Tak for det, formand.
Med beslutningsforslaget pålægges regeringen i indeværende folketingssamling at fremsætte forslag om ændring af udlændingeloven med henblik på at sikre, at modtagere af revalideringsydelse ikke af denne grund får afslag på ægtefællesammenføring, afslag på forlængelse af tidsubegrænset opholdstilladelse eller afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse.
Forslagsstillerne peger bl.a.
på, at personer, der i en periode modtager revalideringsydelse, oftest er blevet ramt af en arbejdsulykke uden egen skyld, at de pågældende via revalideringsforløbet gør en særlig indsats for at komme tilbage på arbejdsmarkedet, og at revalideringsydelser derfor indtager en særstilling blandt de ydelser, der gives i dag efter lov om aktiv socialpolitik.
Beslutningsforslaget handler jo, som man kan høre, om det, vi kalder selvforsørgelseskravet.
Selvforsørgelseskravet indebærer bl.a., at ægtefællesammenføring som udgangspunkt er betinget af, at den herboende i 3 år forud for opholdstilladelsen til ægtefællen ikke må have modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik.
Det gælder som sagt f.eks.
revalideringsydelser.
Men lad mig prøve at starte et lidt andet sted:
Den her regering foretog sidste forår en gennemgribende revision af reglerne på netop ægtefællesammenføringsområdet.
Udgangspunktet for regeringens udlændingepolitik – og dermed også for de nye regler om ægtefællesammenføring – er, at der skal være tale om et både robust og også retfærdigt regelsæt.
Udlændingepolitikken skal med andre ord bygge på klare rettigheder og pligter for udlændinge, der ønsker at være en del af det danske samfund.
Udlændingepolitikken skal også fremme integrationen.
Derfor skal udlændinge, der ønsker at være en del af det danske samfund, mødes med rimelige, men også gennemskuelige krav, som er retfærdige og ikke unødvendige og ekskluderende.
På familiesammenføringsområdet er det vigtigt for regeringen at reglerne understøtter, at de udlændinge, der kommer her til landet som led i ægtefællesammenføring, bliver godt integreret i det danske samfund, og at der som sagt også stilles klare krav om en aktiv indsats for egen integration i det danske samfund.
Netop derfor fjernede regeringen i maj sidste år det pointsystem, som den tidligere regering havde indført i sommeren 2011.
Pointsystemet gik som bekendt ud på, at en udlænding, der ønskede at blive familiesammenført, skulle dokumentere erhvervserfaring, uddannelse eller sprogkundskaber forud for en eventuel ægtefællesammenføring.
Pointsystemet skabte efter regeringens opfattelse en unødig barriere for herboendes adgang til at få en udenlandsk ægtefælle her til landet.
Samtidig var der tale om en unødigt kompliceret regulering af adgangen til ægtefællesammenføring.
Og endelig gav pointsystemet veluddannede og velstillede udlændinge bedre muligheder for at komme her til landet som ægtefællesammenført.
Samtidig blev 24-årsreglen jo altså genindført, og tilknytningskravet blev tilbageført til den definition, der var gældende, før pointsystemet blev indført.
Vi afskaffede endvidere gebyrerne og indvandringsprøven, og vi nedsatte den økonomiske sikkerhedsstillelse fra 100.000 kr.
til 50.000 kr.
Med de nye regler har vi efter regeringens opfattelse fået et klart, gennemskueligt og også retfærdigt regelsæt, der samtidig understøtter en god integration for de udlændinge, der kommer her til landet som led i ægtefællesammenføring.
Selvforsørgelseskravet har regeringen valgt at fastholde.
Som jeg allerede har været inde på, indebærer selvforsørgelseskravet, at en opholdstilladelse på baggrund af ægteskab som udgangspunkt er betinget af, at den herboende person i 3 år forud for opholdstilladelsen ikke har modtaget ydelser efter integrationsloven eller loven om aktiv socialpolitik.
