Spm. nr. S 20

6) Til statsministeren af:

Martin Geertsen (V):

Mener statsministeren i sit mundtlige svar på spørgsmål nr. S 3240 af 16. maj 2012 at efterlade det indtryk, at ministre ikke skal sikkerhedsgodkendes, jf. åbent samråd i Retsudvalget den 24. september 2012?

Spm. nr. S 20

6) Til statsministeren af:

Martin Geertsen (V):

Mener statsministeren i sit mundtlige svar på spørgsmål nr. S 3240 af 16. maj 2012 at efterlade det indtryk, at ministre ikke skal sikkerhedsgodkendes, jf. åbent samråd i Retsudvalget den 24. september 2012?

Hr. Martin Geertsen.

Spørgsmålet lyder: Mener statsministeren i sit mundtlige svar på spørgsmål nr. S 3240 af 16. maj 2012 at efterlade det indtryk, at ministre ikke skal sikkerhedsgodkendes, jævnfør åbent samråd i Retsudvalget den 24. september 2012?

Statsministeren.

Jeg vil sige, at jeg egentlig ikke synes, at man på baggrund af den besvarelse, jeg gav hr. Martin Geertsen allerede dengang, den 16. maj, kan være i tvivl om, at ministre ikke skal sikkerhedsgodkendes.

Hvis hr. Martin Geertsen ser besvarelsen igennem, og det har jeg så også gjort nu, så kan han se, at jeg ikke færre end seks gange anvender udtrykket sikkerhedstjek. F.eks. siger jeg, og det siger jeg også rigtig mange gange, at jeg ikke ønsker at kommentere den procedure, der anvendes ved sikkerhedstjek af kommende ministre. Herudover siger jeg bl.a., at det undrer mig, at Venstre ikke kan forstå, at jeg hverken kan eller vil kommentere det konkrete sikkerhedstjek af hr. Henrik Sass Larsen.

Jeg siger på intet tidspunkt, at ministeremner skal sikkerhedsgodkendes. Tværtimod bruger jeg konsekvent udtrykket sikkerhedstjek, hvad ministeremner angår. Og det undrer mig egentlig lidt, at hr. Martin Geertsen har kunnet overse det.

Hr. Martin Geertsen.

Nu vil jeg godt tage tråden en lillebitte smule op fra hr. Peter Skaarup og hr. Karsten Lauritzen, som pegede på, at statsministeren jo 19 gange havde haft mulighed for at korrekse Folketinget og offentligheden, som angiveligt har fået den opfattelse, at der var tale om en sikkerhedsgodkendelse.

Jeg tror ikke, der er nogen, der på noget tidspunkt har betvivlet, at det er statsministeren, der udpeger regeringen, og statsministeren, der udpeger sine ministre. Det er sådan set ikke det, der er sagens kerne.

Det, der er sagens kerne, er, hvorvidt PET har foretaget en sikkerhedsgodkendelse af potentielt kommende ministre. Det er sådan set det, som det her spørgsmål i virkeligheden går på.

Lad mig bare pege på en enkelt ting, som jeg vil citere fra det svar, som statsministerens giver undertegnede den 16. maj:

»For det, der er sagens kerne – og det ved ordføreren også godt – er, at man jo ikke skal have en sikkerhedsgodkendelse og ikke bliver sikkerhedstjekket i forbindelse med at blive formand for folketingsgruppen, men der er procedurer for sikkerhedstjek i forhold til ministrene. Dem vælger jeg ikke at kommentere; det har mine forgængere heller ikke gjort; jeg vælger at fortsætte den tradition.«

Her bruger statsministeren jo selv udtrykket sikkerhedsgodkendelse uden på nogen måde at retvise mig, og hvem der ellers måtte have haft lejlighed til og lyst til at overvære vores debat.

Statsministeren bruger ikke så meget som fem ord på at korrekse mig i den opfattelse, at der skulle være tale om en sikkerhedsgodkendelse for ministre. Hvorfor er det, at statsministeren ikke gør det i det her tilfælde?

Statsministeren.

Det kommer også lidt bag på mig, at hr. Martin Geertsen ikke på daværende tidspunkt drog den konklusion, som han gør i dag, nemlig den helt klare, at det er den til enhver tid siddende statsminister, der indstiller til dronningen, hvem der skal udnævnes som ministre.

Det sagde jeg også dengang, og nu siger jeg det så igen. Men det har hele tiden været sådan, at ethvert folketingsmedlem da må vide, at det er sådan, det hænger sammen.

Som jeg også har sagt tidligere i dag, udspringer det direkte af grundloven, af grundlovens § 14, så jeg kan undre mig over, at der skulle være så mange folketingspolitikere, som i så lang tid har gået rundt og været så forvirrede, når man sådan set bare kan læse grundloven og få svaret der.

