Tak for det.
I tråd med de internationale retningslinjer bliver en del af udgifterne til flygtningemodtagelse finansieret over udviklingsbistanden.
Sådan gør andre ligesindede lande også, og det følger praksis fra tidligere regeringer.
De udgifter er naturligvis tæt forbundet med flygtningestrømmen til Danmark, og her har der de sidste år været en stigning i niveauet.
Det kan vi selvfølgelig ærgre os over, det afspejler en verden, hvor der stadig er krig og konflikter og udfordringer mange steder, ikke mindst konflikten i Syrien, som er eskaleret voldsomt.
1 million mennesker er drevet på flugt, og nogle af dem bevæger sig mod Europa og Danmark.
Her tager Danmark et ansvar.
Det gør vi i nærområderne omkring de lande, som flygtningene strømmer ud fra, og det gør vi i Danmark, hvor vi jo har taget initiativ til, at flygtninge, som kommer til Danmark, også får et anstændigt ophold og kan få mulighed for at arbejde og bo uden for asylcentrene.
Og herfra stammer en del af stigningen i flygtningeudgifterne.
Vi har jo forsøgt at sikre øget åbenhed på området og også en øget disciplin, kan man sige, ved at opdele udviklingsbistanden i en fattigdomsorienteret ramme og en global ramme.
Den del, der går til flygtningemodtagelse, er den globale ramme.
Dermed har vi brudt med den tidligere uklare praksis; nu er der klarhed over, hvilken del der går til fattigdomsbekæmpelse, og hvilken del der går til andre formål.
Og på trods af den stigende flygtningetilstrømning og beslutningen om, at de kan bo og arbejde uden for centrene, er vi lykkedes med at fastholde den fattigdomsorienterede del af udviklingsbistanden.