Det sidste punkt på dagsordenen er:

25) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 10:

Forslag til folketingsbeslutning om styrkelse af den private ejendomsret i forbindelse med statslige anlægsprojekter.

Af Jan E. Jørgensen (V), Peter Skaarup (DF) og Simon Emil Ammitzbøll (LA) m.fl.

(Fremsættelse 10.10.2013).

Forhandlingen er åbnet. Jeg giver først ordet til transportministeren, værsgo.

Jeg vil indledningsvis sige, at der med forslaget rejses en vigtig problemstilling, som jeg er meget opmærksom på. Problemet med borgere, der på grund af et statsligt anlægsprojekt i et eller andet omfang er bundet til deres boliger, er desværre noget, vi har set mange eksempler på. Regeringen har haft fokus på at rette op på tingene, hvilket jeg vil komme tilbage til om et øjeblik.

Jeg synes nemlig, det er vigtigt at have historikken på plads. Sagen er den, at langt størstedelen af de VVM-undersøgelser, der nu giver problemer for en række borgere, blev iværksat i årene 2009 og 2010 under den daværende VK-regering, uden at finansieringen til det efterfølgende anlægsprojekt var på plads. Størstedelen af problemerne blev med andre ord skabt på et tidspunkt, hvor forslagsstillerne havde et flertal i Folketinget og sad i regering.

Den nuværende regering har som nævnt haft fokus på området. I 2010 indgik vi en aftale i forligskredsen bag en grøn transportpolitik om, at der som udgangspunkt ikke skal iværksættes nye VVM-undersøgelser, medmindre der samtidig kan peges på en realistisk finansieringsmodel for hele projektet. Derudover har vi med aftalen af 21. marts 2013 taget stilling til linjeføringen for en række konkrete VVM-projekter, og det blev samtidig besluttet at afsætte en pulje på 80 mio. kr. til finansiering af udgifter til forlods overtagelse for grundejerne langs fire konkrete strækninger. Regeringen er med andre ord nået langt i forhold til at rydde op i sagerne og få skabt klarhed for de grundejere, der på forskellig vis har været berørt af VVM-undersøgelserne.

Sagerne illustrerer, at der i høj grad er tale om en politisk udfordring, der efter min mening også bør løses politisk. Det afgørende er med andre ord, at vi fra politisk side er meget varsomme med at igangsætte nye VVM-undersøgelser, før finansieringen er på plads. De eksisterende lovmæssige rammer og hele processen omkring statslige ekspropriationer mener jeg generelt er velfungerende. Man skal huske på, at loven foreskriver en lang række processer og frister, der i sidste ende er med til at sikre borgernes retssikkerhed, og som dermed er vigtige, også selv om det kan tage tid. Sagsbehandlingstiden i de enkelte sager kan desuden variere meget, alt efter hvor komplekse de er. Efter omstændighederne kan sagsbehandlingstiden begrænses helt ned til omkring 4 måneder. Og for fortsat at holde sagsbehandlingstiden på et rimeligt niveau har vi for nylig tilført flere ressourcer til de relevante myndigheder – for netop at sikre, at de kan håndtere den stigende mængde sager, de mange anlægsprojekter for tiden kaster af sig.

Beslutningsforslaget indeholder også forslag om øget adgang til godtgørelse ved fastsættelse af erstatning. Jeg vil først slå fast, at erstatningsudmålingen altså følger grundlovens princip om fuldstændig erstatning. Kort fortalt betyder det, at borgeren økonomisk stilles, som hvis ekspropriationen ikke havde fundet sted. Dernæst er det vigtigt for mig at understrege, at erstatningsfastsættelsen foregår i uafhængige og domstolslignende instanser, der er uden for politisk indflydelse. Jeg har stor tiltro til, at de myndigheder, der fastsætter erstatningen i både første og anden instans, gør det ud fra objektive kriterier, der følger grundlovens udgangspunkt. Jeg tror, at vi som politikere skal være meget varsomme med at pille ved en konstruktion, som bygger direkte på grundlovens principper, og som varetages af uafhængige instanser.

Det er således ud fra en samlet betragtning – altså ud fra alle de her elementer – at regeringen afviser beslutningsforslaget.

Så går vi til ordførerrækken, og det er først hr. Rasmus Horn Langhoff.

Tak for det. Jeg skal indledningsvis sige, at jeg holder den her tale på vegne af Socialdemokratiets transportordfører, hr. Rasmus Prehn, som desværre er forhindret i at holde talen her i dag.

Tænk, hvis nogle vil anlægge en motorvej lige der, hvor man bor. Mange føler det som et overgreb, når samfundet på flertallets vegne beslutter, at deres hjem skal flyttes, fordi der skal anlægges en ny vej eller andet. Det kan imidlertid være nødvendigt. Hvordan skulle vi ellers nogen sinde kunne anlægge en ny vej, bro eller togbane, hvis intet måtte forandres? Somme tider må mindretallet vige for det demokratiske flertal, når der skal anlægges noget, som er til gavn for os alle.

Men i Danmark er ejendomsretten ukrænkelig, og det har den været siden grundlovens indførelse i 1849. Finder flertallet på at anlægge noget der, hvor man har sin ejendom, har man derfor ret til ekspropriation efter det grundlovssikrede princip om fuldstændig erstatning. Det er kun ret og rimeligt.

Beslutningsforslaget her handler om, at forslagsstillerne vil gøre vilkårene for ekspropriation endnu bedre. Det lyder naturligvis sympatisk, men klinger også lidt hult, når man tænker på, at de fleste af de problemer, forslaget søger at løse, er opstået, mens forslagsstillerne selv havde det politiske flertal og dermed det politiske ansvar.

Visse steder i Danmark er der foretaget såkaldte reservationer, fordi samfundet overvejer at anlægge veje eller andet på det pågældende sted, men endnu ikke har taget endelig beslutning eller fundet pengene til at gennemføre projektet for. Det betyder desværre, at der er borgere, der lever i uvished. Disse borgere ved nemlig ikke, om de kan blive eksproprieret eller ej. Deres ejendom er derfor så godt som usælgelig, eller i hvert fald vil de tabe mange penge, hvis de sælger. Mange føler sig derfor stavnsbundne i deres hus, og det er selvsagt uheldigt og helt uacceptabelt.

De mennesker, der er kommet i klemme og føler sig stavnsbundne på grund af statslige reservationer i det område, hvor de bor, skal selvfølgelig hjælpes. Det siger sig selv, andet kan vi ikke være bekendt. Socialdemokratiet og regeringen er i fuld gang med at løse problemet.

Forslagsstillerne har snakket og talt meget, men det er blevet til meget lidt konkret handling fra forslagsstillernes side. De flotte løfter og den storladne retorik fra Venstres, Dansk Folkepartis og Liberal Alliances side får meget let et skær af paradekørsel med tom vogn. For hvordan var det lige, at de eksisterende problemer med de mange uafklarede reservationer, opstod? Jo, det var jo netop, mens disse partier havde den politiske magt i Danmark. Skiftende borgerlige transportministre igangsatte den ene VVM-undersøgelse efter den anden. Man havde næsten indtryk af, at de ikke kunne passere en by i deres ministerbil, uden at de stod ud af bilen for lige at love en VVM-undersøgelse. Den slags hedder at gøre regning uden vært, og det er typisk for de liberalistiske partier og den borgerlige fløj.

Konsekvensen er nu, at en masse mennesker sidder i huse, hvor staten har reservationer, men ingen penge til at gå i gang med projekterne for. Det problem skal løses, og fra Socialdemokratiets side glæder vi os over, at regeringen tager fat. Vi glæder os over, at regeringen har indført et nyt princip, hvor der ikke igangsættes nye VVM-undersøgelser, uden at der samtidig er penge til at gennemføre projektet og til at ekspropriere de mennesker, der bor i området.

