Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af lovforslag nr. L 10:

Forslag til lov om ændring af medieansvarsloven. (Forlængelse af klagefrist og opbevaringsperiode).

Af justitsministeren (Morten Bødskov).

(Fremsættelse 02.10.2013).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Jan E. Jørgensen som Venstres ordfører.

Flere og flere danskere klager til Pressenævnet. I 2012 blev der indgivet 211 klagesager, og det er en væsentlig stigning fra 2011. Omkring 12 sager årligt bliver automatisk afvist, fordi klagerne allerede har overskredet den ret korte klagefrist på 4 uger.

Hvad er det så, folk klager over? Hvis man ser på det seneste års kendelser fra Pressenævnet, er det f.eks. en person, der uretmæssigt blev hængt ud for at være svindler; en børnehaveleder, der uberettiget blev beskyldt for at have kendskab til pædofile overgreb i sin børnehave uden at gøre noget ved det; en mor, der er grundløst beskyldt for at have bortført sit barn til udlandet; og et mejeri, der er uberettiget beskyldt for at hælde afføring i sin fløde. Og den mest alvorlige sag handlede om en mand, der blev udråbt som morder uden at være det.

Ytringsfrihed betyder ikke, at man har ret til uretmæssigt at hænge en medborger ud på forsiden af avisen. Bevægelsesfrihed betyder heller ikke, at man har ret til at udøve vold. Sammenligningen er ikke tilfældig, for den krænkelse, som borgere og virksomheder oplever, når de uden rimelig grund havner på forsiden med en dårlig historie, er jo en form for psykisk vold. Men i modsætning til fysiske overgreb er der ikke hjælp at hente hos politiet, for injurier og krænkelser af privatlivets fred er underlagt privat påtale, som det hedder. Man må altså selv ud at finde og betale en advokat og anlægge en retssag.

Heldigvis har vi så Pressenævnet, hvor borgeren har en let adgang til at klage over medier, men desværre kan man godt få det indtryk, at flere medier ikke tager kritik fra Pressenævnet alvorligt nok. Kulturudvalget og Retsudvalget har derfor afgivet en fælles beretning for at styrke borgerens retsstilling i forhold til medierne. Vi ønsker at sikre, at medier, som udhænger mennesker, myndigheder, organisationer eller virksomheder uretmæssigt med en omtale, der er alvorligt skadende, forpligtes til at bringe dels Pressenævnets kendelse, dels et journalistisk udarbejdet dementi af den usande historie i en opsætning og med en placering, der nogenlunde svarer til det tidligere bragte, og hvor forurettede personer, virksomheder eller organisationer renses i tilstrækkelig grad. Det allerbedste ville efter Venstres mening være, hvis et dementi fik nøjagtig den samme opsætning, størrelse og placering som den historie, der var blevet klaget over. Øje for øje, tand for tand, forside for forside.

I beretningen stilles så en række yderligere spørgsmål. Bør Pressenævnet kunne uddele bøder til medier, der i alvorlig grad overtræder medieansvarsloven og de presseetiske regler? Er klageadgangen til Pressenævnet for snæver, når det kun er personer med retlig interesse, der kan klage? Hvordan sikres det, at personer, der ønsker at klage til Pressenævnet, får bedst mulig hjælp og vejledning? Er der behov for, at Pressenævnet i højere grad tager sager op af egen drift? Er den erstatning, som gives til personer, virksomheder, organisationer m.v., der uretmæssigt er blevet hængt ud i medierne, tilstrækkelig i forhold til den skade, som omtalen har forvoldt?

Disse spørgsmål har så ført til en række ændringer hos Pressenævnet. Det er rent praktisk sket i form af en justering af de vejledende regler for god presseskik. Disse justeringer er næppe tilstrækkelige, men Venstre er parat til at give medierne en chance for at blive bedre til at udøve selvjustits.