Tilsvarende er opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse som udgangspunkt betinget af, at den pågældende udlænding ikke i de seneste 3 år forud herfor har modtaget hjælp efter de nævnte regelsæt.
Og i perioden frem til opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse er forlængelse af en opholdstilladelse til en ægtefællesammenført udlænding som udgangspunkt betinget af, at hverken den herboende ægtefælle eller udlændingen modtager en sådan offentlig hjælp.
De ydelser, der er omfattet, er bl.a.
kontanthjælp, ledighedsydelse og revalideringsydelse.
Offentlig hjælp i form af enkeltstående ydelser af mindre beløbsmæssig størrelse er derimod ikke omfattet, når hjælpen ikke er direkte relateret til forsørgelse, eller når hjælpen må sidestilles med løn eller pension eller træder i stedet herfor.
Selvforsørgelseskravet kan så fraviges, hvis ganske særlige grunde taler for det.
Der er tale om en snæver undtagelse, som alene finder anvendelse, hvis et afslag på familiesammenføring vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Det kan f.eks.
være tilfældet, hvis den herboende har opholdstilladelse som flygtning og ikke kan henvises til at udøve sit familieliv i ansøgerens hjemland, fordi han eller hun risikerer forfølgelse i det pågældende land.
Som nævnt er det vigtigt for regeringen, at reglerne på området understøtter, at de udlændinge, der kommer her til landet som led i bl.a.
ægtefællesammenføring, bliver godt integreret.
Baggrunden for selvforsørgelseskravet er netop at sikre, at familier, hvor den ene ægtefælle er kommet hertil ved familiesammenføring, er selvforsørgende og samtidig integreres i det danske samfund.
Arbejdsmarkedstilknytning og evnen til selvforsørgelse har ikke blot betydning i forhold til den familiesammenførte ægtefælle, men også væsentlig betydning for hele familiens integration i det danske samfund.
Det er naturligvis vigtigt, at en borger, der ønsker familiesammenføring her i landet med en udenlandsk ægtefælle, vejledes om de opholdsretlige konsekvenser, som borgerens modtagelse af f.eks.
revalideringsydelse har i forhold hertil.
Retter en borger i den forbindelse henvendelse til Udlændingestyrelsen, ja, så vil Udlændingestyrelsen selvsagt vejlede herom.
Også på hjemmesiden – den, der hedder www.nyidanmark.dk – vejledes der herom.
Det er herudover forudsat, at de kommunale sagsbehandlere i relevant omfang vejleder om de mulige opholdsretlige konsekvenser af modtagelse af visse offentlige ydelser.
Den vejledningspligt gøres kommunerne og KL, altså Kommunernes Landsforening, løbende opmærksom på af Udlændingestyrelsen.
Men netop fordi den vejledning, som de kommunale sagsbehandlere yder over for borgerne, er vigtig, så vil Justitsministeriet anmode Udlændingestyrelsen om at minde kommunerne om, at de i alle relevante tilfælde forudsættes at vejlede om den betydning, som modtagelse af f.eks.
revalideringsydelse eller kontanthjælp har i forhold til opnåelse af familiesammenføring, forlængelse af en udenlandsk ægtefælles opholdstilladelse og opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse.
Det vil ske, ved at Udlændingestyrelsen udsender et nyhedsbrev til kommunerne og altså til Kommunernes Landsforening, KL.
Nu er det jo alene revalideringsydelsen, som forslagsstillerne med beslutningsforslaget ønsker at undtage fra selvforsørgelseskravet.
Forslagsstillerne peger på, at de personer, der i en periode modtager revalideringsydelse, oftest er blev ramt af en arbejdsulykke uden egen skyld.
Lad mig i den forbindelse gøre opmærksom på, at revalidering
ikke
er begrænset til sådanne personer.