Fra Socialdemokratiets side glæder vi os over, at regeringen har sikret, at der på en række strækninger er blevet besluttet en linjeføring, således at de berørte mennesker kan komme i gang med deres eksproprieringssag, og at de myndigheder, der sidder med sagerne, er blevet tilført flere ressourcer, så ventetiden er kortere. Fra Socialdemokratiets side glæder vi os over, at der på regeringens initiativ er afsat 80 mio. kr. til finansiering af forlods overtagelse for grundejere langs fire konkrete strækninger. Og det er altså projekter som udbygning af motorvejen syd om Odense, rute 21 til Kalundborg, udbygning af motorvejen mellem Kolding og Fredericia, og rute 26 ved Viborg. Og vi er parate til at gøre mere end det.

Fra regeringens side har vi altså valgt at handle og gøre noget for at hjælpe de borgere, der er kommet i klemme. Vi vil selvsagt gerne gøre endnu mere, men vi er også klar over, at det er halsløs gerning at love noget, der viser sig umuligt at indfri, som når forslagsstillerne foreslår øget adgang til godtgørelse ved fastsættelse af erstatning. Her burde forslagsstillerne være sig bevidst, at erstatningsudmålingen følger grundlovens principper om fuldstændig erstatning, hvilket kort fortalt betyder, at borgeren er økonomisk stillet, som hvis ekspropriationen ikke havde været nødvendig, ligesom forslagsstillerne burde tænke over, at erstatningsfastsættelsen foregår i uafhængige og domstolslignende instanser, som er uden for politisk indflydelse. Fra Socialdemokratiets side har vi stor tiltro til, at de myndigheder, der fastsætter erstatningen ud fra objektive kriterier, der følger grundlovens principper, som udgangspunkt gør det på bedste vis.

På grundlag af disse argumenter kan vi fra Socialdemokratiets side ikke tilslutte os beslutningsforslaget. Vi ønsker i stedet at hjælpe de mennesker, der er kommet i klemme, ved hjælp af konkrete forbedringer som dem, jeg allerede har nævnt.

Det udløste korte bemærkninger, først fra hr. Jan E. Jørgensen.

Jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstår det, for når man fortæller, at man nu sætter penge af til forlodsovertagelse og ikke kaster sig ud i projekter, som ikke bliver til noget, hvad skulle så være problemet med at vedtage det her beslutningsforslag og gøre det til et retskrav, så man sikrer, at borgeren ved, at hvis vedkommende bliver ramt af en potentiel linjeføring tværs igennem sin ejendom, så har borgeren altså et retskrav på forlodsovertagelse? Altså, hvis man gør det alligevel, som jeg hører ordføreren sige, hvorfor så ikke vedtage beslutningsforslaget og gøre det til et retskrav?

Ordføreren.

Som jeg gjorde opmærksom på, da jeg indledte min tale, så holder jeg den her tale på vegne af transportordfører og folketingsmedlem hr. Rasmus Prehn. Jeg kan læse hans tale op, men jeg kan desværre ikke svare på hans vegne på de spørgsmål, der måtte komme.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Så kunne hr. Rasmus Prehn måske have sat ordføreren ind i, hvad det handler om. Jeg synes generelt, det er et problem, at man, når der behandles sager her i Folketinget, så ikke har mulighed for at stille spørgsmål til de forskellige ordførere. Jeg skal ikke sige, at det ikke også sker for Venstre, det gør det givetvis, men jeg synes generelt, det er et problem, som vi bør debattere i Folketinget.

Det synspunkt vil jeg gerne støtte.

Næste spørger er hr. Jørn Dohrmann.

Tak for det. Jamen vi er nødt til at give ordføreren en mulighed for at svare, for når den rigtige ordfører ikke er til stede, kan det jo godt blive lidt vanskeligt. Men når man provokerer med at sige, at det er opstået, dengang forslagsstillerne selv havde magten, så vil jeg gerne have nogle eksempler på, hvad det er, der er opstået dengang, og som man ikke løste.

Det, jeg også gerne vil vide, er, om ordføreren ikke kan bekræfte, at f.eks. det dobbeltspor, der er imellem Vojens og Vamdrup, som det nu er vedtaget at man skal udbygge, har ligget i rigtig mange år, siden 1970'erne, hvor der altså har været socialdemokratiske regeringer, som netop kunne have, hvad skal jeg sige, tilgodeset de borgere, hvis grund bliver eksproprieret i den her omgang. Hvorfor er det ikke sket tidligere? Hvis man ligesom siger, at man gerne vil afsætte pengene, midlerne, til det, så skulle man også have gjort det, men der har man bare ladet stå til, og det er jo den nuværende regerings skyld. Hvorfor løste man ikke problemet dengang?

Ordføreren.

Jeg takker for spørgsmålet. Som jeg indledte min ordførertale med at sige, holder jeg den her tale på vegne af transportordføreren, som altså ikke er på charterferie et eller andet sted, men lige nu her i disse minutter passer sit arbejde herinde på Christiansborg med at være formand for Forskningsudvalget. Sådan er det jo nogle gange. Folketingsmedlemmet burde være bekendt med, at tingene nogle gange kolliderer, og at det ikke er sådan, at behandlingen af forslag her i Folketingssalen tager hensyn til, at der også er andre arbejdsopgaver, der skal passes. Så jeg kan forestille mig, at både Venstre og Dansk Folkeparti her i løbet af det sidste stykke tid har været ude for den samme situation. Sådan er præmisserne nogle gange for Folketingets arbejde.

Jørn Dohrmann.

Tak. Jamen jeg kan bare konstatere, at man ikke vil svare på nogen af spørgsmålene, fordi man ikke har sat sig ind i tingene. Når man sætter en anden ordfører ind på posten, sætter vedkommende sig normalt også ind i tingene.

Det, jeg egentlig vil sige, er, at man jo har stavnsbundet nogle folk, og det har den regering, der er der lige nu, altså også gjort i lang tid uden at løse problemet. Jeg nævnte det her dobbeltspor, som har været undervejs i lang tid. Folk har vidst, at det kom, men ikke hvornår. Hvorfor vil man ikke løse det problem? Det må man da kunne svare på. Man må da i det mindste have en holdning til, om det er rimeligt. For der bliver sagt, at nogle jo må vige. Det kan da ikke være rimeligt, at folk må vige, bare fordi man ikke kan beslutte sig i en regering.

Ordføreren.

Jeg tror bare, at når man sætter sig op på moralens høje hest, skal man jo være opmærksom på, at det også kommer til at gælde for en selv og ens egne partifæller.

Tak til ordføreren. Nu var der en kort bemærkning fra hr. Preben Bang Henriksen. Lige et øjeblik.

Det er og bliver en bemærkning. Jeg er nødt til at præcisere, at de folk, der er nævnt i forslagets bemærkninger, er folk, der har været stavnsbundet i deres ejendomme. Det er folk, der har forsøgt at sælge deres ejendomme i over 10 år, det er folk, der ikke kan disponere, de kan ikke tage nye lån hjem i ejendommene. De er, som jeg sagde før, kort og godt stavnsbundet.

Jeg må nok sige, at når der så endelig kommer et forslag op i Folketinget – og man kan lide det, eller man kan lade være – der i hvert fald har til formål at bringe de mennesker ud af den tragiske situation, de er i, synes jeg, det er beskæmmende, at vi ikke kan få en egentlig debat af forslaget her i Folketinget. Det var mere en konstatering end et spørgsmål.

Ordføreren.

Jeg går ikke ud fra, at jeg skal svare på den kommentar.

Det står ordføreren helt frit for. Det kan også være, at der er andre ordførere fra regeringspartierne, som vil svare. Jeg vil retfærdigvis bekræfte, at hr. Rasmus Prehn leder et udvalgsmøde, som jeg også selv skulle have været til.

Skal vi hermed løslade den socialdemokratiske ordfører og give ordet til hr. Jørn Dohrmann fra Dansk Folkeparti?

Tak for det. Jamen altså, vi må bare konstatere, at de store partier har svært ved at møde frem i Folketingssalen. Det er jo ret trist, at vi ikke kan have en debat om indholdet her, men der er måske nogle, der forventer, at de kan få en ministerbil at køre i i stedet for.