En af de problemstillinger, der så blev rejst i beretningen, kræver imidlertid en ændret lovgivning for at kunne blive ført ud i livet, og det er derfor, vi står her i dag. Det drejer sig om, hvorvidt tidsfristen på 4 uger for at klage til Pressenævnet er for kort og dermed kan afholde borgere og virksomheder fra at klage. En forlængelse af klagefristen vil give virksomheder, organisationer og borgere langt bedre muligheder for at reagere på mediers uretmæssige behandling, og i en række tilfælde er 4 uger ikke tilstrækkeligt. En klage til Pressenævnet forløber over flere stadier: Først skal man lige komme sig over chokket ved den uretmæssige presseomtale, dernæst skal man vurdere, hvad man nu skal gøre, og hvad man kan gøre, og derefter bruger man tid på at finde en rådgiver og indhente dokumentation for, at presseomtalen har været uretmæssig, og endelig skal selve klagen udarbejdes. Det kan være svært at nå på 4 uger, og derfor kan Venstre støtte en forlængelse af klagefristen.

Helt uproblematisk er det dog ikke, for som det påpeges i enkelte høringssvar, vil en forlængelse af fristen kunne medføre, at der går længere tid mellem den omtale, der klages over, og Pressenævnets afgørelse. Det er korrekt, men man har naturligvis stadig mulighed for at klage, inden klagefristen er udløbet; man behøver jo ikke at vente til sidste øjeblik.

Jeg kan konstatere, at justitsministeren ikke hører en lyd af, hvad jeg siger, men det er så, hvad det er.

I lovforslaget foreslås det at forlænge klagefristen til Pressenævnet fra 4 uger til 12 uger, og samtidig foreslås det, at perioden for pligtmæssig opbevaring af udsendelser forlænges fra 3 måneder til 6 måneder, ligesom der foreslås en udtrykkelig regel om, at opbevaringspligten består, så længe en sag behandles ved Pressenævnet eller domstolene. Det kan Venstre støtte, men vi er næppe færdige med at behandle borgerens beskyttelse mod mediernes overgreb – eller rettere sagt nogle mediers overgreb, for det er jo kendetegnende for Pressenævnets arbejde, at nogle medier har rigtig mange sager og andre medier har meget få sager.

Vi kunne sagtens forestille os, at Pressenævnets arbejde fremover skulle finansieres af de medier, der blev klaget over. Princippet om, at forureneren betaler, kendes jo allerede fra miljøområdet. Hvorfor ikke udstrække det til også at finde anvendelse i forhold til medierne?

Venstre stemmer for forslaget, fordi vi mener, at det er rimeligt at forlænge klagefristen, og vi håber, at regeringen og justitsministeren vil tage flere skridt i retning af at sikre muligheden for at tage til genmæle over for mediers uretmæssige omtale. Tak.

Tak til Venstres ordfører. Fru Trine Bramsen som socialdemokratisk ordfører.

Hr. Mogens Jensen er Socialdemokraternes ordfører på dette lovforslag. Han kunne desværre ikke være til stede i dag, så jeg vil læse hans tale op:

Med dette lovforslag vil vi forlænge medieansvarslovens klagefrister fra de nuværende 4 uger til 12 uger, således at borgere og virksomheder får bedre vilkår for at klage til Pressenævnet. I Danmark nyder vi godt af vores ytringsfrihed og pressefrihed, og vores medier er generelt af høj kvalitet og spiller en vigtig rolle i samfundet som undersøgende og kritisk vagthund. Desværre er medierne naturligvis ikke ufejlbarlige, og det sker, at borgere og virksomheder bliver hængt ud i pressen på et usandt grundlag. I disse beklagelige tilfælde er det en vigtig opgave at sørge for, at de involverede personer eller virksomheder har de bedst mulige vilkår for at klage over den måde, de er blevet fremstillet på i medierne.

Dette lovforslag udspringer af en debat om medieansvar, der startede med en beretning fra Retsudvalget og Kulturudvalget tilbage i februar 2012. Der har efterfølgende været en god og konstruktiv dialog med Pressenævnet og de danske medier om, hvordan vi kan forbedre rettighederne for borgere, der føler sig dårligt behandlet af pressen. Et af de ændringspunkter, dialogen førte med sig, var, at medieansvarslovens klagefrister forlænges fra 4 uger til 12 uger. Når en person står midt i en længerevarende mediestorm, kan det være svært at overskue, hvilke klagemuligheder og rettigheder man har. Derfor er 4 ugers klagefrist ikke altid tilstrækkelig. Ifølge Pressenævnets årsberetninger hænder det hvert år, at klagere bliver afvist på grund af forældede tidsfrister.

