Spm. nr. S 920 (omtrykt)

11) Til ministeren for sundhed og forebyggelse af:

Karina Adsbøl (DF):

Hvad er ministerens holdning til afgrænsningscirkulæret mellem behandlingsredskaber og hjælpemidler, og vil ministeren tage initiativ til at revidere cirkulæret med henblik på at præcisere cirkulæret?

Da vi jo ikke længere læser spørgsmålene op, giver jeg ordet til ministeren. Værsgo.

Tak for det. Jeg må sige, at jeg umiddelbart synes, at det er et meget bredt spørgsmål, hvor spørgeren beder mig komme med min generelle holdning til et i det hele taget teknisk cirkulære. Formålet med afgrænsningscirkulæret er som bekendt – det ved spørgeren jo formentlig ganske udmærket – at definere og afgrænse de behandlingsredskaber, som patienterne som led i sygehusbehandlingen skal forsynes med, over for de tilgrænsende kategorier af redskaber og hjælpemidler, som er et kommunalt ansvar. Cirkulæret understøtter bl.a. kommuners og regioners samarbejde på området og bidrager til at sikre, at der er en hensigtsmæssig opgavedeling. Formålet er, som det skal være, at sikre, at vi bedst muligt varetager patienternes tarv.

Men der opstår jo af og til såkaldte afgrænsningsproblemer. Disse problemer opstår typisk, fordi det enkelte redskab jo både kan være et behandlingsredskab, som så skal finansieres af regionen, et hjælpemiddel, som skal finansieres af kommunen, og i nogle tilfælde jo også et redskab, som borgeren selv må betale. Eftersom behandlingsredskaber og hjælpemidler udleveres som led i en sygehusbehandling, i forbindelse med afhjælpning af et handicap, hjemmesygepleje og genoptræning, så vil det, givet at det jo i alle de tilfælde er både regioner og kommuner, der tager hånd om patienterne, ikke kunne undgås, at der vil være det, man kalder snitfladeproblematikker.

Når der opstår tvivl, skal den myndighed med tættest kontakt til borgeren uden videre udlevere det nødvendige redskab. De involverede myndigheder må derefter afklare betalingsspørgsmålet, altså hvem der skal betale for redskabet. Man har i alle fem regioner nedsat regionale og kommunale fora til at afklare det spørgsmål.

Derfor vil jeg også sige, at jeg her i dag ikke har nogen helt konkrete planer med om at ændre cirkulæret. Men jeg og Sundhedsministeriet er selvfølgelig løbende i dialog om det med vores kollegaer i Social- og Integrationsministeriet, og vi følger området nøje for at overveje, om en ændring af cirkulæret eller andre ting skal på banen for at bidrage til at afhjælpe afgrænsningsproblemerne.

Fru Karina Adsbøl, værsgo.

Nu hører vi jo så, at regionerne og kommunerne slås om regningen, og at borgerne venter op til et år på at få deres hjælpemiddel eller behandlingsredskab. Der er også en artikel her fra Kommunen, som jeg går ud fra at ministeren har læst, hvori der står:

Hvem skal betale hjælpemidler til mennesker med handicap? Sundhedsministeren vil ikke tage beslutningen.

Derfor rejser jeg det her spørgsmål, for det er jo borgerne, der bliver fanget i det her. Sidst var det en mor, der var blevet fanget i det her. Hendes datter skulle have sondemad – det stod i den her artikel, der var – og det tog lang tid at beslutte. Det er jo borgerne, der bliver fanget i det her, og derfor forstår jeg ikke, når ministeren anerkender, at der er et problem her, at hun så ikke vil kigge på cirkulæret og på, hvordan og hvorledes det kan løses. Altså, sundhedsministeren og socialministeren burde jo sætte sig sammen og finde en god løsning på det her, så det ikke er borgerne, der havner i det her.

Jeg fik en henvendelse fra en mor, som havde søgt om benskinner til sin søn, fordi han havde nogle vanskeligheder med at gå, og hun har ventet et helt år. Hun fik at vide af kommunen, at det var et behandlingsredskab, og regionen sagde, at det var et hjælpemiddel. Og efter et år fik den her søn så de her benskinner, og det er da dybt problematisk. Derfor forstår jeg ikke, at ministeren ikke, når ministeren kan se, at der er store problemer på det her område, handler og tager initiativ til at få lavet det her om, så borgerne kan få en god og hurtig service og ikke havner i den her situation, hvor de ikke får den hjælp, de har behov for. Og deres handicap bliver måske yderligere forværret, fordi de ikke får deres hjælpemiddel eller behandlingsredskab, fordi regionerne og kommunerne ikke kan finde ud af at samarbejde. Det er dybt problematisk, og derfor appellerer jeg til, at sundhedsministeren træder i karakter og handler og gør noget ved det her.