Det, vi skal diskutere i dag, er jo, om det er rimeligt, at mange folk venter på at få deres ejendom eksproprieret. De har måske fået at vide, at her vil man gerne have en linjeføring, det kunne være af et jernbanespor, det kunne være af en motorvej, og så er man faktisk bare sat på pinebænken i rigtig lang tid, eller det kan i hvert fald være i rigtig lang tid. Derfor mener vi, at vi gerne vil have en styrkelse af den private ejendomsret i forbindelse med det her statslige anlægsprojekt, og derfor har vi foreslået, at når man skal have sin ejendom eksproprieret, kan man også få en hurtig afklaring på det.

Det er derfor, når man ligesom har den linjeføring, som man egentlig ønsker, og her tænker jeg igen på det jernbanespor, som man måske godt ved har ligget der i forvejen, men man vil have et dobbeltspor, at så burde man også være forpligtet til, at man kan få sit hus eksproprieret, så man kan komme videre i sit liv, fordi det her, som der også blev sagt af den socialdemokratiske stand-in, eller hvad vi skal kalde det, må nogle jo vide. Jeg synes, at det er en mærkelig holdning, at man så siger, at de nu må vige, men de må ikke få at vide, hvornår de skal væk. Det bliver, når man har tid og lyst, og man selv lige synes, at nu har man penge i overskud.

Det synes vi i Dansk Folkeparti er en mærkelig holdning at have. Når man får sin ejendom eksproprieret, skal man også blive godt betalt. Man skal ikke kun lige have dækket, hvad det egentlig er værd. Der skal også være en lille bonus til de borgere, som er nødt til at flytte fra hus og hjem, og som har – jeg vil kalde det – lidt overlast i længere tid. Jeg synes, det ville være passende, at man ligesom tilgodeser dem på den måde.

Derfor synes vi også, at den her ulempegodtgørelse ud over erstatningen er rimelig, og selvfølgelig er det også rimeligt, at man får betalt sine rådgivere. Advokater sliber ikke uden vand. De skal have et stort honorar bare for at møde op, bare for at løfte telefonen i nogle tilfælde. Så derfor skal man selvfølgelig også have de omkostninger dækket, som det måtte medføre, når man har nogle rådgivere.

Så alt i alt synes vi, at det her forslag er et skridt i den rigtige retning, for man kan altid diskutere, om det her kun skal gælde statslige anlægsprojekter, eller om man også ønsker, at man skal have de kommunale og andre anlægsprojekter med ind over. Det synes vi i Dansk Folkeparti, men vi er da glade for, at vi har haft en dialog med både Venstre og Konservative og andre partier om, at det her ønsker vi sat på dagsordenen, fordi det er meget vigtigt for den enkelte borger, at man ligesom ved, hvor man står henne, når man skal have sin ejendom eksproprieret.

Desværre har vi set ved nogle af de her langtrukne anlæg, det kan være motorveje, eller det kan som sagt være jernbaner, at man jo ikke ved, om man er købt eller solgt, og derfor mener vi også, at det er utrolig vigtigt, at man ligesom får en hurtig afklaring, så man kan komme videre i sit liv. Derfor støtter vi selvfølgelig også forslaget, for vi er selv forslagsstillere her.

Jeg vil sige, at De Konservative også støtter forslaget. I samme åndedrag kan jeg sige, at vi har haft en diskussion imellem Dansk Folkeparti, mig selv, og hr. Henrik Høegh fra Venstre om, at vi netop skulle have det her forslag fremmet, så derfor vil De Konservative bare meddele, at de også støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Jonas Dahl fra Socialistisk Folkeparti.

Jeg vil indledningsvis sige, at vi fra SF's side ikke kan støtte forslaget, selv om jeg på mange måder godt kan se en række sympatiske ting i forslaget. Det er selvfølgelig ikke rart for de borgere, der kommer i klemme, på en sådan måde at de står med en usikkerhed i forhold til deres private ejendom, fordi man fra Folketingets side ikke har kunnet anvise en finansiering til den række af projekter, der nu er sat i gang.

Derfor synes jeg også, det er vigtigt at have lidt historik på plads, som ministeren også indledningsvis var inde på. Sandheden er jo, at hovedparten af de VVM-undersøgelser, vi står med i dag, sådan set blev besluttet under den tidligere regering. Den daværende VK-regering havde af en eller anden grund meget travlt med særligt i 2009 og 2010 at sætte gang i en række VVM-undersøgelser, som netop ikke var finansieret. Det skabte netop ikke det økonomiske grundlag for, at man i sidste ende også kunne føre beslutningerne ud i livet. Det er jo medvirkende til, at jeg synes, det er en smule hyklerisk, når vi nu skal høre Venstre harcelere over det her. Man skulle måske have fejet for egen dør i sin tid, når man havde så travlt med at sætte VVM-undersøgelser i gang, og netop sikret sig, at der rent faktisk var finansiering for de projekter, man nu satte i søen. Derfor må jeg ærlig talt indrømme, at jeg synes, det er en smule pinagtigt at høre på diverse Venstrefolk i dag.

Lad os bare tage fat i en række eksempler på det: Vi har udbygningen af motorvejen syd om Odense, udbygningen af rute 21 til Kalundborg, udbygningen af motorvejen mellem Kolding og Fredericia, rute 26 fra Viborg mod Aarhus, og der er sådan set også Frederikssundsmotorvejen, udvidelsen af motorvejen på Vestfyn og Helsingørmotorvejen. Det er alle sammen projekter, hvor man fra borgerlig side har været rigtig glad for at lave VVM-undersøgelsen, men da der så skulle findes finansiering, var man ikke i stand til det.

Jeg har sådan set forståelse for, at man ikke kan finde finansiering til projekterne. Det kan også være, at man nogle gange er blevet klogere, men så skal man selvfølgelig omvendt også melde det tilbage til befolkningen. Det har man så heller ikke gjort fra borgerlig side.

Derfor er jeg sådan set også glad for, at den her regering har sadlet om. Det blev besluttet allerede i det tidligere forår blandt trafikordførerne, at vi ikke satte nye VVM-undersøgelser i gang, uden at vi havde sikret os en finansiering, såfremt en VVM-undersøgelse udmøntede sig i, at det her faktisk var noget, vi ville gå videre med. Jeg var sådan set glad for, at vi kom så langt. Ydermere blev det aftalt, at man afsatte 80 mio. kr. til finansieringen af de her udgifter til forlods overtagelse på fire konkrete projekter. Det er netop et udtryk for, at regeringen faktisk tager den her problemstilling meget, meget alvorligt.

Derfor synes jeg også, det ville klæde de borgerlige, hvis man så samtidig, hvad man ikke kan med det her beslutningsforslag, enten kunne anvise, hvordan man skulle finansiere den her stribe af vejprojekter og motorvejsprojekter, man gerne vil føre ud i livet – og man kunne passende sige, at man også kunne anvise finansieringen til Togfonden eller timemodellen og elektrificeringen af jernbanenettet, noget, som man også fra borgerlig side gerne vil være med til; man vil bare ikke være med til den finansiering, regeringen har lagt frem – eller også kunne det i det mindste forlanges, at det her beslutningsforslag bare indeholdt en finansiering for den forlods overtagelse af ejendomme, og hvordan den så skulle finde sted.

Igen må jeg sige, at jeg må bladre lidt i beslutningsforslaget, og jeg har lidt svært ved at finde ud af, præcis hvordan man vil finde finansieringen til forslaget.

Med de begrundelser vil jeg egentlig sige, at vi bliver nødt til at sige pænt nej tak til forslaget, selv om jeg faktisk synes, det er helt centralt og vigtigt, at vi selvfølgelig sikrer, at borgerne har retten til deres egen ejendom, og at vi selvfølgelig sikrer, at hvis der er udsigt til en overtagelse fra statslig side, skal det afklares hurtigst muligt. Derfor er jeg sådan set glad for, at regeringen netop har truffet den beslutning, i øvrigt sammen med en række andre forligspartier, og faktisk også er gået i gang med en forlods overtagelse i forhold til fire konkrete projekter.

Hr. Jan E. Jørgensen for en kort bemærkning.