I forlængelse af den udvidede klagefrist vil redaktørerne fremover også have pligt til at gemme en kopi af artikler og udsendelser i 6 måneder mod de nuværende 3 måneder, da der desuden naturligvis er opbevaringspligt, så længe en sag kører.

Socialdemokraterne er meget tilfredse med, at der har været et bredt politisk samarbejde om at forbedre borgernes klagemuligheder, når det gælder medieansvar, og derfor støtter vi selvfølgelig forslaget.

Desuden skal jeg på vegne af hr. Ole Sohn meddele, at også SF kan støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Hr. Alex Ahrendtsen som Dansk Folkepartis ordfører.

Tak. Jeg får lov til at tale af justitsministeren, og det vil jeg da benytte mig af. Helt positive er vi nemlig ikke. Massemediernes magt er umådelig, og derfor er det også nødvendigt med en beskyttelse af borgerne, så de har mulighed for genmæle, og nærværende forslag vedrørende medieansvarsloven går i den rigtige retning. Men jeg kan godt afsløre over for justitsministeren, at Dansk Folkeparti er lidt skuffet. Det er fint, at klagefristen forlænges til 12 uger og opbevaringspligten følgelig til 6 måneder, det er bare ikke nok. Hvorfor? Det skal vi prøve at forklare nu.

Pressenævnet blev nedsat i lov om medieansvar i 1992, og vi har siden set en stadig stigende strøm af klager. Alene fra 2011 til 2012 var stigningen på 25 pct. Og samtidig har forholdet mellem medieomtale og genmæle ikke være rimeligt. En forsideomtale er ofte blevet til et genmæle langt inde i bladet. Derfor var det, at Retsudvalget og Kulturudvalget i deres beretning nr. 2 af 21. februar 2013 skrev, at Pressenævnets genmælekendelser i alvorlige tilfælde kunne fylde en hel forside. Og det var udvalgenes opfattelse efter høringerne, at lovhjemmelen var til stede. Selv EU-rapporten fra 2013 anbefaler noget af det samme, som mediejuristen Oluf Jørgensen fortæller i sit notat om medieansvar.

Desværre ser det ud til, vil jeg sige til justitsministeren, at Pressenævnet ikke har strammet op endnu, selv om Oluf Jørgensen siger, det har. På nævnets hjemmeside står der følgende:

»Man kan dog normalt ikke kræve et genmæle bragt på forsiden, selv om de forkerte oplysninger blev bragt på forsiden.«

Det er jo ikke i overensstemmelse med beretningens ønsker, så hvad agter ministeren at foretage sig, for at det bliver bragt i orden? Det ser ud til, at vi skal have skrevet det ind i loven, siden nævnet ikke har handlet på det endnu.

Ministeren må også svare på, om nævnet har fulgt op på beretningens øvrige krav: 1) en bredere fortolkning af den retlige interesse, 2) mindre juristeri og bedre sproglig kommunikation, 3) at nævnet tager sager op af egen drift.

Især punkt 3 har nævnet historisk set været meget tilbageholdende med at anvende, selv om der er lovhjemmel. Man kunne jo lave procedureregler for, hvordan nævnet kan optage sager af egen drift, sådan som Oluf Jørgensen har foreslået, og det kan ministeren jo eventuelt svare på i dag eller senere. Disse punkter agter Dansk Folkeparti i hvert fald at forfølge i udvalgsbehandlingen, inden vi tilkendegiver vores stillingtagen. Og vi ser selvfølgelig frem til behandlingen og den fortsatte debat.

Tak til ordføreren. Fru Zenia Stampe, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Der er nogen, der har glemt et stykke papir heroppe. Det kunne jo godt være hemmeligt, men jeg lægger det her, og så kan man jo komme op og hente det.

