ønsker at pålægge regeringen. Min pointe er, at det er meget uklart, og at vi risikerer at få en gentagelse af den knivlov, som på mange måder var til mere skade end til gavn, da den ramte helt almindelige danskere, der havde et legitimt formål med at have en kniv med. Vi risikerer at få det på samme måde, men blot med maskering i stedet for.

Så for at summere op: Vi skal ikke have et tøjpoliti i Danmark, og derfor kan vi Radikale ikke støtte dette forslag. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er det ordføreren for SF, hr. Karl H. Bornhøft.

Tak. Jeg skal på vegne af vores sædvanlige ordfører sige følgende: I SF vil vi ikke støtte forslaget om forbud mod maskering, der jo i praksis og i den virkelige debat strengt taget handler om burka. Det er efter vores opfattelse meget indgribende at blande sig i folks påklædning, selv om det fra vores synspunkt jo da må være meget hæmmende at gå med burka. Så længe der er tale om et frit valg, synes vi rent faktisk ikke, det er rimeligt at blande sig, også selv om det jo er blevet tilkendegivet, at det er muligt i forhold til menneskerettighederne. Og sidst vurderingen kom fra Justitsministeriet om, hvorvidt det var på kanten af grundloven, var svaret ja. Og det, vi så kan høre ministeren sige nu, er, at det så kræver en konkret vurdering. Det er bare fint, og den kan vi måske så få på et eller andet tidspunkt. Men kernen i hele den debat er efter vores opfattelse, at i vores demokrati har vi altså rent faktisk nogle frihedsidealer, der beskytter det enkelte menneske til at kunne træffe dets egne valg, herunder også, hvordan man vil gå klædt offentligt.

Vi er enige i, at det kan være et problem at identificere en tildækket person. Vi har jo allerede et maskeringsforbud, der kan bruges, når det handler om demonstrationer, hvor der skal tages et vist hensyn til den offentlige orden og sikkerhed, og hvor der skal være mulighed for at retsforfølge, hvis der opstår vold. Så den del er dækket af.

Vi har faktisk også tillid til, at arbejdsgiverne kan fastlægge retningslinjer selv, når det handler om job, og når det handler om busselskaber og paskontroller, har vi faktisk også tillid til, at de rent faktisk kan håndtere det. Skulle det modsatte vise sig at være tilfældet, hører vi naturligvis gerne om det og deltager gerne i en debat om det. Men lad os slå fast med det samme, at vi nu ikke mener, vi står over for et stort og uomtvisteligt problem.

Spørgsmålet er også, om vi så står med så omfattende et problem, at man skal lovgive sig fra det, og det mener vi rent faktisk næppe. Der er formodentlig ikke sket meget på de sidste 6 år i den her sammenhæng. En undersøgelse fra 2000 viste, at der var 200 burkaklædte kvinder i Danmark, hvoraf halvdelen af dem oven i købet var konverterede etniske danskere, altså mennesker, der syntes, at de havde et særligt behov for at dokumentere, at de virkelig havde ændret religiøs holdning. Så vi taler altså ikke om noget stort problem.

Til gengæld er det vigtigt for os at slå fast, ligesom alle andre ordførere i den her sal har gjort, at vi ikke har nogen lyst til at påtvinge nogen, at de skal gå med burka. Vi synes, burka er udansk, vi synes ikke, det er fornuftigt at bære, men vi synes altså også, at selv om det er et symbol på en undertrykkelse, som også giver ubehag, så er det at lave lovgivning på området jo altså langt væk fra det, der kunne være acceptabelt.

Hvis en kvinde i Danmark vælger at iføre sig en burka eller en niqab, så får det jo faktisk i forvejen store følger for hende. Hun får meget svært ved at finde arbejde, og hun vil formodentlig også blive socialt isoleret og måske oven i købet ekskluderet af det omkringliggende samfund. Det, der er grundlæggende vigtigt i den her diskussion, er jo ikke forbudsdiskussionen, men at vi tager diskussionen mellem os alle, så vi sikrer, at der bliver taget afstand fra forstokkede religiøse holdninger og uacceptabelt kulturelt arvegods. Det er det, der er vores opgave, det er det, vi skal holde fast på, og det er jo egentlig det, der i den her sammenhæng ville være det bedste, hvis man interesserer sig for, at der skal være et bedre socialt klima i det her land.

