Spm. nr. US 48

Tak. Jeg vil gerne lidt ind på adoptionssagen, som kører i medierne for tiden. Det undrer jo nok ikke ministeren, at det skal vendes i dag, og at det også skal ske fra denne taburet, kan man sige.

Der er ingen tvivl om, at det er en ulykkelig sag for rigtig mange mennesker. Det er ulykkeligt for de biologiske forældre, det er ulykkeligt for adoptivforældrene, det er ulykkeligt for det lille barn, som har vokset sig stort, og selvfølgelig er det også ulykkeligt for samfundet, fordi der er noget, der er gået ravruskende galt.

Jeg synes, det er meget vigtigt, at vi får klarlagt, hvilke forhold der egentlig gør sig gældende, både med hensyn til hvad der skal ske fremadrettet med det enkelte barn, og egentlig også med hensyn til hvordan man ser på hele området generelt. Der tænker jeg på statens rolle, og jeg tænker også på kommunernes rolle.

Det er jo sådan, at vi i den konkrete sag har hørt, at man måske ikke synes, at der har været den fornødne opbakning fra det kommunale system i forhold til at få et adoptivbarn. Der kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre ministeren kommentere det og sige, om det lovgivningsmæssigt er sådan, at man, så snart et barn kommer til landet som adoptivbarn, sørger for, at der er den fornødne hjælp, støtte og vejledning både til forældrene og barnet, og om der er forskel på, om man modtager et barn, der måske er 1 år, hvilket man jo hyppigst gjorde før i tiden, og til det, vi ser i dag, nemlig at børnene faktisk bliver ældre og ældre, når de kommer til Danmark. Der er jo stor forskel på, hvordan man skal agere, alt efter barnets alder. Det er i hvert fald mit indledende spørgsmål vedrørende adoptionssagen.

Ministeren.

Tak. Alle taler om Masho og den situation, som hun er blevet bragt i. Det kan jeg godt forstå, for den dokumentar, som jeg tror de fleste efterhånden har set, viser noget ganske frygteligt. Det er en dokumentar, der lader seeren tilbage med den følelse, at man her har gjort et barn fortræd.

Det, jeg synes er rigtig vigtigt i kølvandet på hele denne debat om, hvordan vi modtager adoptivbørn i Danmark, og hvordan vi kan hjælpe forældrene, er, at vi tager en drøftelse med hinanden om, hvad det egentlig er, vi gerne vil med det her område. Det er jo sådan, at vi med hensyn til de forældre, som bliver godkendt og som står på venteliste til at modtage et barn, skal være sikre på, at det er de rigtige, der står der, og at de har de kvalifikationer, som man skal have som forældre, og at de ved, hvordan man skal gå til sådan en opgave. Det synes jeg er rigtig vigtigt at vi får drøftet.

Jeg synes også, det er rigtig vigtigt, at vi får drøftet, hvordan vi hjælper de her forældre bedst muligt til at tage sig af den opgave. Der er jeg jo glad for, at vi med satspuljeaftalen i år, hvor Dansk Folkeparti jo også er med, har sat penge af til PAS, som yder den hjælp, som adoptivforældre skal have, efter de har modtaget deres barn.

Men det er jo ikke nok at lave ekstra kurser. Vi bliver nødt til at se området efter, for når man ser filmen, kan man godt få det indtryk, at det, i hvert fald med hensyn til adoptioner fra Etiopien, er muligt at få børn hertil på baggrund af en forhandling, der alene har fundet sted mellem forældrene, et børnehjem og et adoptionsbureau, men det er ikke det, der er tilfældet. Reglerne er faktisk sådan, at der i Etiopien også skal finde en myndighedsafgørelse sted, og at sagen skal for en dommer.

Men Ankestyrelsen er lige nu ved at kigge på hele den her konkrete sag, for Amnesty International har jo været ude med den meget skarpe melding, at de mener, at børnekonventionen er brudt. Det kan næsten ikke være mere rædselsfuldt, og derfor undersøger vi naturligvis det. Jeg har afbrudt samarbejdet med lige præcis det børnehjem, som Masho kom fra, og vi har ændret nogle regler, med hensyn til hvilke forhold vi har til Etiopien.

Der er mange flere ting, men dem må jeg komme tilbage til.

Spørgeren.

Tak for det. Det er et udgangspunkt. Jeg har også lyttet til, hvad ministeren har sagt det seneste døgns tid om det her område. Men jeg synes egentlig, vi mangler at høre lidt mere om, hvad det er, der skal gøres, når man modtager et barn, og hvilket alderskriterium der skal være gældende. Vi mangler også at høre om, hvilke overvejelser man har om de lande, der sender et barn af sted. Jeg kan i princippet godt være betænkelig ved, om vi har mange Mashosager, fordi der måske ikke er blevet kigget på området gennem flere år.

Jeg anerkender fuldt ud, at vi har afsat midler i satspuljen til det her område, men det er måske ikke tilstrækkelige midler.

Men jeg vil da meget gerne have, at ministeren kommer lidt ind på, at flere af børnene fra de lande, vi traditionelt modtager en del børn fra, har levende forældre. Jeg har i hvert fald det seneste døgns tid erfaret, at det er blevet sagt, at der f.eks. er 75-77 børn, som er kommet til landet fra Etiopien, og som har levende forældre i Etiopien. Det er jo også dybt problematisk.