Det er jo et meget enkelt forslag, vi behandler i dag. Det er lidt i modsætning til det forrige forslag, som indeholdt alt godt fra havet, og det her er måske det mest enkle lovforslag, jeg indtil videre har behandlet her fra talerstolen. Det handler først og fremmest om at øge klagefristen fra 4 til 12 uger. Det er heldigvis noget, der er bred opbakning til i hele Folketinget, og som har været behandlet i to udvalg, både Retsudvalget og Kulturudvalget. Vi er rigtig glade for, at vi på den måde kan skabe bred opbakning til at styrke borgernes og virksomhedernes retssikkerhed eller retsstilling i forhold til medierne.

Det skal selvfølgelig også ses i lyset af den nye mediedynamik – ikke dynamit, ja, nogle gange kan det også være mediedynamit, skulle jeg hilse og sige, det tror jeg at vi politikere om nogen ved – for det, vi har været vidne til det sidste par år, også med onlinemediernes fremvækst, er jo, at hastigheden og mængden af journalistik og mediedækning stiger. Og det gør jo, at de borgere og virksomheder, som indimellem havner i de her såkaldte mediestorme, kan have rigtig svært ved at holde sig inden for en frist på 4 uger. For selv om det kan lyde af meget, er det måske svært at overskue at skulle klage til Pressenævnet, hvis man lige er blevet hængt ud som morder eller svindler, eller hvis taburetten er ved at brænde under en, hvis man altså er politiker – det er der jo også nogle der har oplevet. Så er det altså ret svært at holde sig inden for de 4 uger. Det kan også være svært at overskue alle de historier, der er skrevet. Hvilke skal man klage over? Osv. osv.

Derfor synes vi, det er fuldstændig rimeligt, at man øger klagefristen fra 4 uger til 12 uger, også selv om der er indkommet høringssvar, som taler imod øgningen, fordi man altså ønsker en hurtigere sagsbehandlingstid. Der må vi bare konkludere, at med det mediebillede, vi har i dag, er det bare ikke muligt. Der er mennesker, der ikke engang ved, at de kan gå til Pressenævnet. Det skal de finde ud af, før de endelig kan gøre det. Så vi synes, det her er en rigtig god ændring, som forhåbentlig kan stille borgere og virksomheder bedre i forhold til mediernes dækning. Medierne skal jo have mulighed for at skrive og sende om det, de vil, men borgere og virksomheder skal også have mulighed for at komme tilbage, hvis man mener, man er blevet uretfærdigt behandlet.

Vi bakker varmt op om det her lovforslag, og vi er utrolig glade for, at der er så stor opbakning i Folketinget i den her sag. Tak.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke nogen ordfører fra Enhedslisten eller Liberal Alliance ... Nå, det plejer ikke at være det sæde, hr. Ole Birk Olesen har, men så er det først hr. Ole Birk Olesen som ordfører for Liberal Alliance.

Tak. Da hr. Simon Emil Ammitzbøll, som er Liberal Alliances sædvanlige ordfører på området, ikke kan være til stede, skal jeg læse følgende tale op:

I Liberal Alliance ser vi positivt på at klage fristen forlænges, og at opbevaringsperioden for udsendelser forlænges. Liberal Alliance støtter forslaget. Så er den ikke længere.

Det var godt, vi fik det med. Hr. Tom Behnke som konservativ ordfører.

Vi kan fra konservativ side støtte lovforslaget her. Vi synes, det er ganske godt, at vi nu får udvidet muligheden for at klage fra de nuværende 4 uger til 12 uger. Det betyder, at man netop, som andre ordførere har været inde på, lige kan nå at samle sig og få et overblik over, hvad det egentlig er, der er sket, og så kan man tilrettelægge sin klage, sådan at den rammer fuldstændig rigtigt. Og det er jo hensigtsmæssigt af hensyn til alle involverede parter, at de klager, der er, bliver formuleret på den rigtige måde, for så er det meget nemmere at forholde sig til det.