Tak til ordføreren for SF. Der er ingen korte bemærkninger indtegnet. Så er det ordføreren for Enhedslisten, hr. Finn Sørensen.

Tak. Enhedslisten kan ikke se noget behov for at forbyde hverken burka, niqab eller andre former for heldækkende beklædning, som det hedder, i det offentlige rum. Et forbud af den art, som Dansk Folkeparti lægger op til i beslutningsforslaget, vil medføre en række problemer med afgrænsning. Forslagsstillerne er selv inde på det i bemærkningerne til forslaget, hvor de jo skriver, at der – og jeg citerer – »kan være visse særlige situationer, hvor en heldækkende beklædning kan legitimeres«.

Forslaget vil altså føre til en masse bureaukrati, hvor myndighederne skal forholde sig til afgrænsninger og undtagelser. Dette besvær er i den grad ikke umagen værd, når man tager i betragtning, hvor sjældent personer bevæger sig i det offentlige rum iført det, forslagsstillerne kalder heldækkende beklædning.

I debatten om muslimske kvinders brug af burka og niqab har det været nævnt, at disse beklædningsgenstande er udtryk for undertrykkelse af kvinder. Med beslutningsforslaget lægger Dansk Folkeparti op til at straffe disse undertrykte kvinder med bøde, hvis de trodser forbudet. Forslaget vil altså ramme de kvinder, der angiveligt i forvejen er ofre for undertrykkelse, med økonomiske sanktioner. Det er en dårlig idé, og Enhedslisten kan bl.a. af den grund ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren for Enhedslisten. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Liberal Alliance, hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg går stadig væk ud fra, at det ikke er noget alvorligt, de siger i højttalerne ude i gangen. Jeg tror stadig væk, det handler om telefonsystemet. Men vores system virker herinde, så vi kan godt gå videre.

Og jeg går ud fra, at formandens meddelelse ikke tages fra tiden. Det er godt.

Jeg er jo en af dem, der havde fornøjelsen af også at være ordfører, da vi diskuterede det sidst, tilbage i 2009-10-samlingen. Det er sådan, at jeg lige har været inde at tjekke min ordførertale, så jeg ikke skulle få samme svada fra hr. Martin Henriksen som andre. Det er korrekt, at vi nævnte menneskerettighederne, men vi nævnte også, at det ikke var vores hovedbegrundelse for, hvorfor vi var imod Dansk Folkepartis forslag. Så det er allerede afklaret fra begyndelsen.

Det er sådan, at i Liberal Alliance bryder vi os i udgangspunktet ikke om det, som burka og niqab på mange måder symboliserer, nemlig en undertrykkelse af kvinder, og at kvinder er mindre værd end mænd. Vi er ikke i tvivl om, at der er nogle kvinder i Danmark, der bliver tvunget til at bære sådanne beklædningsgenstande. Vi er heller ikke i tvivl om, at der er nogle kvinder i Danmark, der vælger det selv, hvor svært vi end har ved at forstå det. For os er det selvfølgelig grundlæggende som liberale, at folk kan klæde sig, som de har lyst, både indendørs og udendørs. Det er også sådan, at vi selvfølgelig er imod, at man tvinger andre mennesker til at gå klædt på bestemte måder, herunder med tildækning af ansigtet. Derfor er vi utrolig glade for, at vi har straffelovens § 260, som handler om ulovlig tvang med en strafferamme på op til 4 års fængsel.

Så bliver der fra forslagsstillerens side sagt, at hvis man virkelig er imod burka og niqab, så må man også sætte handling bag ordene – jeg tror, det var fru Fatma Øktem, som fik det at vide af forslagsstilleren. Så vil jeg bare sige, at hvis man vil forbyde burkaer, fordi der er nogle, der bliver tvunget til at gå med dem, svarer det jo til, at man vil forbyde ægteskaber på grund af tvangsægteskaber. Det handler om, at man skal forbyde at tvinge andre mennesker til noget, de ikke har lyst til, og det glædelige budskab i dag er, at det har man allerede gjort, for det er, som jeg sagde før, fastslået i straffelovens § 260.

