Spm. nr. S 9

2) Til statsministeren af:

Peter Skaarup (DF):

Hvornår blev statsministeren klar over, at man ikke skal sikkerhedsgodkendes for at blive minister?

Spm. nr. S 9

2) Til statsministeren af:

Peter Skaarup (DF):

Hvornår blev statsministeren klar over, at man ikke skal sikkerhedsgodkendes for at blive minister?

Værsgo.

Tak for det. Spørgsmålet lyder sådan her:

Hvornår blev statsministeren klar over, at man ikke skal sikkerhedsgodkendes for at blive minister?

Statsministeren.

Nu er det jo en sag, som hr. Peter Skaarup og jeg har drøftet før, for vi har haft et samråd om det, og jeg har netop for nylig i et åbent samråd, som alle havde mulighed for at følge, orienteret om den generelle procedure i forbindelse med det såkaldte sikkerhedstjek af mulige ministeremner.

Det, jeg også gav udtryk for på det samråd, var jo, at det følger af grundlovens § 14, at det er statsministeren, der indstiller til regenten, hvem der skal udnævnes som minister. Statsministerens kompetence til at udnævne ministre er altså en kompetence, som udspringer direkte af grundloven, og den udvælgelsesprocedure – altså det, at det udspringer direkte af grundloven – indebærer bl.a., at der ikke gennemføres en sikkerhedsgodkendelse af ministeremner. Det er altså ikke en betingelse for at blive udnævnt til minister, at den pågældende person er blevet sikkerhedsgodkendt, og der skal ikke være nogen tvivl om, at vi jo egentlig alle sammen bør være klar over de grundlovsmæssige rammer. Jeg var i hvert fald klar over det, ligesom embedsmændene i Statsministeriet selvfølgelig var klar over, at det var de grundlovsmæssige rammer – det siger sig selv – der også gjaldt i forbindelse med den seneste regeringsdannelse.

Derfor er svaret selvfølgelig, at hverken jeg eller de embedsmænd, som jeg omgiver mig med, på noget tidspunkt har været i tvivl om, at ministeremner ikke skal sikkerhedsgodkendes.

Hr. Peter Skaarup.

Hvis det nu forholder sig, som statsministeren siger, og det skal man jo nok tro på, nemlig at statsministeren hele tiden har været klar over, at ministre ikke skal sikkerhedsgodkendes, kan statsministeren så bekræfte, at statsministeren jo selv har brugt udtrykket sikkerhedsgodkendelse om den procedure, som hr. Henrik Sass Larsen altså ifølge statsministerens eget udsagn ikke kunne bestå? Det var det udtryk, der blev brugt af statsministeren, da sagen opstod – det kan man jo ikke komme uden om.

I TV 2 den 29. september, dvs. dagen efter, at der var nogle meget omtalte møder med hr. Henrik Sass Larsen i Statsministeriet, udtalte statsministeren følgende:

»Jeg har talt med Henrik Sass i morges, hvor han fortalte mig, at han ikke længere står til rådighed som minister i en kommende regering, netop på den her baggrund at han ikke kan blive sikkerhedsgodkendt.«

Jeg synes, at det gode at sige her, dels af hensyn til at folk også skal have en vis form for retssikkerhed i forbindelse med sådan nogle sager, dels også fordi statsministeren både udadtil, når statsministeren udtaler sig, og over for Folketinget skal give de rigtige oplysninger på de rigtige tidspunkter, er, at det da virker mærkeligt, at statsministeren på den ene side er så skråsikker på, at man ikke skal sikkerhedsgodkendes som minister, mens hun altså på den anden side alligevel bruger det selv samme udtryk i medierne om, at det kunne hr. Henrik Sass Larsen ikke blive, og derfor kunne han ikke blive minister.

Statsministeren.

Jamen det afgørende for mig på daværende tidspunkt i forbindelse med udtalelsen foran Crown Plaza var at oplyse offentligheden om, at hr. Henrik Sass Larsen ikke længere var en del af ministerholdet i den kommende regering.

Jeg har ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at ministeremner ikke skal sikkerhedsgodkendes, det fremgår jo også af grundlovens paragraffer, og det regner jeg egentlig også med at alle i Folketinget, inklusive hr. Peter Skaarup, er bekendt med er sådan, for det er det, der fremgår af grundloven.

Det, der er fast praksis i forbindelse med ministeremner, som kan komme på tale i forbindelse med regeringsdannelsen, og det har jeg også forklaret mange gange, er, at man gennemfører et såkaldt sikkerhedstjek. Og det sikkerhedstjek består simpelt hen i, at PET på Statsministeriets foranledning foretager en registermæssig undersøgelse af, hvilke eksisterende optegnelser der er på en given person. Når det er tilendebragt, kan Statsministeriet så underrette den, der skal være statsminister, om de oplysninger, og vedkommende kan så bruge de oplysninger, hvis det findes relevant.

Det er sådan, det er. Men jeg tror ikke, at der er nogen, der på noget tidspunkt har troet, at der skulle en sikkerhedsgodkendelse til for at blive minister.

Hr. Peter Skaarup.

Jo, det er der nok nogle der har troet, for statsministeren sagde selv i TV 2 Nyhederne den 29. september 2011, at hr. Henrik Sass Larsen ikke kunne blive minister, fordi han ikke kunne blive sikkerhedsgodkendt. Det var det, statsministeren sagde. (Statsministeren ryster på hovedet). Jamen man kan selvfølgelig godt ryste på hovedet over det, men det findes på bånd.