Så det er fint, at vi nu udvider fristen til de 12 uger, og dermed kommer der så også den tekniske konsekvensændring, at medierne selvfølgelig så også får pligt til at opbevare deres materiale i længere tid end i dag, for i dag er der en opbevaringsfrist på 3 måneder. Den må man så nødvendigvis forlænge, og der er der så foreslået 6 måneder, og det synes vi er rimeligt og fornuftigt.

Endelig vil jeg sige – det burde være helt overflødigt, hvis vi har med ordentlige mennesker at gøre, men det er åbenbart nødvendigt at præcisere – at mens der pågår en klagesag, har mediet altså pligt til at opbevare det pågældende materiale, man må ikke destruere materialet undervejs i en sagsbehandling. Det burde være logisk, men det er altså åbenbart nødvendigt, at det bliver præciseret i lovgivningen, og så er det også fint, at det sker.

Men når det er sagt, synes jeg alligevel, det er værd at understrege, at lovforslaget jo kun er ét skridt i den rigtige retning, og det er slet, slet ikke nok, hvis vi virkelig skal have gjort op med de medier, som ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. For det, der burde være en forlængelse af det her, og som burde være en selvfølge, er, at det, hvis man har været udhængt på forsiden af avisen, så man nærmest fylder hele forsiden af avisen, altså ikke er nok, at når avisen så efterfølgende skal komme med en berigtigelse, der går på, at det sådan set var en fejl, at det blev gjort, så står det på side 17 nederst til højre på tre linjer nærmest skrevet med usynligt blæk. Så må det være sådan, at berigtigelser placeres det samme sted i avisen med den samme størrelse, for så kan avisen lære, at det altså ikke er måden, man skal gøre det på.

Den anden ting er de erstatninger, der bliver udbetalt. De erstatninger, der bliver udbetalt, er jo så små, de er så latterligt små, at det for enhver avis i dette land kan betale sig at lave de her historier, for man kan tjene penge på at sælge aviser ved at smøre tykt på og hænge folk ud på forsiden af avisen, og den fortjeneste, der ligger der, er jo mange, mange gange større end den erstatning, der bliver udbetalt til ofrene for det her. Og der burde det jo simpelt hen være sådan, at man gik ind og sagde: Hvad har avisen tjent den pågældende dag? Hele omsætningen den dag går til erstatning til offeret. Så kan man lære, at det ikke kan betale sig, så opdager man, at det nok er klogt, at man lige tænker sig om, næste gang man prøver at hænge nogen ud i avisen.

Så vi savner fra konservativ side, at regeringen var mere konsekvent, at man sørgede for, at berigtigelserne placeres samme sted i avisen, i samme størrelsesformat. Og det andet er, at erstatningerne bliver markant større, så chefredaktøren personligt kan mærke det helt ned i sin egen pung, altså at her manglede der pludselig nogle penge i regnskabet. Det ville få moralen til at stige ganske betragteligt. Men som sagt er lovforslaget her et skridt i den rigtige retning, og vi støtter det.

Tak til ordføreren. Justitsministeren.

Tak for det, formand. Må jeg ikke starte med at takke ordførerne for den positive modtagelse af lovforslaget her. Som det også har været fremme, er der jo tale om et lovforslag, som man roligt kan sige i overvejende grad bygger på den fælles opfordring, der er kommet fra Folketingets Retsudvalg og Kulturudvalg om at forlænge klagefristerne i medieansvarsloven fra 4 til 12 uger. Lovforslaget vil selvfølgelig betyde, at dem, der ønsker at klage over et massemedie, nu gives bedre muligheder for at nå at afgive klagen inden for klagefristen.

Jeg har så som en konsekvens af klagefristernes forlængelse fundet det nødvendigt at foreslå en forlængelse af perioden for radio- og fjernsynsvirksomhedernes pligtmæssige opbevaring af udsendelser. Forlængelsen af opbevaringsperioden skal sikre, at en udsendelse ikke slettes, inden radio- og fjernsynsvirksomheden har fået meddelelse om, at Pressenævnet har modtaget en klage over udsendelsen.

