Spm. nr. S 6

4) Til statsministeren af:

Karsten Lauritzen (V):

Vil statsministeren oplyse, hvorfor hun ikke før nu har fundet anledning til at klargøre over for Folketinget, at en manglende sikkerhedsgodkendelse ikke var grund til, at hr. Henrik Sass-Larsen ikke blev minister?

Spm. nr. S 6

4) Til statsministeren af:

Karsten Lauritzen (V):

Vil statsministeren oplyse, hvorfor hun ikke før nu har fundet anledning til at klargøre over for Folketinget, at en manglende sikkerhedsgodkendelse ikke var grund til, at hr. Henrik Sass-Larsen ikke blev minister?

Værsgo.

Tak. Vil statsministeren oplyse, hvorfor hun ikke før nu har fundet anledning til at klargøre over for Folketinget, at en manglende sikkerhedsgodkendelse ikke var grund til, at hr. Henrik Sass Larsen ikke blev minister?

Statsministeren.

Jeg må sige, at det egentlig kommer bag på mig, at hr. Karsten Lauritzen og så mange andre folketingsmedlemmer tror, at ministeremner alene kan udnævnes, hvis de er blevet sikkerhedsgodkendt. Jeg har haft lejlighed til at redegøre for det og skal gerne gøre det igen:

Det er altså en direkte følge af grundloven, af grundlovens § 14, der siger, at ministeremner ikke skal sikkerhedsgodkendes. Hvorfor? Jamen det er, fordi det følger af grundloven, at det er statsministeren, der, naturligvis sammen med regenten, beslutter, hvem der skal eller ikke skal udnævnes til minister. Og det følger altså derfor deraf, at det ikke kan være en betingelse for at blive udnævnt til minister, at der er gennemført en sikkerhedsgodkendelse.

Som jeg også har sagt, har vi en procedure med, at før en person kan blive minister, gennemføres der på Statsministeriets foranledning et såkaldt sikkerhedstjek af ministeremner. Det består simpelt hen i, at man laver en registermæssig optegnelse over, hvad der kan være af oplysninger om en person.

Derefter er det statsministeren, der bestemmer, hvor meget betydning disse oplysninger skal tillægges, og det er statsministeren, der bestemmer, hvem der skal eller ikke skal være minister.

Hr. Karsten Lauritzen.

Tak. Det svar har statsministeren også givet i det samråd, der var forrige mandag, og det blev der også henvist til i besvarelsen af det forrige spørgsmål. Der sagde statsministeren det, som hun også har sagt i dag i svaret til hr. Peter Skaarup, tror jeg det var, nemlig at hun var klar over de grundlovsmæssige rammer, der gjaldt for udpegelse af ministre, ligesom hun henviste til, at det for embedsværket var det samme.

Så er det jo bare mærkeligt, at statsministeren ikke svarer Folketinget, når folketingsmedlemmer i en eller anden vildfarelse spørger om sikkerhedsgodkendelse, at det er forkert, der er ikke tale om nogen sikkerhedsgodkendelse, der er tale om et sikkerhedstjek.

Hvis man læser Ekstra Bladet i dag, kan man se, at statsministeren i hvert fald ifølge Ekstra Bladet fik op til 19 chancer for at rette op på den misforståelse. Det var nogle chancer, som statsministeren ikke benyttede sig af.

Man må, som hr. Peter Skaarup også var inde på, sige, at det svar, som statsministeren gav ude foran Crowne Plaza, hvor statsministeren jo selv brugte ordet sikkerhedsgodkendelse, vel tilsyneladende er med til at fastholde nogle mennesker i den vildfarelse, at man skal sikkerhedsgodkendes. Der må man så bare undre sig en smule over, hvorfor statsministeren venter så lang tid med at korrigere det over for Folketinget og i øvrigt over for en større offentlighed.

Jeg tror desværre, vil jeg sige til statsministeren, at statsministerens langsommelighed med at gøre det klart har bidraget til, at der er nogle, der har fået det indtryk, at Politiets Efterretningstjeneste har indflydelse på, hvem der bliver minister. Men det har de selvfølgelig ikke, og det skal de heller ikke have.

Statsministeren.

Man kan også undre sig over, at der sidder så mange i Folketinget, som jo alle sammen har læst grundloven – går jeg ud fra – som i så lang tid kan tro, at der skal en sikkerhedsgodkendelse til for at blive minister, når der i grundloven står, at det er statsministeren alene, der udpeger ministre, naturligvis sammen med regenten.

Jeg er nødt til at sige, at vi har diskuteret det her rigtig mange gange i flere samråd og også her i Folketingssalen, hvor jeg rigtig mange gange har anvendt udtrykket sikkerhedstjek. Jeg har også mange gange sagt, at jeg ikke ville kommentere den procedure, der er for det her såkaldte sikkerhedstjek, fordi der ikke har været tradition for det i Danmark.

Nu er der så opstået så mange misforståelser i det seneste år, at jeg har følt anledning til at præcisere det her, bl.a. fordi der var opstået det indtryk, at PET kan være med til at udnævne, hvem der er ministre i dette land.

Sådan forholder det sig ikke.