Statsministeren siger selvfølgelig mange ting og giver mange interview, men tænker sig vel også om, inden hun udtaler sig om vigtige spørgsmål. Hun bliver spurgt om alt mellem himmel og jord, men ikke mindst det her er jo ekstremt vigtigt, og her er det vigtigt at være præcis. Og det var statsministeren så mildest talt ikke den 29. september. Der må jeg så spørge: Er det sådan, at statsministeren vil trække den udtalelse tilbage? For den var jo meget misvisende, kan man roligt sige.

Noget andet, der er meget misvisende, er, at der fra folketingsmedlemmers side er blevet spurgt rigtig mange gange til den her sag, og der er ikke rigtig kommet noget svar. Det svar, der hele tiden er kommet, er, at man ikke rigtig har nogen kommentarer, og man har under ingen omstændigheder rettet den misforståelse, som statsministeren forsøgte at rette på samrådet forleden dag, nemlig den, at ministre ikke skal sikkerhedsgodkendes. Så vil statsministeren beklage den fortalelse, eller hvad det var?

Statsministeren.

Jeg vil først og fremmest sige, at hvis jeg skulle rette alle de ting, som bliver sagt, og som er forkerte, i pressen eller andre steder, ville jeg få rigtig travlt, så nej, det kan man ikke regne med at jeg gør hver gang.

Når jeg følte anledning til at uddybe den generelle procedure om de såkaldte sikkerhedstjek, var det, fordi der var ved at opstå mange misforståelser. En af misforståelserne var, at det var PET, der kunne bestemme, hvem der skulle være minister. Og der følte jeg anledning til at henlede vores alle sammens opmærksomhed på grundloven, hvori der står, at det er statsministeren, som bestemmer, hvem der skal være minister. Det er sådan set det, der er kernen i den her sag, og som jeg nu har følt anledning til at præcisere.

Man kan også se rigtig mange gange, også i forbindelse med de diskussioner, vi har haft i Folketinget, at jeg benytter begrebet sikkerhedstjek. Jeg har været tøvende med hensyn til at gå ind i hele det her, for der er ikke tradition i Danmark for at gå ind i den her diskussion om sikkerhedstjek. Men jeg følte anledning til at præcisere nogle ting, fordi der efterhånden var opstået en del misforståelser om det her med sikkerhedstjek og sikkerhedsgodkendelser.

Hr. Peter Skaarup for det sidste spørgsmål.

Det er da også meget prisværdigt, at statsministeren så har rettet den misforståelse her 1 år efter, at statsministeren selv har gjort rigtig meget for at overbevise os alle sammen om, at det faktisk var sådan, at en minister skulle sikkerhedsgodkendes, ved netop at sige det i TV 2 Nyhederne.

Ydermere synes jeg synes også, at det er kritisabelt, at statsministeren 19 gange – Ekstra Bladet har talt det op – har svaret på spørgsmål om de her ting og på intet tidspunkt har fortalt Folketinget, at det netop ikke var sådan, at ministre skulle sikkerhedsgodkendes. Selv om der blev spurgt til nøjagtig de her ting, har statsministeren på intet tidspunkt ønsket at rette den misforståelse, som der jo efter statsministerens opfattelse også var i mange af de spørgsmål, der blev stillet i Folketinget.

Vi må overveje, hvordan vi griber sådan en sag an, men det er da i hvert fald en begyndelse, eller det kunne være en begyndelse, hvis statsministeren i den her sag, som har været så omdiskuteret, og som vi har haft så mange spørgsmål om – samråd har vi også haft om den – kunne sige til Folketinget i dag: Jamen jeg trækker da selvfølgelig den udtalelse tilbage, som jeg kom med for 1 år siden, nemlig at hr. Henrik Sass Larsen ikke kunne blive minister, fordi han ikke kunne sikkerhedsgodkendes. For det er jo det, der er sandheden.

Han kunne godt være blevet minister, for han skal jo netop ikke sikkerhedsgodkendes, så kan statsministeren ikke bekræfte, at den udtalelse bør trækkes tilbage?

Statsministeren.

Vi har efterhånden haft rigtig mange debatter om det her. Hvis man går tilbage, tror jeg, at man vil se, at jeg bruger udtrykket sikkerhedstjek rigtig mange gange. Nogle gange har jeg, bl.a. fordi spørgeren har spurgt om en sikkerhedsgodkendelse, også brugt udtrykket sikkerhedsgodkendelse, mest i en refererende form. Men hvis man går tilbage til de her debatter, kan alle jo se, at det er udtrykket sikkerhedstjek, der bliver anvendt.

Jeg synes egentlig, at det ligger ganske klart, selvfølgelig også som en følge af grundlovens bestemmelser, at det er statsministeren, som vurderer, hvem der skal være ministre. Det er hendes personlige politiske overvejelser, der ligger til grund for, hvem der bliver udpeget til ministre. Der er ikke så meget andet i det.

Vi kan jo alle sammen læse grundloven og har forhåbentlig også gjort det. Og det er der, statsministerens mulighed for at udpege ministre efter hendes personlige politiske overvejelser fremgår meget tydeligt.

Spørgsmålet er sluttet.

Det næste spørgsmål til statsministeren er af hr. Jan E. Jørgensen, værsgo.