Med de her bemærkninger vil jeg gerne takke ordførerne for deres respektive indlæg, og vi ser selvfølgelig frem til den videre behandling af lovforslaget i Folketingets udvalg. Det er som sagt et lovforslag, der bygger på en fælles beretning fra Folketingets Retsudvalg og Kulturudvalg.

Så vil jeg til Dansk Folkepartis ordfører, som ønskede regeringens holdning, i forhold til hvordan Pressenævnet havde efterlevet de øvrige elementer, som var gengivet i beretningen fra Kulturudvalget og Retsudvalget, sige, at det jo ikke er noget, som man har opfordret mig til; det er noget, som man så at sige har opfordret Pressenævnet selvstændigt til. Men hvis man ønsker, at jeg skal finde ud af, hvordan Pressenævnet har fulgt den beretning, som er afsendt fra folketingsudvalgene, så gør jeg selvfølgelig gerne det; så spørger man bare til det.

Så er der nævnt en række forhold af hr. Tom Behnke og også af hr. Jan E. Jørgensen, som jeg må forstå ønsker at have en videre debat af det her emne. Og jeg synes da, at det vil være helt naturligt, og hvis man ønsker den debat, synes jeg, at man skal tage den i regi af enten Kulturudvalget eller Retsudvalget, hvor man jo rent faktisk har haft en debat, som har betydet, at vi nu står med det her lovforslag i dag.

Tak til justitsministeren. Der er ikke flere, der har bedt om ... Jo, det er der søreme. Hr. Alex Ahrendtsen har meldt sig for en kort bemærkning.

Tak for svaret. Jeg går ud fra, at når to udvalg i Folketinget opfordrer Pressenævnet til at skærpe deres praksis, fordi det kan holdes inden for loven, så gør de det også. Hvordan kan det være, at det ikke er sket? Har ministeren slet ikke den holdning, at det er for galt?

Det gælder jo især hensynet til genmæle. Genmælet skal jo helst stå i rimeligt omfang til sagen i medierne. Altså, hvis det har været på forsiden og har været fuldstændig urigtigt, så skal genmælet også være på forsiden. Det har vi helt klart udtrykt ønske om, og det er også det, beretningen fortæller at det skal. Og så virker det mærkeligt, at Pressenævnet ikke har fulgt op på det på sin hjemmeside. Ministeren må da gerne have en lidt mere klar holdning til den slags.

Ministeren.

Jeg har desværre ikke været inde at se på Pressenævnets hjemmeside, men hvis hr. Alex Ahrendtsen spørger til det, er jeg helt sikker på, at der sagtens kan findes svar på det spørgsmål også.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Nu har jeg jo lige spurgt om det, og jeg stiller også gerne et skriftligt spørgsmål, hvis det er, at ministeren hellere vil have et skriftligt spørgsmål. Men nu står han på talerstolen, og det er jo ret sjældent, at jeg får lejlighed til at snakke med ham. Og derfor kunne jeg egentlig godt tænke mig at få at vide, om ministeren synes, det er i orden, at Pressenævnet ikke følger op på udvalgenes helt klare anbefaling, især når det kan holdes inden for loven.

Ministeren.

Som sagt er det en beretning, som er vedtaget af to folketingsudvalg, hvor der bl.a. er en opfordring til, hvad Pressenævnet skal følge. Og jeg synes, det er helt rigtigt med den model, vi har valgt her, at jeg – hvis jeg bliver bedt om det – selvfølgelig gerne vil se på, hvordan Pressenævnet selv mener at de har fulgt op på det, som bl.a. stod i beretningen fra folketingsudvalgene. Det mener jeg er den rigtige måde. Det er jo som sagt en beretning, der er kommet fra nogle folketingsudvalg, og hvor man beder Pressenævnet om at gøre noget. Og hvis man gerne vil vide noget om det, så kan man spørge mig, og så skal jeg nok forsøge at skabe overblik over det.

Så er der ikke flere, der har bedt om ordet. Tak til justitsministeren.

Forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.