Det er rigtigt, at jeg bruger udtrykket, at man ikke skal sikkerhedsgodkendes i forhold til de to poster, men det er jo netop for at understrege, at folketingsmedlemmer – det siger jeg også i besvarelsen – ikke bliver sikkerhedstjekket. Jeg bruger udtrykket sikkerhedstjekket.

Så jeg synes egentlig, hr. Martin Geertsen har givet svaret selv, nemlig at jeg bruger udtrykket sikkerhedstjek om potentielle ministeremner.

Hr. Martin Geertsen.

Jo, men lad os lige tage bare et enkelt citat til fra den pågældende debat mellem statsministeren og mig den 16. maj i år. Der siger statsministeren til sidst:

»Så skal jeg minde hr. Martin Geertsen om, at tillidsposter i de enkelte folketingsgrupper ikke kræver en sikkerhedsgodkendelse – så enkelt er det.«

Det, der undrer mig, er, at statsministeren ikke bruger bare fem linjer på at rette det, som jeg tror eller ved at jeg i hvert fald selv har indlagt som underforstået – og som jeg tror en masse mennesker både i og uden for den her sal har taget som en underforståethed, i hvert fald i den her debat – nemlig at der så til gengæld var tale om sikkerhedsgodkendelser af ministre.

Vi er udmærket klar over, at statsministeren udpeger sine ministre, men hvorfor har statsministeren så ikke gjort noget mere aktivt for at kundgøre over for os, at der ikke var tale om sikkerhedsgodkendelse af ministre?

Statsministeren.

Jeg synes, der er mindst tre svar til det, der siges.

For det første kan der ikke være nogen, der er i tvivl om, at jeg bruger udtrykket sikkerhedstjek rigtig mange gange. Jeg har talt det sammen til, at det ikke er færre end seks gange, jeg anvender udtrykket sikkerhedstjek.

For det andet fremgår det jo af grundloven, hvem det er, der bestemmer, hvem der skal være ministre, og det burde alle folketingsmedlemmer være klar over.

For det tredje: Hvis man nu ser på hele besvarelsen af spørgsmålet samlet, bør hr. Martin Geertsen jo ikke kunne være i tvivl om i hvert fald to ting: for det første, at ministre ikke skal sikkerhedsgodkendes, men at de bliver sikkerhedstjekket, og for det andet, at folketingsmedlemmer hverken bliver sikkerhedsgodkendt eller sikkerhedstjekket.

Hvis man læser besvarelsen fra den dag i sin helhed, burde de to ting stå ganske klart for hr. Martin Geertsen og alle andre.

Hr. Martin Geertsen.

Jeg må sige til statsministeren, at der jo ikke er nogen grund til at betvivle det forhold, at det er statsministeren, der udpeger sin regering og sine ministre.

Det, der stadig væk er sagens kerne her, er, at statsministeren ikke har brugt så meget som fem ord på at klargøre den misforståelse, som vi alle sammen har haft, nemlig om potentielle ministre bliver sikkerhedsgodkendt. Jeg tror sågar, hr. Henrik Sass Larsen har haft den opfattelse – sådan er det i hvert fald fremgået af medierne.

Når selv hr. Henrik Sass Larsen ser ud, som om han har misforstået det, hvordan kan det så være, at statsministeren ikke tidligere har været inde og forsøge at klargøre over for befolkningen og for os, at der ikke var tale om en sikkerhedsgodkendelse?

Jeg er lige ved at spørge, og det kan statsministeren jo så svare på her: Synes statsministeren selv, at det her svar fra den 16. maj er tilstrækkelig fyldestgørende, eller kan man tale om, at vi bevæger os på kanterne – på kanterne siger jeg med vilje – af en form for vildledning?

Statsministeren.

Hvis man kigger på hele besvarelsen fra den 16. maj, hvor vi jo havde en fin debat – hvis man ikke tager løsrevne citater ud, men kigger på hele besvarelsen – så mener jeg ikke andet, end at hr. Martin Geertsen, og hvem der ellers har lyttet med den dag, ikke har kunnet være i tvivl om de to ting: for det første, at ministre ikke skal sikkerhedsgodkendes, men gennemgår et sikkerhedstjek, og for det andet, at folketingsmedlemmer hverken skal sikkerhedsgodkendes eller gennemgår et sikkerhedstjek.

Det er det, der står klart, når man kigger på den besvarelse.

Tak til hr. Martin Geertsen.

Spørgsmål 7 er udgået, så vi går til spørgsmål 8, som er stillet af hr. Peter Skaarup, ligeledes til statsministeren.