Jeg mener ikke, at den misforståelse skulle have lov til at stå derude. Derfor har jeg mod sædvane og mod, hvad tidligere statsministre har gjort, valgt at gå lidt dybere ned i proceduren omkring det her såkaldte sikkerhedstjek. Jeg har gjort det, fordi der var opstået for mange misforståelser.

Hr. Karsten Lauritzen.

Det skal statsministeren da have tak for. Det ville dog, tror jeg, være rart og være noget, der ville glæde mange folketingsmedlemmer – jeg tror egentlig også, at det gælder statsministerens egen gruppeformand i Socialdemokratiet – hvis man fik skabt yderligere klarhed omkring det her. For der er jo stadig væk en lang række uafklarede spørgsmål, som statsministeren nægter at gå ind i, fordi statsministeren ikke vil forholde sig til den konkrete sag.

Jeg vil så spørge statsministeren, om statsministeren ikke anerkender at have et vist medansvar for, at der kan være nogle, der har fået den opfattelse, at man skulle sikkerhedsgodkendes, qua at statsministeren 19 gange har forsømt muligheden for at informere Folketinget om, at der ikke er tale om en sikkerhedsgodkendelse, men om et sikkerhedstjek. Statsministeren kunne jo bare have brugt den forklaring, som statsministeren har brugt her og er kommet med i et åbent samråd i sidste uge.

Mener statsministeren ikke også, at der kan være nogle, der kan have fået det indtryk, at man skal sikkerhedsgodkendes, når statsministeren selv ude foran Crowne Plaza brugte ordet sikkerhedsgodkendelse og netop ikke brugte ordet sikkerhedstjek? Det var den 29. september, vil jeg sige til statsministeren.

Statsministeren.

Jeg tror, at de fleste, der har fulgt den her debat, ved at se tilbage vil kunne se, at jeg har brugt ordet sikkerhedstjek rigtig mange gange. Jeg tror ikke, at ordet sikkerhedstjek er blevet brugt så mange gange i den her Folketingssal, som det er blevet brugt i det sidste års tid.

Jeg tager det som en given ting, at folketingsmedlemmerne, ligesom jeg selv, selvfølgelig hele tiden har vidst, at det er statsministeren, der træffer beslutningen om, hvem der skal eller ikke skal være minister, for det står i grundloven. Så det tager jeg egentlig som en given ting.

Jeg vil godt tilføje, hvad jeg har sagt tidligere, at hvis jeg, hver gang der bliver sagt noget forkert eller skrevet noget forkert i aviserne, skulle gå ud og dementere det, så ville jeg få rigtig travlt. Så jeg har valgt at svare på de spørgsmål, der har været stillet i Folketingssalen.

Jeg har nogle gange brugt ordet sikkerhedsgodkendelse, mest i refererende reform, fordi det er den måde, spørgsmålet er blevet formuleret på, men de fleste gange har jeg brugt ordet sikkerhedstjek.

Hr. Karsten Lauritzen.

Se, jeg forstår det, statsministeren siger, sådan, at statsministeren enten anerkender, at statsministeren måske godt kunne have gjort noget mere, eller at der ikke er en plet at sætte på statsministeren i den her sag. Hvis man nu som ganske almindelig borger sad og så TV 2 News – jeg tror også, det blev sendt i TV 2 Nyhederne – den 29. september sidste år, ville man kunne have hørt, at statsministeren sagde:

»Jeg har talt med Henrik Sass i morges, hvor han fortalte mig, at han ikke længere står til rådighed som minister i en kommende regering, netop på den her baggrund at han ikke kan blive sikkerhedsgodkendt.«

Det er det ord, statsministeren bruger. Og det er da mærkeligt, at statsministeren ikke straks efter går ud og retter det. Det er også mærkeligt, at statsministeren forsømmer – 19 gange ifølge Ekstra Bladet – at oplyse Folketinget om det.

Hvis vi skal have et godt parlamentarisk samarbejde, må statsministeren vel anerkende, at statsministeren i hvert fald over for Folketinget har ansvaret for at svare ikke blot sandfærdigt, men også fyldestgørende og oplysende på folketingsspørgsmål. I stedet har hun holdt Folketinget og offentligheden hen i uvidenhed.

Jeg må indrømme, at det er mit indtryk, at statsministeren desværre har gjort det i den her sag.

Statsministeren.

Jeg tror ikke, at der er nogen, der på noget tidspunkt har været tvivl om, at der ikke skulle en sikkerhedsgodkendelse til. For det fremgår jo af grundlovens § 14, at det er statsministeren, der har ansvaret for sammen med regenten at beslutte, hvem der skal udnævnes til minister.

Det er egentlig ikke alting, der omfattes af grundloven, men lige præcis det her er klart beskrevet i grundloven.

Det, man også kan undre sig over, er, at der er så mange folketingspolitikere, der har troet, at der skulle en sikkerhedsgodkendelse til, og som måske har troet, at PET var dem, der skulle udnævne ministre.

Det er og bliver den siddende statsminister, som har ansvaret for at udnævne ministre.

Spørgsmålet er sluttet.

Den næste spørger er hr. Joachim B. Olsen.