Ministeren.

Jeg må sige, at jeg jo ikke kender den konkrete sag, som spørgeren har fået i sin mailbakke, men som jeg hører den beskrevet, er der ikke nogen tvivl om, at der her er et eksempel på, at man ikke har fulgt reglerne. For reglerne slår fuldstændig klart fast, at borgeren ikke må komme i klemme. Det sagde jeg også i min besvarelse. Den myndighed, der er tættest på borgeren, skal sørge for, at borgeren får det redskab, og hvis man så f.eks. i kommunen mener, at det sådan set ikke er den, der skal betale det, fordi det må ses som led i behandlingen på sygehuset, så tager man den diskussion og den afklaring med regionen. Det er jo noget, vi regulerer i sundhedsaftalerne, og så tager man det i de regionale fora.

Men man stopper altså ikke betalingen; man sørger for, at borgerne ikke kommer i klemme. Det er det, reglerne lægger til grund. Så afklarer man betalingsansvaret i de regionale fora. Og viser det sig, at kommunen havde ret – det var ikke kommunen, der skulle betale for det her, men regionen – så efterbetaler regionen. Viser det sig omvendt, at det var kommunen, kan man sige, at så har kommunen jo bare betalt noget, den hele tiden skulle betale.

Så det, der er helt centralt her for mig, er, at borgerne ikke kommer i klemme. Det er noget af det, der er grundkernen i de regler, der er nu. Hvis reglerne så ikke bliver overholdt, er det selvfølgelig et problem, men så er det ikke reglen, der er problemet.

Fru Karina Adsbøl.

Man må jo heller ikke stjæle, vel? Men der er alligevel nogle, der stjæler ude i butikkerne.

Når ministeren nu kan se, at der er et problem, og anerkender, at der er et problem på det her område – hun siger så, at reglerne ikke er overholdt – hvorfor vil ministeren så ikke gøre noget ved det? Jeg ved, at vi har haft samråd om hjælpemidler og om behandlingsredskaber. Dansk Folkeparti har gjort ministeren opmærksom på den her problemstilling, og handicaporganisationerne har gjort det klart for ministeren, at der er store problemer på det her område, og at borgerne falder ned mellem to stole, på grund af at reglerne ikke bliver overholdt.

Ministeren siger så, at det er, fordi reglerne ikke bliver overholdt. Så kan man spørge: Nå, men er det så bare ærgerligt, at reglerne ikke bliver overholdt? Hvad med borgeren? Altså, så må der jo være nogle sanktioner over for de kommuner eller de regioner, der ikke overholder de regler, der er ifølge loven.

Ministeren.

Jeg tror, det er vigtigt at slå fast, at der altid vil være nogle afgrænsningsproblemer, fordi man ikke bare kan sige: Det her redskab er de facto noget, man bruger i behandling, og derfor er det altid bare sygehuset, der skal betale. Vi står i en situation, hvor det samme produkt kan være noget, regionen skal betale, fordi det er en del af en behandling, eller noget, kommunen skal betale, fordi det er et hjælpemiddel, og det kan faktisk også være noget, borgeren selv skal betale, fordi det ikke falder ind under en af de kategorier. Derfor vil der altid være afgrænsningsproblemstillinger. Det vil der også være, fordi der er en teknologisk udvikling, der gør, at noget, der før i tiden var et hjælpemiddel, i dag er et almindeligt forbrugsgode.

Så vi kommer, ligegyldigt hvilke regler vi laver, ikke udenom, at der vil være afgrænsningsproblematikker. Og derfor er det jo vigtigt, at vi har nogle fora, der fungerer – hvor man så tager diskussionen – og vigtigst af alt er det, at vi har nogle regler, der sætter borgeren først og siger: Borgeren skal ikke komme i klemme her. Borgeren kommer først, og det er op til den instans, der er tættest på borgeren – hvis borgeren er indlagt, er det sygehuset; hvis borgeren er derhjemme i kontakt med kommunen, er det kommunen – og så må tvisten afklares efterfølgende. Det er ikke borgerne, der skal tages som gidsel her. Det er reglerne meget klare om, og det er selvfølgelig et meget stort problem, at der er en sag som den, ordføreren har fået i sin indbakke; den ser jeg selvfølgelig meget gerne.