Jeg er glad for, at SF stiller med den rigtige ordfører, om jeg så må sige. Jeg hørte ikke ordføreren forholde sig til det, der står i beslutningsforslaget. Jeg hørte ordføreren brokke sig over den forhenværende regering, der satte en masse VVM-undersøgelser i gang og ikke satte penge af til forlodsovertagelse, men det er jo ikke det, beslutningsforslaget handler om.

Beslutningsforslaget handler om, at hvis der sættes VVM-undersøgelser i gang – og det kan jeg så forstå at den nuværende regering ikke synes man skal, fint nok med det – har man som borger krav på at få sin ejendom overtaget, hvis man vel at mærke ønsker det. Det er rigtig nok, at det vil koste nogle penge på den korte bane, men det er jo kun et likviditetsspørgsmål, for den ejendom, man så får, skulle man jo have eksproprieret alligevel på et senere tidspunkt, hvis anlægsprojektet bliver til noget; alternativt har man jo en ejendom, som man så kan forpagte væk eller udleje eller på et senere tidspunkt sælge, hvis det viser sig, at anlægsprojektet alligevel ikke bliver til noget, eller hvis der f.eks. bliver valgt en anden linjeføring.

Kunne vi ikke få ordføreren til at forholde sig til det konkrete beslutningsforslag frem for bare at stå og beklage sig over den forhenværende regering?

Ordføreren.

Det er jo meget relevant at forholde sig til, hvad den tidligere regering gjorde, da den sad ved magten, for deraf kommer de problemer, vi står med i dag. Det er vel også det, der er baggrunden for, at man fremsætter det her beslutningsforslag.

Men jeg må indrømme, at det bliver mig endnu uklarere, hvad man rent faktisk vil fra borgerlig side. Er det, at man vil have en ny statslig organisation, som overtager samtlige ejendomme, som ligger i tilknytning til VVM-undersøgelserne, og gælder det så også for forundersøgelserne? Det vil sige, at når man diskuterer konkrete linjeføringer, skal staten ind og overtage de her ejendomme. Bare på rute 26 er det tre linjeføringer, der går igennem en række bebyggede områder, og der skal staten så, hvis jeg forstår Venstres ordfører ret, og det går jeg ud fra, ind og agere ejendomsformidler og i givet fald skalte og valte.

Jeg må igen spørge: Hvor skal finansiering til de her pænt dyre ejendomme i øvrigt komme fra? Det har vi altså ikke fået noget svar på. Det ligger der ikke noget om i det her beslutningsforslag. Derfor synes jeg faktisk også, at det er helt ærligt at sige, at vi ikke kan støtte forslaget, fordi der simpelt hen ikke er anvist finansiering til det.

Derfor vil jeg også gerne afslutningsvis slå fast, at jeg synes, det er vigtigt at værne om den private ejendomsret, men det er altså også vigtigt, at vi politisk tager ansvar for de beslutninger, vi træffer. Det vil sige, at hvis vi går med til at lave VVM-undersøgelserne, må vi også være med til at anvise, hvordan vi så bagefter skal finansiere det – ikke mindst hvis vi skal ekspropriere en ejendom.

Jan E. Jørgensen.

Jamen så er der den del af forslaget, som omhandler f.eks. udgifter til sagkyndig bistand, som man i dag ikke får finansieret, når man får sin ejendom eksproprieret, i noget, der bare minder om rimeligt omfang. Det er ikke nogen ny problemstilling – sådan var det også under den forhenværende regering, og det kan ordføreren selvfølgelig godt vælge at underholde med. Men hvad synes SF om den del af forslaget? Det fik vi ikke at høre i talen.

Ordføreren.

Jeg må bare konstatere, at jeg indtil videre ikke har fået nogen svar på, hvad man i øvrigt vil fra borgerlig side i forhold til det her. Der er ikke nogen konkret anvisning på et forslag. Det vil sige, at man går i Folketingssalen med et forslag, som man ikke anviser finansiering på; man fortæller nu opfølgende, at staten så skal agere som privat ejendomsudbyder af en lang række ejendomme over hele landet, men at man i øvrigt ikke har anvist, hvordan det skal finansieres. Jeg synes ærlig talt, det er en smule useriøst.

Ja, jeg vil gerne være med til at diskutere, hvordan vi kan hjælpe de borgere, der kommer i klemme. Det er i øvrigt også baggrunden for, at regeringen afsatte 80 mio. kr. til fire konkrete projekter tidligere i foråret. Så jeg synes faktisk, at vi har taget fat om problemstillingen, som jeg erkender er der, men jeg synes bare, at de borgerlige måske skulle hoppe lidt med på vognen og også levere nogle konkrete løsninger.

Hr. Preben Bang Henriksen for en kort bemærkning.

Der er en række mennesker, der er i klemme – det tror jeg også ordføreren er helt klar over – og de har så kunnet høre ordførerens tale om, at det er de borgerliges skyld, de er i klemme. Jeg tror dybest set, at de er fuldstændig ligeglade med, hvis skyld det er. Jeg tror, de koncentrerer sig om, at de er i en situation, hvor de ikke kan vedligeholde, ikke kan prioritere, ikke kan sælge deres ejendomme.

Så er det bare, jeg er nødt til at spørge ordføreren: Hvordan vil ordføreren hjælpe de mennesker? Eller skal de ikke hjælpes? Skal de bare have lov at være stavnsbundet, som sagt en tid endnu? Nogle har siddet i den situation i 10 år. Jeg savner ligesom SF's forslag til at hjælpe de pågældende mennesker og dybest set ikke en kritik af den foregående regering.

Ordføreren.

Jeg kan godt forstå, at det gør ondt, at jeg skælder ud på den tidligere regering. For man føler sig åbenbart temmelig ramt på det, og det kan jeg så bare notere mig med en vis glæde.

Igen må jeg bare tage fat i, hvad det er, den her regering har gjort. Jamen den her regering har faktisk afsat 80 mio. kr. til netop at lave en forlods overtagelse på fire konkrete strækninger, hvor man har lavet VVM. Det synes jeg netop viser, hvor alvorligt regeringen faktisk tager den her problemstilling: at man afsætter pengene til det og faktisk går i gang med at handle på det.

Igen må jeg bare spørge: Hvor er finansieringen til de forslag, der kommer fra borgerlig side? For jeg går ud fra, at det her skal gælde alle vejstrækningerne. Jeg går da også ud fra, at man så kan anvise finansieringen til det, men det har vi endnu ikke fået noget svar på. Så jeg håber da, at hr. Preben Bang Henriksen sådan set også vil være med til at løfte lidt af sløret for, hvor de borgerlige så foreslår finansieringen kommer fra. Regeringen har faktisk fundet finansiering til helt konkret fire projekter, hvor der er afsat 80 mio. kr. Jeg kunne ønske mig, at de borgerlige gjorde det samme.

Preben Bang Henriksen.

Jeg må da med hensyn til det med de 80 mio. kr. sige, at jeg ikke ved, hvad tallet er i relation til det, vi taler om her. Altså, de familier, der er ramt, efterlyser Folketingets forslag til, at de bliver hjulpet. Og jeg efterlyser – nu er det altså spørgsmål, der rettes op mod ordføreren – SF's anvisning på, hvordan man hjælper de mennesker. Jeg kan godt forstå, ordføreren gerne vil nøjes med at kritisere Venstre, men hvad skal de mennesker gøre? Skal de tilbringe yderligere 10 år i den her situation som stavnsbundne?

Ordføreren.

Nej, jeg synes, vi skal træffe en politisk beslutning om, hvilke projekter det er, som vi skal føre ud i livet. Det er det, regeringen har gjort helt konkret for fire projekters vedkommende, og man har afsat finansieringen til det. Det synes jeg sådan set er den rigtige vej at gå. Jeg undrer mig så over, at man fra borgerlig side ikke i det mindste anerkender, at regeringen faktisk har gjort det, som egentlig også – sådan som jeg forstår det – er intentionen med det her forslag; det skridt har regeringen sådan set taget med hensyn til fire konkrete strækninger, som man har afsat 80 mio. kr. til. Men fra borgerlig side kan man ikke anvise finansiering til noget som helst. Man vil bare fastholde at lave yderligere VVM-projekter. Og hvis man så ser på, hvad diverse ordførere fra Venstre, transportordførere, udfolder om flere milliarder til nye VVM-undersøgelser, må jeg igen spørge: Hvor kommer pengene fra?