Men er de lokale afdelinger af bureauerne egentlig egnede til det arbejde, de udfører? Jeg synes, at det virker, som om der faktisk har været en form for afpresning og tilfælde af, at der er blevet givet urigtige oplysninger, hvad angår de her arme biologiske forældre.

Ministeren.

Der var rigtig mange spørgsmål i det her. Der var også mange spørgsmål i det første spørgsmål, som jeg slet ikke har nået at besvare, fordi det er så stort og omfattende. Jeg har sendt en indbydelse til alle Folketingets partier om at komme over til mig på fredag kl. 9.00, hvor vi både skal gennemgå, hvad der er sket i den her konkrete sag, og hvad det er for undersøgelser, vi eksempelvis vil bede om bliver foretaget. Hvordan ser situationen ud? Jeg vil sørge for, at alle de folk, som kan svare på faglige spørgsmål, er til stede. Jeg er rigtig glad for, at der er kommet så mange tilbagemeldinger, og at Folketingets partier gerne vil deltage i den drøftelse.

Det her er jo et område, jeg har arbejdet med et stykke tid, og reglerne for Etiopien er jo også blevet ændret for et stykke tid siden. Når fru Karin Nødgaard siger, at hun frygter, at der kan være flere Mashosager derude, må jeg sige, at det er der. Det ved jeg at der er. Derfor synes jeg, det er rigtig, rigtig beklageligt, at det er kommet dertil.

Sagen er den, at adoptionsområdet har forandret sig. Det har ændret sig fra, at man typisk modtog spædbørn, til at man i dag får nogle større børn. Man får ofte nogle børn, som har nogle vanskeligheder. Det kræver selvfølgelig, at forældrene skal være klædt på til at håndtere, at der kommer et barn til landet, som er ældre, og som kan huske, og som har et traume over det, som barnet har været igennem. Det traume skal bearbejdes. Det betyder jo, at når der kommer børn, som har særlige vilkår, skal både kommuner og forældre klædes bedre på. Derfor synes jeg, det er rigtig fornuftigt, at vi tager en drøftelse af, hvordan vi kan indrette det bedre. Det synes jeg børnene fortjener.

Spørgeren.

Det er der ingen tvivl om. Dansk Folkeparti er også glad for, at ministeren tager initiativ til et sådant møde og møder gerne op for at drøfte hele området. Men det er jo dybt beklageligt, hvis ministeren allerede nu kan sige, at der er mange sådanne Mashosager. Det er beklageligt, at man faktisk kender til dem. Jeg håber så, at ministeren kun har kendt til dem det sidste døgn, for ellers skulle vi have haft handlet meget tidligere.

Men jeg vil egentlig også gerne høre, om ministeren har nogen fornemmelse af, hvor mange af de børn, der er kommet til Danmark som adoptivbørn, som faktisk i dag er endt på børnehjem. Det er dybt tragisk, hvis man tror, man gør noget godt. Der er sikkert masser af gode børnehjem – det er ikke det – men det er jo ikke hensigten, når et dansk forældrepar ønsker at få et adoptivbarn, at barnet skal ende på et dansk børnehjem. Er der nogen opgørelser over det for de seneste tre årtier eller sådan noget lignende? For vi ved, at adoption er noget, som mange har valgt som en måde at få et barn på, hvis man ikke selv har været i stand til at få det.

Ministeren.

Jeg vil gerne sige, at jeg synes, at Masho i virkeligheden er en pige, som efterhånden trænger til fred. Vi skal selvfølgelig bruge den viden, vi har, om, hvad der er sket i hendes sag, til at komme videre, men jeg synes ikke, at vi som politikere skal sidde og sagsbehandle den konkrete sag, heller ikke ovre ved mit bord på fredag. Jeg synes, det er fint, vi får nogle oplysninger om, hvordan området er, hvilke problemer man er rendt ind i, men jeg har lagt mærke til, at der har været politikere fra forskellige partier, som har haft alle mulige holdninger til, hvad man skal gøre nu i lige præcis den her konkrete sag. Jeg vil gerne sige, at jeg synes, at man skal overlade det til dem, der kender pigen. Det er dem, der kan tage udgangspunkt i, hvad der er bedst for den her pige. Det er der ikke nogen af os, der kan.

Det, vi kan, og det, vi skal gøre, er at tage en drøftelse om, hvordan adoptionsområdet ser ud. Er der nogle ting, vi kan gøre anderledes? Bl.a. får vi flere børn hertil, som er ældre, og som også kan have særlige udfordringer. Det synes jeg er rigtig, rigtig fornuftigt at få vendt.

Jeg har ændret reglerne for Etiopien. Jeg har lukket for det børnehjem, som der har været rigtig, rigtig meget debat om, og jeg kigger hele området grundigt igennem. Jeg glæder mig naturligvis over, at Folketingets øvrige partier vil være med til at gøre det sammen med mig. Det synes jeg vi i fællesskab skal løfte. Men jeg synes også, vi i fællesskab skal blive enige om efterhånden at sige, at den her pige skal have lov at være i fred.

Næste spørger er fru Louise Schack Elholm.