Jeg kan sige for mit eget ministeries vedkommende, at det jo er sådan, at hvis man ikke kan afklare en sag lokalt i de regionale fora, kan man sende den videre til mit ministerie eller til social- og integrationsministerens ministerie for at få en afklaring. Det er mellem 10 og 15 sager, der kommer til os om året, og de er alle sammen uklare, fordi man har brug for at gå ned i den konkrete kontekst. Det tyder på, at det ikke har noget at gøre med de generelle regler, men at der simpelt hen altid vil være nogle afklarings- og afgrænsningsproblemer.

Tak. Fru Karina Adsbøl i sidste runde, værsgo.

Det er jo for nemt at sige, at der altid vil være nogle problemer. Når der er sådan nogle problemer, skal de jo løses. Det er derfor, at vi er her. Jeg går da også ud fra, at det er derfor, at ministeren er her. Jeg prøver lige igen. Jeg siger til ministeren, at borgerne falder ned mellem to stole. Jeg forventer, at ministeren reagerer på det, når ministeren får flere henvendelser om det her problem fra handicaporganisationer, fra alle mulige organisationer, som gør ministeren opmærksom på det her problem. Ministeren anerkender, at der er et problem.

Jeg ved, at ministeren, da vi forhandlede omkring høreapparater, rykkede høreapparater ind under sundhedslovgivningen. Er det en mulighed, altså at det så kunne høre ind under én lovgivning i forhold til det her? Det vigtigste må da være, at borgerne får den hjælp, de skal have; at de får det hjælpemiddel, de skal have; eller at de får det behandlingsredskab, de skal have.

Når vi nu hører, at der er nogle regioner og nogle kommuner, der slås om den her regning, og at borgerne ikke får det, de har behov for – og at de kan risikere at få et merhandicap, fordi de ikke får en hjælp så hurtigt som muligt – så er det da dybt problematisk. Jeg forstår ikke, at ministeren anerkender problemet, men ikke handler ud fra det.

Ministeren.

Hvis fru Karina Adsbøl satte sig ned og tænkte det her igennem, så tror jeg også, at hun ville se, at der altid vil være afgrænsningsproblemer, al den stund at det samme produkt kan være et produkt, man bruger i behandlingen på sygehuset, og at det kan være et produkt, man bruger derhjemme, hvor det ikke er en del af sygehusbehandlingen. Det skal vores system kunne håndtere.

Der vil være afgrænsningsproblemer. Det kan vi desværre ikke vedtage at der ikke vil være, fordi produkterne kan bruges forskellige steder. Det eneste, der ville gøre, at vi skulle komme fuldstændig ud over, at der var snitflader, ville være, at vi sagde, at der ikke var forskellige myndigheder: Vi har ikke et sygehusvæsen og nogle sociale myndigheder. Så skulle vi slå det sammen, og det tror jeg alligevel heller ikke er det, ordføreren taler om.

Men selvfølgelig skal man være opmærksom på, dels hvis det system, vi har, så ikke godt nok tager hånd om de afgrænsningsproblemer, der altid vil være, dels hvis der er nogle, der ikke overholder reglerne. Og reglerne fastslår soleklart, at borgerne ikke må komme i klemme. Hele det der slagsmål om, hvem der skal betale, hvor der er uoverensstemmelser, ligger altså, efter at borgeren har fået sit hjælpemiddel eller det, der skal anvendes i behandlingen. Det ligger mellem kommunerne og regionerne. Det må de klare i de regionale fora. Kan de ikke det, må de gå til mig eller til Social- og Integrationsministeriet. Det sker 10-15 gange om året. Det synes jeg sådan set viser, at den del af systemet fungerer meget godt. Så hvor der er de problemer, ordføreren har konkrete eksempler på – send dem endelig over til mig – er det jo eksempler på, at man ikke følger reglerne, og at man ikke sætter borgeren først, som man skal. Og det skal selvfølgelig tages meget, meget alvorligt, hvis kommuner og regioner ser stort på, at borgerne altså har en ret her.

Tak til ministeren og tak til spørgeren. Dermed er spørgsmålet afsluttet.

Hermed er spørgetiden også afsluttet.