F.eks.
kan også personer med massive beskæftigelses– eller uddannelsesmæssige vanskeligheder, herunder misbrug og/eller kriminalitetsproblemer indgå i et revalideringsforløb.
Vi taler altså her om en bred gruppe af personer.
I beslutningsforslaget peges der også på, at personer, der går ind i et revalideringsforløb, gør en særlig indsats for at komme tilbage på arbejdsmarkedet.
Det er på den baggrund forslagsstillernes opfattelse, at revalideringsydelsen adskiller sig fra andre ydelser, der udbetales efter lov om aktiv socialpolitik.
Ja, revalidering består ganske rigtigt af erhvervsrelaterede aktiviteter og økonomisk hjælp, der kan bidrage til, at en person med begrænsninger i arbejdsevnen kommer tilbage på arbejdsmarkedet, så den pågældendes mulighed for at forsørge sig selv og sin familie forbedres.
Revalideringsydelse er således, ligesom de øvrige ydelser omfattet af lov om aktiv socialpolitik, en midlertidig ydelse til forsørgelse.
Det er imidlertid ikke givet, at et revalideringsforløb lykkes, og jeg kan i den forbindelse henvise til en analyse fra april 2012 foretaget af Center for Aktiv BeskæftigelsesIndsats.
Den analyse viser, at godt en tredjedel af de personer, der afsluttede et revalideringsforløb i 2010, var selvforsørgende 12 måneder senere.
Det er heller ikke givet, at den, der har gennemgået et revalideringsforløb, og som er kommet i arbejde, formår at fastholde denne arbejdsmarkedstilknytning på lidt længere sigt.
Arbejdsmarkedstilknytning er som nævnt af væsentlig betydning for hele familiens integration i det danske samfund.
Det er derfor svært at se, hvorfor revalideringsydelse skal tillægges en særstatus i forhold til de øvrige ydelser, der udbetales efter lov om aktiv socialpolitik, herunder f.eks.
kontanthjælpen.
Lad mig komme med et eksempel:
Kontanthjælp er ligesom revalidering hjælp til forsørgelse til den, der ikke har mulighed for at forsørge sig selv eller sin familie.
Det kan f.eks.
være på grund af sygdom, arbejdsløshed eller et samlivs ophør.
Man kan f.eks.
forestille sig en ufaglært, der uforskyldt har mistet sit job på grund af nedskæringer, eller fordi virksomheden er flyttet til udlandet, og som derfor får kontanthjælp i en periode, indtil han eller hun måske finder et nyt job.
For den person tror jeg det vil være svært at se, hvorfor han eller hun skal stilles anderledes i forhold til familiesammenføring end den, der har fået tilbudt et revalideringsforløb.
Og man kan temmelig sikkert finde flere af den type eksempler.
Jeg tror, vi alle kan være enige om, at de regler, vi vedtager her i Folketinget, selvfølgelig skal gælde for alle.
Det er ligesom betingelsen for vores arbejde.
Men det betyder også, at der altid vil kunne findes eksempler, hvor reglernes anvendelse i en konkret sag fremstår urimelige og særlig hårde.
Men man skal være meget forsigtig med at lovgive ud fra enkeltstående sager.
For regeringen er det vigtigt at holde fast i, at familier, hvor den ene ægtefælle kommer her til landet som familiesammenført, er i stand til at forsørge sig selv.
Det er efter regeringens opfattelse med til at sikre hele fundamentet for vores udlændingepolitik, nemlig en god integration, ikke bare for den enkelte, men for hele familien.
Det samme gælder jo i forhold til forlængelse af en opholdstilladelse, og også når det gælder opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse.
Efter regeringens opfattelse bør det gældende krav om selvforsørgelse derfor fastholdes.
Det gælder også for personer, der har modtaget revalideringsydelse.
Selvforsørgelseskravet er i den henseende med til at sikre arbejdsmarkedstilknytning og evnen til selvforsørgelse for sådanne personer.
Derfor kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.
Tak for ordet.