Jeg siger tak til ordføreren. Så går vi tilbage i rækken. Den næste ordfører er hr. Andreas Steenberg fra Det Radikale Venstre.

Undskyld forsinkelsen.

Når staten foretager såkaldte VVM-undersøgelser af jernbane- og vejprojekter, så låser det reelt borgernes huse, forstået på den måde at ingen selvfølgelig vil købe eller overtage et hus, som ligger, hvor der planlægges en ny vej eller jernbane. VVM-undersøgelser tager tid, og når en VVM-undersøgelse er færdig, kan husene først eksproprieres, når der ligger en lov.

Under den borgerlige regering blev der igangsat et hav af VVM-undersøgelser, uden at der var penge til at bygge projekterne for. Derfor ligger der en lang række af færdige VVM-undersøgelser, hvor der ikke er en lov, fordi vi ikke har nogen penge til at bygge for. Regeringen har sammen med den borgerlige del af oppositionen aftalt at ekspropriere på fire projekter, selv om vi ikke har pengene til at bygge det hele endnu. Det er tredje og fjerde etape af Frederikssundsmotorvejen, anden og tredje etape af udvidelsen af den vestfynske motorvej og anden etape af udvidelsen af Helsingørmotorvejen. Til de projekter afsætter vi tilsammen 80 mio. kr. til at lave ekspropriationer på de strækninger.

Netop fordi vi lavede den aftale for at løse problemerne, undrer det mig meget, at de borgerlige stiller det her forslag, da vi jo har en aftale om, hvordan vi løser det her. Vi synes, at vores system for ekspropriation er udmærket, som det er, men det er noget rod, at vi har igangsat så mange undersøgelser af anlæg uden at have penge til at bygge for, for det betyder, at folk ikke kan få afklaring af, om deres hus skal eksproprieres eller ej. Vi har simpelt hen stillet for mange, især veje, i udsigt, og de borgere, der bor lige der, hvor der måske på et tidspunkt skal bygges en vej, er kommet i klemme. Det er vi kede af, og vi er glade for, at vi har været med til at løse problemerne på en række etaper, men der udestår jo også nogle vejprojekter, som vi forhåbentlig kan få fundet en løsning på.

Som det ligger her, kan vi ikke støtte det beslutningsforslag, der er fremsat.

Jeg siger tak til ordføreren. Der er en enkelt, der ønsker ordet. Hr. Jan E. Jørgensen.

Tak til hr. Andreas Steenberg, som ikke brugte sin tale på at fortælle, at alt var den forrige regerings skyld, men rent faktisk forholdt sig til forslaget.

Hvis man nu vedtog beslutningsforslaget, satte et arbejde i gang i udvalgsbehandlingen – det kan godt være, det skal se lidt anderledes ud – ville beslutningsforslaget jo få en disciplinerende virkning på også en kommende regering, som måske har en anden farve end den nuværende regering. Det ville jo så medføre, at der ikke ville blive igangsat en række projekter, i hvert fald ikke, hvis man ikke havde finansieringen til forlodsovertagelsen. Så hvad er baggrunden for, at Det Radikale Venstre ikke ønsker at bakke op om beslutningsforslaget? Det ville kunne have en disciplinerende virkning på kommende regeringer og dermed kunne sikre, at grundejere ikke kommer i de problemer, som grundejere er i nu.

Ordføreren.

Hvis jeg troede på, at det her forslag kunne give lidt disciplin til Venstres transportordfører, hr. Kristian Pihl Lorentzen, ville jeg sådan set stemme for det. Jeg tror, det var i går, han i Viborg Stifts Folkeblad var ude at sige, at vi her i 2014 skulle træffe beslutning om at gå i gang med en hærvejsmotorvej til 20 mia. kr. Vi har ikke 20 mia. kr., og hvis vi traf beslutning om, at vi nu skulle sige, at den kom på et tidspunkt, ville der jo være tusindvis af gårdejere og boligejere, som ville gå en usikker fremtid i møde langs den hærvej, som hr. Kristian Pihl Lorentzen, hr. Jan E. Jørgensens partifælle, jo var ude at love så sent som i går.

Så jeg synes jo, at man bare kan tage et møde i Venstres folketingsgruppe og så blive enige om, at man nu skal lade være med at love flere vejprojekter, før man også har penge til den. Det synes jeg ikke kan være så svært.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Nu er der heldigvis intet, der kan disciplinere Venstres transportordfører, hr. Kristian Pihl Lorentzen, og det er jo godt.

Men beslutningsforslaget går jo ikke på, at man har krav på at få sin ejendom eksproprieret, blot fordi en transportordfører har været fremme med en idé. Det, der står i beslutningsforslaget, er, at det først er på et sådant tidspunkt, at anlægsprojekter har antaget en så konkret form, at der er rimelig grund til at antage, at den pågældende ejer på et senere tidspunkt vil kunne få sin ejendom eksproprieret. Det er først på det tidspunkt, at ekspropriation kan komme på tale, og altså ikke bare, fordi en transportordfører har været ude med en god idé i en avis.

Ordføreren.

Jeg synes, det er en god idé, at man ikke eksproprierer på baggrund af, hvad hr. Kristian Pihl Lorentzen lover, for så ville der ikke være mange boliger eller meget landbrugsjord tilbage i Danmark. Så det synes jeg er en god idé.

Men problemet er jo, hvis vi har igangsat alle de der VVM-undersøgelser. Der bør vi jo lade være med at lave VVM-undersøgelser og netop lave så konkrete projekter, før vi også har penge til at sætte ekspropriationerne i gang. Der må vi jo bare sige, at der er sat for mange VVM-undersøgelser i gang, og det problem har vores to partier jo løst ved at sætte 80 mio. kr. af til at ekspropriere i forbindelse med nogle projekter.

Hr. Preben Bang Henriksen.

Tak til ordføreren for et indlæg, der for 80 pct.s vedkommende var præget af at kritisere den tidligere regering. Jeg synes, man skulle prøve at koncentrere sig om, hvad man gør for de mennesker, der er stavnsbundet i dag. Jeg er nødt til at spørge ordføreren om noget. Jeg har noteret de der 80 mio. kr., men for at sige det rent ud, det forslår som en skrædder i helvede, når man kigger på, hvem der er ramt af den her stavnsbinding overalt i Danmark. Det kunne være, jeg kunne få ordførerens bemærkninger til, hvad vi skal gøre her. Og lad det ligge, hvem der er skyld i alle de der VVM-undersøgelser. Vi kan for den sags skyld godt sige, det hele var Venstres skyld, men de mennesker, der sidder her i 2013 i en forfærdelig situation, hvad vil ordføreren gøre ved det?

Det der med skrædderen var vist lige på kanten.

Ordføreren.

Jeg skal nok lade være med at bruge det udtryk. Men jeg synes faktisk, de der 80 mio. kr. gør en forskel. Nu kan jeg ikke huske den ældre dames navn, men der er en ældre dame på Fyn, som gerne har villet på plejehjem i meget lang tid, men ikke har kunnet komme det, fordi hun ikke har kunnet komme af med sit hus, fordi der ligger der, hvor vi måske på et tidspunkt skal udvide den fynske motorvej. Hun kan nu komme på plejehjem og komme af med sit hus, fordi vi har sat de 80 mio. kr. af.

Det er så rigtigt, at det kun gælder for de projekter, jeg nævnte i min tale, og der er jo bl.a. et projekt i hr. Henriksens valgkreds, tredje Limfjordsforbindelse, hvor vi ikke har kunnet blive enige om en linjeføring. Det synes jeg vi skal prøve at se om vi kan blive enige om, så de mennesker, jeg også har holdt møde med, kan komme videre, for det er en sørgelig historie, de kan fortælle, når de er herinde i Folketinget og holde møde med os.

Hr. Preben Bang Henriksen.