Så kan man selvfølgelig godt forestille sig, at det her ville blive så stort og omfattende et problem, så man kunne se på det med andre øjne – det medgiver jeg. Det er sådan, at Liberal Alliance heller ikke ville sige ja til forslag om uniformeringsforbud i det offentlige rum. Det indførte man jo alligevel over for forskellige politiske ungdomsorganisationer i 1930'erne, fordi man havde problemer med uniformerede politiske ungdomskorps, der gik rundt i gaderne og generede andre. Så selvfølgelig kan der helt undtagelsesvis være situationer, men dem tror jeg ikke vi er i nærheden af i dag.

Hvis man endelig skulle gå ind i det og se, hvordan man så skulle udforme det, så svarer man ikke rigtig på det i bemærkningerne, altså hvordan man har tænkt sig at gøre det. Jeg er meget spændt på, når hr. Martin Henriksen efter mig kommer herop, om vi får et svar på, hvad Dansk Folkeparti forestiller sig, man rent konkret skal gøre. jeg har været inde at se på straffelovens § 134 b, som handler om maskeringsforbud ved demonstrationer. Der er nævnt tre ting, som er mere konkrete: Det er hætter, det er masker, og det er bemaling. Skal der så være et generelt forbud mod bemaling af ansigtet? Man kan forestille sig, at børnehaven Margueritten og vuggestuen Mælkebøtten og andre vil komme i problemer i forbindelse med bemaling af ansigt i det offentlige rum. Eller hvad er det egentlig, vi er ude i? Jeg synes, forslagsstilleren skylder at gøre det konkret.

Jeg synes, vi alle skylder at sige, at vi er imod den kvindeundertrykkelse, vi er imod den holdning, der ligger bag nogle af de ting, som forslagsstilleren sikkert tænker på ved burka og niqab, men på mange måder er det jo den mentale burka mere end den fysiske, der skal bekæmpes, og jeg er ikke sikker på, at man bekæmper den mentale burka ved et forbud. Måske ender det ligefrem med, at der er nogle kvinder, som så slet ikke kommer ud, og så har man måske ikke hjulpet nogen i den virkelige verden alligevel.

Liberal Alliance kan ikke på det foreliggende grundlag støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen, der har indtegnet sig til korte bemærkninger. Så er det hr. Martin Henriksen som ordfører for forslagsstillerne.

Tak for det.

Jeg vil egentlig gerne rose hr. Simon Emil Ammitzbøll, for man mente det samme dengang, som man gør nu. Det er jo glimrende, det kan man jo forholde sig til. Så kan man være enig eller ej. Jeg er mildest talt uenig i, at man ikke vil gøre noget som helst, men dengang, hvor man troede, at man ikke havde mulighed for at gøre noget, og man så sagde, at man ikke ville gøre noget, og nu, hvor man så ved, at man har mulighed for det, og så siger, at man lige pludselig ændrer synspunkt og så mener, at så er det ikke så alvorligt et problem alligevel, det er jo lidt mystisk.

Lad mig sige i forhold til den der diskussion og det her forsøg på latterliggørelse af det her forslag, at det er fair nok, det hører også til i den politiske debat. Nu har man jo det her i Frankrig. Jeg kan selvfølgelig tage fejl, men jeg er ret sikker på, at det franske politi ikke forfølger børnehavebørn, der har malet sig i ansigtet. Hvis de gør det, så synes jeg, at man skulle bringe det frem i offentlighedens lys, så man kan forholde sig til det, men jeg er ret sikker på, at de ikke gør det.

Jeg er også ret sikker på, at det franske politi ikke stopper cyklister, som har tørklæde på, fordi de fryser lidt om halsen, og så giver dem en bøde. Jeg kan tage fejl, men jeg er ret sikker på, at det ikke er sådan noget, det franske politi giver sig i kast med. Og hvis det var sådan noget, det franske politi gav sig i kast med, så var det her forbud jo nok ikke blevet godkendt af den europæiske menneskerettighedsdomstol. Det er jo det nye i dagens debat, for tidligere, bl.a. i 2009, da vi havde diskussionen, var der er rigtig mange partier herinde i Folketinget, som sagde, at de ville forbyde burka og niqab, fordi de repræsenterer et kvindesyn, men ikke bare et kvindesyn, for det her handler ikke kun – og nu skal man ikke forstå ordet kun, som om det er ingenting – om kvindeundertrykkelse, det handler også om et bestemt menneskesyn, et syn om, at man skal dele tingene op i rene og urene, at der er det rigtige, og så er der det forkerte, at man deler det op på en meget bombastisk måde, en meget ideologisk måde, og at man ønsker at adskille sig fra det samfund, som man dybest set burde være en del af. Det er jo det, det handler om.

Og så handler det jo om – sådan har vi det i hvert fald i Dansk Folkeparti – at vi ønsker et samfund, hvor vi kan se hinanden i øjnene, at når vi går forbi nogle mennesker på gaden, så kan vi se, hvem det er, vi går forbi, når vi taler med nogle mennesker, så kan vi se, hvem det er, vi taler med. Det var der jo andre partier der var enige i i 2009. Jeg tror, der er mange, der kan huske den offentlige debat i 2009, hvor Socialdemokratiet sagde, at de støttede et burkaforbud, hvor De Konservative sagde, at de støttede et burkaforbud. De sagde, at de egentlig gerne ville gennemføre det, men den eneste grund til, at de ikke ville, var, at det stred mod grundloven, og fordi det stred imod den europæiske menneskerettighedskonvention.

Siden da er der kommet en dom fra den europæiske menneskerettighedsdomstol, hvor man har godkendt forbuddet i Frankrig. Så faldt det argument bort. I dag er kommet en ny juridisk vurdering fra Justitsministeriet, som siger, at det ikke er i strid med grundloven. Så faldt det argument bort. Så nu står vi i den for nogle ubehagelige situation, at man faktisk bliver nødt til at vise, om man vil gennemføre det, man i offentligheden siger, at man vil gennemføre, om man vil gennemføre det, som man har sagt til danskerne, at man vil gennemføre.

Man kan jo komme i den situation som politiker, at man faktisk får chancen for at gennemføre det, man siger. Det kan selvfølgelig for nogle være en behagelig situation, men man burde faktisk være glad for det. Vi står i den situation i dag, og vi står i den situation, at et andet land har gennemført det, og vi ved, at vi har Justitsministeriets ord for, at det er inden for grundloven, vi har den europæiske menneskerettighedsdomstols ord for, at det er inden for konventionerne, og derfor er det bare et spørgsmål om, at de højtærede medlemmer sætter handling bag ordene.

Det kan godt være, at det ikke sker her og nu – det kan jeg jo godt fornemme, for det kommer jo også lidt bag på nogle, at man nu faktisk godt kan gøre det rent juridisk – men jeg håber, at flere og flere med tiden vil indse, at vi faktisk nu har muligheden for at sende et meget, meget klart signal fra Folketingets side til de fundamentalister, de islamister, som vi har i Danmark, som ønsker et grundlæggende anderledes samfund, et samfund, som bygger på et helt andet kvindesyn og et helt andet menneskesyn, og til dem kan vi med lovgivningen sige, at det vil vi ikke have, det vil vi ikke finde os i, og hvis de ønsker at leve på den måde, så kan de gøre det et andet sted end i Danmark. Det er et kraftigt og positivt signal at sende fra Folketingets side.

Tilsvarende eller modsvarende er det jo et meget, meget uheldigt signal at sende, at man nu siger – hvis det er det, der ender med at stå ved magt, men altså, lad os nu se, som tiden går – at vi faktisk kan gennemføre det her, men vi ønsker ikke at sætte handling bag ordene. Så sender man jo det signal til de miljøer, at politikere bare er sådan nogle, der snakker om at bekæmpe dem, men når det kommer til stykket, så vil man ikke noget.

Så jeg håber, at man vil tænke lidt over det. Det vil sikkert ikke ske nu og sikkert ikke ske i forbindelse med Dansk Folkepartis beslutningsforslag. Det kan godt være, at der skal gå lidt længere tid, men jeg håber, at medlemmerne vil tænke over, at vi nu faktisk har muligheden for at gennemføre noget, som Socialdemokratiet har sagt, at de gerne vil gennemføre, som Konservative har sagt, at de gerne vil gennemføre, og lur mig, hvis man gik ind og fandt gamle Venstrecitater frem, om de så ikke også har sagt, at det var noget, som de så positivt på.

Tak til ordføreren.

Der er ikke nogen korte bemærkninger, og dermed er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik. Hvis ingen gør indsigelse – og det ser det ikke ud til – så er det vedtaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og dermed er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik. Hvis ingen gør indsigelse – og det ser det ikke ud til – så er det vedtaget.