Der tror jeg så ordføreren er galt på den, og det vil jeg godt lige korrigere. Det er sådan, at alle kommunerne i Nordjylland har stemt for den her vestlige linjeføring. Det gælder Regionsrådet, og det gælder også Aalborg Byråd. Så der er ikke nogen, der ikke kan blive enige om noget. Men problemet er nok, at regeringen ikke rigtig indbyrdes kan blive enige, for vi har et SF i Nordjylland, der er decideret modstander af det. Og mens denne uenighed pågår, har vi altså nogle mennesker, der er stavnsbundet og ikke kan vedligeholde deres huse, ikke kan prioritere dem og ikke kan sælge dem, og jeg må endnu en gang bede om ordførerens anvisning på, hvordan vi hjælper dem.

Så er det ordføreren.

Det gør vi jo med de der 80 mio. kr., og det dækker de fire projekter, vi har aftalt. Hvis Venstre ønsker, at vi skal gøre det for flere projekter, må det jo blive taget op i forhandlingerne i den her såkaldt grønne transportforligskreds, hvor Venstre jo er med.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Den næste ordfører er hr. Henning Hyllested fra Enhedslisten.

Jamen også vi har faktisk sympati for intentionerne bag forslaget, for det er jo rigtigt, at mange hus- og lodsejere ofte stavnsbindes i årevis til deres bolig i forbindelse med planlægning af vej- og baneprojekter. Det kan have store konsekvenser for arbejds- og familielivet, og det kan tillige være en alvorlig økonomisk belastning. Så langt, så godt.

Problemet er jo opstået, som også andre har været inde på i dag, og er blevet aktualiseret i forbindelse med især en hel række motorvejsprojekter, som en række partier – faktisk samtlige partier undtagen Enhedslisten – har foranlediget. I bemærkningerne henvises der da også f.eks. til tredje Limfjordsforbindelse og motorvejen mellem Silkeborg og Aarhus. Flere kunne nævnes i forlængelse af det såkaldte grønne trafikforlig fra 2009.

Man kunne med god ret sige til de motorvejsglade partier: Hvad med at vente med at igangsætte forundersøgelser og VVM-undersøgelser og hvad det hedder alt sammen med deraf følgende forslag til forskellige linjeføringer, til man ved, om der f.eks. er finansiering til et givet projekt? Hvis og når der er det, vil det alt andet lige sikre en forholdsvis hurtig gennemførelse af projektet, og det vil jo løse en del af problemerne. Hvis man undlod at bruge salamimetoden, som jeg kalder det, i form af igangsættelse af undersøgelser og ventede, til der faktisk var reel politisk opbakning og finansiering til et projekt, så synes jeg meget ville være nået.

I forbindelse med selve forslaget gør forslagsstillerne selv opmærksom på den balancegang, der skal udøves, og som opstår som følge af det store tidsmæssige spænd, der kan være, fra en politisk aftale til projektets gennemførelse, især når man ikke finder finansiering til det på forhånd. I dag eksproprieres der først ved projektets realisering, hvilket betyder, at der ikke sker en ekspropriation, hvis projektet ikke realiseres, og heller ikke før, det er nødvendigt. Omvendt vil man opleve, at ejere af ejendomme bliver stavnsbundet, indtil et projekt realiseres, og det er jo så den balancegang, man skal prøve at tackle.

Det bør i almindelighed ikke give anledning til problemer, hvis ikke ejerne har tænkt sig at flytte, og hvis erstatningssummen til den tid i øvrigt er rimelig. Problemet opstår jo først og fremmest, hvis en ejer af en ejendom bliver tvunget af omstændighederne til at sælge. Forslagsstillerne har selv nævnt nogle af de omstændigheder, der kunne være tale om: Dødsfald, skilsmisse, økonomiske problemer ikke mindst, økonomiske udfordringer kalder forslagsstillerne det, og det kunne jo bl.a. være arbejdsløshed. Og med de forringede dagpengeregler, som de selv samme partier har været med til at gennemføre, og en kontanthjælpsreform, hvor man kaster folk ud i fattigdom, så vil det her problem jo aktualiseres.

Her hjælper det efter min mening ikke at indføre klare og passende tidsfrister, som man formulerer det, for, hvornår undersøgelser skal være gennemført. Jeg vil næsten sige tværtimod, for det er med undersøgelserne, at linjeføringerne og dermed problemet med stavnsbinding kommer.

Enhedslisten kan heller ikke acceptere, at der skal finde en ekspropriation sted, når der er, som der står, rimelig grund til at antage eller en vis sandsynlighed for ekspropriation. Det er simpelt hen for løst, og det kan, sådan som vi ser det, udløse årelange stridigheder om, hvornår sådan nogle forhold er til stede, som kan give en vis sandsynlighed for, at et projekt realiseres, eller om der er en rimelig grund til at antage, at det sker.

Vi kan heller ikke acceptere, at ejerne af ejendomme, som muligvis skal eksproprieres, skal have dækket tab ved faldende priser eller hvis ejendommen er højere belånt end den aktuelle værdi, fordi man kommer til at sælge på et ugunstigt tidspunkt. Til det kan man jo så sige: Ja, den slags forekommer jo. Og ihukommende boligboblen og finanskrisen har vi jo set mange eksempler på dette også, som er fuldstændig uafhængig af anlægsprojekter og ekspropriation. Hvis en boligejer er nødt til at fraflytte eller sælge sin ejendom, inden et anlægsprojekt er gennemført, på grund af de omstændigheder, jeg var inde på før, og som forslagsstillerne også har været inde på, ville dette jo være sket under alle omstændigheder, og vedkommende skal efter vores mening ikke kompenseres for at sælge på et ugunstigt tidspunkt; det kan der i øvrigt spekuleres i. Og så vil jeg også sige, at når hr. Jørn Dohrmann siger, at man skal tage sig godt betalt, så synes jeg, at der også er nogle intentioner i forslaget, som jeg bestemt ikke bryder mig om.

Forslagsstillerne mener ikke, at det må være forbundet med en udgift for de berørte ejere af ejendomme, hvis de vil efterprøve lovligheden af planerne om eller realiseringen af et statsligt anlægsprojekt, altså ikke ekspropriation eller ekspropriationsprocessen, men selve anlægsprojektet. Der vil jeg gøre opmærksom på, at planerne jo altså vedtages af Folketinget og vel hviler på Tingets legitimitet, og man kan vist roligt se frem til meget lange processer ved domstolene i de tilfælde, hvor man kan anfægte selve anlægsprojektet, hvilket vil gøre det næsten umuligt at gennemføre større anlægsprojekter inden for en rimelig tidsfrist. Og det er vel egentlig stik imod noget af hensigten med forslaget. Desuden kan der altså findes domstolsprøvelse sted ved ekspropriation.

Forslagsstillerne er godt klar over, at deres forslag kan gøre de statslige ekspropriationer dyrere, og de får dermed et forklaringsproblem efter vores mening, for de selv samme partier forsømmer jo ingen lejlighed til at forlange, at staten vender hver en krone, og at skatterne skal sænkes. Derfor er det også meget sigende, at der i bemærkningerne står, at det er vanskeligt at udtale sig med sikkerhed om forslagets samlede økonomiske konsekvenser. I Enhedslisten er vi nu ikke tvivl om, at dette forslag gør det meget dyrere at gennemføre større anlægsprojekter.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning. Hr. Jan E. Jørgensen.

Hr. Henning Hyllested siger rigtig mange gode og fornuftige ting i sin tale. Det er sådan set kun konklusionen, som jeg er lidt ærgerlig over. Vil Enhedslisten sætte sig sammen med forslagsstillerne med henblik på at skrue et andet forslag sammen, som kunne hjælpe de her mennesker, som har et problem, for i så fald kan vi jo skaffe et flertal, i stedet for bare at stå og finde hår i suppen ved et forslag som det, der er blevet fremsat her i dag?

Ordføreren.

Jamen jeg kan bare ikke forestille mig, hvad det skulle være for et forslag. Vi er selvfølgelig åbne for alt, der måtte komme, men vi føler os faktisk ret trygge ved den proces, der i dag foregår, med de erstatninger, som i dag udbetales. Vi er helt med på, at der er folk, der kommer i klemme – det tror jeg i øvrigt alle har udtalt i salen i dag. Løsningen på det er jo, at man gennemfører sine projekter hurtigt, det vil sige, at man i første omgang i hvert fald finder finansiering til dem, inden man begynder at gå ud og love projekter her, der og alle vegne og igangsætter VVM og forundersøgelser.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Nu synes jeg, Enhedslisten må bestemme sig. Mener Enhedslisten, at der er et problem, eller mener Enhedslisten ikke, at der er et problem? Hvis der er et problem, må man vel også som ansvarlig parlamentariker gå ind i et konstruktivt arbejde for at forsøge at løse det problem. Mener Enhedslisten, at der er et problem, som vi skal gøre noget ved, eller mener Enhedslisten ikke, at der er et problem?

Ordføreren.

Vi synes faktisk, at der er et problem, men jeg vil også tillade mig at sige, at vi er sådan rimelig uskyldige i forhold til de problemer, som er opstået, for vi har ikke været med til at beslutte mange af disse anlægsprojekter, især de her mange motorvejsprojekter. Jeg henviser til, at der jo f.eks. i forbindelse med alt det, vi er i gang med omkring projektet med Togfonden DK, er fundet finansiering, så der kommer man ikke i samme problemer, ud over det problem, at projektet er et langstrakt problem. Men der får man ikke det problem.

Jeg vil da ikke stå og tage ansvaret for det, for jeg synes da i høj grad, at forligspartierne i det grønne trafikforlig f.eks., herunder ordførerens parti, må gå ind og tage ansvar for og sørge for, at man sikrer en rimelig erstatning og hjælper dem, som er kommet i klemme, ud af klemmen.

Jeg siger tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Så giver jeg ordet til hr. Villum Christensen fra Liberal Alliance.

Når nye statslige anlægsprojekter lægges i støbeskeen, er det helt almindeligt, at værdien af de ejendomme, der som konsekvens af projekterne risikerer at blive eksproprieret, kan påvirkes væsentligt. Det føjer naturligvis spot til skade, at der ofte er store tidsmæssige spænd mellem indgåelse af den politiske aftale om et anlægsprojekt og realiseringen af projektet. Det betyder nemlig, at helt almindelige borgere stavnsbindes, som vi også har hørt det, til deres ejendomme, da det i praksis kan være ualmindelig svært at sælge ejendomme, der er i fare for at blive eksproprieret. Eksemplerne er næsten mere reglen end undtagelsen.

Dagens forslag adresserer bl.a. disse udfordringer, da det vil styrke den private ejendomsret og give borgerne en bedre retssikkerhed i forbindelse med de statslige anlægsprojekter. Med forslaget her indføres der klare og passende tidsfrister for, hvornår de nødvendige forundersøgelser skal være gennemført, og det slås fast, at når anlægsprojektet har antaget en så fast form, at der er rimelig grund til at mene, at en ejendom skulle eksproprieres, får ejendommens ejer mulighed for, at der gennemføres ekspropriation straks.

Samtidig adresserer forslaget også den klemme, som borgere sættes i, når de i forbindelse med en ekspropriation lider tab, hvis ejendommene er købt til en højere pris end den aktuelle handelsværdi, eller hvis ejendommene er belånt højere, end den aktuelle værdi berettiger. Fælles for disse situationer er det nemlig, at ejendomsejeren tvinges til at sælge på økonomisk ugunstige tidspunkter. Den eksproprierede bør derfor tildeles en ulempegodtgørelse ud over selve erstatningssummen, og det tager dette forslag netop højde for.

Endelig sikrer forslaget, at det aldrig bliver forbundet med en udgift for ejerne af ejendommene at få efterprøvet lovligheden af planerne om eller realiseringen af et kommende anlægsprojekt. Udgifterne til nødvendig sagkyndig bistand bliver nemlig godtgjort i fuldt omfang.

Jeg skal i fravær af vores sædvanlige ordfører naturligvis anbefale forslaget.

Jeg siger tak til ordføreren. Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger. Og så giver jeg ordet til hr. Jan E. Jørgensen som ordfører for forslagsstillerne.

Tak for det. Og jeg vil også gerne sige tak for indlæggene i debatten, selv om jeg nu synes, at indlæggene fra regeringen og dens støtteparti bar præg af ansvarsforflygtigelse. De problemer, der er, skyldes den forhenværende regering, og Enhedslisten står og siger: Ja, vi erkender, at der er nogle problemer, men det synes vi sådan set ikke er vores skyld. Og så vil man ikke være med til at løse dem; på trods af at Enhedslisten jo i denne sag kunne udgøre de afgørende mandater, som kunne gøre, at man kunne få vedtaget et beslutningsforslag, så ønsker Enhedslisten altså ikke at gå konstruktivt ind i det arbejde. Det synes jeg er rigtig ærgerligt.

Lad mig begynde med at citere grundlovens § 73, stk. 1. Der står, at ejendomsretten er ukrænkelig. Og så står der videre, at det er den ikke alligevel, for fortsættelsen lyder:

»Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.«

Altså, det, der står, er altså fuldstændig erstatning, og det kommer jeg tilbage til senere: at der mener forslagsstillerne, at det desværre ikke er det, der sker i praksis i dag.

En hel del danskere har gennem tiden oplevet, at deres ejendom er blevet eksproprieret, når staten planlægger et anlægsprojekt. Det kan selvfølgelig være nødvendigt, når staten skal bygge motorveje og gå i gang med andre større anlægsprojekter, som skal forbedre infrastrukturen, som vi alle sammen er enige om er nødvendige, og som er i almenvellets interesse. Desværre er et sådant projekt jo også ofte direkte årsag til, at stribevis af familier kommer i klemme, når staten planlægger at overtage deres ejendom.

Ikke mindst i processen omkring den tredje Limfjordsforbindelse har en række familier befundet sig i en helt urimelig situation, hvor de ikke kunne få en melding om, hvorvidt de var købt eller solgt. Som Folketingets Transportudvalg fik forklaret den 7. februar, har en række boligejere foreløbig været bundet til deres bolig i ikke mindre end 10 år, hvilket har været en lang og særdeles opslidende proces – en periode med uvished og utryghed om, hvorvidt det netop er deres bolig, der skal overtages af staten, og som har betydet, at de reelt set er stavnsbundet til deres ejendom.

Det synes vi ikke vi kan være bekendt, og for at gøre op med denne uvished og utryghed fremsætter Venstre sammen med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance dette beslutningsforslag, altså for at pålægge regeringen at indføre en række initiativer, der skal styrke den private ejendomsret og borgernes retssikkerhed i forbindelse med statslige anlægsprojekter.

Forslagets første del handler jo om, at vi fremover ville kunne få mulighed for at sikre en langt hurtigere afklaring af ekspropriationsspørgsmålet for de familier og boligejere, som bor i områder, hvor staten planlægger anlægsprojekter. Ofte går der ret lang tid mellem den politiske aftale og den reelle udførelse og endelige beslutning af anlægsprojektet. I denne ofte meget lange periode påvirkes markedsværdien negativt for de berørte ejendomme, og det medfører, at familier reelt bliver fanget i deres bolig; de kan ikke sælge den uden at lide store tab. Som eksempelvis sagen om den tredje Limfjordsforbindelse viser, kan det dreje sig om mange år for de familier, som af forskellige grunde har behov for at fraflytte deres bolig. Boligen er nemlig usælgelig, og staten vil jo ikke overtage ejendommen, fordi udførelsen af projektet endnu ikke er påbegyndt.

På den måde stavnsbindes borgere til deres ejendom i en længere årrække, for – lad os være ærlige – der er jo ingen, der vil købe et hus, som de ikke ved om de kan få lov til at blive boende i; i hvert fald vil de ikke give ret meget for ejendommen. Denne situation skaber en række udfordringer for de enkelte beboere. Hvad hvis der kommer hul i taget, skal man så ofre penge på et nyt tag, eller skal man finde en midlertidig lappeløsning? Og hvad hvis den ene forsørger pludselig mister sit job, ja, så kan man jo være tvunget til at flytte? Og hvad gør man, hvis man eksempelvis står i en skilsmissesituation? Se, alle disse problemstillinger bliver umulige at løse, når staten har gjort ens bolig usælgelig.

Det er de udfordringer, som vi med dette beslutningsforslag forsøger at imødekomme. For hvorfor er det borgeren, der skal sidde med den økonomiske risiko for, om et anlægsprojekt bliver udført eller ej? Hvis vi indførte klare og passende tidsfrister for, hvornår de nødvendige undersøgelser skal være gennemført, så ville det kunne bidrage til at forkorte perioden med uvished for de berørte borgere. På samme måde er der forslaget om at give borgere mulighed for at få gennemført ekspropriationen straks – det ville stille de berørte borgere bedre, da de i så fald ville få mulighed for at fraflytte ejendommen, hvis eksempelvis deres økonomiske situation ændres.

Altså, man skal have krav på en forlodsovertagelse på det tidspunkt, hvor ekspropriationen har antaget så konkret karakter, at man må forvente, at der vil kunne ske ekspropriation senere. Det ville være en retlig standard, som skulle fastsættes ved domstolene, men det er en retlig standard, som det vil være muligt at arbejde med.

Det mener vi kun vil være en rimelig hjælp til de personer, som står i den ulykkelige situation, som der her er tale om, og som jeg kunne forstå at der var enighed blandt partierne i Folketinget om, og som også ministeren tilkendegav at have sympati for.

Vi er naturligvis fuldt bevidste om, at vores forslag på kort sigt kan gøre statslige ekspropriationer dyrere. Hvis staten skal ekspropriere ejendomme til et anlægsprojekt, som endnu ikke er endeligt fastlagt, ja, så vil det medføre, at flere ejendomme end nødvendigt skal overtages. Dog mener vi ikke, at det ville belaste statens økonomi i det lange løb, hvis borgere fik mulighed for at overlade risikoen til staten, for hvis anlægsprojektet ikke bliver til noget, så har staten jo en ejendom, som man kan sælge, og da priserne på fast ejendom med få undtagelser historisk set er steget, så vil staten altså på et senere tidspunkt kunne sælge disse ejendomme med en fortjeneste, hvis anlægsprojektet alligevel ikke bliver til noget, eller hvis der f.eks. vælges en anden linjeføring ved etablering af en motorvej eller den slags.

Forslagets anden del handler så om, at loven bør opdateres, så den fuldt ud lever op til grundlovens bestemmelse, som jeg læste op i begyndelsen. Grundlovens bestemmelse foreskriver jo, at der skal ske en fuldstændig erstatning, når staten eksproprierer en ejendom. Det er, som forslagsstillerne ser det, desværre ikke altid tilfældet i dag. Forslagsstillerne er fuldstændig enige i, at ekspropriation kan være nødvendig, men det er nødvendigt, at erstatninger til de berørte borgere er så tæt på at være fuldstændige som overhovedet muligt.

Som loven er i dag, tager erstatningens størrelse ikke højde for de mange forskelligartede ulemper, som en ekspropriation påfører borgeren. Derfor foreslår vi, at man tildeles en fast ulempegodtgørelse. Vi er villige til at forhandle om, hvad størrelsen skal være, men det er uomtvisteligt, at når ens ejendom bliver eksproprieret, så påføres man en række ulemper, som ville kunne kvantificeres, og som handler om, at man bliver tvunget til at fraflytte sin ejendom på et tidspunkt, hvor man ikke ville have gjort det frivilligt. Det kan også være sådan noget som udgifter til flytning, erhvervelse af ny ejendom og den slags. Man får måske længere transporttid i forbindelse med arbejdet, fritidsaktiviteter, skoler osv. Det kan selvfølgelig være svært for en domstol at gå ind og sige direkte, hvor meget det skal beløbe sig til i kroner og øre, og det er derfor, vi foreslår, at man indfører en fast ulempegodtgørelse som en slags plaster på såret til de mennesker, som altså må fraflytte deres ejendom, fordi almenvellet kræver det.

Så for at sikre en mere rimelig kompensation foreslår vi altså en fast godtgørelse, som skal dække de direkte og mere indirekte tab. De ekstra omkostninger, der er for borgeren, forbundet med en ekspropriation, skal begrænses.

Vi kunne også høre ministeren sige, at det, som man får tildelt ved domstolene eller ved ekspropriationskommissionen, skal sikre, at man stilles, som om ekspropriationen aldrig har fundet sted. Jeg ved ikke, om ministeren er klar over, hvordan virkeligheden hænger sammen, men alene udgifterne til sagkyndig bistand er altså er højere end det, man får tildelt af ekspropriationskommissionen. Jeg har selv som advokat stået med sådan nogle sager, hvor den, der skulle eksproprieres, fik tildelt en 5.000-6.000 kr. til samtlige omkostninger, både for taksationskommissionen og overtaksationskommissionen. Og det forslår jo altså som en skrædder i det modsatte af himlen – det korrekte må man nok ikke sige – det forslår altså ikke ret langt. Man får ikke advokater til at føre en sag i to instanser for 6.000-8.000 kr., så den, der bliver eksproprieret, skal altså ud og bruge penge på sagkyndig bistand, i forbindelse med at man helt uden skyld bliver rodet ind i en ekspropriationssag.

Så beslutningsforslaget vil altså sikre bedre vilkår for de borgere, som i årevis ellers ville skulle leve i uvished om, hvad der skal ske med deres bolig, i uvished om, hvorvidt de er købt eller solgt. Vi skal holde os for øje, at det jo altså er borgere, som fuldstændig ufrivilligt kommer i de her situationer, og derfor mener vi altså kun, det er rimeligt, at vilkårene for borgeren forbedres. Reelt at være stavnsbundet til sit hjem i 10 år eller mere, som vi har set med borgerne i Limfjordsområdet, er ikke rimeligt, og derfor pålægger forslagsstillerne regeringen at fremsætte et lovforslag inden 1. juni 2014, der styrker borgernes retssikkerhed i forbindelse med statslige anlægsprojekter.

Jeg siger tak til ordføreren. Der er en enkelt spørger: hr. Henning Hyllested fra Enhedslisten.

Jeg vil bare spørge hr. Jan E. Jørgensen, om ikke han er enig i, at det her – jævnfør også bemærkningerne til beslutningsforslaget – kan føre til en fordyrelse af anlægsprojekterne, en fordyrelse af udgifterne til ekspropriationer, og hvad dertil hører.

Ordføreren.

Jo, det kan det da, og det skriver vi også direkte. Altså, eksempelvis hvis man skal betale større erstatninger i forbindelse med sagkyndig bistand og den faste ulempegodtgørelse, så vil det føre til en fordyrelse af de statslige anlægsprojekter. Det er en fordyrelse, som vi er villige til at forpligte os til at finde finansiering til i forbindelse med de konkrete anlægsprojekter, der vil komme fremover.

Med hensyn til forlodsovertagelsen er der alene tale om et likviditetsspørgsmål, idet man jo altså så overtager en ejendom, som man senere vil kunne sælge. Men jo, det vil også medføre en fordyrelse. Så det anerkender vi åbent, og det synes vi kun er rimeligt.

Hr. Henning Hyllested.

Men kan hr. Jan E. Jørgensen måske løfte sløret for, hvor det er, man har tænkt sig at finde finansiering, eller hvordan man har tænkt sig at finde finansiering? Var det måske ikke bedre i virkeligheden at have finansiering til de anlægsprojekter, man beslutter sig for, så man forkorter den periode, som projektet kører over, så meget som overhovedet muligt?

Ordføreren.

Jamen det betyder, at når man vedtager en konkret motorvej eksempelvis, så vil den blive en lille smule dyrere, end den tidligere ville være blevet. Sådan er det. Det synes vi er rimeligt. Jeg ved ikke, om Enhedslistens synes, det er mere rimeligt, at det er borgeren, der skal betale for, at vi alle sammen får et anlægsprojekt, som er til gavn for os alle sammen. Vi synes sådan set, det er fællesskabet, der skal betale, og ikke den enkelte borger.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Jeg siger tak til ordføreren.

Forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Transportudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, er det vedtaget.

Det er vedtaget.